torsdag den 7. november 2013

Danni Toma - Kvinde


Danni Toma er sin helt egen, og det har han været fra start af. Jeg husker tydeligt da jeg modtog debut EP'en Søndage og andet poetisk bullshit til anmeldelse tilbage i 2010, at det slog mig, hvor original en stil han i samarbejde med Noodle lagde for dagen. Stilen og universet kunne ikke sammenlignes med noget herhjemmefra.
     Mine anmeldelser af Danni Toma og Noodles første eventyr er sunket uigenkaldeligt til bunds med den smukke skude vi kalder "det gamle wots", og kommer nok aldrig op til overfladen igen. At roserne var mange og karaktererne i den pæne ende kan jeg dog huske.

Siden den lille og lækre men - set i et bredere perspektiv - uanseelige Søndage og andet poetisk bullshit, er der sket mangt og meget i den unge Aalborgensers liv, og idag synes det evigheder siden, at han var et ubeskrevent blad.
     En plads på DJ Statics gigantiske og stor-populære producer-opus Rolig under pres (endda på pladens suveræne single "Som en vinder") og som en af hovedrollerne på den tilhørende, landsdækkende tour, eksponerede Danni Tome i det ganske land. Tilføj dertil lidt ekstra skulderklap fra bl.a. Pato og fuld fuld kraftig kærlighed fra DDS-gutterne, og Danni Toma er idag en forholdsvist kendt skikkelse på den danske rap scene. Tidspunktet for at udgive debut-langspilleren kunne derfor ikke være bedre, og med Noodle ved knapperne som sædvanligt, er Kvinde nu ude.

Gud skabte hele universet ud af ingenting. Da det kom til at skabe kvinden - Eva - havde han dog brug for et af Adams ribben. Hvorfor? Fordi kvinder er fucking komplicerede. Mere komplicerede end universet tilsyneladende. Kvinder kan gøre blind, dum, glad i låget, blød i knæene, syg i hovedet og meget andet; sådan fungerer det komplekse stof kvinder er gjort af nu engang. Et stof, der har fået mænd til at komponere gudesmukke arrangementer, forfatte tidsløse litterære værker og opføre arkitektoniske vidundere, og samtidig et stof, der har forvandlet mænd til monstre. Et stof, der nu har fået Danni Toma til at lave Kvinde; en album-ode til det kvindelige køn, på godt og ondt.

"Jeg troede jeg vidste hvad jeg gjorde første gang jeg tog din hånd...."

At Danni Toma har noget for kvinder er ikke en nyhed. Allerede på Søndage og andet poetisk bullshit kunne man finde sangtitler som "Til hende" og "Duften af en kvinde". Det overflødige "poetiske bullshit" er dog blevet skåret fra på nærværende album, og det fokus, der måske har manglet på tidligere Danni Toma udgivelser, står her krystalklart i al sin kunstneriske uklarhed. Hvis du synes dét lyder lidt besynderligt, så er det fordi - som skrevet i starten, at Danni Toma er sin helt egen, og ret beset ikke gør som nogen andre. Kvinde virker mere som en musikalsk sindstilstand end et egentligt album, og de forskellige numre virker mere som individuelle stemningsbilleder end egentlige sange. Man får ikke umiddelbart lyst til at kalde det hverken rap eller hiphop. Måske PBR&B er mere passende? - Egentlig får man slet ikke lyst til at genre-mærke det overhovedet, og det er faktisk ganske befriende. Lad os bare kalde det originalt og nyde det!

Noodle besmykker pladen med en samling produktioner, hvor sparsomt sammensatte jazz-syntetiske trommer parres med yderst mangfoldige og atmosfæriske musikalske bagtæpper, og skaber en fantastisk stemning, der placerer sig i grænselandet mellem opstemthed og melankoli. Dette går perfekt i spænd med lyrikken, hvor Danni Toma beretter om alt fra mundlam forelskelse og den totale bjergtagelse af det kvindelige køn, til hints om affærer og lystbetonet og forfalsket kærlighed.
     Narrativet er ikke stålfast, men Kvinde udspiller sig dog i en form for løs kronologi, hvor det især er numrenes små afsluttende brudstykker, der lyder som scene-fragmenter fra en film, der fortæller en historie. Afslutningen, hvor en lækker luft-guitar stønner om kap med kvinde, står til fri fortolkning.

Som rapper er Danni Toma ikke drevet af at skulle bevise hvor vild han er teknisk, hvor kreativt han kan lege med ord eller hvor lede punchlines han kan lange over disken. Danni Toma tager det lige så stille og roligt som Noodles produktioner, og hvorfor skrive fyldige vers når man kan sige så meget med en linje som "du minder mig om himlen, for du brænder mine øjne"?
     Dertil er han blevet langt mere melodisk bevidst, hvilket resulterer i flere sublime numre, hvor især "Du minder mig om himlen" og "Du & jeg" står frem som noget af det mest gennemførte jeg har hørt i år.

Gennemført er hele Kvinde så sandelig også. Danni Toma og Noodle har skabt et værk, der formår både at være omtåget i sin fremdrift og samtidig have årets måske klareste røde tråd. Det er som sagt ikke særlig rap'et eller hiphop'et, og folk der hælder til den mere traditionelle hiphop skal passe på ikke at kløjes i kaffen undervejs. Til gengæld er det ærligt, modigt og dejligt anderledes, og, nå ja, yderst velproduceret og skarpt drejet.

At Kvinde vil dele vandende, tror jeg ikke der er nogen tvivl om, - sådan er det, når nogen laver noget, som folk måske ikke er helt vandt til. Nogen vil synes det er noget mærkeligt rod, og andre vil synes det er fuldstændig fantastisk. Ud over "Røde læber", der minder mig for meget om Ung Hertug mixtapet, og en virkelig malplaceret feature på outroen, synes jeg Kvinde er ganske fantastisk.  

4.5/6
- Jeppe Barslund


søndag den 27. oktober 2013

Natti - Still Motion


Som gruppe har Cunninlynguists leveret nogle af hiphop-genrens vigtigste albums; albums jeg har snakket så meget om her på bloggen, at de på nuværende tidspunkt må være umulige at have undgået for jer læsere. Individuelt har især kaptajn Kno og førstestyrmand Deacon the Villain brilleret. Førstnævnte med det dystre, morbide og foruroligende smukke Death Is Silent og sidstnævnte som lidt mere flyvsk og eksperimenterende kunstner, der både har produceret hele albums for andre (JustMe's Tragedy & Dope) og indgået i skæve samarbejder med ligesindede kunstnere (Niggaz With Latitude med Sheisty Khrist). Op til nu er Natti den eneste, der ikke har slået sine folder uden for Cunninlynguists, men med Still Motion er han nu styrmand på sit eget første solo-projekt.

"Allow me to introduce myself...."

- Sådan lyder første linje på pladens indledende titelnummer. Umiddelbart kan linjen godt virke spøjs, da det at introducere sig selv er en meget "ny" ting at gøre; altså noget man typisk vælger at gøre i starten af sin karriere og ikke et årti inde i den. Ved nærmere eftertanke giver det dog god mening, for Natti er faktisk ikke blevet introduceret "ordenligt" i løbet af de plader han har lavet med Kno og Deacon som Cunninlynguists; det har altid handlet om noget andet og "større" end de tre individer selv. Still Motion (der var Natti's rap-navn inden Natti) er således den første rigtige introduktion af Natti, og en ganske grundig en af slagsen. Still Motion kommer godt omkring Natti som rapper og person, og man får serveret alt fra hans politiske holdninger og kommentarer til diverse samfunds-problematikker, til hård og tilrøget sydstats-rap og en tur ned ad en reference-fyldt memory lane, hvor bidder af Natti's yngre år  kommer til udtryk i lyriske knips. Indholdet er ganske rodet, men i og med at det hele er tankestreger der har rod i Natti og hans verden, ender rodet faktisk med at være en stramt bundet rød tråd.

Natti er en formidabel forfatter og tekniker; det har han alle dage været, og er det stadig her. Pladen åbnes med en række numre hvor hans forkærlighed til kush er fællesnævneren, men de kreative vinler til weed-rappen er stadig mange. På "Another Galaxy" rapper han fx:

"Damit This is not my planet  /
At least I hope not cuz I really can't stand it /
If it is so be it, I speak it how I see it /
Let that be the dirty acres flag, pledge allegiance"
 

Natti er dog ikke en af dem, der bare nøjes med at sige, at han ikke kan holde verden ud, - han sørger for at fortælle lytteren præcist hvad han synes er galt med den. På "Black Diamonds" berører han den underspillede racisme, der stadig hersker: "Been called the "N-word", now it's the in word / Now we wanna delete it, treat it like a pretend word". På "Allegiance" rapper han om den systematiske undertrykkelse af sorte, bl.a. med fænomenalt godt skrevne linjer som disse:

"Welfare is the opposite of what I see depicted
They brought it like crack and now the hoods addicted /
Mommas on backs and daddy is out pitching /
He goes legit moves in they going to evict them /
Divide and conquer sons without fathers /
Surviving contra guns without armor /
Black white brown from lower to middle class /
Politicians need votes, they speak for the little man /
Election over, they forgetting your little ass /
from housing collapse to the jobs that we lack" 

Fænomenalt godt skrevne linjer kan også findes i den konceptuelle "Architecture", hvor Natti rekrutterer Sha Stimuli og Substantial for at fortælle om forskellige moderne strukturer og "arkitekturen" bag. Natti rapper om hvordan handlen af stoffer financierer bebyggelse i samfundet, Sha Stimuli rapper om rap-gamets struktur ("been locked in ten years no shine / I just step back and admire the design") og Substantial - der i mine øjne har det bedste vers - om det amerikanske skolesystemes (fallerede) struktur: "Mind boggling how they remodeling, my God! / Only wish they made our children as brilliant as this façade", og hans afsluttende linjer rammer hårdt: "The structure we’re viewing slowly become ruins in time / But for now just admire the design".

