Cunninlynguists - A Piece of Strange (CLASSIC ALBUM RE:ANALYSIS)

A Piece of Strange kontra Den Guddommelige Komedie – er der en forbindelse?

Efter den omfattende gennemgang af Oneirology kunne jeg godt se på det hele, at min første A Piece of Strange anmeldelse var en smule slatten til sammenligning, for ikke at sige tæt på ubrugelig. Jovist, den beskriver nogenlunde hvor god pladen er, rent musikalsk og rap-mæssigt, men den er ikke engang i nærheden af at gå i dybden med den egentlig storhed, der gemmer sig i albummets nedre lag. Sandheden er jo faktisk, at jeg i sin tid skrev, at der slet ikke eksisterede nedre lag på pladen. Det virker helt absurd for mig nu at lære hvad jeg skrev dengang:

”…der er Natti og Deacons rap ikke helt så kompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundære budskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fra Cunninlynguists, er det forholdsvist let angribeligt og mindre funderende”.

Let angribeligt?! Og det bliver værre. En læser udtrykte sin uenighed og sagde, at han mente, at deres lyrik rakte langt højere end jeg gav dem kredit for. Til det svarede jeg: ”…ja, der er da et stærkt budskab, men jeg synes nu stadig at det er mere udadtil, og lyrikken, selvom den er excellent, formår ikke at holde den multi-lags forståelse”.

- Lad os bare blive enige om, at jeg ikke fattede en brik af, hvilket værk det egentlig var jeg sad med dengang. Men jeg bliver også klogere med tiden, og der er jo ikke andet at gøre end at grine over det, og bare erkende, at jeg slet ikke var skarp nok dengang til at forstå APOS. Det vil jeg forsøge at rette op på nu.

        Eftersom Oneirology så tydeligt bygger på Den Guddommelige Komedies purgatorio –del, Skærsilden, var min umiddelbare tanke, at APOS højst sandsynligt byggede på inferno delen, Helvede, - det lå lige til højrebenet med numre som ”Damnation” og ”Helfire”. Jeg fattede derfor atter engang Dante’s mesterværk og terpede første tredjedel igennem, nærlæste APOS’s lyrik på et sygeligt nørdet plan, studerede qn5-forummets brugeres udlægninger og teorier omkring handlingsforløbet, og har nu forsøgt at kæde det hele sammen til noget, som jeg håber giver mening, og som forhåbentlig kan sætte udgivelsen i et noget mere retfærdigt lys, end min første anmeldelse var i stand til.

”We no longer seek light to give us power”

- Deacon, “Nothing to Give”

Til spørgsmålet om, om der er en forbindelse mellem APOS og Inferno-delen af Den Guddommelige Komedie, vil jeg svare nej. Slet ikke. Men Helvede er langt fra ude af billedet. APOS handler ikke om helvede, men om hvordan man undgår at havne der! Altså en slags ”How to Avoid the Burning Flames of Hell” guide, der udfolder sig i en af hiphoppens bedst fortalte historier nogensinde.

”You must be true to your heart”

Nej, det er ikke for helt sporadisk at citere fra 98 Degrees og Stevie Wonders Mulan klassiker, men ovenstående ’påmindelse’, som jo nok er lidt af en kliché, danner grundstenene i historiens morale. Måden hvorpå historien fortælles er dog dybt original, og den episke fortælling, der udspiller sig på APOS får rundt regnet alle andre historier fortalt i hiphoppens historie til at ligne pixie-bøger, med gruppens egen Oneirology som undtagelse, naturligvis. Og det er ikke for at virke respektløs eller hånlig overfor f.eks. Immortal Techniques ”Dance With the Devil”, Common Markets ”Weathervane” eller Kinetic & One Loves ”Sign Language”, der jo alle byder på sublime historier, men i min bog er der stor forskel på at kunne fortælle én specifik historie på ét nummer, og fortælle en kompleks, livs-filosoferende historie over en hel plade.

Der er et par ting, der er vigtige at bide mærke i og huske på, inden man giver sig i kast med analysen af dette værk. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at der er et uofficielt ”regelsæt” for ”korrekt indtagelse af APOS”, der skal følges, ønsker man at få det hele med. For det første at det vigtigt at vide, at der er en mening med ALT på pladen. INTET er overladt til tilfældighederne. Cunninlynguists er den mest perfektionistiske, gennemtænkte, velovervejede, fluekneppende rap-gruppe du nogensinde kommer til at høre. Hvis man på et tidspunkt tager sig selv i, f.eks. at tænke ”det var da besynderligt?!- Hvorfor er Tonedeffs stemme mixet anderledes end Deacons der?”, så vil en god tommelfingerregel være, at der netop ligger en dybere mening bag dette. Hvad det helt præcist er, er aldrig helt nemt at finde ud af.

For det andet er det vigtigt, at du som lytter tænker ud af boksen undervejs. Der er ikke noget straight forward, fladt, meningsløst rap over A Piece of Strange. Det er ikke Lil Wayne det her. Cunninlynguists tvinger deres lyttere til at bruge hjernen, hvis de vil have bare skyggen af en chance for at forstå de hændelser, der udspiller sig undervejs. Hele historien på APOS om den fortvivlede rapper, er én stor metafor for en ganske kompliceret, filosofisk reflekterende livsanskuelse, og selvom man sagtens kan sætte pladen på, og bare nyde den sublime musik for hvad den, så er man nødt til at aktivere de inderste hjerneceller for at forstå historiens nedre lag. Tænk i metaforer. Tænk i dobbeltbetydning. Der er ikke et eneste nummer på albummet, der bare er et enkeltstående nummer. De er alle brikker i et puslespil, og tager man bare én brik ud kan billede ikke samles korrekt.

