Lupe Fiasco - Friend of the People (Mixtape)

"Watch the throne as I dance in the chair /
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"

Efter to prangende mesterværker og lyriske milepæle, samt én semi-sørgelig, major label -undskyldning af et fesent pop-album, erklærer Chicago rapperen Lupe Fiasco sig atter ven af folket, ved at udgive et gratis mixtape. Et mixtape som jeg var en smule bange for at downloade, af frygt for at skuffelsen fra Lasers ville tage til. Men efter som Lupe er og bliver en dygtig kunstner skulle mixtapet naturligvis høres, og downloaded blev det. Helt præcis hvornår sangene på dette mixtape er fra er umiddelbart svært at sige, for flere gange får han sagt "Lasers coming soon", så spritnye numre er det ikke udelukkende.

Lyrik:

Lupe Fiasco er et fucking geni!

- Men det vidste vi jo godt. Med sine to første plader åbnede han alles øjne og ører for, hvor kløgtig, intelligent og dybt man kan skrive tekster. På Lasers havde han dumpet sin skriverier en smule down, men rappede stadig med mere velskrevne tekster end de fleste andre. På Friend of the People ser det ud til, at han er tilbage i top-form, og så er der altså ikke et øje tørt.
De skarpe observationer, sylespidse wordplay og underfundigt brillante brug af metaforer og dobbeltbetydende ord og sætninger, er at finde overalt. På "Lupe Back" rapper han om kommercial-musikkens effekt på kunstnere og hvordan de effektivt bryder ellers selvstændige og ambitiøse kunstnere ned til ens-tænkende amøber:

"Shock-a-zulu, call me Wasalu II /
Oh shit, man these record labels prostitute you /
Strap them to sushi bars, and feed em lots of fugu /
Catch a bad piece /
You can stick that 360 between your asscheeks /
Artists let’s mobilize and unionize like the athletes /
Radio is making our craft weak /
Forced to repeat the same dumb shit that work /
Only as hot as your last beat /
And rappers, they relating to that last piece"

Han funderer endda over, om pladeselskaberne havde en finger med i spillet i Kurt Cobains død. På titelnummeret "Friend of the People" lægger han ud med samme sublime flow og snørklede leg med ord, der gjorde, at jeg i sin tid blev forelsket i Lupes rap:

"Lu, cool, no, more doors /
Porsche or, no, more doors /
Sedan, hmmm, four more, no more doors /
More doors (/Mordor) than that Lord of the Rings that Frodo went to war for /
You'll se more war than World War Four or Lord of War /
Where Nicholas lost his brothor"

Jeebuz!
Og på "Joaquin Phoenix" er han ude i så mange snedige referencer og indforståede metaforer, at det ganske simpelt er urealistisk at få det hele med. Tag fx et kig på følgende passage:

"Man I'm so apalled /
I can keep them all safe /
I can really ball and put titties all in y'all face /
That was Robert Paulson and that deserves a pausin' /
So that's Blart, Pierce, and all that's missing is a bearer /
For the coffin that is needed for this beat when I'm done talkin'"

- Måske ikke noget, der springer én i øjnene ved første lyt, men det hele er én stor Paul-reference/metafor (!). De første to linjer kunne lige så vel læses: "I'm so a Paul / I can keep the mall safe", og så ville den referere til filmen Mall Cop hvor Kevin James spiller politimanden Paul Blart. Dem, der har set kult-mesterværket Fight Club, vil nok kunne huske Robert Paulson som ex-bodybuilderen, der grundet et absurd overforbrug af steroider har udviklet enorme bryster, som Edward Norton på et tidspunkt får i ansigtet, da han giver ham et kram. Navnet 'Peirce' går på basketball-spilleren Paul Pierce, der, som Lupe rapper, "really can ball". Og for at kæde alle Paul-referencerne sammen, slutter Lupe af med den manglende kiste-bærer, for hvad hedder de, der hjælper til med at bære kisten til begravelser (på engelsk)? - A Pall-bearer, eller her, a Paul-bearer.
Jeg ved ikke med jer, men i min bog er dét genialt. Og senere i samme sang glider han over i en længere passage med Michael-referencer, den må i selv hygge her med!

Alt i alt er der ikke meget andet end lyrisk guf på dette mixtape. Desværre er der passager med auto-tune og computer-effekts-befænget vokal, som ikke helt passer ind i det ellers funklende glansbillede, men der er virkelig god grund til at tro og håbe på en Lupe i hopla på næste udgivelse.

Musik:

Hmmm.....

