Hocus Pocus - Seconde Formule

Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er ganske glad for den franske gruppe Hocus Pocus. Jeg har elsket, tilbedt og dyrket deres musik lige siden 73 Touches fløj ind af brevsprækken for nogle år siden. Place 54 understegede hvor gennemført geniale de var, og deres 2010 udgivelse 16 Pièces blev det endegyldige bevis på, at de nok er verdens pt. bedste jazz/soul/blues/hiphop gruppe.

Men hvordan lød Hocus Pocus før 73 Touches? De fleste lyttere, mig selv inklusiv, hoppede først på toget med denne udgivelse fra 2005, men Hocus Pocus har faktisk udgivet materiale siden halvfemserne. Deres første udgivelse, mixtapet Première Formule, er vist umuligt at opstøve idag - der findes intet info om det nogensteder. I '98 udgav de deres debutalbum Seconde Formule. Dengang bestod gruppen af 20Syl og DJ Greem ( begge er med idag som primus motor) samt rapperen Cambia, hvis Hocus Pocus-eventyr sluttede efter denne udgivelse.
Det fænomenale liveband, som på mange måder udgør Hocus Pocus' nuværende profil, var altså endnu ikke sammensat på Seconde Formule. Som coveret også gør sit for at vise, er stilen mere undergrund, mørk og hiphop'et. Jazz-elementerne spiller en enorm rolle, som man er vant til, men her er det i form af støvede samples og knitrende vinyler, og ikke spillet af gruppens egne musikere. Lyden minder derfor i højere grad om fx La Fouine, Sinik eller Iam - for at sammenligne med deres landsmænd. Selvom det altså i langt højere grad er straight up hiphop end soul og blues, så kan man hele tiden fornemme Hocus Pocus ånden. 20Syl er lidt mere raw at høre på, men hans indre, behagelige mc, er bestemt heller ikke bleg for at lege med. På numre som "10 Que Te Pense", "Sals Plans" og "Tout Dans Le Style" er lyden så familiær, at man ikke kan andet end læne sig tilbage og smile i fornøjelse.

"Tout Dans Le Style":

Godt nok kan Seconde Formule ikke måle sig med 73 Touches, Place 54 eller 16 Pièces, men det er stadig et imponerende og velproduceret first step på vejen, og den indeholder flere formidable numre, der gør den rigelig værd at checke ud.

4.5/6

- Nu er det godt nok sådan, at der kun blev lavet 1000 eksemplarer af pladen, hvilket gør den ganske svær at få fat i idag. Men jeg skal gerne påtage mig det ansvar, at få musikken ud til jer kære læsere, men så skal i også hjælpe mig:

Hvis DU kan skaffe mig 5 faste læsere, så sender jeg en kopi af Seconde Formule til dig, kvit og frit, med lidt eksklusiv Hocus Pocus bonus oven i.

God deal! Om det er helt lovligt ved jeg ikke, men da Hocus Pocus selv har sagt, at Seconde Formule er udgået og ikke kommer igen, kan jeg ikke se, at der skulle være noget galt i lidt love-for-the-music-distribution. For en god ordens skyld, så husk, hvis i ikke allerede har gjort det - at købe deres nyere plader. Host op mid lidt monetos og invester i noget af det bedste musik jeres øre vil stå model til.

Køb Hocus Pocus' albums igennem
www.imusic.dk

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Grieves - The Confessions of Mr. Modest

