Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)

Af start 90'er, golden-era hiphop udgivelser, er Wu-Tangs kult-legendariske debut absolut min favorit. De lagde grundlaget og affyrrede startskuddet for hele det "tidsrum" vi netop kender som de gyldne dage, og ikke mindst "the east coast renaissance" - bevægelsen, som pga Wu-Tang hjalp folk som NaS, Biggie, Mobb Deep og Jay-Z ind på scenen. Alene af den grund er Enter the Wu-Tang (36 Chambers) blandt de vigtigste albums der nogensinde er udgivet.
Det bemærkelsesværdige ved 36 Chambers er, at selvom indholdet er meget råt og omhandler vold, stoffer og sex, så var det ultra populært da det udkom, og strøg til tops på diverse hitlister, selvom det indholdsmæssigt var imod alle odds. Trumfen skulle findes hos geni, bagmand og producervidunder RZA, som, med hans soulsamples og bidder af kung-fu film, skabte et lydbillede, der både var nedbarberet og ligetil, men stadig rigt på detaljer og overordenligt velfungerende som grundlag til de mange medlemmers arrige og mesterlige flows. At det kun er gået nedad bakke for gruppen siden debuten kan tilgives, for på trods af at selve Wu-Tang gruppen har haft svært ved at hænge sammen og skabe noget der bare ligner '36 Chambers', så har de forskellige medlemmer hver især udgivet soloplader der bliver tilbedt verden over. Raekwon kom med "Only Build For Cuban Linx", GZA udgav "Liquid Swords", Ol' Dirty Bastard diskede op med "Return to the 36 Chambers", Method Man udgav "Tical", Ghostface Killah udgav "Supreme Clientele" og Masta Killa udgav den desværre alt for oversete "No Said Date" - Og hele svineriet blev endda produceret næsten udelukkende af RZA, der som den eneste fra gruppen mærkeligt nok ikke har formået at udgive et eneste godt soloalbum. Tilgengæld har han hjulpet utallige andre folk frem, og gjort dem til medlemmer af Wu-organisationen bedre kendt som Killa Bees, der i dag tæller flere hundrede, så på trods af manglende kvalitet hos egne albums, er han alligevel af de vigtigste nøgle personer i hiphoppens historie.

"Ghostface - catch the blast of a hype verse /
my glock burst, leave in a hearse, i did worse
I come rough...."

- Man skal ikke mere end et par sekunder ind i første sang før man ved hvad det handler om. Dialog fra de forrygende kulte B-film "Shaolin & Wu-Tang" og "Ten Tigers From Kwangtung" åbner pladen, og introducerer shaolin kampstillinger og våben, som bliver en slags løs råd trød i den lyriske del af albummet. Det jeg godt kan lide ved albummet er, at de fleste sange er noget nært substansløse. Der hvor indholdet ikke har nogen speciel vigtighed, der lægger de vægt på rim, flow og ordleg, noget samtlige medlemmer var uhyggeligt gode til dengang.
Hver eneste gang der er udkommet et hiphop album på denne side af årtusindeskiftet, hvor det lyriske indhold har passet godt med produktionerne, er der blevet sammenlignet med "36 chambers", som er det album der for alvor sømmede det faktum fast, at selve rap-delen bliver opløftet til uanede højder hvis beatet der bliver rappet til passer. RZA's produktioner stjæler aldrig billedet, de har de helt rigtige rytmer og trommeprogrammeringer til diverse vers. Især Method Man formår at udnytte RZAs beats og leverer det ene måbende vers efter det andet.

