Året der gik: 2014

"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"

- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.

     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.

     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.

     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser

01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)

- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser

01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)

Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)

02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)

03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...

... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?

2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 

     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 

     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 

     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 

     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det må næsten blive godt. 

     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle

- Jeppe Barslund

Beleaf - Red Pills + Black Sugar

Bloggens hjerte banker for undergrundens lyssky skikkelser, og sådan en håber jeg på at kunne hive frem i lyset til jer her. Nogen af jer har måske stiftet bekendtskab med Beleaf, da han ikke just har gået stille med dørene de sidste års tid. Han har udgivet yderst anbefalelsesværdige projekter, både som en del af The Breax (tjek Never Arrive med bl.a. Shad, Blame One og Exile på gæstelisten) og Dream Junkies (der udgav gratis-mixtapet NREM Edition tidligere i år), foruden at have udgivet nogle spændende side-projekter på egen hånd, fx mixtapet Theo's Gift. Det er dog Beleaf's første solo-udspil Red Pills + Black Sugar, der har været hans absolutte center of attention, og dét kan høres, for det er lidt af en spektakulær debut vi er ude i her. Beleaf har på alle måder haft i sinde at slå fast, at han er mere end kapabel på egen hånd, og jeg er overbevist.

Red Pills + Black Sugar er et auto-biografisk konceptalbum, hvor Beleaf bliver skræmmende selvransagende i sine beretninger om vold i barndomshjemmet, afhængighed, dyb depression og selvmordstanker, og samtidig viser ekstrem viljestyrke og livsmod i sin kamp imod det hele. Red Pills + Black Sugar handler nemlig om at finde livsgnisten i en verden, der ofte synes at gøre en stor sag ud af at kvæle netop denne.

Denne færd fra håbløshed og mismod til succes og sejr, er yderst velfortalt og ganske suverænt flettet sammen. Den røde tråd kunne svært være tydeligere, og sammen med sine producere skaber Beleaf nogle musikalsk interessante og balstyriske spændingsfelter.
     Det hele starter på "Red Pills", hvor Beleaf modtager dårlige nyheder fra sin læge. Han får ret beset at vide, at han (af uspecificerede årsager) er døende og må ty til medikamenter som sidste udvej. Han har ikke den store tiltro til de røde piller han får udleveret, og søger tilflugt i en kirke for at overveje, om han skal spørge Gud om hjælp. Da han sidder i kirken og funderer over sin situation, tager han en tur ned af memory lane og ser tilbage på sit liv. Dette illustreres perfekt i produktionen, hvor et af de bærende elementer er et dj-cut, der spilles bagfra; simpelthen lyden af tilbageskuelse."Red Pills" ligger samtidig op til, at der i løbet af albummet kan fortolkes i forskellige retninger. "I'm better off putting this pill in the dirt to see if it grows like a tree does" rapper han, og temaet om at så noget; et håb, et formål eller en begyndende tro, er gennemgående for RP+BS.

Beleaf's memory lane er ikke præget af særlig mange glædelige minder. På "Black Sugar" beretter han om, hvordan han som barn konstant fik fortalt, at han var talentløs, til besvær og ikke skulle gøre sig forhåbninger om nogensinde at blive til noget. Livets springbræt, barndomshjemmet, var altså et skrøbeligt fundament, hvor Beleaf's eneste tilflugtssted var foran spejlet på sit værelse, hvor han med kasketten på skrå og en kam i hånden reciterede Busta Rhymes linjer. Hiphoppen var altså det lille lys i en ellers kulsort opvækst, og et frø var sået.
     På "Parellel", der er bygget på et af årets stærkeste tromme-produktioner, knuses hans drøm om at skulle være politibetjent. "When I was young I used to wave and smile at the police" lyder det først, men da hans fætter bliver skudt ned og gerningsmanden slipper afsted med det, føler Beleaf at hans helte, ordensmagten, svigter. Svigt fører senere til grundlæggende mistro og afsky, da han som lidt ældre oplever race-diskrimination og erfarer hvordan politiet systematisk profilerer unge sorte som ham. Han rapper:

"Okay, this news is itching /
I'm not a suspect, I'm more of a victim of the judicial system /
These cops is trippin' /
And I'm sittin' up here, sittin' in fear /
Because I know my pigment is too dark to be innocent /
I'm being sincere"

På "YouTopia" vokser mistro og afsky da det går op for Beleaf, at det ikke bare er politiet den er gal med, men stort set hele USA's infrastruktur. "Ain't it great - that we're living in the USA!" rapper Beleaf muntert over et komplet karikeret klaverspil. Ironien kunne umuligt være tykkere. Der er intet "great" over at bo i USA, og Beleaf udstiller den fallerede nation i et sandt anti-national-anthem.

Den melankolske men ganske nydeligt producerede "Wings", bringer Beleaf tilbage i barndomshjemmet, hvor hustruvold var et fast indslag på dagsordenen. Han fortæller godt nok historien, som er han en bekendt til et offer for hustruvold, men der er så meget detalje og indsigt i hans behandling af temaet, at det umuligt kan være fremmet for ham. Ganske passende får han besøg af den kvindelige rapper Torch og sangerinder Kyra De'nae, der bidrager med ofrets perspektiv, hvilket gør "Wings" til en tung og sart, men også ganske smuk sag.

På "InJoy" rapper Beleaf, John Givez og Ruslan om at skulle være glad, selvom man slet ikke er det. Et interessant emne. De fleste har sikkert hørt nogen sige, at man ikke kan tillade sig at være skidt til mode eller i dårligt humør, når man nu "har det så godt, og der jo er mennesker i verden der har det langt værre". En helt sindsyg logik. Skal man følge den logik til dørs, må man vel heller ikke grine og have det sjovt, da der med garanti er nogen et-eller-andet sted i verden, der har det sjovere. "I just wanna be - happy-happy joy-joy" rapper de mekanisk. Desværre er mørke tanker, angst og depression ikke noget man kan ignorere på kommando, og den komplet skæve saxofon, der pryder beatet, illustrere på fornem vis følelsen af at gøre alt hvad man kan for at fremstå glad og tilfreds udadtil, men inderst inde have det forfærdeligt.

Depressionen kulminerer på årets - ja måske de seneste års mest fantastiske posse-cut, med den meget sigende titel "Depressed". Over et mageløst og konstant foranderligt produceret beat fra Wontel, der svinger fra det absolut minimale til det stort anlagte, rappes der om forskellige former for afhængighed, der for den respektive rapper har resulteret i depression. Mr. J Medeiros rapper om jalouxi, Jackie Hill om opmærksomhed, J Givens om coke, Marty om løgne og Beleaf, der både starter og slutter, om hash og porno på nettet. Sidstnævnte lyder måske spøjs, men Beleaf rammer virkelig sømmet på hovedet:

"Them internet-girls had me in a net /
The wide world is a web /
Spun to capture us insects/in sex /
I know I'm buggin' out with the intellect /
But my mind was infected with images I have invested /
And became to diminish it /
I tried to terminate the termites /
Until the tug of war turned my thoughts into a terabyte" 

Alle italesætter de den onde cirkel under aforismen: "I do it 'cause I'm depressed, I'm depressed 'cause I do it", og alle kigger de op ad efter hjælp: "My God'll help me get through it". Afslutningsvist lyder det samstemmigt: "I ain't depressed no mo', done with the stress for sho'", og noget kunne tyde på, at de føler, at deres bøn om hjælp er blevet hørt.

