Året der gik 2012 - Et tilbageblik

Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 

Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.

 

9.

The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual. 

8.

Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.

 

7.

L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   

6.

Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 

  

5.

P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 

Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER. 

4.

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 

Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  

3.

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 

Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER. 

2.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 

Læs anmeldelsen af The Heist HER.

1.

Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.

. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.

Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 

 

4.

Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.

   

3.

Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 

Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER. 

2.

Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 

     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 

Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      

1.  

Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.

Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!

     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come. 

Awesome video!

Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer

( click to enlarge )

L'Orange - The Mad Writer

North Carolina poet og producer L'Orange har taget bestik af vinterens væsen og udgivet et koncept-album, der emmer af mørke, mystik og melankoli.
   
     The Mad Writer er resultatet af en yderst kreativ hiphop-producer med dystre tendenser, der har en dominerende kærlighed til Film Noir og jazz fra 1920-1950. Forestil jer en hiphoppet version af f.eks. Jacques Tourneur's Out of the Past fra 1947 eller Billy Wilder's klassiker Sunset Boulevard fra 1950. Med  et væld af brydstykker af filmdialog og samples, der snildt kunne stamme fra film som f.eks. førnævnte, har L'Orange skabt sin egen lille musikalske Film Noir.
Alle de rette komponenter er der: Den gennemgående dystre stemning, den selvdestruktive hovedperson, der, helt klassisk, er en forfatter på vej til at gå i hundende, den forførende femme fatale (portrætteret af Erica Lane) og så den melodramatiske atmosfære, der til tider læner sig op ad det ubehagelige, som er trukket godt og grundigt ned over fortællingen.

"A writer sits in front of his old typewriter /
Four-cornerede room in solitude is where you might find him /
Or maybe not, and there's a clueless spot /
His hands get hot as the ink drops, staring at the page he don't blink a lot"

     Der udspiller sig ikke en egentlig historie på The Mad Writer, men i højere grad, hvad der minder om brudstykker fra en. L'Orange har i højere grad sat sig for at skabe stemningsbilleder, så lytteren selv kan digte videre på de scenarier, der opstår undervejs. Lidt "hjælp" får man dog, især i form af titelnummeret, hvor yU rapper og fortæller historien om "the mad writer". Her tegner han et overordenligt grufuldt billede af en mand, der som lille blev voldtaget og misbrugt, og som har gjort en karriere ud af at kanalisere sin mørke fortid til bogform. Yderst velfortalt, rørende og med en nederdrægtig konklusion.

"... Good thing he started writing rather than holding it in..."

- Størstedelen af pladen er dog instrumental, men qua de mange vokal-samples og dialog-bidder får produktionerne tildelt så utroligt meget liv, at man faktisk ender med at glemme, at det er instrumentale beats man lægger øre til. L'Orange er ligesom Exile en mester i at få sine produktioner til at fortælle sin egen historie. Hans evne til at manipulere vokalsamples er fuldstændig fantastisk. Numre som "Nostalgia", "We Call It Despair" og "Stranger Days" er glimrende eksempler på, hvor fængende beats kan være, når man nuancerer strukturen undervejs og tager sig tid til at perfektionere detaljerigdommen.

L'Orange er sin helt egen, men hvis jeg skal sammenligne hans produktions-stil med andre beatmagere, så vil en mixtur mellem førnævnte Exile og "vores egen" Melancolia nok være den mest præcise. "Imaginary Friend" kunne med sine slæbende trommer, lækre bluesguitar-spil og mageløse leg med vokalsamples sagtens have været at finde på en Blu & Exile plade. - Ikke helt tilfældigt får L'Orange også besøg af selv samme Blu på "Alone", hvor han leverer sit A-game inden for nedtonet story telling, fuldendt med linjer som: "I do belong in my skin, then again it's just flesh / I'm 29, I can't wait to see my God and make a mess".
Melancolia-sammenligningen kommer ind på numre som "The Mad Writer", "Femme Fatale" og "The Dust Collector", hvor de mange jazz-samples, der ligger i den helt mørke ende af toneskalaen, inkorporeres med imponerende nuance. - Man kan høre det samme nummer mange gange, og stadig finde små variationer og twists i produktionen efter et dusin gennemlytninger.

I sidste ende er det denne detaljerigdom, der gør at man kan høre The Mad Writer igennem ufatteligt mange gange uden at blive træt af L'Orange. Flere numre har over 30 afspilninger i mit iTunes, og jeg imponeres stadig i skrivende stund.
Det er en tung, dyster og mørk plade, så hvis man går rundt med en vinterdepression - eller kan fornemme at der er en på vej - så vil jeg nok ikke anbefale The Mad Writer som akkompagnerende soundtrack til de næste par måneder. Til alle andre kan jeg ikke anbefale denne plade nok! Det er ganske simpelt hamrende gennemført og fantastisk flot produceret.

Stream albummet i sin helhed og køb det her.

5/6

- Jeppe Barslund  

Styles of Beyond - Reseda Beach

Selvom Styles of Beyond har leveret undergrunds-hiphop til den Amerikanske vestkyst i næsten 20 år, er det aldrig rigtig lykkedes dem - på en større skala - at blive til mere end "Mike Shinoda's legekammerater" og "Demigodz's rap-kumpaner". Dette skyldes nok, at højdepunktet i deres karriere netop var som dominerende features på Mike Shinodas Fort Minor plade The Rising Tied, hvor især numre som "Remember the Name" og "Believe Me" eksponerede gruppens to rappere, Ryu og Tak, til et større audiens.  Men meget mere var der vist ikke i det, og siden dengang (2005) har de gået stille med dørene op til udgivelsen af deres tredje langspiller Reseda Beach. 

Rent lavpraktisk er Reseda Beach et dobbelt-album, hvor første skive er det egentlige album og anden består af en samling uudgivede tracks. Stilen og lyden på de to er dog så enslydende at det hele hurtigt flyder sammen som ét album. Gruppens beat-smede Vin Skully og DJ Cheapshot står for størstedelen af pladens produktioner, men prominente navne som J Dilla, Scoop Deville, Apathy, Celph Titled og Mike Shinoda har også haft en finger med i spillet. Med hele 36 numre er det lidt af en blandet landhandel, men især på første halvdel af albummet er produktionerne overvejende skarpe. Hele ballet åbnes med den hårdtslående, sample-tunge og stryger-besmykkede "Here We Go", der sætter høje forventninger til resten af pladen.



De solide beats er heldigvis vel repræsenteret. Fra Dilla's nedbarberede nakkebrækker "Hard", "Shut Everything Down" med de skæveste fløjte-melodier man nogensinde har hørt i et hiphop-beat og "It's Us" med sit tunge guitar-riff, til den old-school bombastiske "Radio Clash" og "Dump It Down", der (selvfølgelig) handler om at fordumme sin musik for pengenes skyld, og som derfor helt perfekt sampler Family Guy helten Peter "I'm not a genius... Or is I?" Griffin's "Bird is the Word" sang.
     Der er også flere - desværre nok lidt for mange - beats, der er hurtigt glemt, og det er et af de projekter hvor man fornemmer, at det havde været gavnligt med en nedskæring i tracklisten.



