Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2

"I doubt there could ever be a more wicked MC

'cause AIDS infected child molesters aren't sicker than me!"

Jeg læste i dag glædeligt nyheden om, at Immortal Techniques tredje og længe ventede album "The 3rd World" snart rammer gaderne. Der er gået fem år siden "Revolutionary Vol. 2", og hvis der er en kunstner jeg har ventet længe på skulle udgive nyt materiale, udover Dre's "Detox", så er det uden tvivl Immortal Technique. Grunden til dette er, at Immortal Technique i mine øjne er en af de, på mange måder "sindsygeste" rappere der findes.
"Sindsyg" fordi han besidder hysterisk eminente rap-evner, som meget få andre kan hamle op med. "Sindsyg" fordi han fortælle historier, som både kan frembringe ubehag og oplysning hos lyttere. Og "Sindsyg" fordi man til tider faktisk kan fornemme en form for sindsyge hos manden.
Immortal Technique er en af de mest - eller måske dén mest - politisk bevidste rapper vi har i dag. Samtidig er han også den, der er mest forbandet over det politiske system i USA, og i resten af verden for den sags skyld. Stort set alle sange som Tech laver har et ufattelig stærkt politisk budskab, og i 9 ud af 10 tilfælde optræder han som oplyseren, der spreder anti-Bush propaganda til folket. Man er på intet tidspunkt i tvivl om hvad Tech's holdning er, og heldigvis er han aldrig sen til at udtrykke dette på de mest hensynsløse og grove måder. Man skal lede meget grundigt i meget lang tid, før man finder en rapper hvis meninger kommer ligeså rent ud som Techs.

Holdninger og propaganda er "Revolutionary Vol. 2" da også mere end fuld af. Et album med det navn har også lidt at leve op til, og jeg vil mene at del to i Techs revolutions-serie lever mere end op til forventninger. "Vol. 1" var også fænomenal, men der er alligevel sket en hel del i tiden imellem de to. Det er lidt svært at sætte fingeren på noget specifikt, men som helhed er "Vol. 2" generelt mere helstøbt. Der er ganske simpelt noget fra enhver skuffe; de ultra hårde rim, som til tider bliver unødvendigt grufulde, de velfortalte historier, de hårrejsende budskaber og de intet mindre end mesterlige produktioner. - Det hele er her.

"You're listening to Immortal Technique, and this is Revolutionary Volume two. Bringing you the truth, in the form of hip hop".

- Sådan åbnes albummet, og selvom introen her kun er 12 sekunder lang, så siger den faktisk en del om indholdet. Manden der fremlægger disse ord er Mumia Abu-Jamal, som sad, og stadig sidder, på dødsgangen. Han blev dømt til døden efter at have skudt og dræbt en politibetjent i 1981. Mumia var en politisk aktivist, som blandt meget andet var medlem af The Black Panthers, samt andre organisationer og politiske grupper.
Personlighedsmæssigt er der mange ligheder mellem Mumia Abu-Jamal og Immortal Technique, og netop derfor er det rimelig stærkt at få et, formodenligt, forbillede der sidder på death row til at præsenterer en.

At Immortal Technique er blevet til den person han er, kan ikke undre nogen. Han er født og opvokset i et miljø, der i autoriteternes øjne var, og mange steder stadig er, samfundets absolut laveste. Hvad han ikke har måttet leve med og finde sig i, kan jeg hverken forklarer eller forsvarer på skrift, men hvis man har den mindste kendskab til Immortal Technique, ved man vist godt hvad det indebære. Racisme, had, fattigdom, mord, undertrykkelse og uopnåelige drømme er med sikkerhed nogen af stikordene.
Tech's eksistensgrundlag er nu at gøre op med samtlige af disse førnævnte stikord, som danner rammerne for hans fortid. Derfor er "Revolutionary Vol. 2" et album der bæger stort præg af, at manden bag vil forbedre uoverskueligt mange ting, samtidig med, at han er fyldt med et vis had. Albummet er derfor et af de mest personlige man vil kunne lytte til. Overhovedet.