På den efterfølgende "Suicide Roll" når dårligdommen sit klimaks. En slæbende gulvbas og en tungsindig trompet danner rammen for oplæsning af et færdigskrevet selvmordsbrev, der indledes med ordene: "Them tears don't belong to you / You had a chance to make a difference, but what did you do? / Forgot me, like everybody else / Now you're reading this, feeling sorry for yourself / It's too late to care". Sporadiske tanker om livet og døden, og indsigten om, at bælteremmen nok har været for billig til at kunne bære hans vægt som løkke om halsen, får vores hovedperson til at ombestemme sig i sidste øjeblik. "I been thinkin' 'bout killing myself, but I'm entertainet by how bad my life is" siger han til sig selv med et betændt strejf af humor. Slutteligt fornemmer man dog håbet: "give tomorrow a chance" lyder det, imens det ensomme instrument-par fader ud.  

På den efterfølgende "Made For This" er det tydeligt, at lyset for enden af tunnelen ikke længere er et tog, men et håb om bedre tider. Der er en betryggende lune over den akustiske guitar og utvetydig optimisme i både fuglekvidderen og gæstesanger Abiv's opmuntrende strofer. Efter små to minutter falder et tæt drum-break ind, ledsaget af lyst klaverspil og melodiske keys i omkvædet. Det her er simpelthen lyden af en mand, der er kravlet op af et dybt, sort hul og nu står med solen i fjæset og råber "kom án!":  

"Last night I almost took my life, I know that's weird /
That fact that you are listening lets me know somebody cares /
I'm in somebody's ears, somebody hears my prayers /
That makes me want to throw the middle finger to my fears /
That makes me want to be myself and no longer to hide /
That makes me want to scream 'Thank God I'm Alive!'"

Beleaf har fået en chance til, og han bruger al sin generobrede energi til at udnytte dette fuldt ud. - "Now I just need to get my freakin' life together" siger han, inden nummeret rinder ud.

Og at få hans freakin' life together er præcis hvad han gør på "Bigger Stronger", der på musikalsk vis illustrerer den "metamorphose" han undergår. DJ REK's produktion starter som et lidt dovent og ladt reggae-track, men kort efter 2-minutters-mærket folder nummeret sig ud som en ekstremt potent banger, hvor Beleaf for alvor tager bladet fra munden. Han rapper og flower på et svimlende højt plan, og aggressiviteten kommer til udtryk i hvert eneste ord han slynger ud over sine læber. Det er simpelthen et stående bifald værd. Man kan nok ikke komme udenom, at levering, teknik og intonation læner sig op ad Kendrick Lamar, men det er vel ikke den værste sammenligning?

Yderligere Kendrick Lamar'sk bliver det endda på "Take No Day Off", hvor beatet tilmed lyder som "Backseat Freestyle" på anabolske steroider. Ikke mindst i tredje vers, hvor højdramatiske strygere, snerpende synth og bragende trommer er lige ved at få lydbilledet til at kamme over. Og Beleaf følger trop med linjer, der sitrer af intensitet og sult. Han var deprimeret og havde selvmordstanker, men han overvandt det hele, og på "Take No Day Off" viser han, at han i sandhed er større og stærkere end nogensinde før.

Det bliver ikke mere heftigt og fandenivoldsk end "Take No Day Off", og album-lukkeren "W.O.W.", der står for Walking On Water, er en melodisk perle, der på fineste vis får bundet en knude på historien og albummet. Havde det ikke været for den fabelagtige produktion og de to rapperes dygtighed (John Givez gæster), havde nummeret lydt farligt meget som en kliché. Beleaf siger ret beset noget i retningen af, at hvis du kan overvinde livets nedture og overkomme turbulente tider, kan du gå på vandet. Det fungerer dog meget godt som punktum for denne fortælling, og set i sin helhed er det faktisk en udmærket lyrisk epilog.

Red Pills + Black Sugar er for mig, i skrivende stund, uden sidestykke årets mest helstøbte værk. Beleaf er en bjergtagende historiefortæller med detaljeret indsigt i de problemer, der luftes undervejs. Dertil er lyrikken i top, og rent teknisk set kan han rent faktisk på vandet. At han tilmed får spundet en fortælling, der tillader tolkning i flere lag, må anses for virkelig imponerende.
     Hvis man skal sige noget negativt om pladen, kunne det være, at beatet til "YouTopia", i hvert fald omkvæds-delen, nærmer sig det irreterende. Og så siger "Red Pills" og "Black Sugar" mig heller ikke helt så meget rent musikalsk som pladens øvrige produktioner. Alt i alt kan Red Pills + Black Sugar dog ikke anbefales nok. Det er en virkelig berigende plade, som alle bør opleve.

5/6

- Jeppe Barslund

Update: bloggens fremtid...

Hej kære venner

Det er tid til en lille opdatering omkring bloggens fremtid.
Det er flere gange sket, at der har været stilstand på bloggen i længere tid grundet ekstra travle perioder i mit hverdagsliv, som ikke har efterladt meget tid til at gå i dybden med hiphoppen. Nu ser det sådan ud, at jeg det næste lange stykke tid kommer til at have så meget at se til på den personlige front, at jeg vil have absolut minimal tid til bloggen. Der er altså nødt til at ske noget. I dette henseende er der flere forskellige muligheder.

A - Der er selvfølgelig den lette og oplagte mulighed, at jeg/vi trækker stikket og siger tak for denne gang. En løsning jeg helst er foruden.

B - Der er også en løsning, hvor bloggen ændrer "format". At skrive en grundig anmeldelse tager lang tid. Udgivelsen skal gennemlyttes, lyrikken nærstuderes og meninger og pointer formuleres. Hvis opdateringerne var af mere nyheds-venlig karakter, kunne jeg slippe for at skulle afsætte timer og dage på skriverierne. Blog-indlæggene ville nødvendig blive en kende mere overfladiske, men I ville stadig kunne få heads-up om projekter, plader og numre i en (forhåbentlig) fornuftig strøm.

C - Den tredje mulighed inkluderer "jer"! Bloggen har før nydt godt af gæsteskribenters bidrag, og jeg er absolut ikke bleg for at forene et hold anmeldere/skribenter, der tilsammen ville kunne afværge bloggens død (jeg overdramatiserer lidt!). Så hvis du har lyst til at hoppe ud som anmelder/skribent og skrive for HipHopAnmeldelser, eller hvis du kender nogen, der kunne være interesserede, så skriv til mig så vi kan finde ud af noget.