"Yo RZA, yo Razor, hit me with the major /
the damage my clan understand it be flavor.
Gunnin', hummin' commin' at'cha /
first I'm gonna get'cha, once I got'cha, I Gat-cha.
You can never capture the Method Man stature /
For rhyme and for rapture, got niggas resigning, now master
my style? Never! I put the fucking buck in the wild kid, I'm terror /
Razor sharp I sever, the head from the shoulders - I'm betta'
Than my compeda, you mean competitor, whateva'!
Let's get together"

Method Man var også medlemmet som gruppen valgte at fremhæve som frontmand. Men dette faktum er ikke altid helt tydeligt, idet der ikke er nogen logisk fordeling imellem medlemmer og antal vers. Hvor "Da Mystery of Chessboxin'" er et rent tour-de-force af fortrinlige vers fra mere eller mindre alle medlemmer, er GZA alene om nummeret "Clan In Da Front". Det er altid fantastisk at se en gruppe, hvor egoerne ikke er for store, hvor resten af holdet bare synes det er 'dope' når deres homie brænder igennem alene. Der er der mange grupper der kunne have lært meget af.


Heldigvis kan Wu-Tang også andet end at fremstå som kung-fu galninge uden noget på hjerte, for på '36 Chambers' finder vi også stille klassikere som "Can It Be All So Simple" og "C.R.E.A.M.", hvor sidstnævntes linjer "Cash rules everything around me - Cream get the money, dolla dolla bill ya'll" senere hen er blevet hiphop-bibel. Ved nærmere eftertanke kan faktisk sige det samme om størstedelen af albummets skæringer, igen takket være RZAs himmelske produktioner og de mange forskellige rap-stilarter der bliver udøvet igennem albummet. Dette er en anden af albummets absolutte forcer; Selvom de mange rappere er nogenlunde på samme niveau, så behersker de alle en ganske unik stil, der kendetegnet dem en for en. Hvis vi tager ordet unik til dets bogstaveligste forstand, så er Ol' Dirty Bastard den mest fremtrædende, for hvis man kombinerer shaolin kampsport med hiphop, så er Ol' Dirty mesteren af 'the drunken style'. - Uden tvivl den skøreste og mest vanvittige rapper der har eksisteret, og med hans skrigen, hosten, bøvsende og gennemført fordrukne stil tvivler jeg på at han vil blive matchet af nogen anden. Om 36 chambers nogensinde vil blive matchet er også et godt spørgsmål. Alle har en række favorit albums, og 36 chambers ligger trygt på min sammen med blandt andre "Moment of Truth", "The College Dropout" og "Below the Heavens" - og man vil jo sammenligne sine favorit skiver, men indenfor den specifikke stil og genrer, der er jeg ret sikker på, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil blive ved med at være en urørlig genistreg, og den vil altid være solidt placeret på toppen. WU-TANG, WU-TANG!!

6/6

Dr. Dre - 2001

Ham Dre er nu engang en spøjs fætter! - Han er en af verdens mest anerkendte hiphop producere, og han har været med i mere end to årtier. På trods af dette er det stadig kun lykkedes ham at udgive to albums.
Jeg burde måske skamme mig over at sige sådan, for hvis man kort ser på hvad han har givet hiphop verdenen på sidelinjen, så er det ikke små ting. Han er grunden til at vi idag kender World Class Wreckin' Cru, Eminem, Snoop Dogg, Nate Dogg, The Game, N.W.A, G-Funk genren, N.W.A og den dertilhørende rå gangsta' attitude, og tjaa, mere eller mindre hele Westcoast hiphop bevægelsen. Har man dét i baghovedet, så kan man tilgive ham ikke at have udgivet flere soloalbums. Jeg vil dog alligevel vove at påstå at han er den i musikbranchen der er dårligst til at overholde en dato! (læs: kommer Detox mon nogensinde?).

Jeg kan huske, at da 2001 udkom i 1999 var jeg ikke rigtig inde i hiphop, så jeg var ikke en af dem der fløj med på den 'high' som albummet bragte med sig da det ramte gaden. Jeg var til gengæld iblandt dem der et par år senere slog sig selv i hovedet for ikke at have fået øjnene op for Dre de få år tidligere, og jeg ved ikke om det er som en underdanig undskyldning, men jeg har bumpet "2001" on a regular basis lige siden det udkom. - Det har et komplet tidsløst feel over sig, hvilket gør, at jeg allerede hér, langt før anmeldelsens egentlige slutning, uden tøven kan udråbe albummet som en motherfucking classic!