På det stjernespækkede nummer "Peruvan Cocaine" fortælles historien om kokain. Dette lyder umiddelbart som et ganske normalt hiphop-emne, men Technique og hans slæng fortæller HELE historien, fra kokainens høst, til den rammer husstande i forskellige nabolag. Tech og de seks andre gæsterappere, deriblandt en blændende Tonedeff, indtager skikkelse som forskellige karakterer under kokainens vej. Tech er slaven der høster kokain, Pumpkinhead er druglord, Tonedeff er korrupt politibetjent, osv. - På denne måde bliver historien utrolig realistisk, og jeg vil mene at det er den bedst fortalt og udførte sang om Kokain der er lavet til dato. Og som prikken over i'et har Southpaw både samplet musik og dialog fra Scarface filmen, intet mindre end et mesterligt nummer.
På det efterfølgende nummer "Harlem Streets", oplever vi Tech fra den reflekterende side, hvor han kommenterer det samfund han kommer fra, og de mange restriktioner der er pålagt. Produktionen er minimal, men knivskarp, og alvoren er ikke til at tage fejl af. Tech rapper

"Trying to escape from the ghetto with your ignorant ways /
but you can't read history at an illiterate stage.
And you can't raise a family on minimum wage /
why the fuck you think most of us are locked in a cage"

På "Obnoxious" fyrer Tech blær-rap af om, hvor ligeglad han er med alt det, folk fortæller ham han burde gøre for hans karriere. Han gør det som HAN gør det, og det indebære at han aldrig bliver rig, hvilket han direkte nyder. Samtidig med at nummeret er super fedt at rappe med til, beatet er banging og stemningen generelt er af den glade skuffe, så får han alligevel skubbet kommentarer ind om politik og meget andet, som i første vers:

"So I'm a mercenary, I don't care how I get richer /
like American companies that did business with hitler
Get the picture nigga? I'm the best of both worlds /
without the hidden camera, and the 12-year old girl"

- Så både amerikanernes dobbeltmoralskhed og R. Kelly får sparket.

På flere numre vælger Tech at lave spoken words over produktionen, hvilket får ham til at virke som en taler, en der informerer om diverse situationer og uretfærdigheder. På "The Message and the Money" fx, angriber han de ultra grådige promotere og A&R's, der spilder up-and-comming talenter til deres egen fordel. Folk i branchen der er komplet ligeglade med det, som de forskellige kunstnere står for, som bruger de mest sleske midler for at få dem frem. Her går Tech også i kødet på de kunstnere, der vælger disse "falske" promotere for at komme frem i scenelyset. Tech har så mange gode kommentarer til de her folk, at "The Message and the Money" faktisk er et af pladens bedre indslag, selvom det er spoken words.

På endnu en af pladens absolutte perler, "Crossing the Boundary", går Tech komplet amok, og disker op med noget af det groveste og stadig mest rammende lyrik man har hørt. Fx da han rapper

"And underground labels know that I don't trust you /
your only independent 'till you go major, so Fuck you.
And if you're pissed off 'cause you think I dissed you /
I rape your moms and we can make it a personal issue"

Så unødvendigt groft at man griner samtidig med, at man tænker "hold da helt kæft". Men det kan ikke undre en. Hvad Tech ikke har formået at rappe tidligere, som har fremkaldt denne "hold da helt kæft"-effekt. På "Vol. 1" fyrede han en linje af, som jeg altid vil kunne huske; "You don't want beef with people like me so don't pretend / I'll resurrect your aborted baby and kill it again". Det er delvist på grund af linjer som disse, at jeg beskrev ham som "sindsyg" i starten, for det MÅ kræve en hvis form for sindsyge at fremstamme rim som dem, og få ens hånd til at forevige dem på papir. Men det er vel også derfor han har en så stor affektionsværdi på folk. Så der er alligevel en vis fornuft bag sindsygen.

Ser vi længere nede på tracklisten, finder vi albummets mest politiske nummer, i form af et sandt "anti-Bush anthem" ved navn "The Cause of Death". Dette nummer er en unormalt kraftfuld tour-de-force af politiske punch-lines, der får filmen "Fahrenheit 911" til at ligne en joke. Overdrivelse fremmer forståelsen i ved! Det er stort set umuligt at citerer linjer, for teksten her er så fremragende, at enkelte linjer ikke er nok. Han lægger hårdt ud, og snævrer sig under sangens førløb mere og mere ind på bestemte politikere og hændelser;

"You better watch what the fuck flies outta your mouth/
or Ima hijack a plane and fly it into your house"
(han fortsætter)
"My words'll expose George Bush and Bin Laden /
as two seperate parts of the same seven headed dragon"
(og han stopper ikke)
"Rocking a motherfucking flag don't make you a hero /
Word to ground zero.
The devil crept into heaven, God overslept on the 7th /
the new world order was born on september 11th"

Linjer som disse er med til at gøre "The Cause of Death" til en af pladens absolut stærkeste skæringer.
Det efterfølgende nummer kunne på mange måder være dét bedste nummer på "Vol. 2". Dead-serious lyrik blandet med humor, der sjældent er oplevet sjovere i hiphop. "Freedom of Speech" hedder nummeret, og titlen siger faktisk det hele; nummeret handler om, at det er vigtigt ikke at lade sig manipulere af andre folk, men i stedet synge om det, som man selv føler og står for, uanset hvad det er. Danja fra The Beatbandits leverer det bedst-tænkelige beat til dette formål. Han sampler et nummer fra "Pinocchio" filmen (der hvor han optræder for Stromboli i dukketeatret), og samtid sampler han det omkvæd som Pinocchio selv synger i samme scene, hvilket næsten passer FOR godt til denne sang. Han synger (og i kender den alle):