Lydsiden på Friends of the People er ikke til at blive helt lige så begejstret af. Det meste er lånte instrumentaler, men kun sjældent hiphop, og det meste fungerer ikke helt så godt som man kunne have håbet. På "WWJD He'd Prolly LOL Like WTF!!!" (ja, det hedder den) rapper Lu over Justice's "On'N'On", som unægtelig svinger ganske herligt. På "Lightwork" rapper Lu over Bas Nectar's remix af Ellie Goulding's "Lights", og det lyder faktisk heller ikke helt tosset. Jeg indrømmer også gerne, at Ellie Goulding's stemme kan gøre mig blød i knæene, men electro-trance-beatet kunne jeg godt have været foruden. En udsøgt fornøjelse er det derimod at opleve Lupe over John Coltrane's jazz-perle "Love Supreme", med sine sparsomme trommer og rumlende basgang. Lupe's stjerne-producer Soundtrakk, som ikke fik lov til at lege med på Lasers, er tilbage her med to beats. Det ene, "Joaquin Phoenix", ikke synderlig imponerende, det andet, "SLR" (Super Lupe Rap), gennemført episk! Det tog mig lige et lyt eller fire at vende mig til det, men når først de vokal-samples kryber ind under huden på ind, så bliver de der!

Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:

På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.

3/6

- Jeppe Barslund

Lil Wayne - Tha Carter IV

"Only sick music makes money today"
- Friedrich Nietzsche

1.5/6

- Jeppe Barslund

Smif-N-Wessun - Dah Shinin'

Tilbage i 90'erne lod hiphoppens potentiale til at være uendelig stort. Strømmen af fantastiske plader var konstant, og genredefinerende og -revolutionerende værker blev udgivet på noget der lignede månedlig basis. Tag f.eks. '93, hvor Buhloon Mindstate, 93 'til Infinite, Doggystyle, Midnight Marauders og 36 Chambers blev udgivet. Hvilket år! Året efter blev storværker som Southerplayalisticadillacmuzic, Hard to Earn, Resurrection, Ready To Die og Illmatic udgivet. Og lad os fortsætte yderligere et år frem, for '95 rystede lignende milepæle af sig: Infamous, Me Against the World, Only Built 4 Cuban Linx, Return to the 36 Chambers, Liquid Swords, Lifestylez Ov Da Poor & Dangerous og Labcabincalifornia.

Det fede dengang var, at hiphoppen fornyede sig selv dagligt, og i og med at genren var forholdsvis ny i sig selv, var alt også frisk og spændende. Problemet, om man må, var så, at nogle kunstnere blev profileret i højere grad end andre, og mange udgivelser blev derfor overset. Der var en strid imellem Biggie og 2Pac, der pådrog sig ekstrem meget opmærksomhed. Så var der Wu-Tang og klanmedlemmerne, der blev ved med at smide fantastiske plader på gaden, som ligeledes fik mange til at rette øjnene mod Staten Island. Og så var der selvfølgelig NaS, der med Illmatic havde begået en af tidens største hiphop-bedrifter.

Flere af de mindre profilerede kunstnere blev altså efterladt i skyggen af mastodonterne, og således blev Smif-N-Wessun og deres debutalbum Dah Shinin' aldrig anerkendt som det hovedværk det er.
Som jeg skrev i Illmatic-anmeldelsen før denne, opdagede jeg først alt hiphop fra start- og midt-halvfemserne mange år efter udgivelse, det indbefatter selvfølgelig også Dah Shinin'. Jeg tror faktisk ikke engang at jeg har ejet pladen i et år, men jeg ser den helt bestemt som en af de absolut stærkeste udgivelser fra dens tid, side om side med Illmatic og 36 Chambers.

"I walk around town with my pound strapped down to my side /
No frontin' just in case I gotta smoke some"

- De to rappere i Smif-N-Wessun, Tek og Steele, var i besiddelse af fænomenale tekniske færdigheder, så selvom de tematisk set kredsede om den samme crime-rap som så mange andre, udmærkede de sig i skarp, gade-nær levering. Nej, deres portrættering af ghetto-miljøet er ikke nært så skarpt som på f.eks. Illmatic, men attituden er ikke til at tage fejl af, og som tilhængere af Rastafari-bevægelsen rapper de ind imellem med en tykt affekteret reggae-accent, der giver rappen et fantastisk twist ("here come tha rude bwoys with the ganja plants"). Vigtigst af alt er, at kemien mellem Tek og Steele er i verdensklasse. Den måde de udveksler linjer og rimer ind og ud af hinanden på et fantastisk, og som skrevet før, så ligger de simpelthen på beatet som kun de bedste er i stand til.