Ryu og Tak er bestemt et par dygtige rappere. Rent teknisk er de faktisk mere end dygtige; de formår virkelig at holde flow-fanen højt, og der er ingen tvivl om at det er i leveringen deres absolutte force ligger. "Radio Clash" er et godt eksempel, hvor de to - umiddelbart helt uden anstrengelser - flower sig igennem det sublime beat som var det det letteste i verden:

"I ain't gotta tell 'em who I'm reppin' 'cause they know
the fellas always get the credit when it's due /
I went from independant to the biggest selling record
Ch-ch-check, haha now I'm movin' up to level two"

     Indholdsmæssigt er det lidt en anden sag. Størstedelen af Reseda Beach, der er en stor plade, kan koges ned til braggadocio-rap, hvilket gør, at man kører træt i rap, der handler om at være god til at rappe. De mest memorable stunder optræder bestemt også, når de hiver nogle mere alternative og sjove ideer og koncepter ned over deres numre. Jeg synes f.eks. at det er fantastisk, hvordan de har "spildt" et ekstremt catchy hiphop "hit" på at understrege en simpel pointe. - Nummeret, der blev brugt til at promovere albummet var "Damn", hvor de havde fået den grammy award vindende flødebolle-crooner Michael Bublé til at lægge omkvæd til - et allerhelvedes fængende omkvæd endda. På pladeversionen af "Damn" er Michael Bublé dog ingen steder at finde (det er endda komplet omkvæds-løst), og det hænger meget godt sammen med, at Styles of Beyond på det efterfølgende nummer, førnævnte "Dump It Down", fortæller hvordan de aldrig kunne finde på at lave kommerciel hiphop med fesne omkvæde leveret af fesne sangere. God humor og en rimelig original måde at fremhæve sit budskab på.

I det store hele er der dog ikke meget lyrisk guf at komme efter, rent substantielt, og det er svært at negligere fra den konkurrence som Styles of Beyond er oppe imod. Her tænker jeg (naturligvis) på deres westcoast kollega/rival Kendrick Lamar, der udgav en af de lyrisk mest gennemførte plader på nogenlunde samme tid, og i forhold til good kid, m.A.A.d city er det altså svært, for alvor at blive imponeret over Ryu og Taks rap. Skills ain't everything.

Hvis man ikke absolut kræver stimulerende indhold i sin rap, men sagtens kan nyde et solidt flow i sin reneste form uden indholdet er proportionelt imponerende, så vil jeg bestemt anbefale at man checker Reseda Beach ud, for dét er der meget af. Samlet set er jeg dog ikke ovenud imponeret. Jeg vil tage en håndfuld tracks med mig, men størstedelen ender nok i glemmekassen.

3.5/6

- Jeppe Barslund

P.O.S. - We Don't Even Live Here

Er du træt af materialisme, konsumerisme, overflade-kultur og den musik, der forherlige disse? - Så er P.O.S. din nye bedste ven. På sin fjerde soloplade - der bærer den farligt sigende titel We Don't Even Live Here - langer P.O.S. ikke kun ud efter bling-rappere, radio-hiphop og "slave"-lyttere, for det er ikke kun dem der er noget galt med, - P.O.S. er efter hele den vestlige verdens samfunds-model, der er skyld i, at det står så grelt til. "This place is wrong for me!" konkluderer han på "How We Land", og med "place" mener han den verden han lever i; en verden hvor alt skal være "normalt" og hvor folk gør hvad de kan for at følge en norm. Dén tankegang er P.O.S. brændende modstander af, og hans (lettere hypotetiske) løsningsforslag er at finde en anden planet at bo på! På "Weird Friends (We Don't Even Live Here)" rapper han:

"This world's got a whole lot of locked doors /
We decided not to live here anymore /
Picked through the norm, didn't fit, didn't stick to the script, didn't care /
We don't even live here"

P.O.S. praktiserer og promoverer en meget mere simpel livs-filosofi, hvor man ikke tillægger det materielt forgængelige noget værdi og ikke lever efter de standarter som samfundet dikterer. P.O.S. siger det faktisk meget simpelt: "We can take all the pressure 'cause we don't want nothing at all, except for maybe some more of us". Og hvad er så målet eller ambitionen med denne leve-vis? - "Ain't no particular road, ain't no particular mission / Only impossible goals, only defy definition". Så er skabet sat på plads.
     Som det sikkert fremgår af de allerede fremhævede citater, så er P.O.S's budskab og den lyrik det er pakket ind i, ikke altid lige nemt at tyde. Det rækker fra lyrik, der er ufattelig vanskelig at forstå til herlig primitivitet som: "No one gives a fuck about shit, so fuck your shit, we fuck shit up 'cause shit's fucked anyways!", og alt derimellem. Om man kan forstå det hele eller ej, så kan man ikke se bort fra det faktum, at P.O.S. er en suveræn tekstskriver. Han kan både servere stof til eftertanke med én linje (fx "No resentment ever evened out a weaker hand") og få lytteren til at tabe kæben med længere passager, som følgende - en af mine favoritter - fra "Fire In the Hole/Arrow In the Action":

"We grew up on songs and held onto the ideals of our idols /
It's hard not to feel tricked /
It's hard not to feel a bit of resentment at their penchant for bullshit /
Impulse prescription, obsession placed on pure waste /
Expulsion from that (whatever your crap), repression ain't a language I can learn /
Outta here fast, and not a single bridge I wouldn't burn /
Never come back or hesitate to make a table turn /
Try to keep up the burn to the urn /
And earn every inch /
Return ready to kill your concern with how we getting it"      

We Don't Even Live Here er kort sagt en lyrisk guldgrube. Der ligger visse udfordringer i selve forståelsen, men det er egentlig meget rart at blive "udsat" for hiphop, der ikke taler til laveste fællesnævner og faktisk kræver en smule vid fra lytteren.
Det er imidlertid ikke kun lyrikken der kræver noget af indtageren, lyd-delen er mindst lige så udfordrende og lugter langt væk af anti-normalitet! Det er nærmest som om at P.O.S. bevidst har sat dig for at sortere fårene fra flokken ved at åbne pladen med det vel nok skæveste, mærkeligste og mest larmende beat i "Bumber", der ret beset lyder som om, at der er en der har siddet i en garage og straffet et trommesæt imens hans kammerat er gået ape-shit på et over-mixet synth-keyboard. Og det er egentlig meget smart, for hvis man kan lide dét nummer vil man elske resten af pladen, og hvis man synes det er jammerligt, så er der nok alligevel ikke noget at komme efter overhovedet.

Jeg ville dog synes det var synd for den, der ikke gav resten af pladen en chance, for der er formidable produktioner at finde hen af vejen. "Fuck Your Stuff" er et af 2012's absolut stærkeste skæringer, ikke mindst grundet Lazerbeak's monster af et beat og et omkvæd, der er noget nært umuligt ikke at skråle med på. "How We Land" har et utrolig flot, storladent feel over sig, og Justin Vernons gæsteoptræden (især hans outro er spektakulær) gør bestemt ikke nummeret værre. Lazerbeak tryller igen på "Lock-picks, Knives, Bricks and Bats", der bærer en underspillet og minimalistisk produktion, der langsomt kryber sig ind under huden på én. Og så må man ikke glemme den rablende vanvittige "Get Down", der på den ene side er ét stort kaos af knivstikkende synth-lyde, der nærmest har til formål at punktere dine trommehinder, men som på den anden side er en rasende flabet banger, der faktisk er overordenligt flot skruet sammen.