"I got no strings to hold me down
to make me fret or make me frown
I had strings, but now I'm free
I got no strings on me"

- Og da der på samme måde ikke er nogen der kan styre Tech, er han og Pinocchio et perfekt match. Og lyrisk set er Tech også her i storform, og de spydige kommentarer vil tilsyneladende aldrig stoppe. Han rapper:

"Fuck a middle man, I won't pay anyone else /
I'll bootleg it, and sell it to the streets myself.
(...) And now they say they wanne get me signed to the majors /
if i switch up my politics and change my behavior.
(i "Obnixious" siger han også)
"I take a piss on a developement deal from SONY or DEF Jam /
'Cause you like all of the rest man.
This ain't a verse it's shit-talk at the end of the song /
and you can suck a dick if you think i ended it wrong"

Hen af albummets slutning rammer vi 2 af skivens bedst fortalte numre. Først har vi "Leaving the Past", der efter min mening indeholder noget af albummets mest sublime lyrik. Tech sætter så mange ting i perspektiv, at man kan sidde i lang tid efter og tænke, at "han har jo ret.....". Især linjen:

"I hate it when they tell us how far we came to be, as if our peoples history started with slavery"

-har jeg tænkt meget over. Denne linje er meget general for dette nummers standart, det nummer som nok er det mest reflekterende på "Vol. 2", der samtidig har et så eksorbitant lækkert jazzet beat, at det nemt lægger sig på en top 3.
Og så har vi the "dance with the devil" of Vol. 2, "You Never Know". Ikke fordi historierne har noget at gøre med hinanden. HistorieFORTÆLLINGEN tilgengæld er ens, forstået på den måde, at det er så forbitret velfortalt, at man skal være ualmindeligt koldhjertet hvis man ikke sidder tilbage med en klump i halsen af en vis størrelse.
Jeg har to gange prøvet at spille "Dance With the Devil" for en større forsamling, og begge gange er tåre blevet fremkaldt, primært hos de kvindelige lyttere, men også hos nogle af herrene. Og jeg synes faktisk at "You Never Know" er lige så hård, på en mindre hård måde.
Jeg vil egentlig ikke afslører hvad historien handler om, for begejstringen ved at høre historien første gang er så stor, at læsere der ikke skulle have hørt den, ikke skal frarøves den glæde. Hvad jeg KAN sige er, at det er meget rørende, og det er et langt nummer, der nærmer sig de otte minutter, hvilket giver Tech rigeligt tid til at blødgøre lytteren før den nådesløse slutning rammer. "You Never Know" er et intet mindre end mesterligt nummer, med den altid enestående Jean Grae, og nummeret står som et af hiphop historiens ømmeste.

Man kan med rette sige, at Immortal Techniques "Revolutionary Vol. 2" er lidt af en milepæl indenfor hiphoppen. Og Techs hudløst ærlige indgangvinkler til de emner han berør, gør at albummet her er et sandt unikum.
Produktionerne, som jeg for en gangs skyld ikke har været så meget inde på, er komplet fejlfri hele vejen igennem. Southpaw, Danja samt få andre, leverer lydbilleder der bakker Tech mageløst godt op, og de fleste produktioner er ganske udsøgt sammensat, samtidig med at de er så minimale, at det er lyrikken man fokuserer på. For Techs varemærke er uden tvivl lyrik og holdninger. Til al held har han erhvervet sig nogle af de bedste beat-smede til at supplerer ham.
Der kan på ingen måde være tvivl om, at Tech er en af de dygtigste mc'er vi har i undergrunden, og "Vol. 2" vil altid have en sikker plads på min Top 10 over bedste albums.

Nu ser jeg bare frem til "The 3rd World", som lyder overordenligt lovende efter de par numre jeg har hørt.