"The deals going down like this /
None affect the mouth, watch ya lips and my boots do a french kiss /
Puttin' an end to those who tend to get me aggravated /
I'm tired of countin' dues and addin' up the years we waited /
Be on the lookout for these mad blunts smokin' /
Keep ya girl away from me 'cuz I won't hesitate to stroke it"

Tek's vers på "Bucktown" står for mig som et af pladens stærkeste:

"Knock knock, maybe not the fourshots empty /
On the violator that was sent out to get me /
I'm tore up from the floor up and everything's black /
But still I'm on point ready to buck, ain't nothing sweet jack /
Bucktown, I represent it on the love love /
Deeply rooted from my timbs to my dick above /
Don't sweat the buldge comin' from my hip /
Grip what ya did hit when I let my tool click /
Nowhere to run, ambush lurks in the dark /
Heltah Skeltah smirks while you're gettin' torn apart/
Here come tha rude bwoys wit tha ganja plants /
Smif-N-Wessun and I roll with the Boot Camp"

Og når de i omkvædet på "Bucktown" rapper "Bucktown - home of the original gun clappers", så er det ikke ment stavet som her, vi er nemlig ude i noget ekstrem hood-lingo, så det hedder naturligvis "Bucktown - home of the originoo gunn clappaz". Hvad ellers?
"Stand Strong" åbnes ligeledes med uforglemmelig lyrik, der reflekterer ghetto-mentaliteten til perfektion:

"I walk around town with the pound strapped down /
That's only because it's mad real in Bucktown /
It gets mad deep in the streets /
When you gotta watch ya back for beasts, enemies even ya peeps /
I step to my business stand strong on my own two /
Do what I have to do to get true /
If you for real then you know the deal /
I do or die and I never ran never will"

Der hvor Dah Shinin' for alvor udmærker sig, er dog på lydsiden, hvor Da Beatminerz har skabt den potentielt stærkeste samling beats fra dén periode overhovedet. Folk snakker altid om DJ Premier, Pete Rock og Large Professor når talen falder på de vigtigste producere fra 90'erne, og fair nok, men det har vitterligt ingen retfærdighed, at Da Beatminerz aldrig bliver nævnt i samme sammenhæng. Flere af produktionerne på Dah Shinin' gør sig som de bedste instrumentaler i hiphoppens historie. Jovist, rimelig bold statement right there, men jeg synes det holder!
Den bølgende basgang og det tampende drumbreak på "Wrekonize" resulterer i et beat som sendt fra oven. Også "Let's Git It On" bærer et beat med den der "knib lige dig selv i armen" -effekt, takket være den mellemgulvspulserende basgang. Saxofonen fra Jack Bruce's "Born To Be Blue" danner ligeledes et ubeskriveligt lækkert beat på "Bucktown", der også er besmykket af et outerworldly tromme-break (som I burde sidde og lytte til nu).
De fire personager i Da Beatminerz, primært ført an af Mr. Walt og DJ Evil Dee, operer primært i utroligt sparsommelige lydlandskaber, hvor formularen hedder bas + trommer + et enkelt jazz-sample eller to, og så ikke nødvendigvis mere. Det er minimalt, skrabet og så fandens effektivt at det er til at få tårer i øjnene af. Er du ikke overbevist endnu, then look no further than "WonTime":

Der er ingen tvivl om, at Dah Shinin' er en af mine absolutte favoritter når det kommer til start/midt-halvfemserne. Nogen vil måske mene, at den lettere primitive hood talk om weed, guns, hoes og om at være bedst, er en smule uinspirerende og triviel, men jeg er nu engang dybt fascineret af Tek og Steele's tilgang til genren. Der bliver ikke opfundet dybe tallerkener eller lignende, men det er meget få, der kan flyde så fabelagtigt over så fænomenale beats, som dem Da Beatminerz servere her. Ganske simpelt mirakuløst.

(anderledes beat end på pladen)

5.5/6

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

BONUS:

Da Beatminerz' produktions-katalog er enormt, og der ligger mange timers storslået nydelse i at gå på opdagelse i deres kreationer. Her får I fem fra mig, som jeg synes er fantastiske:

Link til YouTube playlist

NaS - Illmatic (TBT REVIEW)

Die Hard: With A Vengeance (legendarisk dårligt oversat til Die Hard Mega Hard på dansk): Vi husker alle John McClanes røvtur igennem Harlem, bærende et skilt med ordene "I HATE NIGGERS" påskrevet. Som Samuel siger til ham: "You are about to have a very bad day". Bruce slipper som bekendt ufattelig billigt med en lige-højre mod kæben og en flaske i fjæset, men konsekvenserne får han at føle.

Moral of the story is: Der er visse udsagn, der ikke er så heldige at lufte i åbent forum, og så er der udsagn, der bliver endnu mere uheldigt at udtale sig om, afhængigt af hvilket forum man befinder sig i.
Jeg har aldrig set NaS' debutplade Illmatic som værende den sublime udgivelse, som resten af hiphop-verden ellers ser den som. Det er ikke i decideret frygt for kæberaslere eller flyvende ølflasker at jeg har undladt at råbe for højt op om det, men fordi jeg ved, at nogle kan blive decideret stødt over at høre, at der er nogen, der ikke anerkender en plade som værende det mesterværk det nu engang er.