De eneste to numre, hvor jeg mener produktionen fejler, er "All of It" og den alt for repeterende "Piano Hits", men det er bestemt til at se igennem fingre med, når resten af materialet imponerer så stort som det er tilfældet. We Don't Even Live Here er bestemt blandt mine favoritudgivelser fra i år. - Den er lige så "anderledes" som man kunne forvente af en Doomtree-udgivelse, og håndværket lige så sikkert som man kunne forvente af selv samme. Dertil er P.O.S. ganske simpelt bare en fantastisk kunstner, provokatør (check billederne i bookletten), "food for thought" -leverandør og ambassadør for fremragende hiphop. Som sagt er det ikke en plade for alle, men hvis man "lærer den at kende" og lader den vokse på en, så er det en lille perle uden lige.

5/6

- Jeppe Barslund

Køb We Don't Even Live Here via FifthElement (seriøst, gør det!) 

"Fuck Your Stuff"

"Get Down"

"Lock-picks, Knives, Bricks and Bats"

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d city

Efter udgivelsen af Kendrick Lamars fænomenale debutalbum Section.80 sidste år, er det gået hurtigt for den unge Compton rapper. Der gik ikke lang tid fra at pladen var ude til, at Kendrick Lamar stod på scenen i Hollywood og havde både Snoop Dogg, Dr. Dre, The Game, Daz, Kurupt og mange flere med sig. Det var selv samme aften at K-Dot "officielt" fik overdraget westcoast-hiphop-faklen fra alle hans pionerer, og forståeligt nok endte Kendrick med at bryde sammen i glædestårer midt på scenen, alt imens et brølende publikum ønskede ham tillykke med "sejren". Det var i august sidste år, så allerede få måneder efter udgivelsen af Section.80 havde Kendrick Lamar hooked op med de tunge drenge fra Aftermath, og nu er han allerede klar med sin major label debut good kid, m.A.A.d city.

På GKMC er K-Dot gået konceptuelt til værks, og det er bestemt ikke for sjov, at "A short film by Kendrick Lamar" følger med albummets titlen. good kid, m.A.A.d city er Lamar's biografiske beretning om den egentlig godhjertede knægt, der, imod sin vilje, er blevet et produkt af sit miljø; Comptons hårde gadeliv.  Historien er ikke fortalt kronologisk på pladens første halvdel, men fragmentarisk á lá Pulp Fiction, så der bliver rodet en del rundt i tid, sted og perspektiv, men fra "Good Kid" og fremefter er narrativet præget af strammere struktur.

Det, der i (ultra) grove træk sker er, at Kendrick Lamar fjoller rundt med en pige (Sherane) som ender med at lede ham i baghold, så han får bank af to gutter fra en rivaliserende bande. Kendrick's kammerat Dave og hans bror insisterer på at tage hævn og opsøger de to, men Dave ender på tragisk vis med at være den, der lader livet, hvilket får Kendrick til at stoppe op og reflekterer over sit liv.
Det, som jeg finder mest interessant ved hele historien er dog den bagomlæggende beskrivelse af Kendrick Lamar's forhold til Compton og hans miljø, og hvordan han faktisk afskyr kriminalitet og bandementalitet,  men er tvunget til at tage del i det, ganske enkelt fordi alternativerne er så få. Det er især denne historie, der fortælles så umanérlig godt.

Det hele (den egentlige historie) starter på "Backseat Freestyle", hvor Kendrick Lamar og hans kumpaner kører rundt i byen og gasser hinanden op med varm-luft blære-rap inden de skal ud og lave ugerninger. Det Hit-Boy producerede beat passer perfekt til nummeret, da man får en klar fornemmelsen af, at de sidder og bliver klar til deres "mission for bad bitches and trouble". Men allerede på nummeret efter, "The Art of Peer Pressure", afsløres Kendrick Lamars sande natur. På deres tur tager de stoffer, overfalder tre mænd "in colors we didn't like", og gennemfører et velplanlagt hjemmerøveri ("Pull in front of the house that we been camping out for like two months"), men Kendrick bryder sig i virkeligheden slet ikke om det, og hans undskyldning for at tage del er gennemgående: "shit, I'm with the homies". Det er i virkeligheden hans kammerater, der får det værste frem i ham.

På "Money Trees" finder vi Kendrick ved en moralsk korsvej, og hele historiens mest essentielle linje præsenteres her: "Everybody gon' respect the shooter, but the one in front of the gun lives forever". Kendrick spørger samtidig sig selv, om han helst vil sværge til "det fede liv" med materielle goder, eller leve et religiøst liv og sætte hans lid til Jesus Kristus ("Halle Berry og Halleluja"). Kendrick kender endnu ikke til de potentielle konsekvenser af det materielle liv og vælger derfor dette ("Dreams of living life like rappers do"), for når alt kommer til alt, så er Kendrick nød til at indrømme, at "Money trees is the perfect place for shade and that's just how I feel".
     En fed detalje er, at han på nummeret før beskriver deres interne måde at tale på: "Speaking language only we know, you think it's an accent", hvilket er grunden til det hyppige brug af det besynderlige "ya bish".
På "Poetic Justice" bliver Kendrick sat af af sine venner og sætter sig ind i sin egen bil for at køre hen og se Sherane. Det afsluttende skit viser, at han bliver hevet ud af sin bil og får en ordenlig omgang tæv da han ankommer til Sheranes residens. Nummeret i sig selv er ganske forfærdeligt i mine ører. Der er kun marginal progression i forhold til historien, beatet er dyppet i så meget sukker og honning at det næsten ikke er til at holde ud, og Drake-featuren kunne ikke være mere ligegyldig. Et decideret skidt nummer i min bog.
Efterfølgende har vi dog pladens vel nok bedste nummer i "Good Kid". Pharrell's dramatiske beat fungerer fantastisk, det minimale omkvæd komplimenterer til perfektion, og Kendrick rapper som ingen andre kan. Han har en intensitet og indlevelse på det her nummer, der simpelthen er måbende flot. Det er herpå Kendrick forklarer hvordan han er et "good kid" i en "mad city". Red and blue er farverne på den overordnede konflikt; i første vers er det naturligvis crips og bloods han rapper om ("What am I suppose to do when the topic is red or blue / And you understand that I ain't but know I'm accustomed to") og i andet vers er det politisirenernes blinken, og hvordan politiet sætter de unge i bås som kriminelle og aldrig giver dem en chance for at være gode:

"But what am I supposed to do /
When the blinking of red and blue /
Flash from the top of your roof /
And your dog has to say "woof" /
And you ask "lift up your shirt" 'cause you wonder if a tattoo /
Of affiliation can make it a pleasure to put me through /
Gang files, but that don't matter because the matter is racial profile /
I heard them chatter: "He's probably young but I know that he's down" /
Step on his neck as hard as your bullet proof vest /
He don't mind, he know he'll never respect /
The good kid, mad city"

På "m.A.A.d city" fortsætter Kendrick med at forklare, hvordan det næsten kan være umuligt at gebærde sig på den rette side af loven når man lever et sted som Compton. Følgende linjer siger det hele rigtig godt:

"My pops said I needed a job I thought I believed him /
Security guard for a month and ended up leaving /
In fact I got fired because I was inspired by all of my friends /
To stage a robbery the third Saturday I clocked in"

