Pharoahe Monch - "Evolve" (Track Review)

"Let one verse of a song be a reflection of a pedigree"

Det var helt bevidst, at jeg strøg så let forbi nummeret "Evolve" i anmeldelsen af Pharoahe Monch's seneste W.A.R. album, for det nummer er så rigeligt et "track review" værdigt.

"Quote: Do not edit me, let it be said"

"Evolve" er i min bog hiphop når hiphop er mest hiphoppet! Pharoahe Monch underlægger sig ikke nutidens normer hvad angår sangopbygning, typisk med en form á lá 8 bars, omkvæd, 8 bars, omkvæd, b-stykke, omkvæd, el.l. På "Evolve" rapper Monch 26 bars ud i ét. - Dette er ikke engang helt sandt, for hans rimstruktur er så kompliceret og kringlet, at der ikke er nogen logisk opdeling af linjer og bars. Da jeg skrev lyrikken ned i mit word dokument blev det 52 linjer langt, men det skulle ikke undre mig om andre havde fået både færre eller flere linjer, da det virkelig er individuelt hvor man synes linjerne bør deles.
"Evolve" er et af de numre jeg har været mest imponeret over i 2011. Jeg er simpelthen faldet ned af stolen talrige gange! Med et lyrisk snilde der kan give de fleste baghjul, en intellektuel undertekst der vil få selv etablerede undergrunds MC'er til at stå af undervejs, og en legen med ord der fortjener stående applaus, har vi et monster af en skæring, og når Exile samtidig har sat et af hans mest formidable beats i længere tid sammen, så er helhedsbilledet ganske enkelt komplet. De tunge keys og det kuldegysnings-fremkaldende kor-sample resulterer i et emotionelt beat, der har noget ovenud storslået over sig. Lyt og læs med her, spids ører og hold tungen lige i munden:



"Yes, how many gorillas who actually killas really rhymin' /
Artists that actually signed still killin' /
And when it comes to killin' the mic /
They not willing and I'm supposed to be shook /
That's the shit that kill me /
Take the bullet for Barack on the balcony then vanish /
Extinguish the sun when I drew /
Play pool with the planets /
We are renegades, the movement outlandish /
My shit straight from the soul /
Goddamnit, it's the one time only /
Vernacular original miracolous spectacular flow /
Computer digital, I piss upon the pitiful /
Redicule the minuscule /
Pharoahe Monch need to pump that ass like municipal /
And listen to an enigma /
The anomaly, your momma nominated me phenomenal /
I dominated without a six-pack abdominal /
You could get 19 put through that, like Amadou /
So what imma do is seperate the false from the truest /
You've amassed nothing trying to ball like U Mass /
So phenomenal with mics I don't like myself /
Sadomasochist MC I bite myself /
But not cameo though /
There's no grammy to show for the love that people hand me on the street /
Now overstand /
Grade school mathematics examining thugs /
They discuss bloods, crips, techs, jammin' and drugs /
I speak on world peace, war, famine and flood /
Watchin' Pan's Labyrinth while I'm unraveling bud /
Gambling on the next rapper to die in the hood /
If God shall choose that artist to be me /
Let one verse of a song be a reflection of a pedigree /
Better than your back catalogue recipe /
The legacy by which the entire world remembers me /
Quote: Do not edit me, let it be said /
I'm top five all time alive or /
We know that's misstated and so overused /
So here's a overview of why I'm six feet over you /
And a million fans think this statement is so overdue /
And pardon if it sounds a little weezy /
Not Wayne motherfuckers I got asthma, it's not easy /
Shotgun lyrical, cock back, squeeze me /
Woman case my anatomy, touch me, tease me /
Please seize the moment in the struggle against Lucifer /
Renegade 13 the executioner /
Spit with a crucifix /
So that you can expect the rant from Pharoahe Monch /
Like Mucinex /
Get used to it /
Get used to wisdom /
Get used to usage of a backwards euphemism"


.
- Jeppe Barslund

Pharoahe Monch - W.A.R. (We Are Renegades)

Så mange plader der skal anmeldes, og så lidt tid til at få det gjort!

Jeg har negligeret bloggen en smule på det seneste, og det gør ondt! Et stort tak herfra til Maja, som har været en fantastisk hjælp med sine bidrag. - Jeg købte selv A Badly Broken Code efter at have læst hendes spot on anmeldelse, og jeg nyder pladen i fulde drag. Vi håber på flere fra hendes hånd.