- Men det har intet med anerkendelse at gøre. Man kan sagtens anerkende Illmatic som værende skelsættende for hiphop-kulturen, uden at synes, at selve musikken er top fantastisk over hele feltet. For mig kan "mesterværks"- og "klassiker" -betegnelsen kun bruges om plader, der i ens egen verden er et mesterværk, fordi den har gjort et-eller-andet for dig, eller rørt dig et-eller-andet sted. Som værende et ikke-hiphop-hørende barn af 90'erne har Illmatic ikke gjort særlig meget for mig, andet end at være en super fed plade, som jeg har opdaget mange år efter dens udgivelse.
Nu har jeg efterhånden modtaget så mange mails fra folk, der gerne vil læse en Illmatic-anmeldelse fra min hånd og/eller høre hvorfor jeg endnu ikke har skrevet en sådan, så nu må det være. Her følger altså min track-by-track anmeldelse af NaS' debut, en af hiphoppens største milepæle: Illmatic. Og så håber jeg i øvrigt at vi evt. kan få en fed dialog ud af det.

"Check me out y'all, Nasty NaS in your area, I'm 'bout to cause mass hysteria"

Nasir bin Olu Dara Jones var blot i sine sidste teenageår, da han indspillede sin første plade, der skulle vise sig at gøre den unge Queens-rapper til en af historien vigtigste navne indenfor hiphoppen, og hans debutplade en af de vigtigste steppingstones for kulturens musikalske udvikling. Betegnelser som "greatest hip hop album of all time" og "best hip hop record ever made" ses ofte i samme sætning som "Illmatic", og set i et (hiphop-) historisk perspektiv, er der et hav af argumenter, der taler fór disse beskrivelser. Beretninger og personlige skildringer om og fra New Yorks ghetto-miljø var ikke leveret mere malerisk og komplekst end fra den 19/20-årige rapper, der tilmed havde et hold af producere i ryggen, hvoraf de fleste i dag anses som værende living legends.
Big Daddy Kane, Rakim, Gang Starr og Kool G Rap, der ligeledes anses som pionere indenfor hiphoppen, havde udgivet henholdsvis fem, fire, tre og tre plader før Illmatic, ligeledes omhandlende New Yorks gustne gadehjørner, men NaS ramte bare en nerve i sin musik, som ikke var set eller hørt lignende, og med sin imponerende komplekse stil, stod han frem som talerør for en minoritet, der for alvor havde fået en stemme igennem NaS.

Nu er vi inde på det anerkendende element, for alt det ovenstående er (vel så godt som) faktuelt. Grundet dens historiske signifikans er der da også meget mere end "bare" musikken at elske Illmatic for. Men i min bog bliver en udgivelser ikke en "klassiker" på baggrund af historisk signifikans alene. Musikken i dag ville heller ikke være den samme, hvis ikke det var for udgivelser som The Beatles' Sgt Pepper's Lonely Heart Club Band, David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, Herbie Hancocks Head Hunters og Elvis Presleys Elvis Presley - dette er ikke til at diskutere - men ingen af disse plader er klassikere i min bog.
Jeg er her altså kun for at tale om musikken på Illmatic.

01. The Genesis

Som 15-årig mødte NaS den 17-årige producer Large Professor for første gang. Large Pro var med i gruppen Main Source, og det var på deres Breaking Atoms fra '91 at NaS fik sin rap-debut, da han fik lov at åbne "Live at the Barbeque" som gæste-rapper. Illmatic åbnes med "The Genesis" ('tilblivelsen, red.), hvor man kan høre "Live at the Barbeque" i baggrunden, sammen med et forbikørende tog, hvis lyd nærmest er blevet synonym med byen New York. En fin lille intro, der sætter en passende tone for Illmatic.

02. N.Y. State of Mind

"It drops deep as it does in my breath /
I never sleep, 'cause sleep is the cousin of death /
Beyond the walls of intelligence, life is defined /
I think of crime when I'm in a New York state of mind"

"N.Y. State of Mind" er et af de mest ikoniske hiphop numre nogensinde. DJ Premiers beat er af en anden verden, med Joe Chambers mørke "Mind Rain" -pianoloop som drivkraft, og NaS' flow er næsten på et uopnåeligt plan. Historien går endda på, at NaS havde glemt sine nedskrevne rim da han tog hen til DJ Premiers studie for at indspille sangen, så store dele af sangen er løst baseret på hans oprindelige tekst. Hvorledes der er rigtighed at finde i dén påstand ved jeg ikke, - hvad jeg ved er, at rappen er fantastisk! NaS rapper om den mentalitet man opbygger, når man lever i et kriminelt ghetto-miljø som Queens. Stoffer, bander og vold, men også et håb om bedre tider: "Life is parallel to hell, but I must maintain / And be prosperous, though we live dangerous". En sjaskvåd drøm af et nummer.

