Scribes - Sleepwalk

Hvis DU har gået rundt siden 90'erne og savnet den gode gamle golden era hiphop, den oprindelige sprøde NYC, Diggin'-In-The-Crates lyd, så tør jeg godt garantere for, at din søgning stopper her!

Hvorfor, og hvordan det kan være - at det ikke er lykkedes nogen at re-producere lyden fra "dengang" er en diskussion for sig, som vi stille og roligt springer over, men en ting der er sikkert er, at den lyd og stil som blev repræsenteret af folk som NaS, AZ, Lord Finesse, Big L, Erik B & Rakim, Pete Rock & CL Smooth, Gang Starr og "de andre" ikke er blevet skabt på denne side af årtusindeskiftet. Men det lader til, at det faktisk er lykkedes en ung gut at rejse 15 år tilbage og tage en golden-era lydende plade med sig tilbage. Men ikke bare en hvilken-som-helst ung gut! Jeg citerer Lord of the Rings:

"It was picked up by the most unlikely creature imaginable..."

Hvor man muligvis havde gættet på, at en sort mc fra Brooklyn, Staten Island eller Queensbridge havde genskabt oldschool lyden, er det faktisk en 17-årig hvid fyr fra Seattle der er tale om! En helt almindelig, gennemsnitlig, priviligeret knægt ved navn Henry Kleaveland, som i 2006 udgav albummet "Sleepwalk".

Hvad der er vigtigt her er dog hverken hudfarve, alder, geografisk residens eller baggrundshistorie. Det eneste der bør være af interesse, er det faktum, at den gode Henry, som den eneste siden 90'erne, har formået at lave en helt forrygende, støvet, oldschool D-I-T-C plade. Og den har alt, lige fra produktionerne til flowet til den måde Scribes start-præsenterer numrene på. Hvis man spillede pladen for en, som ikke havde fået at vide hvem der rappede, så ville personen højst sandsynligt gætte på, at det var Artifacts, Lord Finesse, Chubb Rock, AZ eller nogen fra dén liga, der rappede over beats fra producere som Buckwild, Pete Rock, DJ Muggs, Large Professor osv. Det kan være svært at tro på, men sandt er det.

Det eneste der egentlig mangler, for at gøre "Sleepwalk" 100% i stil med the golden era, er den indflydelse organisationer som Black Panther havde på mange af hiphop kunstnerne dengang. Men det er vist ikke nødvendigt at sige, at det ville være komplet meningsløst for en fyr som Scribes at inkluderer dét aspekt. Det utrolige ved "Sleepwalk" er nemlig, at det ER golden era hiphop, bare set igennem Scribes' øjne; det er hans historier og observationer, bare formidlet igennem den klassiske formular.

"I got the microphone style and the lingual talk /
I'm a child of the new worlds turning clock.
I'm flippin' scripts, 17 with the shit on lock /
so don't stop everybody let it rock and rock"

En stor del af skylden skal selvfølgelig også skydes på de tre producere D Mello, Sound Dialect og Nick Rapp, som må have studeret den gamle lyd ned til mindste detalje, for alt er rigtigt! Trommerne, de rockede og soulede samples, som er klippet til perfektion og produktionernes repetitions-mønster. "Sweetheart" lyder fx som et Run DMC track, "Soully" kunne have været et A Tribe Called Quest nummer, "Catch A Drift" kunne have været inkluderet på 'Illmatic', og CL Smooth kunne snildt have spyttet over "Sleepwalk" i sin tid - og sådan kan man mere eller mindre blive ved med hele tracklisten. Oldschool hiphop har aldrig lydt så godt i det 20.-århundrede! "Sleepwalk" må og skal høres igennem, ikke mindst for at bekræfte, at det ikke er umuligt både at tilfredsstille de kræsne hoveder, der længes efter de go'e gamle dage, og alle andre hiphop elskede, der i al sin enkelthed bare elsker god hiphop.

