Minnesota-kollektivet Doomtree udgav sidste år den mastodontiske All Hands, som de efterfølgende har rejst land og rige rundt med. En velfortjent pause eller ferie havde været på sin plads, men det er ikke en frihed der er garanteret som indie-artist, og således vendte gruppens medlemmer hurtigt tilbage til tegnebrættet for at arbejde videre med diverse solo-projekter, der enten er udkommet eller som kommer til at se dagens lys i løbet af året.
Tjek først Cecil Otters super flot indpakkede Dear Echo, der er en 12'' med tre numre (plus tre tilhørende instrumentaler). Cecil Otter har selv skrevet, produceret og designet coveret, og hvis man førhen har nydt fx Rebel Yellow, er denne lille sag så afgjort et besøg værd.
Også kollektivt har Doomtree fundet tid til at lege i studiet oven på All Hands albummet. Den kække, Lazerbeak-producerede "Spill Me Up" udkom lige i tide til sommeren, og det er en sand fornøjelse at høre Sims, Cecil Otter og P.O.S. side om side over et beat, der ligger i den mere simple ende af Doomtree-skalaen.
Sims er ved at lægge sidste hånd på sit næste solo-album, der i skrivende stund dog hverken har titel eller dato. Sidst Sims udgav en langspiller i eget navn, var det med det overrumplende Bad Time Zoo, som stadig overrasker og forundrer idag, fem år efter. "Triple 6's", første single fra Sims' kommende album, er ude, og ud fra den lyd han og Makr bringer for dagen, vil jeg ikke tro, at vi har med en Bad Time Zoo 2 at gøre. Lyden på "Triple 6's" runger industrielt og er mere råt og stripped down i sit udtryk. Giv det en lytter her:
Doomtree-producer Paper Tiger er pt. halvvejs igennem sin In Other Words -serie, hvor han planlægger at udgive fire instrumentale EP'er i løbet af 2016, hver inspireret af en serie plader, som har gjort stort indtryk på Paper Tiger. In Other Words: Part One udkom tilbage i april, og Part Two udkom i sidste uge. Der er et vældigt liv i produktionerne, og selvom EP'erne kun bærer fire numre hver, er der stadig meget at komme efter hos Paper Tiger.
Flittigst og vel nok tættest på et nyt fuldlængdesalbum er P.O.S. Tilbage i marts udgav P.O.S. det rimelig intense og højst underfundige nummer "sleepdrone/superposition", hvor han over ni minutter og med et hav af gæster, rapper om alt fra retssystemet til hans transplantation og til den videnskabelige teori om superposition. Efterfølgende, i maj, udgav han "Wave", det er et noget mere ligetil nummer, med en elektronisk inspireret produktion, der i kraft af sine klejne melodier er vokset markant på mig. Og så udgav han Lazerbeak-bangeren "Wearing A Bear" her i juli; en brintbombe af et track, hvor P.O.S. virkelig går til den over det fantastiske beat - dén her gik rent ind hos undertegnede.
Husk at følge Lazerbeaks blog-serie Tuesdays with Lazerbeak, hvor han ugentligt opdaterer læsere på status quo i Doomtree lejren, altid med en håndfuld bonus-tracks og obligatoriske børne-billeder! Her er den seneste, fra i tirsdags.
Min store, næsten ufejlbarlige hiphop-helt Common (Nobody's Smiling var ikke min kop te), er efterhånden blevet et household name, der både har forgyldte oscar-statuetter og Grammy-gramofoner stående på kaminhylden, og som sikrer sig større og større roller i større og større film-produktioner. Selvom der er godt gang i filmkarrieren, har Common stadig haft tid til at arbejde på sit elvte album, der bærer titlen Little Chicago Boy, der efter sigende skulle se dagens lys til september. Der findes kun sparsomt med info om albummet pt, men rygterne siger, at han har været i studiet med folk som Robert Glasper og Stevie Wonder. Han har rappet to vers fra nummeret "Black America" hos Sway In the Morning, er det lød ydest lovende, blandt andet med linjer som:
"Who stole the soul from black folk? / The same man who stole the land from cheap black smoke / And made the whip crack all on our back slow / Made us go through the backdoor / And rap for black bodies on the slave blocks / Now we're slaves to the blocks, 'cause on 'em we spray shots / Leavin' our own to lay in a box / Black mothers' stomach stay in a not / We kill each other more than the cops"
Efterfølgende havde Soulection Radio premiere (hvis man kan kalde det dét, når der er tale om et snippet?) på det, der eftersigende skulle være førstesinglen fra Little Chicago Boy, "Home". Karriem Riggins har produceret den sjælfulde banger, der lyder som det rene kræs i mine ører! Og Common oser af et retro-Common-feel, som gør mig inderligt glad og giver mig forhåbninger om et nyt fantastisk Common-album i stil med The Dreamer/The Believer og Finding Forever. Hør nummeret nedenfor.
"Freedom riders need passengers / In your lyrics use scriptures and passeges / To make 'em rise like Lazarus / And ressurected again / They'll put disrespect on your name and respect it again / Every session you're in, bless 'em and keep bustin' / If they don't like it, shake the dust and say "Fuck 'em!" / Until you get home, I'm the one you trust in"
It's a bird.... It's a plane.... It's..... Nej, det er Brous One, der på imponerende vis har stormet igennem første halvdel af 2016 i et storstilet forsøg på at sikre, at hans navn er bredt kendt i undergrunden inden udgangen af året.