Lyrisk set er der ikke meget at sætte en finger på. Natti kommer bredt omkring tematisk set, og brillerer med sin levering, der både er hård og intens, og samtidig velkrydret med det velkendte sydlige accent, der både bidrager med autenticitet og charme.

Den torn, der er at finde i øjet, kommer i form af nogle af produktionerne. Det kom faktisk som lidt af et chok for mig, at jeg ikke faldt på halen over beat'sne per automatik. Kno og Deacon plejer at være totalt træfsikre, men ikke desto mindre står jeg i den situation, hvor jeg er nødt til at pege på lydsiden som værende bærende årsag for, at der trækkes ned på karakteren.
     Størstedelen af Still Motion ER båret op af fabelagtige beat - selvfølgelig er den det! Deacon er hovedleverandør af beats, og man kunne godt lokkes til at tro, at de har haft som skjult plan med Still Motion at vise verden, at Kno ikke er ene Cunninlynguist'ianer om at smede fabelagtige beats. Fra det spacy åbningsnummer med sine hvirvlende synth-slag og stramme trommer og funky guitar-toner og lune keys på "Pusher Man", til skævt klippet klagesang og sporadisk percussion på "Allegiance", et helt ufattelig flot flippet Bloodrock sample på "Architecture" og den eminente "Underground Railroad", hvor samplet gospel-nynnen maler tydelige associationer med slavearbejdet. Johnny Cash's "Ain't No Grave" skulle bare have været samplet, så man kunne få lyden af lænker der bliver slæbt hen ad jorden med. Fy for den lede det havde været stærke sager!
     Kno, der har travlt med Build To Fade projektet og Strange Journey Vol. 3 har "kun" bidraget med tre beats: den futuristisk-syntetiske "Another Galaxy", som jeg ærlig talt stadig ikke ved om jeg synes er fed eller lidt i overkanten, den rimelig jævne "Just Like You" og den overdrevet heftige "Filthy Hard", der lige præcis er beskidt hård!
     Numre som "Bright Lights Big City", "Late Night Cruise" og "G.O.R." siger mig dog intet. Skaden er ikke altødelæggende, men med en lille håndfuld numre, der forstyrrer det ellers yderst solide helhedsbillede, kan jeg ikke bevæge mig rundt helt oppe i de høje karakter-luftlag. Men Tag ej fejl, Still Motion er en ganske fantastisk plade, og som det første solo-udspil viser Natti, at han også sagtens kan lave rap uden for Cunninlynguists-rammerne.

4.5/6
- Jeppe Barslund
Støt Natti, Cunninlynguists og QN5 og køb Still Motion her.






torsdag den 17. oktober 2013

Pusha T - My Name Is My Name


Pusha T's rap-karriere er bygget op omkring hans fortid som dope-hustler. Det er en ultra kort introduktion af ham, men den er stadig ganske rammende. Han har altid været totalt urokkelig i sit tekstunivers; alle dage har det handlet om salg af stoffer og livet som dope-dealer. De ydre, "pyntende" aspekter af rap-livet har aldrig haft den store betydning, - troværdigheden og ægtheden overfor universet har altid været primus motor. Sammen med storebroderen Malice har Pusha T, som Clipse, udgivet fantastisk hiphop hvor det netop ikke handlede om hvor meget man kunne rappe om, men hvordan man kunne forholde sig nuanceret og malerisk til dope-dealer universet. Hell Hath No Fury blev duoens kronværk.


Da Pusha T begyndte at blive gode venner med Kanye West og hænge ud med G.O.O.D. Music rapperne, blev der vendt godt og grundigt op og ned på det hele. Stil, mode og dresscodes blev en del af dagsordenen, og stort opsatte musikvideoer, koncerter og events blev ansigtet udadtil. Pusha T sværger til sit vante tekstunivers, men der er ikke længere meget omkring ham, der legitimerer hans tilgang til rap, og nu, med udgivelsen af sit debutalbum, er det næsten umuligt at bjerge sig vej igennem facade, lir, budgetter og andet dække, og se på ham med samme seriøsitet.

"This is my time, this is my hour /
This is my pain, this is my name, this is my power"

Sådan indledes pladen, og med disse ord, der overbringes med den overlegende snerten man kender så godt fra Pusha, lover det hele godt. Ordene ender dog - for mit vedkommende - med at love noget, som pladen på ingen måde kan holde. På "Hold On" rapper Pusha T linjerne, der for mig får korhuset til at falde sammen. Han rapper:

"I sold more dope than I sold records /
You niggas sold records never sold dope /
So I ain't hearin' none of that street shit /
'Cause in my mind you motherfuckers sold soap"

Jovist; linjerne, ordene og leveringen er der, det er alt omkring dem - og med det mener jeg størstedelen af My Name Is My Name - der gør dem ugyldige. Det er tydeligt, at han ønsker at optegne en 'realness'- skillelinje imellem sig selv og alle de andre sæbe-sælgende forfalskere, men som jeg ser det, er det ikke nok blot at sige det, han må vise det. Det er 'Show - don't tell' -princippet vi skal have fat i her. Den 'realness' han mener at besidde i så rigelige mængder at alle andre blegner i sammenligning må manifestere sig musikken - hvordan skulle vi ellers kunne tro på hans ord? Desværre bruger han størstedelen af My Name Is My Name på at fortælle om sin realness; glædeligt taler han varmt og insisterende om den, men kun momentvis viser han den, og det dræber for mig hele ideen med det univers han så gerne vil bygge op. Numre som den uudholdelige "Sweet Serenade", "Suicide" med sit fæle tyggegummi-bobbel-beat, den virkelig bløde "40 Acres" med enhver tandlæges drøm af en sukkersødt omkvæd og "Let Me Love You" med sit gabende kedelige beat og motherfucking Kelly Rowland (!!!) på et komplet uanseeligt omkvæd, modarbejder Pusha T's image så voldsomt, at stilen ender med at rette Pusha T ind til at ligne sine uheldige labelmates Big Sean og 2Chainz, på trods af, at han er utallige niveauer over dem, rent rap-mæssigt.
     Speaking of which - både Big Sean og 2Chainz gæster "Who Am I" og leverer noget af det dårligst skrevne rap jeg nogensinde har hørt. 2Chainz rapper: "Entrepreneur, strip club connoisseur / hot fudge sundae, pour it on you hallelujah / pour it on you hallelujah, pour it on you hallelujah", imens Big Sean rent faktisk får overbevist mig om, at han er dén dårligste rapper der findes:

"Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, nigga na na na na na /
Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, 'cause I still love to get pampered"
 

Og nu tænker du måske, at det er lidt "unfair" at jeg fremhæver Big Seans linjer, når det nu er et Pusha T album vi har med at gøre, men hvis han har kunne leve som hustler med alle de valg, beslutninger og konsekvenser det uden tvivl indbefatter, så må han også finde sig i, at jeg holder ham personligt ansvarlig for sine valg af gæster. Der er en stor sandsynlighed for, at det er Kanye West der har truffet den beslutning for at circkle-jerke sin egen G.O.O.D. Music inderkreds, men det taler heller ikke just Pusha T's sag.


Og så er vi lidt tilbage hvor vi startede: nemlig at der sker ting og sager på My Name Is My Name, der - uanset hvis skyld det er - ganske simpelt bare er ødelæggende for helheden.
     På (den ellers ganske fremragende) "King Push" er der åbenlyse diss-linjer rettet imod Drake i andet vers, men flere numre længere inde på albummet er som stjålet fra en Drake-plade, så det diss fungerer ikke rigtig. Endvidere rapper han på samme nummer, at han er "...More BMF than Billboard"; altså mere appellerende for gaderne og dens hustlere end Billboard og dens hit-lister. Ironisk nok ligger han i skrivende stund som nummer fire på selv samme liste. Pladens helt store brøler ligger i, at Rick Ross gæster "Hold On", hvor "you niggas sold records never sold dope" -linjerne var fra. - Rick Ross, altså manden, der nærmest har gjort en karriere ud af at lege hustler. Hvordan var der ingen i tilblivelsesprocessen, der rejste sig op og sagde "hør, er det ikke lidt fjollet at have Rick Ross med på lige det er nummer?". Ross' vers er endda udmærket, det virker nærmest bare som en hån imod ham at have ham med, når nu Pusha T lægger sådan ud.

