Stoupe the Enemy of Mankind - Decalogue

Jeg hverken håber eller tror, at der er et breakup på vej i Jedi Mind Tricks lejren, men faktum er, at 2009 står i soloudgivelsernes tegn. Vinnie Paz udgiver inden længe hans debut plade "The Assassin's Creed", som bliver hans første skridt ind ad mainstream døren, med features fra folk som Freeway, Beanie Sigel, Clipse og Madlib. Første udspil fra pladen er ude, og det er faktisk ufatteligt godt. Det er en følsom Vinnie Paz der rapper over et smukt beat der overraskende nok klæder Paz til perfektion - Lyt HER.
Jus Allah, som tilsyneladende er tilbage inde i JMT-varmen, er igang med hans "The Meanest Man Alive", som ifølge det første leak "Hell Awaits" lyder så tåbeligt åndsvagt som jeg havde troet det ville.
Stoupe derimod, manden i skyggen, hjernen bag det hele, mesterproduceren - han har (ENDELIG!!) udgivet et debutalbum der vil noget!

Fans og tilhængere, mig inklusiv, var ved at blive overordenligt bange for, at Stoupe havde mistet hans gyldne touch, da "History of Violence" udkom, da der kun var en 2-3 gode beats iblandt det håbløse skrammel. Det lille tilbagestående håb bestod i, at de gode beats nok var gemt til solodebuten - dette er heldigvis korrekt langt hen af vejen. Efter albummets lidt haltende start, støder vi ind i den fænomenale Kill Bill-soundtrack inspirerede, Rodger Whittaker lydende "The Truth", med en mere end sulten Supastition, hvis legesyge rapstil retfærdiggører produktionens åbne invitation til flow-gymnastik a lá carte.
Joell "Next-to-blow" Ortiz besmykker den obligatoriske salsa-hiphop skæring "That's Me", der minder om en blanding af "M-Sea-Creasy" (fra Canibus' 'Rip The Jacker') og "Nada Cambia" fra klassikeren 'Visions of Gandhi' - med andre ord: Fandens fantastisk produceret.
De lidt oversete AOTP medlemmer King Magnetic og Reef the Lost Cauze udveksler linjer over et af Stoupes beat-kendetegn, en storladen operakor-med-arrige-strygere produktion, der fungere som en velplaceret knytnæve i lytterens fjæs.
Outerspace har selvfølgelig også været på besøg, og deres bidrag er blandt albummets bedste. Produktionen er i efter min mening en smule atypisk for Stoupe, men ikke desto mindre er "Speakeasy" en allerhelvedes groovy, gak gak og melodisk banger, der på alle måder gør en glad i låget!
Så har vi "Transition of Power", nummeret alle har ventet på! En 'Stoupe vs. M.O.P.'- banger for fuld smadder!
På "Independence Day" synes jeg at kunne fornemme bidder af The Mood's katastrofalt ukendte undergrunds klassiker "Karma" fra '97 albummet 'Doom'. Måske det bare er mig og min ønsketænkning, men i mine ører ligger den et sted i den fjerne baggrund, og det lyder eksorbitant godt!
Og storstilet (og flabet) som Stoupe nu engang er, slutter han af med et pop-nummer, hvor New York'er pop/rock vidunderbarnet Lorrie Doriza hjælper til. Behøver jeg at sige, at han slipper ualmindeligt godt fra det?

Lyrisk set er pladen ligeledes proppet med memorable vers, beretninger og punchlines. Når man tænker på hvor få der egentlig har "fået lov" til at rappe over et Stoupe-beat, uden for JMT og AOTP lejren, må man sige, at det er lidt af en ære at være gæst på dette projekt. Og det skulle jeg lige love for at de forskellige rappere er klar over! Jus Allah the retard, formår utroligt nok at flette et vers sammen på "Evil Deeds" som man kan og gider at lytte til, mere end én gang! Slaine (Special Teamz, La Coka Nostra) åbner hele ballet med en totalt drugged out syret historie på "Allison James", der sætter stemningen ret godt. Supastition er kanon, Ortiz er forbløffende, Cauze er trone-værdig og jokeren Block McCloud er genial, idet han rejser heeelt tilbage til 'The Psycho Social...'-tiden med fucked up underlige tekster om ufoer, korncirkler, uforklarlige konspirationsteorier med meget mere, og han gør det endda med et børnekor på omkvædet, der sidder lige i øjet. Stor stor stil! Og så sørger Lorrie Doriza for et forfriskende afbræk fra rappen med "Find A Way", der imod alle odds fungerer som det perfekte afsluttende nummer.