Født og opvokset i Chile og pt bosat i tyskland, har Brous One primært produceret lokalt den sidste håndfuld år, både med tyske og chilenske gæste-rappere. Hans tidligere forelskelse i New York's golden era hiphop, hvor især Lord Finesse, Heltah Skeltah, Pete Rock og Brand Nubian står frem som de ypperste helte, strålede igennem allerede på Un Momento En El Tiempo fra 2012, men hans indlysende kompetencer indenfor jazz-præget, sample-baseret, støvet 90'er boom-bap hiphop har kun taget til i løbet af årene. Absolut stærkest blev det på instrumental-udgivelsen EXPEDITion Vol. 10: Straight From The Basement, som han udgav tilbage i marts. Fyldt til bristepunktet med rå og autentiske beats, der lyder præcist som vi bedst kunne lide det i starten af 90'erne, er dette et formidabelt album, der øjeblikkeligt forfremmer Brous One til en af de mest spændende producere i europa pt. Tag en smagsprøve eller tre her, og bestil en laber vinyl HER hvis det lyder som noget for dig.
Men et fremragende instrumental-projekt var ikke nok for Brous One, der, imens vi klappede begejstret i vores små hænder over hans bedrifter, prompte vendte tilbage til laboratoriet for at udarbejde producer-albummet Concequences, der med syvtommersøm slår fast, at han er kommet for at blive. Lyden er mere afslappet og mindre boom-bap'et, og de lindrende jazz-elementerne gør overordnet set albummet til en behagelig oplevelse, hvor prominente gæster som El Da Sensei, Raw Poetic, Blu, Sadat X og et par chilenske homeboys, der spytter lidt fuego caliente, fremstår yderst magelige over de lækre beats. Tjek et par numre fra Concequences ud nedenfor, og erhverv vinyl HER, hvis det lyder som noget for dig.
Hej venner. Det er i skrivende stund mandag aften, klokken er 21.38 og for fire minutter siden var jeg klar til at trykke "udgiv" på et dejligt indlæg, der handlede om denne nye lille 2-numres EP The Woods fra Mr. J. Medeiros og 20Syl's Alltta-projekt. Det var et rigtigt fint indlæg, hvor jeg virkelig var gået i dybden med at fortælle om, hvordan Mr. J. fortalte en fin kærlighedshistorie i George Orwell's 1984-univers på "The Woods", om hvordan han på mesterlig vis integrerede bærende elementer fra romanen i sit budskab om, at mennesket skal søge tilbage mod naturen, og om, hvordan 20Syl havde skabt et yderst overbevisende og mildest talt overdådigt beat til nummeret. Det er altså rigtigt, det var et alletiders indlæg. Men så opløste det ligesom sig selv. Det kunne ikke hverken forhånds-vises eller gemmes, og da jeg i et håb om at redde situationen refreshede siden, var hele indlægget slettet og væk. Det er især ærgerligt fordi jeg også skrev om det andet nummer, "Paradise Lost" og om, hvordan 20Syl og Mr. J. pludselig var væk fra det finkulturelle og istedet var på deres, funky, bounce og yderst energiske Justin Timberlake -ting. Der var også en fin forklaring på, hvorfor dét var helt i orden - ja, decideret nødvendigt. Nå, men det er altså flere timers arbejde tabt, og I må meget undskyld, men jeg gider ikke skrive det hele om igen. Det er sent, varmt og min kaffekop er tom. Derfor må I nøjes med denne sløje undskyldning for et blog-indlæg. Det vigtigste her er, at I får hørt EP'en. De to nye Alltta numre er sindssygt fede, og jeg glæder mig virkelig mere og mere til deres The Upper Hand album. Hør "The Woods" her og læs med i teksten nedenfor (bare rolig - lyrikken ramte også mig som en fin-kulturel og høj-intellektuel mavepuster første gang).
Who controls the past controls the future Who controls the present controls the past
You see I grew up where the war zone blew up My view of the statue Where they chewed up what the news done threw up And the tube done flashed you Like a tuba wraps you in a tune that has you marching I was that dude who you knew from the start Wouldn’t give into moods with his heart darkened Flash back to the first attack I had a matchbook in my hand I had to stash that in the woods So that we could trap that good again I mean that fire again At night we’d thaw around the only light without a firing pin Desire was our only way to fight the law Our quiet den Def to rioting we left our smiles then We’d get right back to filing in line for bread And iron men how kind of them to remind us Of the truth about our future With a mind so fed their eyes go dead Till our heads our where their boots are Singing
Ignorance is strength Freedom is slavery War is peace It’s all they ever gave to me Ignorance is strength Freedom is slavery War is peace
It’s all they ever gave to me It’s all they ever gave to me I swear they’ll make a slave of me Before I’ll ever show them that I care And the hate in me I bare for the sake that they will never be aware Of the love that two can make when no ones there No ones there
Who controls the past controls the future Who controls the present controls the past Who controls the past controls the future Who controls the present controls the past
Want to make us tumble down like lumber Want to make an urn of our sacred woods They want to see us cut down from our highest place And then burnt for the greater good But we made in a moment What they never broke in a decade of raids And we gave no emotion For those who had shown became decadent slaves So we headed back to this cave Where they say where soon to be found Had to paint for you with these tools we made Communication was down I say communication was down We used the rays of the sun We used the face of the moon cooling the day that is done And we made for you these inscriptions From the eyes yet to have seen A day of truth outside our minds Outside the lines of our dreams Outside the crimes of our brothers Of what two lovers hide in these trees Yes its hard to find in each other why we wind the clock at thirteen
Ignorance is strength Freedom is slavery War is peace It’s all they ever gave to me Ignorance is strength Freedom is slavery War is peace
It’s all they ever gave to me It’s all they ever gave to me I swear they’ll make a slave of me Before I’ll ever show them that I care And the hate in me I bare for the sake that they will never be aware Of the love that two can make when no ones there No ones there
Who controls the past controls the future Who controls the present controls the past Who controls the past controls the future Who controls the present controls the past
Humble Beast, der er et af de fremmeste pladeselskaber indenfor christian rap genren, undergik sidste år en omfattende revision af deres kunstnerliste, der frigjorde Eshon Burgundy, Foreknown, Alert312, Lee Green, Daniel Steele og DJ Efechto fra det faste stab, for istedet at figurere som såkaldte free agents. Efter revisionen stod Propaganda, Beautiful Eulogy, Jackie Hill Perry og JGivens tilbage på listen over Humble Beast -kunstnere. De mange farvel'er har dog gjort plads til et enkelt "velkommen", da Humble Beast i juni offentliggjorde, at de havde indgået et samarbejde med Sho Baraka. Sho Baraka udgav prompte nummeret "The Road To Humble" for at skyde det nye samarbejde igang med manér. Her forklarer Baraka blandt andet, over melodisk blues-guitar og en livlig basgang, hvordan han fandt vejen frem til Humble Beast, ved at tilsidesætte sin forvoksede selvhævdelse og sit behov for opmærksomhed ("I've been stressing, I've been fighting off depression / Instead of confessing my obsession with being impressive") og istedet genfinde sin tro og loyalitet, hvilket Humble Beast har hjulpet til med: "I got faith / Seeking restitution from all my mistakes / Look me in my face homeboy, you see grace / Still unashamed, just in a new space / I'm just a little more humble now".
