Lupe Fiasco - The Cool

!!!Advarsel!!!
Usædvanlig lang og uvant analyserende anmeldelse venter forude!
Forvent ca. 10-11 siders intensivt læsning.
Go' fornøjelse
- JeppE

Endelig fik jeg samlet nok mod til at gå i gang med "The Cool". Planen var at jeg skulle anmelde albummet få dage efter udgivelsesdatoen, men jeg måtte meget hurtigt erfare, at "The Cool" ikke bare er et album man sætter sig ned og anmelder, sådan uden lige. Det er en tung sag, og selvom det nu er 2½ - 3 måneder siden det udkom, har jeg stadig ikke fået fat i alle de gemte budskaber og alle de snedige hints og tricks som Lupe Fiasco har begravet på stort set alle numre.
Da "Lupe Fiascos Food & Liquor" kom ud, rangerede jeg meget hurtigt Lupe blandt de ypperste tekstskrivere, men efter at have hørt "The Cool" kan jeg ikke andet end at tildele ham den ultimative førsteplads. Hvad end vi snakker NaS, Talib Kweli, Common, Geologic eller Blu, så er det et faktum, at Lupe er DEN smarteste og mest intelligente rapper vi har i dag. Period!
Faktisk er Lupe så dygtig, at hans tekster muligvis er hans lænke om benet. Folk kan simpelthen ikke følge med. Der er så meget tvetydighed i hans rim, og mange af linjerne skal analyseres frem og tilbage for de giver den rette betydning, så mange giver op. Hans fanbase er af den grund ikke stor. Koncentreret, men ikke stor. Dette er en utrolig skam, for Lupe er manden der er brug for i dag, Lupe er manden der om nogen kan redde hip hoppen for den så omtalte kommercialisering, der har ramt vores elskede kultur. He's Our Savior.

- Konceptet -

"The Cool" er anden del af koncept-trilogien, som eftersigende bliver afsluttet med albummet "LUPEnd". Det har helt fra start af, før "Lupe Fiascos Food & Liquor", været meningen at han vil udgive 3 albums, og derefter stoppe rapkarrieren. En rød tråd skulle så gå igennem alle tre albums, og tilsammen skulle de skabe en historie. Konceptalbums er meget sjældne indenfor hip hop kulturen, og i skrivende stund kan jeg kun komme i tanke om et enkelt eller to udover dette projekt.
Det er til gengæld yderst vigtigt at pointerer, at det ikke er alle numre på hans albums der spiller en rolle i hans koncept. Det er muligvis det, der gør det hele lidt tricky, for når man ved at det er et koncept album, kan man godt fange sig selv i at søge efter ledetråde i numre, som faktisk ikke har noget med historien at gøre. Om det er op til lytteren at finde ud af hvilke numre der så er en del af historien ved jeg ikke? Måske tredje album giver de sidste svar på de mange spørgsmål man sidder med, eller som jeg i hvert fald sidder med.

Der er et par numre på "Lupe Fiascos Food & Liqour", der faktisk først giver rigtig mening efter at have hørt "The Cool". Nummeret "He Say She Say" var oprindeligt "bare" et fedt nummer med en utrolig tekst og et sprødt beat, men det viser sig, at nummeret faktisk er det, som starter det hele, for det er her vi bliver introduceret for vores hovedperson Michael Young, som er en ung faderløs knægt der går i skole. Den manglende fader er et stort problem for Michael, og han klarer sig mildest talt rigtig dårligt i skolen, og det ender med at han dropper ud. Han vælger derefter gadelivet som levevej. Med "gadeliv" menes der ikke, at han sover på bænke og tigger småmønter. Det vi har med at gøre er selvfølgelig den klassiske historie om den unge knægt, der har verden foran fødderne, og hans mål er at nå til tops via respekt, og via et rygte som hans eventuelle konkurrenter vil frygte ham for.
På nummeret "He Say She Say" siger moderen til den svigtende fader:

"He's your little boy and you don't even bother
Like "brother" without the "R" and he's starting to harbor,
Cool and food for thought
but for you he's a starver"

Så allerede her ser det ud til, at Michael Young er ude på et sidespor. Idet han, som hun siger "harbor cool", gør han som omkvædet i nummeret "The Cool" hentyder til, nemlig at befinde sig på den forkerte side af loven, for at sige det mildt.

"If life goes passing you by
Don't cry
If your breaking the rules
making your moves
paying your dues.....
chasing the cool"

At jagte "the cool" er altså hvad Michael Young vælger, og det er her hans liv som streethustler begynder. Der er hertil to personer som er ekstremt vigtige at nævne. To personer der, selvom de er en del af Michael Youngs mentalitet, bliver personificeret i op til flere sange, og de to personer udgør 2/3 af hele konceptet. Den ene er "The streets" og den anden "The Game". Som personer kan man referere til dem som "dem der opdrager Michael Young", i stedet for den manglende far og moderen, der aldrig kunne nå sin søn.
"The streets" repræsenterer, som det åbenlyse navn hentyder til, gadelivet. Alt hvad der hører dertil, alt det tiltrækkende og alt det farlige.
"The Game" repræsenterer på samme måde "spillet". Hustlerens spil, alfonsens spil, stofferne, våbnene og alt hvad der hører dertil. Idet Michael Young bruger "The Streets" og "The Game" til at opnå "the cool", går han også under navnet "The Coolest". Alle tre personer er karakteriseret med markante objekter. Som man kan se på billedet nedfor, taget fra bookletten