Man kan måske syntes, at 10 numre er lige i underkanten, men så vælger jeg bare at se 'Decalogue' som en komprimeret skatkiste af undergrunds hiphop perler. Indrømmet, lige akkurat Stoupe kunne snildt have sluppet fra et 20-tracks album, da hans beats nu engang er så djævelsk sprøde. Men less is more folkens, og lysten til mere vægter i sidste ende utrolig højt. Det er muligt at Jus Allah er faldet totalt af hesten og at Vinnie Paz has gone soft, men menneskehedens ærkefjende Stoupe holder ikke bare gløden ved lige, han har antændt et nyt sprudlende bål - og der er med sikkerhed en enkelt rapper eller 50 der får brændt nallerne noget så grusomt derpå. Stor stor sejr for Stoupe.

4.5/6

DJ Quik & Kurupt - BlaQKout

Jeg må hands down indrømme, at denne plade er en af de større positive overraskelser af hiphop udgivelser anno 2009. Jeg er ikke den store tilhænger af hverken Quik eller Kurupt, og for mit vedkommende kom dette album - meget pludseligt - flyvende ind fra højre, uden på nogen måde at have verslet sin ankomst. Jeg ejer ikke en eneste DJ Quik eller Tha Dogg Pound plade, og det eneste jeg ved om de to herre er alt "det der" basic stuff, som de fleste ved; De betragtes begge som west-coast legender, og hvis de ikke ER, så er de i hvert fald nogen af dem, der har holdt G-funk westcoast lyden mest indtakt, og udover Dr. Dre, som var en af hovedgrundlæggerne af vestkyst gangsta bevægelsen, så er Quik og Kurupt to af de andre absolut vigtigste personligheder på dét område.

At jeg først introduceres rigtigt til de to nu er vel næsten for dårligt, da man roligt kan sige, at jeg er lidt sent ude. MEN! - jeg vil så sige, at 'BlaQKout' er et fandens godt førstehånds indtryk, og det er bestemt et bekendtskab jeg er glad for at have stiftet. Bredere viden om Quik og Kurupt er ikke nødvendigt for at anerkende deres debutplade som duo, for det er i al sin simpelthed en fortræffeligt sprød en af slagsen!

Det første positivt bemærkelsesværdige ved pladen er, at de på fornemmeste vis ungår at ramle ind i for mange westcoast gangsta klichéer, som man med rette kunne have frygtet. Der bliver naturligvis serveret rigelige doser gangsta-gangsta, lowrider bumpende beats og "Yeeaah, if you don't stooop..."- inspirerede tekster, men samtidig er pladen iklædt et tæppe af originalitet, der gør at 'BlaQKout' ikke bare er dit sædvanlige westcoast fix, men faktisk meget mere. Numre som "Ohh!", "9x Outta 10", "Jupiter's Critic and the Mind of Mars" repræsentere alle en udsøgt kreativitet og nytænkende måde at producere på. Ydermere tillader Quik og Kurupt sig endda at lave en joke og to ud af den for evigt vedhængende mentalitet, der ifølge normen afspejler de steriotype gade-gangsta typer. Se bare videon til førstesinglen "Hey Playa! (Moroccan Blues)", der starter med, at deres bil bryder sammen i en ørken, hvorefter de står og spytter rim og kaster håndtegn iblandt kameler - se det er selverkendelse og ironi når det er bedst. Og så er nummeret desudden blandt årets top 5 mest forrygende bangere; take a listen: (lov mig at skrue øre-blødende højt op!)





Hvad angår teksterne, så vinder de jo nok ikke en oscar for nytænktning eller tema-valg (her ramler vi ind i klichéerne) - men der er en enorm underholdningsværdi at finde imellem linjerne, og DJ Quik, der er sprunget ud som full-time rapper, gør sig næsten bedre end kollegaen. Det er dog sammen de slår gnister, og selvom de ikke har meget relevant at berette om, så er det deres legende kemi der i sidste ende besejrer de manglende hjerneceller i skrivningen.

'BlaQKout' er en fed plade! Sublime samples, nakke-brækkende bangers, sexyness, originalitet og sprudlende lyrik - ikke videre intelligent - men dejligt lige til! Og en flot præstation synes jeg også det er; at to westcoast kunstnere formår at bryde deres vante rammer i så høj en grad, og giver den "gamle" lyd et twist her og der - og døren ind til fremtidens westcoast soundtrack er muligvis blevet åbnet.