Jeg vil selvfølgelig også gerne høre hvad I synes om det hele og høre om I har nogle forslag til alternative løsningsmuligheder. Så giv din mening til kende så vi kan bygge videre på "HipHopAnmeldelser 2.0".

/Jeppe Barslund

Innate & EP - Such As I

Ingen ved hvem Innate & EP er. Internettet fortæller, at de er 2/3 af Cali-gruppen Rock Bottom, men dem er der heller ingen der kender. Deres debut, Such As I, som der ikke er nogen der ved eksisterer, er produceret af Nate Wolvin, som ingen har hørt om før. Det er altså et relativt ukendt projekt vi stifter bekendtskab med her. Men det gør ikke noget. Der er som sådan kun én ting, der er nødvendigt at vide: at det er en grum og grufuld fejl, ikke kender Innate & EP, Nate Wolvin og Suck As I.
     Nu har jeg sikkert jeres nysgerrighed. Tryk play på videoen nedenfor og lyt til "The Grind", og jeg burde have jeres opmærksomhed.

"Refuse to fuss over fame, I'm still paying with a buck a some change / I don't need to walk a road where everyone knows my name" rapper Innate på "One Way Train", og det er lidt af en bedrift, så langt fra denne "road" han har formået at holde sig. Samtidig er han og EP med til at bekræfte noget, jeg altid har "frygtet". - I forhold til, at meget af det bedste indie-/underground hiphop kan være virkelig svær at finde; jo sværere des bedre synes ofte at være tilfældet, er der en reel chance for, at der findes hiphop "derude", der er så godt, at vi måske aldrig opdager det. Den teori var Innate & EP lige ved at realisere med Such As I, som det vist er sikkert at sige, er gået de flestes hoved forbi. Hvilken forfærdelig tanke.

Men hvad er Innate & EP så for en størrelse - hvad kan de? Prøv at forestil dig, at The Remnant og Intuition & Equalibrum fandt et fælles hiphop-ståsted og derefter allierede sig med folk-duoen Kings of Convenience. Det er intelligent fortalt, kløgtigt udtænkt og uhyrlig præcist leveret rap over sjælfulde, lune og støvede beats, der ikke undskylder for at være dybt afhængighedsskabende i sine melodier. Tag fx det fænomenale piano-loop på "Around You" eller den udsøgte blues-guitar på "Come Again"; begge melodier, der ikke sådan lige forsvinder fra nethinden. Eller den helt latterligt fængende "Sunday", der inkorporerer et super-kitchet men seriøst fedt omkvæd i bedste The Beach Boys stil.
     Når produktionerne ikke er decideret fængende er de "bare" solide i al almindelighed. "We Rock" med sine støvede jazz-blæsere, "Frame of Mind" med panfløjter og "Ghetto Slidin'", der dufter af G-Funk. Herpå rapper Innate og EP om at kæmpe med nervøsitet når det kommer til at tage kontakt til piger: "I run the scenarios down in my head / 'Till I'm back to square one, not a word being said". Innate og EP kommer umådelig langt med ærlighed, charme og humor. Humoren springer især ud i fuld flor på "Stella". Her anvender de umiddelbart en af hiphoppens mest slidte skabeloner, hvor "she" er synonym med hiphop. EP rapper:

"She's too wise and mature to sweat the small stuff /
And she don't wonder what's wrong when I don't talk much /
Nothing to say when I can look in her face /
And see she understands exactly where I'm coming from, the hunt and the chase /
Domesticated on reality, I thank her /
For pulling me to earth and try to bring me back to nature"

og Innate tager over:

"The only girl that never broke my heart, loves me for who I am /
Never snuck around, she never needed another man /
Keep her in the plans when I'm strategising for the future /
If and whenever I move, you bet she gon' cruise too /
Sweet as sugar, but I know she got it in her to snap /
Whether I'm right or wrong, baby's got my back"

Der er imidlertid intet i sangen, der skal forstås i overført betydning eller som metafor for noget andet. "She" er ikke hiphop, men ganske simpelt deres hund Stella! Kløgtigt skrevet. Den tilhørende musikvideo bevarer ikke "hemmeligheden" i særlig lang tid, hvilket måske er lidt en skam. Til gengæld kompenserer den med rigelige doser fjollethed:

Such As I er bestemt en helstøbt plade og en fornøjelse fra start til slut, men man skal gide at lægge øre til en del opløftende og glad hiphop med mange sangbaserede omkvæd. Jeg kunne forestille mig, at denne insisteren på godt humør kunne blive for meget for nogen. Pladen åbner med "Everything", der er både mørkere og tungere end resten af pladen, og det havde givet Such As I en del mere tyngde og dynamik at have flere skæringer af denne kaliber. Men hvis man vil have et gedigent skud glad-i-låget hiphop, leveret af tre ganske begavede håndværkere, så er Such As I i allerhøjeste grad albummet du skal give en lytter.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Open Mike Eagle - Dark Comedy

Selvom jeg har været bekendt med navnet Open Mike Eagle i længere tid, har jeg, uden helt at vide hvorfor, aldrig rigtig hørt hans musik. Dette satte jeg mig for at ændre, da jeg sidste år hørte hans gæstevers på "Decorated Silence" fra L'Orange & Stik Figa's The City Under the City. - "Favorite nightmare is ten degrees centigrade / I only know five songs and they're all Gucci's "Lemonade"!" rapper han, og "Wow!" tænkte jeg. Sindsygt skarp, kløgtig og humoristisk måde at tænke rap på! Har man hørt Gucci Mane's "Lemonade" vil man vide, at det er et seriøst mareridt, der her beskrives! Selv L'Orange udpegede linjen til at være hele pladens bedste, hvilket måske var lidt synd for Stik Figa, men ikke desto mindre helt korrekt.
     Open Mike Eagle's gæstespot på dét projekt var ikke tilfældigt, Mello Music Group havde nemlig signet ham forinden og annoncerede hans ankomst til selskabet via det velplacerede feat. Nu har OME udgivet sin Mello Music Group debut og fjerde album, Dark Comedy, og her tænkte jeg, at jeg ville gøre min entré i hans univers.

Min timing lader til at være perfekt, for der synes at være enighed blandt anmeldere og kritikere om, at Dark Comedy er OME's bedste indsats hidtil. Samtidig går det op for mig, at der er en god grund til hvorfor jeg har udskudt at stifte bekendtskab med ham. Ikke bare er Dark Comedy vanvittigt udfordrende rent sonisk, også tekstuelt bliver man sat på lidt af en prøve.

