Substantial - Home Is Where the Art Is

En samarbejde mellem to af hiphoppens stærkeste 'selvgjort-velgjort' indie-labels - QN5 og Mello Music Group - lyder jo næsten for godt til at være sandt, og Substantial's tredje langspiller er så sandelig også en sprød lille sag.
Substantiel er den super karismatiske, utroligt like'able rapper fra Maryland, der i flere år har slået sine folder i QN5 lejren, men som på sin seneste Home Is Where the Art Is har bondet med Oddisee og deres fælles affilierede til tilblivelsen.

"It's like a black canvas with a beautiful frame /

No limit to what I can do with the paint"

- Kender man til Mello Music Group og deres seneste bedrifter ved man, at det er den yderst sjælfulde og melodiske men bestemt også knastørre hiphop de begår sig i, og dén stil har Substantial omfavnet. Især beatmaestroen Oddisee besmykker pladen med mageløse beats. Når man tænker på at han selv lige har udgivet en overordenligt velproduceret soloplade, så er det ganske imponerende, at der er beats tilbage til Substantial, der ikke bare er lige så gode som Oddisee's egne, men efter min mening bedre. Oddisee's plade var meget "stille og rolig" i lyden og indeholdt langt flere low-key og melodiske cuts end bangers. Der er produktioner af samme skuffe på Home Is Where the Art Is. "Make Believe" ligger i den stille ende, hvor en af alle tiders bedste kærligheds-ballader i Whispers' "Welcome Into My Dream" samples til perfektion, og den live-band organiske "Umoja" bæres oppe af enestående improviserede keys-melodier. I den tungere ende af skalaen ligger "Check My Resume", hvor Oddisee's trommeprogrammering bør bringe selv den mest kræsne hiphop-lytter i total ekstase. Samtidig udviser Substantiel ypperlig overlegenhed ved at rappe hans imponerende "hiphop-CV" med et ligeledes stor-imponerende flow:

"You'd think I graduated from the Xavier institute /
But School of Hard Knocks is where I took my classes /
Where I got my Master of Ceremony tactics /
My Poor Righteous Teachers taught me to make only classics"

"Shit On My Lawn" er ligeledes en tung krabat: gungrende (og i særdeleshed tørre!) trommer, blandet med små doser horn og elektroniske effekter lægger en god bund for Substantial's battlerap, hvor alle diss og spydige kommentarer bunder i have/natur-relaterede metaforer:

"Fetch my leaf-blower, you might con most /
with what you compose but it's mostly compost /
Plant foot in your ass like I punt for a team /
You bums are all thumbs but none of them green" 

Substantial har også sine mere personlige stunder, som på den "stort" M-Phazes producerede "The Verge", der handler om et par, der er på kanten til at gå fra hinanden, men som mod deres vilje bliver sammen pga. af deres barn. 'Stan er nemlig også familie-far, og det er tydeligt at hans nærmeste betyder alt for ham. På "Resilient" rapper han:

"Substantial's supposed to be a quitter and absentee father /
But I figured "what's more precious than my daughter?" - nada /
Develop her mind so she's smarter /
And destined to do great things like her father"

'Stan holder kortene tæt ved kroppen på Home Is Where the Art Is, men det ligger også lidt i albummets titel, at det handler om ham og hans nærmeste. Der bliver da heller ikke åbnet op for det store, dybtfølte lyriske univers, men som skrevet i starten så er Substantiel en komplet herlig karakter, og hans egen historie er mere end rigeligt til at fylde det relativt lille album ud, som HIWTAI er.

Der er enkelte mindre spændende øjeblikke, som de lidt for repeterende beats på "See Hear" og "Neighborhood Watch" og et rimelig ligegyldigt omkvæd fra QN5-kollegaen Kokayi på "Grateful", men  størstedelen indbyder bestemt til rendyrket hiphop-nydelse. Det er som sagt rimelig "tør" hiphop vi har med at gøre, så det tager lidt tid at fordøje, men giver man pladen den tid den kræver finder man, at Substantial har begået en lille perle med Home Is Where the Art Is.

