Sene - ADayLate&ADollarShort

"Composed by Blu". Mere skulle der ikke til for at jeg måtte have dette album. Siden udgivelsen af gigant-debuten Below the Heavens, som vel nok er gået hen og blevet mit numero uno favorit hiphop album, har jeg holdt et skarpt øje med Blu. Både samarbejdet med Ta'Raach (The Piece Talks) og Mainframe (Johnson&Jonson) står i samlingen, og hver gang hans navn er dukket op som feature eller producer på et nummer, har jeg været der med det samme!
Her på det sidste, har det været produceren Blu der har været mest fremme. Han har naturligvis optrådt som gæste MC, endda på nogen af årets bedste tracks, her kan jeg bla. nævne "Morgan Blu" med Tanya Morgan, "Samsonite Man" med Fashawn og "Old Souls" med The Grouch & Eligh, men han har uden tvivl lagt mere vægt på produceren end MCen.
Det første beat jeg hørte fra Blu var Ti'ron's "All the Kings Men" fra Ketchup mixtapet; et fandens flot og melodiøst nummer, som med ét gav mig troen på, at Blu nemt kunne begå sig som producer. I løbet af 2009 smed han adskillige beattapes på gaden, for at øve hans producer-skills og finde hans stil, og med Sene's ADayLate&ADollarShort springer han endelig ud som hel-plades producer, og det er bestemt ikke kedeligt.

ADayLate&ADollarShort har på diverse hiphop forummer rundt omkring på nettet fået en del hug for, at Sene biter Blu's rap-stil, og Blu biter Exile's producer-stil. Den hopper jeg ikke på! Jo, Sene lyder umiddelbart som Blu, og Blu klipper muligvis hans samples i stil med Exile, resten er nonsens. Sene's tilgang til historiefortælling, hans rim-opbygning og hans brug af sarkastiske og ofte humoristiske metaforer og observationer er hans helt egen. Dertil synger han også på mange numre. Decideret skønsang er det ikke, og enkelte lyttere vil muligvis stå af toget, men jeg vælger at lade mig rive med af rap-crooneren, for det er med til at skabe et ganske lækkert helhedsbillede. Og så er han kløgtig. Tag fx "QuaterWaterSupporter", hvor han beretter om en hård opvækst som barn i Brooklyn, imens han på omkvæddet, et cover af Stevie Wonders "I Wish", synger de kendte linjer "Lookin' back on when I was a nappy headed boy / And my only worry was for christmas what's my toy", som jo mageløst understreger sangens egentlige alvor. Numre som de sublime "TheWonderers", "EyeCry (TheBefore)", "OwlThruGotham", "EveryDejaVu" og den "I Used To Love H.E.R."-inspirerede "WonLover" bevidner ligeledes om en rapper, hvis værdighed rækker langt længere end til en formel sammenligning med Blu. Sene er ikke bedre end Blu, men han har så mange kvaliteter og tricks oppe i ærmet, at mindre også snildt kan gøre det.

"EyeCry (TheBefore)":

Blu viser sig også at være en mere end habil produer. Hans sample-klipning minder som sagt en smule om Exiles, men det skyldes måske blot det simple faktum, at de af hiphop-standarter er besynderligt, skævt og anderledes klippet, ligesom Exiles. Trommer, keys, strings og "alt det andet" er Blu's eget touch. Der er rigelig mængder soul og jazz, men hvor Exiles produktioner nærmest kunne fortælle en historie i sig selv, fungerer Blu's værker udelukkende som baggrund for Senes fortællinger. Dette giver det helt rigtige "one dj, one mc"-feel, og selvom jeg elsker manden, og det en stor force for pladen, at Blu ikke medvirker på den lyriske del.

Trods megen kritik andetsteds, vil jeg fremhæve ADayLate&ADollarShort som en af de større fornøjelser i år. Den virker ikke sønderligt ambitiøs eller højtravende, men fungerer ubeklageligt som en melodiøs og substantiel hiphop plade, der tilfredsstiller fra første til sidste nummer. Og når alt kommer til alt, hvad mere kan man så forlange?

