Factor - Woke Up Alone

Koncept-albums hører til blandt sjældenhederne i hiphop-genren. Der er faktisk udgivet så få af dem, at det altid er de samme plader der nævnes, når talen falder på de konceptuelle udgivelser. The Streets' A Grand Don't Come For Free og Lupe Fiasco's The Cool var lidt inde i koncept-land, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city var yderst gennemført i sin storyline, og Cunninlynguists, der er og bliver mestrene indenfor konceptuelle udgivelser, har med A Piece of Strange og Oneirology skabt genrens vigtigste.

Nu kan vi tilføje endnu et album til listen, da den canadiske producer Factor har udgivet et rendyrket koncept-album med Woke Up Alone.

Den store forskel mellem de førnævnte udgivelser og Woke Up Alone er, at hvor man ved de andre virkelig skal tænke meget selv og bruge hovedet for at forstå historien, serverer Factor sin i form af et klart optegnet skuespil.
     Historien bygger på Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969, hvori hun introducerer hypotesen om sorgens fem stadier. Hun skrev, at når en person bliver konfronteret med død, vil denne blive ført igennem fem følelsesmæssige tilstande; benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
     Woke Up Alone er delt op i fem scener, der følger de fem stadier slavisk; fra 'denial and isolation' og med endestation i 'acceptance'. Hovedpersonen - den sørgende enkle - "spilles" af Kirby Dominant fra Paranoid Castle (som Factor er producer i), og han tager lytteren i hånden i fører én igennem sin emotionelt tumultariske færd. Det hele starter ved konens begravelse på "The Empire Has Fallen", hvor han rapper:

"I'm feeling like a coward, I've been crying for a hour /Too afraid to face the crowd 'cause their sympathy have power /Condolesence devour the denial of what it now or forever /I've been severed from my better half - look at her /In this golden box, I'm wishing I could turn back clocks /Or stop them all together at the time when I first met her"

Og afsluttende, på "Give Up", finder han endelig fred:

"It's time that I put the nail in the coffin /I tried to bring back the love that I lost /But I'm here defeated, I have to accept that /There's no get-back, I wanted the impossible"

Den helt store "underholdningsværdi" ligger dog i historiens mellemstykke, hvor hovedpersonen møder og bliver konfronteret af en større variete af personer, der alle har indflydelse på hans valg og videre bearbejdelse af sorgen. Disse personer "spilles" af gæste-rappere og sangere, der primært er beslægtet med Factor og Fake Four Inc familien. Således møder man fx en læge, spillet af Open Mike Eagle, Astronautalis som vennen og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Helt eminent bliver det når Onry Ozzborn agerer psykiater og når Myka 9 indtager rollen som mystisk nekromanser, som hovepersonen opsøger for at forsøge at få vækket sin kone til live.

Man må sige, at ideen til konceptet og historien samt denne form for rolleliste hører til blandt de mere originale, men et godt koncept og kløgtige ideer kan ikke redde et album alene; god musik skal til for at hive sejren i land, og her er Woke Up Alone måske ikke helt fejlfri. Factor er en habil producer, og blandingen af live instrumentation og samples - styret af en gennemgående simpel tilgang til at lave beats - fungerer rigtig godt flere steder, som på "Stone Cold", "Don't Give Up", "Denied", "Let It Go" og især pladens afsluttende instrumentale stykke "The Grave (Burial)". Andre gange bliver den samme formel dog en kende kedelig, og især pladens første håndfuld numre har svært ved at begejstre for alvor, hvilket gør det lidt tungt at komme i gang.