03. Life's A Bitch

Der er noget sørgeligt over "Life's A Bitch". NaS og AZ rapper i bund og grund om, at anyday could be your last, hvilket ligger til grund for deres "fuck it" -attitude. AZ rapper om hvordan penge er blevet den eneste reelle status-faktor:

"Visualizin' the realism of life and actuality /
Fuck who's the baddest a person's status depends on salary /
And my mentality is money orientated /
I'm destined to live the dream for all my peeps who never made it"

...Og NaS fortsætter:

"Now it's all about cash in abundance, niggas I used to run with /
Is rich or doin' years in the hundreds /
I switched my motto, instead of sayin' fuck tomorrow /
That buck that bought a bottle could've struck the lotto /
Once I stood on the block, loose cracks produce stacks /
I cooked up and cut small pieces to get my loot back"

Den eneste måde at flygte fra hverdagen på, er at ryge sig væk, så det gør de på det legendariske omkvæd: "Life's a bitch and then you die, that's why we get high, 'cause you never know when you're gonna go".
"Life's A Bitch" var produceren L.E.S' første beat (på plade), og han har fulgt NaS lige siden. Beatet er drevet af en rolig, jazzet melodi, der komplimenterer budskabet om at ryge sine problemer væk ganske godt, men jeg har aldrig syntes at produktionen var synderligt fantastisk. Bare god. NaS' far Olu Dara runder nummeret af med lidt trompet, hvilket klæder nummeret fortrinligt.

04. The World Is Yours

Igen et nummer, der bliver anset som et af de bedste i hiphoppens historie. Pete Rock sampler Ahmad Jamals "I Love Music" til sin udsøgte. laid-back jazz'ede produktion, der passer perfekt til NaS, der her har et mere optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid lys for enden af tunnelen, og selv den barske ghetto har sine positive momenter:

"There's no days for broke days, we sell it, smoke pays /
While all the old folks pray, to Je-sus soakin' they sins in trays /
Of holy water, odds against NaS are slaughter /
Thinkin' a word best describin' my life to name my daughter /
My strengh, my son, the star, will be my resurrection /
Born in correction, all the wrong shit I did, he'll lead a right direction"

Og igen et omkvæd direkte til historiebøgerne, der har inspireret utallige rappere. Senest har f.eks. Fashawn og Blu lånt dele af omkvædet til henholdsvis "Hey Young World" og "The World Is Below the Heavens". Mageløst.

05. Halftime

"It's like that, you know it's like that /
I got it hemmed, now you never get the mic back"

Ingen dikkedarer her, bare straight up rap fra Nas. Large Pro producerer et f-a-n-t-a-s-t-i-s-k beat, der helt simpelt lægger op til, at NaS kan lege over det - og det gør han!

"Back in eighty-three I was an MC sparkin' /
But I was too scared to grab mic's in the park an' /
Kick my little raps 'cause I thought niggas wouldn't understand /
And now in every jam I'm the fucking man /
I rap in front of more niggas than in the slave ships /
I used to watch C.H.I.P.S. now I load glock clips"

Et helt fantastisk nummer!

06. Memory Lane (Sittin' In Da Park)

Muligvis mit favorit nummer fra Illmatic. DJ Premiers beat er ubegribeligt! Keys, guitar, percussion og vokal samples fra Reuben Wilsons "We're In Love", og drumbreaket samples fra Lee Dorseys "Get Out of My Life Woman", der hands down er et af de fedeste drumbreaks overhovedet. NaS' flower fabelagtigt hele vejen igennem, imens han reflekterer over livet med en stor dosis nostalgi:

"My pen taps the paper then my brain's blank /
I see dark streets, hustling brothers who keep the same rank /
Pumping for something, some uprise plus some fail /
Judges hanging niggas, uncorrect bails, for direct sales /
My intellect prevails from a hanging cross with nails /
I reinforce the frail, with lyrics that's real /
Word to Christ, a disciple of streets, trifle on beats /
I decipher prophecies through a mic and say peace"

Konge-track!

07. One Love

Her har vi et af pladens mindre interessante øjeblikke. Q-Tip producerer, og dobble-bas'en fra Heath Brothers' "Smilin' Billy Suite Part II" sidder lige i skabet, men xylofonen og omkvædet not so much. Især omkvædet irriterer mig voldsomt. Det værste er, at temaet i sangen er et af de mest interessante på hele pladen, men Q-Tips snøvlede omkvæd gør det bare anstrengende at komme igennem sangen. Versene tager form som breve, som NaS har sendt til venner, der sidder i fængsel. Et virkelig gennemført koncept, der gør "One Love" til et lyrisk højdepunkt. Beatet og omkvædet gør dig bare, at jeg som regel skipper nummeret.

08. One Time 4 Your Mind

Vel nok pladens svageste moment. Det er som om, at NaS rapper om lidt af alt det, han allerede har rappet om, og så over pladens potentielt kedeligste beat fra Large Pro. NaS har unægtelig en teknisk præcision herpå, der er svær at sætte en finger på, men teknisk præcision er at finde på samtlige tracks, og stort set alle har mere at byde på end "One Time 4 Your Mind". Plandes om'er i min bog.