Han får et anstændigt job, men grundet den kriminelle mentalitet der har styret ham op til daværende tidspunkt, ender hans grådighed og kriminelle tankegang med at få ham fyret. Mc Eiht har et gæstevers, hvor han optræder som den diametrale modsætning til Kendrick, nemlig gangsta-gangbangeren, der boltrer sig i gadelivet og tager den livsstil som den eneste rigtige selvfølge. I det afsluttende skit hører vi hvordan Kendrick mødes med sine kammerater efter han er blevet tævet. De forsøger at dulme hans nerver ved at hive et par flasker alkohol frem, hvilket fører os videre til næste nummer "Swimming Pools (Drank)", der netop handler om alkoholmisbrug. Det mest interessante ved dette - i øvrigt glimrende nummer - er det afsluttende skit, som er ekstremt vigtigt for historien. Det er her Dave og hans bror beslutter sig for at tage hævn på dem, der bankede Kendrick, men der er en tydelig forskel på de to brødre. Dave ved, som den eneste, at Kendrick ikke har lyst til at tage del i det, og foreslår at køre ham hjem: "Now we can drop you off, ye we can drop you back off". Dave vil slet ikke have ham med, men broderen bryder med det samme ind: "That nigga ain't trippin', we gon' do the same ol' shit", så de hiver alligevel Kendrick med på deres vendetta. I samme skit hører vi hvordan de finder gerningsmændende, åbner ild, slår dem ihjel, men samtidig mister Dave i krydsilden: "Dave? Dave, say something - Dave? These bitch ass niggas killed my brother!".

Efterfølgende har vi en anden af pladens absolutte perler i den fantastisk flotte og rørende "Sing About Me". I første vers rapper Kendrick som Dave's bror, der efter at have mistet sin bror tænker over sin tilstedeværelse, og hvor meningsløst det egentlig har været at dyrke bande-livet og kriminaliteten. Han er ikke i besiddelse af samme evne til at drømme om noget bedre som Kendrick: "Dumb niggas like me never prosper"; han vælger at lade fordommene definere ham, men samtidig fremgår det tydeligt, at han beundrer Kendrick for hans ambitioner: "In actuality it's a trip how we trip off of colors / I wonder if I'll ever discover a  passion like you and recover". - Han beder altså til at finde samme styrke og sigte efter en lysere fremtid, men når det aldrig, da han ender med at blive skudt som sin bror, lige inden han når at bede Kendrick om at fortælle hans historie.
I andet vers rapper Kendrick som Keisha's (fra Section.80) søster, der er forargret over, at Kendrick har tilladt sig at fortælle Keisha's historie uden omtanke. Søsteren mener bestemt at det er muligt at få noget godt ud af en skidt situation; hun arbejder som prostitueret men er faktisk ovenud tilfreds med det, og hun forsøger at være eksemplet på, at det ikke er alle der lever et - efter normen - mindre godt liv, der har et mindre godt liv. "I'll probably live longer than you and never fade away / I'll never fade away, I'll never fade away, I know my fate" siger hun, men ender alligevel med at fade ud, hvilket nok er tegn på, at hun enten dør eller ender som endnu en sørgelig skæbne i Compton's underverden.
"Dying of Thirst" er det ultimative point of no return. Kendrick er på dette tidspunkt klar over, at han skulle have valgt "Halleluja" i stedet for "Halle Berry" og må skrotte de materielle goder til fordel for de vigtige værdier i livet. Han bliver, sammen med sine kammerater, konfronteret af en ældre dame (fortrinligt portrætteret af Maya Angelou), der "viser dem lyset": "See you young man, are dying of thirst. Do you know what that means? That means you need water, holy water". Hun får dem til at reciterer en modereret version af synderens bøn (den samme som man hører på åbneren "Sherane (Master Splinters Daughter)") og siger derefter: "Alright, remember this day. The start of a new life, your real life". Det leder os tilbage til sætningen fra "Money Trees", for herfra beslutter Kendrick sig for ikke længere at være the shooter og få midlertidig, overfladisk respekt, men at være in front of the gun og fortælle sin historie, og derved live forever.

På "Real" har Kendrick fundet ud af, hvad der er vigtigt i livet og hvad der virkelig betyder noget:

"What love got to do with it when I don't love myself /
To the point I should hate everything I do love /
Should I hate living my life inside the club /
Should I hate her for watching me for that reason /
Should I hate him for tellin' me that I'm season /
Should I hate them for telling me ball out /
Should I hate street credibility I'm talking about /
Hatin' all money, power, respect in my will /
Or hatin' the fact that none of that shit make me real"

Det er altså hverken penge, magt eller respekt, der gør ham "real". Hvad var det han ville have på "Backseat Freestyle"? - "All my life I want money and power / Respect my mind or die from lead shower". Kendrick har altså gennemgået en total mental-forvandling. Afsluttende hører vi Kendrick's far fortælle hvad der er real: "Any nigga can kill a man, that don't make you a real nigga. Real is responsibility, real is taking care of your motherfucking familiy".

Afsluttende har vi hometown-banger-anthemmet "Compton". Som vi har lært i løbet af historien, er Kendrick ikke ovenud lykkelig for sin opvækst i Compton, men uanset hvad, så er Compton stedet, der, på godt og ondt, har gjort ham til den han er, og byen fortjener derfor en hyldest sang - så lukkes albummet også med et brag!

"I find nothing but trouble in my life,

I'm fortune you believe in a dream"

Historien, der bliver fortalt på good kid, m.A.A.d city er ganske enestående. Havde jeg skulle bedømme pladen ud fra lyrik, tekst og historiefortælling alene havde den været til topkarakter, men desværre er der flere irritationsmomenter og generelt mindre heldige indslag undervejs, der gør det umuligt for mig at kvittere med topkarakter. "Poetic Justice" er som skrevet tidligere en stor, fed, sort, ulækker streg i regningen. Det første beat på "m.A.A.d city" er ligeledes komplet uudholdeligt. Omkvædet på "Real" er ganske enerverende, og så synes jeg at "Compton" er totalt malplaceret på denne plade. Det jeg bedst kan lide ved Kendrick Lamar er, at han på så mange områder skiller sig ud fra alle de andre westcoast rappere, der beretter om gangsta-miljøet, og jeg forstår derfor ikke hvorfor han skal rappe over et typisk Just Blaze beat, som The Game lige så godt kunne have rappet over. Det er slet ikke sådan et beat jeg vil høre Kendrick over.
Men alt i alt kan der ikke være megen tvivl om, at good kid, m.A.A.d city er van-vit-tig gennemført! Der er virkelig mange skits, men de er alle til for at skubbe historien fremad, og sammen med et beatkatalog, der på imponerende vis rammer de forskellige numres stemning og individuelle historie, sidder man med fornemmelsen af, at det her virkelig er et gennemarbejdet projekt. Og nå ja, så rapper Kendrick Lamar fuldstændig fantastisk! Indlevelsen er unik, det emotionelle aspekt sidder lige i skabet, autenciteten er ikke til at tage fejl af, flowet er grinagtigt skarpt, sansen for detaljer i beskrivelserne og evnen til at fortælle en på sin vis simpel historie, men samtidig få flettet talrige undertemaer og budskaber med ind er mesterlig. Jeg er virkelig imponeret - ya bish!

5/6

Substantial - Home Is Where the Art Is

En samarbejde mellem to af hiphoppens stærkeste 'selvgjort-velgjort' indie-labels - QN5 og Mello Music Group - lyder jo næsten for godt til at være sandt, og Substantial's tredje langspiller er så sandelig også en sprød lille sag.
Substantiel er den super karismatiske, utroligt like'able rapper fra Maryland, der i flere år har slået sine folder i QN5 lejren, men som på sin seneste Home Is Where the Art Is har bondet med Oddisee og deres fælles affilierede til tilblivelsen.