"Dark Comedy, cold as the ocean /
Ad a 'lol' 'cause nobody seems to know when I'm joking /
For those who haven't heard of me /
I'm bad at sarcasm so I work in absurdity"

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Dark Comedy er blandt de "sværeste" plader jeg har lyttet til i virkelig lang tid. Hans tekster er kryptiske som bare fanden, ofte absurde - som han selv proklamerer, og altid vanvittigt intelligente. De er dog pakket ind i afvæbnende humor og ironi, og ikke mindst let tilgængelige sang-melodier, der gør det forholdsvist indbydende at give sig i kast med at finde mening i galskaben. Man skal dog ikke forvente at finde denne mening, for OME opererer bevidst med skrivning, der stiller høje krav til lytteren. I et interview udtaler han: "What I find to be most disappointing is when people don’t make any interpretation at all. They see something that’s a little challenging, not easily accessible, and rather than make any attempt to try to put together an understanding, they just dismiss it”. Passiv lytning er en by i Rusland; OME kræver ens fulde opmærksomhed og tvinger én til at spidse ører. Alene på pladens første nummer "Dark Comedy Morning Show" i første vers, refererer OME til filmen Weird Science, filmen Patch Adams og dennes instruktør Tom Shadyac, samt komikeren Steven Wright, og vil man have den fulde mening med, er man nødt til at vide hvad han snakker om. Der ligger altså flere timers research-arbejde i udredelsen af lyrikken. Dette vil måske holde mange fra overhovedet at give albummet en chance, men det skal siges, at dette arbejde ofte betaler sig på den top-fede måde.

Tag fx nummeret "Very Much Money (Ice King Dream)". Her havde jeg et sandt "wow!"-moment efter at have googlet en del og, bl.a. via RapGenius, læst mig frem til den egentlige betydning af nogle linjer. I andet vers rapper OME: "Lil' Wayne is an ancient African / Jay-Z's been around since the 20s though", hvilket ikke giver synderlig meget mening i sig selv. Kigger man tilbage på sangens indledende linjer rapper han: "Crown on my hip like Simon Petrikov", og det er hér svaret ligger. Simon Petrikov er en karakter i tegneserien Adventure Time. Han får fingrene i denne krone, der giver ham mægtige kræfter og gør ham udødelig når han har den på. Den fortærer ham dog gradvist over tid og ender med at gøre ham gal og udvisker hans tilregnelighed, og han bliver forvandlet til den onde Ice King. OME bruger kronen som metafor for når egoet taget over. Samtidig skal man huske på, at den der bærer kronen er udødelig, hvorfor det pludselig giver god mening, at Lil' Wayne er "ancient" og Jay-Z næsten 100 år gammel. De har båret kronen i lang tid, hvilket her betyder, at det er deres egoer der regerer. OME bærer ikke kronen på hovedet, men på hoften, hvilket Simon Petrikov ofte gør. Således lader han ikke sit ego tage over men understreger stadig, at han bærer rap-kronen og ved præcis hvordan man gør. Det blev en længere forklaring, men det illustrerer forhåbentlig, hvor meget guld der kan være at finde, i meget få linjer.

"Very Much Money (Ice King Dream)" viser samtidig, med hvilken fortørnethed OME kigger mod overklassen med - læs: han har ikke meget til overs for dem! Han rapper også: "My friends are superheroes, none of us have very much money though" og pointerer dermed, at penge ikke har nogen betydning i ligningen, overhovedet.
     OME ved dog også, at det måske ville blive en for anstrengende affære for lytteren, hvis hele albummet var proppet med lyrik, der krævede omfattende detektivarbejde. Guldet servers derfor til tider også i letfordøjelig skikkelse. Han rapper fx "There's mad shootings on the news / Unless it's in the 'Chi, 'cause blacks and mexicans can die" og langer ud efter Amerikas mediers lidt for selektive tilgang til nyhedsdækning. Også på "Thirsty Ego Raps" brillerer han: "I'm president of the rappers that don't condone date rape" lyder det, og lussingen til Rick Ross og hans entourage kunne ikke svide mere. Nummeret "Qualifiers" er en reel guldmine:

"Fuck you if you're a white man that assumes I speak for black folks /
Fuck you if you're a white man who thinks I can't speak for black folk /
Let that soak in your rap quotes /
And your head hurt and your back broke /
I'm half crack smoke and half black soap /
I admit that it's an imperfect blend /
Hold up, it's my turn again"

Lydmæssigt er Dark Comedy på niveau med lyrikken: ikke lettilgængelig. Selv beskriver OME sin stil som "art rap", hvilket rent musikalsk kan oversættes til en blanding af LA-baseret electronic, indie-rock og hiphop. 11 forskellige producer er fordelt på pladens 13 tracks, men lyden er meget ens, og man er nødt til at tage hatten af for OME's evne til at vælge beats, der passer sammen. Produktionerne er mestendels demonstrativt bygget op omkring kringlede strukturer, der både kan være komplekse og vildledende i deres rytmer. "Golden Age Raps", "Jon Lovitz (Fantasy Booking Yarn)" og "Sadface Penance Raps" er de eneste, der lyder nogenlunde traditionelle. "Dark Comedy Morning Show" og bygget op omkring et stilfærdigt guitar-riff og et passende vokalsample, der tilsammen lyder fortrinligt. Men så har producer Toy Light smidt en masse skramlende effekter oven i, der udelukkende lader til at have det formål, at holde musikken fra at være for pæn. "Idaho" er næsten frustrerende rolig, og OME's monotone og apatiske vokal giver næsten én lyst til at skrige. Hen imod slutninger spæder producer Kenny Segal op med forvrænget og distortet synth, og roligheden flås i tusinde stykker. Også "A History of Modern Dance" er en besynderlig sag. Drum-breaket og basgangen svinger godt sammen, men beatsmed Jeremiah Jae har tilføjet en øreskærende synth-stikken i baggrunden, der nærmest gør det svært at høre nummeret til ende.

For mig bliver "art rap" -delen i produktionerne til tider for meget. Lyrikken er knivskarp og leveringen er altid spot on, om end til tider, bevidst, en smule provokerende i sin monotone og næsten disharmoniske udformning. Men jeg må nok erkende, at der er beats på Dark Comedy som jeg aldrig bliver venner med. I sine bedste øjeblikke er Dark Comedy dog, nærmest uden tvivl, blandt det mest originale, spændende og bjergtagende jeg har hørt i 2014, og på trods af - og dette kan jeg næsten ikke understrege nok - at pladen er ganske svær at komme ind i, vil jeg i allerhøjeste grad opfordre til, at man giver det et forsøg.