Peace and Love herfra
// JeppE

6/6

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold

Efter endnu en opfordring fra en læser, eller to læsere i dette tilfælde, købte jeg Atmospheres sjette album. Der gik faktisk lidt tid inden jeg tog mig sammen til at købe det. Jeg hørte nogle numre igennem, men følte mig ikke rigtig overbevist, så jeg lagde Atmosphere lidt væk. Men det var som om, at jeg hele tiden blev mindet om gruppen om albummet, helt tilfældigt i løbet af nogle dage. Jeg satte mig så ned og læste nogle anmeldelser igennem på nettet, for at overbevise mig selv om at købe det! Her er nogle uddrag af anmeldelser der til slut fik mig til at købe albummet:

rap.about.com : "brimming with clever lyrics and colourful productions" - 5/5

Xlr8r magazine : "....Anthony "Ant" Davis, who might be the most talented hip hop producer this side of Danger Mouse" - 8/10

hiphopgalaxy : "...presenting storytelling, songwriting, and musicality at it's finest" - 4.5/5

audiobomb : "....and all of hiphop would de well to listen" - 5/5

rapspot : "Jeg kan vitterligt ikke sætte fingeren på noget...." - 6/6

Soundvenue : "ganske simpelt fremragende (...) et hip hop album, der nemt kan udråbes som årets hidtil bedste" - 5/6

hiphop linguistics : ""When Life..." is a major accomplishment, and definitely one of the must have albums of the year" - 4.5/5

- Så jeg tænkte, fandme nej om nogen skal udråbe årets hiphop album, uden jeg har det!
Og ja, nu er jeg faktisk meget glad for at jeg købte det.

Det er nok vigtigt at pointere, at ikke alle anmeldelser jeg læste bød på højtragende karakterer. Nogen giv albummet 3/10, andre 2/5, så der er dog ikke udbredt enighed om musikken. Og det er fuldt ud forståeligt. Det musik som Atmosphere byder på her, er nemlig langt fra your everyday hiphop. Det er en helt ny stil de har udviklet, og jeg vil skyde på, at dem der gav albummet dårlige karakterer, er dem, hvis musikalske horisont ikke er helt udviklet endnu. Der bliver stillet det krav til lytteren, at man skal kunne lide meget mere end bare hiphop musik. Samtlige instrumenter er spillet akustisk, hvilket giver en formidabel live-band ligende lyd, lidt á la The Roots møder Nina Simone. For jazz elementer er der rigeligt af. Producer halvdelen af Atmosphere, Ant, er en gennemført musikalsk mand, og han har skabt en række formidable lydbilleder, der alle er gennemsyret af ekstremt melodiske udførelser, som han til tider selv står for. På åbningsnummeret "Like the Rest of Us", er der næsten ikke engang nogle trommer, nummeret er båret op primært af klaverspil. Ligeledes er "Puppets" og "Yesterday" bygget op af sjælfuldt klaverspil, der flyder over de perfekt passende trommer.
På andre numre skifter Ant dog stilen drastisk. På numre som "You", "Guarantee" og "Me", er klaveret erstattet af guitarspil, der stadig bevarer live-band følelsen, bare med et lidt mere blues, og måske endda punk agtigt twist. Og igen virker det overraskende godt.
Et andet excellent twist nogle numre har fået tilføjet, er omkvæd der bliver sunget, hvilket i de fleste tilfælde resulterer i små mesterværker.
Mine favoritter tæller blandt andre "Wild Wild Horses", der med sine big-band tendenser og mageløse omkvæd står som noget af det bedste hiphop jeg har hørt i lang tid. "The Waitress" er på samme måde et helt unikt stykke musik, med sin udsøgte fløjte og den groovy bass.
Generalt set er lydsiden meget tæt på fejlfri, og Ant har stort set formået at skabe en helt ny genre indenfor hiphoppen. En uvant god genrer.

Lyrisk set er Atmosphere også langt fremme. Rapperen Slug fremlægger nogle gedigne historier og hverdagsberetninger om mange forskellige skæbner. På tidligere albums har Slug primært rappet om ham selv, som hovedpersonen i centrum, men på "When Life Gives...." bruger han andre menneskers historier til at skabe hans historier. På "The Skinny" hører vi om en stofmisbruger. På "Wild Wild Horses" er hovedpersonen en alkoholiker der i vågner et mærkeligt sted, hvorefter hun finder ud af, at hun faktisk er i hendes egen lejlighed. Og i den sørgelige "In Her music Box" hører vi om en lille pige der gennemlever et forfærdeligt forældre-forhold. Det fantastiske ved Slugs tekster er, at selvom det er nogle depressive, semi-fortabte og ulykkelige skæbner vi hører om, får Slug altid inkluderet et smukt perspektiv til tingene. Han har en evne til at give håb til enhver situation.
Og teknisk set er Slug også en eminent rapper. Han jonglerer ubesværet imellem snørklede rim, metaforer og puchlines, samtidig med at rapper utrolig tydeligt, og inderligt gribende.

Ant og Slug er altså to herre, der med hver deres, til tider, ufattelige evner, har udgivet et album, der rigtigt nok sagtens kunne gå hen og blive årets bedste. Det er innovativt, melodisk, eftertænksomt, inciterende og særdeles lækkert!
Endnu engang kan jeg takke mine læsere for en ny øjenåbner.