Da Brother Ali spillede på Rust d. 2. marts tidligere på året, var jeg inde for at lave et interview med ham for DubCNN (som kan læses i magasin #7, der netop er udkommet). Jeg fik hilst og snakket med en del af folkene, blandt andet Brother Ali's dj BK-One, hvis album Rádio Do Canibal jeg er helt vild med. Og så fik jeg en god, lang snak med Grieves, som jeg på daværende tidspunkt ikke vidste hvem var. Han sagde at han var blevet signet til Rhymesayers for nyligt, og derfor tourede med Brother Ali for at få lidt rampelys. Jeg gik ud fra, at han var pladedebutant, for han ligner en, der er 17-18 år (!), men han er altså 27, og har udgivet et par plader før The Confessions of Mr. Modest (TCOMM) - det kunne have været blevet pinligt! Nå, men det fede var så, at denne dag, tirsdag d. 2. marts, samtidig var releasedatoen for TCOMM, men fordi der var gået noget galt med leveringen fra Rhymesayers, var albummet ikke kommet ud nogen steder, hvilket han selvfølgelig var ret ærgerlig over. Tilgengæld havde han en 20-30 eksemplarer med sig, som var så spritnye, at han ikke selv havde fået chancen for at se dem endnu - han var derfor helt oppe at køre selv! Jeg købte så en af ham, personligt, og så kom vi frem til, at det jo måtte være det officielt først købte eksemplar. Så jeg er den officielt første køber af TCOMM.
Lige så snart man har et forhold ud over det sædvanlige, eller en historie tilknyttet til en plade, så bidrager det fra start af positivt til indtrykket af pladen. At Grieves' opvarmningsshow tilmed også var super fedt, fik mig fuldtændig hypet til at komme hjem og høre ham på plade. Men desværre må jeg indrømme, at hverken den fede historie bag pladekøbet eller den suveræne liveperformance kan redde Grieves fra den dom jeg er nødsaget til at give ham, for TCOMM er ganske simpelt en kedelig udgivelse.

Måske er der nogen af jer der sidder og tænker, at ligheden imellem coveret på pladen og min forholdsvist nye blogbanner er slående, og det er rigtigtnok også TCOMM, der inspirerede mig til at lave banneren. Coveret er et af de flotteste jeg har set i længere tid, og det gav mig en øjeblikkelig lyst til at kaste mig ud i noget grafisk kunst-agtigt noget selv! Tilgengæld skal man ikke langt ind i pladen, der ligger gemt bag det skønne ydre, før tvivl og ærgelser melder sin ankomst. Godt nok åbnes pladen på mesterlig vis, med den fabelagtige "A Song For Mr. Modest", men den lover noget, som den slet slet ikke kan holde, og derfra går det blot ned af bakke.

"Grieves - A Song For Mr. Modest"

Dårligt er det såmen ikke. Grieves har før vist, at han kan fortælle en rørende historie - lyt fx til "Rebecca" fra hans forrige album. Men han har bare ikke oppet sig på TCOMM. Pladens nye tiltag er produktionerne, hvor hans følgesvend, produceren Budo, kun udnytter sig af liveinstrumenter. Alt hvad man hører på pladen er altså original lyd, om man må, og det er da imponerende, at ensmandshæren Budo mestrer så mange instrumenter. Der er både blæsere, guitarer, diverse former for basinstrumenter, strygere og et hav af synth og electronic lyde. I mine ører er det bare ikke sat synderligt godt sammen. Hvor åbningsnummeret fungerer blændende med dens minimale og melodiøse produktion, lader Budo ikke til at ville nøjes på resten af skæringerne. Det meste koger over i syret synth, electro-rock, malplacerede kor og meget mere, og det lyder gennemgående mere som et eksperiment, fremfor en finpudset lydside. Grieves, der teknisk set er en ret dygtig rapper, efterlader sig ikke de store indtryk. Han operere i det dystre og melankolske, og med titler som "Ghost Ship", "Dirtnap Nightmares", "Smile for the Blade", "I Ate Your Soul" og "Purgatory Music", kan man ikke andet end at have fordomme til tekstuniverset på forhånd. Og det kræver nok mc som fx Slug at retfærdiggøre disse sangtitler - Grieves formår ikke at hive den sejr hjem. På nogle numre viser han, at han sagtens kan imponere. På "Windchill", "Heatstroke", hvor han får besøg af Cunninlynguists, og "Out of My Mind" viser han suveræne kvaliteter, på sidstnævnte med syngende rap, der får ham til at stå frem som en original rapper, der virkelig har noget at byde på.