4.5/6

"Check My Resume"

"Umoja"

"Shit On My Lawn"

- Jeppe Barslund

The King's Dead - Jerusalem

Inden The King's Dead hed The King's Dead hed de The Dean's List. De tre studiekammerater Mendoza, Mik Beats og Sonny Shotz slog hovederne sammen i 2010 og kaldte sig The Dean's List, der teknisk set er betegnelsen for en særlig kategori af studerende, der har udmærket sig udover det sædvanlige i deres semestre. Mendoza, Mik og Sonny's plan var nemlig at bryde med college rap "genren" og lave hiphop på et substantielt og intellektuelt plan, med college-studerende som målgruppe; en slags "intelligent is sexy" propaganda i rap-form. Desværre havde de det elementære odds imod dem, at de jo ret beset var college-studerende der rappede, og af dén grund alene fik de selv samme "college-rap" mærkat påsat, som de fra start af forsøgte at undgå. De blev populære (i college-liv øjemed), dog ikke på det grundlag som originalt var planen. De udgav Undeclared mixtapet i 2010, The Drive-in mixtapet i 2011, der gav dem bred eksponering på grund af nummeret "Dear Professor", og så udgav de albummet Generation X tidligere i år, blandt andet først án af de solide single "Birth".

De tre kom dog til enighed om, at de ville "starte forfra" og forsøge at lave den substantielle og intellektuelle hiphop, som bragte dem sammen til at starte med. De skiftede derfor navn til The King's Dead for at kunne viske tavlen ren og lave musik ud fra et navn, som folk ikke havde forventninger eller fordomme (endsige kendskab) til.
     Jerusalem er deres første skive, og det er utrolig tydeligt, at de er modnet både i lyrik, emnevalg, seriøsitet og især produktioner. De har formået at kreere en plade, der både er udfordrende, sjov og tankevækkende.
     Det skal med det samme siges, at det ikke er lige godt hele vejen igennem; produktionerne bliver til tider for "skæve" til, at det for alvor er godt, og lyrikken er enkelte steder ufrivilligt komisk (dårlig)  - men når det hele passer sammen, så går det virkelig op i en højere enhed. - Hvad jeg ville kalde "turn up the volume in your headphones" -musik.

For ikke at gøre denne anmeldelse af et totalt ukendt navn alt for lang, vil jeg fremhæve tre numre og forsøge at give jer et indtryk af pladen ud fra dem. Pladen kan downloades gratis og lovligt, og jeg er rimelig sikker på, at følgende numre er mere end rigeligt til at få jer til det.

"No Peace In A Rebel"

Produktionerne lyder generelt som en blanding af Kid CuDi's univers og Blue Sky Black Death's indviklede arrangementer. At kalde musikken på Jerusalem for "beats" ville i hvert fald ikke være at yde musikken retfærdighed. "No Peace In A Rebel" er et fortrinligt eksempel på gruppens ekstremt nuancerede produktioner. Det starter med stramme trommer og en atmosfærisk baggrunds-fløjten, men så falder de utroligt flotte, Enya-lydende strygere ind sammen med guitarspil og skaber en helt anden stemning. Halvvejs inde i nummeret tager beatet til i intensitet, bliver mere skrabet og får smidt nogle tungere guitar-taps ind over. Som nummerets titel antyder handler det om at kæmpe for forandring, og selvom det rebelske måske kun berøres på overfladen, får de stadig både snakket om forandring i samfundet ("the people want change now, not a priest on a playground") og i rap-gamet ("Say fuck 'em hoes, they don't fuck with me / My slang bad an' my bitch bad, that's all you say with your rich ass"). Det er dog det måbende flotte beat i første halvdel, der stjæler opmærksomheden her. 

"Dead Man's Face"

Også herpå er produktionen ganske unik. Man kan ikke undgå at studse over omkvædet, hvor de har samplet det samme choppede vokalstykke som Major Lazer's brugte på "Pon De Floor" og som Beyoncé senere gjorde populær med "Run the World (Girls)". The King's Dead blander det let genkendelige sample med østen-lydende citarspil og stikkende stryger-toner, og som om det ikke var nok kaster de også et sample af en skrøbelig kvindevokal (i bedste Kno-stil) ind i omkvædet. Det lyder allerhelvedes godt!!