4.5/6

Sean Price - Kimbo Price

Som frontmand i supergruppen Boot Camp Clik og som ene halvdel af Heltah Skeltah, har Sean Price bemærket sig som en af den nye skoles skarpeste New York rappere. Han har aldrig været den klogeste at høre på, man som rim-legebarn, flow-akrobat og punchline mester har han alle dage været på toppen. Dette stod meget klart på solodebuten Monkey Barz (2005), der fungerede som rap-legeplads for den gammel-sure rapper, der ikke lod til at have noget tilovers for nogen eller noget. Jesus Price Superstar (2007) understregede hans status som New York hiphop ikon, og med Kimbo Price, mixtape-forløberen til hans kommende album Mic Tyson, knock-out'er han alle, der skulle være uenige.

At det er forløberen til hans kommende album fremgår dog mere tydeligt end hvad godt er. Der er utroligt meget skrammel, og de fleste numre ligger lige omkring, og mestendels under, de to minutter i spilletid. Numre som "Megasean", "Street Shit" og "Suicide Doors" er alle fremragende, men med en spilletid på 1½ minut sorterer de desværre i højere grad under mellemstykker end egentlige numre, og det er et grundlæggende problem på Kimbo Price. Den er blottet for sammenhæng og en rød tråd lader ikke til at være til stede. Enkelte numre fungerer stadig suverænt enkeltstående, og på trods af manglende helhed, må man erkende at numre som "Bueno Times", "This Is Us", "Weed & Hoes" og "Suicide Doors" er fremragende hiphop, på højde med det bedste man har hørt fra Price. "Bueno Times" har dog en besønderlig outro fra gæsterapperen Ruste Juxx, hvor han sort på hvidt hævder følgende:

"Ima go on records saying, nah'mean I better make sure I have all my credit n shit nah'mean, I wrote all Sean P shit, from Monkey Barz, motherfucking Jesus Price, mixtapes all that nah'mean, that's Ruste Juxx. If you're a Sean Price fan you're a Ruste Juxx fan nigga, you already know "

- Det kan være det bare er sjov og spas, men det lyder absolut ikke sådan! Det skulle dog undre mig om en gigant som Sean Price skulle lade sig afsløre som rapper med fast ghostwriter, hvem ved?

Der er 6-7 gode numre på Kimbo Price, men resten er ganske ligegyldigt, og da disse 6-7 numre alle har en meget begrænset spillelængde, får de aldrig rigtig gjort det store indtryk. Pladen opfylder dog sin egentlige mission fuldt ud, da jeg nu glæder mig virkelig meget til at høre Mic Tyson, så albummet her er langt fra forgæves.

Megasean:

2/6

Rakim - The Seventh Seal

Når man bliver anset som værende en af de absolut bedste og vigtigste mc's i hiphop historien, vil grinagtigt høje forventninger være ens tro følgesvend for evig tid. Rakim satte et permanent præg på hiphoppen da han samarbejdede med Eric B, og mange mener at de sammen lagde nogle af de første brosten på den vej vi i dag kalder "hiphop". The 18th Letter og The Master fra slut-halvfemserne modbeviste bestemt ikke dette. De blev, og bliver - måske ikke set på som udødelige mesterværker, men Rakim har aldrig skuffet som prima flower og tekstskriver, og alt hvad han har rørt ved i sin karriere har været opbyggende til hans ikoniske status som God MC.

Men selv de bedste kan have problemer, og siden The Master er der gået et årti uden udgivelser. Dr. Dre signede ham til Aftermath, og planen var at de sammen skulle skabe en af nyere tids største hiphop-bomber, i form af albummet Oh, My God. Men deres visioner og ideer stemte ikke overens. Pladen blev lagt på hylden og samarbejder førte kun til en feature på Truth Hurts' "Addictive", et nummer på 8 Mile soundtracket og et gæstevers på Jay-Z's "The Watcher Pt. 2" (som dog er et mesterværk uden lige). Derefter stod han på egne ben, og hans tredje debutalbum skulle skabes from scratch. Aftermath-døren blev smækket i, og Rakim gik fra et af hiphoppens største major labels, til et lille indie-selskab.