Tredje og sidste ”regel” er, at man skal holde øje med de bibelske referencer, der konstant ligger på lur. APOS spiller som sagt ikke på Den Guddommelige Komedie, og Cunninlynguists prædiker ikke ”christian rap”, men deres inklusion af religiøse elementer kan ikke negligeres. Især kampen imellem lyset og mørket spiller en altafgørende rolle, ofte fortolket i ”night vs. day” eller ”dark vs. Light”, og med ”regel” nummer et i baghovedet – at intet er tilfældigt – så bliver ordene ”night”, ”day”, ”dark”, ”light” o.l. aldrig brugt, uden at der er en god grund til det – og de bliver virkelig brugt meget!

Med disse tre ”regler”, eller værktøjer, i baghovedet, bør indtagelsen af APOS give en del mere mening, selvom det kræver mange gennemlytninger for at værdsætte og forstå historien. Samtlige numre på pladen har langt over de 100 plays i mit iTunes, og jeg ved med sikkerhed, at jeg har overset flere ting, dette endda værende på trods af, at jeg har nørdet pladen på et nærmest tåbeligt plan. Men lad os da kaste os ud i det – det blir’ godt.

  

”Jo bedre man kender sandheden, des større er den løgn, man kan sprede. Jo friere viljen er, når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert. Derfor er de dybeste egne i Helvede reserveret for de sjæle, der har bidraget mest bevidst og kunstfærdigt til den store løgn.”

- Den Guddommelige Komedie (Helvede, XVIII sang, 1-9)

”Where will you be tomorrow, if it ends today?”

APOS åbnes med et ufatteligt smukt stykke musik, der varsler resten af pladens udfald. På denne åbner stilles et eksistentielt spørgsmål, som historiens hovedperson ikke kender svaret til endnu. Han må begive sig ud på en længere sjælerejse for at finde svaret. Nu er det allerede ved at blive storladent! Vi skal lige have introduceret vores hovedperson først!

”I heard ’em talk about southern folks can’t rhyme / Some of y’all must be out ya god damn mind / Yeah it’s about that time, we got that shine / And niggaz been about them lines” 

 Mød Deacon the Villain, en 25-årig gut fra Kentucky, USA. Deacon er rapper i en hamrende fed gruppe, og deres mission er at bevise for verden, at sydstats-hiphop kan være overordentligt godt. Deacon synes dog ikke rigtig, at han og resten af gruppen får som fortjent, både hvad angår indtjening og respekt:

”If another broke nigga spit about spendin’ it all /I spit the gems that you splurge to put around your neck /So save that to pay back all your loans and debts” 

“Since When” er en virkelig kløgtig præsentation af historiens hovedperson. Har man hørt nummeret live ved man, at det kan få selv den sløveste tilskuer til at rykke med nakken og kaste armene i vejret, så den etablerer Deacon (som historien hovedperson) perfekt som den fremragende mc han rent faktisk er. Men indtjeningen er som sagt sløv, og han sår tvivl om, om fremtiden ser lys ud, hvis han fortsætter sit erhverv som undergrundsrapper. Denne tvivl kommer ikke til udtryk i selve rappen, men i den samplede tale fra Jay-Z, hvor han siger: ”you see what the public do to the rappers? They scared to be they self. Niggas don’t think that people gonna accept them as they self”.

Disse ord viser altså, at Deacon begynder at overveje en anden levevej end rappen, for hvorfor knokle så hårdt for noget, der giver så lidt brød på tallerkenen? Men hvad er alternativet, når man er en ung, uuddannet, sort knægt?: Kriminalitet. Det sidste man hører på ”Since When” er et vokalsample af en kvinde, der – noget skingert – synger: ”When you appeared, my future came true, to me”. Denne sætning kan betyde mange ting, men hvad der er (mest) korrekt kan jeg kun gisne om. Jeg tror at "you" hentyder til Deacon's fortvivlelse, men der er ingen garanti for, at det er rigtigt.  

På ”Nothing To Give” berettes der om alle de midler man kan sky til, hvis man er i pengenød og befinder sig på den forkerte side af loven. Omkvædet sætter ind, og allerede ved første linje, ”When night falls and all lights off”, har vi en strid mellem det gode og det onde; når mørket falder over os og lyset slukkes, ”the bad don’t seem so wrong”. - Deacon tænker altså, at den kriminelle udvej måske ikke er så dum endda. Jeg tolker dog ikke sangen som om, at han render rundt i nattens mulm og mørke og overfalder folk, men at han overvejer det kraftigt. Det interessante ved dette nummer er, at samtlige dødssynder bliver nævnt undervejs, enten direkte (”playing melodies of jealousy”, ”we love it in our spirit ’cause we’re suckers for lust”) eller ”gemt” i nogle af de handlinger, der beskrives (f.eks. ”rapist take the darkness”, ”junkies twitching among hookers”, ”gunned down for fresh kicks”, ”dirty cops fight crime with dirtier ammunition”). Der bliver ligeledes refereret til Helvede flere steder, i form af ”demons”, ”hounds” og ”Hell”. Og som om det ikke var nok, er ord som ”darkness” og ”night” brugt så mange gange, at det ved nærmere eftertanke læner sig op ad det fjollede. Men det er nødvendigt for at understrege, at vores fortvivlede hovedperson er på vej ud på et seriøst sidespor, som vil få katastrofale konsekvenser, skulle han følge det. Men på trods af sin fortvivlede sindstilstand er han stadig i besiddelse af en vis fornuft. Deacon kommer med en af pladens essentielle linjer, da han siger ”We no longer seek light to give us power”, betydende, at der ikke er meget godhed tilbage i verden, og ondskab i højere grad end nogensinde før bliver brugt som middel til at opnå magt, status og formue. Skal han falde for selv samme ondskab for at opnå status og formue? Eller er der et alternativ inden for ”light” –kategorien? Som der bliver sagt til slut på nummeret, ”A darkness carried in the heart, can not be cured by moving the body from one place to another”. Betydende, hvis du først har handlet i ondskab én gang, vil du altid være ond. Én gang synd, altid synder.