09. Represent

Premo's bombastiske trommeprogrammering danner fundament for NaS, der virkelig skruer op for attituden:

"Cold be walkin' with a bop and my hat turned back /
Love comittin' sins and my friends sell crack /
This nigga raps with a razor, keep it under my tongue /
The school drop-out, never liked the shit from day one /
Cause life ain't shit but stress fake niggas and crab stunts /
So I guzzle my Hennesey while pullin' on mad blunts /
The brutalizer, crew de-sizer, accelerator /
The type of nigga who be pissin' in your elevator"

"Represent" repræsenterer rap, når rap er mest rappet. Dog bliver jeg nødt til at sige, at beatets spændingskurve daler hen imod enden. Nogen vil mene det er blasfemi, men Premo produktion her er langt fra blandt mine favoritter. Men alt i alt et sprødt track.

10. It Ain't Hard To Tell

"Hit the earth like a comet, invasion /

NaS is like the afrocentric Asian; half-man, half-amazin"

Et af Large Pro's bedste beats. Samplingen af Michael Jackson's "Human Nature" er blændende, er lyrisk set er der næsten for meget guf på "It Ain't Hard To Tell" til at remse det op. Sangens tredje og sidste vers er fænomenalt, og er det perfekte vers at afslutte Illmatic med:

"This rhythmatic explosion, is what your frame of mind has chosen /
I'll leave your brain stimulated, niggaz is frozen /
Speak with criminal slang, begin like a violin /
End like Leviathan, it's deep well let me try again /
Wisdom be leakin out my grapefruit troop /
I dominate break loops, givin mics men-e-straul cycles /
Street's disciple, I rock beats that's mega trifle /
And groovy but smoother than moves by Villanova /
You're still a soldier, I'm like Sly Stone in Cobra /
Packin like a rasta in the weed spot /
Vocals'll squeeze glocks, MC's eavesdrop /
Though they need not to sneak /
My poetry's deep, I never fell /
Nas's raps should be locked in a cell /
It ain't hard to tell"

In Conclusion...

Der er ufatteligt meget godt hiphop at finde på Illmatic, og når den bliver kaldt "the greatest hiphop record of all time" er det fuldt ud retfærdiggjort.
Men Illmatic er ikke den perfekte udgivelse. Det er en virkelig kort plade. Ti numre, hvoraf det ene er en intro, og to af numrene ikke er helt så fede igen. De resterende numre er dog af øverste skuffe, - den skuffe, der sidder så højt i kommoden, at det kun er få der kan nå derop.
Jeg er overbevist om, at jeg havde anmeldt Illmatic til 6/6 hvis jeg havde sidder som anmelder i 1994. Men nu hedder det 2011, og på de 17 år der er gået, er der udgivet talrige plader, der i min optik overgår Illmatic. Mange af dem var muligvis aldrig kommet til verden hvis det ikke havde været for Illmatic, så deri ligger den ultimative takke til pladen. Men det gør den stadig ikke til en klassiker i min bog. Men tæt på.

5-5.5/6

- Jeppe Barslund

Celph Titled & Buckwild - "Nothing To Say" (Track Review)

Celph Titled & Buckwild's Nineteen Ninety Now var en af sidste års - måske endda en af de sidste ti års - allerstørste fornøjelser. Fortrinlige beats fra D.I.T.C. beat-kongen og "guns, bitches and humor" -forherligende flow-akrobatik fra en af disse dages absolut fedeste MCs.

Needless to say blev jeg ovenud lykkelig da jeg modtog nyheden om, at de to har "ekstra-projektet" Nineteen Ninety More på vej. Der var åbenbart så meget materiale tilovers fra deres første kollaboration, at der var til en ekstra EP. Nineteen Ninety More kommer til at indeholde 8 nye numre, samt instrumentals til begge udgivelser.
Et af de numre, der vil være at finde på NNM hedder "Nothing To Say" og er fuldt på højde med materialet på forrige udgivelse. Buckwild's jazzede beats sidder igen lige i skabet, og som en YouTube bruger rigtig nok skriver, så er "the head nod factor off the chizzane!!!!!". Sangens titel bør give et praj om kontekst, og selvom man måske umiddelbart tænker, "jamen hvis du ikke har noget at sige, hvorfor så lave en sang?", - så er Celph Titled det levende eksempel på, at man snildt kan lave en hamrende sprød sang, der ikke rigtig handler om noget. Egentlig er der noget dejligt befriende over titlen, for når man tænker over det, så er der eddermaneme mange rappere derude, der laver numre, som ikke handler om en flyvende hattefis, men som camouflere det i en eller anden fancy titel. Celph Titled melder klart ud fra start af. Celph Titled's ganske forbigåede Demigodz-kollega Rise er på besøg, og leverer ligeledes varen.