Når man sidder og lytter til albummet som jeg gør nu, og virkelig tænker på hvor meget det i virkeligheden har at byde på, så kan man blive helt 'ør i hovedet over, hvor gennemført perfekt det er, fra start til slut. Allerede på første nummer giver han sig selv kronen på og udråber, med rette, sig selv som The Godfather, med hans "I seen 'em come, I watched 'em go" - linjer, der selv om de er skrevet af Jay-Z er 100% Dre.
"I just wanna fuck bad bitches!" er det næste man hører, lige efter en ellers så sød pige har udskænket sit hjerte over en telefon svarer. Koldt, kynisk og fandens morsomt! - piger er aldrig blevet udstillet bedre som sexobjekter end Devin the Dude / Snoop Dogg collaboen "Fuck You" - som er himmelsk fantastisk på alle de forkerte måder.
Derefter følger det mest 'motherfucking low-riding west-coast banging anthem' der nogensinde er produceret. Og listen bliver ved og ved. Der er ikke andet end mega "hits" på. Jeg tror ikke der er andre plader der er fyldt med SÅ mange SÅ fede beats med tilhørende uforglemmelige vers og gæsteoptrædender. Og det vildeste er, at selvom det er straight up gangsta shit, så kender alle, fra de 13-årige til de oldschool heads, numre som "What's the Difference", "Forgot About Dre" og ikke mindst "Next Episode".

Ydermere tror jeg også, at '2001' er det album som flest hiphop'ere kan huske tekster fra. Jeg ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, men jeg er næsten sikker på at jeg ikke kun taler for mig selv. Versene og omkvædende er så modbydeligt velskrevne, at man ganske simpelt ikke kan lade være med at flow'e med når de mange klassiske linjer fyres af.

"All my real dogs still kick it with me / all my down hoes still trickin with me All the true gangstas know, Nate ain't never loved no ho"
- Xxplosive

"I'm representing for them gangstas all across the world (still) / hitting them corners in them low low's girl. Still, taking my time to perfect the beat / And I still got love for the streets, it's the D-R-E."
- Still D.R.E.

"What's the difference between me and you /
you talk a good one, but you don't do what you supposed to do.
I act on what I feel and never deal with emotions /
I'm used to livin' big dog style and straight 'coastin'"
- What's the Difference

"Ho please - you better bow down on both knees / who you think taught you to smoke trees, who you think brought you the O.G.'s / Eazy-E's, Ice-Cubes and D.O.C.'s - Snoop D.O. double G's / And the group that said mother-FUCK the police.
Gave you a tape full of dope beats - to bump when you stroll through in your hood /
And when your album sales wasn't doing to good, who the Doc that he told you to go see"
- Forgot About Dre

"Hold up, heeey! for my niggaz who be thinking we soft we don't care we gon' rock it till the wheels fall off, hold up heeeey, for my niggaz who be actin' to bold take a seeeat hope you ready for the next episode heeeEEeey!.... smoke weed everyday"
- The Next Episode

Og igen, listen er lang. Et af mine favorit numre, som er et af de mindre kendte på pladen (hvis et sådan da eksisterer?), er "Some L.A. Niggaz", hvor Dre ikke selv optræder, men donerer det forbløffende beat til nogle eminente rappere, deriblandt storfavoritten King T, der leverer et af de fedeste vers der nogensinde er blevet spyttet (hvis man har dets længde i baghovedet).

"I'm comming straight outta Compton with a loose cannon /
smoke big green call it Bruce Banner.
Watch your manners, at last another blast from the top notch /
from way back with the pop rocks, I pop lock witcha.
Picture this, Dr. Dre twistin' wit Tha Liks /
and Hitman bought a fix. Don't trip,
it's a time bomb in this bitch - hear it TIC-TIC-TIC-TIC BOOM!
Wait a minute it's on......"