5/6

Blue Scholars - OOF! EP

Yay! Nyt fra Blue Scholars! Det lod ellers til, at Blue Scholars var gået lidt i glemslen til fordel for Common Market, men Geo og Sabzi har gået stille med dørene, og nu er de klar med en herlig lille sommer-forlængende EP.
Hvor 'Blue Scholars' albummet stod i forårets tegn, 'The Long March' EP'en i efterårets og 'Bayani' i vinterens tegn, er der ingen tvivl om, at 'OOF!' EP'en er en gennemført sommer-udgivelse, lige fra det fantastisk cheesy postkorts-cover til den varme og solrige lydside, der reflekterer "the jawaiian sound", der mere eller mindre er en selvopfunden genrer, som både byder på Jamaicansk reggae, afslappende karibiansk feel-good'ness og Hawaiis eksotiske tribal lyd. Alt sammen tilført Sabzis altid kreative touch med synth og en usammenlignelig sans for at sammensætte ekstremt melodiske skæringer med et minimum af instrumenter.
Tag fx åbningsnummeret "Bananas", der kun består af taiko-trommer (som faktisk er japansk, hvilket vel kun understreger Sabzis suveræne kreativitet) og et fænomenalt synth back-drop. Og så selvfølgelig en Geo der flower som en drøm. Nummeret stryger direkte ind på den ufatteligt lange liste over Blue Scholars mesterværker.
Så er der et nummer som "Cruz", der virkelig er definationen af fesen sommer-party musik, a la Vengaboys eller måske endda Sean Kingston/Akon når de er værst, men når det er Blue Scholars er det ganske forbløffende.
Tematisk set er lyrikken ikke så dyb som før hørt fra Geologic. På OOF! EP'en gælder det mest af alt om at have det godt og nyde livet, og selvom det nogengange virker fór nemt, så er der en gennemgående charme, som ikke er til at ignorere. Selv med linjer som

"Welcome to my hourse where you gotta lose your shoes /
crusin' with, I'm cruisin' with, I'm cruisin with my crew
Driving with my feet, jabba-dappa-doo /
crusin' with, I'm cruisin' with, I'm cruisin with my crew"

er Geologic undskyldt. Det er jo heller ikke fordi han har tabt tråden, han kan sagtens endnu. Ja faktisk virker det som om hans flow-teknik har udviklet sig. Dette synes jeg fx høres tydeligt på førstesinglen "Hi 808", som er Geo's ode til Hawaii, hvor han er vokset op. Og for en gangs skyld har 808 ikke noget med trommemaskinen at gøre, 808 er Hawaiis area code.



Selvom jeg ikke tror det er deres intention, lyder OOF! EP'en meget mere kommercial og mainstream end noget man før har hørt fra Massline duoen. Ikke at det gør noget, for når det gælder Blue Scholars er alt efterhånden lovligt, men "Hi 808" og "New People" lyder i høj grad som noget Neptunes kunne have produceret. Her er det dog vigtigt at understrege 'kunne', for når alt kommer til alt ville Hr. Pharrell og Hr. Hugo nok ikke engang have kunne skabt denne lyd. Man skal også huske på, at numre som "Hello", "Coo?" og "Bananas" er langt fra nogen anden producers rækkevidde.

Endnu engang beviser Sabzi og ____ (indsæt Geologic eller RA Scion!!), med den klassiske arrogance, at de spytter bedre EPér ud end de andres fuld-længdes albums. "OOF!" er endnu et must-have til samlingen. Udkommer tirsdag d. 25. august.

5/6

Mac Lethal - 11:11

"I want the world to hear my stuff. I would love to be able to make commercially viable music and radio music. I woulden't necessarily sacrifice my content, but my favorite stuff is the stuff that is on the radio and has a little more mass appeal."