Her kan man se de tre hovedpersoner i person-skikkelse. Til venstre har vi "The Game", med sit lidt kranie-agtige hoved, terningerne i øjnene, og crack-røg kommende ud af munden. I midten har vi Michael Young aka "The Coolest". Han har to kendetegn. For det første hans højre hånd som er rådnet så meget væk, at der kun er en knoglehånd tilbage. Dette er et symbol på, at hans rigtighed og godhed er rådnet bort. Miljøet og det hårde liv har altså gjort ham korrupt, og der er ikke meget Michael Young tilbage i ham.
Man kan ikke se det på dette billede, men andre billeder viser meget tydeligt, at han også holder en nøgle i hånden. En nøgle der er ild i. Denne nøgle passer til halskæden som den kvindelige personificering af "The Streets" har om halsen. Som en anden Tony Montana eller Al Capone, har "The Coolest" og "The Streets" indledt et kærlighedsforhold. Dette betyder selvfølgelig at Michael Young er blevet forelsket og afhængig af gadelivet. For at vise sin gensidighed giver "The Streets" så nøglen til "The Coolest", for at vise, at gaderne nu er hans, og han kan komme hele vejen til toppen. Den "tiltrækkende" og yderst lokkende "The Streets" har $-tegn som øjne, for at vise den vigtigste faktor hvis man skal vinde gaderne.
Sådan hænger det altså sammen. Måske symbolerne på forsidecoveret giver mere mening nu?




Disse tre personer skal man have i baghovedet i mange af numrene. Det er også først efter at have analyseret personerne frem og tilbage, at jeg rigtig forstår nummeret "The Cool" fra "Food & Liquor" cd'en. Jeg har læst flere stedet at man bliver introduceret for "The Streets" og "The Game" allerede i dette nummer. Det er også rigtigt, men jeg nægter at tro på, at anmelderne faktisk kan finde de to personer i nummeret, for det er ikke bare sådan ligetil. De har sikkert læst det et andet sted, og så har de bare skrevet det samme for at lyde klogere. For lytter man nummeret igennem, er de hverken nævnt som en mentalitet eller som personer. Man skal grave lidt længere for at finde dem. Det er i denne sang at vi første gang hører om den udslettede godhed, idet han ligger i sin kiste og kigger på sin hånd ; "...With a right hand that was all bones....". Tidligt i sangen rapper Lupe:

"Yes... he was still fresh to death
bling, two ear-rings, a chain laying on his chest
He still had it 'cause thay couldn't find it
And the bullet from his enemies sat like two inches behind it"

Hvad er det for en halskæde han har på brystet som de ikke kan se? Det er halskæden som sad om halsen på "The Streets", som han åbnede med nøglen. Det hentyder til, at "the streets" er en del af ham, en del af hans hjerte, ergo der hvor patronerne ramte og dræbte ham.
Vi hører også i sangen, at "...right next to it one of his man's stuck a swisher...". En "swisher" er en form for pisk, hvilket er et symbol for magt, et sumbol for Michael Youngs magt og styre i gaderne.
Dette stemmer perfekt overens med linjen "Streets got my heart, game got my soul" fra sangen "The Coolest", men det kigger vi nærmere på senere.
Jeg må hellere indskyde her, at det her er min teori. Det her er min analyse af "The Cool", det har jeg ikke læst mig til. Det med symbolerne på de tre karakterer har jeg delvist læst mig til, men det her er 100% min teori, så hvis i er uenige eller har andre teorier, så tøv endelig ikke med at præsentere dem. Den usandsynligt skarpe (og måske halv-nørdede) lytter, ville faktisk uden billederne kunne identificerer de forskellige karakterer med deres symboler, for hvis man spidser øre, så får man det hele foræret undervejs.

Der er især tre numre på "The Cool" der betyder en vigtig del for historien. Der er andre numre der har små henvisninger til historien og karaktererne, men ikke som sangenes primære tema. De tre vigtige sange er åbenlyst "The Coolest", "Put You on Game" og nummeret "The Die". Det er i disse tre numre historien udspiller sig. Hvilket nummer der er mest interessant kan jeg umiddelbart ikke sige, for de dækker hver deres aspekt af Michael Youngs' tilstand. "The Die" er interessant idet man her hører hvordan og hvorfor Michael Young dør.