"My Blue Car"

En mere melankolsk undertone gennemsyre dette nummer, der handler om hvordan hovedpersonen associerer sin bil med fortidens dårlige og svære tider. "I had to buy a whip, but had to put my shades on, the dark ones that hide out my problems that you see" rapper han, og man får en fornemmelse af, at bilen var ment som en måde at flygte fra problemerne på, men istedet er blevet holdeplads for selv samme. Produktionen matcher den nedtrykte stemning perfekt med et minimalt guitarspil og melodiske keys, der tager til i omkvædet og bliver utroligt følelsesladet i form af sit harmoniske udtryk.

  

- Hvis du blev imponeret over de ovenstående tre numre, så kan du roligt klikke dig herind og hente pladen, for der er meget mere hver det kommer fra. Som sagt ikke en perfekt plade, overhovedet, men der er talrige memorable skæringer, og jeg ved i hvert fald, at jeg er langt fra færdig med at begive mig ned i Jerusalem.

4/6

Bonus-video: "Sour Apple Rich Girls"

- Jeppe Barslund

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Efterårsferien er over os, så der er forhåbentlig ikke nogen der har noget imod, at den her anmeldelse bliver en anelse lang (?).

Macklemore & Ryan Lewis har med deres første VS. EP, den efterfølgende VS. Redux EP og en håndfuld stærke singler, først án af "Wings", bygget en ufattelig stærk hype op omkring deres første langspiller. Nu er den endelig ude, og den har allerede sat sit klare, tydelige præg, - ikke bare på hiphop-genren men musikken generelt. Så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, er The Heist den første udgivelse i musikhistorien, der er gået #1 uden at have et pladeselskab i ryggen. At singlerne tilmed er substantielt tunge på tankevækkende indhold, står ligeledes i skarp kontrast til de sange man er vandt til at se på hitlisterne.
     iTunes-førstepladsen kunne ikke være mere fortjent, for der ligger et vigtigt (om end en kende klichépræget) statement i selve placeringen: Man kan hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde hårdt nok for det. "The greats weren't great because at birth they could paint / The greats were great because they paint a lot" rapper Macklemore på åbneren, der meget sigende har fået titlen "Ten Thousand Hours", navngivet efter den idé, at det kræver titusinde timers træning at mestre noget. Jeg vil vove at påstå, at det på nuværende tidspunkt - endda på trods af at The Heist "kun" er deres debutplade - er et faktum, at Macklemore og Ryan Lewis er mestrer indenfor deres områder.

Macklemore - lyrics

"I make my living off of words /
And do what I love for work /
And got around 980 on my SATs /
Take that system! What did you expect? /
Generation of kids choosing love over a desk /
Put those hours in and look at what you get /
Nothing that you can hold, but everything that it is"

Motiverende ord, også taget fra pladens indledende nummer.
     Det har ikke taget Macklemore meget mere end en håndfuld udgivelser for at blive en af mine favorit rappere nogensinde. Det skyldes en længere række ting, men vigtigst af alt, at han først og fremmest er et menneske. Et menneske som alle os andre. De fleste rappere kan kategoriseres som værende det ene eller det andet; gangster, conscious, mainstream, underground, southern, politisk, you name it. Macklemore tillader ikke påsættelse af specifikke mærkater på samme måde. Macklemore er en rapper med talrige kvaliteter; han kan være ekstrem up close og personlig omkring sit eget liv det ene øjeblik, og totalt far out fjollet det næste. Kommentere på aktuelle problemstillinger i samfundet hér og rappe om baseball dér. Være stærkt imod konsumerisme på det ene nummer og forherlige Cadillacs på det andet. Han har beskrevet sig selv som værende en "walking contradiction", og det er faktisk noget af det jeg bedst kan lide hos ham, for ingen er perfekte, og det er der virkelig mange rappere der er bange for at vise. Hvor de fleste rappere ihærdigt forsøger at opbygge et slags superhelte-image, sørger Macklemore konstant for at pille dét image ned, hvis han føler, at han er for tæt på at nærme sig et ophøjet status. Han gør det meget klart, at han ikke er bedre end andre. På nummeret "A Wake" fortæller han endvidere, at han er træt af at blive kaldt en "bedre rapper and de andre". - Så når han rapper "These interviews are obnoxious / Saying that it's poetry, it's so well spoken, STOP IT!" refererer han ikke til de rappere jeg normalt klantrer for at være elendige, men udelukkende sig selv. Dét er efter min mening en eminent kundskab at være i besiddelse af.

