Innate & EP - Such As I

Ingen ved hvem Innate & EP er. Internettet fortæller, at de er 2/3 af Cali-gruppen Rock Bottom, men dem er der heller ingen der kender. Deres debut, Such As I, som der ikke er nogen der ved eksisterer, er produceret af Nate Wolvin, som ingen har hørt om før. Det er altså et relativt ukendt projekt vi stifter bekendtskab med her. Men det gør ikke noget. Der er som sådan kun én ting, der er nødvendigt at vide: at det er en grum og grufuld fejl, ikke kender Innate & EP, Nate Wolvin og Suck As I.
     Nu har jeg sikkert jeres nysgerrighed. Tryk play på videoen nedenfor og lyt til "The Grind", og jeg burde have jeres opmærksomhed.

"Refuse to fuss over fame, I'm still paying with a buck a some change / I don't need to walk a road where everyone knows my name" rapper Innate på "One Way Train", og det er lidt af en bedrift, så langt fra denne "road" han har formået at holde sig. Samtidig er han og EP med til at bekræfte noget, jeg altid har "frygtet". - I forhold til, at meget af det bedste indie-/underground hiphop kan være virkelig svær at finde; jo sværere des bedre synes ofte at være tilfældet, er der en reel chance for, at der findes hiphop "derude", der er så godt, at vi måske aldrig opdager det. Den teori var Innate & EP lige ved at realisere med Such As I, som det vist er sikkert at sige, er gået de flestes hoved forbi. Hvilken forfærdelig tanke.

Men hvad er Innate & EP så for en størrelse - hvad kan de? Prøv at forestil dig, at The Remnant og Intuition & Equalibrum fandt et fælles hiphop-ståsted og derefter allierede sig med folk-duoen Kings of Convenience. Det er intelligent fortalt, kløgtigt udtænkt og uhyrlig præcist leveret rap over sjælfulde, lune og støvede beats, der ikke undskylder for at være dybt afhængighedsskabende i sine melodier. Tag fx det fænomenale piano-loop på "Around You" eller den udsøgte blues-guitar på "Come Again"; begge melodier, der ikke sådan lige forsvinder fra nethinden. Eller den helt latterligt fængende "Sunday", der inkorporerer et super-kitchet men seriøst fedt omkvæd i bedste The Beach Boys stil.
     Når produktionerne ikke er decideret fængende er de "bare" solide i al almindelighed. "We Rock" med sine støvede jazz-blæsere, "Frame of Mind" med panfløjter og "Ghetto Slidin'", der dufter af G-Funk. Herpå rapper Innate og EP om at kæmpe med nervøsitet når det kommer til at tage kontakt til piger: "I run the scenarios down in my head / 'Till I'm back to square one, not a word being said". Innate og EP kommer umådelig langt med ærlighed, charme og humor. Humoren springer især ud i fuld flor på "Stella". Her anvender de umiddelbart en af hiphoppens mest slidte skabeloner, hvor "she" er synonym med hiphop. EP rapper:

"She's too wise and mature to sweat the small stuff /
And she don't wonder what's wrong when I don't talk much /
Nothing to say when I can look in her face /
And see she understands exactly where I'm coming from, the hunt and the chase /
Domesticated on reality, I thank her /
For pulling me to earth and try to bring me back to nature"

og Innate tager over:

"The only girl that never broke my heart, loves me for who I am /
Never snuck around, she never needed another man /
Keep her in the plans when I'm strategising for the future /
If and whenever I move, you bet she gon' cruise too /
Sweet as sugar, but I know she got it in her to snap /
Whether I'm right or wrong, baby's got my back"

Der er imidlertid intet i sangen, der skal forstås i overført betydning eller som metafor for noget andet. "She" er ikke hiphop, men ganske simpelt deres hund Stella! Kløgtigt skrevet. Den tilhørende musikvideo bevarer ikke "hemmeligheden" i særlig lang tid, hvilket måske er lidt en skam. Til gengæld kompenserer den med rigelige doser fjollethed:

Such As I er bestemt en helstøbt plade og en fornøjelse fra start til slut, men man skal gide at lægge øre til en del opløftende og glad hiphop med mange sangbaserede omkvæd. Jeg kunne forestille mig, at denne insisteren på godt humør kunne blive for meget for nogen. Pladen åbner med "Everything", der er både mørkere og tungere end resten af pladen, og det havde givet Such As I en del mere tyngde og dynamik at have flere skæringer af denne kaliber. Men hvis man vil have et gedigent skud glad-i-låget hiphop, leveret af tre ganske begavede håndværkere, så er Such As I i allerhøjeste grad albummet du skal give en lytter.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Open Mike Eagle - Dark Comedy