"After the apocalypse, God rises from the ashes to recreate the Kingdom, taking only the greatest elements from the past with him. When you look at hip-hop, I want to do that..."

På trods af 10 år uden udgivelser, lader det ikke til at Rakims eget gudebillede er falmet. Ovenstående citat er hans beskrivelse af The Seventh Seals eksistensgrundlag; alle de nye opfattelser, afgrene og versioner af hiphop skal smadres, og den gyldne æras go'e gamle hiphop skal tilbage op på sin støvede pedistal. "Every generation wants that real hip-hop, and I've always been able to bring that" fortsætter han triumferende. Men er The Seventh Seal så mesterlig, som den vel egentlig bør være? Langt fra.

Helt voldsomt forenklet ligger forklaringen i, at Rakim ikke længere er speciel. Han er hamrende dygtig, han flower stadig flot, og hans lyrik emmer på vanlig vis af intelligent undertekst. Men disse beskrivelse kan i disse dage bruges om virkelig mange hiphop kunstnere. I 00'erne, som jo snart er ved sin ende, er der flere der er på fuld højde med Rakim, og så er der en håndfuld der er hævet over. Men på et nummer som fx "How To Emcee", som han jo SKAL lave, viser han, at han trods alt stadig er langt oppe af listen, med linjer som:

"Forever sick like catching aids is /
in a class of greatness for magic phrases /
My predicates last for pages /
Every letter fit trendsetter like fashion statements /
When folks get a sign and a hope forever /
I wrote some of the illest rhymes ever put together /
Soon as I make 'em, rappers take 'em /
analyze 'em for days and paraphrase 'em"

Undervejs virker det dog ofte som om, at han bruger mere tid på at minde lytteren om, hvorfor det var, at han var dope engang, fremfor at vedligeholde, og måske endda forny, gløden og respekten. Hans forsøg på at fremtræde som den God MC han nu engang bliver kaldt for, virker ikke sønderligt ihærdigt. Numre som "Holy Are You", "Message In the Song", "Dedicated" og "Walk These Streets" gør et bravt forsøg, men i det store hele lykkedes det ikke.
En stor del af skylden skal bestemt også skydes på pladens producere, eller Rakims valg af samme. Det er en af 2009s fladeste samling beats der diskes op med her. En 5-6 af produktionerne er gode, med "How To Emcee" og "Walk These Streets" i front, men når man har med en God MC at gøre, er dét ganske simpelt ikke godt nok. Selv Nottz og Jake One skuffer. Virkelig ærgerligt.

Som slut vil jeg sige, at The Seventh Seal som sådan ikke er en dårlig plade. I målestoksforholdet "Rakim" skuffer det, men der er da sprød hiphop at finde derpå. Dertil skal det også siges, at Rakims velfortjente status som legendarisk og ikonisk mc aldrig vil slippe ham. Han ville kunne autotune-rappe en Soulja Boy skrevet tekst over et Lil' John produceret beat, og man ville stadig tilgive ham, bukke og tiltale ham "de" - det er nu engang bare hans aura. Så selvom karrierens lavpunkt The Seventh Seal ikke umiddelbart får en til at tænke, at man er i selskab med en af de allerstørste, så ligge det stadig i luften, at Rakim er en royalitet når der snakkes hiphop.

3.5/6

Freeway - Streetz Is Mine

Det album her er noget specielt må man sige. Det er et af de sjældne "fake albums", der er udkommet. Historien er, at Freeway er signet til RBC Records, som på en-eller-anden måde har udgivet Streetz Is Mine bag Freeways ryg. Han har ikke haft noget med det at gøre, og numrene der er at finde på albummet, er leftovers, internet exclusives og meget andet. Det præcist samme skete for Nore, da han var signet til RBC Records; de "udgav" hans plade S.O.R.E. som han ikke vidste noget om overhovedet, ligeledes fremstillet af gammelt skidt og kanel. Streetz Is Mine er altså ikke et officielt Freeway album..