Macklemore har endvidere en unik evne til at koble egne erfaringer sammen med skarpe iagttagelser, der kommenterer en sag i et større perspektiv, samtidig med at han spæder op med eksempler på problematikken, som alle kan forholde sig til. Tag f.eks. det lyriske mesterværk "Same Love", hvor han starter med egne erfaringer: "When I was in the third grade, I thought that I was gay / 'Cause I could draw, my uncle was and I kept my room straight". I andet vers bliver "alle vi andre" så indlemmet i sagen, qua et velkendt, håndgribeligt eksempel:

"If I was gay, I would think hiphop hates me /
Have you read the YouTube comments lately? /
"Man that's gay" gets dropped on a daily /
We've become so numb to what we're saying" 

- Ikke fordi jeg går ud fra, at der er nogen af "os" der kalder hinanden "faggots behind the keys of a message board", men man finder bare ud af, at hadet virkelig er over det hele, om folk tænker over det eller ej. I løbet af "Same Love" får Macklemore både kommenteret på hvordan undertrykkelsen af minoriteter er gået i arv ("Out culture founded from oppression"), samfundets syn på homoseksuelle ("America the brave, still fears what we don't know"), politik ("The right-wing conservatives think it's a decision"), kirke ("If you preach hate at the service, those words aren't anointed") og får sammenlignet hadet med religiøse krige og racisme. Afsluttende smider han den ultimative bombe, der får selv en som mig, der altid har været fór homoseksuelles rettigheder, til at tænke yderligere over tingene, når han rapper: "Kids are walkin' around the hallway plagued by pain in their heart / A world so hateful some would rather die than be who they are". At Macklemore er i stand til at få inkluderet alle de her aspekter af samme sag, helt uden at man som lytter bliver forpustet, har jeg ufattelig meget respekt for.

Han gør det samme på "Wing$", hvor han både rapper om sit eget forhold til Nike's og hvordan en bekendt blev slået ihjel på grund af sine sko, til hvordan Nike som brand har hjernevasket flere generationer til slavisk at følge en trend og blive en del af et - af producenten grundlagt - forbrugersamfund. Men den løftede pegefinger er ingen steder at finde, for selvom Macklemore tydeligvis er bevidst om, at det egentlig er en dårlig sag man støtter ved køb af et par Nike's, synes han stadig at det er en fantastisk sneaker. Men til ham, der stolt rakte sin Air Jordan i luften da "Wing$" blev spillet på Vega; jeg er ikke helt sikker på at du har forstået sangens budskab?
     Macklemore er inde på noget af det samme på "Thrift Shop", hvor han ligeledes rapper om hvordan store firmaer "narer" folk til at købe deres vanvittigt overprized produkter:

"They be like "Oh that Gucci, that's hella tight" /
I'm like "Yo, that's 50 dollars for a T-shirt" /
Limited edition, let's do some simple addition /
50 dollars for a T-shirt that's just some ignorant bitch shit /
I call that getting swindled and pimped, shit /
I call that getting tricked by business"

(Er jeg den eneste, der aldrig har set en Gucci T-Shirt til 250-300 kroner??!).
Macklemore er dog godt klar over, at det ville være komplet overkill, hvis alle sange var lige tunge på budskaber, og "Thrift Shop" er først og fremmest en top-underholdende sang om at "poppe tags", selvom man kun har en hund' på lommen.
     Humoren er bestemt en anden af Macklemore store forcer. "Castle" alene er rigelig bevis! Her træder Macklemore's sex-gale alter ego Raven Bowie i karakter, hvor fest-stemningen er total man lyrikken det rene nonsens! Det handler om at feste igennem og blæse på alt hvad der hedder velskrevet lyrik. Mon ikke der alligevel gemmer sig en lille kommentar heri? Især i det afsluttende bridge-stykke, hvor han rapper om at slå en prærieulv ihjel til festen og spise den! Det er det rene volapyk, men overdynget med auto-tune lyder det stadig super fedt, så måske han forsøger at sige, at man kan slippe afsted med det meste, hvis der er auto-tune på? Det kan også være jeg lægger for meget i det?