Factor og Woke Up Alone skal dog helt sikkert have mine anbefalinger med på vejen, for selvom det ikke er lige godt det hele, er er nogle fede stykker musik at finde, og så er historien altså virkelig god. - Og vigtigst af alt, så kommer man sgu til at tænke over en ting eller to undervejs, ikke mindst takket være Kirby Dominant's fornemme præstation som sørgende og sindsforvirret enke.
     Det er ikke et bragende stort 4-tal, men og et 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund 

Qwel & Maker - Beautiful Raw

Mit forhold til Qwel & Maker er ikke mere end 2-3 år gammelt. Første gang jeg stødte på dem, var da jeg cruisede internettet i min søgen efter numre til det første Leftovers mixtape, og ganske tilfældigt faldt over duoens Owl. Deadlinen for udgivelsen af mixtapet nærmede sig med hastige skridt, og valget af "Pitching Pennies" skete i al hast, da der virkelig var tale om et last minute call. Det var faktisk først noget tid efter Leftovers2010 var udkommet, at det for alvor gik op for mig, hvor ekstremt godt et nummer jeg havde fået gaflet, og hvor suveræn en duo jeg havde stiftet bekendtskab med. Owl blev efterfølgende nærlyttet og hørt utallige gange, og numre som "The Game", "Holler" og "El Camino" er for længst blevet storfavoritter hos mig.
     Det gav derfor kun god mening at holde øje med Qwel & Maker, samt at bladre tilbage i deres katalog, hvor flere suveræne udgivelser lå og ventede på at blive opdaget og hørt. Beautiful Raw er således det første Qwel & Maker album jeg har haft mulighed for at se frem til, og det har jeg gjort med mildest talt virkelig høje forventninger.

Forventningerne bliver indfriet tifold, og uden at have sagt noget konkret om Beautiful Raw endnu, vil jeg løfte sløret og sige, at Qwel & Maker har begået et mesterværk med deres fjerde album.

Og hvad er det så, der er "beautiful raw" - smukt og råt - spørger du måske. Coveret viser et par hænder, der holder en slags sten, der lader til at forestille det alkymistiske resultat af at blande 'hot', 'dry', 'wet' og 'cold', - altså et slags hiphoppens femte element. Og Qwel & Maker kunne snildt være de retmæssige alkymister bag hiphoppens femte element, for som duo synes jeg, at de fortjener at blive nævnt sammen med DJ Premier og Guru, Pete Rock og CL Smooth, Eric B og Rakim, Sabzi og Geologic, Blu og Exile og de andre duoer, der har været med til at hæve hiphop-baren.
     Qwel rapper som ingen anden, og skulle man lave en top 10 over årets bedste flows vil jeg være tilbøjelig til at sige, at halvdelen af listen let kunne udfyldes med flows fra Beautiful Raw alene. Samtidig smeder hans producer-partner Maker beats, der ret beset lyder som det lækreste hiphop du kommer til at høre. Han producerer stort set ingen beats for andre rappere, så alt hans kreative energi lægges i de beats, som Qwel får lov til at rappe over (hvilket privilegie!). Dette betyder, at de emmer af en uhørt kompleksitet, detaljerigdom og perfektionisme, og man kan virkelig høre, at der er lagt meget tid i produktionerne. Når man lægger de to mesterlige håndværkere sammen, ja så står man virkelig med et voldsomt flot album.  

Pladen indledes med titelnummeret, der skydes igang med triumferende blæsere, der oser af stolthed og en overrumplende følelse af fuldbyrdelse. Beatet lyder som det trionfante tema, der burde fylde luften til de sejrende soldaters hjemvenden, når de kører ned igennem gaderne og bliver hyldet af masserne med jubel, skrig og kvindedår. - Eller som bokserens indgangs-sang til hans karrieres vigtigste kamp. Og det giver meget god mening, at det er billeder som disse, beatet fremmaner, for Beautiful Raw handler nemlig om at triumfere og klare sig igennem forhindringer, hårde tider og dårligdom, og vise verden at man var villig til at ofre blod, sved og tårer for at gå det ekstra mil og sejre, selvom odd'sne var imod en og skeptikerne var i overtal. Stolt rapper Qwel i omkvædet:

"They said it couldn't be done, this one's for proving 'em wrong
Seems only suitable it's beautiful raw
Planted the seed beneath the street but it was rooted too strong
Grew to the sun and called it beautiful raw"