5/6

Cage - Movies For The Blind

"Do what I can to catch a quick death

but I'm meant to be here and that's the fuckin hell I live with"

Allerede her begynder en kold form for ubehag at nærme sig. En rapper der beretter, at han flere gange har prøvet at begå selvmord, men hver gang har han, til hans store had, overlevet mirakuløst. Højere magter har altså afgjort, at han SKAL være her på jorden, og det er det helvede han lever med.
Det er barske sager man bliver revet igennem når man er i selskab med Brooklyn rapperen Cage. Faktisk tør jeg godt give ham kronen for at være leverandør for det mest rå og social-uhyggelige hiphop, der nogensinde er udgivet. Eminem i hans gode dage kunne ikke nå ham, og Necro har en tendens til at overdrive det så meget, at det ofte ender med at blive komisk. Cage derimod, det er så sygt og gribende som det overhovedet kan blive.

Som 8-årig blev Cage, med det borgerlige navn Cristian Palko (aka Christian Kennylz), tvunget til at hjælpe sin far med at binde årepressere rundt om hans arm, når han skulle skyde heroin. Da Cage så hans far sidste gang var samme år, da han blev arresteret efter at have holdt en shotgun imod Cages hoved.
Som en nærmest åbenlys selvfølge begyndte Cage at hælde til den kriminelle side. Stoffer, røverier og vold, nok til at han blev anholdt. Men hans mor overbeviste autoriteterne om, at hendes søn ikke havde brug for at komme i fængsel, men i stedet på et sindsyge anstalt. Det gik de med til, så Cage fik tildelt et to-ugers evaluerings forløb på "Stoney Lodge" psykiatrisk hospital. De to evaluerings uger blev til 18 måneders indlæggelse, med alt inklusiv; spændetrøjer, senge-fastspændelser, total-overvågning, og "deathwatch", så de sørgede for at han ikke tog livet af sig selv, hvilket han konstant forsøgte, jævnfør citatet i starten. Selvmordstankerne udfoldende sig af, at Cage under forløbet var forsøgskanin for et nyt medicin, der skulle testes inden det kom på markedet. Prozac hed det, og det skulle hjælpe imod depressioner. Cage blev desværre fejl-medicineret, og resultatet var en komplet modvirkning.
Med tiden blev han dog løsladt derfra, og han tog navnet Alex i brug som hans nye fornavn, opkaldt efter hovedpersonen i Stanley Kubricks "Clockwork Orange".

Cage kom altså ud fra den lange behandling, eller "rap college" som han selv senere har kaldt det, og nu ville han gøre noget seriøst ud af de sindsforstyrrede skriveevner han udviklede under opholdet.
Cage har været godt rundt omkring i undergrunds-hiphop-miljøet. Han lagde ud med albummet "Porn Again" sammen med Mr. Eon og DJ Mighty Mi som gruppen Smud Peddlers. Senere har han optrådt som den ene halvdel af flere duoer, deriblandt "The Nighthawks" med Camu Tao og Waterworld med Tame One.
Men bedst og mest interessant er hans solo debut album dog, nemlig "Movies For the Blind". Albummet i sig selv er lidt af et syretrip ned af hans egen memory lane, og vi som lyttere bliver nådesløst slæbt med. Af egen fri vilje, har man sagt ja til at høre historier, der gang på gang ryster en som aldrig før. Og den tilhørende lydside drypper af brutalitet og et isnende alvor, der aldrig før, og heller aldrig siden, er produceret magen til.

Cage havde engang en beef med Eminem, hvor Eminem lagde ud på "The Slim Shade LP" med at sige, at Cage var bøsse (hvor skolegårds-agtigt). Cage svarede tilbage med at sige, at han "used to pistol whip 'till shady made it look pussy". Og så døde den beef ligeså stille og roligt.
Heldigvis er det intet af den slag materiale på "Movies For the Blind". Det man sidder som audiens til på debutalbummet, et historier fra hjertet. Og det kunne med tilnærmelse lyde som om, at det var kærlighed det handlede om, men det har du sikkert regnet ud allerede, at det IKKE er.
På det mageløse RJD2 producerede "Among the Sleep", beretter Cage, delvist hallucinerende og delvist i live, om tre historier, hvor han selv, som tre forskellige karakterer, står midt i nogle situationer hvor komplet forvirring er det eneste der foregår i personernes hoved. Karakterene i alle tre historier ender med at blive myrdet på det mest bestialske og blodige måder, og da Cage i tredje historie ender med at blive skudt i stykker, ender sangen med følgende linjer,

"I Wake up screamin'

with a shotgun in church feenin
'To kill myself, but I don't know if I'm still dreamin'
fifty-fifty chance Ima die and go straight up
Or straight to hell, either fucking way ima wake up!"