Hvad Freddie Foxxx for mig var på "Moment of Truth", er King T på "2001".

Produktionerne er der vist ikke nogen grund til at komme nærmere ind på. Urørligt fantastiske beats hele vejen igennem. Mange af dem ligger øverst på Dre's meget lange liste af produktioner, og selvom "2001" er ved at være 10 år gammel er der ikke rigtig noget album siden der har overgået det. Man kan argumenterer for, at der er plader der ligger sig op på siden af det, men skal man være helt oprigtig, så er der jo egentlig ikke noget der er gjort bedre siden.
Og lad os ikke glemme det mest legendariske hiphop skit af dem alle, "Pause 4 Porno"!!

It's the motherfucking D-R-E!

6/6

88-Keys - The Death of Adam

Efter at have produceret for eminente folk som A Tribe Called Quest, De La Soul og The Pharcyde uden at få den store opmærksomhed, bestemte 88-Keys sig for at gå i hans bedste ven Kanye Wests fodspor, og springe ud som producer/rapper, med et koncept album der ene og alene omhandler emnet 'Women!'.
Et lidt farligt koncept, for hvis der er noget man har hørt om får i hiphop verdenen, så må det vel være kvinder. Ikke desto mindre har 88-Keys dedikeret hele albummet til forholdet imellem mænd og kvinder, og det er han faktisk sluppet usansynligt godt fra, ikke mindst fordi man sideløbende følger historien om 88's ven Adam, der som et resultat af samme trang til kvinder, tragisk nok ender med at blive fundet død. hvordan dette sker finder man ud af som albummet skrider fremad. Hints om hans død blev også vist i et opsat nyhedsprogram, hvor reporter Chip Adams snuser rundt i Harlem og interviewer venner og bekendte til Adam (mesterlige cameos samt en lallaglad birolle fra 88 selv). De kaster ikke sønderligt meget lys over sagen, men de er da værd at se engang:

DCN 27 News Piece 2

DCN 27 News Piece 3

Personligt var konceptet ikke noget jeg lagde specielt meget mærke til i første omgang. Numrene alene fungerer fint som selvstændige. At de så hænger sammen som en større enhed er selvfølgelig kun fedt. Sangene ender stort set alle sammen med, at der skrues lidt ned for musikken, og så fortsætter en fortæller, og fører os videre til næste nummer. Ikke noget man oplever ofte i rap verdenen, men det fungerer virkelig smooth i dette tilfælde. Det er lidt som at få læst historie op!
Noget andet der virkelig beriger albummet er, at sangstruktur og enhver form for "almene" regler omkring opsætning er sprængt væk. Der er halvanden minutter lange numre, der er instrumentals, der er numre hvor 88 ikke selv optræder men overrækker fornøjelsen til de mange sublime gæsteoptræderne, der blandt andre tæller Bilal, Redman, Phonte og Kanye West. Disse små ting hjælper til med at skabe et meget afslappet album, der ikke følger den opbygning som man er vandt til. Der er stadig en - meget tydeligere end normalt endda - råd tråd igennem den tre kvarter lange skive. Og så bliver der mixet så dejligt med genrer. Hiphop er fællesnævner, men både pop og rock får frit spil undervejs. Fx på det fremragende "The Friends Zone" hvor The Shitake Monkey Band kigger forbi, eller det mindst lige så mesterlige "Ho' Is Short For Honey" med hiphop-darlingen Cid Cudi. At halvdelen af pladens numre ikke har fået hæftig airplay på diverse radioer fatter jeg ganske simpelt ikke, for der er så mange 'nice' numre, at "The Death of Adam" burde have klatret op af talrige hitlister med en vis hast.
Det hele handler altså om sex og damer, og der er smurt godt med humor på, hele vejen igennem. Som lyriker kunne 88-Keys sikkert have klaret sig ligeså godt som stand up komiker som rapper, for der bliver disket op med nogle morsomme linjer og grinagtige punchline, samtidig med at det hele forbliver indenfor historie-fortællingen.
Produktionerne er hele vejen igennem små-mirakuløse. De er nedtonede og tjener deres formål på fornemmeste vis. De er melodiske som bare pokker, og samtidig med at de fungerer perfekt som backup til historiefortællingen, så er der stadig fantastiske detaljer at finde, i form af de mange musikalske variationer og de soulede samples.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige. "The Death of Adam" er en uforskammet charmerende album, og det sniger sig nemt ind på listen over bedste udgivelser i 2008. Jeg vil gerne gå til at kalde det et must-have, for det har så meget af det man så ofte savner. Dybt anbefalelsesværdigt.