Men ret skal være ret, - der er ting der fungerer på My Name Is My Name. Pusha T leverer et utroligt første vers på "40 Acres" og et solidt afsluttende vers på "Sweet Serenade". På "Numbers On the Boards" fungerer ALT! Kanye West tager lidt råben fra et gammelt Bunny Sigles nummer og looper et lille fragment af A. King & J. Mattheus' "Pots 'n' pans" og skaber et af årets ledeste beats ud fra lidt skramlen. Sjovt som ingen rigtig kan tage sig sammen og indrømme at manden er genial. Det er tilsyneladende stadig sjovere at kalde ham idiot af alle mulige andre irrelevante grunde. Den Nottz-producerede "Nosetalgia" fungerer (naturligvis) også fortrinligt. Har får man minimalisme serveret i sin reneste form, og Pusha T leverer (bogstavelig talt) varen. Det samme gør Kendrick Lamar, og det er lige ved at blive pinligt når han træder ind på Pusha T's lyriske ejendom og finder MNIMN's mest interessante vinkel på dope-rappen:

"He said: "well nigga, then show me how it all makes sense" /
Go figure, motherfucker, every verse is a brick /
Your son dope, nigga"

I sidste ende ærger jeg mig dog over, at der er så lidt Pusha T til stede og så meget G.O.O.D. Music. Havde de beholdt "Numbers On the Boards" og "Nosetalgia" stilen havde de siddet med et potentielt mesterværk imellem deres hænder, men som My Name Is My Name ser ud nu, og der alt for meget skidt og kanel blandet sammen med Pusha T's 'dope', og han har derfor svært ved at overbevise mig som lytter og køber om, at hans vare er god. Der er ganske simpelt for meget, der taler imod ham.

3/6
- Jeppe Barslund     
   

torsdag den 26. september 2013

The Remnant - Indian Summer


Hej venner. Jeg sidder i et lille dilemma. Ikke et alvorligt dilemma, egentlig mere et lidt "hyggeligt" et af slagsen. På den ene side er mit mål med bloggen her at præsentere jer for en masse ny musik, som I måske ikke ellers vil faldet over, på de andre internet-sider i blogs i frekventerer. På den anden side skal jeg på et tidspunkt også udgive et nyt Leftovers mixtape, hvorpå det ville være rart at have nogle overraskelser til jer - nogle esser i ærmet. Men hvad betyder det så? Betyder det, at der er god hiphop som jeg ikke skal anmelde her på bloggen, så jeg med sikkerhed har nogle fede overraskelser til jer, eller skal jeg anmelde alt hvad jeg falder over og "risikere", at Leftovers skiverne udelukkende består af musik I allerede kender? Jeg tror at min konklusion lyder, at Leftovers er et "sideprojekt" til bloggen og at hovedformålet må bestå.

- "Tænk hvis de ikke har hørt Beautiful Raw" tænkte jeg, "hold nu fucking fast for en sindsyg overraskelse de får!". Men jeg blev enig med mig selv om, at det at dele hele den plade med jer var vigtigere end at gemme ét nummer til mit eget projekt. Og heldigvis! - Jeg er helt klart af den forståelse, at de af jer, der har fået hørt Beautiful Raw er ganske glade for at have fundet den plade, og det er i sidste ende vigtigere end at jeg kan overraske med Leftovers, som jo i øvrigt ikke bliver mindre god af, at I kender det Qwel & Maker nummer jeg nu engang ender med at udvælge.

Sandheden er den, at jeg egentlig havde tænkt mig at gemme The Remnant til Leftovers som en usædvanligt stærk overraskelse, da jeg har på fornemmelsen, at det kun er ganske få af jer - hvis nogen overhovedet - der har kendskab til deres Indian Summer. Men den gode hiphop skal ud, så nu får I den selvfølgelig alligevel.

The Remnant har ikke eksisteret længe. Trioen udgav deres debut i 2005 og fulgte efter med PB&J i 2009. Rapperen Just John valgte at forlade gruppen under indspilningerne til sidstnævnte album, og The Remnant gik så småt i oplæsning. Og så alligevel ikke helt. De sidste to i gruppen, Adan og Tribe One, blev enige om, at de ikke var helt færdige med hiphoppen, så uden at vide om det skulle være til soloprojekter, til en ny gruppe eller til The Remnant, begyndte de at skrive igen, efter nogle år. De fik to beats fra deres gode ven Deacon fra Cunninlynguists, og da da havde indspildet og de to tracks var færdigstøbt, stod det klart for dem, at det ikke kunne være anderledes; det var starten til et nyt The Remnant projekt. Dét projekt er nu færdigt og har fået titlen Indian Summer.

Når man hører titlen Indian Summer får man måske den idé, at man sidder med et lunt og lækkert album fyldt med opløftende budskaber. Det er ikke tilfældet. Albummet hedder Indian Summer fordi Adan og Tribe One er fælles om at hade sommeren! De hader varmen, og især det, ikke at kunne komme af med den. De indiske somre er som bekendt blandt de varmeste og dermed værste, og det The Remnant vil sige med det er, at det her ikke er et "let" album at komme igennem. Som de selv siger: "This album wasn't easy to make". Det er personligt, hudløst ærligt, ofte alvorligt, til tider sort-seerisk og kun i brudstykker opløftende og i den glade ende af humørskalaen. Nu lyder det nok måske som om, at det her er mørke-sort, top-depressiv, barberblad-til-håndledet hiphop, men sådan er det slet ikke. Adan og Tribe One beretter om deres problemer og nedture med uhørt elegance og finesse, og det tyngende aspekt af deres musik kommer først og fremmest til udtryk i deres tekster, og ikke i deres stemmeføring, flows eller produktioner.

Pladen indledes med en kort instrumental intro, der langsomt forbereder lytteren på den tur han/hun skal igennem. Det sørgmodige guitarspil, der lyder som noget Ry Cooder kunne have komponeret, giver et klart og tydeligt praj om pladens generelle stemning.

På det efterfølgende nummer bydes man velkommen af følgende ord fra en samplet sang: "When you wish upon a star, makes no difference who you are. When you wish upon a star your dreams come true". Umiddelbart er der noget optimistisk Pinocchio-hygge over det, problemet er bare, at nummeret hedder "Dreams May Die" og handler om, hvordan ønsker ikke altid går i opfyldelse.
     Lyrikken herpå er fuldstændig mageløs. Adan beretter i andet vers om hvordan han som barn stod med sin bedstemor og stirrede på nattehimlen og drømte sig væk i stjernerne, og fandt sikkerhed i, at det hele nok skulle gå:

"Everything was how it's s'posed to be /
The sun spun aroun the earth and God in heaven openly spoke to me /
And hopes and dreams were one and the same /
And we both believed that nothing would change"

Men bedstemoren vil ikke fylde ham med falske forhåbninger om livet, og vælger at fortælle den rimelig kyniske sandhed:

"I almost didn't notice when she closed her eyes /
Looked down at the town in the ground where we stood /
And she spoke like she opened up an ocean that she holds inside /
I saw the light and found it was good /
She said the light from the star is so frightfully far /
That by the time it arrives to the sight where you are /
It's dead /
The source has expired /
There's no more warmth, no force and no fire /
And the more I stood by her the more it settled in gently /
But if a rose is still sweet then what's in the name?/
And the chorus and choir sang that heaven is empty /
..... And we both believed that nothing would change"

Den følelsesmæssige dybte Adan tryller frem her er ufattelig, og man bjergtages både af poesien og hans mesterlige tekstforståelse. "Dreams May Die" er uden tvivl et af årets stærkeste skæringer, hvis ikke dén stærkeste. Dette skyldes bestemt også produktionen. Alex Adiels har skabt en mesterskæring af de helt sjældne, der har en så sygelig detaljerigdom, at jeg nøsten ryster på hovedet med et grin hver gang jeg hører det. Det helt igennem magiske øjeblik kommer ved 03:32-mærket, hvor han knækker vokalsamplet fra mol til en dur-subdominant, som ændrer stemningen fuldstændig og sender kuldegysninger ned igennem hele kroppen. Det efterfølgende outro-stykke, hvor der scratches sideløbende med et harmonisk Enya-lydende vokalsample, løfter det hele op til nærmest latterlige højder.