".....pretty green eyed lady
been on the sideline poppin' while your prime time,
poppin' on your niggaz, wanna piece of your pastry
I suggest you protect your bakery
'cause they're commin' for your head
and there's a bounty on the chain that's hangin' from your neck"

Det disse linjer fortæller og jo, at det selvfølgelig ikke kun er Michael Young der jagter "the cool", det er ikke kun ham der vil vinde gaderne. Der vil jo selvfølgelig altid være andre der også vil til tops. At hans green-eyed lady har haft en affære betyder selvfølgelig, at hun også arbejder på at få andre up-comming gangsters til tops i fødekæden.
At nummeret er fortalt af en jeg-fortæller, som taler TIL Michael Young og omtaler "The Streets" må betyde, at det er "The Game" der taler til Michael Young. Hans "spiller-mentalitet" prøver at advarer ham imod de usete farer han muligvis ikke regner med at møde. Han siger faktisk direkte til Michael Young, at der er en dusør på hans "halskøde", og at hans egne "venner" måske endda vil prøve at få fingrene i den. Desværre er Michael Young ikke god til at spille spillet. Han har jo erklæret sin kærlighed til "The Streets" og ikke "The Game". Derfor lytter han mere til sit hjerte end til sin sjæl, som han sælger for penge og materielle goder. Dette er igen min egen teori, men efter at have set grundigt på billederne i bookletten passer det faktisk perfekt. Der er solo-billeder af både "The Coolest" og "The Streets" men ikke af "The Game". Der er to fællesbilleder hvor alle tre er på, og det bemærkelsesværdige er, at "The Game" er i baggrunden på begge billeder, som om han er blevet vraget væk. På det ene billede ser det endda ud til, at "The Streets" hvisker/kysser "The Coolest" i øret (Jeez', hvis bare jeg havde været så grundig i mine dansk stile i gymnasiet, så havde jeg garanteret fået et bedre snit!).
- Og rigtigt nok, nummeret "The Die" ender, som titlen hentyder til, med at man hører hvordan Michael Young dør. Han sidder i sin super lækre bil med hans homies. Coke bliver sniffet, crack bliver røget, og nummeret "The Cool" bliver endda spillet i bilradioen. Da en af hans "niggaz" skal ud for at lade vandet, kommer en fjerde person op til bilen og fylder Michael med bly. Og dette er så "Michael Young History", eller som ordspillet leger med, "My Cool Young History". Men dette skal vise sig, kun at være starten på hans legende.

"Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den."
(Matt 28,2)

Så storladent indledes nummeret "The Coolest". Som en ny Jesus bliver Michael Young genoplivet. Lyden af den væltene sten som spærrerJesu grav er det første man hører i nummeret, og på denne måde gør Lupe vores hovedperson til en mindre helgen. Men selvom det måske lyder flot og smukt, så ser jeg "The Coolest" som nummeret, der for alvor viser Michael Youngs' korruption og personlige forrådnelse.

"Her eyes glow green with the logo of our dreams. The purpose of our scene, An obscene obsession with the bling. She would be my queen, I could be her king. Together She would make me cool, And we would both rule, Forever. And I would never feel pain, And never be without pleasure, Ever Again"

- Michael Young er blændet af hans succes som "The Streets" har tildelt ham. Han er klar til at erobre verden i en rus, som mest af alt minder om Tony Montanas'. Han føler sig som en konge med alt hans rigdom, hans magt og hans næsten perverse følelse af uovervindelighed. Intet kan stoppe ham, og hans forfaldne forståelse af omverdenen og hans omgivelser, vil i sidste ende koste ham livet, som den før har kostet andre mænd livet. Andre mænd der ligesom Michael Young troede at lykken fandtes i gadelivets herredømme. Det er ikke nemt at se, men kigger man på "The Streets's" bryst under halskæden (billedet ovenfor), kan man se en masse navne. Historien går på, at disse navne tilhører de folk som hun før i tiden har ført i døden med hendes lokkende forhåbninger. Jeg kender kun navnene på meget få af personerne. Deriblandt Al Capone, Michael Young og "Chilly".
Budskabet er selvfølgelig at "gadelivet" er et farligt og komplet utilregneligt sted, der som den eneste garanti vil føre alle i forfald. Dette opsummeres i de sluttende linjer:

" Come, these are the tales of The Cool
Guaranteed to make you go and fail from your school
And seek unholy grails like a fool
And hang with the players of the pool
Fast talkin of the hustle
No Heaven up above you
No Hell underneath yee
And no one will recieve thee"

Tredje og sidste nummer, der direkte kommenterer historien, og "The Games'" solonummer. Lupe rapper som var han "The Game", og her fortæller han, på en ekstremt ophøjet og nærmest majestætisk måde, hvordan han egenhændigt har startet det hele, og hvordan han er skyld i alt det negative der har med stort set alle samfund at gøre. Han er det onde i folk, det der går gadelivet interessant, og det der med tiden vil føre til ens fald. Jeg vil ikke gå meget dybere ned i dette nummer, for nummeret er et lyrisk mesterværk, og de afsluttende linjer siger stprt set det hele:

"I am the safe haven for the rebel runaway and the resistor
The trusted misleader,
The number one defender,
And from a throne of their bones I rule,
These fools are my fuel
So I make them cool
Baptize them in the water out of Scarface pool,
And feed 'em from the table that held Corleone's food,
If you die, tell them that you played my game
I hope your bullet holes become mouths that say my name,
'Cause I'm the... (pistolskud afbryder..)"

Og sådan lyder slutningen på historien, indtil videre. Jeg er ganske sikker på, at "LUPEnd" nok skal følge op på historien med et nyt twist. En ting der i hvertfald er sikkert er, at vi ikke har hørt det sidste til "Michael Young History".