Men der er ingen tid at spilde! - Bunken af plader der skal anmeldes hober sig op, og jeg har snart ikke mere skrivebordsplads, så vi må komme dem til livs omgående, startende med Pharoahe Monch's tredje plade W.A.R.

Tre soloplader på 12 år er ikke ligefrem meget, men det har været mere end rigelig til at statuere Pharoahe Monch som en af de bedste MC'er i nyere tid - og måske endda nogensinde (?). Med tre plader under bæltet i samarbejde med Prince Po(etry) som Orhanized Konfusion, var Monch en mere end habil rapper da han udgav sin mastodontiske debut Internal Affairs i '99, hvoraf et af de største hiphop anthems nogensinde afkom; "Simon Says", som ironisk nok også var ved at ruinere Monch og Rawkus Records, grundet samplingen af Godzilla temaet, som ikke var clearet med filmselskabet.
Otte år senere udgav han plade nummer to, Desire, som gik i en fuldstændig anden retning end debuten. Pharoahe Monch har alle dage været en suveræn sanger, og dét aspekt af musikken udforskede han over motown lydende soul/hiphop, primært i samarbejde med D12's Mr. Porter.

"Pardon if it sounds a little weezy /
Not Wayne mutherfuckers I got asthma, it's not easy!"

På W.A.R. er Monch vendt tilbage til rødderne, med raw street hiphop, banging beats, tætte flows og samfundspolitisk orienteret rap. Det bliver vel ikke meget mere hiphop end at udsende en førstesingle, der har scratch på omkvædet og som starter ud med linjerne "Police: Eat a dick, straight up!". En sang, der i bund og grund er én stor fuck-finger til de politifolk han selv portrætterede på "Fuc You" fra Training Day soundtracket, eminent udført med linjer som: "We went from niggas to porch monkeys / To negros to blacks, back to niggas again, yet niggas is still hungry".

Men W.A.R. er langt mere end "fuck tha police" rap. Det lyder nok stort, men det er i højere grad en konceptuel advarsel til menneskeheden.
- På åbningsnummeret "The Warning" bliver vi introduceret for Lieutenant Gaviston, der tilsyneladende er sendt tilbage i tiden fra år 2023, og hans mission er at advare menneskeheden om konsekvenserne af vores nuværende levevej, og hvor vi ender his vi ikke åbner øjnene og ser os omkring. Således er der lagt i ovnen til en ordenlig omgang kritisk rap, være det samfund, politik eller musik branchen, - leveret med indædt frustration fra en af minoriteternes vigtigste fortalere.
Pharoahe Monch har yderligere researchet som en gal, så pladen er yderst teknisk og til tider nørdet faktuel. Ved enkelte passager virker det som om, at man bevidner et wiki-leaks dokument blive læst højt, som når han på titelnummeret rapper:

"My inner visions, mysticism, call me Mr. Wisdom /
They wanna turn the globe into a prison /
And being sick is better than being dead /
'Cause when you sick and in bed you're indebted to meds /
Clone chickens walking around without heads /
The food is contaminated, the water got led in it /
Population control, make the babies sick /
RFID chips, RU-486"

Dette citatuddrag er blot en lille bid af titelnummerets mange guldkorn. Pharoahe Monch har en unik autencitet hæftet til sin karakter. Han er så overbevisende i sine fortællinger, budskaber og fremstilling af helt specifikke problemstillinger, at man bare tror på ham, punktum. Hvis han fortalte mig at jorden var flad, så ville jeg sikkert tro ham! Især på den rap-mæssigt ekstremt komplicerede "Evolve" taber man kæben, og når han griller pladebranchen og deres lumske agendaer på "The Hitman" kan man heller ikke andet end at blive forbløffet;

"The goal to control every individual's brain - like /
Cadillacs for contracts in the sixties /
Now it's rap 'till you 60 for contract 360 /
The trick; switch the degrees with the three sixes /
Artist are left with zero, you know who receive the riches"

Kender man ikke til "360-graders aftalen" kan man læse om den HER. Det er, som Pharoahe Monch slår fast, en horribel opfindelse. Især de to afsluttende linjer er geniale:

360 deal; switch the degrees with three sixes : 3x6=0 : 666 = 0 : du skriver kontrakt med djævelen og får intet ud af det. Brillant!