"Dreams May Die" er ikke et let nummer at følge op på, men med den Deacon producerede "Summer Dog Dogs" lader det ikke til at være et problem for Adan og Tribe One. Efter min mening er det Deacon's flotteste produktion til dato. Trommerne sidder stramt, og de atmosfæriske baggrunds-detaljer han er i stand til at lave - blandt andet med sine egen vokal - resulterer i et fænomenalt beat. Samtidig brillerer de to rappere virkelig, og viser hvordan man som due tag-teamer med rim, flettet ind og ud af hinandens:

"In search of significance /
We don't always see the same things but we always try to work through the differences /
I stay up past my curfew to finish it /
With sweat on my forehead and dirt on my fingertips /
Life's not meant to resemble this /
Art does not immitate /
These bars of the prison break for those told to sit and wait /
The master-slave give and take /
Sinner, saint, soldier /
We owe so much to these chips on our shoulders  /
A blink and it's over /
Life is in the rear-view /
So here's to the few who steer to the clear blue /
We make numbers and numerals sound up-beat and musical /
It's fun when we do it thought it's more ugly than beautiful"

Stemninger ændres radikalt med næste nummer. Alex Adiels sidder igen bag knapperne på "Next 3 Miles", der indledes med et kækt guitarspil, en særdeles funky basgang og melodisk scratch. Her er vi mere over i de sommer-lune toner, og duoen allierer sig tilmed med sangeren JoJo Martin, der crooner på oldschool vis i omkvædet. Tribe One, der er en sand flow-mester, rapper:

"Let's leave without lookin' /
'Cause we don't need the crown, we can be complete without it /
We an see the scenic route /
And we can even reach a cloud as easily as breathing out /
'Cause we are now free to be the people we have dreamed about"

Trods jeg i min intro af pladen fik det hele til at lyde som en tung affære, så er det her et rendyrket feel-good nummer. Afrundende glider et lækkert guitarspil over i næste nummer "Before Us", der musikalt set består af nogenlunde samme elementer. Nummeret er hammer-lækkert, men nogen vil måske mene, at det lyder for meget som det forrige, og da beatet ikke er helt lige så godt sat sammen kan det virke overflødigt. Dykker man ned i teksten finder man dog et langt bedre nummer, da der er dømt - i hiphop-øjemed - ganske original storytelling. Det handler om en pige der skal giftes, og Adan påtager sig rollen som brudgommen imens Tribe One portrættere pigens ekskæreste, der forsøger at stoppe brylluppet. Måske lyder det lidt "fesent" når jeg forklarer det så simpelt, men det er vanvittig godt eksekveret, og gør nummeret ganske fantastisk.  

Efterfølgende har vi "Withering Heights: The Difference Between U and I", som bærer Deacon's andet beat. I min optik når det ikke "Summer Dog Days" -beatet til sokkeholderne, men det er heller ikke meningen. Det er langt mere nedtonet og stilfærdigt, og når man lytter til teksterne forstår man hvorfor; det skal tjene som akkompagnerende musik til rappen og ikke være et "selvstændigt" beat. Vi har nemlig med tekstskrivning at gøre, som kun få kan hamle op med. Adan's vers taler sin egen sag:

"I love you, let's start there
Strip the art bare, that's my heart there
Let me in part share, how we got here
Far from the spark flare
Please be all ears
Earth /
My place of birth /
Born to be the lone roamer of the universe /
And I was just a human flirt, drew from dirt /
Delivered from the womb to nurse /
Dodging Cupid's curse until I saw you in that tunic skirt /
Venus de Milo /
My breathtaking eyeful /
I began to cat-and-mouse chase: Felix, Fievel /
The pursuit pays off, I make my pitch clean and steady /
Not ready to make to bite the dust so please be my queen: Freddie /
Mercury /
The years then passed by hurriedly /
Blissful dates, wedding, first home, child and nursery /
Our rock of love became tertiary urgently /
Cause you were rushed to the hospital, sheer heart attack, surgery /
Jupiter /
What am I to do if you ain't here /
Our daughter needs her mother here to root for her /
The nuclear family can't see you go the route of Pluto  /
I want to love you just the way you are, you know: Bruno
Mars /
Pseudo stars can't replace your presence /
My Aurora Borealis is bedridden under incandescent lights /
Ventilators, and EKG machines /
Visiting hours don't apply to those of us with wedding rings /
Saturn, Uranus, Neptune, Galaxy /
Emory Crawford, long angioplasty /
The lump in my throat, that clump in your artery /
The prospect of going on without you is hard for me /
And this is my real life withering heights /
And I'm praying to Christ to the tune of "Give Me The Night," /
So you might greet the sun tomorrow when the curtain's drawn /
Cause morning without you is a dwindle dawn /
So please hold on and stay strong /
Just hold on"

På det efterfølgende interlude "The Art of Trapping Dragons", holder Adan og Tribe One en lille pause og lader istedet spoken word kunstneren Quez træde til og fremsige et digt. Normalt begår jeg mig ikke i spoken word genren og ved egentlig ikke så meget om den, men Quez's digt her har virkelig imponeret mig. Han taler om, at man som lytter skal være varsom med at lade sig besnære af alt hvad man hører. Som han siger, findes der "... silver-tongue poets, who stand behind podiums and breathe fire. Not all of them intend to shed light". Et fremragende digt, der fungerer som et funktionelt og fremadrettet interlude på Indian Summer. Det i sig selv er jo nærmest en sjælden ting.

Det gennemgående og tydelig flow, der præget albummet og kæder sangene sammen som perler på en snor, kommer igen til udtryk ved næste nummer, "Mark My Words", der handler om det, Quez lige har snakket om: ordets magt. Det handler om hvad man kan med ord, hvor store ting mennesker kan opnå med ord og sætninger. Begge rappere ligger fantastisk på det jazz-melodiske beat, men især Tribe One tager kegler med sit flow, der imponerer gang på gang:

"In the beginning was the word, and the word was good /
To a person that heard it, it was pure and perfect /
For as long as that version stood /
And it certainly would have endured /
If it weren't for the villainous curse that turned it and perverted /
Spreadin' the curse like a serpents hood /
Until we learn to put our senses into sentences /
To reinvent the premise and then bend it with the penmanship /
And send the essense on to our descendants, so the legend lives /
My presence isn't endless, but in a sense the Remnant is"

"Cloud 9", der følger efter, ligger i den lidt mere banale ende hvad angår indholdet, men oven på så mange fremragende historier, koncepter og ideer, som man er blevet præsenteret for indtil nu, er det egentlig helt okay. På dette tidspunkt har man måske i virkeligheden brug for et nummer, hvor man bare kan rappe med på omkvædet uden at skulle forholde sig til de helt store emner. Jou1es både producerer og gæster med et vers, og slipper godt fra begge. Her er bestemt ikke noget at brokke sig over.

"Empty Nests" er Adan og Tribe One's coming of age fortællinger om hvorfor og hvordan de søsatte deres livseventyr, og hvorhen det har ført dem hidtil. "My father was the first black student in his highschool / I couldn't fill those shoes even if I tried to" rapper Tribe One, og man fornemmer hans dilemma; på den ene side har han meget at leve op til, og på den anden side er han sikker på, at undergrunds-musikken er hans kald:

"All I know is holding mics in front of crowds /
If I was meant for something different I would have done it by now /
The Remnant is a chosen few /
And this is what I left home and set out on my own to do /
And every stage and every step inside a vocal booth /
And every time I touched a microphone I told the truth /
Can it still be recreation if it's work? /
People stressin' out about the memorisation of a verse /
To address the descecration of the purity /
But never question if it's the destination or the journey"

Jou1es har igen produceret, og har skabt et atmosfærisk, nedtonet og moody track, hvor en kængselsfuld blues guitar fører án og rammer teksternes væsen perfekt. Micah Dalton synger omkvædet, som hverken er godt eller skidt; måske bare et lidt ligegyldigt sted i midten. Stadig et fedt nummer.

"Call It Quits" er pladens sidste reelle nummer og handler til dels om den tendens vi mennesker kan have til at give op hvis udfordringerne bliver for uoverkommelige, og dels hvor uengagerede vi er, når der faktisk er folk der har brug for vores hjælp. Det handler selvfølgelig også om ikke at give op og give den alt hvad man har for at nå i mål. Altså en god blanding a motivational rap, en lille løftet pegefinger og et skulderklap til de, der har klaret sig igennem prøvelser og modgang. Tribe One rapper:

"I never said that we never cope with demons /
'Cause if you never question your beliefs, you don't believe them /
If this wasn't how it's'posed to go, I know the feelin' /
But a wisely chosen spoken word is potent healin' /
We hit the stage and behave in accordance /
'Cause a labor of love won't always pay for out morgage /
Everybody wants to make a name and a fortune /
What a shame fame ain't the same as importance"

Adan tager over i andet vers:

"New Orleans' misfortune gathered the attention of americans /
Third world problems pale in comparison /
Abject, poverty, riots and food crisis /
And natural disasters determined to leave them lifeless /
As poor black bodies were being removed from the rubble /
I was distracted, me and my girl were having trouble"

Atter engang står Alex Adiels produktionen, og gør det igen-igen-igen fortrinligt. Trommerne er store og sidder stramt, og et koldt og melodisk piano-loop giver dem tilpas modspil. Det er hamrende flot, men har også noget foruroligende over sig, hvilket ikke kunne passe bedre med det, de vil sige med nummeret.  

Afsluttende har vi konklusionen, der ret beset bare samler op hvor den slentrende Ry Cooder guitar startede i begyndelsen. Nu er Indian Summer -turen slut, og lytteren afklimatiseres til de vemodige toner.

Nu blev den her anmeldelse virkelig lang, og hvis du stadig læser med, har du næppe brug for, at jeg opsummere det hele i en længere smøre. Indian Summer er et sublimt album, og havde det ikke været fordi Qwel & Maker havde begået et storværk med Beautiful Raw, havde Tribe One og Adan taget årets førsteplads med denne magtdemonstration. Både flow-teknik, storytelling, originalitet og tekster er ikke bare af øverste skuffe eller lige i skabet, - det er helt oppe ovenpå skabet, sammen med den kagedåse, der kun er forbeholdt de allerbedste. Nå ja, så er lydsiden - primært leveret af Alex Adiels og Deacon the Villain - tilmed fabelagtig. Det er svært at ønske sig meget mere af et hiphop-album anno 2013. Jeg har hørt det non-stop siden juni og klapper stadig af begejstring.