Men fristelserne er store, og det fremgår tydeligt, at Deacon er på kanten til at synde for overlevelse. Hans frustrationer, fortvivlelse og desperation når sit klimaks på ”Caved In”, der jo simpelthen starter med, at han siger ” I can’t hold on, but I just hold on”. Jovist, det er Cee-Lo Green der synger, men det er vigtigt at pointere, at alt der udtrykkes, er et udtryk fra hovedpersonens side. Hele hans verden vælter ned over ham på dette nummer, godt udtrykt i de samplede ord fra Kanye West: ”Feels like it rained till the roof caved in”. Hele situationen sammenlignes med en ”…orchestration Hanz Zimmer couldn’t conduct”. Denne ”orchestration” refererer tilbage til kriminaliteten på forrige nummer (tror jeg), hvor han rappede: ”Stringin’ hearts like a harp playing melodies of jealousy / Felonies strummed by Hell and it’s philharmonic”.

         Som en sidste, desperate udvej, inden han giver op og tyer til kriminalitet, retter Deacon blikket mod himmelen og beder Gud om hjælp:

”Life’s an unfed beast that eats bread and meat /That’s, either your cash or your corpse /So I just pray that the Lord helps me last through these wars”

Jeg ser ”Hourglass” som værende en direkte forlængelse af ”Caved In”. Hvis vi forestiller os, at ”handlingen” i ”Caved In”, hvor han beder til Gud om hjælp, foregår om dagen, så foregår ”Hourglass” samme aften/nat. ”I’m waiting for growth to show up and for hope to manifest”, - jeg får et billede af, at han ligger søvnløs om natten, og venter på svar ovenfra. I selskab med en kvinde, højst sandsynligt hans kæreste, er han falder mere til ro:

”Up walking late, lit, 4:25, high /Her mighty fine thighs silhouetted by sky-rise /Place the knowhow, behind mine eyes /To take something unfortunate /And show them they a fortune in my life”

Læg mærke til, at lidt af “godheden” er ved at vende tilbage I form af “sky-rise”. Selv som lytter falder men lidt mere til ro med dette beat i ørerne, og via den mere behagelige stemmeføring får man fornemmelsen af, at den desperation, der herskede på de forrige numre er ved at trække sig en smule tilbage.                                              

          Deacon adresserer Gud direkte på denne sang op til flere gange, og undskylder i omkvædet for de fejl han måtte have begået. Han mener altså inderligt, at han har brug for hjælp:

”Lend me a hand, send me a plan /A Remy Shand message of love, tell Cupid we fam’ /And to clock something that’ll learn who I am”

Og afsluttende:

“Pray to make cents for giving /And make sense outta living /Lord give me patience to gain wisdom, please”

Når man nu spørger så pænt, så får man naturligvis også svar, her i form af Frk. Mary Jane, der kommer på besøg på ”Beautiful Girl”:

”An angel came to me one night chillin’ /

Said ‘I won’t change you just tame who’s within that villain”

Det er nu, at man skal holde tungen lige i munden, for på nuværende tidspunkt er vi på vej ind i pladens abstrakte fase. Der er to udlægninger af ”Beautiful Girl”, der begge er plausible. Den ene og mest ligetil er, at Deacon ryger sig skæv, og at han i sin hash-koger ”ser ting”; en vision. Jeg vil mene at denne udlægning er sand på det ydre plan. På det indre plan får Deacon tildelt visionen fra en engel, som Gud sender i hans retning – som vist i det ovenstående citat. En vision, der giver Deacon et indblik i, hvad der sker, hvis han vælger at gå af den forkerte sti.

Det efterfølgende interlude, ”Inhale”, understøtter på bogstavelig vis teorien om hash-kogeren, så lad os bare holde fast i, at det er en sandfærdig udlægning af handlingsforløbet – på det ydre plan. Helt ligesom ”Phantasmata” interluded på Oneirology symboliserede hovedpersonens indtræden i drømmenes verden, symboliserer ”Inhale” hovedpersonen indtræden i den vision, som englen viser ham. Afsluttende på interluded hører vi en kvinde sige: ”Say… something is happening”, hvorefter en mand siger: ”I think I’m seeing things… you’re entering a whole new world… relax and enjoy”. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til denne fornemmelse som værende resultatet af en ”god ryger”, men den ”whole new world” der snakkes om her, er Deacons imaginære fremtid. Så herfra, indtil jeg siger til (!!!) befinder vi os i en parallel verden.

I og med, at vi nu bevæger os på et mere abstrakt plan, bliver fortolkning og analyse også noget sværere, og udlægningen af handlingen synes ikke helt så ensidig som numrene op til nu.