Hvordan det ender afslører jeg ikke, men det der er bemærkelsesværdigt er ligegyldigheden. Om han dør eller ej, han er egentlig ligeglad, for Cage er det en lose/lose situation.
Den her det-er-fint-med-mig-hvis-jeg-dør- attitude, den er gennemgående i de fleste af sangene. Primært fordi han så ofte har befundet sig i situationer, hvor døden måske havde været en nemmere udvej. Som på nummeret "Suicidal Failure", hvor han beretter om de mange gange, hvor han foretrak den lette udvej, men fejlede.

"Cracked my rib cage, look what you did Cage, you're dying

But I'm not dead yet, I'm still trying"

Man får i et kort sekund lyst til at grine, fordi det er så råt at det slet ikke er til at forholde sig til, men her er det måske vigtigt at have i baghovedet, at de tekster man har med at gøre blev foreviggjort i en tid, hvor Cage virkelig ønskede at være død.
Men igen, det er også vigtigt at holde en pæn distance, for ellers er det slet ikke en fornøjelse at skulle lytte sig igennem "Movies For the Blind".
Hvad der til gengæld ER en fornøjelse at lytte til, udover hans historier som man jo selvfølgelig MÅ tage hatten af for, er produktionerne. El-P, DJ Mighty Mi, J-Zone, Necro og førnævnte RJD2 hjælper til med at skabe lydbilleder der passer uhørt godt til de forskellige tekster. Det er dunkelt og mørkt, og de tunge trommer flyder mere end godt sammen med de kuldegysnings-fremkaldende strygere, og alle de andre små detaljer der gør, at man på intet tidspunkt føler sig helt tryg. Det er mageløst, intet mindre.

Af undergrundsudgivelser, er der ingen tvivl om, at når man snakker om gustne og makabre fortællinger, bør Cage dukke op på éns læber som det første navn. For med "Movies For the Blind" har han bevist ganske grundigt, at han er den bedste til det han gør. Dertil kan man sikkert forestille sig, at mange andre er glade for, at de slet ikke kan det samme som Cage. Så hellere være en uinspirerende og ligegyldig rapper!

5/6

J Dilla - Jay Love Japan

"Jay Love Japan" er en fin lille skive, med lidt løst og godt, der bliver udgivet efter den legendariske Detroit producers død. Om man kan kalde det et "rigtigt" album ved jeg ikke, for der er kun 9 numre på, hvoraf en del af dem er meget korte, og andre er instrumentale. Faktisk er der kun to numre med lyrik på. "Say It" med Ta'Raach og Exile, og "First Time" med Baatin og The Ruckazoid. Førstenævnte er et ganske solidt nummer, båret op af et simpelt og lækkert beat, tilsat scratch af Exile, og udmærket lyrik af Ta'Raach. Samme nummer går igen som instrumental senere på skiven. Ligesom Dillas tidligere værker "Donuts" og "The Shining" (som også blev uddelt som instrumental), er det produktionerne der skal lægges mærke til, og dem er der også nogle gode af her. Selvom "Yesterday" kun varer lige over et minut, er det stadig et dejligt sprødt og soulet nummer. Samme kan man sige om "Believe In God", som heldigvis er et lille minuts tid længere.
Men helt lange bliver numrene aldrig rigtig, og cd'ens samlede spilletid når ikke engang 20 minutter. Dette virker lidt mårkeligt for mig, for hvis man nu skal lave en Dilla cd, hvorfor så ikke fylde den med flere af hans guddommelige produktioner, og de dertilhørende gæste mc'er? Dette virker mere som en ufærdig udgivelse, der er sendt ud på markedet længe før tid. Måske Dilla var igang med at lave den da han døde, og så har pladeselskabet tænkt, at i respekt for Dilla, bliver den sendt ud som den så ud, da han døde. Det vides ikke? Havde man kaldt den "Jay Love Japan EP" var albummets længde da i hvertfald begrundet.

Men jeg havde faktisk ikke forventet meget andet, jeg viste godt at det var en kort fornøjelse, allerede inden jeg købte albummet. Men, noget materiale, deriblandt Dillas, må man gerne købe bare for at have det og vise respekt for manden, der af mange bliver set som den allerbedste producer der nogensinde har trukket vejret i hiphop verdenen.
Én ting jeg dog har været noget så forbandet over, er, at der er et nummer der er blevet skåret fra, som lyttere ville have fået med i købet, hvis de downloadede albummet lige da det udkom. Af en eller anden ukristelig grund er nummeret nu bliver frasorteret. Grunden til at jeg er forbandet over det er, at det uden tvivl ville være albummets absolut bedste skæring. Så hvorfor skærer man dén fra?
Hvis nogen ved hvor jeg kan downloade eller købe nummeret, ville jeg blive noget så lykkelig hvis i gad informerer mig, for det er et fandens smukt nummer.
I kan heldigvis hører det her: Det hedder "Sun In My Face", og det er gæstet af ingen ringere end Blu og Miguel Jontel. Hold da kæft en cocktail!

