Klaes - Dedikeret

Den 21-årge vestjyske Klaes, udgiver efter at have flyttet til købstaden debutalbum, der mest af alt handler om en ung mands trivielle liv, hvor hiphoppen krydrer hverdagen med lidt glæde. Allerede i begyndelsen af albummet beretter han om, at han "har skrevet 15 sange i træk om hvor wack han er" - men der er heldigvis tydelige tegn på en overordenlig tyk selvironi, som viser sig at være fællesnævner hele albummet igennem. Han flower ubesværet rundt, og selvom man snildt kan sætte fingeren på det manglende lyriske indhold, så må man i det mindste give ham lidt 'cred' for stilen.
Man kan så begynde at diskuterer hvorvidt Klaes måske slipper for let igennem - er der ikke lidt for mange danske rappere i disse dage der lever lidt for højt på selvironi? - Rappere der inderst inde ikke rigtig har noget at berette om. Ikke noget i vejen for at fyre lidt sludder og sladder af, men Klaes minder for ofte om den generelle middelmådige danske rapper, der har behov for lidt mere end et enkelt album til at vise sit egentlige værd. Det er hverken slemt eller fantastisk, det er der bare.
De lyseste punkter der er at finde på albummet, er brugen af 'skøre' samples, som virker utroligt godt på det fleste sange. Taget fra, går jeg ud fra, gammel dansk-top ligende musik, byder producer Lars Da Fari på nogle rimelig originale produktioner, hvis flertal bæres op af swing-inspireret og ganske groovy instrumentaler. Det fungerer rigtig godt.
Men igen, desværre, efter den femte sang har brugt samme sample-idé er det ikke så fandens originalt mere, men numre som "Dedikeret", "Er Du Er Du Ikke" og "Album Ude Snart" fremstår stadig som ganske fornuftige hiphop tracks. Lytter man til "Trivielt Helvede" bæres ens tanker ummidelbart over på Immortal Techniques "Peruvian Cocaine" (beat mæssigt), hvilket må siges at være lidt af et kompliment. Desværre er der også her et dansk sample at finde, og i dette tilfælde er det slemt malplaceret.

"Dedikeret" er fremstår mest som en omgang gennemsnitlig metervare hiphop. Der er fornuftige ideer og kreative indslag, uden tvivl, men som helhed er der bare ikke nok kød på til at løfte debuten op på et stadie, der er til at juble over.

3/6

Hocus Pocus - 73 Touches

At frankrig altid har været up-front hvad angår hip hop har aldrig været en hemmelighed. I Europa ville jeg udnævne Frankrig som hiphop hjemland. Det er i grunden sjovt, for det er meget få udenfor 'france' der forstår hvad der synges og rappes om, men på trods af disse forståelsesbesværligheder, lader det til at folk alligvel 'bumper' med. Jeg er bestemt en af dem - min cd samling tæller flere Iam albummer, Rhoff, Booba, Sinik og så min absolutte favoritgruppe Hocus Pocus.

Hocus Pocus flyder med på 'good-vibes' bølgen. Der er ikke noget gangsta eller påtaget cool-ness over gruppen, udover selvfølgelig den coolness der ligger i deres tilbagelånede stil, deres sublime flows og ordleg og deres falde-på-knæ-fantastiske beats.
Det forholder sig med Hocus Pocus som med enhver anden fransk kunstner, jeg fatter nada af hvad der rappes om! -Men alene pga nummeret "HipHop?" med amerikanske Procussions på gæstesiden, er man ikke i tvivl om hvad slags gruppe Hocus Pocus er.



- De er her for at sprede alle de positive budskaber, og mærkeligt nok har man netop den fornemmelse hele vejen igennem, på trods af at ordene kun giver et minimum mening.
Det franske sprog er som skræddersyet til finurlige flows, og dét alene gør Hocus Pocus til en fornøjelse - sammen med produktionerne selvfølgelig, som i "73 Touches"'s tilfælde er af så forrygende verdensklasse, at man faktisk ender med at være ligeglad med ikke at kunne forstå rap-delen.
Hocus Pocus har også været smarte; de bruger flittigt scratches fra engelsksprogede plader, og man støder ofte på engelsk sproget omkvæd og gæsterap, som fra blandt andet førnævnte Procussions. Dette gør, at man aldrig føler sig helt udenfor, der er altid genkendelige detaljer, og det er en kæmpe force.
Produktionerne er dog det ultimative es i ærmet, og bagmanden 20Syl må siges at være en af de mere fremtrædende producerer pt. Han producerede numrene "Amelie", "Half A Dream" og "Apathy" på Mr. J Medeiros' "Of Gods and Girls", og har man hørt det album kan man måske danne sig et indtryk af hvordan lyden på "73 Touches" flasker sig. Det er en god blanding af oldschool-ness, jazzy beats, acoustic rytmer og en generel følelse af godt gammeldags sprødt feel-good hiphop.