Tak fordi du læste med.

5.5/6
- Jeppe Barslund 







tirsdag den 24. september 2013

Drake - Nothing Was the Same


Det er ikke meget der er blevet snakket eller skrevet om Drake her på bloggen, og hovedårsagen til det er, at jeg rundt regnet synes han er ganske ligegyldig. Synderlig dygtig har han aldrig været i min optik, og 'candlelight-dinner-hiphop' stilen som han og Noah "40" Shebib har "grundlagt", har alle dage forekommet mig alt for kønsløs og undervældende til, at det på nogen måde har fanget mig. Dertil ser jeg ham virkelig som et omvandrende paradoks af de helt store, og det har gjort det umådelig svært for mig at tage ham seriøst. Et eksempel kunne være da Common kaldte ham "sweet" i sit diss-track af samme navn, hvor Drake svarede igen med "5am In Toronto", hvor han i den tilhørende video går rundt i stramme hvide jeans og rigtig nok er en smule "sweet". Et andet eksempel kunne være førstesinglen "Startet From the Bottom", hvor han udgiver sig for at have kæmpet en langvarig, hård og brav kamp for at komme dertil hvor han er idag, til trods for, at han er født ind i en familie af fornem økonomisk, kulturel og social kapital og allerede fik sin første tv-rolle i en alder af 15 år. Hvilken "bottom" er det lige han er startet fra?
     Dét illustrerer måske meget godt mit overordnede problem med Drake som kunstner; han vil gerne være en hel masse på én gang; fra struggling battlerapper til førsteelsker med ondt i hjertet. Men dét med først at skulle rappe råt over tunge beats og øjeblikket efter skulle erklære sin kærlighed over sart piano og fingerknips fungerer bare ikke rigtig for mig.
     Når jeg ser Drake for mig, ser jeg ikke en rapper der så meget som minder om en, der sælger stoffer på gadehjørnet eller bliver high on lean. Måske er det det Canadiske blod, der løber i hans årer, men han ser jo helt sød, rar og venlig ud, som Common påpegede. Drake ligner slet ikke en, der cruiser rundt i sin Maybach med sine bitches (i den her video kan den arme stakkel ikke engang få startet sin Bugatti!). - Drake ligner mere typen, der stopper for grønt i GTA. Drake er slet ikke typen, der kalder piger for "bitch, - han er mere typen der siger "nej du lægger på først" når han taler i telefon med dem. Drake er ikke en, der loader sine guns med clips, Drake er typen der trykker "safely remove" inden han hiver USB-nøglen ud. Typen, der sniger sig op bag sine homies, holder dem for øjnene og siger "ka' du gætte hvem det er?". Når de så vender sig om for at se, stikker han dem det her fjæs:


Skal jeg være helt ærlig er der dog én ting, som jeg respekterer ham for: hans mod og ærlighed. Det er nemt for mig at sidde og gøre grin med ham (og jeg har ikke engang omtalt coveret endnu!), og jeg tror endda, at Drake er gået hen og blevet en så nem skydeskive at sigte efter, at folk misser nogle af de ting han faktisk kan. Da "Wu Tang Forever" (nummeret) kom ud, kunne det kun gå for langsomt med at tilsvine nummeret for overhovedet ikke at være en fed homage til klanen. Gik det mon op for folk, at der faktisk var en ganske kløgtig hiphop-kærlighedssang gemt imellem linjerne? Måske overså de det, fordi de også havde travlt med at jorde "Hold On, We're Going Home" for at være så sukkersød og glitter-poppet, at den intet havde at gøre i hiphoppen. Gad vide, om de nåede at bide mærke i, at det faktisk er en udmærket pop-skæring?
     Og om det er hiphop, R&B, pop, rap eller sang er tydeligvis sagen uvedkommende når det kommer til Drake og hans musik. På Nothing Was the Same's åbningsnummer "Tuscan Leather" rapper han: "On a mission tryna shift the culture", så det er tydeligt, at hele målet netop er at vende op og ned på det hele. Det naturlige udfald af en sådan mission må være, at de mere rodfaste hiphop-hoveder korser sig over hans ofte bløde lyrik og steriliserede beats, og benægter ham deres respekt. Jeg ser mig selv som forholdsvist rodfast når det kommer til min hiphop, og af samme årsag kommer jeg nok aldrig til at falde i svime over Drake's musik. Numre som "Tuscan Leather", "From Time", "Hold On, We're Going Home", "Too Much" og "Pound Cake" er "fine nok", men aldrig i mit liv ville jeg nævne dem i en debat om god hiphop - eller i en debat om god musik generelt, for den sags skyld. Dette har intet at gøre med, at jeg er bange for romantik, kærlighed og følelser i min hiphop, og beats kan sagtens ligge i den nedtonede ende af skalaen og stadig være elsket af mig. - Det har ganske simpelt nok bare noget at gøre med, at jeg ikke synes Drake tilføjer noget interessant eller spændende til hverken det ene eller andet aspekt af hans musik.

Det er naturligvis bare min holdning. Jeg vil hjertens gerne høre fra jer, der synes han er spændende.

2/6
- Jeppe Barslund

mandag den 16. september 2013

Rapsody - The Idea of Beautiful


Har man fået hørt Leftovers2012 har man også hørt Rapsody, og har man hørt "Good Good Love" er jeg overbevist om, at man også har checket The Idea of Beautiful ud, på baggrund deraf. Har man dét vil man vide, at der er meget mere i Rapsody end det ene nummer. Rapsody er en vanvittig fed MC, og ikke bare er hun den mest spændende kvindelige rapper pt, hun er en af de mest spændende rappere overhovedet pt, uanset køn, og hende debut fra sidste år blæser stadig ud af undertegnedes højtalere og høretelefoner med jævne mellemrum.

Har man sagt Rapsody må man også først lige sige 9th Wonder. Hvor stor en del af Rapsody's succes han kan tage på sin kappe er ikke til at sige, men som lærer på North Carolina University var det 9th Wonder, der opdagede eleven Marlanna Evans og tog hende under sine vinger. Et "stunt" han i øvrigt har praktiseret før, da en stor del af hans Jamla familie kan spores tilbage til North Carolinas universitet (fx rapperne Sundown og Enigma fra Actual Proof). Rapsody havde godt nok rappet før som del af gruppen Kooley High, men de nåede aldrig rigtig de helt høje luftlag.

Som medlem af 9th Wonders Jamla familie har man som kunstner privilegier som de fleste ville give en arm og et ben for. - Beats fra 9th Wonder og hans in-house producere fra The Soul Council, bl.a. Krysis og E. Jones, samt et imponerende væld af villige features; både Jamla-familien, venner og affilierede. Således får Rapsody hjælp fra bl.a. Ab-Soul, BJ The Chicago Kid, Big Remo, Raheem DeVaughn og Rocki Evans undervejs på The Idea of Beautiful.

Rapsody er dog nøglefiguren her. Hun er i besiddelse af en skarp pen og et flow med bid i, men mere end noget andet er det hendes evne til at balancere battlerap og klassisk storytelling med elementer af den sårbare og følsomme kvinde hun nu engang er, der gør Rapsody unik. Der har været megen snak om hvorvidt kvindelige rappere - eller "femcees" som nogen kan finde på at kalde dem - skal måles og vejes på lige fod med deres mandlige kollegaer. Skal de? Det ved jeg ikke, jeg ved bare, at mange kvindelige rappere har tilføjet ekstra meget toughness og roughness til deres musik for at kunne gå uden om "femcee" stemplingen. Rappere som Rah Digga og Gavlyn viser fx ikke nogle svage sider - det er der ikke plads til i den hankøns-dominerede genre som "hiphop" nu engang er.
     Dette bekymrer Rapsody sig ikke uden om. Hun skriver flittigt tekster om fx kærlighed (lykkelig og ulykkelig), og søger bevidst at vise sine kvindelige sider. Det er absolut en sjældenhed, at denne form for kvinde "får lov til" at gøre sin entré i hiphoppen. De eneste kvinder, der plejer at blive inviteret indenfor, er rå rap'inder som de førnævnte to, omkvæds-sangere og absurd "vel"-formede kvinder, der optræder i musikvideoer med minimalistisk dress-code. Af samme årsag er det derfor både modigt og flabet, at de første ord Rapsody ytrer på sin debutplade her, er "Wake your ass up, get your ass up". - Det har dog intet med club'en, stripper-poles eller pengesedler i trussekanten at gøre. Nummeret hedder "Motivation", og når Rapsody siger "get your ass up" mener hun, at du skal tage dig sammen og få gjort noget ved dit liv. Hun rapper videre:

"Empty liquor cup, spent the week drinkin' /
Money on some blunts, no wonder you ain't bankin' /
Wake your ass up, nigga, fuck it start thinkin' /
Chillin' in the club, tryna be the man /
Rims on the car, no gas in the can - Brother, get yourself a plan!"