4/6

- Jeppe Barslund

Benal - Hiphop

Benal har leveret musik til begejstring for hiphop-hovederne i en lille håndfuld år efterhånden, og alligevel er det først med deres nyligt udgivne EP Hiphop, at jeg er hoppet med på vognen. Da de udgav nummeret "Tung Mand Ting" fik de i allerhøjeste grad mine interesseantenner til at vibrere. Lyden var rå og frisk, og Benjamin havde noget unikt over sin vokal og sin fremtoning. Men så stillede han op til Rap Slam Battles i en tag-team battle med Humme imod RimLigheden, og dette skulle vise sig at have kreperlige konsekvenser for mit forhold til Benal efterfølgende. Den nerve og autenticitet, der strålede ud af Benjamin på deres tracks var komplet borte. Der var simpelthen, i min optik, et for stort skel mellem den Benjamin, der overlegent rappede "Det ikk' bøf, det' 50 grams fadkotelet" på "Tung Mand Ting", til den Benjamin, der kontinuerligt nærmest måtte undskylde for sine diss-linjer. - "Ej ej, go' karma" blev han ved med at sige, og pludselig fremstod han konfliktsky og useriøs i sin rolle som rapper. Troværdigheds-kontoen gik i minus og Baby EP'en blev mere eller mindre bevidst forbigået på den bekostning - på trods af, at pålidelige bekendte roste den til skyerne.

Troværdighed hos en kunstner er af enorm betydning, men det er evnen til at viske tavlen ren også, så da de udgav deres nyeste, anden EP Hiphop, besluttede jeg at give den gode karma en chance. En EP med dén titel skal da heller ikke tro, at den kan slippe uset forbi undertegnedes kikkert. EP'en blev hørt, karmaen er god og Benjamins konto er så rigeligt i plus igen!

Hiphop indledes med årets måske mest flabede åbningsnummer. Man havde måske forventet at blive slappet i fjæset med et klassisk straight-up hiphop track, når nu EP'en bærer den titel som den gør. I stedet bliver man budt velkommen af en stilfærdig og stemningsmættet produktion med blidt piano i E-mol, der er langt mere down-tempo elektronisk end den er boom-bap, med et knugende vokal-sample, der er mere Nik & Jay end gusten undergrund (det er i øvrigt et stort kompliment! - Kom ikke her og sig, at vokalsamplet på "Novembervej" ikke sidder fucking lige i skabet). Og det fungerer fantastisk, for det lyder så godt, at man forholdsvist hurtigt bliver ligeglad med at holde stilen og lyden op imod ens forventninger. Det går da også hurtigt op for en, som man bevæger sig ind på den syv riller dybe EP, at titlen ikke refererer til genren i klassisk forstand, som nummeret "Arrested Development" ellers kunne give anledning til at tro, men til Benals helt egen tilgang til hiphop, der kompromisløst bryder med gængse forventninger til, hvordan "hip hop" skal lyde. Dette gør ved nærmere eftertanke titlen til "Arrested Development" endnu mere passende.

Benals "helt egen" tilgang til hiphop bunder først og fremmest i produktioner, der mestendels er bygget op af elementer, der slet ikke eksisterer i en klassiske hiphop-forståelse. Trommerne er skabt digitalt, og lyden af egentlige slagtøjer er aldeles fraværende. Tilhængere af den gamle skole kunne godt gå hen og rynke på næsen over det. Dertil begår gruppens producer Albert sig i sparsomt sammensatte elektroniske lydlandskaber. Der sker ikke voldsomt meget i musikken, men på numre som "Arrested Development", "Bananbåden", "Hip Hop" og "Bootycall" får Albert alligevel skabt bundmelodiske og virkelig spændende beats ud af få virkemidler. På "Hip Hop" genskaber de Den Gale Poses ikoniske omkvæd fra "Spændt Op Til Lir" i robot-crooner version, og videreførelsen fra "det gamle" til "det nye" kunne svært stå klarere.

Benjamin er en lidt "irreterende" rapper på Hiphop - på en god måde faktisk, mærkeligt nok. Han er nemlig dygtig, men han "gider ikke rigtig" vise det her. Han holder virkelig sig selv tilbage, og det pirrer sgu én lidt. Lyrikken fremstår som et sporadisk sammensurium af umiddelbare inventioner, hverdags-revseri og flyvsk fortørnethed. Der er ikke synderlig mange quotables, der får ens øjne til at lyse op, og kun hen imod EP'ens ende er der force og intensitet i leveringen. Og det er måske dét, der er lidt "irreterende": at han bevidst holder igen, når man nu ved han kan. Måske ikke så imponerende som interessevækkende, men Benjamin viser, at man godt kan sætte lighedstegn mellem interessevækkende og god.  

Hiphop er ikke en EP helt uden kvaler. "Tæt" bliver en kende enerverende med sit lidt for dominerende kapløb mellem skramlende elektronisk perkussion og stikkende synth-lyde. Værre bliver det på "Trance", der lyder som et letkøbt, syntetisk club-track. "Benalgorytmen" læner sig op ad det for minimale, og selvom produktionen holder de første par minutter, kan den ikke klare den forholdsvist lange levetid på 4½ minut. Også den ellers forrygende producerede "Bananbåden" kunne med fordel have været en 2-minutters penge kortere. Benal skulle i min optik have genbrugt skabelonen fra Baby EP'en med fire skæringer. Det er bare mere overbevisende at imponere med fire numre og efterlade lytteren hungrende efter mere, fremfor at blive overfodret og faktisk ærgre sig over, at man blev så proppet. Benal er dog stadig et yderst spændende bekendtskab, der er virkelig gode når de rammer plet, og som gør tanken om den omtalte nye tilgang til hip hop ganske tålelig.

4/6

- Jeppe Barslund 

Aesthetic - Stratosfære

Da Vangede-duoen Sleng trådte ind på scenen med dyster, dubstep-orienteret grime, var de lette at overse. Ikke fordi håndværket ikke var i orden, men fordi de langt fra var ene om at komme med "noget nyt". Et utal af nye unge kunstnere flokkedes om Nørrebro og den blomstrene grime-scene, og med navne som Kesi, Kidd, Stanley Most, TopGunn og Skør Mand, var der hård kamp om de første 15 minutters berømthed. Dette er godt og vel tre år siden. Flere af dem, der dengang råbte højest og higede den umiddelbare opmærksomhed, skrev sig ind i glemmebogen ved underskrivelse af dyre kontrakter, imens andre har vedligeholdt den nerve og stil, de indledte deres musikalske færd med. Blandt disse er Sleng's Aesthetic, hvis musikalske dannelsesrejse stadig drøner derudaf. Forrige år udgav han det solide mixtape Atmosfære, hvor han viste tydelig progression på lyd-siden siden Vores Lyd [Sleng], men stadig havde lidt at arbejde med ift. rappen. Nu har han udgivet EP'en Stratosfære, og igen er progressionen ikke til at tage fejl af; lyden er muligvis blevet endnu bedre, og samtidig er han vokset som rapper, og tangerer nu det ganske dygtige.