Han er pt ved at færdiggøre The Stimulus Package med Jake One, som bliver udgivet via Rhymesayers tidligt næste år.

Det sjove ved Streetz Is Mine, som også lidt er en cadeaux til RBC Records herfra, er, at pladen er fuldt på højde med hans tre Roc-A-Fella udgivelser. Ja faktisk synes jeg næsten pladen her er bedre! Produktionssiden er blottet for mainstream producere, hvilket resulterer i en samling gadenære, støvede og hårdtslående produktioner, der tillader Freeway at slippe hans inde bæst løs. (Det er lidt mærkeligt at anmelde denne plade, da Freeway jo faktisk ikke har været indvolveret i processen, hvilket vil sige at intet i realiteten er bevidst. Men vi må bare lade som om!). - I virkeligheden synes jeg næsten det er synd for Freeway, at han ikke har haft noget at gøre med hans eget bedste album. Den sætning kan kun skrives kryptisk, men sagen er jo den, at Streetz Is Mine overgår både Philadelphia Freeway, Free At Last og Philadelphia Freeway 2, på trods af at manden selv ikke har vidst noget om skabelsen af pladen! Numre som "Mental Note" og "North Philly" viser den mest sultne Freeway man har hørt i årevis, og "Let Me Sing My Song", "All Night Long" og den obskure banger "Freezin Hot (Ice City)" er jo rene mesterværker!

"Freezin Hot (Ice City)":

Om pladen her skal bedømmes ud fra normale kriterier, mixtape kriterier eller "fake album" kriterierne ved jeg ikke, men som tidligere skrevet, så er pladen faktisk ret fed, uanset hvor falsk en udgivelse det er. Dog vil jeg sige, at Freeway nok aldrig bliver min favorit rapper. Hans rap og flow er fandenivolsk, men netop dét bliver til tider enerverende, og når ens rapstemme er så karakteristisk som Freeways, kræves der variation og afvekslende krydderiet, hvis numrene skal reddes fra at havne i kategorien "skip'able". Dog holder jeg fast ved, at de førnævnte numre holder fuldt ud. Så af et "fake album" at være, er det sgu meget godt! - Om ikke andet så glæder jeg mig i hvert fald til at høre hvad Jake One kan bidrage med, måske han er det "afvekslende krydderi" jeg efterlyser?

4/6

The Snowgoons - The Trojan Horse

Er man til mastodontisk og storladen undergrunds-hiphop, har Snowgoons alle dage været den producer-trio man kunne gå til, hvis man skulle have sig et fix. Med Jedi Mind Tricks' Stoupe som deres mentor, begår det tyske producerhold sig i produktioner med enorme kor, storslåede violin arrangementer og en generel følelse af noget kraftfulgt, mægtigt og ondskabsfuldt.
De har et større katalog på samvittigheden, men det var med sidste års Black Snow, at de for alvor tog verden med storm. Nu er de allerede tilbage, klar til at sende en gigantisk knytnæve afsted imod alt og alle der lurer rundt i mainstream hiphoppen. Soft rappers beware!

Listen af gæsterappede er som sædvanlig fyldt til langt over bristepunktet. Omkring 40 forskellige rappere kunne jeg tælle til, fordelt på 19 numre, og nogle af dem optræder endda flere gange. Med Snowgoons har kvantitet altid været prioriteret højere end kvalitet. Rappere som Reef the Lost Cauze, Buckshot, Reks, Termanology, Sabac Red, Virtuoso og El Da Sensei gør det alle godt, men så er der stadig 30 rappere der leverer middelmåde indslag. Men jeg vil faktisk mene, at det på en Snowgoons plade er i orden. Når jeg smækker en Snowgoons plade på anlægget, er det primært på grund af produktionerne, da man på forhånd ved, at den lyriske spændvidde er forholdsvist begrænset. - 40 forskellige rappere kan jo ikke alle levere unikke og uforglemmelig vers, de ved vi - så det gælder enten om at have tilstrækkelig personlighed, som fx Sabac eller Reef, eller "bare" et enestående flow som Virtuoso (hans vers på "Scar Sculpture" er simpelthen komplet gak-gak forrygende!). Men fred være med det, det er som sagt produktionerne jeg er mest interesseret i, og her skuffer Snowgoons bestemt ikke.