5/6

Jedi Mind Tricks - A History Of Violence

Da jeg hørte nyheden om at der var nyt på vej fra Jedi Mind Tricks lejren, og jeg kort efter fik adgang til de to fantastiske førstesingler "Monolith" og "Godflesh" via Babygrandes hjemmeside, der begyndte jeg at tro på, at en ny klassiker kunne være på vej fra den legendariske gruppe.
Der skal desværre ikke meget mere end en enkelt gennemlytning til at finder ud af, at man er blevet taget alvorligt ved næsen. De to førnævnte numre er mere eller mindre det eneste der er værd at lytte til på pladen. Resten er så sønderrivende ligegyldigt, svagt og forudsigeligt, at jeg vil vove at påstå, at gruppens 7. album her er deres ringeste til dato. Den egentlig grund til dette: deres halvhjertede forsøg på at kopiere deres forrige materiale. Jeg er sikker på, at de har fulgt deres tidligere formularer ned til sidste sygelige detalje. "Hvad skal der til før at vi kan lave en "Visions of Gandhi 2?". Første fejl på den lange liste: genindsættelsen af Jus Allah. Jeg har altid synes, siden han gik solo efter Violent By Design, at han er en af de dårligste rappere der kan opstøves i industrien, og på "A History" beviser han gang på gang, at jeg nok har ret! Samtlige stik-ords-flow vers han disker op med, er plathed på plathed, og så giver det ganske simpelt ikke mening! Det er næsten morsomt, for første gang jeg hørte "Monolith" og blevet slået i ansigtet med Jus Allahs super-arrige lyrik, synes jeg egentlig det lyd rimelig i orden, men da jeg så begyndte at lytte til ordene og indholdet i hans vers, måtte jeg grine højlydt, for det er så dumt og meningsløst at alt rationel mening i at genindsætte ham er umulig at se fornuften i. Desværre er Vinnie Paz ikke meget bedre. Han er bare dum på en anden måde! Han rapper fx på "Butcher Knife Bloodbath":

"Why we in Iran if all that we want is Osama /
Why we in a jam if all that we want is Obama."