- Når man træder frem og siger så direkte, at man går efter radioen og det brede publikum, så efterlades der ingen grund til funderen over, hvilken slags rapper Mac Lethal er. Personligt synes jeg at det er ufatteligt smart at give så klar besked, for han slipper for de obligatoriske Eminem-sammenligninger, og der er fra anmeldernes side ingen logik i at kritiserer ham for at være for kommerciel og blød, for det er tydeligvis hans eksistensgrundlag. Han boldrer sig i sarkastiske observationer, og han er i højere grad 'seriøst morsom' end 'seriøs og morsom'. Dertil har han ingen intentioner om at lave nyskabende eller eksperimenterende hiphop, for som han siger; "I'd rather beat a dead horse then throw a saddle on it and ride it". Det skal dog tages med et gran salt, for der bliver både kommenteret på religion, politik og mange af de andre tungere emner, men humoren er den ultimative drivkraft.

Det fede ved Mac Lethal er, at han er signet til Rhymesayers, der er mere kendt for de sublime undergrunds kunstnere end radio rappere, men det lader ikke til at røre Mac Lethal det mindste. Han skal bare ha' det sjovt og more sig, og det brænder igennem. Albummet har den fordel, at lyttere fra start af ved hvad de går ind til. De er udemærket klar over, at de ikke skal underholdes af en politisk rapper der brager igennem med en længere række højtragende budkaber. Man sætter "11:11" på for at blive underholdt på den komiske facon, med finurlige tekster og sprøde beats. Er man til denne slags hiphop, vil man nok se på "11:11" som værende et lille mesterværk inden for sit feldt.

Er det først lykkedes en af abstrahere fra det faktum, at Mac Lethal er tilfreds med at lave musik der ikke tager ham nogen steder, og er man ikke bange for bare at give slip og nodde med på noget nice bumping hiphop, så er "11:11" en skatkiste, der bare venter på at blive åbnet. Numre som "Lithium Lips", "Make Out Bandit", "Rotten Apple Pie", "Calm Down Baby", "Crazy", "Sun Storm" og "Backward"er alle sublime numre, og på sidstnævnte demonstrerer han, at selvom hans tekster måske ikke er de mest substantielle, så flower han langt bedre end de fleste andre. Det skal høres, for det er faktisk ret forbløffende hvad han kan med ord.


Man kan ikke komme udenom, at der er en vis herlighed forbundet med Mac Lethal. Han er muligvis den mest upretentiøse rapper der findes, og han har det mest afslappede forhold til mere eller mindre alting! Jeg vil næsten vove at påstå, at der mangler folk som ham; folk der bare vil underholde masserne, og som faktisk er overordenligt gode til det.
"11:11" er på mange måder et bedre album end de fleste andre mainstream rap udgivelser vi ser idag, måske netop fordi pladen ikke har de store ambitioner, og som netop derfor gør der meget nemmere at tage det for hvad det er: Feel-good hiphop light.

4.5/6

K'naan - Troubadour

"Troubadour" er K'naans gribende, biografiske historie, om hans barske barndom i Somalias hovedstad Mogadishu, under den brutale borgerkrig der brød ud i 1991, som gjorde området til et af verdens absolut farligste. Det lykkedes heldigvis moderen at skaffe rejsevisaer til hende og K'naan da krigen blev for blodig og omfattende, så de kunne rejse til USA og bo i Harlem for en kort stund, inden de rejste videre til Toronto i Canada, hvor de bor i dag. K'naan slap dog ikke for at se og opleve krigens horible udfald, og som han insisterende fastslår; you can take me out of Somalia, but never Somalia out of me. Det er vist sikkert at sige, at han tog derfra med en arret sjæl.

Da de kom til Canada kunne K'naan ikke ét ord engelsk, og da de var ludfattige og ikke havde råd til engelsk undervisning, lærte han sig selv engelsk i løbet af årene, ved at lytte til NaS og Rakim, hvilket i sidste ende resulterede i en stigende interesse for hiphop.
Men grundet hans afrikanske rødder, er K'naans hiphop ikke "bare" hiphop, det er lag-på-lag musik med næsten bundløse dybder, og musikken er gennemstrømmet af afrikansk inspirerede rytmer og melodier, samt talløse inputs af pop, folk, rock og r&b - der er med andre ord rigtig meget at komme efter på den musikalske side, og som om dét ikke var nok, så skriver han sublime tekster, han er en teknisk suveræn rapper, og så synger han ganske fantastisk.
På "Bang Bang" allierer han sig med en af pop/rockens absolut bedste stemmer, Adam Levine fra Maroon 5, og nummeret, der er af den dansegulvs venlige kaliber, og et forrygende eksempel på hvordan man kan kombinere mainstream appeal med forrygende rap og fængende omkvæd. Slutningen af albummet får en smuk folk-drejning, og de sidste fire numre, "Fire In Freetown", "Take A Minute", "15 Minutes Away" og "People Like Me" er exceptionelt smukke skæringer, og sidstnævnte fremstår muligvis som albummets mest funklende perle.