The Trojan Horse indeholder alt hvad man kunne have håbet på. "Full Force" er bygget op af klassiske musik-elementer, med op til flere kvindekor, det er ufatteligt flot! Og der bliver naturligvis heller ikke sparret på de råbende dumheder på omkvæddet, gotta love it!
"Goons Stampede" byder med sin meget sigende titel ligeledes på råbende arrigskab over en dundrende krigs-soundtracks-værdig produktion. Det er endda vores egen Sicknature der får fornøjelsen af at skælde ud med linjer som "Shiiit, it's a Snowgoons stampede, WHAT UP! WHAT UP! It's a Snowgoons stampede!!". Dumt ja, men igen, ya have to love it!
Sitrende hård undergrunds hiphop kan dog også skabes på anden facon en med violiner og store kor. Pladens måske bedste skæring - både lyrisk og produktionsmæssigt - "Make Way", viser Chief Kamachi, Buckshot og Reef the Lost Cauze i storform over et gungrende dybt beat, drevet af enkelte toner fra en ualmindeligt tung guitar.
Termanlogy viser ligeledes hans sublime flow-kunskab over et alternativt hårdt beat, den salsa-inspireret "The Ill Bunch", der desværre falder en smule til jorden, på grund af Tribeca og Nut-Rageous, hvis vers absolut ingen steder fører hen.
"Valley of Death" er pladens dybeste og nok flottest producerede nummer. Det er en smule ærgerligt, at åbningsstykket ikke spiller en større rolle - vi snakker total gåsehudsfremkaldende, men Block McCloud tager over, og han når ikke sigøjnerens hjertekrængede sang til sokkeholderne. Stadig et flot nummer.

Full Force:
(Er det nødvendigt at sige, at der skal skrues HELT op?!)

Der er masser af numre man kunne fremhæve, men den 19-numres lange plade er, ja, for lang. De svulstige og hårdtslående numre er super fede, men der er en overhængende fare for, at det storladne bliver trættende. Der mangler et par numre á lá "Starlight" fra forgængeren som variation, for The Trojan Horse grænser sig op af det lidt for pompøse, og kan derfor kun indtages i mindre doser af gangen. I små doser er det tilgengæld også stærkt, og selvom jeg startede med at kalde Stoupe for deres mentor, så har Snowgoons' sidste par plader været flere gange bedre end JMT's sidste udgivelser - Brace yourselves!

4/6

Holbek - Frit Løb

Har man sagt Holbek må man også først lige sige Steen Rock. - Hiphop alter-egoet, der flittigt har mænget sig med den danske undergrund som producer og DJ, måske bedst kendt for hans medvirken i Nobody Beats the Beats. Men under Steen Rocks DJ-færd, lader det til at han har stiftet bekendtskab med meget mere end hiphop-personligheder. Frit Løb er hans legerum, hvor han kaster los som eksperimenterende producer, med malende electroniske lyde som rød tråd.

Men men, én gang hiphop altid hiphop, - trods navneskifte er hiphop-elementerne ikke pakket helt væk, det bæger flere af skæringerne tydeligt præg af, og Khal Allan bidrager på "Hvor langt skal vi ud" med et, ikke overraskende, vers i sublim topklasse. - Han bevæger sig lige så langsomt op i feltet blandt de allerbedste lyrikere vi har idag.