Det er sikkert at sige, at lyrikken, teksterne og fremførelsen af disse er yderst fænomenal hele vejen igennem på W.A.R. Desværre kan det samme ikke siges om lydsiden, - her er jeg desværre nødt til at erklære mig decideret skuffet. Egentlig ikke fordi det er dårligt, men fordi det er for svagt stillet op imod Pharoahe Monches evner på mikrofonen. For meget malplaceret rabalderlarm på "Calculated Amalgamation", for sukkersød instrumentering på "Black Hand Side", for kedeligt xylophon loop på "Shine", for middelmådige, halv-gabende beats på "Assassins", "The Grand Illusions" og "W.A.R.". Ja, kort sagt halter det generelt for meget på lydsiden.
"Clap (One Day)" rykker med sine tunge trommer og lækre soulsample, "The Hitman" funger med sit hårde guitarriff, og Jill Scott gør en eminent figur på den flotte "Still Standing", der lukker ballet. Exile tager uden problem førstepladsen for bedste produktion med "Evolve", der er et af 2011's mest formidable hiphop numre, som alene gør W.A.R. værd at købe.

Det ærgre mig at skulle tildele Pharoahe Monch en middelkarakter, for han besidder virkelig de lyriske evner til at skabe et mesterligt album. Men det mesterlige album kræver altså dertilhørende sublime produktioner, og da de er i fåtal på nærværende plade, kan jeg ikke give mere end et ekstremt generøst 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund

Dessa - A Badly Broken Code

Skrevet af Maja Lau

Før jeg udråber Dessa som multikunstner, skal vi huske hinanden på, at A Badly Broken Code er en hiphopplade. I takt med P.O.S.'s succes hos Rhymesayers, er flere og flere også begyndt at støde hovedkulds ind i Dessa: Begge er en del af Doomtree, der primært er et hiphop kollektiv bestående af syv kompetente musikere, der alle laver alternativ hiphop. Med Dessas utallige evner og hendes position som eneste kvinde i "familien" er det rent faktisk et mysterium hvordan hun ikke er blevet større allerede.
Dessa startede som spoken word artist, senere kom hun med i Doomtree, sang, rappede og udgav en bog. Således er A Badly Broken Code hendes debutalbum fra 2010 - et album der har været fem år undervejs.

Man mærker hurtigt, at Dessa er digter, idet hendes lyriske perspektiver er mere kringlede and man måske er vant til. På den anden side, hvis man sammenligner hende med en kringlet herre som P.O.S., så kan man ikke undgå at sidde med følelsen af, at Dessa faktisk ved hvad hun laver. Hun skriver ganske enkelt fantastisk. Der er kælet for detaljer i alle teksterne, så det ikke skjult, at hun sidder med en litterær baggrund. Overordnet set er emnerne, helt traditionelt, familie, kærlighed, venskab og hendes forhold til hiphop. På åbneren "Children's Work" starter hun ballet med en dybt malende beskrivelse af hendes barndom og særligt hendes lillebror og hans rolle. Med budskabet om, at børn ikke er så enkle som man tror, gør hun sangen dræbende relaterbar med en rutineret historiefortællers sans for detaljer:

"Before you came along I was a lone cub /
Fell in love with language /
Tried to tell the grown-ups /
About the storm clouds, the weather in my head /
Hadn't learned the word for melancholy yet"

Ikke alene er det intelligent og fængslende, det er også smukt. Som næsten alle de andre sange, så er det et Doomtree medlem, der står for produktionen; her er det MK Larada. Det er let at have betænkeligheder ved lige netop dét arrangement - Doomtree er berygtet for deres punk/rock lyd, men det er virkelig imponerende hvordan samtlige producerer har tilpasset deres lyd perfekt til Dessa. Alle produktionerne er sjælfulde, organiske, melodiøse - med det tilfældes, at de lyder som skræddersyet til Dessa. Intet er overladt til tilfældighederne og det giver følelsen af, at det hele går op i en højere enhed.

Vi ved nu, at A Badly Broken Code både her lyrik og lyd med sig, men hvad der virkelig slår lytteren ved Dessa, er hendes levering og flow. Som mange andre dygtige sangere, besidder Dessa en rigtig lækker rapstemme, og hendes måde at blande rap og sang er intet mindre end udsøgt. Dette bevises bl.a. på førstesinglen "Dixon's Girl", hvor lytteren virkelig skal holde tungen lige i munden, for at opfange den snilden som sangen er bygget af. En gribende fortælling om en kvinde i musikbranchen, der på ydersiden er overladt til denne Dixon. Hvis man ser teknisk på skrivestilen, er det tydeligt, at Dessa både er belæst og garvet. Hun ved præcis hvordan visse ting skal afsløres, og hvordan den rette stemning bliver opbygget. Det er sublimt.