"Celph Titled's not your ordinary street rhymer /
I'm like Evil Dee and Mr. Walt, like Beatminerz /
And even old timers get a broken nose /
'Cause I murder rappin' with words I wrote down in post-it notes /
We order straps and magazines from the back of magazines /
Here's an understatement: I'm an average MC /
Take it how you want it, I got a target with your face on it /
Shoot it up 'till it ain't no face on it /
For a fact-fact for a matter-matter of fact /
Put your format on disc and press format /
There's no doormat at the laboratory I create raps in /
You need a special card just to get your ass in /
So here, read my brochure /
It guarantees you ain't havin' no career and no tour (fo' sure) /
I'm here to bring rap trouble /
Never rocked a four-finger-ring just some brass knuckles"

You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(I don't care what they say)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay
You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(That's right)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay

"Now people recognize the name and say that Rise is nice /
Before they didn't recognize and call me 'raws' or 'rice' /
I hold it down, even if I don't make it to stores soon rappin' /
Pullin' things out of nowhere like cartoons, I gotta /
Follow my mind and my own advice /
So I can drive overnight like the price of flights, or not /
Horrible struggle stories work so well /
You's a way broke, punch an extra wholes in your belt /
Look, I don't know what happened, your pose just fell /
'Cause I'm the know-it-all, do nothing stuck in the self /
That helps and helps and stops when that help ain't done /
And that's a problem right, like when I drink by myself /
I think by myself and people tend to stay when I play /
I work hard without a job, what day is today? /
Relate if you play what I play or woulda did this your way /
They start give my Rise, I'm good, I don't care what I say"

Chorus

"Hey hey, and Imma shout at'cha /
Fuck with your safety like co-cokes and suns passengers /
I give mouth fractures /
Now the cops is out, after a while south rapper wildin' out at a /
Country club with a bat clubbin' the golf carts /
While you servin' burgers at the McDonalds and Wallmart /
Ten G's to ballpark /
Figure that I get from one show, kick a flow, ten minutes and then dip /
I'm magnificent like the Biz Markie /
My cadillac push bottom start, I don't need car keys /
You'll believe these are shark teeth, make a mark deep /
In your arteries, pardon me, kill you with god speed /
Piss on a slut so rude, make my cock leak /
So she be havin' pee, like them two dudes from Mobb Deep (word) /
Scenario with Dingo D that's my ringtone beat /
My chrome needle free space like a bingo sheep"

Chorus

8/11-2011

Damn jeg glæder mig!

- Jeppe Barslund

MarQ Spekt & Kno - Machete Vision

Det er vist sikkert at sige, at der er mange i dag, der er godt trætte af hiphoppens tilstand. Genren er gået fra at være et kulturelt sammenhold og stolt fællesskab, til at være et overflade forherligende forum for "rappere", der med et fingerknips tjener en formue ved at sælge deres sjæl til djævelen. Personligt er jeg stadig stolt af at være fan og tilhænger af kulturen, men det er fordi, at jeg ved hvor den rigtige hiphop er at finde. Chris Rock sagde det bedst: "I love rap music... but I'm tired of defending it....". Og han har ret. - Så længe, at "kunstnere" som f.eks. Rick Ross, en ex-politimand, der har taget kunstnernavn efter en af nyere tids største pushere (som endda har sagsøgt rapperen for at tage sit navn) må man, uanset hvor stærkt et forhold man har til musikken, indse, at det som udefrakommende må være svært, hvis ikke umuligt, at tage genren og kulturen seriøst.
Jeg oprettede i sin tid denne blog med det formål, at informere og sprede ordet om alt det fantastiske hiphop der gemmer sig derude i verden. Jeg lancerede LEFTOVERS -serien med det formål, at give folk en chance for at høre andet end det, der bliver spillet i radioen. Lidt pladder-romantisk kan man altså sige, at mit eksistensgrundlag som hiphop-journalist og anmelder er at holde liv i undergrunds hiphoppen. MarQ Spekt & Kno lader til at kæmpe i samme sags tjeneste. Machete Vision er et opgør imod nutidens status quo indenfor hiphop, og selvom de herrer bag projektet her med sikkerhed ikke vil nå ud til mere end et par tusinde husstande, hvilket de udmærket er klar over, så ligger der også en opfordring i Machete Vision til, at dem, der KAN nå ud til mange, samler bolden op og gør noget seriøst ved sagen.

"What's with all the secret agendaes /
Ladder to succes but underneath every level is a deal with the devil /

My soul ain't to be sold, so no reason to sweat it /
You can keep what you sellin', the deceit that you're tellin' /
Believe he a menace, with his head held high, while you flee to the exit /
Spank you little rappers and I teach 'em a lesson /
Said fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
Fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
But I don't need any credit"

Således rapper MarQ Spekt på "All Smiles (Plastic Mask)", og her skal man især bide mærke i citates afsluttende linjer. - Hiphoppen har brug for en rebel til at føre genren tilbage på det spor, hvor hiphoppen startede back in the day: nemlig som en modpol til en eksisterende udtryksform. Som talerør og samlingspunkt for en generation. I dag påtager hiphoppen sig i højere grad rollen som den genrer, der sætter standarten, frem for at gøre op med den, som det oprindeligt var dens formål.
Problemet med problemet er, at det kræver en radikal ændring i samfundsmentalitet, hvilket er det sværeste at ændre overhovedet. Men Marq Spekt er ikke bange for at melde sig ind i fejden, og selvom Machete Visions affekt på hele problemstillingen vil være uanseelig, så er det en kamp, der skal kæmpes ét lille skridt af gangen.

