Xeren - Bag Knapperne

Samtidig med, at Echo Out har udgivet nogle af de bedste og vigtigste plader inden hiphop-genren de sidste års tid, har de figureret som magnet for nye, lysende talenter. "Ansættelseskravene" er høje, men kollektivets inderkreds er ikke blege for at udvide deres foretagende, hvis der opstår en indlysende kemi mellem dem og ligesindede, aspirerende kunstnere. Således er navne som Karl Knast, Klagen og Xeren nu at finde på selskabets stamtræ.

Første gang Xeren tørnede sammen med Echo Out var i 2011, hvor han både producerede "Introduktion" til Illusionistens Syngende engel angrende djævel og "Uden Hænder" til Trepacs Fatamorgana. To sublime beats, hvor især sidstnævnte bevidnede hans kyndighed, da han formåede at levere, hvad jeg i hvert fald ser som det bedste beat til det års bedste plade.

Efterfølgende udgav han den dystre og tunge Noia EP, og sidste år udgav han den noget mere muntre Ud af boksen EP med rapperen Marc Street under navnet "TO". Derefter satte Echo Out deres tænder i den unge producer, og nu udgiver han for første gang under deres fane, med mixtapet Bag Knapperne.

Allerede på åbneren "Mit navn" gør Xeren det klart, at der er en god grund til, at landets fornemmeste selskab har vist interesse i ham. Hårdt og insisterende folder beatet sig ud og rammer mellemgulvet med effektive hints af dubstep, aggressive elektroniske effekter og fantastisk sammensatte trommer. Uden skyggen af problemer fastholder han lytterens opmærksomhed i et jerngreb med denne krabat af en åbner.

Trommerne lader gennemgående til at være en af Xerens store styrker. Uanset hvilke andre elementer der præger de forskellige tracks; om det er bouzouki-lydende guitar og højdramatisk vokalsample på "Skid På Det Vigtige", kolde klavertoner og en bedrøvet trompet på "En Af Gangen", reggae-anslag og tonstung electronic på "Maskinpistoler" eller robot-croon på "Diskolysets Mørke", så udgør trommerne i alle tilfælde beatets hæderlige hjerte.

Der løber en rå og mørk rød tråd igennem mixtapets beat-selektion, der kun brydes af den lille udspringer "Funky Joe" midtvejs inde. En spændstig fætter af en over-funky perle, bygget op omring et væld af hammer-fede samples. Sådan cementerer han kort og effektivt, at han også kan andet end det dystre, hårde og melankolske, der ellers lader til at være varemærket.

Kun "Uden Filter" rammer forbi. Der er ingen udvikling i det forholdsvist kedelige beat, og de fejende keys og det lidt sære vokalsample bliver hurtigt ensformige.

Mixtapets store problem er at finde i gæsternes rap. Ja, det overrasker mig faktisk at skrive det, men det virker som om, at flere af Echo Out gæsterne hviler farligt meget på laurbærrene. De lader til at sidde fast i deres egen lille rille, og - måske for første gang på en Echo Out udgivelse - virker rappen pludselig så udlevet. Jeg vil måske endda gå så langt som til at sige, at der flere gange undervejs decideret opstår en træthedsfølelse. Store portioner lyder simpelthen som omformuleret genbrug. Psoriakriz rapper på "Skid På Det Vigtige": "Jeg har spyttet i noget tid, men rygtet vil vide jeg ikk' har flyttet mig en skid", og det er måske en rimelig reel sandhed for flere af rappernes tilfælde. Han rapper yderligere: "Sover og slacker, puffer og drikker / Og bruger tiden på at brokke mig over Danmarks dårlige rappere"; en linje man synes at have hørt utallige gange før fra samme lejr.
     På "Uden Filter" rapper Yogi: "Det' Lige Til, vi sir' lige hva' vi lyster / Så midterfingeren stritter mere end teenage-pigers bryster", og senere: "Jeg dropper lort som om jeg sidder på kummen". Også her bønfalder lyrikken om progression. På "Kan Ik Stop" rapper Lars Virkli: "Jeg ka' ikk' stop' med at dræbe MCs, der' så wack' det ka' ses", og vi er igen ude i samme problem, nemlig at det er hørt så mange gange før, at det fremstår gabende middelmådigt. I må forstå, at det nærmer sig sakrilegium for mig, at skrive disse ord!

George Orwell sagde engang, et vi mennesker kun er så dygtige som vores tekniske udvikling tillader os. Lige i dette tilfælde er det ikke bogstavelig talt teknikken jeg antaster, de er alle dygtige rappere, men deres lidt for laissez faire prægede forhold til at forny sig rent tekstmæssigt. Sagt som det er, fremstår rappen ualmindelig bedaget.
     Trepac formår at holde sin battlerap spændende ved at centrere den om "gun-bars" med et twist:

"Gir' dig en hurtig salut /
Spytter 900 ord per minut /
Tjekker dit lort hvis lortet er godt, men hvis lortet er wack blir' lortet beskudt"

Nota Bene, der derimod trætter ved evigt at skulle høste ros (!), fremdrager et intrikat narrativ på "En Af Gangen", der får nogle af hans nærværende kollegers battlerap til at fremstå ganske banal. Af ren kærlighed til verden indtager han rollen som lejemorder, hvis kald i livet er at afskaffe "problemer", da "... alt er bedre når jeg sender dem afsted". At disse "problemer" i starten optegnes som følger:

"For du en kælling en straight up luder /
Putter pudder og make-up i masken inden du blæser dine gutter /
Knalder for 15 i zonen, men du glemte kondom /
Så nu du mor til et problem uden hjælp fra nogen"

... kvalificerer Nota Benes udlægning af dårlige rappere som et af de mest sofistikerede synonymer for sons of bitches jeg mindes at have hørt.

Men jeg må hellere stoppe mig selv her, det er trods alt Xeren der er hovedperson, og musikken er knudepunkt. Et ganske vellydende knudepunkt ikke mindst. Uheldigvis er rappen mestendels mere under- end overvældende, og omkvædene lyder næsten hele vejen igennem som venstrehåndsarbejde. Det er derfor lidt svært at bedømme mixtapet som helhed. Prøv derfor at ignorer karateren og opsummér det vigtiste: Xeren er en fantastisk ny tilføjelse til rangen af stærke producere i Danmark og et velfortjent nyt medlem af Echo Out familien. Bag Knapperne er tilmed gratis, hvilket dog ikke bør være den eneste grund til at downloade det. Det kunne jo være man var uenig med mig med noget af kritikken.