En af mine favoritter på albummet er "Matches to Paper Dolls", der på alle måder er et tidsløst nummer. Med et sydende flow, et blændende omkvæd og en lækker violin, formår Dessa på fornem vis at fremføre et enkelt plot til uset perfektion. Man må også tage hatten af for Lazerbeak og hans enormt velfungerende groovy produktion på "Dutch", hvor Dessa i et inferno af gnistrende flowleg lige når at fastslå "it's just not true I'm a maneater". Sangen ender og lytteren smides direkte ind i et nyt paradis med "The Bullpen". Her rapper hun om den hiphopscene hun befinder sig omkring, og med en humoristisk nerve stiller hun spørgsmålet:

"It's been assumed I'm soft and irrelevant /
'Cause I refuse to downplay my intelligence /
But in a room of thugs and rap veterans /
Why am I the only one who's acting like a gentleman?"

Selvom man som dedikeret raplytter prøver at lytte til så meget forskelligt hiphop som muligt, er det tit de samme perspektiver man bliver præsenteret for. med Dessa er det bagsiden af scenen og man kan let se alting i et nyt lys. For hvem er disse "rap veterans" hun omtaler i "The Bullpen"? Selvfølgelig er det de undergrundsrappere, som så mange rapfans har et heroisk billede af. Om det er bevidst eller ej, så placerer Dessa sig uden for den kategori med linjer som "it's all love backstage, but then the boys get brave / I gotta say, I hope your mother doesn't listen". Det er en sofistikeret del af rap, som Dessa med overlegen klasse skænker os.

Et par numre længere henne i herligheden finder vi "Crew", der er en hyldest til Doomtree. Hun fortæller os om hendes fortid udenfor musik og takker hendes venner ("there's no love like crew love") - det er en sand fest.

I den alvorlige ende har vi numre som "Mineshift 2" - uden at røbe for meget, så kan jeg sige, at det er et lille mesterværk. Alt lige fra udviklingen i Cecil Otters beat til Dessas kærlighedsberetning er simpelthen så overdådigt godt. Men tror nærmest, at det er as good as it gets, men lige efter finder vi et andet højdepunkt på pladen, "The Chaconne", som gæstes af ingen ringere end Matthew Santos. "The Chaconne" er ren sang og muligvis et af de bedste ikke-hiphop numre, jeg mindes at have hørt i 2010.

A Badly Broken Code giver uden besvær Dessa kronen indenfor kvindelige rappere lige nu. Der er ganske enkelt ingen, der kan følge med her. A Badly Broken Code er 15 magiske skæringer, der vokser uendeligt på én. Et album med mange aspekter, hvilket gør det umuligt at lægge til side. Dessa finder sin plads på en trang hiphopscene, og hun skiller sig utrolig positivt ud. Nøgleordene er tænksomhed, klasse, variation og musikalsk fuldkommenhed. I mine øjne er albummet blandt 2010's bedste udgivelser, så det er uden den mindste skælven i stemmen, at jeg på det kraftigste vil opfordre alle der har overset albummet til at købe det - for det skal opleves.

5.5/6

- Maja Lau

Lupe Fiasco - "Shining Down" (Track Review)

En god grund til at anskaffe sig bonusversionen af Lupe Fiasco's seneste album Lasers, er nummeret "Shining Down". Nummeret så dagens lys tilbage i 2009 og er derfor en smule halvgammelt, men i og med, at det er lavet i kølvandet på Lupe Fiasco's The Cool skiller det sig markant ud fra den mainstream-tankegang, der har gennemsyret arbejdsprocessen på Lasers.

Beatsmeden Soundtrakk, der står bag nogle af de mest fantastiske produktioner i Lupe's katalog, har produceret nummeret. Beatet er lavet af det samme stof der udgjorde de sublime beats på The Cool (den minder på mange måder om "Superstar"); Organiske trommer blandet med soniske guitarriffs, atmosfæriske keys og strygere, der falder ind i tredje vers, og så synger Matthew Santos omkvædet. Altså en sikker vinder af en cocktail.