Jeg ser ”Brain Cell” som værende den del af visionen, der skal forsøge at få Deacon til at forstå, hvorfor så mange mennesker vælger at gå af den ”forkerte sti” i livet. Både Deacon, Kno og Natti rapper om, at vi alle lever i permanent fangenskab, som friheds-berøvede eksistenser. Billedsproget i denne sang er fænomenalt, da det at være ”trapped” eller ”boxed in” kommer til udtryk i så mange former og størrelser, at man må imponeres. Fra ”you was manifested in an egg, developed in a womb” til ”choices blocked off, childhood gone / Just future cubicles and retirement homes”. Jeg kan tælle over 40 forskellige synonymer/metaforer for det at være lukket inde, i løbet af sangen.

          Det overordnede fangenskab der snakkes om, tror jeg, er den slavementalitet som manifesterer befolkninger. Samfundet trækker nogle normer og ”standarter” ned over hovedet på folk, som bliver ”det rigtige” at leve efter, og derved bliver mennesket et ansigtsløst, konformt får i flokken, uden identitet. Én af disse normer, der, trods sin voldelige natur, er blevet mere eller mindre normal at stile efter, er ”the american dream”, oftest med henblik på den ”succes” som f.eks. Al Pacinos Scarface karakter opnår. I kender alle historien om den der ”nobody”, der arbejder sig op fra bunden til toppen. Dén drøm er der mange der vil gøre alt for at udleve. Så kan man så spørge, hvorfor nogen dog vil tage samme tur som Tony Montana, der som bekendt ender gennemhullet i et bassin med snablen fuld a coke? Svaret: fordi ”America Loves Gangsters”.

”There’s something about a vandal’s lustThe lifestyles of the scandalousAin’t nothing like it”

Tanken om at leve et liv med penge, dyre jakkesæt, damer, biler, magt og respekt tiltaler rigtig mange, men de fleste kender ikke til andre måder at opnå dette på, end ved at sælge sin sjæl til djævelen.

Og i virkeligheden tror jeg slet ikke, at ”America Loves Gangsters” handler om gangstere, men mere hvordan deres levevis afspejler sig i mange af vor tids tendenser, blandt andet musikken. Det handler ikke nødvendigvis om at skyde til højre og venstre i sin stræben for rigdom, men i højere grad om, hvordan ”vi” mennesker er farligt villige til at opgive egne drømme og ambitioner for at opnå succes, og som skrevet før, at sælge vores sjæl til djævelen uden at blinke. Det er her, det indledende citatuddrag fra Den Guddommelige Komedie for alvor bliver relevant: ”Jo friere viljen er, når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert.”. Er det mon tilfældigt, at det lige er gangsteren Babyface Nelson, der nævnes i første vers? Gangsteren, hvis navn Birdman (aka. Babyface, aka Lil Waynes ”far”) tog til sig. Og det er egentlig ganske sigende; den ”rigtige” Babyface var bankrøver og er rekordholder i at have skudt flest FBI agenter. Babyface døde stinkende rig, men i en alder af 25 år. Hvem i alverden vælger dog at tage hans navn som kunstnernavn?! Ja i min bog kan det da kun være en ”kunstner”, der, som portrætteret på ”Brain Cell”, ikke er nok bevidst om en egentlig, personlig drøm eller ambition, og som derfor bare følger den samme som alle andre, hvilket da også passer perfekt med mit billede af Young Money folkene.

       Også Deacon er bevidst om, og tiltrukket af den lette udvej:

”Monsters, driven by capital as a stimuli / Can never be too powerful, it makes us all admire you /We’ll follow until we fall like fallen stars from sky /I can’t say it’s impact hasn’t hollowed walls inside my heart /My art, ummm, insane /Is it that smart to react dark when facin’ pain? /You ain’t that hard, that scarred or that real /To go that far, for that kill, for that feel /Now that’s ill!”

Sammenfattet siger Deacon her, at hvis det ikke er din person – dig - der reflekteres i dine handlinger, så er du ikke ”real”, altså oprigtig imod selvet. De fleste såkaldte ”gangster rappere” er jo vitterligt ikke ”that hard, that scarred or that real”, og budskabet her gør sig gældende i alle livets facetter; hvis du ikke er dig, går du ad den forkerte vej (lille sejt rim jeg selv fandt på!). Og budskabet er jo ikke, at man ikke må stile efter materielle goder, man skal bare gøre det på en ordentlig måde. Common siger det faktisk utroligt præcist på hans ”Gold” fra hans seneste skive, hvor der på omkvædet synges: ”So we made it to this same end of the road, and we picket up lots of chicks and pots of gold. I made it out with my soul”. Guld er fint, så længe det først og fremmest er din sjæl der er guldbelagt.

Dét med ikke at være tro imod sig selv fører os direkte videre til næste nummer, med den uhyggeligt sigende titel ”Never Know Why”.

”Most don’t even know why they believe what they believe, man /

Never taking a second to look at life”

Når man først tilsidesætter sin egen, egentlige person, er der også en god chance for, at man glemmer helt essentielle, menneskelige kerneværdier som tolerance, overbærenhed og næstekærlighed; værdier som den person, der er i fokus i de næste par sange, har skrottet komplet.

         Jeg vil mene, at analyse-sværhedsgraden peaker på ”Never Know Why”, der virkelig har kastet mig ud i flere timers grublen, funderen og undren. Min konklusion er, at Deacon, Immortal Technique og Tonedeff alle rapper om den samme person, men set fra forskellige vinkler. Deacon som beskuer, Technique som manden selv - som gammel og døende, og Tonedeff ligeledes som manden selv, lige efter han er død.