3.5/6

- Jeppe Barslund

Mund De Carlo - Frit Fald

"Men en stille drøm fik ben da EP'en kom /
Udfordrede min selvkontrol og det at tænke mig om /
Og kunne tåle det når eksperterne de fældede dered dom"

- "87'er"

I 2011 udgav Mund De Carlo EP'en Det tar' tid, der, i hvert fald for undertegnede, for alvor markerede hans indtræden på den danske rap scene. Jeg anmeldte EP'en på wots.dk, og selvom jeg ikke kan huske indholdet af anmeldelsen, husker jeg karakteren 2/6 og den dertilhørende kommentarstorm, der er historiebøgerne værdig. Jeg var endda ikke ene om at kritisere EP'en; som jeg husker det modtog den faktisk udelukkende negative anmeldelser. Men trods modgang fra "eksperterne", kom Mund De Carlo helskindet og med oprejst pande igennem eksperternes lunkne modtagelse; han var ganske simpelt for målrettet til at lade sådanne petitesser slå ham ud af kurs. Og rigtig nok. - Det, der fulgte i årene efter var ovenud imponerende. Features, live-shows, en finaleplads i MC's Fight Night, den til dags dato mest hæsblæsende kraftpræstation i Rap Slam Battles' historie i hans kamp imod Rasmus Modsat samt nogle singler, der viste yderst positiv progression.
     Meget er sket siden udgivelsen af Det tar' tid, og med udgivelsen af sin første langspiller Frit fald er Mund De Carlos mere stålsat end nogensinde før:

"La' eksperterne kig' på det før du ska' udgi' det /
FUCK NEJ! - Jeg hopper ikk' på det, jeg springer ud i det!"

- "Frit fald"

Og Gud hvor det dog starter godt! "Intro" sparker pladen i gang med et stramt melankolsk jazz-beat, der er så suverænt, at jeg med det samme tænkte, at det her er det bedste Mund De Carlo har udgivet hidtil. Hans kølige levering af linjerne "Et album, en plade / Et standpunkt, en ung mands lastrum beskrevet bag en rap-tung facade / En A-bombe lavet på verbal-kunst og mundvand, en kagebund af vrede, der la' pandelåget gå til fadet" understreger dette yderligere.
     Den forholdsvist korte igangsætter glider over i den noget mere energiske "Lange løg og kort lunte", der med en fuldfed basgang og opløftende blæsere minder om en Looptroop-banger. Herpå udviser MDC sublim flow-gymnastik og leger lysteligt med tempo og opbygning, og imponerer ganske stort flere gange undervejs. Følgende passage leveres fuldstændig fantastisk:

"De hørt' om os og troed' at /
Vi stod med pistolen ladt og blodklatter på battet, fat det vi modsat /
Wolfpack af gode rappere /
Udmattede af det /
Ka' kun finde ud af det fordi roden af det er groet fast" 

Gymnastikken fortsættes i stor stil på "Hit med den", hvor et old-school lydende beat byder op til flow- og rim-showcase. Mund De Carlo takker ja til indbydelsen og leger sig fornemt igennem det spændstigt producerede track. Konstant vender, drejer og gradbøjer han ord og sætninger, og får kædet en lang række finurlige sprog-påfund sammen med imposant teknik. I de bedste øjeblikke - fx med en sætning som "Kaster mig ud i at stene i et glashus / Har været et friskt pust og nu jeg' dagens news" - rammer han noget helt enestående i sit flow, der har klare reminiscencer til den gamle skoles mestre. Ord-k-løvernes kører seriøst med klatten, og at X-farm yderligere besmykker skæringen med skarp scratch gør bestemt ikke noget.

På titelnummeret vender Carlos sig væk fra det beatdrevne til et noget "større" opsat nummer, med et 30 mand stort gospelkor som del af en ganske ambitiøs produktion. Carlos negler både versene og det velklingende omkvæd; især andet vers er fantastisk skrevet.
     Hvis du stadig ikke er helt overbevist om Mund De Carlos evner som tekstforfatter, bør "87'er" være endestation for din tvivl. Her beretter han "ganske simpelt" om hele sit liv, fra starten: "Det startede på et hospital et sted..." til nu: "Det bare en plade jeg følte jeg skyldte mig selv, eller måske en undskyldning for at finde noget nyt at fortælle". Man kunne let tænke sig, at det ville blive en overfladisk affære at forsøge at indkapsle et helt liv i én sang, men Carlos' coming-of-age -fortælling er ganske detaljeret, og man føler faktisk, at man kender ham lidt bedre som menneske, når sangen er slut. Som han rapper, har hans liv været præget af "konstant rytmeskift", og dette kommer - ganske bogstaveligt - også til udtryk i beatet, hvor Melancolia har støbt en produktion, der består af fem forskelligt lydende beats, der dog alligevel alle er kædet sammen af en rød tråd. De mange beat-skift understøtter udviklingen i Mund De Carlos liv, og resultatet er simpelthen suverænt.

Det er næsten fjollet så højt de første fem skæringer sætter barren. Så højt desværre, at resten af skiven  har svært ved at nå samme højde. Det skal med det samme siges, at dette skyldes produktionerne, og ikke Mund De Carlo, der formår at vedligeholde sit rap-niveau på et forholdsvist fjollet højt plan hele vejen. Ikke alene fortsætter den sublime leverance af velforfattede rap-finesser, historiefortællingen har han også styr på. På numre som "Anderledes" og "Pigen med verden på sin krop" er storytelling'en så god, at man let tilgiver de noget jævne beats.
     Og så er han sjov! Tag bare et nummer som "Hverdagens helt", der sprudler af linjer man får lyst til at vise verden:

"Jeg' en af de gode /
Alle har brug for en helt når de' triste til mode /
I byen får du lov at holde mit visa /
Loyal wing-man til du' i trussen på klubbens mest snobbede diva /
Når det' Just-Eat dag ska' jeg nok spise af den koldeste pizza /
Vælger et lorte-hold i Fifa /
Jeg' en nice guy, der' ingen kode på mit wifi /
Jeg' la' de mindre gode vinde Fight Night"