3.5/6

Common Market - Black Patch War EP

Som optakt til deres andet album "Tobacco Road", udgiver Common Market (DJ Sabzi (Blue Scholars) og RA Scion) denne EP. En 7-numres skive, der har til formål at forøge den appetit som de mange utålmodige lyttere, deriblandt mig selv, allerede er ved at gå til af.
Ligesom "Blue Scholars" EP'en, virker "Black Patch War" EP'en lidt som en intro, eller måske snarere en tidlig forlængelse af det kommende album.
Titel-mæssigt hænger denne EP og det kommende album også fint sammen. "Tobacco Road" hedder album nummer to. For kort at forklare hvad denne Black Patch War gik ud på, handlede det om, at amerikanske bønder, primært i Kentucky og Tennessee, så sig nødsaget til at danne en "modstandsbevægelse" mod The American Tobacco Compagny i starten af det tyvende århundrede. Det amerikanske tobaks kompagni havde skaffet sig eneret til køb af bøndernes tobak, og bønderne kunne dårligt nok tjene penge på deres tobakshandel længere. Modstandbevægelsen som bønderne havde dannet fik navnet The Silent Brigade. Efter megen kamp frem og tilbage, udviklede The Silent Brigade sig til en gruppe der udførte vold som forhandlingsmetode, de fik derfor det nye navn "The Night Riders". Selvom deres metode var af den voldelige slags, så man "The Night Riders" som helte, fordi de kæmpede for deres oprindelige rettigheder. Det hele endte med at bønderne fik bukket det amerikanske tobaksfirma under, og efterfølgende fik de fuld profit for deres høst.

Det blev vist lidt historietime agtigt, men det vigtige i denne historie er, tror jeg, at de kæmpede en hård og brav kamp for deres sag. Man prøvede at udnytte dem, men de stod sammen og sejrede. Det er vist den ideologi der er vigtig.
Det er meget tydeligt, at RA Scion ser tilbage på sydstatsbønderne med stor respekt. På åbnings- og titel nummeret, maler han et yderst voldeligt billede af bøndernes kamp. På det efterfølgende "Oldham Era" har RA Scion skruet tiden ca hundrede år frem til idag, hvor han sammenligner hans egen kamp med en magt, der minder om den selv samme som bønderne måtte stå sammen imod.
Som hovedsingle finder vi "Touble Is", som er et uptempo og dybt nummer, der bygger omkring den gamle tale "The harvest is plentiful, but the laborers are few", et tema der vil fungerer som hovedingrediens i "Tobacco Road"'s tesktside.

"Black Patch War" EP'en er et seriøst stykke musik at lægge øre til. Som på debutalbummet diskes der op med substanstung lyrik og musikalsk hiphop i verdensklasse. RA Scion er en fremragende rapper og lyriker, det kan man ikke komme udenom, og heldigvis for os har han tonet ned på de uforståelige ord og de kringlede rim. Det er denne gang en del lettere at følge med i hans tekstunivers, og da han i høj grad IKKE har tonet ned på hans storladene mc evner, og det en sand befrielse ikke at skulle koncentrere sig så man får ondt i hovedet over hvad det er han synger om. Af denne grund, er RA Scion lige rykket op i topeliten af vor tids rappere. Der er virkelig meget sjæl i hans beretninger, og pålideligheden er altid at finde, i hver enkelt linje. Det er mere eller mindre umuligt at forblive upåvirket af den byge af musikalske knynæveslag, som seattle rapperen sender ud igennem højtalerne og videre ud i synet på lytteren.
Dertil kommer produktionerne og arrangementerne, som er så uforskammet spækket med samme overskud, naturlig råhed og detaljerigdom. DJ Sabzi formår, som altid, at fremvise instrumentaler, der blæser lytteren totalt væk. Om det så er det dødsensfarlige orgelriff i "Trouble Is", den abnormt funky kombination af trommeprogrammering og bassgang i "Oldham Era", eller om det er det stille og rolige beat i "Bonanza", der bare skal have tid til at fremhæve sine skjulte detaljer. Sabzi sejrer HVER gang.
Samspillet mellem RA Scion og Sabzi er utroligt, og de 7 optændte variationer over samme drøm om storhed og skønhed får i de fineste stunder den musikalske horisont til at udvide sig.

Så med en lydside helt i top, og en tekstskriver der tilsyneladende ikke kan løbe tør for brillante ideer og metoder, ser det ud til, at Seattle duoen har seriøse planer om permanent at indtage hiphop scenen i den nære fremtid.
Gennemgående er der en nerve i Common Markets EP, som uden tvivl vil få mere erfarne kolleger til at spidse øren.
Ventetiden til "Tobacco Road" er netop blevet uudholdelig....