Hvad der dog gang på gang overrasker mig er, at han, selvom han har været så meget igennem og har oplevet så mange forfærdelige ting, formår at skabe en rød tråd af glæde, inspiration og håb, og selvom albummet har en del barske og rørende fortællinger, er det den positiv energy der gennemsyrer albummet. På det mesterlige nummer "Somalia" rapper han:

"Daaamn, do you see why it's amazin'? /
when someone comes outta such a dire situation,
and learns the english language just to share his observation /
probably get a grammy without a gram of education,
so fuck you school and fuck you immigration!"

Der er dog et flertal af de personlige og rørende sange. På "Fatima" synger han om pigen han elskede, men som meget pludseligt var ude af hans liv:

"Fatima, what did the young man say,
before he stole you away, on that fateful day?
Did he know your name,
or the plans we made, to go to New York City, Fatima?"

Da jeg gennemlyttede "Troubadour" første gang, blev mine tanker konstant ledt hen på Akons debut "Trouble". Pt er Akon den mest upersonlige, kedelige og pengefikserede kunstner i hiphop'en, men hans debut står for mig som et ganske stort album. Dengang havde han noget på hjertet, og produktionerne var melodiøse og sjælfulde. Der var måske en del poppede skæringer, og man kunne allerede dengang fornemme at han gik efter guldet, men samtidig var der numre som "Ghetto", "Pot of Gold" og "Don't Let Up", som på mange måder minder om materialet på K'naans andet album. Men som K'naan rapper på "Somalia":

"I promise that I'll get it and stay strictly loyal /
'cause when they get it they let it all switch and spoil"

Hvad han mener er vel, at det er en skam at sådan nogle som Akon misbruger deres interessante personlighed og historier til at lave penge. Ser man igen tilbage på Akons katalog, skulle der heller ikke mere end 3 udgivelser til at gå fra virkelig god ('Trouble'), til det ringeste på markedet ('Freedom') - her er det en del sværere at forestille sig K'naan tage den drejning, da han har en troværdighed og stolthed over sig, som gør ham til en meget bedre ambassadør for afrikansk/amerikansk hiphop end Akon - meget mere i stil med Wyclef Jean.

Der er meget at sige og skrive om "Troubadour" og bagmandens fantastiske historie, men en konklusion skal der til, og denne må lyde på, at det på mange måder er utroligt, at "Troubadour" overhovedet er blevet til! Man skal tænke på, at K'naan jo først måtte lære sig selv engelsk, for derfra at lære at rappe og synge, og nu gør han det bedre end de fleste andre. Al' konkurrence bør spidse ører og stramme op hvis de skal kunne følge med, for K'naan har en plan, og det er langt fra sidste gang vi hører fra ham. "Troubadour" skal opleves. At købe!

5/6

Macklemore - The Language of My World

"I give everything I have when I write a rhyme /
but that doesn't change the fact that this culture's not mine"

Linjer som disse, som er at finde overalt på "The Language of My World", giver et uudsletteligt billede af, hvilken rapper og person Macklemore er; not your average!
Hans speciale er intelligente observationer af race, og klasse- forskelsbehandlinger, både i det samfund han kommer fra, men også i hiphop kulturen. Han er hudløst ærlig, hvilket resulterer i nærgående tekster, der både oser af humor og flow-leg, men så sandelig også af brutalt fængslende fortællinger, der maler inderlige stemningsmættede billeder på lytterens nethinde, hvor de sætter sig godt fast.
Det bemærkelsesværdige ved Macklemore er, at han konstant bruger sig selv som eksempel når han kommenterer diverse mentaliteter og tilstande. Fx beretter han på "Contradiction" om, hvordan en kvinde, der netop har overværet hans show, konfronterer ham og får ham til at indse hvor dobbeltmoralsk han er, og hvor overfladisk et forhold han har til alt hvad der har med hip hop at gøre. Og på det lyrisk eksplosive åbningsnummer "White Privilege", undrer han sig over, hvorvidt det overhovedet er i orden for hvide rappere at være en del af hiphop kulturen, med linjer som,