Men det er som sagt eksperimenterende kryds-genrer som Holbek begår sig mest i på Frit Løb, og med sangere som Peter Sommer, Sort Sols Steen Jørgensen, Turboweekends Silas Bjerregaard og Peldings Joy Morgan er der rigeligt plads til det skæve og alternative, hvilket under Holbeks behandling mestendels er virkelig godt. Første halvdel af pladen leder tankerne hen på Trentemøller, Mike Sheridan og Lulu Rouges melodiøse og ofte dunkle musikalske univers, hvor især "Træk stikket ud" står frem som noget nær det mesterlige.

I mine øjne er det dog albummets anden halvdel, der er mest interessant, da Holbek i højere grad tager genren i egen hånd, og skaber lydbilleder, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med andres. "Hvileløs" og "Hudløs" er dybt atmosfæriske og næsten uhyggelige pragtskæringer, imens det fandens flotte titelnummer, produceret sammen med Malkin Zany, bevæger sig ud i det hiphop-jazzede.

Da jeg satte pladen i afspilleren første gang, troede jeg at det var hiphop der ville flyde ud af højtalerne, men blev hurtigt klogere. Skuffet? På ingen måde. Positivt overrasket? I så høj grad! Der er et hav af indtryk, følelser og musikalske sanse-oplevelser at dykke ned i på Frit Løb, og selvom pladen mest af alt fungerer som et musikalsk frikvarter, så er der talrige perler at finde. Er man ikke bange for at prøve noget anderledes, anbefales det herfra at man giver Holbeks Frit Løb en lytter.

4.5/6

Fashawn - Boy Meets World

Efter at have hærget undergrunden med en række solide mixtapes de seneste par år, har 20-årige Fashawn allieret sig med producer-vinunderet Exile til skabelsen af hans debut. - Exile, der med rapperen Blu stod bag 2007's mesterværk Below the Heavens.

Fashawns debutplade ulmer af referencer til Illmatic, for ligesom Nas' klassiker, handler Boy Meets World om en ung mands syn på den værden han er vokset op i, - fra papiret er blankt, til det efter hans tyvende år er fyldt med historier omhandlende liv og død, had og kærlighed, sorg og glæde. Og Fashawn er en sublim fortæller. Hans karakteristiske levering er både påvirket af smerte og optimisme, alvor og et glimt i øjer, og så favner han tematisk set bredt; Fra rå skildringer af det gustne gadehjørne, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. At vælge citat-uddrag er umuligt!

Hvad angår produktionerne, så er en mageløs samling beats ikke hørt lignende siden Below the Heavens. Det er komplet vanvittigt hvad Exile kan skabe med hans buldrende basgange, støvede trommer og umanérligt velklippede samples. Hvad end det er råt, dystert, groovy eller decideret smukt, så er det udført med en små-skør perfektion, der i min optik gør ham til branchens pt bedste beatsmed.

Boy Meets World er ikke Below the Heavens 2, men det er umiskendeligt lidt af en monumantal debut, og velsagtens årets stærkeste hiphop album.

6/6

---------------------------------------------------------

BK-One with Benzilla - Rádio Do Canibal

BK-One har i mange år ageret tour DJ for Brother Ali, og grundet de mange optrædener med rapperen - som mange anser for at være en af de vigtigste pt. - har BK-One vunder hans egen solide fanbase. Nu er det så blevet tid til at stå på egne ben, og sammen med Minneapolis-produceren Benzilla, debuterer BK-One med det ufatteligt stærke DJ-album Rádio Do Canibal. Rádio minder på mange måder om Sergio Mendes og Will.I.Am's suveræne samarbejdsalbum Timeless fra 2006, hvor det var de brasilianske rytmer og den labre Copacabana atmosfære der var de bærende elementer. BK-One og Benzilla har ligeledes mixet disse eksotiske lydbilleder ind i deres produktioner, forskellen er blot, at de er mere "rå" i deres udtryk og de distancerer sig fra mainstream tilgangen - resultatet er intet mindre end sublimt. Alt fra trommer, sang, guitarer og fløjter er mesterligt inkorporeret, og når man så tilsætter 2009's - uden sidestykke - mest imponerende lineup af gæsterappere, så er det jo lige til at falde i svime over. Brother Ali og Slug er hoved-repræsentanter for Rhymesayers familien, og de står side om side med rap legender som Raekwon, Scarface, Murs, Phonte, Black Thought og supergruppen Haiku D'Etat - for bare at nævne nogle af gæsterne! Kort og godt; Rádio Do Canibal er superb bossanova hiphop-honning for ørerne, og jeg tør godt sige "top 10, 2009".