Men lidt godt er ikke helt godt nok. Trods fine indsalg her og der fra både Grieves og Budo, bliver niveauet bare aldrig rigtig løftet højere end til det "okay". Det tegnede ellers så godt den tirsdag aften, men TCOMM rammer for mit vedkommende bare ved siden af. Grieves og Budo er gode live, men på plade er der stadig meget, der skal forbedres.

3/6

Intuition - Girls Like Me

Han har efter sigende rappet i over ti år, han er vist en rimelig anerkendt undergrundsrapper på LA's hiphop scene, og han skulle vist have udgivet to plader før denne. Hvem pigen på coveret er har jeg ingen anelse om. Nej, jeg ved virkelig ikke særlig meget om Intuition, men nogen gange kan det være dejligt befriende at hoppe med på vognen langt inde i en kunstners karriere, og så bare nyde turen fra dét punkt.

Jeg faldt over nummer "Buzzkill" en dag, og synes det var så dope, at pladen bare måtte købes right away! Der var bare et-eller-andet over stilen. Intuition lyder som krydsningen imellem Mac Lethal og Slug fra Atmosphere; Mac Lethals flabede, legende flow, hans satiriske fortællinger, hans blink i øjet, samt hans medfølgende fede produktioner, og Slugs fænomenale sans for indlevelse, og temabehandlinger som sprut og kvinder. Dog hælder Intuition nok mere over til Mac Lethals side end Slugs, for pladen har en lækker, gennemgående feel-good vibe, og fremfor Atmospheres melankolske røde tråd, er Girls Like Me langt mere sommer, sol og afslappende i udtrykket. Slug gæster faktisk "Buzzkill" med et stærkt vers, hvilket naturligvis er en kæmpe bonus. Lyt selv, og se om du kan forstå den øjeblikkelige interesse, jeg blev fanget af:

"Intuition - Buzzkill feat. Slug"

Har vi ikke alle prøvet at købe et album fordi ét nummer med sikkerhed er godt, for bare at blive fælt skuffet over de resterende tracks, der på ingen måde kan følge med det ene gode nummer? Jeg har beklageligvis gjort det en del gange. Heldigvis er "Buzzkill" ikke det eneste fede nummer på Girls Like Me. Standarten er faktisk overraskende høj, og Intuition formår at fastholde lytterens interesse hele vejen igennem, med gennemtænkt, intelligent lyrik, fremragende produktioner og fængende, soulede omkvæd. - Fængende omkvæd har ikke altid været et velkomment tiltag når talen falder på undergrundshiphop, men har man hørt førnævnte Mac Lethal vil man vide, at det sagtens kan lade sig gøre at tilsætte lidt lyrisk melodiøsitet, og stadig holde stilen 'raw'. Intuition har da også nogle stærke sangere til at hjælpe ham, fra Raquel Rodriguez til Travis Brown, samt fantastisk samplede omkvæd, som på fx "Lonely", der låner Shaggy's "Lonely Lover" fra hans sommer-score plade Hot Shot. Sommerstemnigen går fint hånd i hånd med Intuitions meget afslappede, ofte lade, why do today what you can do tomorrow -attitude - noget han forresten dyrker på flere numre. Fx på den yderst underholdende "Don't Try", hvor han rapper,

"I been trying to run with the torch /
But now I just torch the cig, and so I'm stuck on the porch /
And I been, doing this here for the love of the sport /
But now I need my back scratched so I just love your support /
And I'm a creature of habit, wondering what may come /
of this comfy routine, if my face stays numb /
Never had a fake friend, I'd like to make some /
I'm deep enough to act shallow, smart enough to play dumb /
It makes life so simple /
Got some theories 'bout myself but man I'd like more info /
I keep avoiding all the roots of my problems /
While I run from succes so I can prove I'm just common"