Med tre plader under sit bælte, synes den Canadisk fødte, Californien-opvoksede og Atlanta-boende Amisho Baraka Lewis at have arbejdet sig frem til sin absolutte storform netop nu, hvor Humble Beast står til at udgive hans fjerde album. "Fathers", der er Baraka's andet udspil som Humble Beast kunstner, kunne meget vel være hans hidtil fornemmeste øjeblik. Over en blød og behagelig jazz-produktion, serverer Baraka stribevis af linjer, der går lige i far-hjertet. At jeg synes dette er hans bedste præstation har selvfølgelig alt at gøre med, at jeg kan relatere til indholdet i obskurt høj grad, men Baraka har sørget for, at der også er rigelig guld til alle, der ikke er fædre. Linjer som "Never reach your goal by pulling others down / Royalty is much more than a throne and a crown" er aldeles universelle, og det er ligeledes meningen, at alle skal skrive sig følgende linjer bag øret: "I learned that love ain't based on performance / Make a mistake and I will still love you in the morning". Der er dog også er utvetydigt budskab til alle fædre: "It's true that any fool with a tool can reproduce / But a father is a dude who will see It through". Man kan hurtigt blive emotionel når det handler om ens børn, og der kan ikke være tvivl om, at der er rigelig med følelse til den søde tand, fx med en linje som: "How do you spell dad? L-O-V-E". Alt i alt er "Fathers" dog et fabelagtigt nummer. Dejligt produceret og uhyre velskrevet. Lyt og se her, og læs lyrics nedenfor. Jeg glæder mig voldsomt til at se, hvad Sho Baraka og Humble Beast har gang i bag kulissen.
I’m A lover, a provider, Im a teacher I’m a fighter I know there’s grace for me even when I’m wrong Through all my indiscretions and all our imperfections I will love you till the day that I’m gone/ How do you spell dad… it goes L-O-V-E
Son... In the land of passive make sure you man up When introduced to a lady it's always proper to stand up Never talk behind the backs of someone you’re not a fan of And when the cops approach you, you might have to put your hands up Respect all people and show honor to the king No matter what the think the Lord created all human beings Be a critical but never partner with defiance be happy with who you are alone in the silence Pray without ceasing but keep your eyes on the system Always Speak up for the weak until somebody listens Don't marry her if you don't plan to bury her If you sweep her off her feet then learn how to carry her
Hook Through thick and thin you know we gon’ hold it down Through good or bad you know we gon’ stick around
Baby Girl.. make sure that your kings a better man than me Better believe...You know that might be hard to achieve You're Beautiful I will always remind you Never let let culture's idea of beauty define you Baby girl don’t easily impressed stay clothed in righteousness because it's harder to undress Im trying to raise the next Lena Horne Fannie Lou Hamer, a lady who can bring reform Be wise and strong Don't be a side chick for the ride along Always be humble whether right or wrong Know, I will be here when the friends are gone
Interlude
Last Verse I got new goals it's family business I have to handle now The kind of stuff that brothers over 30 bragging about Tell my son he's more than some target practice Tell my daughter she's more than an extension of a mattress Never reach your goal by pulling others down Royalty is much more than a throne and a crown Your knees should hurt Praying with the people Shirt will be wet from crying over evil/ I learned that love ain't based on performance Make a mistake and I will still love you in the morning I see life in my children's eyes When I'm wrong I'll be the first to apologize Peace to the father who are working through their flaws Fulfilling their duties and they don't do it for applause It true that Any fool with a tool can reproduce But a father is a dude who will see It through Forget the stereotypes, let's be clear There are good men out there, we are here
Det er blevet mig en tradition at starte det nye år ud med, d. 1. januar at oprette en playliste i mit iTunes bibliotek, der hedder noget á lá "Potentielle Leftovers tracks". Hver gang jeg hører et nummer, der interesserer mig eller fanger mig på den ene eller den anden måde, som kunne være egnet til næste Leftovers-plade, ryger det over i den playliste. Således samler jeg stille og roligt sammen, og plejer som regel at sidde med mange hundrede tracks, inden sorterings-processen for alvor går i gang. Nogle numre forlader hurtigt listen igen, imens andre kan sidde trygt og næsten være garanteret en plads på den endelige Leftovers-plade, kun for at blive skåret fra i allersidste øjeblik.