Andre højdepunkter tæller "Neon Cathedral" hvor han rapper om at skrotte Gud, Biblen og kirken til fordel for sprut, liquor stores og bodegaer. Sangen er nært beslægtet med pladens ømmeste skæring "Starting Over", hvor han netop rapper om hvor svært det er at komme tilbage på rette spor, fuldendt med de inspirerende linjer "If I can be an example of getting sober / Then I can be an example of starting over".  "Starting Over" byder på masser' tekst med stå-pels-potentiale, som f.eks. når Macklemore indleder andet vers:

"And every kid that came up to me /
And said I was the music they listened to when I first got clean /
Now look at me, a couple days sober /
I'm fighting demons /
Back of that meeting on the east side /
Shaking, tweakin', hope that they don't see it /
Hope that no one is looking /
That no one recognized the failure under that hoodie"

Hans fiktive samtale med Interscope-chefen Jimmy Iovine, på nummeret af samme navn, er ligeledes fantastisk. - Især når den glubske pladechef præsenterer 360 graders-reglen og estimerer at Macklemore og Ryan Lewis har 7% af det samlede salg tilbage til deling, til hvilket Macklemore svarer: "I appreciate the offer, thought that this is what I wanted / Rather be a starving artist than succeed at getting fucked!".

De eneste sange der ikke siger mig det store rent lyrisk er "Thin Line" og "Gold", der ikke formår at fremstå helt så interessante i min optik. Dog stadig gode sange!

Rent teknisk er Macklemore også en sublim rapper. Hvis nogen siger "bevis det!" så bare spil "Can't Hold Us" eller "White Walls" for dem, og hvis de er gale nok til stadig ikke at være overbeviste, så bør følgende passage fra "Thrift Shop" være tilstrækkeligt:

"Buy it, cop it and washing it /
'Bout to go and get some compliments /
Passing up on these moccasins someone else has been walking in /
Bummy and grudgy, fucking it /
I am stunting and plus it is saving money and I'm hella happy /
That's a bargain bitch!" 

Alt i alt vil jeg sige, at The Heist mere eller mindre er et studie i kompleks, modig, vittig og intellektuel tekstskrivning, leveret med blændende indlevelse. Her er virkelig en mand, der siger hvad han mener og mener hvad han siger. Der er ikke mange rappere pt. der kan måle sig med Macklemore når det kommer til autencitet - punktum.

"Don't forget where you came from /
Don't die holding on to your words /
'Cause you know you got a whole world to change /
But understand who you got to change first"

Ryan Lewis - beats/production

Det var allerede meget klart og tydeligt efter de to VS. EP'er, at Ryan Lewis er en fænomenal producer, og dette image har han bestemt ikke haft i sinde at miste med The Heist. Pladen er fyldt til randen med melodiske produktioner, der er lige så rige på detaljer som de er divergerende i lyd. Fra stadion-store synth-harmonier på "Ten Thousand Hours", et kitchy/catchy club-banger-beat på "Thrift Shop" og umådelig smukt klaverspil på "Same Love" til skrøbeligt guitarspil og synth-melodier på "Starting Over", stramme organiske trommer på "My Oh My" og irsk-lydende banjo-spil på "Cowboy Boots". Ryan Lewis har et virkelig godt øre for fængende melodier og et smittende omkvæd - og det udnytter han fuldt ud. Talrige sangere og sangerinder har leveret vokaler til pladen, og selvom jeg umiddelbart synes det virkede som lige lovligt mange sangere på en hiphop plade, så fungerer det faktisk umådelig godt. Omkvædene bliver aldrig dominerende; de akkompagnere den stil og stemning som deres repræsentative numre er bygget op omkring utrolig godt, og bidrager med solide, harmoniske vokaler til Ryan Lewis' produktioner, der i de fleste tilfælde er skræddersyet til dem.
Jeg kan allerede nu sige, at flere af årets flottest producerede og mest prangende beats vil være at finde på The Heist. Der kan ikke være nogen tvivl. Ryan Lewis gør det virkelig svært at vælge en favorit, og jeg kan efter halvandet dusin gennemlytninger konstatere, at der hele tiden dukker nye ting op i produktionerne; små ting her og der, der bliver ved med at give numrene nyt liv, og i takt med at omkvædene sætter sig mere og mere fast, så bliver pladen sværere og sværere at give slip på.

All in all...