På "Long Walkers" rapper Qwel om de såkaldte long walkers (som han og Maker selv er iblandt), som er dem, der - som skrevet før - er villige til at gå hele den lange og seje vej og ikke gå på kompromis for at levere genuin hiphop. Qwel boldrer sig i nørdede referencer til det gamle Ægypten og de mange mystiske fænomener der hører sig til: "I can see it in your Iris / Y'all scribbling on your notepads, we scribin' on papyrus". Jeg tolker hans brug af Ægyptisk mystik som værende en metafor for the long walkers, da de efterhånden er så sjælden en race, at de efterhånden er blevet et mystisk fænomen i sig selv. Beatet bæres op af en fremtrædende, insisterende og halv-psykedelisk guitar (der dog er mixet til perfektion og undviger dominans og irritation). Ved tredje vers erstattes guitar-riff'et af et støvet piano-loop, alt imens Qwel intensiverer hans flow.

På "En Garde" - ja, det ligger vel nærmest i titlen - er der dømt halsbrækkende flow-gymnastik, da Qwel og hans Typical Cats partner Qwazaar siger "kom án" til deres rap-kombatanter med skarpslebne rimstrukturer, der gør lytteren rundtosset i forsøget på at få det hele med. "Nerds say I'm a banger but bangers say I'm I nerd, it's strange the day we came in the game it rained birds" rapper Qwel, og illustrerer ganske sigende, hvordan den furiøse battlerap ofte leveres med (en til tider nørder) intelligens og kløgt. Her kommer udtrykket "the pen is mightier than the sword" virkelig til sin ret. Qwel ville vinde en pistol-duel med sine rim til hver en tid. I omkvædet brillerer han:

"One or two face, just one came to mind /
Some came to fake it and some came to shine /
Some prefer the murder, diverted a straight line /
When I think about 'em killing it, none came to mind"

Der er ikke andet at sige her end "touché!". - Jo, måske at beatet er fænomenalt! Maker har skabt en drøm af et beat med stramme trommer, ko-klokker og klappen, tilsat stikkende blæsere og en elastisk basgang. Det perfekte beat til flow-ekvilibrisme.

"Wreck Room" er blandt de bedste numre jeg har hørt i årevis! Makers beat er helt fantastisk. Trommernes rustikke klang bevidner om anvendelsen af et egentligt slagtøj, og ikke bare billige computer-trommer, og så er den samplede basgang og melodiske guitar i omkvædet - der stammer fra en nærmest kitchet Los Terricoles sang - så rasende flot sat sammen, at kæber tabes. Dertil leverer Qwel noget så sjældens som konceptuelt battlerap, hvor han sammenligner det billige plasticlegetøjer fra sin barndom med dagens MC'er og hvordan de har ret meget til fælles ("the cheap production's so expensive when they break apart") og hvordan han "wreck'er" dem; både dengang, på sit værelse, og idag, på hiphop scenen. Han rapper:

"Mamma, I know you work hard to buy me toys /
But I broke 'em, I choked 'em by the fulcrum I was locin /
Surrounded with these ones that ain't as tough as they seem /
Advertised and packed in plastic plus the rubber was cheap"

En lodret mesterskæring.

"Pilfer" er præget af nogle mildest talt tossede trommer! Det lyder som om, at en, der virkelig har haft behov for at komme af med nogle aggressioner, har fået lov til at tampe løs på et trommesæt i en garage. Vildt og voldsomt lyder det, men Maker har samtidig flippet et The Upsetters sample (det samme som Looptroop og Petter brugte på "Top Dogz"), der skaber ro og orden (sådan da) i trommernes virvar.
     Qwel rapper sammen med The Grouch og Swamburger om Amerikas farmaceutiske monopol og om hvordan der omsættes for milliarder og atter milliarder ved at udskrive recepter til højre og venstre til alt og alle. Uanset hvad du fejler er svaret: "you know they got a pill for that". De tre rappere har hver deres indgangsvinkel til emnet, og alle er lige medrivende. The Grouch rapper fx: "You ain't need your apple today, not at all / You ain't have no appetite, breakfast was adderall".