Produktionerne kommer fra Equilibrium, som jeg heller ikke ved noget om, bortset fra, at han er en sublim producer, hvilket vel er det eneste vigtige. Hans blanding af liveinstrumenter, forsigtigt håndplukkede samples samt funky og jazz'ede elemter, resulterer i en af 2010's skarpeste, og mest behagelige lydbilleder. I en tid, hvor plader i stigende grad bygges op omkring 3-4 kerne "hits", er Girls Like Me et sublimt afbræk, da Intuition og Equilibrium formår at gøre de 53 minutter til én lang fornøjelse, der stiger for hver gang pladen høres igennem. Uden tvivl en af årets bedste plader.

4.5/6

Diamond District - In the Ruff

De sidste par dage har jeg siddet hjemme i sofaen med nakkekrage på, fuldstændigt ude af stand til at bevæge mig. Årsagen: Diamond District's In the Ruff. Det er nemlig med nakkehvirvlerne som indsats, at man sætter X.O, Yu og Oddisee's mastodontiske eastcoast boom-bap bombe på anlægget.
Mange var enige om, at In the Ruff var en af 2009's bedste plader, især de hiphophoveder, der længtes efter de gyldne 90'ere. Hovedproducer Oddisee har gravet den gamle skoles beat-formular frem, og tilføjet et moderne touch. Dette resulterer i minimale, men allerhelvedes velfungerende og hårdtslående produktioner. Hører man fx "Street's Won't Let Me Chill" og "Something For Y'all" forstår man hypen med det samme.
Problemet med Diamond District er rap-delen, for selvom mc'erne kan deres kram, så lyder de meget ens, og de synes ofte at have store problemer med at differentiere sig fra hinanden. Levering og flow er bestemt godkendt teknisk set, men man sidder ofte og bliver i tvivl om, hvem, der egentlig rapper, hvilket gør den lyriske del underligt ligegyldig og meget lidt mindeværdig. Jeg har i skrivende stunf hørt In the Ruff igennem et dusin gange, og jeg tror ikke, at jeg ville kunne gengive så meget som en enkelt linje. Til gengæld regner jeg med at skulle have nakkekragen på et godt stykke tid endnu, for de beats er for sindsyge!

4/6

Eyedea & Abilities - By the Throat

Nogle kunstnere bliver kendt for en bestemt type musik, og suser igennem en hel karriere ved hjælp af denne alene. Andre ser det som en nødvendighed at afprøve noget nyt hele tiden, og konstant udforske nyt musikalsk terræn.
Således er Eyedea & Abilities ikke din gennemsnitlige hiphop duo. Siden deres debutalbum First Born fra 2001, har de ikke gengivet sig selv på noget efterfølgende album, og på By the Throat begiver de sig ud på deres hidtil mest eksperimenterende rejse. Det er én stor rock/hiphop fusion, men ikke grebet an på "normal" vis. Det er både flot og sært, eksperimenterende og vovet. Ikke alle vil synes om deres lyd anno 2009, og det må siges at være forståeligt, at deres nye, rockede tilgang til hiphoppen skræmte en del tilhængere væk da pladen udkom. Det er fx ikke lykkedes mig at vende mig til deres lyd. Numre som "Spin Cycle", "Sky Diver" og især "Smile" fungerer fint, men der er lyttekvaler forbundet med mere eller mindre resten af pladens produktioner. Til gengæld har Eyedea skrevet nogle af 2009's flotteste tekster. Han fremfører intet mindre end lyriske mirakler på By the Throat. Det er poetisk, dystert, voldsomt og smukt, og det er umuligt ikke at lade sig imponere af Eyedea's forbløffende talent. Man ærgrer sig over, at de medfølgende arrangementer halter en smule, for lyrisk set kan jeg ikke se, hvordan det skulle kunne blive bedre.

4/6