Men men. Frit fald er efter min mening meget for lang. 17 er bare at tage munden for fuld, og med mindre man hedder Kanye West bør man nok ikke kaste sig ud i en alt for lang første langspiller. I nogle tilfælde passer det virkelig, at mindre er mere og at 12 er det nye sort. Med den længde har man tid nok til at imponere, komme vidt omkring forskellige temaer og stilarter, trumfe sine ambitioner igennem og efterlade lytteren med et overordenligt positivt indtryk. Med 17 numre når Frit Fald desværre både at kede og trætte, og den kunne med fordel have været 5-6 numre kortere.
     Det overordnede problem er, at der er for mange jævne, anonyme eller flade beats på pladen, og det ville klæde Mund De Carlo fremadrettet at blive mere konsistent i sine valg af produktioner. Kommer han dét problem til livs, tør jeg slet ikke tænke på hvor ærefrygtindgydende godt et album han kunne fremtrylle.
     Dertil skal han og de andre Struglaz kunstnere droppe deres ovenud enerverende snakke-outroes! Eco's ellers flotte åbner "Først og fremmest" fra hans Alter EP blev nærmest ødelagt af outro-snakken, og på samme måde rundes "S, P eller K" af med indforstået infantil-humor, der ikke er til at holde ud. Det stemmer på ingen måde overens med det billede af et alvorligt, veleksekveret og autentisk bud på et rap album som resten af albummet ellers gør et stort arbejde ud af at tegne.

Helhedsindtrykket er dog stærkt, og dette står vigtigst af alt på Mund De Carlos regning. Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede. Mange produktioner kunne være en visdomstand bedre, og det giver altså ridser i lakken. Beat'sne er ganske simpelt ikke på Mund De Carlos niveau, og det skaber en uheldig ubalance. Men hold nu fast en udvikling siden Det tar' tid EP'en! Jeg får næsten lyst til at give ham endnu et 2-tal, alene i håb om, at udviklingen til næste udgivelse bliver proportionel. Der må ikke herske nogen tvivl om, at Frit fald er et album, der må og skal tjekkes ud.

2/6

4/6

- Jeppe Barslund    

The Grouch & Eligh - The Tortoise and the Crow

Jeg er tosset med det der crowd-funding, og det er jeg vist ikke den eneste der er. LEFTOVERS2013 er nemlig ikke det eneste crowd-fundede projekt, der blev gennemført i år. The Grouch og Eligh's ambitiøse The Tortoise and the Crow -kampagne nåede ikke bare 100% tidligere i år, den nåede næsten 200%, hvilket er en del når man tænker på, at de skulle nå 50.000$ (ca. 270.000 kr,-) til at starte med. Deres mange år som DIY-kunstnere, som de selv kalder det ("Do It Yourself"), har givet dem en fanbase af betydelig størrelse, og dette blev testamenteret, da denne loyale skare af tilhængere pungede ud med ca. en halv million kroner - til et undergrunds-hiphop projekt!
     Kampagnen blev dog også slået ualmindeligt stort op. Ikke bare ville de to rap-helte udgive ét album, heller ikke to, men hele tre plader i én. "Not just any old triple album, we're making history with this" skrev de, og med ét Eligh solo-album, ét Grouch solo-album og ét fælles-album tror jeg faktisk, sådan rent størrelsesmæssigt, at de sætter en-eller-anden en rekord i kvantitet.

Ideen med en stor opdelt udgivelse må - i hvert fald i hiphop regi - tilskrives Outkast, der udgav Speakerboxxx/The Love Below for ca. 10 år siden. De slog jo endda en rekord, altså sådan helt bogstavelig talt, da de landede i Guinness Rekordbog som den første gruppe til at ligge både #1 og #2 på samme tid, med et hit fra "samme" plade ("Hey Ya!" og "The Way You Move").
     Men også af mange andre grunde var Outkast's dobbelt-album en "stor" ting. Både Big Boi's Speakerboxxx og André3000's The Love Below var fabelagtige plader enkeltvis, og som en anmelder skrev i sin tid, var deres ambitionsniveau lysår forud for alle andre i genren. Med sammenlagt 39 numre var deres to-enighed af et album altså både kvantitativt stort, men også kvalitativt sublimt.

The Grouch og Eligh's The Tortoise and the Crow er med 41 numre kvantitativt stor, men absolut ikke kvalitativt sublimt, og det går forholdsvist hurtigt op for én, at deres Kickstarter-kampagne lovede noget, som det færdige produkt ingenlunde kan holde. Havde de samlet det bedste fra de tre skiver og kogt det groft ned til ét album, havde de siddet med en fornuftig udgivelse, men som den tager sig ud nu, er The Tortoise and the Crow et overflødighedshorn af.... ja, overflødige numre. Selvom det synes en smule overskueligt at "se nærmere" på 41 numre, så lad os tage et kig på de tre forskellige plader; The Grouch's Lighthouses, Eligh's Nomads og deres fælles 333.  

: The Grouch - Lighthouses :

  

"We called him Tortoise because he taught us"

- The Mock Turtle, Alice In Wonderland

The Grouch er en herre flink fyr. Han er intet mindre end legemliggørelsen af den positive og fremadrettede hiphops mantra om "peace, love and harmony". Han er den (over-) positive, kærlige og økologiske rapper, der hædrer alt godt i sit liv, og bruger meget lidt tid - hvis noget overhovedet - på det negative omkring ham. Hans plade hedder Lighthouses da den er en ode til fyrtårnene i hans liv; ledestjernerne der guider ham og som giver ham liv, energi og glæde, og som fylder ham med den kærlighed han selv så glædeligt deler ud af. Det lyder måske en smule tykt, og er det formentlig også, men Grouch's tilbagelænede stil, rolige levering og bekymrings-frie væsen gør, at han undgår pladder og ævl og giver det en vinkel man gider at give sig i kast med. 