Opbygningen af denne mands person er udspekuleret som bare fanden, for det er først når man tager fat i detaljerne, at hans ubegribelige ondskab kommer ordentligt frem i lyset. Jeg kan huske, at jeg ofte har hørt ”The Gates” og tænkt: ”surt for ham, at han ikke kommer i Himmelen”, men efter at have læst hele plottet grundigt igennem, kan jeg kun konkludere, at det på ingen tænkelige måde er synd for ham!

       

Jeg bruger citater hip som hap fra både ”Never Know Why” og ”The Gates” her, for at gøre nemmere.

           Denne mand, som jeg forresten tror, repræsenterer Deacons onde alter ego, er brandmand (”dedicated my life to the public’s protection” og ”I’ve endangered my own safety to save babies from blazers”), og gifter sig med ”a mixed raced queen”, altså en kvinde af forskellig ”race”/baggrund (læg mærke til hvordan Eva på coveret ligeledes er tegnet som ”mixed race”). Hun dør en pludselig død, og manden er tvunget til at tage sig af deres datter alene. Ganske irrationelt udvikler manden et had til farvede, grundet konens død;

”Up yonder went her soul, your hate growed from ponders /On life, being less trife with a white wife /So any instances of y’alls differences it was slice-slice”

Han begynder at tænke, at det måske nok havde været bedre, hvis han havde holdt sig til sin egen farve, hvid. Da han erfarer, at hans datter bliver gravid med sin farvede kæreste som 16-årig, slår det klik for ham: ”had to face the fact she split these genes with his sick seed / with skin the darkest pigment seen”. Han kan slet ikke håndtere det faktum, at hans datter er sammen med en sort, og hans indre racist bryder mere og mere frem: ”I couldn’t take her making the same mistakes that crushed my life”. – Han gør race-problemet til direkte årsag for hans kones død, og at se sin datter med en farvet baby gør ham så rasende, at han slår hånden af sin datter og bryder kontakten permanent:

”Put her out in the cold, didn’t want her close to he /‘Cause his granddaughter different than she suppose to be /Diluted their genes, it stopped the music it seemed /That they’d only seen polluted stream, and that wasn’t clean /Said he could almost no longer stand to breath /From this pure horror, more worse than ammityville”

Han beskriver altså sit eget barnebarn som en “pure horror”, - det er rimelig serious hate business vi er ude i her! Og det bliver værre. Hans datter og barnebarn er tydeligvis i nød, men han holder sig bevidst væk fra dem: ”Raining pure pain on her life by staying distant / Like she spawned a fucking anti-christ or a satan infant”. Det racistiske had udvikler sig så voldsomt, at han ender med bevidst at gøre skade mod sorte, og faktisk indirekte slå dem ihjel. Den ganske forfærdelige slutning på ”The Gates” afslører hans ugerninger:

”Lord knows, you’ve left behind scorched souls /Black children found chilling, later found burned whole /So sadly, your glory’s to come urgently /Sentenced to fight fires for eternity”

- Jeg troede ikke på det først, men det disse linjer betyder er, at Tonedeff, altså den racistiske brandmand, med vilje valgte ikke at redde farvede børn ud af en brændende bygning (”later found burned whole”), men lod den brænde ihjel. Cunninlynguists har selv bekræftet det, samt fortalt og bevist, at grusomme hændelser i stil med denne har fundet sted utallige gange i historien løb. Som Deacon siger: ”This is a normal occurrence, not something randomly real”. Så ganske passende og ironisk, får brandmanden lov til at “fight fires for eternity”, nemlig i Helvedes flammer.

Endnu en vigtig pointe man kan drage ud af Den Guddommelige Komedie er, at han, der har syndet, og forsøger at forsvare sine synder som ret handling, og dermed ikke angrer, er den værste synder af dem alle. Og Tonedeffs karakter bestiller ikke andet på ”The Gates” end at retfærdiggøre sine egne handlinger, på trods af deres grusomme natur.

Vigtigt, og bestemt ikke tilfældigt, at det da også, at det er Deacon der “spiller” englen, som konfronterer Tonedeff og ”vinder” kampen. Det er bevis for, at godheden er ved at trumfe igennem i visionen, og at Deacons lyst til at gøre uret dermed er aftagende.

Til at understrege dette er at af hiphop historiens ypperste interludes, ”Damnation”, samt den ultimative banger ”Hellfire”. Disse to numre har tilsammen to ”funktioner”; den ene er at udpensle og klargøre, hvor voldsomme de lidelser der venter Tonedeff’s karakter er. Den anden er at understrege det faktum, at Deacon er begyndt at forstå essensen af den vision, han fik tildelt af englen/Mary Jane tilbage på ”Beautiful Girl”.

Når Natti og Deacon rapper om ”fire” på ”Hellfire”, så er det ikke egentlig ild der er tale om, men ”indre ild”, eller som de fleste nok ville kalde det; passion eller lidenskab:

”It’s not on the roof it’s in the booth /Then spreads from the stage to the youth /Who all root for more”

Deacons helt store lidenskab er rap, og det kommer tydeligt til udtryk på “Hellfire”, der ligesom “Since When”, der i starten af APOS etablerede Deacon som en suveræn rapper, er et forrygende showcase i rap-skills, og så virker den ligeledes perfekt live. Deacon rapper:

”Murder, death, kill with the grill /You’ve heard the best, don’t sit still as you feel this (Fire!) /Folks catch chills off the skill it’s the Vill (-ain) /Ill will, liquefy shields with (Fire!) /Too late to secure the perimeter /It’ll enter ya soul you can’t control the limits of (Fire!)”