4.5/6

C.R.A.C. - The Piece Talks

Så kom den længe ventede C.R.A.C. debut endelig, hvor produceren Ta'Raach og rapperen Blu skal forsøge at komme efter "Below the Heavens". En noget nær umulig opgave.
Jeg kunne have ventet et par linjer med at løfte sløret, men jeg vil skynde mig at sige, at "The Piece Talks" ikke er noget, der bare minder om at være tæt på "Below the Heavens". Dette kan have sine gode og dårlige sider.
Man kan starte med at sige, at byrden ved at skulle komme efter lydsiden på "Below the Heavens" er tung. Det ER lidt af et skod-job, og alt taget i betragtning, så tror jeg kun at Exile selv ville kunne gøre det. Dette ved Ta'Raach udmærket godt, så han har holdt sig langt væk fra DEN side af hiphop musikken. I stedet bliver der flittigt eksperimenteret med lyden, for hurtigt at få ændret folks forventninger om en "Blu & Exile"-kvalitets udgivelse. Dette er bemærkelsesværdigt tænkt af Ta'Raach, og anerkendelsen af, at han hverken kan eller bør prøve at efterligne Exiles urørlige produktioner, MÅ man respekterer.
Desværre fungerer de eksperimenterende produktioner bare ikke for Blu. Exiles produktioner var og er også eksperimenterende, men stadig på det dybt bevidste plan, hvor en hvis kvalitetssikkerhed konstant var garanteret. Ta'Raach garanterer ikke kvalitet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke at Ta'Raach er en specielt dygtig musiker.
De tre vigtigste og hyppigst anvendte ingredienser i hans produktioner er gentagelser, ekstremt korte loops og manglende nuancering. Ikke nogle specielt fornemme ingredienser nej. Tag fx nummeret "Buy Me Lunch", som vist endda er endt som single, der er kreeret med INGEN kreativitet. Hvis man spiller nummerets første to sekunder og trykker "stop", så har man allerede dér hørt ALT hvad nummeret har at byde på musikalsk, for de to sekunder bliver bare gentaget i 4½ minut. Sådan er det med flere af numrene.
Kigger vi på nogle af numrene der ER bygget op af et fedt beat, som fx "02.16.03", "Activate (As Well)" og "Major Way", varer de sjældent mere end halvandet minut, hvilket vel dårligt kan kaldes et nummer. Snarere et forlænget skit.

Ydermere er Blu dårligt nok at finde på albummet. Man kunne have forventet og håbet på, at arbejdsfordelingen havde været nogenlunde ligeligt fordelt, når de nu er en gruppe, men det er langt fra tilfældet. Blu får lov at udfolde sig på fire numre. På FIRE ud af pladens 18 numre! På fire numre får lytteren lov at opleve hvad Blu kan. Jeg købte albummet alene på grund af ham, og det eneste jeg får er fire numre. "Love Don't", "Respect", "Pop Dem Boyz" og "Go!" er de eneste fire numre man kan tillade sig at kalde "rigtige C.R.A.C. numre". Og selv her er spilletiden så kort, at Blu er blevet nødt til at komprimerer hans tekst så meget ned, at man ikke rigtig et ordenligt bud på en god historie.

Noget er gået helt galt under indspilningerne til "The Piece Talks", for det er som om at de slet ikke har snakket sammen. Selvom jeg stadig ser på Blu som værende en af de vigtigste vi har lige nu, så er det her stadigvæk et kæmpe skridt tilbage for ham. Og for Ta'Raach's vedkommende, så kender jeg ham ikke. Jeg har ikke hørt noget han har lavet før "The Piece Talks", men skal vi ikke bare sige, at jeg ikke føler den store trang til at undersøge det videre..... Så har jeg ikke sagt for meget.

Mine forventninger var tårnhøje.
Den pt bedste rappers andet udspil havde jeg tænkt godt om. Og man kunne have troet, at når nu der er blevet skabt den her hype omkring ham, så kunne han være blevet mere bevidst om musikalsk kvalitet. I stedet vælger han at teame op med den eneste person jeg umiddelbart kan komme i tanke om er i stand til at fucke det up. Virkelig ærgerligt. Jeg vil ikke håbe et "Radio Exile" der kommer senere på året skuffer på sammen måde, for jeg vil hellere tænke på "Blu & Exile" som et par der kan skabe mirakler, fremfor at de var "heldige" med "Below the Heavens". Jeg er nu også sikker på at det næste vi kommer til at høre fra Blu vil rette op på denne fejl.
Man kan ikke lære at køre på ski uden at falde.....

2.5/6