Selvom jeg har været bekendt med navnet Open Mike Eagle i længere tid, har jeg, uden helt at vide hvorfor, aldrig rigtig hørt hans musik. Dette satte jeg mig for at ændre, da jeg sidste år hørte hans gæstevers på "Decorated Silence" fra L'Orange & Stik Figa's The City Under the City. - "Favorite nightmare is ten degrees centigrade / I only know five songs and they're all Gucci's "Lemonade"!" rapper han, og "Wow!" tænkte jeg. Sindsygt skarp, kløgtig og humoristisk måde at tænke rap på! Har man hørt Gucci Mane's "Lemonade" vil man vide, at det er et seriøst mareridt, der her beskrives! Selv L'Orange udpegede linjen til at være hele pladens bedste, hvilket måske var lidt synd for Stik Figa, men ikke desto mindre helt korrekt.
     Open Mike Eagle's gæstespot på dét projekt var ikke tilfældigt, Mello Music Group havde nemlig signet ham forinden og annoncerede hans ankomst til selskabet via det velplacerede feat. Nu har OME udgivet sin Mello Music Group debut og fjerde album, Dark Comedy, og her tænkte jeg, at jeg ville gøre min entré i hans univers.

Min timing lader til at være perfekt, for der synes at være enighed blandt anmeldere og kritikere om, at Dark Comedy er OME's bedste indsats hidtil. Samtidig går det op for mig, at der er en god grund til hvorfor jeg har udskudt at stifte bekendtskab med ham. Ikke bare er Dark Comedy vanvittigt udfordrende rent sonisk, også tekstuelt bliver man sat på lidt af en prøve.

"Dark Comedy, cold as the ocean /
Ad a 'lol' 'cause nobody seems to know when I'm joking /
For those who haven't heard of me /
I'm bad at sarcasm so I work in absurdity"

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Dark Comedy er blandt de "sværeste" plader jeg har lyttet til i virkelig lang tid. Hans tekster er kryptiske som bare fanden, ofte absurde - som han selv proklamerer, og altid vanvittigt intelligente. De er dog pakket ind i afvæbnende humor og ironi, og ikke mindst let tilgængelige sang-melodier, der gør det forholdsvist indbydende at give sig i kast med at finde mening i galskaben. Man skal dog ikke forvente at finde denne mening, for OME opererer bevidst med skrivning, der stiller høje krav til lytteren. I et interview udtaler han: "What I find to be most disappointing is when people don’t make any interpretation at all. They see something that’s a little challenging, not easily accessible, and rather than make any attempt to try to put together an understanding, they just dismiss it”. Passiv lytning er en by i Rusland; OME kræver ens fulde opmærksomhed og tvinger én til at spidse ører. Alene på pladens første nummer "Dark Comedy Morning Show" i første vers, refererer OME til filmen Weird Science, filmen Patch Adams og dennes instruktør Tom Shadyac, samt komikeren Steven Wright, og vil man have den fulde mening med, er man nødt til at vide hvad han snakker om. Der ligger altså flere timers research-arbejde i udredelsen af lyrikken. Dette vil måske holde mange fra overhovedet at give albummet en chance, men det skal siges, at dette arbejde ofte betaler sig på den top-fede måde.

Tag fx nummeret "Very Much Money (Ice King Dream)". Her havde jeg et sandt "wow!"-moment efter at have googlet en del og, bl.a. via RapGenius, læst mig frem til den egentlige betydning af nogle linjer. I andet vers rapper OME: "Lil' Wayne is an ancient African / Jay-Z's been around since the 20s though", hvilket ikke giver synderlig meget mening i sig selv. Kigger man tilbage på sangens indledende linjer rapper han: "Crown on my hip like Simon Petrikov", og det er hér svaret ligger. Simon Petrikov er en karakter i tegneserien Adventure Time. Han får fingrene i denne krone, der giver ham mægtige kræfter og gør ham udødelig når han har den på. Den fortærer ham dog gradvist over tid og ender med at gøre ham gal og udvisker hans tilregnelighed, og han bliver forvandlet til den onde Ice King. OME bruger kronen som metafor for når egoet taget over. Samtidig skal man huske på, at den der bærer kronen er udødelig, hvorfor det pludselig giver god mening, at Lil' Wayne er "ancient" og Jay-Z næsten 100 år gammel. De har båret kronen i lang tid, hvilket her betyder, at det er deres egoer der regerer. OME bærer ikke kronen på hovedet, men på hoften, hvilket Simon Petrikov ofte gør. Således lader han ikke sit ego tage over men understreger stadig, at han bærer rap-kronen og ved præcis hvordan man gør. Det blev en længere forklaring, men det illustrerer forhåbentlig, hvor meget guld der kan være at finde, i meget få linjer.