"Kom ind og få varmen, befrier dig fra larmen /
Skriver til ældre og mindre, til mænd og til kvinder /
Vi mennesker forsvinder /
Forskelligheder, der skiller os fra hinanden /
Så jeg går igennem ting fra det indre, fra man er barn til mand"

- "Hjertekammer"

Bag den efterhånden farlige producer/rapper kombination Aesthetic, gemmer sig 20-årige Emil Kruse, som man - ifølge ham selv, også bare kan kalde "bindeleddet mellem den nye og den ældste klasse". Han repræsenterer den nye generation af rappere, men sværger til 90'ernes hiphop-kutymer, og bygge således bro imellem to på mange måder modstridende æraer. På "Beskidte Fingre" brygger han et klassisk snertende boom-bap beat, over hvilket han kaster sin kærlighed til den støvede vinyl; et skarpt brud med sin egen generation af "digitalt indfødte". "Fatamorgana" bærer ligeledes en drøm af en boom-bap beat, med et subtilt kontrasterende piano-loop som backdrop. Også "Røverhistorier" er en nakkebrækkende banger i klassisk forstand, og her langer Aesthetic uafbrudt bars efter bars over disken. Skide være med broer, omkvæd og mellemstykker, vi er kommet for at høre rap, og der leveres. Det samme gælder den fabelagtigt underproducerede "Alfabetet", hvor han rapsodisk tager os fra A til Å:

"Er egentlig bare Emil /
Funderer, filosoferer /
Folk sir': "For fanden det vildt og fungerer" /
G'et står for grime og grumset grundlyd, det garanteret /
Hiphop-hoveder head-banger når hele holdet har leveret"  

Aesthetic er dog ikke bange for at omfavne nyere hiphop-tendenser, og pladens højdepunkt kommer for mig i form af "Op", der har en umiskendelig ny lyd over sig. Damn, hvor er de strygere dog godt sat sammen, og trommeprogrammering samt bas ligeledes mesterligt produceret. Simpelthen noget af det bedste jeg har hørt i år, og det siger æddermanme ikke så lidt. Samtidig viser "Op" på hæsblæsende vis, at Aesthetic kan flowe sin røv ud af bukserne:

"Den her kommer lige ud fra min venstre side a brystkassen /
Hvor bassen banker, satser hele kassen /
Jeg gør det for mine mennesker omkring /
Og så hiphop - slet ikk' for de ting de ka' bringe /
Gir' alt hva' jeg nu ka' gi', det virker li'som utopi /
For du ka' bli' li' hva' du gerne vil, er hvad man burde sige"

Sammen med Benjamin (Benal), der stråler på sin gæsteoptræden, leverer Aesthetic oven i hatten et af årets mest potente omkvæd. Måbende flot track.

Skal jeg finde noget negativt at sige om Stratosfære, siger hverken beat eller tekst på "Euforiserende" mig det store, og "Er Det Godt Nok?" er nok lidt en hit or miss - miss i mit tilfælde. Men alt i alt er jeg ret vild med det Aesthetic kommer med her. Han startede som en grime-rapper, som de fleste "real hæphåppere" nok ville skide et stykke, men nu har han arbejdet sig frem til at være et prominent navn, der snildt kunne leverer beats til selv samme "real hæphåppere".
     Stratosfære er ikke fejlfri, men absolut et skridt i den helt rigtige retning i Aesthetic's musikalske færd, og fortsætter progressionen med samme hast fremadrettet, tør jeg næsten slet ikke tænke på, hvordan Troposfære (rent gætværk) kommer til at lyde.

4/6

Hent EP'en her

Blueprint - Respect the Architect

"The architect, selecting the blueprints /

To rid the game of nuisance"

- Guru, "Respect the Architect" (Jazzmatazz vol. 2)

Jeg har ikke hørt særlig meget af Blueprint's musik, men det holder ham ikke fra at være en af mine favorit personligheder i hiphop. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for to år siden, og han er et gennem-sympatisk og ovenud rart menneske, der er interesseret og engageret i andre, og som gør en dyd ud af at fortælle historier. Og så er han hamrende medrivende af natur; en sand storyteller, der mestrer kunsten af formidle og bjergtage.
     Men ikke bare er han sympatisk og godt selskab, Blueprint er blandt eliten af garvede rappere. I halvandet årti har han udgivet respektindgydende hiphop, bl.a. med RJD2 som Soul Position og med Illogic som The Greenhouse Effect. Hans sidste soloudspil, der samtidig var hans sidste Rhymesayers udgivelse, Adventures in Counter-Culture, lå i den mere eksperimenterende ende. Her søgte Blueprint bevidst at lave en ikke-rapplade, men i stedet en mangefacetteret musikalsk oplevelse, der brød med de forventninger, han synes han var begyndt at sidde fast i. Om end befriende for ham selv, blev Adventures In Counter-Culture aldrig en favorit, og med Respect the Architect vender han tilbage til udgangspunktet. Ikke sit eget musikalske udgangspunkt, men selve hiphop-genrens.

"You know the true architect when you hear the song /
The foundation for the underground you're standing on"

På sin nyeste plade har Blueprint skrællet alt det overflødige fra og skærer helt ind til benet, ind til de bærene søjler, så den nøgne, grundlæggende arkitektur står til skue. Han har selv produceret hele pladen (med ét nummer som undtagelse), og musikken er uden tvivl det mest skrabede og nedbarberede siden Kanye West's "Bound 2". - Der er stort set ikke andet i spil end kreativt bearbejdede samples og klassiske break-beats, og det lyder fuldstændig forrygende. Flere producere burde give sig selv benspænd á lá dette når de laver beats, for der kan tydeligvis opstå nogle spændende ting ud af at tvinge sig selv til at tænke i alternative baner. Blueprint's sample-arbejde er næsten banebrydende i al sin enkelthed, og nummer efter nummer minder han en om, at godt musikalsk håndarbejde ikke (nødvendigvis) kommer af det nyeste nye udstyr eller dyre studiemusikere, men af perfekt eksekverede ideer. Idealet har været den lyd som pionerende præsenterede, dengang et velvalgt og veladapteret sample-brudstykke fra en plade var nok til at skabe et ypperligt beat. Og ypperlige beats er lige hvad Blueprint leverer. Tag fx bare den ind-til-benet simple "Oh Word?", hvor tampende trommer, et flabet flippet vokalsample og et en-tangents spil udgør det opløftende beat. Eller "Once Again", hvor Blueprint skaber et mellow og melodisk beat med et sparsomt instrument-arsenal.
     På "True Vision" har han forvandlet Betty Wright's "Girls Can't Do What the Guys Do" til et lodret mesterværk. Swizz Beatz samplede samme sang til Beyoncé's "Upgrade U", og gjorde det oplagte og åbenlyse: tog hornene, der dominerer originalens instrumental. Blueprint har ledt efter nogle helt andre ting at sample fra nummeret, og har tydeligvis været noget mere legesyg i sin tilgang til beatet. Dette fortæller en del om, hvordan Blueprint manipulerer sig frem til mere kreative resultater, fremfor at ty til det oplagte. En tendens, der heldigvis præger hele Respect the Architect.