I får her 10 numre, der alle havde Leftovers-potentiale, men som af forskellige årsager blev frasorteret.
1. "Louder"
Pumpkin & Vin's Da Cuero feat. Boog Brown & Rita J
Vin's Da Cuero's mirakuløst lækre, vinyl-knitrende boom-bap beat gør øjeblikkeligt "Louder" til en head-turner, og især Boog Brown og Pumpkin selv leverer varen. Desværre er nummeret 30-40 sekunder for langt, og Rita J's vers synes noget sterilt efter et dusin lyt. Men skru op for lyden og nyd en gedigen omgang girlpower over et fabelagtigt beat. Fra albummet Peinture fraiche.
2. "It's Like That"
Constant Deviants feat. Aye Won
M.I. og DJ Cutt, der udgør Constant Deviants, fik sidste års bedste brugerbedømmelse på ughh.com for deres album Avant Garde. Et album, hvor den rutinerede Brooklyn-duo serverede rå og autentisk hiphop ud fra de gamle opskrifter. Især "It's Like That" stak ud med sine melodiske keys. Efter at have hørt nummeret en 20-30 gange følte jeg dog, at produktionen dalede i kvalitet grundet for lidt variation, især i drum-breaket, og da der allerede var rigelig rå og autentisk hiphop på listen, der var bedre, fik Constant Deviants kniven.
3. "Bubba"
Niko Is feat. CyHi The Prynce
Talib Kweli tog Niko Is under sin vinge for et par år siden, og med dét co-sign hængende over hovedet gik det hurtigt for den brasilianske rapper, og før han vidste af det havde han rappet side om side med nogle af hiphoppens største. Kweli sparede da heller ikke på roserne, som han flittigt strøg om sig på twitter. Godt nok primært op til udgivelsen af Niko Is's Brutus som Kweli udgav, men fred være med det. Brutus havde nogle fine ting at byde på. Bedst blev det på "Bubba", hvor et isnende vokalsample og et dystert, trap-inspireret beat dannede fundament for Niko Is og CyHi The Prynce, der gjorde deres ting.
4. "Woodcrest Manor II"
Raury
Man ville nok ikke kalde Raury for hverken rapper eller MC, men det han "gør", er et direkte produkt af hiphoppens vidtvoksende forgrening til andre genrer, lyde og tilgange. "Woodcrest Manor II", kronværket fra hans All We Need, er en mellow, bittersød og dejligt sløv ode til stedet han voksede op, samt en beretning om, hvor voldsom indflydelse musik kan have på éns liv. Raury's vokalpræstation er ganske fremragende og omkvædet er mildest talt fabelagtigt, på sin helt egen stilfærdige facon. Et rigtig dejligt og vellydende nummer, der dog blev valgt fra, blandt andet fordi jeg havde svært ved at finde plads til dens tempo og fordi en jeg synes, der kun var plads til ét så sang-drevent nummer, og den plads tilfaldt Until the Ribbon Breaks.
5. "Crazy Is Beautiful"
Koncept & J57 feat. Nevaeh
Koncept og J57, der almindeligvis slår deres folder i Brown Bag Allstarts kollektivet, gik sammen i 2015 om en lille EP, hvor de omfavnede en mere bredt appellerende hiphop-lyd. Måske ikke decideret radiovenlig, men et nummer som "Crazy Is Beautiful" er et udmærket forsøg på at lave et godt hiphop-nummer ud fra en mere kommerciel skabelon. Med atmosfæriske melodier hængende over de fyldige trommer og et fint og skrøbeligt omkvæd leveret af Nevaeh, er "Crazy Is Beautiful" et sikkert hit. Da jeg havde hørt det 20 gange gik det dog op for mig, at det nok var for hit-præget: Replay-value'n havde mest med det gode omkvæd at gøre, og ikke nær så meget Koncept's rap, og så røg den ud af playlisten. Men trods alt et nummer, der snildt kan nydes et par gange endnu. Fra EP'en The Fuel. Og ja, jeg ved godt, der er lavet en video med nummeret - men den er ikke synderlig vellykket synes jeg, så jeg foretrækker det uden.
6. "Meticulously Made"
Asphate feat. DJ Touch Nice
Hvis man troede og håbede, at Maker ville gennemproducere Asphate's Closed Doors To An Open Mind i samme grad som Qwel & Maker's Beautiful Raw, blev man med al sandsynlighed voldsomt skuffet. Asphate's album var noget helt andet end Beautiful Raw, og det skulle lyden selvfølgelig også være. Den to minutter korte "Meticulously Made" fungerede som et opløftende og livligt lille pusterum imellem den seks minutter lange Galapagos4-cypher "Muad'dib" og det fem minutter lange instrumental stykke "Pipe Dreams", men endte i virkeligheden som pladens beskedne kronjuvel.
7. "The Future"
Kirk Knight feat. The Mind
Joey Bada$$ tog kegler sidste år og opnåede stor opmærksomhed med sit album B4.DA.$$. Så meget, at han totalt overskyggede PRO ERA kollega Kirk Knight, der udgav det ganske udmærkede Late Knight Special. På dette album kunne man finde nummeret "The Future", som er en underspillet, melodisk og uhyre effektiv omgang, hvor The Mind har en ganske stor og heldigvis helt sublim sang-del. Kill your darlings...
8. "Fly Like I Do"
ACatCalledFRITZ feat, Kokayi
Man skal lede længe efter et mere pudseløjerligt navn end ACatCalledFRITZ! Bag det finurlige alias gemmer sig en fransk multi-kunstner, der sidste år udgav albummet Tribulations & Life of, hvorpå nummeret "Fly Like I Do" var at finde. Her får FRITZ besøg af den QN5-affilerede rapper/sanger Kokayi, som gør et absolut hæderligt stykke arbejde over det lune piano-riff og de veloplagte jazz-trommer. Et muntert track, der går lige i det gode humør, men som har den anke, at omkvædet dominerer for meget, ift hvor korte versene er.