Da Machete Vision er de småes kamp imod de store, kan det være svært ikke at tænke på Robert Rodriguez's grindhouse-film 'Machete', som foruden selve våbnet som fællestræk, ligeledes handler om én, der tager kampen op imod et helt regime. Og lige som Rodriguez's film er Machete Vision også en voldelig omgang. Ikke med hensyn til blod, vold og afrevne lemmer, men i forhold til sin udpenslende fortælleform. En lun humor og skarp intellekt lurer dog konstant i underteksten, og ved pladens ende har man både grint, tænkt "hold da op!" og fået lidt at tænke over, og således må man sige, at Machete Vision er en berigende oplevelse på alle leder og kanter.

Pladens skydes i gang med det dystre titelnummer, der lyder som noget Necro kunne have produceret. De skrabede trommer og klynkende stemmer maler i samarbejde med en savtakket basgang en mørkesort stemning. Det forbliver mørkt og tungt det meste af vejen, men Kno, der igen fortjener stående applaus, opvejer det mørke med lyse elementer, så som enkelte strygere og horn, og et sparsomt men nøjagtigt udvalg af sangerinder, der bidrager med lidt lys i et ellers dystert univers. Lyden ligger både op af Oneirology's nuancerede tilgang til beats og Death Is Silent's tyngende røde tråd. "Roadhouse", der indledes med lyden af motorsave, drives af et sæt strygere, der løber én koldt ned ad ryggen, alt imens MarQ Spekt flower som en anden NaS (den kommer jeg tilbage til) og Action Bronson beretter om ludere, der tager "checks and smoke blunts after they suck dick". Men tager man et nummer som "WikiLeaks", er budskabet ikke akkompagneret med lige så meget brutalitet. Her har Kno skabt et beat, der er i konstant udvikling fra første til sidste sekund. Med organiske trommer, melodiske guitarer og luftige fløjter, tager produktionen til og ender til slut med både et baggrundskor og spinkle strygere. Nogen vil måske kalde Machete Vision et sideprojekt, men ikke desto mindre er Kno's produktioner bedre end det meste andet now a days.

MarQ Spekt havde jeg ikke den store kendskab til før denne udgivelse, men lad mig da bare melde klart ud, at han leverer et fortrinligt førstehåndsindtryk her. Han besidder en form for konstant arrigskab i sin vokal, der til tider får ham til at fremstå en smule manisk, men som andre steder hjælper ham med at sætte en stor fed streg under det budskab han vil frem med. På et tidspunkt mindede hans vrede mig endda om 2Pac på "Hit 'Em Up". MarQ Spekt har lidt af samme attitude; "killing ain't fair, but somebody gotta do it", men hvor 2Pac ganske bogstaveligt er ude efter andre rappere, er det en generelt udbredt ignorance som MarQ Spekt vil gøre kål på.
En dygtig MC er han oven i købet også. Dette bliver blandt andet tydeliggjort på "Roadhouse", hvor han tyvstjæler NaS' flow fra "N.Y. State of Mind" ned til mindste detalje, men med egne ord. I kender alle Nas' første linjer:

"Rappers I monkey flip 'em with the funky rhythm I be kickin', musician, inflictin' composition..."

Her lyder MarQ Spekt's linjer:

"Rappers are dummy spittin' with they funny rhythms, catch 'em slippin' and we clip 'em, I leave 'em dead instead"

- Og sådan fortsætter den næsten hele vejen igennem. I bør næsten prøve at finde lyrics til "N.Y. State of Mind", og så høre "Roadhouse" imens i læser, det er ganske mageløst hvordan han bruger hele flowet.
Men han kan altså også selv! Så godt endda, at posse tracket "Danger" virker komplet malplaceret. Og så er og bliver "All Smiles (Plastic Mask)" ganske simpelt bare noget af det stærkeste 2011 har budt på.

MarQ Spekt & Kno har hverken startet eller vundet en krig, men hældt godt med benzin på et igangværende bål, og deres budskab med Machete Vision er (blandt andet), at DU skal tage del i optøjerne, hvis du da deler deres holdning om hiphoppens status quo. Om du anmelder en udgivelse, skriver et blogindlæg, fortæller om det til dine venner, brænder en cd, udgiver et mixtape eller noget helt sjette eller syvende er underordnet - bare gør noget!

Stream og køb for 6$ her

4.5/6