Produktions-delen er så rigelig fabelagtig, men Gud hjælpe mig om ikke lyrikken er på samme niveau! På "The Climb" rapper 'Print:

"I never write rhymes just because the beat bang /
I write rhymes 'cause I got things I need to say"

Blueprint er en storyteller. Han spilder ikke ét eneste ord i én eneste bar i ét eneste vers med fyld eller nonsens. - Lyrikken er mesterligt forfattet, kompakt skrevet og leveret med en uhyggelig sikkerhed. Det er sjældent at man oplever en MC være så komfortabel som Blueprint er på hele Respect the Architect. Han rapper fx:

"Everybody raps so I lie when I’m asked /
I say I either work behind the desk or a chef /
'Cause if I tell the truth, they gonna ask if they can spit /
And I don’t want to tell them that they sound like shit /
See back in the day I probably would have told them the truth /
'Cause hurting people’s feelings used to make me feel cool /
But now I got a lot less to prove /
I learned it’s best to let people do what they do….”

Her når han at være både jovial og skræmmende ærlig inden for de samme få linjer.
    "Perspective" er stor fortællekunst, på trods af, at temaet nærmer sig det banale. Det handler i bund og grund om, at man skal prøve at se ud over sin egen næse, se ting i et større perspektiv og ikke tage sin lykke for givet. I tredje vers rapper han:

"A man with no shoes stands on a corner
Sad about his circumstance of being on the street
Then realize it weren't that bad
When he was joined by another man that had no feet
A woman makes a post on facebook
About how she and her brother got beef
Unaware it was read by a friend of hers
Who's own brother passed away just last week"

Sangens pointe er, som han rapper i første vers: "I don't care if you living in a high-rise / You're no different from a man in a hut" og at "...everybody's pain is the same". Dette kommer perfekt til udtryk i de fremhævede linjer. Folk i tredje verdens lande har problemer og folk i første verdens lande har problemer. De sidstnævnte bliver ofte latterliggjort som "first world problems", men selvom vi vesterlændinge nyder godt af den luksus det er at have fødder, kan vores problemer stadig være yderst reelle. Moralen er blot, at man ind imellem skal indtage "bird's eye view" og lige tænke sig om engang. 

     "Perspective" er i øvrigt pladens eneste nummer, der ikke er produceret af Blueprint selv. IMAKEMADBEATS (!) producerer den vokalt harmoniske perle, der tager afsæt i Aretha Franklin's "(To Be) Young, Gifted and Black" - og hvilket sublimt beat det dog er!

Respect the Architect er en uhyre velformet plade, der, helt uden store armbevægelser og brovtende albuestød, bevæger sig helt op i toppen blandt årets bedste plader. Nu skrev jeg så sent som i sidste anmeldelse af Intuition og Equalibrum, at deres plade snildt kunne være årets vigtigste, og det kunne den, den er suveræn, men hvad angår vigtighed, indtager Blueprint i min optik førstepladsen. Med absolut skrabede beats, der tager udgangspunkt i genrens kerne: samples, samt overordenlig skarpskåret rap, viser 'Print, at traditionerne fra fordums storhed sagtens kan konverteres til fuldmægtig hiphop i 2014. Det eneste egentlige minus ved Respect the Architect er, at det er en kort affære. Med ti skæringer, hvoraf to har en spillelængde på under to minutter, og det en kortvarig fornøjelse - dog en fornøjelse af de helt store, så længe den varer. 

5/6

- Jeppe Barslund

Intuition & Equalibrum - s.b.

Da jeg for fire år siden anmeldte Intuition's Girls Like Me skrev jeg, at jeg ingenting vidste om ham. Og noget tyder på, at han har det bedst med at holde sig under radaren, for jeg har ikke hørt en lyd fra ham i de fire år der er gået til nu, hvor han sammen med sin producer Equalibrum har udgivet et selvbetitlet album (herfra I&E). Det har måske noget at gøre med, at han for det første virker komplet ligeglad med hvor langt han er kommet og kan komme med sin musik. "I'm half way to "has been", but yet I never was" rapper han uden at fortrække en mine på "Weight Is Gone". For det andet tyder noget på, at han ikke har den store tiltro til sig selv. På "Old Enough" lyder det tungsindigt: "I'm unpaid and infamous / Played a thousand shows, not a one made a difference / Hmm, maybe I'm doing it wrong / But you can find me at your local dive doing this song". Senere, på "Ruins", rapper han kort og godt: "All I leave is ruins".

Intuition opererer på nærværende album i grænselandet mellem Slug's knivskarpe sortsynethed og Mac Lethal's vittige pessimisme, og det er dermed sikkert at sige, at der er sket en hel del siden Girls Like Me, hvor Intuition rendte rundt i LA's varme med hånden i buksen og fløjtede efter damer. I&E er ingenlunde en "tung" eller deprimerende affære, Intuition's perspektiv er bare skiftet fra livsnyderen der rappede med sine rap-venner til den mere voksne og modne mand, der har været nogle ting igennem, der har ændret hans syn på verden. Hans far blev diagnosticeret med alzheimers få år efter Girls Like Me, hvilket resulterede i det fantastisk stærke nummer "Imagine", som nogen måske kan huske fra et par år tilbage (der er at finde på I&E), hvor Intuition rapper:

"....I'm not angry /
Nah wait, im angry as fuck /
But im not angry at you, man, im angry at luck /
Im angry that me and family and you had to be stuck /
Watching the man that you were blow like granules of dust"

Virkeligheden har rystet Intuitions syn på verden, og på flere numre lader han til at fundere over livet generelt, fremfor at rappe om sit her-og-nu. Han rapper fx:

"Shit, it's funny how the time flies /
And how it never quite feels like the time's right /
It's real life over rap life /
And that's fine I just hit my prime /
And I started back in nine-nine /
Damn, ninety-nine, what the fuck? /
I aged gracefully /
It's probably cause I never felt the need to play make-believe /
Been honest to a fault and pace patiently /
If nothing ever comes, I'm still grateful where it's taken me /
Cause even if it all just ends /
I still met a couple gents that I can call best friends"

Taknemmeligheden han her adresserer synes inderligt oprigtig, og trods sin status som ukendt rapper efter halvandet årti med rap lader ikke til at gå Intuition på. På et nummer som "Make Better" lader han optimismen stråle igennem og forsikrer os samtidig om, at han kan varme sig med visheden om, at han aldrig har holdt sig tilbage fra at forsøge:

"Don't measure success by the rest, it's less presAnnotatesure /
To dive into it headfirst, and ride for what you exert /
It hurts less to just hurt, don't avoid it /
The product of the pain tends to make for more enjoyment /
It's something that you'll toil with growing past your pride /
So fail hard and fail fast knowing that you tried"

"Make Better" er ligeledes et godt eksempel på Intuitions hemmelige våben, for ikke nok med, at han skriver sublimt og har et hamrende fedt og komplet ubesværet flow, så kan han også synge. Ikke med en super-sangers vokal, men rigelig til at kunne strø melodiske indslag over flere tracks, og når lyrikken er så meget i orden som den er, kan man tillade sig det meste på sang-fronten. 