9. "Welcome"
Ray Alexis
Ray Alexis hænger ud med Dream Junkies crewet og er fætter til producer Anthony Cruz, og dét alene var al rigelig grund for mig til at downloade hans mixtape Madison Meadow uden at blinke. Mixtapet åbnes med den måbende flotte "Welcome", hvor man hurtigt får et indtryk af Ray Alexis som værende en rapper, der uden tæven krænger sjælen ud og indvilger én i sit liv. Det er et meget fint og melankolsk klaverspil der åbner nummeret, men når først de spinkle keys falder ind efter et lille minuts tid, var det med ståpels til følge hos undertegnede. Desværre slutter nummeret på en lidt rodet måde, og så var det stort set umuligt at placere på en Leftovers-trackliste, da det tydeligvis er lavet til at indlede Madison Meadow mixtapet, og ikke et hvilket som helst andet projekt.
10. "Isleham Swamp"
Dirty Dike
Dirty Dike's Sucking On Prawns In the Moonlight var (i overvejende grad) et stort skridt i en helt anden retning end den voldsomt rowdy, flabede og drenge-røvede Return of the Twat. Sucking On Prawns.... viste en helt anden side af Dike som person, en mere følsom, emotionel og indbydende side, der tilføjede tonsvis af kant og nuance. Disse nye sider af rapperen kom tydeligst til udtryk på den mesterligt producerede "Isleham Swamp", hvor Dike viser, at han kan være en umådelig stærk lyriker med. Igen: kill. your. darlings.
Ud af de mange hundrede numre, der rodede rundt i min "Potentielle Leftovers tracks" playliste, endte 21 på Leftovers2015. Dem kan du høre ved at anskaffe dig et aldeles gratis eksemplar lige her. Tak fordi du læste med.
Hvilken forskrækkelse det var at se forsiden til XXL Magazine's årlige freshman issue, med 2016's freshman class. Vi snakker nærmest choktilstand. Kaffen gik galt i halsen, hvilket fik mig til at rejse mig febrilsk og slå lilletåen ind i chiffonieret og rage en af konens dyre vaser på gulvet. Hvad er det dog også for et bagholdsangreb af en forside? Det her er så langt fra hiphop, som man på nogen tænkelig måde kan komme. Så meget bling, så mange guldtænder, så mange akavede håndtegn, så mange der hedder Lil et-eller-andet. Hvad fanden er der egentlig gået galt? Samtlige optrædender i de cyphers, der er udkommet er ufattelig svage, til tider decideret forfærdelige. Desiigner rapper det samme omkvæd tre gange i streg, og holder tilmed mikrofonen forkert undervejs, så man ikke forstår halvdelen af. hvad han siger. Selv Genius.com, der har til formål at afkode og forklare rap-tekster, må opgive og skriver et sted: "literal murmuring". Og som top-kommentaren til youtube-videoen siger: "When is the english version of Desiigners verse coming out?". De tilhørende youtube-kommentarer har imidlertid vist sig at være det absolut mest positive ved disse cyphers og dette års freshman class. Følgende kommentar til Lil Uzi Vert (der i øvrigt undrende spurgte "you gon' make me rhyme on dat?!" da Hot 97 værten satte et DJ Premier beat på, som han skulle freestyle over), fik mig til at sprudle kaffe ud af næsen på ny: "Uzi dressed like a Pokemon trainer".
Det her er ikke blot tåkrummende pinligt, det er genre-forpestende og decideret farligt. Farligt fordi, at der er folk, der helt oprigtigt synes, at de her "rappere" og "kunstnere" er gode. At de "dræber" deres cyphers og "begraver" de andre. I nogens optik er de det ypperste, og dén holdning skræmmer mig. I min optik må og kan 2016's freshman class aldrig være målestok for noget godt indenfor hiphop. Ret skal dog også være ret. Anderson .Paak er et åbenlyst talent, men selv han synes malplaceret her som rapper, da han vel er sanger. Hans cypher-bidrag er heller ikke godt. Lil Dicky har potentiale, men minder for meget om en Lonely Island rapper til, at jeg for alvor kan tage ham seriøst. Dave East bærer, rent rap-mæssigt, det største potentiale af hele holdet.
Men.
Lad os for en kort stund forestille os et alternativt univers, hvor XXL Magazine ikke vrimlede med fucksticks, hvor redaktørerne, beslutningstagerne og udgiverne faktisk bekymrede sig om hiphop, og derfor rekrutterede hiphoppens creme de la creme for at line nogle enestående cyphers op.
Her følger fem enestående cyphers, der showcaser et udsnit af hiphoppens creme de la creme, alle udgivet i 2016.