"Very Much Money (Ice King Dream)" viser samtidig, med hvilken fortørnethed OME kigger mod overklassen med - læs: han har ikke meget til overs for dem! Han rapper også: "My friends are superheroes, none of us have very much money though" og pointerer dermed, at penge ikke har nogen betydning i ligningen, overhovedet.
     OME ved dog også, at det måske ville blive en for anstrengende affære for lytteren, hvis hele albummet var proppet med lyrik, der krævede omfattende detektivarbejde. Guldet servers derfor til tider også i letfordøjelig skikkelse. Han rapper fx "There's mad shootings on the news / Unless it's in the 'Chi, 'cause blacks and mexicans can die" og langer ud efter Amerikas mediers lidt for selektive tilgang til nyhedsdækning. Også på "Thirsty Ego Raps" brillerer han: "I'm president of the rappers that don't condone date rape" lyder det, og lussingen til Rick Ross og hans entourage kunne ikke svide mere. Nummeret "Qualifiers" er en reel guldmine:

"Fuck you if you're a white man that assumes I speak for black folks /
Fuck you if you're a white man who thinks I can't speak for black folk /
Let that soak in your rap quotes /
And your head hurt and your back broke /
I'm half crack smoke and half black soap /
I admit that it's an imperfect blend /
Hold up, it's my turn again"

Lydmæssigt er Dark Comedy på niveau med lyrikken: ikke lettilgængelig. Selv beskriver OME sin stil som "art rap", hvilket rent musikalsk kan oversættes til en blanding af LA-baseret electronic, indie-rock og hiphop. 11 forskellige producer er fordelt på pladens 13 tracks, men lyden er meget ens, og man er nødt til at tage hatten af for OME's evne til at vælge beats, der passer sammen. Produktionerne er mestendels demonstrativt bygget op omkring kringlede strukturer, der både kan være komplekse og vildledende i deres rytmer. "Golden Age Raps", "Jon Lovitz (Fantasy Booking Yarn)" og "Sadface Penance Raps" er de eneste, der lyder nogenlunde traditionelle. "Dark Comedy Morning Show" og bygget op omkring et stilfærdigt guitar-riff og et passende vokalsample, der tilsammen lyder fortrinligt. Men så har producer Toy Light smidt en masse skramlende effekter oven i, der udelukkende lader til at have det formål, at holde musikken fra at være for pæn. "Idaho" er næsten frustrerende rolig, og OME's monotone og apatiske vokal giver næsten én lyst til at skrige. Hen imod slutninger spæder producer Kenny Segal op med forvrænget og distortet synth, og roligheden flås i tusinde stykker. Også "A History of Modern Dance" er en besynderlig sag. Drum-breaket og basgangen svinger godt sammen, men beatsmed Jeremiah Jae har tilføjet en øreskærende synth-stikken i baggrunden, der nærmest gør det svært at høre nummeret til ende.

For mig bliver "art rap" -delen i produktionerne til tider for meget. Lyrikken er knivskarp og leveringen er altid spot on, om end til tider, bevidst, en smule provokerende i sin monotone og næsten disharmoniske udformning. Men jeg må nok erkende, at der er beats på Dark Comedy som jeg aldrig bliver venner med. I sine bedste øjeblikke er Dark Comedy dog, nærmest uden tvivl, blandt det mest originale, spændende og bjergtagende jeg har hørt i 2014, og på trods af - og dette kan jeg næsten ikke understrege nok - at pladen er ganske svær at komme ind i, vil jeg i allerhøjeste grad opfordre til, at man giver det et forsøg.