Deacon vil også “myrde”, “slå ihjel” og “dræbe”, men med ord i stedet for våben, så på kløgtig vis vender han dødssynder til noget positivt. ”Hellfire” er den endelige reminder, der får Deacon til at indse, at rappen er og bliver hans ultimative lidenskab i livet, og at intet kan give ham samme glæde og tilfredshed som musikken.

Det er så nu at jeg siger ”til”, for på ”Remember Me (Abstract/Reality)” er Deacon ved at vende tilbage til virkeligheden (det hele ligger jo i sangens titel). Handlingen fra ”Brain Cell” og til nu har udspillet sig i visionen, og på dette instrumentale stykke vender Deacon tilbage til den virkelig verden. Hvorfor hedder sangen ”Remember Me”? Hvem skal huske på hvem? – Det er englen/Mary Jane, der siger til Deacon, at han skal huske på hende og på det hun har vist ham. Husk på det, du lærte via den vision jeg viste dig. Husk det og brug det. Og så spørger hun ham jo faktisk direkte: nu hvor jeg har vist dig hvad der vil ske, hvis du ikke følger dit hjerte, ”what’ll you do?”.   

Og hvad har han så tænkt sig at gøre? Rappen på ”What’ll You Do?” giver ikke et absolut svar i sig selv. Deacon synes faktisk stadig i tvivl. Hele verset er det rene guld, så I får det hele (det hjælper utroligt meget på forståelsen at læse lyrikken uden at lytte til musikken imens, så man virkelig kun koncentrerer sig om ordene):

”I’m 25 now, yeah I told my pops I’d toss the towel in /Making music no longer easily makes my smile bend /Though, “wow’s” from the crowd’s ain’t end yet /Them smiles and back pats still ain’t helping the rent checks /Ain’t far from crack packs if I hursh these verses /Flippin’ words shit for an empty purse feels worthless /Listen, word of mouth done been a blessin’ and a curse /We reach heads but the only bread we see’s off shirt sales /Tours and shows spread all over the Earth, well /Recoup gas and hotels, back to this dirt /Hell’s far away though, believe I ain’t complaining /Rather explaining, that unless this southern rain ends /We show proof we’s as real as you /Needing a roof, some shoes, dolla bills and food / Two from The Dirty met with mismatched skin /Acknowledge first that one day this track may end /When there’s no more stream in that engine /Yet hopefully clean streams be an astringent /But needs outweigh cheese tryna stay in contention /“For the love”’s a hard reason to keep my life in suspension”

Man sidder konstant med fornemmelsen af, at han egentlig har givet op, men alligevel bliver draget tilbage imod rappen som en overnaturlig kraft. Det virker næsten som om, at han sætter pro’s og con’s op imod hinanden i løbet af sangen, - ”skal jeg, skal jeg ikke?”. Det ender dog med, at han konkluderer, at det eneste rigtige at gøre er at fortsætte, fordi rappen er det han brænder for; det der giver hans liv mening og indhold. Egentlig en Kierkegaar’sk tankegang; at lidenskab fungerer som brændstof for mennesket, og uden dem er vi intet, så har man først fundet en passion, så må den for alt i verden udleves.

           Læg også mærke til, hvordan han samler ”mixed race” problemstillingen fra tidligere op, men i stedet bruger den til at beskrive hans samarbejde med Kno (”two from The Dirty met with mismatched skin”). Kigger vi tilbage på ”Hourglass” dukker en interessant metafor hertil op:

”Abs burnin’ from fast learnin’, not cash earnin’ /‘Cause we wasn’t really on ‘at yet, just yes’ yallin /At this point, our lil’ brainchild was hardly crawlin”

Deacon beskriver altså han og Kno’s hiphop-projekt som en baby, der blot er ved at lære at kravle. Igennem Tonedeffs karakter lærte vi, at man skal passe ordentligt på sine børn (og børnebørn), så i og med, at hiphoppen er Deacons ”baby” kan han naturligvis ikke svigte den.

Til at lukke pladen og afslutte Deacons episke sjælerejse er ”The Light”, og hvis ikke dén titel forsikrer én om, at Deacon vælger den rigtige vej, ja så ved jeg ikke hvad gør! Alt hvad der er blevet fortalt på APOS op til dette punkt, opsummeres og rundes af i en usædvanligt flot perle af et nummer. Det kan forekomme en anelse utydeligt hvad det er Natti forsøger at sige med sit vers, men jeg tror det handler om, at alle kan fejle og træde ved siden af en gang imellem; ”Ain’t nobody on this Earth been perfect since birth”. Det handler om at se sig selv i øjnene og erkende sine fejl; ”If you wanna be healed then you gotsta reveal the truth”. Afsluttende – for både sangen og pladen - hører vi følgende ord sunget, af næsten kirkelige englestemmer: ”Set your eyes on the sun. What has brought you this far?”. – Denne sætning bærer en enorm betydning, for Cunninlynguists serverer ikke deres budskaber i pegefinger-form, de opfordrer deres lyttere til selv at tænke over hvad der er rigtigt og forkert, og gøre op med dem selv, hvordan de handler rigtigt, ud fra de valg livet giver os, repræsenteret i æblet som Eva holder på frontcoveret. Træffer du de forkerte valg, ender du højst sandsynligt nede blandt de andre skelethoveder.