Forfriskende at høre en kvindelig rapper degradere mændende for en gangs skyld! Og Rapsody gør hverken brug af infantile svinere eller letkøbt mudderkastning. - Hun står frem som den voksne kvinde og langer ud efter de mange dead-beat, prokrastinerende mænd, der hellere vil spille Madden'12 end at tage sig af deres døtre.

Rapsody er lavet af et helt andet stof; hun er flittig fortaler for ambitioner og drømme-realisering. På "Believe Me" rapper hun: "Listen, my soul mission was to rap and get paid too / Be someone that these little girls look up to". Om de yngre piger (som hører Rapsody) ser op til hende, tror jeg ikke der er nogen tvivl om, men der er nok lidt vej igen til den store formue. Hun rapper på samme nummer:

"Mountains and peaks, valleys I been through /
The landlord tellin' me come through, rent due /
Since you seem to have it all figured out /
Next month while you coppin' one, buy me a Benz' too /
They all think just because rhymes being laid /
That niggas gettin' paid, when I struggle like you do"

Det er dog yderst let at forestille sig, at der kunne være fine penge i det for Rapsody i det lange løb. Murs rappede på "Enjoy"; "I'm proof that you could still make loot and keep your rhymes strong", og jeg ser Rapsody som lignende bevis. Hun rapper med intensitet og - vigtigst af alt - autenticitet, og gør det over lækre beats med fabelagtige melodier, og får samtidig hjælp af sangere, der leverer yderst fængende omkvæd. "Good Good Love" og "How Does It Feel" er blot få af de blændende eksemplar på, hvordan man laver vellydende, fængende hiphop med nerven intakt.

En stor del af skyldes skal naturligvis også skydes på The Soul Council, da The Idea of Beautiful nærmest flyder over med sublime beats. Khrysis formår på fx "Motivation" og "How Does It Feel" at finde den perfekte kombination af rå hiphop trommer og fine, melodiske elementer, der passer perfekt til Rapsody som værende både 'lady' og 'street'. Amp leverer et nådesløst råt beat til anden halvdel af "Celebrate" og en atmosfærisk banger med "The Cards". 9th Wonder er dog den store vinder på lydsiden. På "Believe Me" finder han en såre simpel melodi som kerne (som har siddet fast i mit hoved i dagevis!), og tilføjer sine signaturtrommer, over hvilke Rapsody ikke tøver et sekund med at levere et fantastisk omkvæd. 9th er ligeledes manden bag "Good Good Love", som jeg på nuværende tidspunkt går ud fra du har hørt. Hans pragtstykke "When I Have You" er ligelig fantastisk, og med "Thunder", der af uransagelige årsager er endt som et bonusnummer, disker han op med en suveræn banger i bedste 9th Wonder stil, hvor Rapsody spytter akademisk battlerap:

"The look of succes in the street, the fam want it /
Rims on the car and their chains, we gotta flaunt it /
All black like the omen, the Benjamins in my wallet /
I holler fuck all the dollars /
My niggas' stayin' in college /
The money gon' come with the knowledge /
Whether the degrees aren't walls to the street scholar /
The power is in our palms"

På nuværende tidspunkt har I sikkert luret, at jeg i høj grad synes I skal checke The Idea of Beautiful ud. Det er et fremragende album, der kun lider under få mundane beats og en katastrofal Mac Miller feature. Som helhed er det en suveræn fornøjelse.

5/6
- Jeppe Barslund





lørdag den 7. september 2013

Wax Tailor - Dusty Rainbow From the Dark


Når vi nu er ved at ekspandere listen over koncept-albums indenfor hiphop-genren, så lad os snuppe Wax Tailor's Dusty Rainbow From the Dark med i farten.

"The rainbow is a path. It leads from dark to light, and from light to dark. It leads to your imagination. If you open your mind, you'll find your dusty rainbow from the dark"

- Sådan lyder ordene fra moderen til sin introverte søn, der ser en regnbue for første gang. Dusty Rainbow From the Dark [DRFtD] handler om en lille dreng, der ved hjælp af en enorm samling vinyler søger tilflugt fra tung melankoli ved at flygte ind i en verden af musik. Inden sengetid sætter drengen en støvet vinyl på pladespilleren og bliver ført ind i drømmeland af musikken. Her, i drømmen, sammen med musikken, vokser drengen lige så stille og roligt fra melankolien og mørket, der, metaforisk, hænger tungt ude for hans vindue.
   
DRFtD handler i grove træk om eskapisme, og om hvordan man kan finde sin indre ro, fx med musik. Lidt biografisk må pladen også være, for Wax Tailor, der bærer det borgerlige navn Jean-Christophe La Saoût, er ligesom historiens hovedperson flygtet ind i vinyl-land for at skabe nærværende plade. Alt hvad man hører på DRFtD - med gæsteoptrædender som undtagelse - stammer fra gamle vinyler. Det er simpelthen sample-kunst i fineste klasse vi er ude i. - Og det er ikke småting man som lytter får serveret. Der er nærmest ikke en genre, der ikke er inkorporeret i Tailor's veldige lydlandskab. Fra frække flamenco-inspirerede rytmer på pragtstykket "Only Once", Tarantino-lydende mambo på "Heart Stop", tunge orkestrale teksturer på "Phonovisions", fængende melodier på det sublime hiphop-track "Magic Numbers" og mølædt, støvet og soul'et hiphop på "My Window", hvor Elzhi og Akua Naru brillerer, så der ikke er et øje tørt.

Til at kæde det hele sammen og fortælle historien om drengen og hans støvede regnbue, har Tailor allieret sig med voice-actor legenden Don McCorkindale, der har lånt sin stemme til så mange film, serier og reklamer, at der ikke længere findes tal for det. Han besidder rigtig nok også den perfekte fortæller-stemme, og man kommer let til at tænke tilbage på dengang man selv sad med hovedtelefoner på og lytterede til historier. Som prikken over i'et har Tailor slået hovedet sammen med forfatter Sara Genn for at få den helt rigtige vinkel på historiens forløben. Man kan altså roligt sige, at Wax Tailor har haft dygtige mennesket med sig.
   
Det er dog Tailor selv, der fortjener den største applaus, for han forkæler virkelig én med sine produktioner; der emmer af kreativitet og kompleksitet. Det bedste ved pladen er, at selvom der både er fængende numre, der åbenlyst er produceret som singler, instrumentale stykker på under et minuts spilletid og ukonventionelle numre, der umiddelbart er svære at placere i en kasse, - så er Dusty Rainbow From the Dark et album, der skal spilles igennem fra start fra slut. - Det er dér, den for alvor kommer til sin ret.
     Dermed ikke sagt, at pladen ikke har sine mere mundane momenter, for det har den; der er numre, der har flere plays end andre. Men fornøjelsen er stadig stor fra den ene ende af regnbuen til den anden.

"The boy's mother came to his room and found him sitting at his window. "I found the dusty rainbow," he said. "I found it in my crates". His mother smiled."

4.5/6
- Jeppe Barslund



torsdag den 29. august 2013

Factor - Woke Up Alone


Koncept-albums hører til blandt sjældenhederne i hiphop-genren. Der er faktisk udgivet så få af dem, at det altid er de samme plader der nævnes, når talen falder på de konceptuelle udgivelser. The Streets' A Grand Don't Come For Free og Lupe Fiasco's The Cool var lidt inde i koncept-land, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city var yderst gennemført i sin storyline, og Cunninlynguists, der er og bliver mestrene indenfor konceptuelle udgivelser, har med A Piece of Strange og Oneirology skabt genrens vigtigste.

Nu kan vi tilføje endnu et album til listen, da den canadiske producer Factor har udgivet et rendyrket koncept-album med Woke Up Alone.

Den store forskel mellem de førnævnte udgivelser og Woke Up Alone er, at hvor man ved de andre virkelig skal tænke meget selv og bruge hovedet for at forstå historien, serverer Factor sin i form af et klart optegnet skuespil.
     Historien bygger på Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969, hvori hun introducerer hypotesen om sorgens fem stadier. Hun skrev, at når en person bliver konfronteret med død, vil denne blive ført igennem fem følelsesmæssige tilstande; benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
     Woke Up Alone er delt op i fem scener, der følger de fem stadier slavisk; fra 'denial and isolation' og med endestation i 'acceptance'. Hovedpersonen - den sørgende enkle - "spilles" af Kirby Dominant fra Paranoid Castle (som Factor er producer i), og han tager lytteren i hånden i fører én igennem sin emotionelt tumultariske færd. Det hele starter ved konens begravelse på "The Empire Has Fallen", hvor han rapper:

"I'm feeling like a coward, I've been crying for a hour /Too afraid to face the crowd 'cause their sympathy have power /Condolesence devour the denial of what it now or forever /I've been severed from my better half - look at her /In this golden box, I'm wishing I could turn back clocks /Or stop them all together at the time when I first met her"

Og afsluttende, på "Give Up", finder han endelig fred:

"It's time that I put the nail in the coffin /I tried to bring back the love that I lost /But I'm here defeated, I have to accept that /There's no get-back, I wanted the impossible"

Den helt store "underholdningsværdi" ligger dog i historiens mellemstykke, hvor hovedpersonen møder og bliver konfronteret af en større variete af personer, der alle har indflydelse på hans valg og videre bearbejdelse af sorgen. Disse personer "spilles" af gæste-rappere og sangere, der primært er beslægtet med Factor og Fake Four Inc familien. Således møder man fx en læge, spillet af Open Mike Eagle, Astronautalis som vennen og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Helt eminent bliver det når Onry Ozzborn agerer psykiater og når Myka 9 indtager rollen som mystisk nekromanser, som hovepersonen opsøger for at forsøge at få vækket sin kone til live.