4/6

- Jeppe Barslund

Benal - Hiphop

Benal har leveret musik til begejstring for hiphop-hovederne i en lille håndfuld år efterhånden, og alligevel er det først med deres nyligt udgivne EP Hiphop, at jeg er hoppet med på vognen. Da de udgav nummeret "Tung Mand Ting" fik de i allerhøjeste grad mine interesseantenner til at vibrere. Lyden var rå og frisk, og Benjamin havde noget unikt over sin vokal og sin fremtoning. Men så stillede han op til Rap Slam Battles i en tag-team battle med Humme imod RimLigheden, og dette skulle vise sig at have kreperlige konsekvenser for mit forhold til Benal efterfølgende. Den nerve og autenticitet, der strålede ud af Benjamin på deres tracks var komplet borte. Der var simpelthen, i min optik, et for stort skel mellem den Benjamin, der overlegent rappede "Det ikk' bøf, det' 50 grams fadkotelet" på "Tung Mand Ting", til den Benjamin, der kontinuerligt nærmest måtte undskylde for sine diss-linjer. - "Ej ej, go' karma" blev han ved med at sige, og pludselig fremstod han konfliktsky og useriøs i sin rolle som rapper. Troværdigheds-kontoen gik i minus og Baby EP'en blev mere eller mindre bevidst forbigået på den bekostning - på trods af, at pålidelige bekendte roste den til skyerne.

Troværdighed hos en kunstner er af enorm betydning, men det er evnen til at viske tavlen ren også, så da de udgav deres nyeste, anden EP Hiphop, besluttede jeg at give den gode karma en chance. En EP med dén titel skal da heller ikke tro, at den kan slippe uset forbi undertegnedes kikkert. EP'en blev hørt, karmaen er god og Benjamins konto er så rigeligt i plus igen!

Hiphop indledes med årets måske mest flabede åbningsnummer. Man havde måske forventet at blive slappet i fjæset med et klassisk straight-up hiphop track, når nu EP'en bærer den titel som den gør. I stedet bliver man budt velkommen af en stilfærdig og stemningsmættet produktion med blidt piano i E-mol, der er langt mere down-tempo elektronisk end den er boom-bap, med et knugende vokal-sample, der er mere Nik & Jay end gusten undergrund (det er i øvrigt et stort kompliment! - Kom ikke her og sig, at vokalsamplet på "Novembervej" ikke sidder fucking lige i skabet). Og det fungerer fantastisk, for det lyder så godt, at man forholdsvist hurtigt bliver ligeglad med at holde stilen og lyden op imod ens forventninger. Det går da også hurtigt op for en, som man bevæger sig ind på den syv riller dybe EP, at titlen ikke refererer til genren i klassisk forstand, som nummeret "Arrested Development" ellers kunne give anledning til at tro, men til Benals helt egen tilgang til hiphop, der kompromisløst bryder med gængse forventninger til, hvordan "hip hop" skal lyde. Dette gør ved nærmere eftertanke titlen til "Arrested Development" endnu mere passende.

Benals "helt egen" tilgang til hiphop bunder først og fremmest i produktioner, der mestendels er bygget op af elementer, der slet ikke eksisterer i en klassiske hiphop-forståelse. Trommerne er skabt digitalt, og lyden af egentlige slagtøjer er aldeles fraværende. Tilhængere af den gamle skole kunne godt gå hen og rynke på næsen over det. Dertil begår gruppens producer Albert sig i sparsomt sammensatte elektroniske lydlandskaber. Der sker ikke voldsomt meget i musikken, men på numre som "Arrested Development", "Bananbåden", "Hip Hop" og "Bootycall" får Albert alligevel skabt bundmelodiske og virkelig spændende beats ud af få virkemidler. På "Hip Hop" genskaber de Den Gale Poses ikoniske omkvæd fra "Spændt Op Til Lir" i robot-crooner version, og videreførelsen fra "det gamle" til "det nye" kunne svært stå klarere.

Benjamin er en lidt "irreterende" rapper på Hiphop - på en god måde faktisk, mærkeligt nok. Han er nemlig dygtig, men han "gider ikke rigtig" vise det her. Han holder virkelig sig selv tilbage, og det pirrer sgu én lidt. Lyrikken fremstår som et sporadisk sammensurium af umiddelbare inventioner, hverdags-revseri og flyvsk fortørnethed. Der er ikke synderlig mange quotables, der får ens øjne til at lyse op, og kun hen imod EP'ens ende er der force og intensitet i leveringen. Og det er måske dét, der er lidt "irreterende": at han bevidst holder igen, når man nu ved han kan. Måske ikke så imponerende som interessevækkende, men Benjamin viser, at man godt kan sætte lighedstegn mellem interessevækkende og god.  