Men det stopper ikke her! - Lupe rapper som en drøm! Flowet er forholdsvist simpelt, men teksterne er næsten sygeligt geniale. Han boltrer sig i metaforer, sammenligninger, snedig ordleg og ubetalelig opfindsomhed. Han disser endda hans eget pladeselskab Atlantic Records, men på så snedig vis at de sikkert aldrig har fattet det. Spil sangen og læs teksten, så ses vi længere nede.

Look up in the sky
Look up in the sky

Look up in the sky

You thought I was down

You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

"Well, well /

Is it out little author? /

Coming back, hummin his hymns a little altered /

Your attention put back on the flow like the department of water /

Taking off with the dough like Little Walter /

Chess? Yes, baby I'm Jerry Lawler /

Rebel with a cause, outlaw with a lawyer /

Judge, jury, like a loo /

Rap name Lupe but my daddy named me Warrior /

This is his memorial"

You thought I was down

You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

"No, I ain't that nigga tryin to get a liquor line /

When I be scripting lines, want this petition signed /

It says I'm sick of dying , sick of this prison time /

I really love my people, I'm sick of pimping mine /

Now if we autotune that shit /

We can hear the songs from that opera groomed fat bitch /

Telling us not to pursue it, just to shoe it like a blacksmith /
We're trapped, and movin' round in circles like it's chapstick /

And that's the same encircled way of thinking that we chat with /

We'll wrap this /

Around your head, like the bandanas Fabolous used to wrap his hats with /

Rather be in F.E.D.S. than in National Geographics / Well I'm not havin' it"

You thought I was down

You thought I was gone

Though I wasn't around That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere Shining down on you

"So, I say hello and this is for the third time /

To everybody out there who ain't never heard mine /

And if you have, then you know you ain't never heard lying /

(1) Lu don't move no cowards, you only heard lines

(2) Lu don't moo no cow words, you only heard lions /

Not a facade charisher, I'd rather have the scars /
I don't idolize America, I'm dancing with the stars /

Uh huh, all of them? Yeah, they are too /

You look up and you see us shining down on you"

You thought I was down
You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

Shining down on you

Shining down on you

Shining down on you

Jeg er simpelthen vild med den måde, han i næsten hver linje har underlæggende budskaber. Fra bekendelse ved kirkealteret (hummin' his hymns a little altered), sammenligningerne med blues legenden Little Walter og bokseren Jerry "the King" Lawler, til autotune delen, som paradoxalt nok bruges til at understrege hvor nederen autotune er (syndt at der så er så meget autotune på Lasers) og et par hug til American Idol og Dancing with the Stars. Og tusinde andre ting, som ikke engang jeg har opdaget. Især linjen med 'Cowards/cow words' er fantastisk, og der er endnu flere versioner af den ene linje at finde på nettet.

Optimalt set burde "Shining Down" nok have afsluttet The Cool istedet for "Go Baby" (der faktisk havde fundet sig bedre til rette på Lasers), for nummeret er mildest talt malplaceret på Lasers, som ikke indeholder et eneste nummer, der kan hamle op med "Shining Down", både hvad angår lyrik og produktion.

Lad os håbe på, at Lupe bruger de mange penge han tjener på Lasers på at fokusere 100% på hans eget First and Fifteenth selskab, så han kan lave noget ordenlig musik.

- Jeppe Barslund

Lupe Fiasco - Lasers

Undskyld kære læserer, at jeg er så sent ude med denne anmeldelse. Det kolossale chok jeg fik af at høre Lasers første gang, og erfare, at Lupe Fiasco havde vraget sine egne ambitioner til fordel for nogle tophoveder hos Atlantic, ramte mig hårdt, - så hårdt, at jeg først nu er tilstrækkeligt ovenpå til at nedskrive mine frustrationer.

Jeg holder ufatteligt meget af Lupe Fiasco. I min bog er både Food & Liquor og The Cool klassikere, og de fik begge den perfekte 6/6-rating her på bloggen. Suveræne tekster leveret med et fænomenalt flow over fremragende beats, og så med et knivskarpt, konceptuelt narrativ til at binde det hele sammen; den dragende historie om Michael Young og hans Tony Montana inspirerede tur fra bunden til toppen til kisten. Simpelthen guld.