- Resten af Albummet ! -

Så kom vi igennem den tunge del. Eller den tungeste del må jeg hellere sige, for resten af albummet er langtfra let stof. Det er på et andet niveau, men det gør det ikke mindre udfordrene at lytte til.
Da Lupe var i gang med at indspille "The Cool" skete der et par ting i hans liv, som skinner igennem på albummet. Hans far døde, han mistede nogle venner, og hans arbejdspartner og ven igennem mange år, Charles "Chilly Chill" Patton blev idømt 44 års fængsel. Så man må sige, at det har været en mørk periode, og selvom der er en del lette og opløftende numre, så er der flere dunkle og tunge numre på pladen. "Chilly Chill" har "fået" et nummer, idet Sarah Green og Gemstones tildeler ham "Free Chilly", som er et kort og dog lækkert nummer, om hvor meget de savner deres ven. Det "sjove" er, at "Chilly" er et af de navne der står på "The Streets's" bryst, blandt de navne der er faldet under hende. Fed detalje, for "døden" er jo ikke nødvendigvis det udfald som konsekvensen for at være hustler behøver at tage.
"Go Go Gadget Flow" byder på Lupes til dato hurtigste rap. Det er ganske imponerende, og man skal virkelig holde ørene åbne for at få det hele med. Nummeret er muligvis plades mest ligetil nummer, og for mit vedkommende, et af pladens mindre gode.

Det første store radiohit fra cd'en "Superstar", er et virkelig fantastisk nummer. Det har så utroligt mange sider til sig. Det er for det første et super lækkert hit der går rent ind hos de fleste lyttere. Beatet er storladent på den minimale måde, og Matthew Santos er som altid genial. Men til dem der kan lide dyb lyrik er også dette nummer på den analyserende side. Tekstmæssigt er nummeret nemlig på ingen måde radio-venligt. Ja, nummeret handler om at være superstar, et emne der ofte bliver behandlet, men aldrig før så exceptionelt som her. For selvom nummeret rigtignok handler om at være en stjerne, så foregår der en del mere imellem linjerne, mere end P3- og Voicelyttere fatter. Brugen af metaforer er ufattelig, og Lupe udviser legende-status her. Og mon "The Coolest" lige giver en kommentar med i købet (?) :

"And then it hit me
Standing outside of heaven waiting for God to come and get me
I'm too uncouth
Unschooled to the rules
And too gum shoe
Too much of a newcomer
And too uncool"

Oldschool flow får en fornyet betydning på nummeret "Paris, Tokyo", hvor Lupe beretter om at skulle rejse frem og tilbage i verden og efterlade sin elskede back home imens. Dette er vist også et dejligt ligetil nummer, som bare stråler af top notch flow og historiefortælling. Man kunne indskyde et "jeg tror nok at..." ved stort set alle numre, for man kan godt sidde og lede efter spor af "The Streets" og "The Game" i numre, som faktisk er komplet selvstændige.
"Hi-Definition" er uden tvivl et af de selvstændige numre, og det er et pulserende og ganske enestående nummer, hvor Snoop Dogg endda formår at leverer sprøde rim. Beatet er produceret efter den nye synth-opskrift, og den ukendte producer Alshux leverer lidt af et mesterværk. Ikke fordi det er specielt nyskabene som mange andre af numrene, men måske netop fordi det er Lupe når han er ligetil, hvilket uden tvivl er blændende udover alle grænser.

Umiddelbart synes man måske at "Goldwatch" er et lidt for enerverende og gentagende nummer, men efter at have hørt det nok gange er jeg faktisk blevet rigtig vild med det. Det minder meget om en midt 90'er produktion, boom-bap med et kort og yderst markant sample, der blevet kørt igennem igen og igen. Faktisk et fedt nummer, men stadig ikke et af pladens stærkeste.
De to svageste numre kommer for mit vedkommende i "Hip Hop Saved My Life" og "Intruder Alert". Ikke nok med at Soundtrakk, som ellers ALDRIG skuffer, benytter sig af det næsten fuldstændig samme klaver-loop, så er numrene hele vejen igennem af samme opbygning. Lyrisk er det tilfældigvis også de numre der siger mig mindst, og jeg må indrømme, at jeg hellere havde set de numre sorteret fra.

Heldigvis bliver man kort efter bombarderet af et nummer der emmer af "straight-classic" kvalitet. "Streets On Fire" er et af albummets stærkeste numre, på samtlige fronter. Produktionen er sjælfuld, selvom der er ild i trommerne, hvilket vil sige, at det går forholdsvist stærkt!
En sanger der lyder som Matthew Santos starter med at nævne en masse universelle tragedier, og idet han synger "...She's out there smiling...", så er det selvfølgelig vores allesammen "The Streets" sangen omhandler, endnu engang. Lupes rap er intet mindre end fascinerende. Men, jeg må nok hejse det hvide flag her og indrømme, at "Streets on Fire" er et af de numre jeg ikke helt har undersøgt til fulde, så jeg er ikke helt bevist om, hvad der helt præcist bliver sunget om. Men, med linjerne ...