Man må sige, at ideen til konceptet og historien samt denne form for rolleliste hører til blandt de mere originale, men et godt koncept og kløgtige ideer kan ikke redde et album alene; god musik skal til for at hive sejren i land, og her er Woke Up Alone måske ikke helt fejlfri. Factor er en habil producer, og blandingen af live instrumentation og samples - styret af en gennemgående simpel tilgang til at lave beats - fungerer rigtig godt flere steder, som på "Stone Cold", "Don't Give Up", "Denied", "Let It Go" og især pladens afsluttende instrumentale stykke "The Grave (Burial)". Andre gange bliver den samme formel dog en kende kedelig, og især pladens første håndfuld numre har svært ved at begejstre for alvor, hvilket gør det lidt tungt at komme i gang.

Factor og Woke Up Alone skal dog helt sikkert have mine anbefalinger med på vejen, for selvom det ikke er lige godt det hele, er er nogle fede stykker musik at finde, og så er historien altså virkelig god. - Og vigtigst af alt, så kommer man sgu til at tænke over en ting eller to undervejs, ikke mindst takket være Kirby Dominant's fornemme præstation som sørgende og sindsforvirret enke.
     Det er ikke et bragende stort 4-tal, men og et 4-tal.

4/6
- Jeppe Barslund 

torsdag den 15. august 2013

Qwel & Maker - Beautiful Raw


Mit forhold til Qwel & Maker er ikke mere end 2-3 år gammelt. Første gang jeg stødte på dem, var da jeg cruisede internettet i min søgen efter numre til det første Leftovers mixtape, og ganske tilfældigt faldt over duoens Owl. Deadlinen for udgivelsen af mixtapet nærmede sig med hastige skridt, og valget af "Pitching Pennies" skete i al hast, da der virkelig var tale om et last minute call. Det var faktisk først noget tid efter Leftovers2010 var udkommet, at det for alvor gik op for mig, hvor ekstremt godt et nummer jeg havde fået gaflet, og hvor suveræn en duo jeg havde stiftet bekendtskab med. Owl blev efterfølgende nærlyttet og hørt utallige gange, og numre som "The Game", "Holler" og "El Camino" er for længst blevet storfavoritter hos mig.
     Det gav derfor kun god mening at holde øje med Qwel & Maker, samt at bladre tilbage i deres katalog, hvor flere suveræne udgivelser lå og ventede på at blive opdaget og hørt. Beautiful Raw er således det første Qwel & Maker album jeg har haft mulighed for at se frem til, og det har jeg gjort med mildest talt virkelig høje forventninger.

Forventningerne bliver indfriet tifold, og uden at have sagt noget konkret om Beautiful Raw endnu, vil jeg løfte sløret og sige, at Qwel & Maker har begået et mesterværk med deres fjerde album.

Og hvad er det så, der er "beautiful raw" - smukt og råt - spørger du måske. Coveret viser et par hænder, der holder en slags sten, der lader til at forestille det alkymistiske resultat af at blande 'hot', 'dry', 'wet' og 'cold', - altså et slags hiphoppens femte element. Og Qwel & Maker kunne snildt være de retmæssige alkymister bag hiphoppens femte element, for som duo synes jeg, at de fortjener at blive nævnt sammen med DJ Premier og Guru, Pete Rock og CL Smooth, Eric B og Rakim, Sabzi og Geologic, Blu og Exile og de andre duoer, der har været med til at hæve hiphop-baren.
     Qwel rapper som ingen anden, og skulle man lave en top 10 over årets bedste flows vil jeg være tilbøjelig til at sige, at halvdelen af listen let kunne udfyldes med flows fra Beautiful Raw alene. Samtidig smeder hans producer-partner Maker beats, der ret beset lyder som det lækreste hiphop du kommer til at høre. Han producerer stort set ingen beats for andre rappere, så alt hans kreative energi lægges i de beats, som Qwel får lov til at rappe over (hvilket privilegie!). Dette betyder, at de emmer af en uhørt kompleksitet, detaljerigdom og perfektionisme, og man kan virkelig høre, at der er lagt meget tid i produktionerne. Når man lægger de to mesterlige håndværkere sammen, ja så står man virkelig med et voldsomt flot album.  

Pladen indledes med titelnummeret, der skydes igang med triumferende blæsere, der oser af stolthed og en overrumplende følelse af fuldbyrdelse. Beatet lyder som det trionfante tema, der burde fylde luften til de sejrende soldaters hjemvenden, når de kører ned igennem gaderne og bliver hyldet af masserne med jubel, skrig og kvindedår. - Eller som bokserens indgangs-sang til hans karrieres vigtigste kamp. Og det giver meget god mening, at det er billeder som disse, beatet fremmaner, for Beautiful Raw handler nemlig om at triumfere og klare sig igennem forhindringer, hårde tider og dårligdom, og vise verden at man var villig til at ofre blod, sved og tårer for at gå det ekstra mil og sejre, selvom odd'sne var imod en og skeptikerne var i overtal. Stolt rapper Qwel i omkvædet:

"They said it couldn't be done, this one's for proving 'em wrong
Seems only suitable it's beautiful raw
Planted the seed beneath the street but it was rooted too strong
Grew to the sun and called it beautiful raw"

På "Long Walkers" rapper Qwel om de såkaldte long walkers (som han og Maker selv er iblandt), som er dem, der - som skrevet før - er villige til at gå hele den lange og seje vej og ikke gå på kompromis for at levere genuin hiphop. Qwel boldrer sig i nørdede referencer til det gamle Ægypten og de mange mystiske fænomener der hører sig til: "I can see it in your Iris / Y'all scribbling on your notepads, we scribin' on papyrus". Jeg tolker hans brug af Ægyptisk mystik som værende en metafor for the long walkers, da de efterhånden er så sjælden en race, at de efterhånden er blevet et mystisk fænomen i sig selv. Beatet bæres op af en fremtrædende, insisterende og halv-psykedelisk guitar (der dog er mixet til perfektion og undviger dominans og irritation). Ved tredje vers erstattes guitar-riff'et af et støvet piano-loop, alt imens Qwel intensiverer hans flow.

På "En Garde" - ja, det ligger vel nærmest i titlen - er der dømt halsbrækkende flow-gymnastik, da Qwel og hans Typical Cats partner Qwazaar siger "kom án" til deres rap-kombatanter med skarpslebne rimstrukturer, der gør lytteren rundtosset i forsøget på at få det hele med. "Nerds say I'm a banger but bangers say I'm I nerd, it's strange the day we came in the game it rained birds" rapper Qwel, og illustrerer ganske sigende, hvordan den furiøse battlerap ofte leveres med (en til tider nørder) intelligens og kløgt. Her kommer udtrykket "the pen is mightier than the sword" virkelig til sin ret. Qwel ville vinde en pistol-duel med sine rim til hver en tid. I omkvædet brillerer han:

"One or two face, just one came to mind /
Some came to fake it and some came to shine /
Some prefer the murder, diverted a straight line /
When I think about 'em killing it, none came to mind"

Der er ikke andet at sige her end "touché!". - Jo, måske at beatet er fænomenalt! Maker har skabt en drøm af et beat med stramme trommer, ko-klokker og klappen, tilsat stikkende blæsere og en elastisk basgang. Det perfekte beat til flow-ekvilibrisme.

"Wreck Room" er blandt de bedste numre jeg har hørt i årevis! Makers beat er helt fantastisk. Trommernes rustikke klang bevidner om anvendelsen af et egentligt slagtøj, og ikke bare billige computer-trommer, og så er den samplede basgang og melodiske guitar i omkvædet - der stammer fra en nærmest kitchet Los Terricoles sang - så rasende flot sat sammen, at kæber tabes. Dertil leverer Qwel noget så sjældens som konceptuelt battlerap, hvor han sammenligner det billige plasticlegetøjer fra sin barndom med dagens MC'er og hvordan de har ret meget til fælles ("the cheap production's so expensive when they break apart") og hvordan han "wreck'er" dem; både dengang, på sit værelse, og idag, på hiphop scenen. Han rapper:

"Mamma, I know you work hard to buy me toys /
But I broke 'em, I choked 'em by the fulcrum I was locin /
Surrounded with these ones that ain't as tough as they seem /
Advertised and packed in plastic plus the rubber was cheap"

En lodret mesterskæring.