I de fleste kulturer og religioner figurerer skildpadden som det tålmodige og vise væsen, der, grundet dets tempo og robuste udseende, symboliserer vedholdenhed og stabilitet. Alt dette passer spot on på The Grouch, der rapper langsomt (han rapper ikke nødvendigvis langsommere end så mange andre, men når ens rap-kammerat hedder Eligh, så rapper man langsomt!), er robust i sine principper og virkelig fremstår klog og indsigtsfuld. Der er ingen løftede pegefingre at finde i hans tekster, og alt hvad han siger synes rodfæstet i et oprigtigt værdisæt. Når han på "Stuff Is Tuff" forkaster materielle goder er det ikke for at sige, at "ting" er skidt per se, men for at sige, at vi glemmer hinanden i vores hunger efter forgængelige objekter: "Give me your love, give me your laughter / Don't need no more matter, no manufacturer". For Grouch er tiden bedre brugt på venner og familie, som tydeligvis er de fyrtårne, der lyser klarest. "When I look at me I see you three, and then I know how to live" rapper han på "Corey's Angels" om familien, og naturligvis får børnene også lov til lige at tale over titelnummeret. Det tegner et billede af, at vi har med en rapper at gøre, der ikke er bange for at hælde lidt ekstra glasur på kagen. Der er skam også en mening med glasuren. Vi lever i en vestlig verden, hvor vi har det rigtig godt. Vi har det faktisk rigtig-rigtig godt! Men vi er blevet vandt til at have det så rigtig-rigtig godt, at vi glemmer hvor godt vi har det. Vi brokker os gør vi, over stort og småt. Først brokker vi os over, at det er for koldt om vinteren. Derefter brokker vi os over, at vi ikke kan se computerskærmen når solen endelig titter frem i marts. You get the point. Her træder Grouch til med en opfordring om at se lidt anderledes på tingene. Mange kunne lære lidt her.     

Spørgsmålet er, om det er et solidt nok fundament at bære en hel plade på? Muligvis. Havde de tilhørende produktioner været mere enige med hinanden om, hvordan de skulle lyde, var spørgsmålet nok lettere at svare på. Et langt stykke af vejen ligger beat'sne i den absolut gode ende, men "We Want the World", "Get Strong" og "When the Love's Gone" er så ulidelige, at det rusker godt og grundigt i det samlede udtryk. "The POSSE", "My Garden" og "Nice To Know Ya" er alle fine, men måske lidt kedelige i længden. Pladens bedste beats finder man på....

• "Stuff Is Tuff", der bæres op af udsøgte trompet-samples (produceret af Grouch selv). 
• "Lighthouses", hvor et stadion-stort fundament møder følelsesladede vokal-samples, der resulterer i et virkelig flot beat. 
• "My Best Teacher", hvor Ant genskaber den organiske magi fra Brother Ali's Us.
• "Good Man"; pladens mest opløftende groove, hvor akustisk guitar, glad nynnen og strygere sørger for at smil på læben. 

Alt i alt svinger Lighthouses en smule, dog ofte til den gode side. Tekstmæssigt kan man måske få for meget af Grouch's evigt glade væsen og 'peace, love and harmony' -sprudlende tilgang til rap. Jeg har det okay med det, og jeg synes det er ærværdigt, at en rapper selv kan blive et fyrtårn i nogle af sine lytteres liv.

: Eligh - Nomads :

"A good traveller has no fixed plans and is not intent on arriving"

- Lao Tzu

Nomader vandrer rundt fra sted til sted og slår sig aldrig ned bestandigt. De lader sig ikke binde, og deres livsstil fordrer konstant fleksibilitet og modet til at begynde forfra igen og igen. Deres liv er én lang rejse, der ikke har et mål. Selvom det vist ikke helt var det H.C. Andersen mente, så er hans udsagn om at "at rejse er at leve" nok det tætteste man kommer på en nomades filosofi.  

     Eligh er en musikalsk nomade, der ikke lader sig binde til én stil eller ét udtryk. Konstant river han teltpløkkerne op og søger nye græsgange, hvis han føler, at han "sidder fast". Og rigtigt nok er det mere eller mindre umuligt at finde to Eligh-projekter, der minder om hinanden. Ikke altid har det været lige godt, men en fast ingrediens i nomadens tilværelse er, at der vil være bump og huller i vejen, undervejs på hans færd. 

Nomads er Eligh's seneste stop på rejsen. Det nyeste nye her er, at produceren Eligh har fået lidt mere plads end rapperen Eligh. Han har produceret det hele, men rapper ikke på en håndfuld numre. Pladen skydes igang med instrumental-nummeret "Begin", der med pulserende trommer, stemningsmættede strygere og et effektivt klippet vokalsample, der udtrykker noget længselsfuldt, ender som et up-beat og melankolsk gadekryds. Disse modpoler er generelt set meget sigende for Eligh, der på den ene side ofte fylder sine tekster med frygt, angst, smerte og melankoli, men som på den anden side godt kan lide at lege med potente beats, der gerne må rykke. Han synes dog at have svært ved at finde et fælles ståsted mellem de to modsætninger, og "Begin" ender faktisk med at være det eneste nummer, der rummer de to på fornuftig vis.
     Resten af pladen er faktisk lidt af en stilistisk pærevælling af tracks, der kan deles op i tre kategorier. Kategori 1 består af de grelt producerede elektroniske synth-bomber som fx "Dark Tinted", "Weightles", "Farocious" og "Walt the Walk", hvor sidstnævnte er så maskinelt fabrikeret, at man savner lyden af et reelt instrument. Kategori 2 består af instrumental-numre som "Paid the Price" og "Morning After", hvor jazz-blæsere og livlig percussion skaber opløftende grooves. Kategori 3 udgøres af numre som "Attracted to Pain", "The Healer" og "Young", hvor Eligh tyr til akustiske guitarer og mere atmosfæriske lydbilleder. Sangene i de sidste to kategorier er ganske udmærket, men overordnet set rummer pladen ikke skyggen af en rød tråd. Numre som "My God Song" og "Regina" passer endda slet ikke i nogle af de nævnte kategorier, og disse farisæer forpurrer enhver chance for et samlet indtryk yderligere. "Sjovt" nok er de faktisk blandt pladens bedste skæringer. På "My God Song" har Eligh transformeret The Flamingo's "I Only Have Eyes For You" til en munter og absolut vellydende hiphop-perle. "Regina", der for mig er pladens pragt-skæring, er en simpelt og effektivt produceret kærlighedserklæring til sangerinden Regina Spektor (sådan tolker jeg det i hvert fald, bl.a. ud fra sangens outro, der låner lidt tekst fra hendes "Jessica"), hvor en samplet spilledåse lægger det melodiske fundament for noget af det Eligh er bedst til; nemlig hans måde at lave omkvæd på. Han hverken rapper eller synger, men har fundet en gylden mellemvej, hvor han "snakker melodisk". Han gør det på en række numre på Nomads, og det fungerer ganske simpelt fantastisk. Dertil rapper han sublimt. Jeg vil gå så langt som til at kalde ham en af nutidens dygtigste rap-teknikere.