"My femme fatale, my darling falling angel //
Once caught her changing her batteries in her halo.
Receipt for her wings and everything that she paid for //
And the address to the factory where they made those"

... har jeg en ide om, at det på en eller anden måde er "gadernes sygdom". Lupe rapper om den her uhelbredelige sygdom som ingen ved noget om, og alle beskylder alle, men hvor den kommer fra er komplet ukendt. Så hvis vi igen skal personificerer vores grøn-øjede kvinde, så kan man lidt groft men meget præcist sige følgenede (Jeg har fået det fra en engelsk side, og jeg kan ikke oversætte det så det lyder ordenligt) :
"If that whore didn't sleep with everybody, she woulda never gotten AIDS. Lupe's friendly reminder to call the Trojan man.....You don't want this type of fire".
JEG kan ikke retfærdiggøre dette nummer endnu. It's too damn bright!

Næste mesterværk i rækken får vi i form af "Little Weapon". Man kunne frygte at Fall Out Boys' Patrick Stump kunne have leveret en semi-emo beat, men denne produktion vil med garanti smadre enhver lytters fordomme. Det halv-rockede og usædvanligt hårdtslående beat fungerer optimalt til emnet om børnesoldater rundt omkring i verden. Lupe kommer med nogle ustyrlige og eftertænksomme linjer, og Bishop G giver hele nummeret et fedt twist ved at sammenligne de rigtige børnesoldater med de børn, der sidder og spiller krigsspil på deres pc. Hvem er bedst? Ham der dræber i virkeligheden, eller ham der dræber digitalt? En virkelig interessant sang med nogle fede rim hele vejen igennem og et fantastisk omkvæd. Klasse!

Pladens ultimativt mest perfekte nummer er efter min mening "Gotta Eat". En i virkeligheden hylende morsom sang. Umiddelbart tror man at sangen handler om en hustler, som sørger for sine medmennesker, højst sandsynlig vores ven Michael Young. Ta' fx linjerne

" Hey, he had a whole lotta cheese
Plus he was a mac had a whole lotta steeds
Made a lot of niggaz fat
Gave a whole lotta g's
Grams, man he had a whole lotta these"

Forholdsvist normale linjer om en gangster-konge, der tager godt af sine venner og nære kompagoner. MEN! Så simpelt skal det ikke være! Den der i virkeligheden bliver snakket om er ingen ringere end en cheeseburger. Læs de samme linjer igen og tænkt på at der snakkes om en burger, så giver det mindst ligeså meget mening som før, og hører man hele sangen igennem igen, finder man ud af at der hele sangen igennem bliver rappet om en cheeseburger, og IKKE en hustler. Det er her at geni-vanviddet kolliderer fuldkommen. På dette tidspunkt har Lupe nået en kvalitets-højde, som for mig ikke kan blive bedre. At man kan skrue en så genial sang sammen er langt over min forstand, men ikke desto mindre beretter Lupe altså om en sand Coleone-burger, der vil dræbe hele verdenen! Det er selvfølgelig en kommentar til, primært amerikanernes, helbred, når det kommer til fødevarer. Der er mange som før i tiden har kommenteret spisevaner og de problmer vi har med usund mad, men faktum er, at der aldrig rigtig har været noget der har kunne gøre det, så det har lydt interessant eller måske endda "sejt". Lupes mission var at bringe et vigtigt budskab ud, som folk rent faktisk ville høre på, fordi de synes det kom ud på en "cool" måde. Mission complete! Og som om den ufattelige lyriske opfindsomhed ikke var nok, bliver det rappet over Soundtrakk's flotteste produktion til dato. Det minder mest om alt, som soundtracket til en nutidig Sergio Leone western, svøbet ind i et dyne-tungt synth-stryger ensamblement. Uovertruffent mesterværk.

Det officielt mest brillante lyriske nummer er "Dumb It Down", en fantastisk lige på og korrekt kommentar til den kommercielle og materielle drejning som hip hop industrien har taget. Igen et emne som er blevet behandlet mange gange før, og igen gør Lupe det bedre end nogen anden før har været i stand til. Igen er teskten på så højt et plan at jeg ikke tør at udtale mig om, hvad der helt præcist bliver sagt i versene. Stort set hver linje har dobbelt-mening, og super-intelligent undertekst ulmer hvert sekunt, HELE sangen igennem. Det fede er, at Lupe faktisk er dead-serious uden at lyde sådan, men omkvædet, dels synget af Gemstones, dels af Graham Burris (who he?), er så komisk udført, at det letter hele sangen:

"You Ain't winning no awards nigga! Robots and Skateboards nigga??! (...)
We don't care about the weather nigga, You'll sell more records if you *dumb it down*" (...)

" >>Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing<<"

Og rigtigere kan det ikke siges. Lupe gør som ingen andre; går nærmest direkte imod strømmen. Jeg tror slet ikke han ved hvad "stereotyp" betyder. Han sælger i hvertfald aldrig sin sjæl til hip hoppens nutidige grådighed. Det er også derfor han holder fast ved, at han udgiver tre albums og ikke mere. Det han har at sige, kan og vil han sige med tre albums, alt derefter vil være for pengenes skyld, og det har han fra starten af ikke været interesseret i. Forbilledligt.