"Pilfer" er præget af nogle mildest talt tossede trommer! Det lyder som om, at en, der virkelig har haft behov for at komme af med nogle aggressioner, har fået lov til at tampe løs på et trommesæt i en garage. Vildt og voldsomt lyder det, men Maker har samtidig flippet et The Upsetters sample (det samme som Looptroop og Petter brugte på "Top Dogz"), der skaber ro og orden (sådan da) i trommernes virvar.
     Qwel rapper sammen med The Grouch og Swamburger om Amerikas farmaceutiske monopol og om hvordan der omsættes for milliarder og atter milliarder ved at udskrive recepter til højre og venstre til alt og alle. Uanset hvad du fejler er svaret: "you know they got a pill for that". De tre rappere har hver deres indgangsvinkel til emnet, og alle er lige medrivende. The Grouch rapper fx: "You ain't need your apple today, not at all / You ain't have no appetite, breakfast was adderall".

Det første man lægger mærke til på "On One" er beatet. Makers produktion er en lækkerbisken for folk med øre for det komplekse. Beatet er stramt og melodien er ikke til at tage fejl af, men jeg var personligt nødt til at nørlytte det nørklede stykke musik mange gange, før det gik op for mig, hvilke - og hvor mange komponenter, Maker har anvendt. Hen imod slutninger skifter beatet endda fuldstændigt, og skifter over i et mere letflydende beat, der ligeledes er hammer lækkert. Sindsygt flot sat sammen.
     Når man har fordøjet beatet og dykker ned i lyrikken, finder man en lignende kompleksitet. Qwel mindes en gammel ven, som han plejede at lave alt med, og som han svor han ville følge hele sit liv. Men livet går sin ofte uforudsigelige vej og mennesker kan vokse fra hinanden, og Qwel funderer over, hvordan deres veje mon skiltes. Den historiefortællende og retrospektive Qwel indtræder på det perfekte tidspunkt på pladen, efter en række numre, hvor tonen har været lidt hårdere.

Endnu en ovenud fænomenal skæringer kommer i form af "Lake Effect". Qwel er fra Chicago og elsker sin by. Det betyder dog ikke, at han er blind for, at byen har sin vrangside. Chicago vrimler med sørgelige skæbner, der hænger ud i den fattige og stof-fyldte underverden, og Qwel rapper om hvordan det desværre ikke er en sjældenhed, at folk bliver stofafhængige for at kunne abstrahere fra en lousy tilværelse. Han rapper i omkvædet:

"Heaven's a million miles from the 'Ill
It's hard to see the stars with a mouth full of pills
Heaven's a million miles from the 'Go
It's hard to see the sky with your nose up in the snow
Heaven's a million miles from the 'Chi
It's hard to see the sky with the smoke up in your eye
Heaven's a million miles from Chicago
Only see the stars when she's tippin' back a bottle"

Samtidig viser han undervis sin eminente sans for ekspressiv og poetisk tekstskrivning, der vitterlig kan få undertegnede til at falde bagover. Han rapper fx i første vers:

"Where tears run the mazes of numb faces /
And fears comes and goes stung the stage from the front pages /
And tippy-toe the slushy street, where the drunk sleeps /
The red line stuck in Vietnam and the bum speeches /
Of rusty beaches in deep water, and one-eyed pigeons /
Who fight for chicken bones and miss the sunshine thinning"

På "Broken Pendulum" kaster Qwel endnu engang blikket tilbage på barndommen, hvor umiddelbarheden sejrede og de voksnes verden ikke havde forpurret ens sind. Men voksen/ældre må man jo blive med tiden, og desværre har voksenverdenens alvor en kedelig tendens til at kvæle barnet, og således rapper Qwel:

"As a child it was all so simple and less literal /
I grew up, I got smart, I got cynical /
I got math, I got art, I got miniscule /
Fame, I got pride I got pitiful"

Scud One leger med, med et solidt gæstevers, og Maker supplerer med et luftigt beat besmykket med strygere og et perfekt valgt vokalsample.

Efter en række numre, der har været tynget af en vis alvor i emnevalgene, trænger man på dette tidspunkt på pladen til lidt luftforandring; lidt glæde og god stemning, og det får man i allerhøjeste grad med "Through the Sidewalk". Beatet stråler med et lunt og lækkert guitar-riff, akkompagneret af laber sang i baggrunden, som sammen lægger en ualmindeligt god bund for et opløftende nummer. Det assisterende fløjte-loop og samplede vokal i omkvædet gør kun fornøjelsen større. Sangens budskab lyder: "seek the truth, free your mind", og handler om at vedligeholde sin vidensbegærlighed og ikke bare fordumme sig selv som så mange andre: "The fool will be the fool while the students be their own". Super lækkert nummer.

Hvis man skal udpege et, så er "New Cents" Beautiful Raw's sorte får. Nummeret handler om, at penge er "the illest addiction there is", og selvom man hedder Qwel kan det være svært at revolutionere dette tema, der er blevet rappet om utallige gange før. Makers produktion holder hele vejen, men desværre afbrydes nummeret et par gange undervejs af små "mellemstykker", hvor det vidst skal forestille, at et par gamle mænd (tror jeg) brokker sig over "de unge menneskers disco-jazz", men det virker malplaceret og ender med at være mere akavet end gavnligt for nummerets fremdrift. Dårligt? Nej. Lidt ligegyldigt i forhold til pladens øvrige skæringer? Ja.

Det mindre heldige "New Cents" går dig hurtigt i glemmebogen, for med "Abracadabra" er vi hurtigt tilbage på det tårnhøje niveau, som resten af pladen har holdt. Verdensklasse flow-kunskaber er igen i førersædet. Maker har loopet en 70'er rocksang (der nok ikke er, men lyder som Beatles), og spæder til med gungrende trommer og livlige keys. Helt fabelagtigt, og Qwel tøver ikke et sekund med at yde beatet retfærdighed med en flow-præstation, der burde få alle til at spidse ører og tage noter.Hvis man slog ordet "flow" op i en definitions-ordbog, burde den henvise til andet vers herfra. 'Abracadabra' er tryllekunstnerens foretrukne slag-ord som ledsager til hans magiske tricks, og på "Abracadabra" viser Qwel, at han virkelig er en tryllekunstner inden for sit fag.

Fra den ene ende af humør-skalaen til den anden; man skal ikke mange sekunder ind i "If I Could Sing" før det melankolske klaverspil og den sørgmodige kvindesang har malet et yderst mørkt stemningsbillede. Valget af de rimelig banging trommer virker besynderligt i forhold til instrumentalens øvrige elementer, men ikke desto mindre lyder det fortrinligt. Qwel er her i sit mere abstrakt-poetiske hjørne, og jeg indrømmer gerne, at det ikke står mig helt klart, hvad "If I Could Sing" handler om. Noget siger mig, at temaet er tab (og bearbejdelse af samme); muligvis en kvinde i hans liv, - "there's a lot of thrones, but not a lot of queens / this is not a home, if it's not with she". Jeg har stadig en del at finde ud af når det kommer til indholdet af denne sang, men det i sig selv kan være en god ting i min bog; når noget ved en sang nærmest tigger om at blive opklaret og jeg ved, at der skal investeres tid.

Beautiful Raw når sit storslåede klimaks med "Keep It Moving", der på alle tænkelige leder og kanter er noget af det mest mageløse jeg har hørt i lang tid. Den grandiose produktion forbinder blæsere, fløjter, piano stabs, strygere og et perfekt flippet vokal-sample til et overdådigt og intet mindre end episk beat. Qwel rapper om han og Makers "long walk"; fra begyndelsen til nu, og alt det, der er sket imellem. Han rapper:

"We went from no-mands-land to Japan and backsnaps /
Scanned a map with these hands that never planned to rap /
Was just a fan of this, thought 'nan of this was possible /
Now fans spit it with us when we stand against the obstacles"

 Qwel rapper om, hvordan det har været hårdt og krævende at gå den vej de har gået og at der har været mange forhindringer og meget modvind, men i sidste ende har det været det hele værd, for nu står de stærkere end nogen anden:

"So long walker, if it's a place worth going /
Stay emerging through the dirt, through the sidewalk-growing /
Do the work /
So they can see my music /
And life's a loop, you either bitch or try to beat-box to it"


Og de afsluttende linjer opsummerer pladen og budskabet til perfektion: "Life's a loop, you either bitch or try to beat box to it".

"Keep It Moving" kan ikke slås som pladens klimaks, og i stedet for at forsøge at overgå den, lukker Qwel og Maker - lige i dette tilfælde mest Maker - pladen med et instrumentals nummer, der fungerer super godt som den udtonende afrunder og melodiske "tak fordi du lyttede med". Beatet er jazz'et, luftigt og sitrer af gode vibrationer, imens et vokalsample binder en definitiv knude på albummets røde tråd, ved at synge "here I go again, reaching for the sky", hvilket fører os tilbage til pladens udgangspunkt; kongstanken bag det at være en "long walker"; nemlig at være villig til at gå det ekstra mil for at nå i mål.

Og det konkluderer Qwel & Maker's fabelagtige, ufattelig velskrevne og suverænt flot producerede storværk Beautiful Raw, der uden skyggen af tvivl står som årets stærkeste plade. Wow for en omgang!

6/6

- Jeppe Barslund