            Selv ser og bruger jeg pladens indledende spørgsmål, ”Where will you be tomorrow, if it ends today?”, som fundament for min egen måde at leve et godt liv på. Som sekulariseret menneske tror jeg ikke på, at der er en Gud der har skabt os, men jeg tror på, at rigtig mange af de livsværdier som de forskellige religioner værner om, bør gøre sig gældende i alles måde at leve på. Men kan bruge spørgsmålet som en hypotetisk guideline: Hvis vi antog, at der rent faktisk var en Himmel, og at man kom derop efter døden hvis man havde levet et ret liv, ville jeg så komme derop?

- Jeg tror som sagt ikke på at man kommer i Himmelen eller Helvede, men jeg tror på, at det er sundt at leve ud fra den tanke, at det er sådan det forholder sig. Skulle dagen komme, hvor jeg stiller mig selv spørgsmålet, og i ærlighed ikke finder svaret positivt, så ved jeg at et-eller-andet er gået galt.

Hvor om alting er, så er det ganske fantastisk, at en plade-udgivelse kan få én – mig i hvert fald – til at tænke så meget over så betydningsfulde ting, og det er nok derfor at jeg er kommet til at holde så vanvittigt meget af A Piece of Strange. Ingen anden udgivelse har givet mig så meget stof til eftertanke som denne, tilmed serveret i så superb musikalsk kvalitet, at det næsten er fjollet.  

Hvis man skulle udvælge ét værk per musikgenre, som repræsenterer dén genres ypperste formåen, og som allerbedst demonstrerer hvad dén genre er i stand til, så ville Mozarts 40. symfoni nok repræsentere den klassiske musik, Led Zeppelins IV rocken, Michael Jacksons Thriller poppen, Miles Davis’ Kind of Blue jazzen, og så ville Cunninlynguists’ A Piece of Strange uden tvivl repræsenterer hiphoppens absolut mest mesterlige kunnen.

Mere helstøbt, gennemført, smukt og livsbekræftende et værk skal man virkelig lede længe efter.

Et sørgeligt faktum er, at Cunninlynguists ikke har tjent en eneste krone på A Piece of Strange, grundet komplikationer med deres udgiver. Men på en eller anden syg måde giver det virkelig meget mening, at de ikke har tjent noget på denne skive. Historien handler om en rapper, der ikke kan tjene til dagen og vejen, og begynder derfor at tænke på at ty til kriminalitet for at få mad på tallerkenen. Han vælger dog, trods modvind, at fortsætte som rapper, fordi det er ”hans kald” i livet. Det må have været sådan de tre selv har haft det. Flere års hårdt arbejde lagt i dette projekt, der som færdigt produkt ikke giver dem mønt på kontoen overhovedet. Jeg ville ikke bebrejde dem, hvis de i sin tid overvejede at droppe erhvervet som undergrunds-gruppe. Men så vidt jeg ved laver de stadig sublim musik, så de valgte altså ligeledes at fortsætte og udleve deres passion i livet: hiphop. Som Deacon slutter med at sige på ”America Loves Gangsters”:

”Now that’s ill!”

- A Piece of Strange får naturligvis den største 6/6'er det overhovedet er muligt at give. - Og så håber jeg, at I nød læsningen og måske endda blev en smule klogere. 

- Jeppe Barslund  

A Tribe Called Quest - The Low End Theory

”To know your future, you must know your past”

- George Santayana

Jeg er af den tro, at hvis man vil gøre sig klog på nutiden, så er man nødt til at have sin baggrundsviden i orden. Når det kommer til hiphop-”ekspertise” (om man må), så er min viden nogenlunde begrænset til sen-halvfemserne/årtusindeskiftet og frem. Jeg kan have svært ved at forholde mig til noget musikhistorisk, hvis jeg ikke selv har ”været til stede”, da hvilken-begivenhed-det-nu-end-måtte-være fandt sted. Jeg har derfor bestemt mig for, primært at klog-gøre mig på den moderne hiphop-historie. Men for at kunne det, er jeg stadig nødsaget til at kigge i bakspejlet og få mit bagland i orden. Man er nødt til at forstå fordums storhed, for at kunne redegøre for nutiden- og fremtidens luner. Som vi også var inde på i Illmatic-anmeldelsen, så handler det om anerkendelse, samt forskellen imellem at ”anerkende noget” og ”synes godt om noget”. Det er vigtigt at pointere, at de to kan, men ikke behøver at gå hånd i hånd.

     Eksempel: Synes jeg at Jimi Hendrix’s Are You Experienced er fantastisk? Overhovedet ikke, men jeg anerkender pladen som værende en banebrydende milepæl indenfor musikken generelt, og jeg anerkender manden for at være en af alle tiders dygtigste, vigtigste og mest innovative kunstnere, der har sat rammen for hvad man kan med en guitar.

På samme vis anerkender jeg A Tribe Called Quests andet album, The Low End Theory, for at bane vejen for jazz-baseret, opløftende, conscious og ”glad” hiphop med et positivt budskab, som har været startskud for flere rap-artister end jeg kan remse op. Men synes jeg at The Low End Theory er et mesterværk? Det gør jeg ikke nej.