Der er flere numre på The Heist som sagtens kunne kritiseres for det ene eller det andet. - "Gold" for både beat og lyrik, "Thin Line" for et halv-tyndt omkvæd, "White Walls" for at være malplaceret på pladen, "Cowboy Boots" for at virke akavet som bodega/øl-sangen i kølvandet på sange om alkoholisme og om at blive ædru. "Castle" for på ingen måde at passe ind i den stil som resten af pladen repræsenterer, og "Bombom" som et måske lidt for vagt instrumentalt stykke. 

Alt dette KUNNE man sige - jeg ville have forståelse for det. Personligt finder jeg bare helhedsindtrykket for stærkt og gennemført til, at de små negative ting kan tælle for særlig meget. Macklemore og Ryan Lewis får det bedste ud ad hinanden, og sammen har de skabt et eminent hiphop-værk. The Heist er en vanvittigt fantastisk plade!

5.5/6

- Jeppe Barslund 

I toppen: "Thrift Shop", "Same Love", "White Walls", "Jimmy Iovine", "Wings", "Awake", "Starting Over"

I bunden: "Gold", "Bombom"

Orgi-E - Klamfyr

Jeg har altid været overordenlig begejstret for Suspekt; en gruppe der altid har repræsenteret mod, kompromisløshed, overlegenhed og fornyelse. Deres univers har altid forvoldt kontrovers, furore og forargelse i det ganske land, og samtidig ekstase i rap-miljøet. Ikke alle har mødt deres projekter med ligelig begejstring, men i min optik har Suspekt aldrig præsteret under det sublime. Selv når det måske ikke var decideret "godt", som med f.eks. Selvmord, var det jo alligevel godt, alene grundet modet til at gå imod folks forventninger og søge nye græsgange, uden sikkerhed for at det ville være en succes. Dette har altid været kendetegnende ved Suspekt, men det er non-eksisterende på Klamfyr, og af samme grund ligger Orgi-E's solodebut desværre også lavest i bunden af, hvad der nogensinde er kommet ud af Suspekt lejren.

Som teknisk dygtig og legesyg rapper er Orgi-E et unikum i dansk rap. Han har altid været i stand til at påtage sig forskellige rap-personager, fra samfundskritikeren, den nådesløse battlerapper, den kinky fætter og den klamme fyr, og vigtigst af alt har han altid været i stand til at afbalancere de forskellige karakterer. Både "Kinky Fætter" fra Ingen Slukker the Stars, "Klam Fyr" fra Prima Nocte og "The Valley" fra Elektra var fede, fordi de fungerede som komiske og effektive afbræk fra det ellers kulsorte univers de var omringet af. Havde der været flere numre af deres natur på de forskellige plader, ville hele ideen og konceptet i sig selv være faldet til gulvet.
     Deri ligger problemet med Klamfyr: halvdelen af pladen er dedikeret til disse absurde, fetich-fokuserede, overfalds-pornografiske udskejelser, og selvom det leveres med humor flere steder, så fremstår det dybt anstrengende, søgt og meget lidt sjovt det meste af tiden. Og ja, jeg er klar over at det er Orgi-E og ikke Suspekt, og at pladen hedder Klamfyr, så man ikke rigtig kunne forvente andet, men det ændrer ikke på det faktum, at der er mere irritation end underholdningsværdi at finde i numrene.

Det hele starter ganske godt med "Kommer Snigende Ind (Klamfyr Pt. 2)", hvor Orgi-E lusker rundt i nattens mulm og mørke og dyrker sine perversiteter. Eloq har produceret beatet, der komplimenterer indholdet perfekt med dørklokke-ringen som del af beatet, og der er lagt masser af humor i nummeret med bl.a. referencer til Nik & Jay's "Lækker", men hvor Nik & Jay gerne vil "se pigerne dreje rundt" vil Orgi-E hellere lægge dem i badet og pisse på dem! Bestemt "over the top", men det holder stadig fordi man kun kan forvente af Orgi-E at optræde sådan.
Problemet opstår som sagt når man erfarer, at Orgi-E insisterer på at være markaber så ofte som muligt - hvilket er virkelig ofte. På hans pumpe-anthem "River Jern" rapper han f.eks.: "Det blir' meget lettere hvis du gør det med dig selv / Sperm ud over gulvet og slår børnene ihjel", som umiddelbart synes malplaceret. På "MILF" er han der igen:

"Jeg klar på at gøre det med en mor /
Klar på at gøre det selvom røven den er stor /
Bare så længe hun har tørret den for lort /
Er det ikk' noget problem med den smørrelse vi bruger"

Selv på et nummer som "Mand 2.0", der handler om at være en rigtig mand, får han også lige nævnt, som om det er obligatorisk, at han "ikke er til lort på damen". "Singlepik" er det eneste nummer hvor det "platte" vendes til noget fuldt ud underholdende. Det skyldes i høj grad også humoren ("Gør li'som Søs og giver dig finger/Fenger" (Eloq skulle have produceret det nummer!) og "Jeg elsker min kone som jeg elsker min bil / Nåå nej, jeg har ingen kone men jeg elsker min bil!") samt det fantastiske beat.