Desværre er mesterlig rap og fremragende omkvæd ikke helt nok, når produktionerne i så mange tilfælde, som det er tilfældet på Nomads, er så ringe. Nomaden Eligh har nok haft for mange bolde i luften; for mange ideer, der ikke er blevet ført optimalt ud i livet. Et par af instrumental-numrene fungerer fortrinligt, men resten undergår for lidt udvikling til, at de for alvor er interessante. Måske har Blue Sky Black Death sat så høje standarter for hvordan hiphop instrumental-numre kan lyde, at det ganske simpelt bare er farlig grund at betræde? Ligesom det var tilfældet med Grouch's skive, er der kun en håndfuld numre på Nomads, der er værd at tage med, nemlig...    

• "Begin"
• "My God Song"
• "Attracted To Pain"
• "The Healer"
• "Young"
• "Regina"

... Hvilket efterlader os med hele ti numre, der på den ene eller anden måde ikke er synderlig ophidsende.

: The Grouch & Eligh - 333 :

"Animal fables are some of the oldest stories in the world, and have all been used as a way to teach morals and wisdom. This story was written down over two-thousand years ago: The Tortoise and the Crow"

- "Ashes To Ashes"

Titlen til Lighthouses gav perfekt mening. Titlen til Nomads gav nogenlunde mening. Der er ikke rigtig noget smart at sige om titlen på Grouch og Eligh's fællesalbum 333. De har udgivet tre albums i ét, så derfor står der 3, tre gange. Duh. Ikke just opfindsomt. Til gengæld har de forsøgt at kæde denne plade sammen med fortælling, jf. det indledende citat, der har til formål at sætte en ramme om pladen. Dette lykkes ikke. For det første bliver der ikke fortalt en reel historie. De har fået en kvinde til at indspille brudstykker af fortællingen, der er strøet ud over pladen, men jeg har "transkriberet" enkeltdelene, og der er hverken hoved eller hale i det. Dertil er jeg slet ikke sikker på, at der findes en historie med den titel.  Historien om Skildpadden og haren findes, ligesom Skildpadden og ørnen og Agerhønen og kragen, men historien om Skildpadden og kragen er vidst deres eget påfund. Det undrer mig derfor, at de ikke har digtet den til ende, så der rent faktisk bliver fortalt en historie i løbet af skivens 14 numre. Istedet sidder man med en masse numre, der enten i starten eller i slutningen afbrydes af denne, end ikke særlig behagelige fortællerstemme. Rimelig enerverende. 

Som det ligeledes var tilfældet med de to solo-dele af tripple-albummet, så lader manglende hoved og hale til at være den lidt uheldige fællesnævner. Her står 333 som det bedste eksempel. Numre som "Hella Fresh", "The Knock" og "Say Eligh! Say Grouch!" er så grufulde, at det ikke er lykkes mig at høre dem til ende endnu. "Ashes To Ashes", "Run", "All These Lights" og "End Game" er til at holde ud, men bestemt ikke sindsoprivende. "Complicated" og "ANX" er godt deroppe af, men mangler lige den sidste kant (på trods af et vanvittigt gæstevers fra Prof på sidstnævnte). Allerede her er vi oppe på ni numre, der rangerer fra det ovenud uudholdelige til det mangelfulde. Et hurtigt regnestykke kan afsløre, at vi, udover introen, der ikke tæller med, står tilbage med fire gode numre. Her er tale om...

• "I-N-S-P-I-R-A-T-I-O-N", hvor de to bytter vers på fortrinlig vis over et suverænt beat fra Eligh, der samtidig leverer et af de før beskrevne omkvæd.
• "Fireflies", hvor de får besøg af Steve Knight ("Ms. Meteor"), der udlåner sin enestående vokal til et grandiøst beat fra Starkey, hvor elektroniske og akustiske elementer ramler sammen med flotte strygere.
• "Akfam", hvor Exile leverer hele projektet nok mest følelsesladede beat, hvor især strygerne i omkvædet er voldsomt gåsehudsfremkaldende. Selvom det måske er lidt forudsigeligt at placere Blu-featuren på det eneste Exile-producerede nummer, så må man bare konstatere, at det spiller perfekt.
• "People of the Sun", der forener reggae-vibes med melodiske guitarer og caribiske keys. En sommer-lun lækkerbidsken

Igen-igen-igen er vi dog ude i et ikke særlig imponerende gennemsnit. 

     Som skrevet i starten burde de - efter min mening - have taget det bedste fra de tre skiver og kogt det groft ned til ét album, og glemt alt om at prøve at slå rekorder. De har muligvis slået en rekord, men på den bekostning, at kvantiteten vandt en jordskredssejr over kvaliteten. Havde de udgivet det som én plade med titlen The Tortoise and the Crow, med følgende trackliste:

• "Stuff Is Tuff"
• "Lighthouses"
• "My Best Teacher"
• "Good Man"
• "Begin"
• "My God Song"
• "Attracted To Pain"
• "The Healer"
• "Young"
• "Regina"
• "I-N-S-P-I-R-A-T-I-O-N"
• "Fireflies"
• "Akfam"
• "People of the Sun"

.... Så ville det så noget mere imponerende ud, og den tildelte karakter ville tage sig langt bedre ud. Som det ser ud nu er The Tortoise and the Crow et forfærdeligt roderi, som man næsten ikke orker at give sig i kast med. 

     Magien fra deres forrige album Say G&E!, som jeg var yderst begejstret for, er næsten borte, og det eneste nummer fra den plade, jeg ikke brød mig om, "Boom", er blevet repræsentativ for den generelle lyd på dette tripple-monstrum. Rigtig ærgerligt. Jeg håber at de som nomader rejser langt bort fra det sted de befinder sig nu, og bruger nogle musikalske fyrtårne som pejlemærke for deres fremtidig færd. 

2,5/6

- Jeppe Barslund

Booomerang-kampagne status: 100%+ - "Nothing's gonna stop us!"