-------------------------------------------------------

Tema Do Canibal



5/6

Kero One - Early Believers

"Yo what's up Kero?! Your shit is fuckin' dope! I gotta tell you, I was listening to your whole record, ALL the records on your.. TV there - shit is dope, IloveitIloveitIloveit..."

Ordene kommer fra Will.I.Am, der via en video på youtube forsøger at komme i kontakt med Kero One, i håb om at indgå et musikalsk samarbejde. Dette er meget forståeligt, - Kero One's Early Believers lyder som en blanding af Will.I.Ams to kronværker, soloalbummet Songs About Girls og Timeless som han lavede med Sergio Mendes.
Trods få smuttere her og der, samt et direkte utilgiveligt femte udspil fra Black Eyed Peas, har jeg faktisk altid været rigtig glad for Will.I.Ams musik. Vist er det ultra mainstream, og pop'en spiller altid mindst ligeså stor en rolle som hiphop'en, men det er næsten altid så veludført, at jeg oftest ender med bare at tage JA-hatten på og groove med. Kero One skaber den nøjagtigt samme stemning. Det er positive, sommerlige upbeat produktioner, der får humøret helt i top. Ikke tilfældigt at pladen blev udgivet i april, hvor det gode vejr brager frem og folk bliver så glade og livlige. Early Believers er ét stort sommer-anthem.

Kero startede egentlig som web-designer, og så rappede, producerede og dj'ede han i sin fritid. Beskedne 50 kopier blev udsendt af hans første selvproducerede, selvfinancerede single, men heldigvis blev et enkelt eksemplar samlet op af en japansk DJ, der så potentialet i Keros musik, og dagen efter var Kero et mega hit. Og med udgivelsen af debutalbummet Windmills of the Soul, blev utallige døre åbnet. Reemix Magazine kårede endda albummet som årets bedste i 2006.

Kero's andet album , Early Believers, udkom så tidligere i år, og der er ikke så meget at sige, andet end "hold da helt ferie et lækkert album!!". En lind strøm af sublime produktioner, og rigelige mængder jazz'ede og soul'ede indslag. Og Kero selv er en mere end habil rapper. Det er de positive rytmer, og produktionernes lækre groove der er første prioritet, men den lyriske del er flere længder bedre end jeg personligt havde troet den ville være. Men bedøm selv her:

Welcome to the Bay

When the Sunshine Comes feat. Ben Westbeech

Keep Pushin'

- Kan du lide hvad du hører her, så køber du bare pladen omgående, for så vil du elske den - guaranteed!! Kan ske årstiden ikke er helt så aktuel som den var tilbage i April da pladen udkom, men så kan musikken i al almindelighed bare gøre din hverdag lidt lysere og smilende.

4.5/6

The Grouch & Eligh - Say G&E!

Snakker man om indie-hiphop succes-historier, må og skal The Living Legends Crew nævnes. Den 8 mand store gruppe brød frem i 90'erne, - de skrev aldrig under på en kontrakt, men formåede alligevel at få en loyal og næsten rabiat fanskare, og de solgte omkring 300.000 plader, på trods af at hver eneste skive blev solgt af dem selv på gadehjørnet. Deres malende, virkelighedsnære og ofte skræmmende billeder af livet gjorde dem ekstraordinært "real" på scene dengang, og denne formular har de holdt fast i, både som gruppe, men medlemmerne hver især har opereret ud fra samme skabelon med stort set samtlige individuelle udgivelser.