Christian rap cypher
Misconceptions 3
Lecrae feat. John Givez, JGivens & Jackie Hill Perry
Chicago rap cypher
Starter Jackets
Decay, the Llama feat. Qwazzar, ADaD, Navarro & Thaione Davis
Canadian rap cypher
Yesterday (Today Remix)
Notes To Self feat. D-Sisive, Shad, Rich Kidd & Lee Gaul
Nyheden om Mads Holgers selvmord ramte internettet som et lyn fra en skyfri himmel. Mange kendte ham nok som debattør. blogger, forfatter, radiovært, nattelivs-connoisseur, uudfoldet politiker og provokatør med sans for selviscenesættelse, men få var bekendt med hans mørke side. Han bar en smerte, som sjældent kom til udtryk, og man må antage, at denne smerte må have tynget mere end nogen anede. Og hvor må det i grunden være hårdt for sjælen at skulle afskærme sin indre melankoliker med satire, spydig sarkasme og jovial provokation. Når smilet udenpå ikke er en gengivelser af følelserne indeni. Vi så det også med den elskede skuespiller Robin Williams, der efter at have leveret folkekære komedier og varme grin i over tre årtier, pludselig blev fundet død, med selvmord som årsag. Williams udtalte engang, at "comedy can be a cathartic way to deal with personal trauma", og dét stemmer fint overens med Jim Nortons mindeord om Williams i Time Magazine , hvor han skriver: "The funniest people I know seem to be the ones surrounded by darkness. And that’s probably why they’re the funniest. The deeper the pit, the more humor you need to dig yourself out of it". Mads Holger og Robbin Williams er absolut ikke enkeltstående tilfælde. Listen over komikere, der maskerede deres depression, angst, melankoli og misbrug gennem deres erhverv er lang. John Belushi, Chris Farley, Greg Giraldo og Richard Jeni, for at nævne nogle. Vores egen Dirch Passer havde også sine dæmoner at kæmpe med, og det er ikke til at vide, hvordan det var gået fortsat, var han ikke faldet om på scenen under Tivolirevyen som 54-årige i 1980.
Måske er det sundere at være komplet åben omkring sine dæmoner, og istedet for at camouflere ens indre lidelser med stand-up, komedie og satire, simpelthen indlemme hele verden i ens liv, og ikke lade en eneste detalje være skjult? Det er i hvert fald denne taktik, der driver Michigan-rapper Red Pill. Hans debutalbum Look What This World Did To Us fra sidste år er det mest ærlige, ufiltreret personlige og skræmmende sandfærdige stykke hiphop-biografi der er udgivet i mange år. Her stillede han sin egen person til offentlig skue, pillede sig selv fra hinanden og lod samtlige af sine dæmoner flyve frit omkring til beskuernes. Dette vakte anstød og imponerede i ufattelig grad. Her blev det indre mørke ikke skjult med et falskt smil, men præsenteret i et 1:1 forhold med en ubehageligt håbesløs, kummerlig og forpint mine. Og på forunderlig vis var der stadig et vagt glimt af håb, i form af et subtilt strejf af humor.
Red Pill er klar med efterfølgeren til sin mesterlige debut. Den bærer titlen Instinctive Drowning, og der lægges op til, at det bliver en mindst lige så tungsindig omgang. Titlen refererer til Red Pills depression og hans kroniske alkoholisme, og om coveret hedder det: "The cover photo is a picture of my great grandmother, Mabel. She, like my own mother, died young after years of struggling with her demons. This album is dedicated to my mother, Jody, and my great grandmother". På det nyligt udsendte Ugly Heroes album Everything In Between, kunne man på nummeret "Peace of Mind" høre historien om Red Pills mor, hendes alkoholisme og den afkræftende situation faderen stod i. Smag fx lige på disse linjer:
"He drive around with dreams of winning the lotto / While his wife is sitting, schemin' about sippin' a bottle / She's bitching and screaming, they would fight most nights / After he worked a long day , keeping on those lights / He loved her though she loved liquor / Loyal to a fault, his kids wondered why he stuck with her / Thought if he kept the family together / Something would change in her, things had to get better / Stood by her till death, when most wouldn't bother / And if you still haven't guessed, this man is my father"
Damn. Pressemeddelelsen kunne ikke rammere mere præcist når den siger: "Consider yourself lucky if you can’t empathize with Red Pill".
Første udspil fra Instinctive Drowning hedder "Fuck Your Ambition". Her søger Red Pill sammen med sin fornemme gæst P.O.S. (Doomtree) at punktere den forløjede "American Dream", der kort beskrevet er en ideologi der bunder i, at enhver, der kæmper og arbejder hårdt nok for det, kan opnå hvad end han ønsker i livet. Ideologien negligerer dog, kritiserer Red Pill, at ikke alle har ens forudsætninger for at kravle op ad den socioøkonomiske stige. De privilegerede og de, der generelt set er mere gunstigt stillet, har åbenlyse fordele i forhold til at opnå deres mål, den amerikanske drøm, i forhold til de, der er født ind i forhold, der per automatik sætter dem langt bagud i kapløbet. Pointen er derfor, at det aldrig kan handle om vilje, kampånd eller ambitionsniveau - fuck your ambition!
Nummeret, ligesom resten af Instinctive Drowning, er produceret af Ill Poetic, der opererer i en mørk og dyster musikalsk afkrog, der komplimenterer tyngden i teksterne perfekt. Beatet har et tydeligt elektronisk islæt, der åbner op for et væld af detaljer i lyden samt giver anledning til en dynamisk udvikling i såvel melodi som beat. Look What This World Did To Us var umiskendeligt mere organisk, samplebaseret og "klassisk" i sin lyd, men jeg synes Red Pill fungerer fortrinligt over Ill Poetics lyd, og jeg glæder mig virkelig til at fordybe mig i det kommende album. Giv "F*** Your Ambition" et lyt eller fem herunder, og skriv dig datoen 26. august bag øret.
"The way they measure winners makes me wanna ba a loser"
De kvindelige hiphop-kunstnere har kronede dage i disse tider. Der kommer flere og flere til, og mange af dem er tydeligvis kommet for at blive. De kvindelige rappere har ellers haft trange kår mere eller mindre så længe man kan huske, givetvis fordi det altid har heddet sig, at hiphop er et "young man's game", med tyk streg under man. Dertil hjalp det vist ikke, at hiphop-helten Sean P proklamerede: "I like NO female rappers, NONE" og dermed legitimerede en holdning til, at de kvindelige rappere ikke hører til i inderkredsen.