På Lasers har Lupe Fiasco lukket den bog hvori de to første plader var nedskrevet, og åbnet en ny. Heri er historierne og ikke mindst formlen noget anderledes. Lupe's mageløse lyriske og tekniske evner er stadig intakte, og hans personlighed, kløgt og storslåede intellekt er heldigvis bevaret til en grad, hvor man til tider føler, at han nærmest aldrig har været skarpere. Men hold the phone, - produktionerne er fra en helt anden verden end man er vandt til fra Lupe, og her er tale om en verden, hvor man absolut ikke har lyst til at være!
Skimter man listen over albummets producere bør den første undren indfinde sig. Hvor er Lupe's to beatgenier Soundtrakk og Prolific henne? I stedet er det et helt nyt hold af mindre kendte (med god grund) producere der er blevet sat på lønningslisten. Det er tydeligvis her hvor Atlantic Records er gået ind og håndplukket nogle specifikke producere, som nok ikke leverer det fedeste hiphop, men som med garanti kan sikre et solidt pladesalg med deres über mainstream og alt for bredt appellerende beats. Numre som "State Run Radio" og "Break the Chain" lyder som om at den tiltænkte aldersgruppe har været de 8-14 årige. Flere numre indeholder ligeledes nogle katastrofalt kiksede og useriøse sing-along agtige pop-omkvæd, i flere tilfælde har de endda været igennem auto-tuneren. Værst bliver det på åbneren "Letting Go", hvor "Oou-Ouu-O-O, Oou-Ouu-O-O, Oou-Oou-O-O" -omkvædet gør sangen nogenlunde umulig at lytte til.
At størstedelen af produktionerne er skabt ud fra nutidens hiphop/pop kriterier gør det ikke ligefrem bedre. Med et overvældende brug af synth, electronic og tydeligt computerprogrammede trommer, der slår nogenlunde lige så hårdt som en toårig, er produktionerne lige så flade og ineffektive som de er uinspirerende. Jeg synes at kunne huske, at Lupe afsluttede "Dumb It Down" med linjerne,

"Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing"

- Håber Lupe Fiasco blankt på, at der ikke er nogen der kan huske det nummer? Alt hvad det nummer stod for er ignoreret og forbigået, og det er nærmest som om, at formålet med Lasers har været, at Lupe kan komme ud og "pour champaigne on a bitch" og "make it rain for the chicks" - præcis som Gemstones fortalte ham at han ikke skulle. På "I Don't Care Right Now" rapper han endda, at han har en "big ass tour bus that's jammed full of girls".

"One in the ait for the people that ain't here /
Two in the air for the father that's there /
Three in the air for the kids in the ghetto /
Four for the kids who don't wanna be there /
None for the niggas trying to hold them back /
Five in the air for the teachers not scared to tell those kids that's livin' in the ghetto, that the niggaz holdin' back, that the world is theirs"

Som det tydeligt fremgår af ovenstående linjer fra "The Show Goes On" - en af pladens absolutte perler - besidder Lupe stadig magien. Han er stadig ikke bleg for at kommentere på samfundsproblemer, politikere og Amerikanske fadæser, og så får mangt og mange en spydig kommentar med på vejen, fra Barrack Obama, der i hvert fald ikke har fortjent Lupes vote, 50 Cent, der bliver kaldt en hvid rapper. til radio/tv værterne Rush Hudson Limbaugh og Glen Beck, der begge bliver kaldt racister.
Der er også gode mængder opløftende tekster på Lasers om sammenhold, fællesskab og kampen for en bedre fremtid. Universelle og vigtige emner, som dog synes en smule under standart når de kommer fra Lupe's mund. Mere interessant bliver det når han ser på sig selv og rapper om hans egen sindstilstand;

"My self-portrait /
Shows a man that the wealth tortured /
Self absorbed with his own self /
Forfeit a shelf full of awards /
Worshipping the war ships that set sail on my sea of life /
The way I see my own self and wonder if we still see a light"

Det gennemgående problem - for mig - er, at selv om der er mange gode passager, så er det, sammenlignet med hans tidligere plader, bare ikke særlig imponerende. Var det rappet af fx T.I., B.o.B. eller "nogle af de drenge", så ville jeg måske være mere imponeret, men Lupe bliver nødt til at finde sig i, at hans tilhængere har høje forventninger til ham, og når man med sine to første udgivelser har opbygget en fanbase af - tør jeg vist godt sige - intelligente lyttere, der netop kræver mere end hvad T.I. og B.o.B. kan præstere, så er det er lige før at det virker respektløst overfor den tænkende lytter. De bedste øjeblikke på Lasers, der i min bog tæller "Words I Never Said", "I Don't Wanna Care Right Now", "The Show Goes On" og "Beautiful Lasers", er omtrent på højde med de svageste øjeblikke fra de to forgange plader, så alt i alt er Lasers ikke en synderligt tilfredsstillende omgang.