Hmm... Sidst USA var i Iran var sidst i 70'erne. Måske har Vinnie Paz tænkt, at 'Iran' rimede bedre med 'Jam', og så var det historisk korekte ikke så vigtigt (?). Det skal jeg ikke kunne sige, men hvad jeg med sikkerhed kan sige er, at 'Fuck hvor er det dog dumt!'. Hvordan skal man på nogen måde kunne tage dét alvorligt?
Anden stupide fejl på vejen til at genoplive deres gamle stil, er, at alting handler om vold. Folk begyndte at holde af dem på "Violent By Design", hvor hovedemnet var VOLD. Derfor handler det hele om vold. Og det er så påtaget åndsvagt udført, at det er til at brække sig over. Numrenes titler siger det hele; "Godflesh", "Terror", "Butcherknife Bloodbath", "Death Messiah", Death mig her og Death mig der. Og der er selvfølgelig ingen af de så cool-sounding titles der har nogen egentlig betydning.... overhovedet! Og så får vi også en ordenlig omgang "BLLLLAAAOOU" på hver eneste nummer. Jeg ved ikke hvordan man staver til den 'lyd' men i kender den godt, en gorilla agtig, primitiv lyd der udsendes fra primater når man skal lyde rå. Vinnie behersker den bedre end nogen anden!
Den største fejl, og den jeg er mest bedrøvet over, er at selv Stoupe fejler på det meste af albummet. Han gør alt hvad han kan for at få de gamle storladne produktioner frem. På "Terror" forsøger han ihærdigt at genskabe den klassisk-inspirerede lydside som skabte mesterværket "A Storm of Swords" på Visions of Gandhi. På "Butcher Knife Bloodbath" gør han det samme, prøver at lave en "Blood In Blood Out 2" med mandestemmer som opbakning. På begge fejler han drastigt. "Death Messiah", "Séance of Shamans" og "Heavy Artillery" har alle tre noget tilfældigt; åndsvage navne og stor set samme produktion. Samme ligegyldige produktion. "Trail of Lies" har et fedt beat, og Vinnie forsøger at være socialt bevidst, hvilket på ingen måde lykkedes da det er svært at tage en person seriøst, når han på 13 ud af 14 optræder som voldspsykopat, og så pludselig forsøger at redde verden. No Good.
A History of Violence er årets skuffelse, og Jedi Mind Tricks' lavpunkt i deres karriere.

2.5/6

Kanye West - 808s & Heartbreak

Ja ja, jeg ved det - det tog ALT for lang tid før '808s' kom op! Det skyldes, at jeg et eller andet sted godt vidste, da det udkom, at det ville tage en del tid før at albummet virkelig sev ind. De første mange numre jeg hørte skuffede mig, og hele ideen om sang hele vejen igennem med auto-tune skræmte mig lidt. Kunne min helt, helten over dem alle, rent faktisk skuffe?
Min oprindelig plan var faktisk at holde en stor såkaldt "listening session" på min skole. Jeg tænke, at nu hvor jeg går på filmhøjskolen, og har let adgang til et stort audiens, hvorfor så ikke sætte albummet på og lade folk lytte til det, for så derefter at skrive lidt ned og fortælle mig hvad de synes om det. - Det gik meget hurtigt op for mig, at det ganske simpelt ikke ville være fair, for en gennemlytning er bare ikke nok. Så det endte med, at jeg tænkte for mig selv, at den får et par uger, og så bedømmer jeg selv.
Nu sidder jeg så et par uger efter og skriver disse ord ind, og hold da helt op hvor er mit syn på '808s' ændret meget på de uger! Jeg troede ikke på at det kunne lade sig gøre, jeg håbede, men havde svært ved at tro - at jeg faktisk kunne komme til at holde af albummet, men igen-igen, så bliver jeg nødt til at hengive mig fuldt ud til Kanyes nyeste bedrifter, for selvom det selvsagt ikke har meget med hiphop eller noget andet kanye-isk at gøre, så nærmer vi os stadig storhed, med hans nyeopfundne pop-art plade - Et nyt kapitel i Hr. Wests karriere, og hvis det stod til ham selv; et nyt kapitel i musikkens historie.