"It's like a black canvas with a beautiful frame /

No limit to what I can do with the paint"

- Kender man til Mello Music Group og deres seneste bedrifter ved man, at det er den yderst sjælfulde og melodiske men bestemt også knastørre hiphop de begår sig i, og dén stil har Substantial omfavnet. Især beatmaestroen Oddisee besmykker pladen med mageløse beats. Når man tænker på at han selv lige har udgivet en overordenligt velproduceret soloplade, så er det ganske imponerende, at der er beats tilbage til Substantial, der ikke bare er lige så gode som Oddisee's egne, men efter min mening bedre. Oddisee's plade var meget "stille og rolig" i lyden og indeholdt langt flere low-key og melodiske cuts end bangers. Der er produktioner af samme skuffe på Home Is Where the Art Is. "Make Believe" ligger i den stille ende, hvor en af alle tiders bedste kærligheds-ballader i Whispers' "Welcome Into My Dream" samples til perfektion, og den live-band organiske "Umoja" bæres oppe af enestående improviserede keys-melodier. I den tungere ende af skalaen ligger "Check My Resume", hvor Oddisee's trommeprogrammering bør bringe selv den mest kræsne hiphop-lytter i total ekstase. Samtidig udviser Substantiel ypperlig overlegenhed ved at rappe hans imponerende "hiphop-CV" med et ligeledes stor-imponerende flow:

"You'd think I graduated from the Xavier institute /
But School of Hard Knocks is where I took my classes /
Where I got my Master of Ceremony tactics /
My Poor Righteous Teachers taught me to make only classics"

"Shit On My Lawn" er ligeledes en tung krabat: gungrende (og i særdeleshed tørre!) trommer, blandet med små doser horn og elektroniske effekter lægger en god bund for Substantial's battlerap, hvor alle diss og spydige kommentarer bunder i have/natur-relaterede metaforer:

"Fetch my leaf-blower, you might con most /
with what you compose but it's mostly compost /
Plant foot in your ass like I punt for a team /
You bums are all thumbs but none of them green" 

Substantial har også sine mere personlige stunder, som på den "stort" M-Phazes producerede "The Verge", der handler om et par, der er på kanten til at gå fra hinanden, men som mod deres vilje bliver sammen pga. af deres barn. 'Stan er nemlig også familie-far, og det er tydeligt at hans nærmeste betyder alt for ham. På "Resilient" rapper han:

"Substantial's supposed to be a quitter and absentee father /
But I figured "what's more precious than my daughter?" - nada /
Develop her mind so she's smarter /
And destined to do great things like her father"

'Stan holder kortene tæt ved kroppen på Home Is Where the Art Is, men det ligger også lidt i albummets titel, at det handler om ham og hans nærmeste. Der bliver da heller ikke åbnet op for det store, dybtfølte lyriske univers, men som skrevet i starten så er Substantiel en komplet herlig karakter, og hans egen historie er mere end rigeligt til at fylde det relativt lille album ud, som HIWTAI er.

Der er enkelte mindre spændende øjeblikke, som de lidt for repeterende beats på "See Hear" og "Neighborhood Watch" og et rimelig ligegyldigt omkvæd fra QN5-kollegaen Kokayi på "Grateful", men  størstedelen indbyder bestemt til rendyrket hiphop-nydelse. Det er som sagt rimelig "tør" hiphop vi har med at gøre, så det tager lidt tid at fordøje, men giver man pladen den tid den kræver finder man, at Substantial har begået en lille perle med Home Is Where the Art Is.

4.5/6

"Check My Resume"

"Umoja"

"Shit On My Lawn"

- Jeppe Barslund

The King's Dead - Jerusalem

Inden The King's Dead hed The King's Dead hed de The Dean's List. De tre studiekammerater Mendoza, Mik Beats og Sonny Shotz slog hovederne sammen i 2010 og kaldte sig The Dean's List, der teknisk set er betegnelsen for en særlig kategori af studerende, der har udmærket sig udover det sædvanlige i deres semestre. Mendoza, Mik og Sonny's plan var nemlig at bryde med college rap "genren" og lave hiphop på et substantielt og intellektuelt plan, med college-studerende som målgruppe; en slags "intelligent is sexy" propaganda i rap-form. Desværre havde de det elementære odds imod dem, at de jo ret beset var college-studerende der rappede, og af dén grund alene fik de selv samme "college-rap" mærkat påsat, som de fra start af forsøgte at undgå. De blev populære (i college-liv øjemed), dog ikke på det grundlag som originalt var planen. De udgav Undeclared mixtapet i 2010, The Drive-in mixtapet i 2011, der gav dem bred eksponering på grund af nummeret "Dear Professor", og så udgav de albummet Generation X tidligere i år, blandt andet først án af de solide single "Birth".

De tre kom dog til enighed om, at de ville "starte forfra" og forsøge at lave den substantielle og intellektuelle hiphop, som bragte dem sammen til at starte med. De skiftede derfor navn til The King's Dead for at kunne viske tavlen ren og lave musik ud fra et navn, som folk ikke havde forventninger eller fordomme (endsige kendskab) til.
     Jerusalem er deres første skive, og det er utrolig tydeligt, at de er modnet både i lyrik, emnevalg, seriøsitet og især produktioner. De har formået at kreere en plade, der både er udfordrende, sjov og tankevækkende.
     Det skal med det samme siges, at det ikke er lige godt hele vejen igennem; produktionerne bliver til tider for "skæve" til, at det for alvor er godt, og lyrikken er enkelte steder ufrivilligt komisk (dårlig)  - men når det hele passer sammen, så går det virkelig op i en højere enhed. - Hvad jeg ville kalde "turn up the volume in your headphones" -musik.

For ikke at gøre denne anmeldelse af et totalt ukendt navn alt for lang, vil jeg fremhæve tre numre og forsøge at give jer et indtryk af pladen ud fra dem. Pladen kan downloades gratis og lovligt, og jeg er rimelig sikker på, at følgende numre er mere end rigeligt til at få jer til det.

"No Peace In A Rebel"

Produktionerne lyder generelt som en blanding af Kid CuDi's univers og Blue Sky Black Death's indviklede arrangementer. At kalde musikken på Jerusalem for "beats" ville i hvert fald ikke være at yde musikken retfærdighed. "No Peace In A Rebel" er et fortrinligt eksempel på gruppens ekstremt nuancerede produktioner. Det starter med stramme trommer og en atmosfærisk baggrunds-fløjten, men så falder de utroligt flotte, Enya-lydende strygere ind sammen med guitarspil og skaber en helt anden stemning. Halvvejs inde i nummeret tager beatet til i intensitet, bliver mere skrabet og får smidt nogle tungere guitar-taps ind over. Som nummerets titel antyder handler det om at kæmpe for forandring, og selvom det rebelske måske kun berøres på overfladen, får de stadig både snakket om forandring i samfundet ("the people want change now, not a priest on a playground") og i rap-gamet ("Say fuck 'em hoes, they don't fuck with me / My slang bad an' my bitch bad, that's all you say with your rich ass"). Det er dog det måbende flotte beat i første halvdel, der stjæler opmærksomheden her. 