- Det hænder ofte, at man hører et album og synes alle sangene er fede, men efter lidt tid begynder man at kede sig over sangene, og så viser det sig, at de egentlig ikke var så fede alligvel. Jeg havde lidt den frygt da jeg købte "73 Touches": Da jeg hørte den igennem første gang var jeg helt oppe at flyve, men jeg valgte ikke at anmelde den med det samme, fordi jeg havde en bange anelse om, at den ville blive lidt vandet, og så ville den der 5.5-karakter jeg ville have tildelt den ikke være så troværdig. Men nu er der gået 1½ måned, og jeg hører den stadig på repeat. Derfor kan jeg ikke andet end at hylde de franske hiphop konger. Gør jeg selv en tjeneste at køb denne plade, og hold et godt øje med Hocus Pocus

5.5/6

Brother Ali - The Undisputed Truth

Hvad får man hvis man blander en myre og en albino? Svar: Noget af det pureste hiphop udgivet de seneste år.
Coktailen lyder måske umiddelbart mærkelig, men de indvolverede parter der er tale om er selvfølgelig Brother Ali og Atmospheres over-geni-producer Ant, og med det i hovedet, så er det ikke længere så mærkeligt, at albummet "The Undisputed Truth" er fyldt til brustepunktet med alt det som vi forbinder med kulturens mest stolte aspekter; beats rhymes and life.

Lydsiden er på en hvilken Atmosphere udgivelse - fan-fucking-tastisk! Hvem end der sagde at Ant var guds gave til hip hoppen og, i mine øjne, musikverdenen generelt - så havde han i allerhøjeste grad ret, for det er kort beskrevet små mirakler manden spytter ud. Musikalsk vis er han på højde med Kno i hans "A Piece of Strange" -dage. Man sidder nærmest og klapper over hvor fornøjelige og veldrejede produktioner er. Ant kan indrage alle former for instrumenter, genrer og stilarter i hip hoppen, hvilket resulterer i et utroligt varieret album, der bla byder på reggae-hiphop ("The Truth", "Freedom Ain't Free"), rock-hop ("Whatcha Got"), blues ("Uncle Sam Goddamn") og selvfølgelig de mange ærke-hiphoppede skæringer, der lugter langt væk af komplet mesterlig kunnen og gøren.

Ant som person ville højst sandsynligt ikke mænge sig med hvem som helst. Selvom Atmosphere bevægelsen er underground på et mainstream plan, så er han stadig en heavyhitter pt, så det er ikke alle der får fornøjelsen af at være under hans behandling. Ikke tilfældigt at Brother Ali er endt som samarbejdspartner med Ant, for han er på samme højde med Slug; politisk og poetisk leveret med de mest forrygende flows. Brother Ali er en stjernelyriker, og enkelte numre på albummet står frem som lyriske milepæle i vores hiphop univers. Og hvor er det dejligt at høre en kunstner der er så ærlig, oprigtig og sandfærdig som Ali. Man kommer meget tæt ind på ham, og det bliver ofte meget smerteligt, på en smuk måde, som fx på "Faheem", der er en sang til hans søn:

"I just pray you don't remember us sleeping on the floor /
and me cleaning mousedroppings out of your toys.
It took alot of hard work for us to get where we at /
and young man we ain't quittin' at that.
Just know it hurts me to death when I leave and go tourin' /
i'm scared that it might make you feel unimportant.
But our bond is so strong that the moment I get off /
we seem to pick right back up where we left off.
I try to say that I do it for you /
but in my heart I know that's not entirely true.
So if I ever come home and feel that I've hurt us as friends /
I swear to god that I'll never tour again."

...Stolthed er aldrig blevet præsenteret bedre.
Og sådan er Ali mere eller mindre hele vejen igennem. Der er ikke så meget at sige, "The Undisputed Truth" er ubenægteligt en must-buy.
- Hvis du, læser, på noget tidspunkt har troet på mig som anmelder, og købt et album ud fra en af mine anmeldelser, så vil jeg sige, at "The Undisputed Truth" er et af de albums, som du uden tvivl vil være lykkelig over endelig at få købt. Skulle du dog stadig være i tvivl på nuværende tidspunkt, så lyt til de 3 sange nedenunder, og så se at få købt det album!!

"Take Me Home"




"Uncle Sam Goddamn"




"Pedigree"







5.5/6