Det her er så umådelig smukt! I er så fandens seje! Som den gode Toke sagde, er der næsten noget poetisk smukt i, at det tog præcis 100 hoveder at samle 10.000 kroner (skud ud til Morten, der ikke lader sig nøje med målstregen, men som bliver ved med at løbe!). Og hey, 10.000 kroner er rigtig-rigtig mange penge, og jeg skal da være ærlig og indrømme, at jeg har haft mine tvivl omkring, om det på nogen måde var realistisk at lokke så mange penge ud af jer. Sidste års indsamling af 5000 kroner var en triumf, men ingen kunne vide om det dobbelte beløb ville at sætte barren for højt. I har netop gjort min tvivl til skamme og bevist, at når det kommer til den hiphop, der jo "bragte os alle sammen" in the first place, så er I villige til at gå rigtig langt. Det har været ualmindelig fedt at se, hvordan venner, familie, bekendte og andre hiphop-ligesindede har delt links, reklameret, råbt højt, opfordret i øst og vest og kæmpet en brag kamp for at få det her projekt til at lykkes. Jeg siger mange tusinde tak for engagementet og indsatsen, men minder samtidig om, at jeg blot er en budbringer, der, sammen med jer - det her er en "vi" og "os" ting - er med til at så de hiphop-frø, som forhåbentlig vil spire med tiden og være med til at udbrede denne niche-genre og holde den i live. Mere end et tak fra mig til jer, er det, som Carsten Dich helt rigtigt siger, mere relevant med et "tillykke til os"!

Denne sejr skal fejres med et nummer fra LEFTOVERS2013, og intet passer bedre til status quo end Qwel & Maker's triumferende anthem "Keep It Moving". 

"Nothing's gonna stop me" lyder det i starten, og med kampagnen i mål kan jeg i høj grad relatere! Og med sidste års vigtigste omkvæd, hvor Qwel rapper...

"So long walker, if the place's worth going /
Stay emerging through the dirt, through the sidewalk-growing /
Do the work /
So they can seed my music /
And life's a loop, you either bitch or try to beat-box to it"

... rammer vi sømmet lige på hovedet, da vi som "long walkers" (Qwel's betegnelse for dem, der går den ekstra mil i passionens tjeneste), hjælper de oversete kunstnere med at så deres musik, så andre med tiden kan nyde godt af den. Det er dælme en nobel sag vi støtter op om her! Qwel rapper yderligere i andet vers: "Was just a fan of this, thought nan' of this was possible", og det rammer bestemt også en følelse undertegnede sidder med lige nu.  

     Til at følge denne sejrs-rus til dørs, har Maker støbt et beat, der er storladent uden at det flyder over, majestætisk uden at være påtaget og grandiøst uden at overdrive. Hvis ikke sidste års #1 flotteste beat, så i hvert fald et af dem. Nummeret har pt under 1000 views på 'tuben, og selvom jeg aldrig har sat lighedstegn mellem YouTube-views og kvalitet, så kan man alligevel ikke lade være med at finde det tankevækkende.   

 

Køb Qwel & Maker's Beautiful Raw gennem Galapagos4

(min stor-favorit fra 2013!)

But wait, there is more!

Hvis det skal være helt rigtigt - og det skal det - så skylder jeg jer faktisk endnu et nummer, da jeg havde lovet at præsentere et nummer både ved 9000-kroners mærket og ved målstregen. Så uden alt for meget snik-snak får i her en tysk-produceret, eastcoast-boombap-lydende banger, med en westcoast-rapper på (!). Klaus Layer (Layer, ikke Mayer! - Den danske kok er ikke sprunget ud som beat-smed!), tidligere kendt som Captain Crook, er fra Oranienburg i Tyskland, og elsk-elsk-elsker støvet boombap fra the golden era. Dén lyd formåede han at genoplive i imponerende stil med hans producer-album The Adventures of Captain Crook fra 2013, der foruden to gæsterappere var en rendyrket instrumenal-plade fra øverste skuffe. Den ene af disse gæster er Blu, der leverer kølig battlerap på "Illest In Charge", der er så hamrende fedt et nummer, at I bare skal have lov til at høre det.

Tjek Klaus Layer og resten af The Adventures of Captain Crook 

ud på Redefinition Records HIER

- Jeppe Barslund

Marwan - Marwan

I 2011 lavede DR Pirat TV dokumentaren Perkeren & Kunstneren om Marwan, hvori hovedpersonen udtaler: "Jeg ikk' den bedste rapper. Jeg ikk' den fedeste flower. Jeg ved ikk' en skid om hiphop og rap. Det er ordene der betyder noget". Så sandt som sagt. Da han udgav P.E.R.K.E.R. i 2007, i en tid hvor ordet "perker" var tabu og Hr. og Fru Danmark så "perkerne" som landets public enemy, formåede han at fremstille en ny og mere nuanceret vinkel til fortællingerne om indvandrere og ghettomiljøet. Marwan var et pålideligt, autentisk og velformuleret talerør for en generation, som Borgerdanmark havde været bange for at byde ind i deres stue.
     På efterfølgeren, Mennesker, gik Marwan i en helt anden retning. De potente beats og den rå attitude blev erstattet af stemningsmættede lydlandskaber og tekster om familie, tragedie, sammenhold og kærlighed, der tiltalte alle. Mennesker var samtidig en plade, der, af grunde jeg endnu ikke har opfanget, delte vandende. Dette kom bl.a. til udtryk, da jeg som anmelder blev mødt af hård kritik for at rose pladen til skyerne.
     Nu har Marwan sluppet sin seneste plade løs, og den handler hverken om perkere eller mennesker generelt, men om Marwan selv, hvorfor den også har fået tildelt den meget passende titel: Marwan.

"Fuck hvordan du falder, det' hvordan du lander /

Jeg lever i to verdenen, det ene i DK, det andet som perker"

Både P.E.R.K.E.R. og Mennesker var bygget op omkring samme dogme; en stålsat og konsekvent tematik som ramme. Denne dogme er nu opløst, og i stedet har Marwan tilladt sig selv at boltre sig i et musikalsk frirum, hvor der er gjort plads til et væld af forskellige ideer, forskellige lyde og forskellige indtryk. Den røde tråd er derfor ikke helt så klar, men samtidig åbner det op for nye muligheder. Tag bare hans "persongalleri": alle sider af Marwan er repræsenteret. På "ButterBombay" møder vi gangsta-rapperen, der rapper "Du leger med de store nu og løber risiko / Du blir' trampet på dit ho'ed, jeg' fra den gamle skole" over et buldrende beat, leveret af Westcoast-koryfæet Battlecat. For at følge stilen til dørs er den tilhørende video filmet i South-Central Los Angeles, hvor mange en gangsta-rapper har kastet håndtegn og spyttet arrige vers imod ordensmagten. Ingen anden dansksproget rapper end Marwan ville kunne hive dén i land.