"Dead Man's Face"

Også herpå er produktionen ganske unik. Man kan ikke undgå at studse over omkvædet, hvor de har samplet det samme choppede vokalstykke som Major Lazer's brugte på "Pon De Floor" og som Beyoncé senere gjorde populær med "Run the World (Girls)". The King's Dead blander det let genkendelige sample med østen-lydende citarspil og stikkende stryger-toner, og som om det ikke var nok kaster de også et sample af en skrøbelig kvindevokal (i bedste Kno-stil) ind i omkvædet. Det lyder allerhelvedes godt!!

"My Blue Car"

En mere melankolsk undertone gennemsyre dette nummer, der handler om hvordan hovedpersonen associerer sin bil med fortidens dårlige og svære tider. "I had to buy a whip, but had to put my shades on, the dark ones that hide out my problems that you see" rapper han, og man får en fornemmelse af, at bilen var ment som en måde at flygte fra problemerne på, men istedet er blevet holdeplads for selv samme. Produktionen matcher den nedtrykte stemning perfekt med et minimalt guitarspil og melodiske keys, der tager til i omkvædet og bliver utroligt følelsesladet i form af sit harmoniske udtryk.

  

- Hvis du blev imponeret over de ovenstående tre numre, så kan du roligt klikke dig herind og hente pladen, for der er meget mere hver det kommer fra. Som sagt ikke en perfekt plade, overhovedet, men der er talrige memorable skæringer, og jeg ved i hvert fald, at jeg er langt fra færdig med at begive mig ned i Jerusalem.

4/6

Bonus-video: "Sour Apple Rich Girls"

- Jeppe Barslund

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Efterårsferien er over os, så der er forhåbentlig ikke nogen der har noget imod, at den her anmeldelse bliver en anelse lang (?).

Macklemore & Ryan Lewis har med deres første VS. EP, den efterfølgende VS. Redux EP og en håndfuld stærke singler, først án af "Wings", bygget en ufattelig stærk hype op omkring deres første langspiller. Nu er den endelig ude, og den har allerede sat sit klare, tydelige præg, - ikke bare på hiphop-genren men musikken generelt. Så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, er The Heist den første udgivelse i musikhistorien, der er gået #1 uden at have et pladeselskab i ryggen. At singlerne tilmed er substantielt tunge på tankevækkende indhold, står ligeledes i skarp kontrast til de sange man er vandt til at se på hitlisterne.
     iTunes-førstepladsen kunne ikke være mere fortjent, for der ligger et vigtigt (om end en kende klichépræget) statement i selve placeringen: Man kan hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde hårdt nok for det. "The greats weren't great because at birth they could paint / The greats were great because they paint a lot" rapper Macklemore på åbneren, der meget sigende har fået titlen "Ten Thousand Hours", navngivet efter den idé, at det kræver titusinde timers træning at mestre noget. Jeg vil vove at påstå, at det på nuværende tidspunkt - endda på trods af at The Heist "kun" er deres debutplade - er et faktum, at Macklemore og Ryan Lewis er mestrer indenfor deres områder.

Macklemore - lyrics

"I make my living off of words /
And do what I love for work /
And got around 980 on my SATs /
Take that system! What did you expect? /
Generation of kids choosing love over a desk /
Put those hours in and look at what you get /
Nothing that you can hold, but everything that it is"

Motiverende ord, også taget fra pladens indledende nummer.
     Det har ikke taget Macklemore meget mere end en håndfuld udgivelser for at blive en af mine favorit rappere nogensinde. Det skyldes en længere række ting, men vigtigst af alt, at han først og fremmest er et menneske. Et menneske som alle os andre. De fleste rappere kan kategoriseres som værende det ene eller det andet; gangster, conscious, mainstream, underground, southern, politisk, you name it. Macklemore tillader ikke påsættelse af specifikke mærkater på samme måde. Macklemore er en rapper med talrige kvaliteter; han kan være ekstrem up close og personlig omkring sit eget liv det ene øjeblik, og totalt far out fjollet det næste. Kommentere på aktuelle problemstillinger i samfundet hér og rappe om baseball dér. Være stærkt imod konsumerisme på det ene nummer og forherlige Cadillacs på det andet. Han har beskrevet sig selv som værende en "walking contradiction", og det er faktisk noget af det jeg bedst kan lide hos ham, for ingen er perfekte, og det er der virkelig mange rappere der er bange for at vise. Hvor de fleste rappere ihærdigt forsøger at opbygge et slags superhelte-image, sørger Macklemore konstant for at pille dét image ned, hvis han føler, at han er for tæt på at nærme sig et ophøjet status. Han gør det meget klart, at han ikke er bedre end andre. På nummeret "A Wake" fortæller han endvidere, at han er træt af at blive kaldt en "bedre rapper and de andre". - Så når han rapper "These interviews are obnoxious / Saying that it's poetry, it's so well spoken, STOP IT!" refererer han ikke til de rappere jeg normalt klantrer for at være elendige, men udelukkende sig selv. Dét er efter min mening en eminent kundskab at være i besiddelse af.

Macklemore har endvidere en unik evne til at koble egne erfaringer sammen med skarpe iagttagelser, der kommenterer en sag i et større perspektiv, samtidig med at han spæder op med eksempler på problematikken, som alle kan forholde sig til. Tag f.eks. det lyriske mesterværk "Same Love", hvor han starter med egne erfaringer: "When I was in the third grade, I thought that I was gay / 'Cause I could draw, my uncle was and I kept my room straight". I andet vers bliver "alle vi andre" så indlemmet i sagen, qua et velkendt, håndgribeligt eksempel:

"If I was gay, I would think hiphop hates me /
Have you read the YouTube comments lately? /
"Man that's gay" gets dropped on a daily /
We've become so numb to what we're saying" 

- Ikke fordi jeg går ud fra, at der er nogen af "os" der kalder hinanden "faggots behind the keys of a message board", men man finder bare ud af, at hadet virkelig er over det hele, om folk tænker over det eller ej. I løbet af "Same Love" får Macklemore både kommenteret på hvordan undertrykkelsen af minoriteter er gået i arv ("Out culture founded from oppression"), samfundets syn på homoseksuelle ("America the brave, still fears what we don't know"), politik ("The right-wing conservatives think it's a decision"), kirke ("If you preach hate at the service, those words aren't anointed") og får sammenlignet hadet med religiøse krige og racisme. Afsluttende smider han den ultimative bombe, der får selv en som mig, der altid har været fór homoseksuelles rettigheder, til at tænke yderligere over tingene, når han rapper: "Kids are walkin' around the hallway plagued by pain in their heart / A world so hateful some would rather die than be who they are". At Macklemore er i stand til at få inkluderet alle de her aspekter af samme sag, helt uden at man som lytter bliver forpustet, har jeg ufattelig meget respekt for.