Det første man lægger mærke til på "On One" er beatet. Makers produktion er en lækkerbisken for folk med øre for det komplekse. Beatet er stramt og melodien er ikke til at tage fejl af, men jeg var personligt nødt til at nørlytte det nørklede stykke musik mange gange, før det gik op for mig, hvilke - og hvor mange komponenter, Maker har anvendt. Hen imod slutninger skifter beatet endda fuldstændigt, og skifter over i et mere letflydende beat, der ligeledes er hammer lækkert. Sindsygt flot sat sammen.
     Når man har fordøjet beatet og dykker ned i lyrikken, finder man en lignende kompleksitet. Qwel mindes en gammel ven, som han plejede at lave alt med, og som han svor han ville følge hele sit liv. Men livet går sin ofte uforudsigelige vej og mennesker kan vokse fra hinanden, og Qwel funderer over, hvordan deres veje mon skiltes. Den historiefortællende og retrospektive Qwel indtræder på det perfekte tidspunkt på pladen, efter en række numre, hvor tonen har været lidt hårdere.

Endnu en ovenud fænomenal skæringer kommer i form af "Lake Effect". Qwel er fra Chicago og elsker sin by. Det betyder dog ikke, at han er blind for, at byen har sin vrangside. Chicago vrimler med sørgelige skæbner, der hænger ud i den fattige og stof-fyldte underverden, og Qwel rapper om hvordan det desværre ikke er en sjældenhed, at folk bliver stofafhængige for at kunne abstrahere fra en lousy tilværelse. Han rapper i omkvædet:

"Heaven's a million miles from the 'Ill
It's hard to see the stars with a mouth full of pills
Heaven's a million miles from the 'Go
It's hard to see the sky with your nose up in the snow
Heaven's a million miles from the 'Chi
It's hard to see the sky with the smoke up in your eye
Heaven's a million miles from Chicago
Only see the stars when she's tippin' back a bottle"

Samtidig viser han undervis sin eminente sans for ekspressiv og poetisk tekstskrivning, der vitterlig kan få undertegnede til at falde bagover. Han rapper fx i første vers:

"Where tears run the mazes of numb faces /
And fears comes and goes stung the stage from the front pages /
And tippy-toe the slushy street, where the drunk sleeps /
The red line stuck in Vietnam and the bum speeches /
Of rusty beaches in deep water, and one-eyed pigeons /
Who fight for chicken bones and miss the sunshine thinning"

På "Broken Pendulum" kaster Qwel endnu engang blikket tilbage på barndommen, hvor umiddelbarheden sejrede og de voksnes verden ikke havde forpurret ens sind. Men voksen/ældre må man jo blive med tiden, og desværre har voksenverdenens alvor en kedelig tendens til at kvæle barnet, og således rapper Qwel:

"As a child it was all so simple and less literal /
I grew up, I got smart, I got cynical /
I got math, I got art, I got miniscule /
Fame, I got pride I got pitiful"

Scud One leger med, med et solidt gæstevers, og Maker supplerer med et luftigt beat besmykket med strygere og et perfekt valgt vokalsample.

Efter en række numre, der har været tynget af en vis alvor i emnevalgene, trænger man på dette tidspunkt på pladen til lidt luftforandring; lidt glæde og god stemning, og det får man i allerhøjeste grad med "Through the Sidewalk". Beatet stråler med et lunt og lækkert guitar-riff, akkompagneret af laber sang i baggrunden, som sammen lægger en ualmindeligt god bund for et opløftende nummer. Det assisterende fløjte-loop og samplede vokal i omkvædet gør kun fornøjelsen større. Sangens budskab lyder: "seek the truth, free your mind", og handler om at vedligeholde sin vidensbegærlighed og ikke bare fordumme sig selv som så mange andre: "The fool will be the fool while the students be their own". Super lækkert nummer.

Hvis man skal udpege et, så er "New Cents" Beautiful Raw's sorte får. Nummeret handler om, at penge er "the illest addiction there is", og selvom man hedder Qwel kan det være svært at revolutionere dette tema, der er blevet rappet om utallige gange før. Makers produktion holder hele vejen, men desværre afbrydes nummeret et par gange undervejs af små "mellemstykker", hvor det vidst skal forestille, at et par gamle mænd (tror jeg) brokker sig over "de unge menneskers disco-jazz", men det virker malplaceret og ender med at være mere akavet end gavnligt for nummerets fremdrift. Dårligt? Nej. Lidt ligegyldigt i forhold til pladens øvrige skæringer? Ja.