Hiphop er ikke en EP helt uden kvaler. "Tæt" bliver en kende enerverende med sit lidt for dominerende kapløb mellem skramlende elektronisk perkussion og stikkende synth-lyde. Værre bliver det på "Trance", der lyder som et letkøbt, syntetisk club-track. "Benalgorytmen" læner sig op ad det for minimale, og selvom produktionen holder de første par minutter, kan den ikke klare den forholdsvist lange levetid på 4½ minut. Også den ellers forrygende producerede "Bananbåden" kunne med fordel have været en 2-minutters penge kortere. Benal skulle i min optik have genbrugt skabelonen fra Baby EP'en med fire skæringer. Det er bare mere overbevisende at imponere med fire numre og efterlade lytteren hungrende efter mere, fremfor at blive overfodret og faktisk ærgre sig over, at man blev så proppet. Benal er dog stadig et yderst spændende bekendtskab, der er virkelig gode når de rammer plet, og som gør tanken om den omtalte nye tilgang til hip hop ganske tålelig.

4/6

- Jeppe Barslund 

Aesthetic - Stratosfære

Da Vangede-duoen Sleng trådte ind på scenen med dyster, dubstep-orienteret grime, var de lette at overse. Ikke fordi håndværket ikke var i orden, men fordi de langt fra var ene om at komme med "noget nyt". Et utal af nye unge kunstnere flokkedes om Nørrebro og den blomstrene grime-scene, og med navne som Kesi, Kidd, Stanley Most, TopGunn og Skør Mand, var der hård kamp om de første 15 minutters berømthed. Dette er godt og vel tre år siden. Flere af dem, der dengang råbte højest og higede den umiddelbare opmærksomhed, skrev sig ind i glemmebogen ved underskrivelse af dyre kontrakter, imens andre har vedligeholdt den nerve og stil, de indledte deres musikalske færd med. Blandt disse er Sleng's Aesthetic, hvis musikalske dannelsesrejse stadig drøner derudaf. Forrige år udgav han det solide mixtape Atmosfære, hvor han viste tydelig progression på lyd-siden siden Vores Lyd [Sleng], men stadig havde lidt at arbejde med ift. rappen. Nu har han udgivet EP'en Stratosfære, og igen er progressionen ikke til at tage fejl af; lyden er muligvis blevet endnu bedre, og samtidig er han vokset som rapper, og tangerer nu det ganske dygtige.

"Kom ind og få varmen, befrier dig fra larmen /
Skriver til ældre og mindre, til mænd og til kvinder /
Vi mennesker forsvinder /
Forskelligheder, der skiller os fra hinanden /
Så jeg går igennem ting fra det indre, fra man er barn til mand"

- "Hjertekammer"

Bag den efterhånden farlige producer/rapper kombination Aesthetic, gemmer sig 20-årige Emil Kruse, som man - ifølge ham selv, også bare kan kalde "bindeleddet mellem den nye og den ældste klasse". Han repræsenterer den nye generation af rappere, men sværger til 90'ernes hiphop-kutymer, og bygge således bro imellem to på mange måder modstridende æraer. På "Beskidte Fingre" brygger han et klassisk snertende boom-bap beat, over hvilket han kaster sin kærlighed til den støvede vinyl; et skarpt brud med sin egen generation af "digitalt indfødte". "Fatamorgana" bærer ligeledes en drøm af en boom-bap beat, med et subtilt kontrasterende piano-loop som backdrop. Også "Røverhistorier" er en nakkebrækkende banger i klassisk forstand, og her langer Aesthetic uafbrudt bars efter bars over disken. Skide være med broer, omkvæd og mellemstykker, vi er kommet for at høre rap, og der leveres. Det samme gælder den fabelagtigt underproducerede "Alfabetet", hvor han rapsodisk tager os fra A til Å:

"Er egentlig bare Emil /
Funderer, filosoferer /
Folk sir': "For fanden det vildt og fungerer" /
G'et står for grime og grumset grundlyd, det garanteret /
Hiphop-hoveder head-banger når hele holdet har leveret"  