     Lidt konfronterende bliver han også på pladens åbningsnummer, med hvad jeg har valgt at tolke som en lussing til Specktors (læs: dem er jeg ikke begejstrede for): "jeg har det langt fra luksus / Tror du det' fastalavn? Spar mig for jeres cirkus!".

Vi møder også den forenelige rapper med et budskab om sammenhold, der fx på albummets intro rapper: "Alt menneskeblod har den samme farve / Uanset om du' et vrag eller kongearv".
     Også samfundskritikeren titter frem, bl.a. på "Uden om systemet" og den lyrisk mesterlige "Gennemsigtet", hvor han rapper:

"Misforstået, helt bestemt /
Mit land er besat så jeg smiler sjældent /
Kig på mig fra top til tå og tænk på et socialt belastet område /
Det' typisk, gi' mig skylden for alt det kaos, sæt mig i en boks /
Og skriv på ydersiden: "ikk' for os""

Men Marwan optræder også som en i al almindelighed kontemplerende 33-årig mand, der stiller spørgsmål til fortid og nutid, som kigger i bakspejlet og samtidig forsøger at finde en mening med livet fremadrettet. Dette kommer der formidabel tekstskrivning ud af:

"Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ska' lave min egen lira /
ikk' hjælp fra baba, ikk' hjælp fra mama /
Solgte smuglercigaretter /
Men I røg mere end I solgte, jeg mener snakkede mere end I handlede /
Tid til at skift' click, indtægten forvandlet /
Der' for mange løgne om bordet, I ka' bare ignorere mig /
I tar' ord i jeres mund, der ikk' findes i jeres hjerte"

Stik den! 

Som han selv siger besidder han ikke det fedeste flow og er måske ikke den bedste rapper. Til gengæld opvejes hans mangel af teknik og skills af mere karisma, indlevelse og autenticitet end de fleste andre herhjemme, og med en dansk rap-scene, hvor rigtig mange er gode til at rappe om at være rigtig gode til at rappe, snupper jeg hjertens gerne lidt gebrokkent rap fra en multifacetteret rapper, der opererer langt væk fra agurketidens trivialiteter. Og nå ja, så har han et ganske sublimt hold bag sig, der bidrager til en mestendels fantastisk lydside.

Troo.L.S. (som jeg vidst ikke er den eneste, der har savnet) og Jonathan Elkær (JO:EL) er arkitekter på produktions-delen, og de tryller gør de! Interessant er det at se Troo.L.S. bevæge sig væk fra de hårde beats og ind i et mere elektronisk land, hvor synth og autotune ikke er fy-fy. Det had, der tidligere har været rettet imod de nye elektroniske tendensers indpas i hiphop, er aftaget en del, - vel nok fordi, at dygtige folk som Troo.L.S. har haft tid til at undersøge, finpudse og afprøve mekanikken, så de nu ved, hvordan den bruges bedst. Tag bare Troo.L.S.'s auto-tunede omkvæd på "Gennemsigtig", der sidder lige i skabet. Omkvædet på "Hov" er mindst lige så fedt. Dertil er der et synth-orgie af et mellemstykke på den 8½ minut lange "Hov", der udvikler sig fra at være hårdt og mekanik til bundmelodisk. 

     Troo.L.S. og Jonathan Elkær afbalancerer dog de mange elektroniske elementer med en bred vifte af musikalske indslag. Her står den næsten urealistisk flotte "Vi vågner når vi dør" for mig som pladens pragt-skæring. Her har de to guldsmede samplet klassiske strygere og violaer (tror jeg?!) til versedelene, der lyder som noget Grieg's kunne have komponeret, men slynger i omkvædet - blændende leveret af Jooks - et mørkt og intenst synth-bagtæppe over beatet. To musikalske modpoler, hvis spændingsfelt simpelthen er formidabelt. 

Et par steder knækker filmen desværre. "Maui" bliver en tand for euro-poppet med sine overglade synthesizer-loops, og Xanders omkvæd på "Lyst for oven" for bægeret til at flyde over. Dertil er der lige enkelte øjeblikke, som fx "Hov", hvor det lyder som om, at de to producere har givet Marwan et formfuldendt nummer med omkvæd og det hele, som han så bare skal "fylde ud" med vers. Når verset så lyder som en omskrevet version af omkvædet, savner man den personlige investering.

Men værre er det bestemt heller ikke! Som helhed - også taget i betragtning af den tidligere nævnt manglende røde tråd ift. tema, er Marwan en hamrende fed plade. Mestendels suverænt produceret og skrevet, med få kvaler. Og så minder Marwan os om, at det er muligt at balancere på den hårfine grænse mellem radio-venlig hiphop og troværdig rap, samt, at rap altså godt kan være andet end komplicerede dobbelt-rim og højtravende poesi, og det er faktisk meget rart. 

4.5/6

- Jeppe Barslund

Tanya Morgan feat. Outasight - "All 'Em" (Booomerang-kampagne status: 7500+)

Vi har nu bevæget os over 75% mærket, og jagten på de sidste og afgørende 25% af kampagnen er sat i gang. Jeg skylder altså endnu et nummer, og da landet i skrivende stund er ramt af "grå søndag" syndromet, har jeg valgt et nummer, der er laid back og afslappet som en søndag bør være, men også opløftende og livligt, så gråvejret får lidt modspil.

Tanya Morgan, der oprindeligt bestod af tre rappere, men som i 2013 "kun" bestod af DonWill og Von Pea, udgav sidste år det sublime album Rubber Souls, der fik en 9. plads på min års-liste. "All 'Em" er én af mange guldklumper fra en plade.
     I min verden sker det ikke ofte, at det er det kække og vittige nummer om at score damer, der ender som personlig favorit fra en hiphop-udgivelse. Ikke desto mindre er "All 'Em" en sand perle. Det skyldes dels Von Pea og DonWill's ubesværede flows, deres kække humor og kløgtige referencer til fx A Tribe Called Quest. Men det skyldes også gæste-sanger Outasight's over-lækre crooner-omkvæd, der læner sig op ad en André3000'sk lyd, og så naturligvis producer 6th Sense's elegante produktion, der bæres op af et varmt guitar-riff og sparsom perkussion, samt blæsere og let svævende keys i omkvædet.  