Var man som mig en af de heldige, som fik oplevet Kanye West live på Roskilde Festivalen 2006, så kunne man allerede der ane de første, om man må, 'hints', til den ændring Kanyes udtryk har taget. Jeg husker tydeligt da han hengav A-Traks mixerpult og de flere hundrede af speakere der var sat op til at vise publikum, hvad han hørte som ung, hvilket musik han voksede op med. Det bød blandt andet på en hel del 80'er klassikere, deriblandt en af mine personlige favoritter, A-Ha's "Take On Me".
Den egentlige grund til at Kanye West har taget et så drastigt skridt i en komplet anden retning er, at han er kørt træt i hiphop generelt. Han har udtalt, at lyrikken i dagens hiphop ikke er værd at lytte til. Der er ikke nogen der kan skrive tekster, som fanger ens opmærksomhed på samme måde som de plejede at gøre. Han har sagt, at selv hans yndlingsrapper Lil' Waynes tekster er for ligegyldige til at han kan huske dem. I dag hører man bare hiphop for at høre det, intet andet. Det er 'cool nok' og alt det der, men i grunden ikke interessant eller relevant nok til, at man gider at have et forhold til det. Derfor går han tilbage i tiden, og laver musik med tekster, som folk kan huske og synge med på, ligesom dengang i 80'ernes pop, og rocken hvis man går endnu længere tilbage. Han sagde på et pressemøde i Singapore, at det er meget få tekster i rap-genren han kan huske, men hvis man tager nogle gamle Johnny Cash eller Guns N Roses sange, så kan han dem fra ende til anden i hovedet, og det er præcist det som han vil opnå på 808s & Heartbreak. Han sagde endvidere på samme pressemøde, at han udemærket var klar over hvilket vovet træk det var, for ikke alle ville kunne forstå og føle det samme. Dem der voksede op og lyttede til det musik som han selv gjorde, de ville kunne forstå hans nye stil, de fleste andre vidste han godt at han højst sandsynligt ville miste, og se det synes jeg fandme er sejt! Det kræver både vilje og mod at foretage sådan en ofring. Det mærkelige er, at det allerførste musik jeg nogensinde hørte, var 80'er pop. Dengang jeg var en lille knægt og fik mit første stereo anlæg, da var det første album jeg fik foræret af min far, en dobbelt cd med "best of 80'es pop music". Og jeg ved godt det nok lyder lidt suck-up, bare at sige "whatever he say" - men jeg føler virkelig, at jeg er en af dem som Kanye omtaler som værende forstående, for når jeg lytter til fx "Paranoid", så genkender jeg let den 80'er pop som jeg elskede så højt som lille.
Det er højst sandsynligt der at vandene sprædes. 808s er virkelig en love/hate plade, og man kan se på modtagelsen, at meningerne er mange og forundringen stor.
Jeg tilhører uden tvivl den gruppe der glædes over, at der er en der tør og ikke mindst kan, for det tror jeg ikke der er mange andre end Kanye der er i stand til, at afprøve noget så nyt, og stadig få det til at lyde så aller-helvedes fedt! For selvom der er mange nye genrer og udtryk forbundet med album nummer fire, så er man på intet tidspunkt i tvivl om hvem der står bag - Kanyes autograf står malet ud over samtlige tracks.

En lille formel forklaring, som højst sandsynlig er unødvendig da alle på nuværende tidspunkt med garanti har forstået den noget spøjse titel. "Heartbreak" delen skyldes moderens død og kærestens slåen op. Skimter man kort numrenes titler, finder man hurtigt at albummet som noget nyrt primært er drevet af sorg; "Heartless", "Paranoid", "Bad News" og "Coldest Story". Det går også meget hurtigt op for en, at det tekstmæssigt er Ye's mest personlige og mest følelsesladte præstation til dato.
"808s" delen af titlen er lidt sjovere, for er man lidt nørd og ved lidt om den velkendte trommemaskine, så ved man også at den stort set slet ikke er brugt på albummet. Det er hovedsageligt 809'eren der er anvendt, men som han selv har udtalt, så lød 808s federe!

Ser vi kort på tekstuniverset, så er der nogle eminente tekster at finde undervejs. Allerede på "Welcome To Heartbreak" bliver vi præsenteret for dybt alvorlige og (ikke så positivt) livsreflekterende linjer:

"My friend shows me pictures of his kids /
and all I could show him was pictures of my cribs.
He said his daughter got a brand new report cart /
and all I got was a brand new sports car."