Han gør det samme på "Wing$", hvor han både rapper om sit eget forhold til Nike's og hvordan en bekendt blev slået ihjel på grund af sine sko, til hvordan Nike som brand har hjernevasket flere generationer til slavisk at følge en trend og blive en del af et - af producenten grundlagt - forbrugersamfund. Men den løftede pegefinger er ingen steder at finde, for selvom Macklemore tydeligvis er bevidst om, at det egentlig er en dårlig sag man støtter ved køb af et par Nike's, synes han stadig at det er en fantastisk sneaker. Men til ham, der stolt rakte sin Air Jordan i luften da "Wing$" blev spillet på Vega; jeg er ikke helt sikker på at du har forstået sangens budskab?
     Macklemore er inde på noget af det samme på "Thrift Shop", hvor han ligeledes rapper om hvordan store firmaer "narer" folk til at købe deres vanvittigt overprized produkter:

"They be like "Oh that Gucci, that's hella tight" /
I'm like "Yo, that's 50 dollars for a T-shirt" /
Limited edition, let's do some simple addition /
50 dollars for a T-shirt that's just some ignorant bitch shit /
I call that getting swindled and pimped, shit /
I call that getting tricked by business"

(Er jeg den eneste, der aldrig har set en Gucci T-Shirt til 250-300 kroner??!).
Macklemore er dog godt klar over, at det ville være komplet overkill, hvis alle sange var lige tunge på budskaber, og "Thrift Shop" er først og fremmest en top-underholdende sang om at "poppe tags", selvom man kun har en hund' på lommen.
     Humoren er bestemt en anden af Macklemore store forcer. "Castle" alene er rigelig bevis! Her træder Macklemore's sex-gale alter ego Raven Bowie i karakter, hvor fest-stemningen er total man lyrikken det rene nonsens! Det handler om at feste igennem og blæse på alt hvad der hedder velskrevet lyrik. Mon ikke der alligevel gemmer sig en lille kommentar heri? Især i det afsluttende bridge-stykke, hvor han rapper om at slå en prærieulv ihjel til festen og spise den! Det er det rene volapyk, men overdynget med auto-tune lyder det stadig super fedt, så måske han forsøger at sige, at man kan slippe afsted med det meste, hvis der er auto-tune på? Det kan også være jeg lægger for meget i det?

Andre højdepunkter tæller "Neon Cathedral" hvor han rapper om at skrotte Gud, Biblen og kirken til fordel for sprut, liquor stores og bodegaer. Sangen er nært beslægtet med pladens ømmeste skæring "Starting Over", hvor han netop rapper om hvor svært det er at komme tilbage på rette spor, fuldendt med de inspirerende linjer "If I can be an example of getting sober / Then I can be an example of starting over".  "Starting Over" byder på masser' tekst med stå-pels-potentiale, som f.eks. når Macklemore indleder andet vers:

"And every kid that came up to me /
And said I was the music they listened to when I first got clean /
Now look at me, a couple days sober /
I'm fighting demons /
Back of that meeting on the east side /
Shaking, tweakin', hope that they don't see it /
Hope that no one is looking /
That no one recognized the failure under that hoodie"

Hans fiktive samtale med Interscope-chefen Jimmy Iovine, på nummeret af samme navn, er ligeledes fantastisk. - Især når den glubske pladechef præsenterer 360 graders-reglen og estimerer at Macklemore og Ryan Lewis har 7% af det samlede salg tilbage til deling, til hvilket Macklemore svarer: "I appreciate the offer, thought that this is what I wanted / Rather be a starving artist than succeed at getting fucked!".

De eneste sange der ikke siger mig det store rent lyrisk er "Thin Line" og "Gold", der ikke formår at fremstå helt så interessante i min optik. Dog stadig gode sange!

Rent teknisk er Macklemore også en sublim rapper. Hvis nogen siger "bevis det!" så bare spil "Can't Hold Us" eller "White Walls" for dem, og hvis de er gale nok til stadig ikke at være overbeviste, så bør følgende passage fra "Thrift Shop" være tilstrækkeligt:

"Buy it, cop it and washing it /
'Bout to go and get some compliments /
Passing up on these moccasins someone else has been walking in /
Bummy and grudgy, fucking it /
I am stunting and plus it is saving money and I'm hella happy /
That's a bargain bitch!" 

Alt i alt vil jeg sige, at The Heist mere eller mindre er et studie i kompleks, modig, vittig og intellektuel tekstskrivning, leveret med blændende indlevelse. Her er virkelig en mand, der siger hvad han mener og mener hvad han siger. Der er ikke mange rappere pt. der kan måle sig med Macklemore når det kommer til autencitet - punktum.

"Don't forget where you came from /
Don't die holding on to your words /
'Cause you know you got a whole world to change /
But understand who you got to change first"

Ryan Lewis - beats/production

Det var allerede meget klart og tydeligt efter de to VS. EP'er, at Ryan Lewis er en fænomenal producer, og dette image har han bestemt ikke haft i sinde at miste med The Heist. Pladen er fyldt til randen med melodiske produktioner, der er lige så rige på detaljer som de er divergerende i lyd. Fra stadion-store synth-harmonier på "Ten Thousand Hours", et kitchy/catchy club-banger-beat på "Thrift Shop" og umådelig smukt klaverspil på "Same Love" til skrøbeligt guitarspil og synth-melodier på "Starting Over", stramme organiske trommer på "My Oh My" og irsk-lydende banjo-spil på "Cowboy Boots". Ryan Lewis har et virkelig godt øre for fængende melodier og et smittende omkvæd - og det udnytter han fuldt ud. Talrige sangere og sangerinder har leveret vokaler til pladen, og selvom jeg umiddelbart synes det virkede som lige lovligt mange sangere på en hiphop plade, så fungerer det faktisk umådelig godt. Omkvædene bliver aldrig dominerende; de akkompagnere den stil og stemning som deres repræsentative numre er bygget op omkring utrolig godt, og bidrager med solide, harmoniske vokaler til Ryan Lewis' produktioner, der i de fleste tilfælde er skræddersyet til dem.
Jeg kan allerede nu sige, at flere af årets flottest producerede og mest prangende beats vil være at finde på The Heist. Der kan ikke være nogen tvivl. Ryan Lewis gør det virkelig svært at vælge en favorit, og jeg kan efter halvandet dusin gennemlytninger konstatere, at der hele tiden dukker nye ting op i produktionerne; små ting her og der, der bliver ved med at give numrene nyt liv, og i takt med at omkvædene sætter sig mere og mere fast, så bliver pladen sværere og sværere at give slip på.

All in all...

Der er flere numre på The Heist som sagtens kunne kritiseres for det ene eller det andet. - "Gold" for både beat og lyrik, "Thin Line" for et halv-tyndt omkvæd, "White Walls" for at være malplaceret på pladen, "Cowboy Boots" for at virke akavet som bodega/øl-sangen i kølvandet på sange om alkoholisme og om at blive ædru. "Castle" for på ingen måde at passe ind i den stil som resten af pladen repræsenterer, og "Bombom" som et måske lidt for vagt instrumentalt stykke. 

Alt dette KUNNE man sige - jeg ville have forståelse for det. Personligt finder jeg bare helhedsindtrykket for stærkt og gennemført til, at de små negative ting kan tælle for særlig meget. Macklemore og Ryan Lewis får det bedste ud ad hinanden, og sammen har de skabt et eminent hiphop-værk. The Heist er en vanvittigt fantastisk plade!