Samtidig er "All 'Em" en reminder om, at hiphop ikke altid behøver at være dybt, ambitiøst, indviklet eller udfordrende på den ene eller anden måde. Nu har jeg tidligere fremhævet Shad's "Love Means", Prolyphic's "Six Feet High" og Denmark Vessey's "Cult Classic" fra LEFTOVERS2013; alle mesterlige skæringer, som bærer et unikt særpræg. Men sådan skal hiphop ikke nødvendigvis lyde. Der skal også være plads til mere "smalle" numre, der er hamrende godt skåret uden at have de store armbevægelser.

I like em brown, yellow, Puertro Rican or Hatian

Black, white or Mediterranean
(ALL EM!)
Middle Eastern or Asian
Alls I'm sayin, Alls I'm sayin
I like em brown, yellow, Puerto Rican, or Hatian
Black, white or Mediterranean
(ALL EM!)
Middle Eastern or Asian
Alls I'm sayin, Alls I'm sayin

Donwill
Instinct is saying go with my gut (go with your gut)
I ain't the type to run up like, "what up!?" (ay whatup?)
It's fight or flight and the battle is love
I'm tryin to win or live to fight again
At the first sight of skin it's like the hood go crazy
Her eye contact read like "she OK'ed me"
But hey let's say we get a bit more familiar
You should meet Donald if you like Donwill 

Uhhhhhhhh
Kinda corny I guess but it was worth the smile
I'm doing numbers right now just tryin to work the crowd
I'm new in town quite often, I move around
Like a new school Pac, Digital Underground
Eff the runaround is you is or is you ain't?
As for babes gotta Flacka Flames' hard in the paint
I can't complain it's lookin good, bet you make it better
Let's see what you can do... If I let ya
(And if I let ya)

She went out west to Hollywood
To be a star, didn't get too far no
And now she's right back in the hood
With all them girls yeah
This one's for you!

Woah-oh-oh-oh-oh-oh
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
All them girls around the world
And then I say
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
All them girls around the world

Now I don't know much about wine, suits or fine dining, but

I'll bet a G on the spot and I'll find it

No lie chick, I ain't too shy to tro shit

Don't be too fly for my shit

Imma keep a eye on it like Mishka

Til I'm in root like I root for the 6's

I get over and you're actin' all casual

But you've straightened up your bedroom, haven't you?

Listen y'all, I was schooled in the first grade

Forget game, she already got her mind made

I dig you, so after I'll stay

Order take-out and watch the out-takes

I ain't scared of it, I'm aware of it

I've invested and bought shares of it

You inspire me

Your other half is what I strive to be

They don't get it, that's fine with me

She went out west to Hollywood
To be a star, didn't get too far no
And now she's right back in the hood
With all them girls yeah
This one's for you!

Woah-oh-oh-oh-oh-oh
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
All them girls around the world
And then I say
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
Woah-oh-oh-oh-oh-oh
All them girls around the world

I like em brown, yellow, Puertro Rican or Hatian

Black, white or Mediterranean
(ALL EM!)
Middle Eastern or Asian
Alls I'm sayin, Alls I'm sayin
I like em brown, yellow, Puerto Rican, or Hatian
Black, white or Mediterranean
(ALL EM!)
Middle Eastern or Asian
Alls I'm sayin, Alls I'm sayin

All them girls around the world

All them girls around the world, this one's for you

All them girls around the world, this one's for you

All them girls around the world

for you, and you, and you and you

Køb Rubber Souls HER

Og skynd dig så over til ...

http://www.booomerang.dk/projects/leftovers-2013/

... og bidrag til de sidste og afgørende 25%!

Denmark Vessey & Scud One - "Cult Classic" (Booomerang-kampagne status: 6000+)

Så blev det marts, og med ny, frisk og velduftende løn og SU på landets konti, kom der endelig liv i Leftovers-kampagnen igen, i går. Vi bevægede os over 6000 kroners mærket, hvilket betyder, at I skal have en ny sang fra LEFTOVERS2013. Værsgo!

Detroit-rapper/producer Denmark Vessey fra Crown Nation slog i 2013 hovedet sammen med Chicago produceren Scud One og udgav et af sidste års mest spændende, komplicerede og forunderlige albums med Cult Classic.
     Cult Classic er et alternativt koncept-album, centreret omkring temaet religion og kulter, og er en skarp socialkritisk kommentar til religioners indpas i nutidens vestlige verden. Denmark Vessey portrætterer en spirende prædikant, der gradvist udvikler sig til at blive tilhænger af en religiøs underverden, hvor korruption, hjernevask og afpresning er på dagsordenen, og i sidste ende folder han sig ud som manipulerende og paranoid kult-leder. En historie, der ikke fortælles lineært som de fleste andre koncept-plader i hiphop, men lettere abstrakt. Der er bestemt lagt en sværere opgave i hænderne på lytteren, der bliver sat på arbejde i dechifreringen af pladens konceptet. Bliver arbejdet for uoverskueligt, kan man også bare nyde musikken, for også rent musikalsk er Cult Classic en forunderig oplevelse. Med et suverænt flow, vid, humor og en rimelig unik indsigt i menneske-psykologi, brager Vessey sig igennem  Scud One's produktioner, der blander skæve samples med hårde guitar- og bassriffs. Det er ikke uden grund at hans lyd (på Cult Classic) sammenlignes med Madlib, for der er flere paralleller at drage til hans Beat Konducta -serie, der også må siges at ligge i den mere krøllede ende af beat-skalaen.

"The Devil try to hold me back, he'll never to it though /
I'm way too busy on some gotta get it yesterday /
And you ain't tryna get it with me, get the F away /
Quit try to freestyle to me, let the record play!"

Til LEFTOVERS2013 har jeg valgt titelnummeret "Cult Classic", der for mig samler alt det, de to er bedst til. Vessey slanger sig igennem Scud One's potente guitar riffs og rustne piano-stabs med teknisk overskud og snørklede rim. Et nummer, man simpelthen ikke kan skrue højt nok op for. Embrace the cult leader!

"I never end search for my God /
'Cause that's absurd /
I reach beneath the surface for God /
My God emerge wide /
Universe aside /
You and I and us, you and I versus all"

Køb Cult Classic via Dirty Science HER

Og støt/bidrag/doner til LEFTOVERS2013 her

- vi mangler stadig små 3000,-