LL Crew's to medlemmer The Grouch og Eligh slog første gang hovederne sammen i 2000 med Vol. 1 og 2 af deres G & E Music, der siden har set yderligere 2 konstellationer i serien. Nu hedder året 2009, og der er gået 6 år siden deres sidste samarbejdsudgivelse. Fans'ne var nær bukket under af ren utålmodighed, men Say G&E! skal nok tilfredsstille alle og enhver, og de fleste vil med garanti mene, at ventetiden var hvert eneste sekunt værd.

Det unikke ved denne duo er, at de som hiphop-kunstnere og rappere er komplet forskellige. Grouch er den tilbagelænede, økologiske og hippie-agtige rapper, der gerne fletter en ordenlig portion humor ind i hans tekster, selvom budskaberne mestendels er vigtige og opmærksomhedskrævende. Eligh er super-floweren, hvis kringlede speed-rim og levering kan mænge sig med den absolutte elite, og så producerer han størstedelen af pladens numre, og det gør han, som de unge siger nu til dags - æderman'me godt! Produktionerne er ufatteligt melodiske, atmosfæriske og - i målestoksforholdet "hiphop" - helt igennem smukke. Trommerne og banging og basgangene buldrer afsted, men Eligh kan noget med baggrundslag af nynnende kor, underspillede strygere, sart klaverspil og hjemsøgende synthlyde, der gang på gang får de små hår på armene til at stå skoleret. Mageløst er vel det eneste retfærddige ord at bruge. To produktioner fejler; bonusnummeret "Euphoria" og gæsteproducer Amp Live's "Boom", der lyder som et kæmpe rip off af Black Eyed Peas' "Boom Boom Pow" - det' dæl'me dårligt! Men 2 uf ad 17, den kan jeg gå med til, især når de resterende 15 er så fantastiske. Den udnævnte profet-producer Flying Lotus bidrager også med en enkelt skæring, og selvom det med Say G&E!s stjernerække af beats virker umuligt, så løber han muligvis med sejren for bedste produktion. "Old Souls" er så genialt og mesterligt skruet sammen, og det kan være svært at tro på, at et håndværk af denne kaliber overhovedet kan skabes. Og så med et gæstevers fra Blu oveni - det' helt tosset! - 2009's stærkeste hiphop sang? Meget muligt.

"Old Souls" feat. Blu:

"Asked a brother how could he sell his soul /
He said 'easy, what you home you don't own/

The knowledge you speak has been told /Loops, life keeps repeating these notes /I see majors, somebody said they need paper to eat, but /A man shouldn't eat off bread alone, I'm headin' home /Sooner or later the creater will call /And I ain't 'bout to be playin' no war /Facing my wrongs, godspeed as I pace to the law /Wonderin' if I should say grace or be makin' zalahr /Somebody said I got a old soul /I'm just trying to figure out my role before the doors close"

- Blu, "Old Souls"

- Og hvor vildt det end lyder, så er der faktisk flere af pladens skæringer, der kunne kvalificerer sig til diverse 'best of 2009' -lister. "Do It Again", "No Flowers", "Comin' Up", "Worried About the World" og ikke mindst "Sign of the Times", der bærer årets mest skæve og herligt originale beat og omkvæd, er alle af tårnhøj kvalitet.

"Do It Again" feat. DJ Fresh:

Say G&E! er en fremragende plade, og kunne snildt havne på min top 10 over årets bedste, iblandt Fashawn, Brother Ali, K'Naan og BK-One. Fælt overset er den desværre også. Det er for mig svært at forstå, hvordan Soulja Boy numre ligger imellem 1 og 2 millioner plays på youtube, alt imens det virker som en sejr for numre som "Old Souls" at snegle sig op på de 1000 plays. Det hænger sgu ikke rigtig sammen, men det er nu engang sådan verden fungerer. Derfor: support real hiphop. Det vil undre mig noget så grundigt hvis du bliver skuffet over Grouch & Eligh's perle her.

5/6