Aesthetic er dog ikke bange for at omfavne nyere hiphop-tendenser, og pladens højdepunkt kommer for mig i form af "Op", der har en umiskendelig ny lyd over sig. Damn, hvor er de strygere dog godt sat sammen, og trommeprogrammering samt bas ligeledes mesterligt produceret. Simpelthen noget af det bedste jeg har hørt i år, og det siger æddermanme ikke så lidt. Samtidig viser "Op" på hæsblæsende vis, at Aesthetic kan flowe sin røv ud af bukserne:

"Den her kommer lige ud fra min venstre side a brystkassen /
Hvor bassen banker, satser hele kassen /
Jeg gør det for mine mennesker omkring /
Og så hiphop - slet ikk' for de ting de ka' bringe /
Gir' alt hva' jeg nu ka' gi', det virker li'som utopi /
For du ka' bli' li' hva' du gerne vil, er hvad man burde sige"

Sammen med Benjamin (Benal), der stråler på sin gæsteoptræden, leverer Aesthetic oven i hatten et af årets mest potente omkvæd. Måbende flot track.

Skal jeg finde noget negativt at sige om Stratosfære, siger hverken beat eller tekst på "Euforiserende" mig det store, og "Er Det Godt Nok?" er nok lidt en hit or miss - miss i mit tilfælde. Men alt i alt er jeg ret vild med det Aesthetic kommer med her. Han startede som en grime-rapper, som de fleste "real hæphåppere" nok ville skide et stykke, men nu har han arbejdet sig frem til at være et prominent navn, der snildt kunne leverer beats til selv samme "real hæphåppere".
     Stratosfære er ikke fejlfri, men absolut et skridt i den helt rigtige retning i Aesthetic's musikalske færd, og fortsætter progressionen med samme hast fremadrettet, tør jeg næsten slet ikke tænke på, hvordan Troposfære (rent gætværk) kommer til at lyde.

4/6

Hent EP'en her

Blueprint - Respect the Architect

"The architect, selecting the blueprints /

To rid the game of nuisance"

- Guru, "Respect the Architect" (Jazzmatazz vol. 2)

Jeg har ikke hørt særlig meget af Blueprint's musik, men det holder ham ikke fra at være en af mine favorit personligheder i hiphop. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for to år siden, og han er et gennem-sympatisk og ovenud rart menneske, der er interesseret og engageret i andre, og som gør en dyd ud af at fortælle historier. Og så er han hamrende medrivende af natur; en sand storyteller, der mestrer kunsten af formidle og bjergtage.
     Men ikke bare er han sympatisk og godt selskab, Blueprint er blandt eliten af garvede rappere. I halvandet årti har han udgivet respektindgydende hiphop, bl.a. med RJD2 som Soul Position og med Illogic som The Greenhouse Effect. Hans sidste soloudspil, der samtidig var hans sidste Rhymesayers udgivelse, Adventures in Counter-Culture, lå i den mere eksperimenterende ende. Her søgte Blueprint bevidst at lave en ikke-rapplade, men i stedet en mangefacetteret musikalsk oplevelse, der brød med de forventninger, han synes han var begyndt at sidde fast i. Om end befriende for ham selv, blev Adventures In Counter-Culture aldrig en favorit, og med Respect the Architect vender han tilbage til udgangspunktet. Ikke sit eget musikalske udgangspunkt, men selve hiphop-genrens.

"You know the true architect when you hear the song /
The foundation for the underground you're standing on"

På sin nyeste plade har Blueprint skrællet alt det overflødige fra og skærer helt ind til benet, ind til de bærene søjler, så den nøgne, grundlæggende arkitektur står til skue. Han har selv produceret hele pladen (med ét nummer som undtagelse), og musikken er uden tvivl det mest skrabede og nedbarberede siden Kanye West's "Bound 2". - Der er stort set ikke andet i spil end kreativt bearbejdede samples og klassiske break-beats, og det lyder fuldstændig forrygende. Flere producere burde give sig selv benspænd á lá dette når de laver beats, for der kan tydeligvis opstå nogle spændende ting ud af at tvinge sig selv til at tænke i alternative baner. Blueprint's sample-arbejde er næsten banebrydende i al sin enkelthed, og nummer efter nummer minder han en om, at godt musikalsk håndarbejde ikke (nødvendigvis) kommer af det nyeste nye udstyr eller dyre studiemusikere, men af perfekt eksekverede ideer. Idealet har været den lyd som pionerende præsenterede, dengang et velvalgt og veladapteret sample-brudstykke fra en plade var nok til at skabe et ypperligt beat. Og ypperlige beats er lige hvad Blueprint leverer. Tag fx bare den ind-til-benet simple "Oh Word?", hvor tampende trommer, et flabet flippet vokalsample og et en-tangents spil udgør det opløftende beat. Eller "Once Again", hvor Blueprint skaber et mellow og melodisk beat med et sparsomt instrument-arsenal.
     På "True Vision" har han forvandlet Betty Wright's "Girls Can't Do What the Guys Do" til et lodret mesterværk. Swizz Beatz samplede samme sang til Beyoncé's "Upgrade U", og gjorde det oplagte og åbenlyse: tog hornene, der dominerer originalens instrumental. Blueprint har ledt efter nogle helt andre ting at sample fra nummeret, og har tydeligvis været noget mere legesyg i sin tilgang til beatet. Dette fortæller en del om, hvordan Blueprint manipulerer sig frem til mere kreative resultater, fremfor at ty til det oplagte. En tendens, der heldigvis præger hele Respect the Architect.