Helt glad er han ikke over sin situation, hvor han indser, at det måske er på tide at tage livet seriøst. Jeg tror, at han efter bruddet med kæresten har kigget tilbage i bakspejlet og indset, at han måske har værdsat de forkerte ting. Det lyder som om han har dårlig smag i munden over nogle af de aspekter i hans liv han har taget for gode. På afslutningsnummeret "Pinocchio Story", som lyrisk er noget af de bedste han har præsteret til dato, fortsætter han:

"It's funny Pinocchio lied and that's what kept him from it /
I tell the truth and I keep running.
It's like I'm looking for something out there trying to find something /
I turn on the TV and see me and see nothing"

Det er selvransagelse når det er mest smertefuldt - men samtidig gør han også en kunst ud af ærligheden. Det virker ikke som om at han har noget at skjule, han lægger alle kort på bordet, måske i et forsøg på at rette op på de fejl han har begået (?).

Den dårlige stemning er heldigvis ikke vedvarende hele albummet igennem. På numre som "Paranoid", hvis titel snildt kunne lægge op til endnu en dyster bid af Kanyes liv - er der dømt fest! Om det helt er formålet med sangen er jeg ikke klar over, men nummeret emmer af så meget energi, og der bliver fyret helt op for de klassiske 80'er elementer, der traditionen tro resulterer i en fremragende pop-komposition. Det samme gælder "RoboCop", der, selvom teksten stadig ikke helt giver mening, er en ren fornøjelse med dens brug af 80'er basgang blandet med livlige strygere og eksplosioner. Mesterværk.
Storheden lurer også rundt om hjørnet når Young Jeezy og Lil' Wayne kigger forbi på henholdsvis "Amazing" og "See You In My Nightmares", hvor der i begge tilfælde er dømt 'sang', der som nævnt tidligere har til formål at blive husket (hvilket er gjort efter 2-3 gennemlytnigner!) og gensunget gang på gang. Oprigtigt fremragende bliver det på sidstnævnte, hvor en gennemført synth-produktion bærer Weezy og West, der har hinanden som favorit rapper (/sanger), igennem et af albummets perler. Når man kommer op omkring de 10 gennemspilninger, så vil man også begynde at lægge mærke til hvor meget der er arbejdet med de små detaljeret. Læg fx mærke til hvor meget der er liflet med Waynes robot-anden-stemme i starten af sangen. Det er sådan nogle små lækre bonuser der gør mig helt glad!
Jeg vil gerne indrømme, at de tre første singler ikke rammer helt så præcist som nogle af førnævnte skæringer. "Heartless", "Coldest Story" og "Love Lockdown" fungerer fint som pop-melodier, men Kanyes touch er gemt en anelse for meget væk i mine øjne. Samme gælder "Street Lights" og "Bad News" som på samme måde havde været bedre klædt med et lille twist. Der er dog ingen numre der bliver skippet i processen. Pladen som helhed har en ganske fantastisk replay value. Og utroligt nok, for det var min største frygt, bliver man aldrig rigtig træt af brugen af auto-tune. Det lyder jo i grunden ret godt, og der er numre hvor den næsten ikke bliver brugt, som fx "RoboCop" hvor den kun svagt skimtes. Og det der med at det er uoriginalt, fordi T-Pain tilsyneladende har patent på auto-tune, det gider jeg slet ikke at høre på! West bruger den mindst lige så godt, ja bedre velsagtens, og rygter går jo på, at Kanye og T-Pain indførte et vådemål om, hvorvidt Kanye kunne lave en hel plade med auto-tune, så det er ikke fordi at T-Pain ligefrem har noget imod det. Der er for mange regler og 'regulations' i hip hop verdenen. Man hører for ofte folk sige "ej det der kan han sgu da ikke". - Selvfølgelig kan han det, og endnu engang bøjer jeg mig i støvet for, at det er Kanye der gør det. Han har med "808s & Heartbreak" med rette udråbt sig selv til vor tids største pop idol.

5/6