A Tribe Called Quest var nogle af de første, der serverede et opløftende alternativ til den dominerende gangster-rap, der flød ud fra vestkysten. Det var især en gruppe som N.W.A, der fik det meste til at handle om kriminalitet, bande-vold, stoffer og våben, serveret med en offensiv "fuck tha police" -mentalitet, men da Q-Tip, Phife Dawg og Ali Shaheed Muhammad udgav People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm i '90 var deres dagsorden noget mere venligsindet. Modtagelsen var ikke udbredt positiv, dette værende på trods af, at et af hiphoppens mest ikoniserede numre, "Can I Kick It?", var at finde derpå. Det var først med efterfølgeren, The Low End Theory, at aftrykket blev mastodontisk. 

Den funky, jazz'ede stil ATCQ lagde for dagen med The Low End Theory var ikke just en velkendt tilgang til rap i 90'ernes første år. Man kan vel nærmest beskrive jazz/hiphoppens entré som værende banebrydende for musikhistorien. Gruppen havde smedet et beat-katalog sammen, der bestod af minimale, skrabede produktioner, der ikke bestod af meget mere end nedbarberede drumbreaks, enkelte samples og basgange, der ikke bare var, men stadig er blandt de dybeste overhovedet hørt. Gruppen fik blandt andet hjælp af den legendariske bassist Ron Carter, der har samarbejde med bl.a. Miles Davis og Herbie Hancock på samvittigheden, til at lægge nogle fede basrytmer over deres beats. Meget sigende starter hele pladen ud med den gyngende basgang på "Excursions", der sætter standarten for resten af pladens bølgende lydbillede. Gode eksempler inkluderer "Buggin' Out", hvis basgang efter sigende skulle have fået højtalere til at brænde sammen under indspilningerne. Numre som posse-cut'et "Show Business" og "Check the Rhime"  byder ligeledes på nogle af de mest simple men effektive drum-breaks fra den gyldne æra. 

Men, for en som mig, der er "oplært" af nyere hiphop (for alvor startende med DJ Premiers beats på Moment of Truth), finder jeg flere af beat'sne på The Low End Theory end anelse kedelige og den simple formular en smule repetitiv. Nogen påpegede en vis "tørhed" i produktionerne på Illmatic, og det er præcis sådan jeg har det mange af produktionerne på TLET. Grunden til dette er vel nok bare, at min første hiphop-kærlighed var rettet imod nyere, mere "udviklet" hiphop, der gjorde brug af flere, mere nuancerede elementer. Om "udviklet" hiphop nødvendigvis er bedre end det ældre, mere sparsomme, er naturligvis ikke en selvfølge, og mange vil nok til evighed mene, at den modernisering hiphoppen har gennemgået, har været ødelæggende for kulturen. Men det er nu engang min holdning. Måske det ville svare til, at man først havde set film som Gladiator, Inception og There Will Be Blood, og derefter gav sig til at se eksempelvis Carl Th. Dreyers Ordet; et uden diskussion mesterligt storværk, der ændrede filmmediet for evigt, men som i dag mestendels har sin force i nostalgien og det charmerende gamle udtryk. Måske skal man også bare lade være med at gøre det for abstrakt, kalde en spade for en spade, og sige, at det nok bare keder mig en smule. 


Det gælder også lyrikken. Der er ingen tvivl om, at Q-Tip og Phife Dawg har kemien i orden, og flere steder show-caser de super fede flows og overlegenhed. Men faktisk irriterer deres rap mig også mange steder. Ikke indholdsmæssigt, men flow-teknisk har de to rappere ofte en mildest talt anstrengende effekt i mine ører. Værst af alt er det, at jeg ikke rigtig kan sætte en finger på det specifikke problem, der er bare flere numre, hvor det - for mig - synes at tendere det urutinerede. 
Kigger man på pladens wiki-side, kan man se, at den har modtaget top-karakters anmeldelser over hele feltet. 10/10, 5/5, A+ og det hele. Kun James Bernard fra Entertainment Weekly ser anderledes på det, og jeg kan virkelig relatere til de afsluttende ord i hans anmeldelse: "this may be the greatest hip-hop album that will never quicken my pulse". Sådan er det vel bare nogen gange.

        En af de største fornøjelser der ligger i at lytte The Low End Theory igennem, er at man (jeg gjorde i hvert fald) kan finde linjer overalt i teksterne, som andre rappere har lånt senere hen, som en ATCQ-homage. Q-Tip starter f.eks. "Excursions" med at rappe: "Back in the days when I was a teenager", - en linje som Geo (Blue Scholars) åbner "Proletariat Blues" med, i samme tempo og med præcis samme tryk på ordene. Disse "lån" er at finde overalt, og det fortæller virkelig én, hvor stort et aftryk pladen har sat i hiphop-verdenen, og hvor respekteret og elsket pladen er blandt andre rappere. Det, at jeg ved, at The Low End Theory var med til at forme hiphoppen da den bare var en klump ler, gør, at jeg har den dybeste respekt for pladen, og det er nok denne respekt der gør, at jeg et eller andet sted er utroligt glad for den. Også selvom det ikke er alt på skiven der behager mine smagsløg. 

"Set i et historisk perspektiv er den til topkarakter, men dømt ud fra mine personlige præferencer og smag i musik, er meget af det lidt for outdated og kedeligt til at karakteren kan trækkes meget længere end en 4 stykker, så et sted derimellem..."

...ud af 6

I min bog er A Tribe Called Quests bedste numre spredt ud på deres andre udgivelser. Mine tre favoritter fra gruppen:

#3 "Can I Kick It?"  

(Peoples Instinctive Travels and the Paths of Rhythm)

#2 "Electric Relaxation"

(Midnight Marauders)

#1 "Jam"

 (Beats, Rhymes and Life)

- Jeppe Barslund