Produktions-delen er så rigelig fabelagtig, men Gud hjælpe mig om ikke lyrikken er på samme niveau! På "The Climb" rapper 'Print:

"I never write rhymes just because the beat bang /
I write rhymes 'cause I got things I need to say"

Blueprint er en storyteller. Han spilder ikke ét eneste ord i én eneste bar i ét eneste vers med fyld eller nonsens. - Lyrikken er mesterligt forfattet, kompakt skrevet og leveret med en uhyggelig sikkerhed. Det er sjældent at man oplever en MC være så komfortabel som Blueprint er på hele Respect the Architect. Han rapper fx:

"Everybody raps so I lie when I’m asked /
I say I either work behind the desk or a chef /
'Cause if I tell the truth, they gonna ask if they can spit /
And I don’t want to tell them that they sound like shit /
See back in the day I probably would have told them the truth /
'Cause hurting people’s feelings used to make me feel cool /
But now I got a lot less to prove /
I learned it’s best to let people do what they do….”

Her når han at være både jovial og skræmmende ærlig inden for de samme få linjer.
    "Perspective" er stor fortællekunst, på trods af, at temaet nærmer sig det banale. Det handler i bund og grund om, at man skal prøve at se ud over sin egen næse, se ting i et større perspektiv og ikke tage sin lykke for givet. I tredje vers rapper han:

"A man with no shoes stands on a corner
Sad about his circumstance of being on the street
Then realize it weren't that bad
When he was joined by another man that had no feet
A woman makes a post on facebook
About how she and her brother got beef
Unaware it was read by a friend of hers
Who's own brother passed away just last week"

Sangens pointe er, som han rapper i første vers: "I don't care if you living in a high-rise / You're no different from a man in a hut" og at "...everybody's pain is the same". Dette kommer perfekt til udtryk i de fremhævede linjer. Folk i tredje verdens lande har problemer og folk i første verdens lande har problemer. De sidstnævnte bliver ofte latterliggjort som "first world problems", men selvom vi vesterlændinge nyder godt af den luksus det er at have fødder, kan vores problemer stadig være yderst reelle. Moralen er blot, at man ind imellem skal indtage "bird's eye view" og lige tænke sig om engang. 

     "Perspective" er i øvrigt pladens eneste nummer, der ikke er produceret af Blueprint selv. IMAKEMADBEATS (!) producerer den vokalt harmoniske perle, der tager afsæt i Aretha Franklin's "(To Be) Young, Gifted and Black" - og hvilket sublimt beat det dog er!

Respect the Architect er en uhyre velformet plade, der, helt uden store armbevægelser og brovtende albuestød, bevæger sig helt op i toppen blandt årets bedste plader. Nu skrev jeg så sent som i sidste anmeldelse af Intuition og Equalibrum, at deres plade snildt kunne være årets vigtigste, og det kunne den, den er suveræn, men hvad angår vigtighed, indtager Blueprint i min optik førstepladsen. Med absolut skrabede beats, der tager udgangspunkt i genrens kerne: samples, samt overordenlig skarpskåret rap, viser 'Print, at traditionerne fra fordums storhed sagtens kan konverteres til fuldmægtig hiphop i 2014. Det eneste egentlige minus ved Respect the Architect er, at det er en kort affære. Med ti skæringer, hvoraf to har en spillelængde på under to minutter, og det en kortvarig fornøjelse - dog en fornøjelse af de helt store, så længe den varer. 

5/6

- Jeppe Barslund