"Hello/Goodbye (Uncool)" er næste nummer i rækken, og Lupes egen første produktion. Det er et meget rocket nummer, og antallet af gæstemusikere er imponerende. Mest iøjefaldende er, at han har fået Queens of the Stone Age's frontmand Josh Homme med, for hans legendariske distortion-guitarspil er aldrig til at tage fejl af, og det giver et betydeligt twist til nummeret. Fra et synes at det "bare" er et rocket hiphop nummer, synes jeg faktisk nu, at det er et af pladens flotteste numre. Det er på sin helt egen specielle måde ganske smukt skåret. Og Lupes blændende maskinpistol rap lyder fantastisk over den tunge produktion, og som den rockfan Lupe nu er, lader han nummeret flyde over i et rent rockinferno i slutningen, og det er intet mindre end storladent flot.

"Fighters" er endnu en af pladens helt store stjerner. En mere stille produktion finder man ikke, og det "manglende" hiphop-touch i musikken giver Lupe frit udspil til hans eftertænksomme og forførende lyrik, om livet, døden og alt imellem. Igen er den eminente Matthew Santos med på omkvædet, og dette må være hans allerbedste til dato. De to sammen er en farligt god duo, og Le Messie, hvem han/hun end er, har i sandhed velsignet albummet med et sandt musikalsk mesterværk, på trods af at det består af max to instrumenter! Der er en del forskellige bud på hvad der bliver sunget i omkvædet, og hvis det stod til mig er der ikke nogen sider på nettet der har det rette svar. Det er noget med at lukke øjnene og høre efter hvad han synger, jeg får det til

"When the fighters are all around
All the lovers are on the ground
No one will save you, anymore
So what's happenin'
What'chu rappin' about little boy
Is it cars?
Is it girls?
Is it my life, the world?"

- Om det er det rigtige ved jeg ikke, men det giver mening for mig.

Sidste nummer er muligvis et nummer, der også skulle have været sorteret fra. Ikke fordi det er dårligt, men fordi "Fighters" er det ultimative nummer til at afslutte albummet. "Go Baby" er et overflødighedsnummer, der er dedikeret til "the ladies". jeg synes netop GemStones sagde til Lupe på "Dump It Down", at han skulle "make a song for the bitches nigga", forstået på den måde, at det skulle han IKKE. Og så kommer det alligevel til sidst. Virkelig en skam, for det er på ingen måde nødvendigt at have denne nummer med...

- Alt i alt -

Men det ene nummer kan selvfølgelig ikke ødelægge det overordnede indtryk. For den følelse man sidder tilbage med efter at have hørt albummet, ja, den kan ikke helt beskrives. "Er det overhovedet muligt at skrive så elegante tekster, på SÅ mange numre?". "Hvordan kan han med så få kendte producere skabe et så imponerende lydbillede?". "Hvordan kan man på så fornem vis kæde så mange numre sammen?". - Det var nogle af de spørgsmål jeg sad tilbage med, for efter jeg havde gået teksterne igennem og fundet frem til alt det der ligger gemt i teksterne, så havde jeg sgu svært ved at tro, at det var muligt for at rapper at være SÅ meget bedre end ALLE andre.Lupe har sagt, at hans mission er at bringe intelligent hip hop ud til så mange lyttere som muligt. Så ved at benytte mainstream produktioner, bliver hans numre radiohits, selvom det er de færreste der forstår hans tekster. Men selvom hans lyrik ikke ligefrem er for alle og enhver, er det umådelig vigtigt at han får sit materiale ud, for det er der brug for i disse dage, hvor 50 cent og andre af den kaliber forurener en ellers stolt kultur. Så big up til Lupe for at gennemfører hans mission.
Jeg var sikker på at det var en umulighed at lave en opfølger til "Food & Liquor", men "The Cool" er på eksakt samme højde, og det er igen helt uforståeligt, hvordan man for anden gang i træk kan fylde ens lyttere med så mange flotte numre, med så meget stof til eftertanke, at "LUPEnd" med sikkerhed er udkommet inden man når til bunds i det hele.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg er blevet blæst helt tilbage til stenalderen efter at have hørt "The Cool", og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg ser frem til det tredje og afsluttende album. Formår Lupe at udsende hip hop historiens vigtigste, flotteste og mest intelligente trilogi til dato? Jeg tør næsten garanterer det.
Det jeg nu glæder mig til at høre er, om Lupe tilfører endnu et twist til hans koncept historie. Manden er jo klog nok til at tage røven komplet på folk, og det skulle ikke undre mig, om han får vendt hele skidtet 180 grader. Spændingen hos mig stiger i hvertfald næsten dagligt!
Tak fordi i læste med

"Check your ingridients, before you overdose
on the cool"

6/6

R.A. the Rugged Man - Die, Rugged Man, Die

"....And I thought I was the best..!"
- The Notorious B.I.G. da han hørte R.A. første gang