Herhjemme er der begyndt at dukke flere kvindelige rappere op til konkurrencer i skrevne battles som Rap Slam Battles, RåtKøbenhavn og Beta Battles, og med en dugfrisk underskrift i hus hos Universal, er Struglaz-kollektivet klar til at præsentere Annelise, der meget vel kunne vise sig at være den mest spændende kvindelige rapper vi har haft i årevis.
Også i det store udland vælter det frem med kvindelige rappere, som imponerer i en sådan grad, at man får lyst til at smide tåbelige mærkater som "femcee" og "rapper'inde" væk og vende sig til at sige: "hun er en af de bedste kvindelige rappere pt". Rappere som Jean Grae, Rah Digga og Eternia må efterhånden betegnes som garvede, og de har i høj grad været med til at bane vejen for rappere som Nitty Scott, MC, Noname Gypsy, Gifted Gap, Jean Deaux, Chelsea Reject, T'nah Apex og Junglepussy, der alle er ved at vinde indpas i hiphop-land. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme den ekstremt flittige Rapsody, der sidste år kunne høste frugterne af sit hårde arbejde med et gæste-spot på Kendrick Lamar's hædrede kronværk To Pimp A Butterfly. Ej heller må vi negligere den teknisk orienterede og mindst lige så hårdt arbejdende Gavlyn, der har udgivet fem solo-plader på fem år samt et album med gruppen The Black Roses.
Det sidste nye skud på stammen er Philadelphia-rapperen Ivy Sole, der netop har udgivet sit debutalbum Eden. I frygt for, at min reference-ramme komme til at virke meget snæver, vil jeg sige, at Ivy Sole lyder som Rapsody med sin lune og beroligende vokal, og fremstår lige så teknisk snild som Gavlyn med sin åbenlyse sans for flow og levering. På nummeret "Cloud Kickin'", der er et umiddelbart stand-out track i min bog, lægger Ivy Sole hårdt ud og tager bladet fra munden: "It's simple, I'ma empty a clip / Watch you Harlem shake and shift 'til you telling tales from the crypt" lyder det, og selvom nummeret hovedsaglig bæres op af referencer til himmel og helvede, religion og mytologi, er gade-autenticiteten bibeholdt. Balancegangen mellem gade-kodekset og den mere "intellektuelle" tilgang til tekstskrivning er glimrende illustreret med følgende linjer: "Never the type to smack a hoe / I'm liable to write the Poe / Plath, Pollack or Whitman / I told you I'm the shit, damn". Denne balancegang synes også at vise sig i beatet, der er produceret af CS~W, hvor boom-bap trommer med et raffineret punch forenes med et melodisk sample, der er choppet perfekt. Giv nummeret et lyt herunder og download Eden gratis HER.
Give me a second, matter of fact, give me a first I'm the first born, first in flight, reppin' that since my birth It's simple, I'ma empty a clip
watch you Harlem shake and shift 'til you telling tales from the crypt My repertoire is Smithsonian meets the gutter MoMA asking if my audio has been discovered Never the type to smack a hoe
I'm liable to write the Poe
Plath, Pollack or Whitman I told you I'm the shit, damn For my Queen City homeys trappin' for tuition Or out in Conshohocken just begging for recognition Murder capital, we cappin' for keys Keystone state of mind, we trappin' like it's Apple, b I'm hailing from the Land of the Sky Where a dream is just a dream if you ain't got the drive So I'm in 4Runner headed down 95 With this song thumpin' loud and my third eye wide
Windows down so you feel that vibe, we cloud kickin' in the land of the sky Flipped the script cuz we're way too live, we cloud kickin' in the land of the sky Classic like the Land Before Time, we cloud kickin' in the land of the sky No Icarus, boy let's get high, we cloud kickin' in the land of the sky
It's Liberal Arts, born to be more than major Flying high, jedi knights with pens as light sabers Sabertooth in the booth, hotter than sub-Saharan These rap dudes don't pay dues, ain't no need to compare 'em Say they hot as hell, they're purgatory or limbo Niggas keep ducking, I'm throwing hands like Kimbo Trippin' on Orion, call it Apollo 1-3 Tag teaming constellations flow so mercury I'm Hercules with dreams of being where I belong Studio be Mt. Olympus when I'm playing my songs I stubbed my toe on a cumulus cloud, ain't that some shit? That's what happens when your crew proves Cloud 11 exists The Land of the sky is where I reside, so step Dreams and drive, young imhotep I'm skyscraping, got a hundred stories to tell Skyscraping, below the heavens ain't gotta be hell
Windows down so you feel that vibe, we cloud kickin' in the land of the sky Flipped the script cuz we're way too live, we cloud kickin' in the land of the sky Classic like the Land Before Time, we cloud kickin' in the land of the sky No Icarus, boy let's get high, we cloud kickin' in the land of the sky
"Hvad hører vi?" spørger min kone. Hendes tonefald afslører, at hun synes det er godt. "Noget nyt musik fra en gruppe der hedder Ugly Heroes" svarer jeg. Mere siger hun ikke. Hun dimitterer som jordemoder i morgen og der er meget, der skal gøres klar, så der bliver sparret på small-talken. Det er nummeret "Place Called Home" der afføder spørgsmålet, og imens jeg går og små-glæder mig over, at Apollo Brown har genfundet en blødhed i sine produktioner, slår det mig, at min kone har bidt mærke i noget helt andet: teksterne om hverdagens hårdtarbejdende og aldeles ubesungne helte. Sådan én er min kone nemlig. Som nyudklækket jordemoder går hun et arbejde i møde, der byder på strenge arbejdsvilkår, fæle arbejdstider, uretfærdig løn, en anfægtelig fagforening og minimal politisk opbakning. Men netop fordi hun er en af de mange ugly heroes, kaster hun sig hovedkulds ud i det, og nærmest glæder sig til det. Hun er én af mange, der får maskineriet til at køre rundt. Uden hende ville samfundet vælte som et korthus. Red Pill kunne ikke sige det kortere og klarere: "WE are the blood, sweat and tears / The PEOPLE, we feel the love and the fears!".
Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før. Red Pill er stadig skarp, vittig og sulten ovenpå sit beskedne mesterværk Look What This World Did To Us fra sidste år. Verbal Kent har brugt sidste års lidt lunkne soloalbum Anesthesia og det ligeledes lidt lunkne mixtape Sound of the Weapon på at banke rusten af, skære hvalpefedtet fra og slibe knivene, og selvom hans vokal stadig er præget af en til tider påtaget hårdhed, er hans tekster på sit højeste. "Battlerapper-tactics with an emotional IQ, brutal and beautiful" lyder det, og det er netop de to rapperes evne til at forene gaderap og punchlines med uafrystelige historier fra det virkelige liv. De deler flittigt ud af deres personlige op- og nedture, og det er præcis lige så bjergtagende som det er velskrevet - dog uden at nå førnævnte Look What This World Did To Us's højder. Men mindre kan også gøre det, og der er ingen grund til at blive grådig når man får serveret guldklumper som denne fra "Heart Attack":
"I know most people wouldn't call me optimistic / At best I'm realistic and at worst I'd say a cynic / and I get it, but honestly I think it's too simplistic / My entire life is based upon a pipe dream and I risked it / Cuz as a kid they fill your head with so much pressure / But I never bought their method of the way success is measured / They promise people treasure in the form of legal tender / If you leave behind the hopes and dreams that give you real pleasure / But I remember back in Kindergarten, writing what I wanted to be / I wrote 3, one was a wrestler / two was a singer and the other was swamp thing / Now we choose careers because we want things / As we get older, society on shoulders / Holding our dreams hostage and turning us ever colder / I do it for the dreamers, it's not a newsflash / fuck the non-believers, you got a heart don't ever lose that"
Mest overraskende og absolut glædeligt har Apollo Brown gentænkt sin lyd. Han har godt nok været en af undergrundshiphop-tilhængernes mest tilbedte beatsmed i længere tid, men personligt har jeg kedet mig over hans enslydende bangers, der ikke har veget bort fra hans principfaste skabelon i efterhånden mange plader, blandt andet produceralbummet Grandeur, Blasphemy med Ras Kass og Dice Game med Guilty Simpson. Jeg ved godt at jeg gambler ved at være så storladent blasfemisk, men det er nu engang sådan jeg har haft det på det seneste. Men med Everything In Between minder Apollo mig om den fabelagtige producer jeg faldt for tilbage på Gas Mask pladen. Tag bare den sarte "Daisies", hvor strygere og neddroslede trommer udgør fundamentet for Red Pill, der reciterer sin egen mindetale. Eller "Unforgiven", der besmykkes af melodisk xylofon og et spinkelt klokkespil. På "Place Called Home" er David Sancious & Tone samplet flippet næsten lige så mageløst som på Maker's genistreg "El Camino", og "Soul Searching" kunne meget vel, med sin harmonika og guitarspil, være Apollo Browns flotteste beat siden "Homage".
Vi bliver selvfølgelig ikke snydt for Apollo Brown's signatur-nakkebrækkere. "I feel a war coming, so pass the war drum / and bang on that bitch till you feel your fucking core buzzing" rapper Red Pill over en af dem, og jeg skal lige love for, at det brummer indeni når numre som "Force Fed", "Can't Win for Losin'" og "This World" tromler derudaf. Og denne gang keder jeg mig ingenlunde, givetvis grundet den fine balance mellem de tunge og de mere melodiske og bløde beats. Dertil hersker der en suveræn tilpassethed mellem Red Pill og Verbal Kent's tekster og Apollo Brown's beats, hvor de komplimenterer hinanden fortrinligt. På den fine og lidt sørgmodige "Unforgiven" serverer Verbal Kent følgende mundfuld:
"I watched the man who tried to kill me celebrate in court / His lawyer put his hand out like what you waitin for / High 5 it / Had a ex ask me if I knew what cutting was...she showed me / "You better never ever leave me", - that's what's she told me / Another friend of mine looked up to Em when we were kids / He started smoking crack, then he broke into my crib / It wasn't personal, it had nothing to do with me / That's the thing that ties it all together: none of it did / So I forgive you / Cause all the pain you tried to blame on me / Was you protecting yourself, from yourself / I forgive you / It could've been anybody / In fact you prob'ly looked at me and saw yourself / So I forgive you / Cause my worse day ever is every fucking day of your life / So I forgive you / Cause I have a feeing that I had nothin to do with how you have lived your life"
Ugly Heroes har begået et fantastisk album med Everything In Between, hvor Apollo Brown's bedste beats i årevis bliver taget under kærlig behandling af Red Pill og Verbal Kent, der leverer relaterbare tekster og stof til eftertanke. Det eneste minus er, at vers-omkvæd-vers-omkvæd formularen, der bliver brugt på samtlige tracks, gør albummet til en lidt ensformig affære, og man ønsker sig noget variation i strukturen og måske endda noget mere integreret tag-teaming fra de to rappere. Det er dog til at se igennem fingre med, da der er for meget godt herpå til, at sådanne petitesser kan forpurre det overordnede indtryk.
Få fingrene i Everything In Between på CD eller vinyl via Mello Music Group