For mit vedkommende er der ingen tvivl om, at Klamfyr er bedst, når der er mindst "klamfyr" involveret.
     "Få  Dine Pistoler Frem" er et fantastisk nummer, der handler om indvandredebatten. Her træder Orgi-E, i andet vers, i karakter som fremmed-fjendsk dansker, der, med Dannebro i hånden, kræver grænserne lukket så de "fremmede" ikke kan komme ind. Derefter tager Marwan over og giver sit syn på debatten og skaber en skarp kontrast, da han selv er flygtet fra Palæstina og derved har mærket konflikten på egen krop. "Respiration" er et andet lyrisk højdepunkt, da Orgi-E minder os om hvor dygtig en storyteller han er. "Moderne Sigøjner" er ligeledes Orgi-E når han er bedst; skarp, intenst, snertende og med noget på hjerte. Albertslund-soundtracket "City2musik (Hva' glor du på)" er en hæsblæsende beretning om den hårde vestegn, og Orgi-E leverer beretningerne om og fra "stenørkenen" med autencitet og nerve.

Også på lydsiden er "City2musik" et højdepunkt, men det siger desværre ikke særlig meget. Det er den for mit vedkommende ukendte producer Jonathan Elkjær, der har produceret hele pladen, med Eloq's åbner og en lille smule hjælp fra Rune Rask som undtagelse. Det synes dog virkelig være svært at tro på, at det er den samme mand der står for al musikken, da det svinger mere i stil og kvalitet end jeg nogensinde har oplevet! Fra årets absolut værste beats til nogle af de bedste. "Blinkende Lygter" er uden sidestykke det mest kønsløse beat jeg har hørt i meget lang tid, - Xanders omkvæd ligeledes. Intet er (eller bliver) værre end "MILF", der er forfærdelig på alle leder og kanter; fra det besynderligt dårlige beat til det sygt akavede omkvæd. Til gengæld er der også "Mand 2.0", der er noget af det vildeste jeg har hørt længe. Jeg var sikker på at det var Atilla der havde produceret det, måske mest fordi Jooks ligger så ufattelig godt over beatet. Det "ærgrelige" ved det nummer er så, at Jooks fremstår længder bedre end Orgi-E. Jooks definerer rigtige mænd som dem, der sætter sine børn før berømmelse og sin kvinde før penge, alt imens Orgi-E (stadig) rapper om at "ta' dem hele vejen op i moderkagen". Det virker næsten som om, at Jooks grundlægger en mande-klub som Orgi-E ikke må være med i:

"Verden er af lave, mentale dværge /
Har dem lige i skridthøjde, gæt hva' vi ska' lave /
Gi'r dem knald i låget til deres hoved går af led /
Men middelmådighed fortjener middelmådig sæd /
Så jeg stopper før jeg kommer /
For det go'e gemmer jeg til min kone /
Så hun føder et par konger til min trone /
Der ingen før dem, det børn før berømmelse, min kvinde før penge /
Hvis du ikk' fatter det fatter du ingenting"

Alt i alt er der desværre nok et flertal af numre, der enten bærer et ringe beat eller for plat indhold til, at jeg for alvor kan synes godt om Orgi-E's solodebut. De rigtig gode numre der er på, er rigtig gode, og bestemt god nok grund til at købe pladen. Karakter-mæssigt fortjener pladen "middelmådig sæd", da jeg nok ikke kan presse den ret meget højere op end halvvejs

3/6 

- Jeppe Barslund

I toppen: "Mand 2.0", "City2musik (Hva' glor du på)", "Singlepik", "Få Dine Pistoler Frem"
I bunden: "MILF", "Blinkende Lygter", "River Jern"