4.5/6

Slaughterhouse - Slaughterhouse

Betegnelsen "Supergruppe" er i løbet af de sidste par år gået hen og blevet ekstrem populær. Wu-Tang Clan er i mine øjne den første og stærkeste "supergruppe", der har eksisteret i vores elskede hiphop verden - dette værende på trods af, at den officielle definition af en "supergruppe" ikke engang tillader Wu-Tang Clan kvalificerer sig! Jeg synes nu at Wu-Tang er en "gruppe" der er "super", så i min logik er der ikke så meget at være i tvivl om: Da gruppen i 1993 udgav deres stærkt ikoniserede debut-mesterværk "Enter the Wu-Tang (36 Chambers)" definerede de termet "Supergruppe". Mange har efterfølgende forsøgt at gøre klanen kunsten efter, men ingen har kunnet efterligne den storhed som Wu-Tang repræsenterede i sin tid.

Men hvad kendetegner i grunden en supergruppe? Hvad er kriterierne? Hvilke faktorer spiller ind, når der ikke bare er tale om en 'gruppe', men en 'supergruppe'? Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz satsede på kvantitet frem for kvalitet, da han oprettede den selvudnævnte supergruppe 'Army of the Pharoahs' - en mindre hær, der pt tæller en 13-14 medlemmer. Men hvad hjælper det at være mange, når sammenholdet ingenlunde er til stede? Den absolut vigtigste faktor i en supergruppe, er i min optik kemien. Wu-Tang havde en unik kemi der ikke er set lignende siden deres debut - ikke engang fra egen lejr. Alle medlemmernes forskellige stile, metoder, udtryk og indgangsvinkler blev ligeligt retfærdiggjort og respekteret, deraf den enorme succes de høstede.

Heldigvis er netop 'kemien' eksistensgrundlaget for den nyeste "supergruppe" på hiphop scenen. Slaughterhouse blev dannet, da Joe Budden var i gang med at indspille hans album "Halfway House". Her inviterede han Royce Da 5'9'', Crooked I, Joell Ortiz og Nino Bless på besøg til medvirken på nummeret "Slaughterhouse". Her opstod, ifølge rapperne selv, en kemi som de faldt totalt på halen over (muligvis med Nino Bless som undtagelse, da han intet har med gruppen at gøre). De besluttede derfor at slå hovederne sammen om et fælles album, og istedet for fire individuelle rappere, ser de sig som én enhed - som Royce forklarer:

"We an outfit, equivalent to Voltron's /
That boy Crooked I is equivalent to four arms /
Joell Ortiz is the body /
The cannibal slash killer, kill you then eat your body /
Joe Budden is the pair of legs /
He runs shit alongside I, the aparent head"

Umiddelbart vil nogen måske mene, at der er en vis arrogance forbundet med at udnævnte sig selv til "hjernen" i gruppen, men ikke desto mindre er det en rolle som Royce Da 5'9'' glædeligt påtager sig. Og jeg vil faktisk mene at det er berettiget, da han jo sådan set har været med i gamet en del længere tid end hans tre kollegaer, og uden diskussion er bedre end de andre, stort set på alle fronter. Han har en rim-struktur og en flow-teknik der, når det er bedst, stort set er umulig at hamle op med. Lytter man fx til åbningsnummeret "Sound Off", der er en sand jordskælvsbanger, er det tydeligt at kun Joell Ortiz kan følge med Royce. Ser man derimod på førstesinglen "The One", er det Ortiz og Budden der læber med guldmedaljen, idet de med stor effekt demonstrerer deres evne til at udveksle linjer og afslutte hinandens rim - høj klasse. Alle involverede får lov til at shine på forskellige numre, men i det store hele er det Royce og Ortiz der efterlader sig det største indtryk.

Hele pladen er indspillet på blot 6 dage, hvilket er ganske imponerende, da kvaliteten generelt er ganske solid, og selvom pladen nok aldrig når hiphoppens Hall of Fame, så er der flere fornuftige indslag og mindeværdige momenter. Den altid blændende Pharoahe Monch besmykker den eminente Mr. Porter producerede guitar-crooner "Salute". Soon-to-be-superstar Novel bidrager med et smukt omkvæd på den rå og smertefulde "Rain Drops", hvor joe Budden faktisk lyser klarere end hans 3 kollegaer. Og så er der flere forrygende numre, der bygger bro imellem bevidst og radio venlig hiphop, med "The One" og "Onslaught 2" i front - sidstnævnte produceret af Emile, der netop har skudt Kid Cudi's karriere igang med et par mesterlige instrumentaler.

Banebrydende er det ikke, og som "supergruppe" når Slaughterhouse ikke Wu-Tang til sokkeholderne. Men deres debutplade er en fornøjelse med flere suveræne skæringer, og general-Royce brager virkelig frem og advarer branchen om hans hårdtslående tilbagevenden.
Er man til støvet og bragende hiphop, der glorificerer undergrundens regler, med show-off rim og tungevridende beretninger, er der med garanti flere guldklumper at finde på pladen. Selv har jeg svært ved at få armene ned af begejstring over "Sound Off". Slagtehuset er bestemt et visit værd.

4/6