Lad mig introducerer jer for “Die, Rugged Man, Die” med the all time biggest scum R.A. the Rugged Man.
Første gang jeg hørte til R.A. the Rugged Man var for ca. 5 år siden da jeg hørte nummeret ”Lessons…” som en ven gav mig (ved godt cd’en er fra 2004, men den har været laaang tid undervejs!) og jeg synes det track var super dope. Virkelig nice beat, svedige rim, flow og lyrik, og et indhold bestående af så meget name-dropping at The Game burde hejse det hvide flag. På daværende tidspunkt var jeg desværre ikke i stand til at finde mere med R.A., men jeg så til gengæld at han spillede på Loppen, og jeg var da også tæt på at købe billet, men jeg ville ikke bruge 250 kr,- på en koncert hvor jeg kun kendte det ene nummer, så jeg sprang over.
...I’ll regret it to the day I die!
Til gengæld så jeg ham faktisk dagen efter da jeg var inde i US Style med en ven, da stod han med to kvindelige reportere fra magasinet Actionspeax og fik tilbudt en masse tøj, jeg kan huske jeg var tæt på at bryde sammen af grin da den ene rakte ham en PellePelle og spurgte om ikke han synes ”den var hot?”, hvorefter han svarede ”Nah man, I need that ugly shit!”.
Der gik derefter lidt tid, og jeg glemte lidt til R.A. the Rugged Man, men en dag da jeg søgte efter hiphop cd’er på amazon.com faldt jeg over "Die, Rugged Man, Die" og købte den med det samme. Det tog 2½ måned for bonghovedet i USA at få den sendt til mig, men det var ventetiden værd. "Die, Rugged Man, Die" er nemlig fyldt med så meget dopeness, realness, banging beats, hardcore lyrik og grineren, vulgær og imponerende ordleg at det aldrig bliver kedeligt, og det er nok den cd der har flest ”antal afspilninger” tilsammen i mit iTunes bibliotek.

Jeg vil med det samme sige, at jeg har anmeldt dette album et par gange før, og anmeldelserne har altid endt med at blive fælt lange. Der er nemlig så meget at sige om hvert nummer, og der er utallige citater som jeg hver gang synes at jeg bare må inkluderer.

Jeg synes stadig den dag i dag, at "Lessons..." er et af de numre på pladen der holder mest. En tour-de-force af hysteriske oneliners og on-point lyrik. Som når han rapper

” I ain't down to sign autographs and shake ya hands //
I don't want trendy ass followers as fans
I don't wanna sell records, I don't wanna be big //
I don't want MTV runnin' up in my crib.
I don't wanna be light in the music biz //
I don't want fans that don't know who G Rap is”

Man kunne godt tro at R.A. er ligesom alle de andre; at nu siger han at han "ikke behøver penge, men når de først begynder at rulle ind, så ændrer han sig uden tvivl". Men en ting der er helt sikkert er, at R.A. aldrig kommer til at ændre sig. Det får man bevist flere gange gennem albummet. Og check lige linjen på "Lessons..." : "Even 5-year old girls be rapping today, on the playground like "go shorty it's your birthday". Den må have gjort ond på fiddy.

"Casanova (Fly Guy)" er også et morsomt nummer om, hvor "fly" han IKKE er! En hel sang om hvor ussel og klam en person han egentlig er. Men, selvom han beretter om hvor ulækker en person han er udadtil og indvendigt, så får han alligevel drejet det til, at han er den bedste rapper der findes.

”I’m the headliner, the first white pornographic rhymer //
banned local bar fighter, hide your kids pedophiler
low lifer, advise ya, I’m the worlds illest rhymes writer”

Selvkritisk når det er bedst. Og det stopper aldrig, han har et uendeligt arsenal af de gode rim, "”yeah I’m that guy everybody hatin’ on with that bullshit album everybody waitin’ on”.

Albummets gyldne skæring kommer i form af "A Star Is Born". Et nummer der for mig står som et af de bedste hip hop numre der nogensinde er lavet.
Fuldstændig grotesk lækkert beat. Og hold da kæft hvor er det en komisk sang, den er helt vild. Jeg bliver nok nødt til at komme med rimelig mange citater her, det kan slet ikke undgås med dette nummer.
Sangen starter med at Phil Cases spørger lyttere på ”live from night talk” om, hvad de synes om R.A. the Rugged Man, hvorefter forskellige lyttere ringer ind og roser ham til skyerne;
”He’s very intelligent, he’s a positive role model in rap” og "first time I saw him, I knew he had star quality... He's a superstar".
Derefter begynder den ene gennemtænkte linje efter den anden om, hvordan han gang på gang fucker en lovende fremtid som superstar op. Han truede engang en chef på et pladeselskab med en oversavet shotgun, og han plejede at løbe rundt og provokere og nedgøre de kvindelige ansatte. ”Tommy Boy, Mercury, Priority wanted me, Russell Simmons, and 9 other record companies”, - han var faktisk et kæmpe navn i industrien på et tidspunkt, hans personlighed og opførsel var bare lige i vejen;

”'92 the whole industry was on my dick,
I signed to Jive Records, and fucked up the whole shit”

Man får et godt og farverigt indtryk af, hvordan han har været fuldkommen ligeglad med almindelig opførsel og almen dannelse,

”They say 'He's a beast, he's a creature, Keep him in the other room, don't let him see Aaliyah', Banned from the building, I don't wanna see him either”.

I tredje vers beretter han om hvordan han blev fyret fra Jive records og mistede alt hvad der hedder glamour, dejlige damer og professionelle folk omkring sig, til at flytte tilbage til sin handikappede (bogstavlig talt) og fattige familie, samtid med at alle hans underground homies (bla. Havoc fra Mobb Deep) blev kæmpe store og succesfulde. Han slutter dog sidste vers med at synge;
”And the moral of the story is: all that glamour and glitz shit, Fuck that shit, I don't need it”. Sangen slutter så med, at vi er tilbage til ”live night talk” med Phil Cases, denne gang ringer folk bare ind for at svine R.A. så meget til som muligt, og det ender med at R.A selv ringer ind og prøver at forsvare sig selv som anonym lytter. Helt igennem genialt og hylende morsomt. Et af de bedste hip hop numre der nogensinde er lavet, period!