Personligt er jeg hamrende ærgerlig over dette album. Alene med Food & Liquor og The Food havde Lupe statueret sig selv som en gudsbenådet rapper og historiefortæller, og han virkede virkelig som en gut med hjertet på det rette sted og egne ambitioner prioriteret først, men dette smukke billede brast for mig med udgivelsen af Lasers. Jeg har naturligvis ikke mistet modet, og jeg vil fortsæt følge ham, med med større skeptisk fremover.

Hvad synes i om Lasers? Elsker i det? Hader i det? Let me know.

2.5/6

- Jeppe Barslund

Wale & 9th Wonder - "Wordplay" (Track Review)

Er det ikke blevet tid til en lille weekends-goodie?
- Wale og 9th Wonder udgav sidste år det ganske solide mixtape Back to the Future, der blev åbnet af nummeret "Wordplay", der trods sit simple koncept og korte levetid var et af mine favoritnumre fra sidste år. God knows jeg prøvede at få det med på LEfTOVERS kompilationen, men Wale og 9th er nogle af de tungere gutter, og fandt desværre ikke tid til at svare mine forespørgsler - øv bøv. Derfor skal nummeret selvfølgelig stadig nydes.
Som titlen antyder er nummeret en lille, overlegen demonstration i finurlig ordleg og snedig brug af ord. Det nye - og hurtigt anerkendte - skud på stammen Curren$y (aka Spitta) er featured, og han og Wale spytter otte beskedne bars hver. 9th Wonder står bag beatet, der efter min mening er et af hans bedste overhovedet. Det lyder ikke som om, at han har haft mere end 3-4 lydspor i gang, og produktionen er et perfekt eksempel på hvordan et minimalt beat kan være hamrende effektivt. En fed basgang kører over 9th's kendetegnende trommer, imens der sideløbende kører en lille hi-hat og nogle komplimenterende bongotrommer. Det er det! Der er ikke taget mange midler i brug, men sat sammen så stramt som her, er det mere end rigeligt. De to rappere, der i forvejen flower fortrinligt, ligger perfekt over beatet, og ja, de får det til at lyde legende let. Lyt, læs og elsk:



Wale, Spitta, 9th Wonder - Class is in session

"All them niggas pitch verbs, so they say /
My weaponry is words, Do-Re-Mi /
The wars in the form of Po-E-Try /
So it's straight C4 from the thoughts I bring /
Bang, epiphany, them niggas is gimmicks to me /
I can eradicate a village if you give me a beat /
Huh, I'm that bomb when I handwrite /
Play me for a stepping stone then a land mine /
Now walk to it with your land mind /
I can make the clouds jalous nigga I am that fly /
Listen to the words, I'm a wizard with it, wittier than any nigga /
Sicker than a Wino kidney liver /
Y'all riddles don't tickle a bit, ya'll similies is literal shit /
No I'm the metaphor of that /
My rhetoric inedible this extriment means excellent rap, I make a lesser adapt"

WoooooooooooooooooorrrrdPlay
wo-word, wo-wo-words, wo-word, wo-wo-word
(Park my plane right there)
WoooooooooooooooooorrrrdPlay
(leave the keys with that bitch)
wo-word, wo-wo-words, wo-word, wo-wo-word
(Jets)

"Spitta flip syllables for residuals /
Majors misbehavin' Imma have to take it digital /
Livin' underground like a godfather buried alive /
I ride by bumpin' Shyne, I do just that /
Nigga ain't nothing sweet like a kool-aid pack /
Bitches roll sweets as I lay back in the sweet /
Developin' cavities 'cause revenge is sweet /
Everytime I rap I unwrap another piece /
An eighth of grape abe hella joints to the head /
Got my eyes all varsity red /
Sunroof flow so over your head /
SB horror pack monsters under my bed"

WoooooooooooooooooorrrrdPlay
WoooooooooooooooooorrrrdPlay


- Jeppe Barslund