5.5/6

- Jeppe Barslund 

I toppen: "Thrift Shop", "Same Love", "White Walls", "Jimmy Iovine", "Wings", "Awake", "Starting Over"

I bunden: "Gold", "Bombom"

Orgi-E - Klamfyr

Jeg har altid været overordenlig begejstret for Suspekt; en gruppe der altid har repræsenteret mod, kompromisløshed, overlegenhed og fornyelse. Deres univers har altid forvoldt kontrovers, furore og forargelse i det ganske land, og samtidig ekstase i rap-miljøet. Ikke alle har mødt deres projekter med ligelig begejstring, men i min optik har Suspekt aldrig præsteret under det sublime. Selv når det måske ikke var decideret "godt", som med f.eks. Selvmord, var det jo alligevel godt, alene grundet modet til at gå imod folks forventninger og søge nye græsgange, uden sikkerhed for at det ville være en succes. Dette har altid været kendetegnende ved Suspekt, men det er non-eksisterende på Klamfyr, og af samme grund ligger Orgi-E's solodebut desværre også lavest i bunden af, hvad der nogensinde er kommet ud af Suspekt lejren.

Som teknisk dygtig og legesyg rapper er Orgi-E et unikum i dansk rap. Han har altid været i stand til at påtage sig forskellige rap-personager, fra samfundskritikeren, den nådesløse battlerapper, den kinky fætter og den klamme fyr, og vigtigst af alt har han altid været i stand til at afbalancere de forskellige karakterer. Både "Kinky Fætter" fra Ingen Slukker the Stars, "Klam Fyr" fra Prima Nocte og "The Valley" fra Elektra var fede, fordi de fungerede som komiske og effektive afbræk fra det ellers kulsorte univers de var omringet af. Havde der været flere numre af deres natur på de forskellige plader, ville hele ideen og konceptet i sig selv være faldet til gulvet.
     Deri ligger problemet med Klamfyr: halvdelen af pladen er dedikeret til disse absurde, fetich-fokuserede, overfalds-pornografiske udskejelser, og selvom det leveres med humor flere steder, så fremstår det dybt anstrengende, søgt og meget lidt sjovt det meste af tiden. Og ja, jeg er klar over at det er Orgi-E og ikke Suspekt, og at pladen hedder Klamfyr, så man ikke rigtig kunne forvente andet, men det ændrer ikke på det faktum, at der er mere irritation end underholdningsværdi at finde i numrene.

Det hele starter ganske godt med "Kommer Snigende Ind (Klamfyr Pt. 2)", hvor Orgi-E lusker rundt i nattens mulm og mørke og dyrker sine perversiteter. Eloq har produceret beatet, der komplimenterer indholdet perfekt med dørklokke-ringen som del af beatet, og der er lagt masser af humor i nummeret med bl.a. referencer til Nik & Jay's "Lækker", men hvor Nik & Jay gerne vil "se pigerne dreje rundt" vil Orgi-E hellere lægge dem i badet og pisse på dem! Bestemt "over the top", men det holder stadig fordi man kun kan forvente af Orgi-E at optræde sådan.
Problemet opstår som sagt når man erfarer, at Orgi-E insisterer på at være markaber så ofte som muligt - hvilket er virkelig ofte. På hans pumpe-anthem "River Jern" rapper han f.eks.: "Det blir' meget lettere hvis du gør det med dig selv / Sperm ud over gulvet og slår børnene ihjel", som umiddelbart synes malplaceret. På "MILF" er han der igen:

"Jeg klar på at gøre det med en mor /
Klar på at gøre det selvom røven den er stor /
Bare så længe hun har tørret den for lort /
Er det ikk' noget problem med den smørrelse vi bruger"

Selv på et nummer som "Mand 2.0", der handler om at være en rigtig mand, får han også lige nævnt, som om det er obligatorisk, at han "ikke er til lort på damen". "Singlepik" er det eneste nummer hvor det "platte" vendes til noget fuldt ud underholdende. Det skyldes i høj grad også humoren ("Gør li'som Søs og giver dig finger/Fenger" (Eloq skulle have produceret det nummer!) og "Jeg elsker min kone som jeg elsker min bil / Nåå nej, jeg har ingen kone men jeg elsker min bil!") samt det fantastiske beat.

For mit vedkommende er der ingen tvivl om, at Klamfyr er bedst, når der er mindst "klamfyr" involveret.
     "Få  Dine Pistoler Frem" er et fantastisk nummer, der handler om indvandredebatten. Her træder Orgi-E, i andet vers, i karakter som fremmed-fjendsk dansker, der, med Dannebro i hånden, kræver grænserne lukket så de "fremmede" ikke kan komme ind. Derefter tager Marwan over og giver sit syn på debatten og skaber en skarp kontrast, da han selv er flygtet fra Palæstina og derved har mærket konflikten på egen krop. "Respiration" er et andet lyrisk højdepunkt, da Orgi-E minder os om hvor dygtig en storyteller han er. "Moderne Sigøjner" er ligeledes Orgi-E når han er bedst; skarp, intenst, snertende og med noget på hjerte. Albertslund-soundtracket "City2musik (Hva' glor du på)" er en hæsblæsende beretning om den hårde vestegn, og Orgi-E leverer beretningerne om og fra "stenørkenen" med autencitet og nerve.

Også på lydsiden er "City2musik" et højdepunkt, men det siger desværre ikke særlig meget. Det er den for mit vedkommende ukendte producer Jonathan Elkjær, der har produceret hele pladen, med Eloq's åbner og en lille smule hjælp fra Rune Rask som undtagelse. Det synes dog virkelig være svært at tro på, at det er den samme mand der står for al musikken, da det svinger mere i stil og kvalitet end jeg nogensinde har oplevet! Fra årets absolut værste beats til nogle af de bedste. "Blinkende Lygter" er uden sidestykke det mest kønsløse beat jeg har hørt i meget lang tid, - Xanders omkvæd ligeledes. Intet er (eller bliver) værre end "MILF", der er forfærdelig på alle leder og kanter; fra det besynderligt dårlige beat til det sygt akavede omkvæd. Til gengæld er der også "Mand 2.0", der er noget af det vildeste jeg har hørt længe. Jeg var sikker på at det var Atilla der havde produceret det, måske mest fordi Jooks ligger så ufattelig godt over beatet. Det "ærgrelige" ved det nummer er så, at Jooks fremstår længder bedre end Orgi-E. Jooks definerer rigtige mænd som dem, der sætter sine børn før berømmelse og sin kvinde før penge, alt imens Orgi-E (stadig) rapper om at "ta' dem hele vejen op i moderkagen". Det virker næsten som om, at Jooks grundlægger en mande-klub som Orgi-E ikke må være med i:

"Verden er af lave, mentale dværge /
Har dem lige i skridthøjde, gæt hva' vi ska' lave /
Gi'r dem knald i låget til deres hoved går af led /
Men middelmådighed fortjener middelmådig sæd /
Så jeg stopper før jeg kommer /
For det go'e gemmer jeg til min kone /
Så hun føder et par konger til min trone /
Der ingen før dem, det børn før berømmelse, min kvinde før penge /
Hvis du ikk' fatter det fatter du ingenting"

Alt i alt er der desværre nok et flertal af numre, der enten bærer et ringe beat eller for plat indhold til, at jeg for alvor kan synes godt om Orgi-E's solodebut. De rigtig gode numre der er på, er rigtig gode, og bestemt god nok grund til at købe pladen. Karakter-mæssigt fortjener pladen "middelmådig sæd", da jeg nok ikke kan presse den ret meget højere op end halvvejs

3/6 

- Jeppe Barslund

I toppen: "Mand 2.0", "City2musik (Hva' glor du på)", "Singlepik", "Få Dine Pistoler Frem"
I bunden: "MILF", "Blinkende Lygter", "River Jern"