"Hip hop startet off on a block that I've never been to /
to counteract a struggle that I've never even been through /
If I think I understand just because I flow too /
that means I'm not keepin' it true..."

Hele albummet ulmer med forrygende eksekveringer af tekstskrivning, og "The Language of My World" er i sig selv et studie i selverkendelse og soulsearching når det er bedst/værst.

En anden af pladens helt store forcer, er det sprudlende musikalske modspil til Macklemores opmærksomhedskrævende tekster. Produktionerne er suverænt soulede og opløftende, og som kontrast til hans eget lyriske univers, synger Macklemore også fortrinligt, og på numre som det ganske utrolige "As Soon As I Wake Up", går alt op i en højere enhed og resulterer i permanent storhed i hiphop format.

"The Language of My World" er på mange måder et stort album, på den mest ydmyge facon tænkeligt. Det anbefales kraftigt herfra, at man giver Macklemore en chance, for der er stor sandsynlighed for, at han vil ramme netop DIG det ene eller andet sted - og i seattle rapperens tilfælde er dette en ualmindeligt god ting.

4.5/6

Novel - I Am... (Future Black President) - EP

"Novel have the potential to be greater than what we have in the business"

De store ord kommer fra Talib Kweli, der har arbejdet sammen med Novel flere gange. Første gang på nummeret "Stand to the Side" fra hans debut Quality, og senest på det mesterlige nummer "I Am", der er Novels egen første single fra hans kommende debutalbum "The Audiobiography".

Novels karriere har i lang tid været baseret på produktioner og tekstskrivning for andre kunstnere, blandt andre India Arie, Alicia Keys, Lauren Hill, Leona Lewis, Kelis, Beyoncé, Raphael Saadiq og Joss Stone. Ganske imponerende resume - men nu er turen kommet til ham selv.

Med det førnævnte nummer "I Am", der efterhånden er et halv-gammelt nummer, viste han at han er mere end klar til at udgive eget materiale, for Novel er i sandhed et musikalsk vidunder; han producerer, skriver, synger og rapper, og hvert aspekt mestrer han til mere end fulde. Og så er han fantastisk dygtig til at blande forskellige musikalske udtryk og genrer, og EP'en, der egentlig "bare" er en forsmag på hans debut, er et pragteksemplar på hans musikalske alsidighed.

På "Damn" bliver der skruet op for pop/funk-charmen, og Novel optræder som en anden Tom Jones eller Rick James. På "Sister", der er et remake af Shug Averys "Miss Celie's Blues", lyder Novel som en krydsning imellem Hank Williams og John Legend, over en super-sprød country-inspireret produktion. På det gospel-storladne og livsbekræftende "Fly Away" viser Novel ligeledes hvordan tekstskrivning og sang kan gå op i en højere enhed. På "Wild West" forbindes simpel men effektiv historiefortælling med et catchy omkvæd, der resulterer i en næsten pop'et nummer, der samtidig har noget på hjertet. Og så er der selvfølgelig "I Am", som meget kort beskrevet er hiphop as good as it gets - mesterligt fremragende.


"I Am (Future Black President)" EP'en er som sagt en forsmag på Novels kommende debutalbum, og hvis dette er standarten for et helt album, så er det ikke utænkeligt at 2009 kommer til at smide en nutidig 'classic' af sig, for Novel har alt hvad det kræver at skabe et storværk. Men nu må vi se...