Ansvarlig for pladens beats er Equalibrum, der producerede det meste på både Girls Like Me og I Ruined These Songs For You, dog uden at have sit navn på coveret. På I&E står han egenhændigt for lyden (ligesom der ingen rap-gæster er), og det gør han ganske fremragende. Hans produktioner er meget små i slaget, men stadig uhyre effektive. Se bare hvor meget lyd og stemning han får frem med lidt down-tempo bluesguitar på numre som "Weight Is Gone" og "Ain't the Blues". På "1st Day of Summer" og "NP2LA" kunne noget tyde på, at han er blevet inspireret af sin LA-kollega Exile. De abrubt samplede keys og det choppede vokalsample på førstnævnte er rendyrket Exile, og den måde han har samplet guitaren på på sidstnævnte ligeledes. På et nummer som "STFU" bliver beatet måske lidt for anonymt, men på nummeret efter, "Make Better", producerer han så noget nær det perfekte beat, så det er hurtigt tilgivet. 

Med I&E serverer Intuition & Equalibrum en af årets flotteste og mest helstøbte plader. Lyrikken er mesterligt skrevet, og man får som lytter lov til at kigge ind af nøglehullet til personligt univers, der sjældent er set mage. Produktionerne oser af sjæl og stemning, og selvom de ofte ligger i den underspillede ende af skalaen, fungerer de perfekt i deres samspil med lyrikken. I&E kunne snildt være årets hidtil vigtigste plade.

Køb og stream albummet her

5/6

- Jeppe Barslund

Dødssejleren - s.b.

Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6

- Jeppe Barslund

LEFTOVERS2013

Efter en succesfuld crowd-funding kampagne på booomerang, hvor over 100 mennesker skrabede 10.000 kroner sammen - en milepæl i hiphopanmeldelsers historie - blev LEFTOVERS2013 en realitet, og nu er den ude!

Det kan ikke siges nok: tusinde-1000 tak til jer, der bidrog til booomerang-kampagnen!

Leftovers-kompilationerne taler de usungne heltes sag. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender. Dem, der ikke er blevet eksponeret i medierne i løbet af året, fordi de hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV. De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. 

     I princippet er der ikke noget i vejen med "hits", men musik kan hurtigt blive et trivielt, monotont og kedeligt fænomen, hvis det kun består af de samme, enslydende pop-singler. Vi må ikke omfavne denne form for tomgang. Vi skal aktivt søge at få udvidet vores horisont, og dét er et af hovedmålene med mine Leftovers-opsamlinger.  

Illustreret af den fantastiske, geniale og skrupskøre Dorte Karrebæk

Kunne du tænke dig et eksemplar af LEFTOVERS2013, så hop ind på bloggens facebook-side, giv den et like hvis du ikke allerede har gjort det, og skriv en besked til mig der, med navn og adresse. Det eneste jeg gerne vil have til gengæld, er din mening om albummet i form af en kommentar til dette indlæg.

Til jer uden facebook: skriv til jeppe_barslund@hotmail.com med 'LEFTOVERS' i emnefeltet.

Tracklist
01. Qwel & Maker - "Wreck Room"
02. The Remnant - "Summer Dog Days"
03. Oddisee feat. Toine & Trek Life - "Outro Flow"
04. Vic Mensa - "Orange Soda"
05. Sweatshop Union - "Infinite"
06. Papoose - "Faith"
07. Dead Players - "Ever"
08. Klaus Layer feat. Blu - "Illest In Charge"
09. Jared Evan & Statik Selektah feat. Lil Fame - "Uma Thurman"
10. The Procussions - "December"
11. Sivion feat. DJ Sean P - "Honey Dew"
12. Tanya Morgan feat. Outasight - "All 'Em"
13. Shad feat. Eternia - "Love Means"
14. Rockwell Powers & DJ Phinisey - "Alive"
15. L'Orange & Stik Figa feat. Rapsody & Castle - "Before Midnight (Billie Holiday Remix)"
16. Natti - "Filthy Hard"
17. Add-2 & Khrysis - "Club Church"
18. Denmark Vessey & Scud One - "Cult Classic"
19. Ugly Heroes - "God's Day Off"
20. Prolyphic & Buddy Peace - "Six Feet High"  
21. Qwel & Maker - "Keep It Movin"
   

Hvis du ligesom stick.man her har modtaget et download kort med din bestilling (tak til Steffen for Lasertryk for, at de blev så skide flotte!) og vil indløse koden, skal du klikke dig herind på wots-shoppen, scroll'e lidt ned, til du kan se 'Wotsreleases download' i højre side. I 'indtast download kode' -feltet indtaster du download koden (duh!) og værs'go!

Credits

01. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4) 02. Produceret af Deacon the Villain. Taget fra Indian Summer (The Remnant/Room 115) 03. Produceret af Oddisee. Taget fra Tangible Dream (Mello Music Group) 04. Produceret af Cam. Taget fra INNANETAPE (selv-udgivet) 05. Produceret af The NVSBL College. Taget fra Infinite (Urbnet Records) 06. Produceret af Alchemist. Taget fra The Nacirema Dream (Honorable Records) 07.  Produceret af Ghosttown. Taget fra Dead Players (Hi Focus Records) 08. Produceret af Klaus Layer. Taget fra The Adventures of Captain Crook (Redefinition Records) 09. Produceret af Statik Selektah. Taget fra Boom Bap & Blues (Showoff/Jared Evan Inc.) 10. Produceret af Stro Elliot. Taget fra The Procussions (Yotanka Productions) 11. Produceret af Theory Hazit. Taget fra Group Therapy (ILLECT Recordings) 12. Produceret af 6th Sense. Taget fra Rubber Souls (Imprint One80 Inc.) 13. Produceret af That Brother Lokey. Taget fra Flying Colours (Black Box) 14. Produceret af DJ Phinisey. Taget fra Build (selv-udgivet) 15. Produceret af L'Orange. Eksklusivt bonus track fra hjemmesiden (Mello Music Group) 16. Produceret af Kno. Taget fra Still Motion (QN5) 17.  Produceret af Khrysis. Taget fra Between Heaven And Hell (Jamla Records) 18. Produceret af Scud One. Taget fra Cult Classic (Dirty Science) 19. Produceret af Apollo Brown. Taget fra Ugly Heroes (Mello Music Group) 20. Produceret af Buddy Peace. Taget fra Working Man (Strange Famous Records) 21. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4)    

- Jeppe Barslund