Det mindre heldige "New Cents" går dig hurtigt i glemmebogen, for med "Abracadabra" er vi hurtigt tilbage på det tårnhøje niveau, som resten af pladen har holdt. Verdensklasse flow-kunskaber er igen i førersædet. Maker har loopet en 70'er rocksang (der nok ikke er, men lyder som Beatles), og spæder til med gungrende trommer og livlige keys. Helt fabelagtigt, og Qwel tøver ikke et sekund med at yde beatet retfærdighed med en flow-præstation, der burde få alle til at spidse ører og tage noter.Hvis man slog ordet "flow" op i en definitions-ordbog, burde den henvise til andet vers herfra. 'Abracadabra' er tryllekunstnerens foretrukne slag-ord som ledsager til hans magiske tricks, og på "Abracadabra" viser Qwel, at han virkelig er en tryllekunstner inden for sit fag.

Fra den ene ende af humør-skalaen til den anden; man skal ikke mange sekunder ind i "If I Could Sing" før det melankolske klaverspil og den sørgmodige kvindesang har malet et yderst mørkt stemningsbillede. Valget af de rimelig banging trommer virker besynderligt i forhold til instrumentalens øvrige elementer, men ikke desto mindre lyder det fortrinligt. Qwel er her i sit mere abstrakt-poetiske hjørne, og jeg indrømmer gerne, at det ikke står mig helt klart, hvad "If I Could Sing" handler om. Noget siger mig, at temaet er tab (og bearbejdelse af samme); muligvis en kvinde i hans liv, - "there's a lot of thrones, but not a lot of queens / this is not a home, if it's not with she". Jeg har stadig en del at finde ud af når det kommer til indholdet af denne sang, men det i sig selv kan være en god ting i min bog; når noget ved en sang nærmest tigger om at blive opklaret og jeg ved, at der skal investeres tid.

Beautiful Raw når sit storslåede klimaks med "Keep It Moving", der på alle tænkelige leder og kanter er noget af det mest mageløse jeg har hørt i lang tid. Den grandiose produktion forbinder blæsere, fløjter, piano stabs, strygere og et perfekt flippet vokal-sample til et overdådigt og intet mindre end episk beat. Qwel rapper om han og Makers "long walk"; fra begyndelsen til nu, og alt det, der er sket imellem. Han rapper:

"We went from no-mands-land to Japan and backsnaps /
Scanned a map with these hands that never planned to rap /
Was just a fan of this, thought 'nan of this was possible /
Now fans spit it with us when we stand against the obstacles"

 Qwel rapper om, hvordan det har været hårdt og krævende at gå den vej de har gået og at der har været mange forhindringer og meget modvind, men i sidste ende har det været det hele værd, for nu står de stærkere end nogen anden:

"So long walker, if it's a place worth going /
Stay emerging through the dirt, through the sidewalk-growing /
Do the work /
So they can see my music /
And life's a loop, you either bitch or try to beat-box to it"

Og de afsluttende linjer opsummerer pladen og budskabet til perfektion: "Life's a loop, you either bitch or try to beat box to it".

"Keep It Moving" kan ikke slås som pladens klimaks, og i stedet for at forsøge at overgå den, lukker Qwel og Maker - lige i dette tilfælde mest Maker - pladen med et instrumentals nummer, der fungerer super godt som den udtonende afrunder og melodiske "tak fordi du lyttede med". Beatet er jazz'et, luftigt og sitrer af gode vibrationer, imens et vokalsample binder en definitiv knude på albummets røde tråd, ved at synge "here I go again, reaching for the sky", hvilket fører os tilbage til pladens udgangspunkt; kongstanken bag det at være en "long walker"; nemlig at være villig til at gå det ekstra mil for at nå i mål.

Og det konkluderer Qwel & Maker's fabelagtige, ufattelig velskrevne og suverænt flot producerede storværk Beautiful Raw, der uden skyggen af tvivl står som årets stærkeste plade. Wow for en omgang!

6/6

- Jeppe Barslund