5/6

Asher Roth - Asleep in the Bread Aisle

Lad os fra start af klargøre én ting: Nej, Asher Roth er IKKE den nye Eminem!
Asher Roth blev med lynets hast stemplet som "ham der ville være den nye Eminem", men hvorfor? Fordi han er hvid og laver hiphop? Det er de flestes opfattelse, men jeg ved godt hvorfor alle kritikerne gav ham slag for at kopiere Em; fordi Asher Roth er hvid og laver KOMMERCIEL hiphop. Der er et hav af hvide rappere 'derude', men ingen er rigtig blevet sammenlignet med Eminem, men lige så snart der dukker en fyr op, der går direkte efter det brede publikum - sådan en der bliver spillet på MTV og The Voice - så bliver der lugtet penge, og så er det oplagt at sammenligne med Eminem, da han er den mest kommercielt succesfulde rapper i verden, og så er han jo som bekendt hvid!
Sandheden er, at jeg har ondt af Asher Roth; han kommer egentlig med fred, og hans budskab og attitude er så langt fra Eminems som det overhovedet er muligt. Som han selv rapper på "As I Em", en sang han følte var nødvendig at lave, for at ryste Eminem-kopi-rygtet af sig:

"Eminem comparison is barely accurate /
my rapping is as passionate, but lacks the psychopath of it"

Man skal faktisk lede i meget lang tid for at finde en hvid rapper, der minder MINDRE om Eminem end Asher Roth. Roths musik er drevet af et feel-good mood, og de tunge emner og dystre historier bliver komplet forbigået, og så lyder han i langt højere grad som fx DutchMassive end Eminem.

Hvis der er en som Asher Roth minder om, så er det vores egen Jooks, for ligesom Jooks er Asher Paul Roth født med en sølske stikkende ud af røven, i en hyggelig by tæt ved Philadelphia, hos dejlige forældre uden pengeproblemer. Asher begyndte først at interessere sig for hiphop i 98' da han følte, at der måtte ske noget interessant i hans trivielle og gennemsnitlige american-teenager liv. Han kom altså først sent ind i hiphop-verdenen, og da han endelig kom i gang med at indspille og skrive tekster, lavede han udelukkende musik for sig selv, til egen glæde. Og tilsyneladende var der rigtig mange der kunne relatere til hans musik. Ikke sært med linjer som:

"Drink my beer and smoke my weed, but my good friends is all I need /
Pass out at 3, wake up at 10, go out to eat and then do it again"

...der ikke kan undgå at appelere til mindst 50 millioner amerikanere. I musikkens verden er de fleste enige om, at ens første single er et 'statement', der repræsentere en som kunstner og hvad man står for, og med "I Love College" som Asher Roths første udspil, står det meget klart hvilken kunstner og person han er. Han peger ikke fingre af nogen, han råber ikke højt, han træder absolut ikke nogen over tærerne - han vil ganske simpelt bare ha' det sjovt og more sig.

Med dette som udgangspunkt er det selvfølgelig begrænset hvor fantastisk et album Asleep in the Bread Aisle kan være. Det er primært happy-go-lucky lyrik over lette og finurlige produktioner med fine gæsteoptræderne. Yderst fremragende bliver det aldrig, men Asher holder humøret højt et godt stykke hen af vejen, og underholdningsværdien er slet ikke dårlig. Bedst bliver det henimod slutningen (hvis man har skaffet sig bonusnumrene), hvor den ufatteligt talentfulde Novel producerer "Fallin'" og "The Lounge", og Nottz, der vinder mere og mere respekt i undertegnedes øjne, producerer albummets mest muntre nummer, "Y.O.U.", med Slick Rick, som SKAL opleves. Asleep in the Bread Aisles beat-hovedleverandør er Oren Yoel, der hverken er god eller dårlig, bare et-eller-andet sted i den halvkedelige midte.

Hvad Asher Roth helt præcist vil med dette album er mig stadig et spørgsmål? Jeg ser det mest af alt som et let pusterum. Det er yderst letfordøjeligt hiphop, og det er lige så hurtigt ude igen som det kom ind - det er dog ganske fornøjeligt i den tid det er inde.

3.5/6