Efterfølgende kommer der en sand Ayatollah banger, der komplimenterer Killah Prist, Masta Killah og ikke mindst R.A. til det fulde. Alle tre byder på sprøde vers, men endnu engang stjæler R.A. showet med et vers, der slår benene væk under mig hver gang. Hans evne til at lege med ord er uforståelig flot, og hans vers her må skrives ind i historien som et af de vanskeligste og stadig mest blændende nogensinde. Og linjen "I'm mad famous for being unknown" gør i sig selv sangen legendarisk!

Et andet banging nummer som man skal være komplet lam for ikke at rykke hovedet med til, er battle-nummeret "Black And White" med Timbo King. Her bliver der kæmpet i traditionel freestyle forstand, i en boksering med en masse tilskuere og speakere. De to er stort set jævnbyrdige, men kampen får aldrig en vinder, for det hele ender med at politiet stormer arenaen og et masseslagsmål bryder ud. Men et virkelig fedt nummer der virkelig rykker! Endnu engang bliver der leget med ordene, så man ikke kan andet end at sidde måbene tilbage.

J-Zone leverer et alternativt men sprødt beat til nummeret "Brawl". Det første man ligger mærke til her er xylofon-beatet. En xylofon er ikke just det instrument der bliver brugt mest i hiphop, men J Zone formår et flippe det ultimative xylofon beat, virkelig nice. R.A. går lige i kødet på alle fake ass rappers på det her track, og han flår dem levende. Hardcore lyrik, som ingen andre hverken kan, må eller har lyst til spytte.

”The way we recreate shit, Rugged Man
We don't make hits, we stay broke, sleep, fuck sluts and take shits,
and roll with the real life whores that appreciate dicks,
fuck they asshole, dick full of shit, taste bitch”

Så ulækkert og frastødende at selv Orgi-E bliver rød i hovedet. Men som sagt skal R.A. pointerer at han skriver lige præcis hvad der passer ham, uanset hvor frastødende det end er. Et standout track på pladen, netop fordi R.A. slipper tøjlerne og gør hvad han er bedst til, telling the truth.

”Now wait a minute, let's bring it back a little bit. When you first started rappin, you was all on my dick. Yeah, you went multiplatinum, but you bit my shit. What you rappin is my life, you ain't live that shit”.

Et genialt stykke musik.
Der er også tid til at få presset verden ulækreste skit ind imellem numrene. "Pick My Gun Up" er så klamt, at selv jeg må trække grænsen for hvad jeg poster på min site!

Men hvad vi har med at gøre her, er en af mine favorit hiphop cd’er of all time. Jeg vil vove at påstå at R.A.the Rugged Man er den mest underated rapper nogensinde, men når man har hørt ”Die, Rugged Man, Die”, så forstår man det egentlig godt! Havde han været bare den mindste smule underligere, så var han blevet lagt i spændetrøje. Til koncerter, smider han alt tøjet for at flashe hans blegfede mave og han vælte rundt på gulvet blandt publikum i en trance der er så mærkelig, at mange folk flygter fra showet!
Ikke desto mindre vil jeg varmt anbefale ”Die, Rugged Man, Die” til alle, jeg tror ikke at der er nogen der ikke vil kunne lide den. Selvom det ikke er alle numre der er lige gode, så vil jeg alligevel give pladen top karakter, idet det samlede indtryk er så solidt og imponerende, at det bare er en født klassiker. Numre som "On the Block", "Dumb" og "Midnight Thud" siger mig ikke så meget, men de gode numre på pladen blænder komplet for de negative indtryk.

Det er i dag som om, at rappere ikke tør kaste sig ud i det mystiske og eksperimenterer med noget nyt. Man skal efterhånden have Lil’ John, Just Blaze og Scott Storch med på enhver plade man laver, ”ellers sælger den jo ikke”. Men når man så laver en cd som R.A.’s (som jo er født til ikke at sælge særlig meget) får hiphopperne et ordentligt fix, ja nærmest en overdose, af den hiphop der virkelig er savnet. Originalitet, mod og alternative producere er i virkeligheden hvad der skal til.
R.A. laver så oprigtig hip hop som det nu engang er muligt. Og det at han skiller sig så meget ud fra mængden som han jo gør, er næsten alene grund til at top-rate hans debut cd.

5/6

Emanon - The Waiting Room

Efter at være blevet blæst komplet væk af Blu & Exiles' "Below the Heavens", har jeg brugt lidt tid på at grave efter materiale fra de to herre. Da Blu er debutant, var det hos Exile der var gevinst. Det viste sig at han havde været lidt mere produktiv end jeg først troede. Foruden soloalbummet "Dirty Science", har han udgivet 1½ album med hans gode ven, rapperen Aloe Blacc, under navnet Emanon. Det var med denne duo det hele startede for Exile.

Hvis det skal være helt rigtigt, så er "The Waiting Room" faktisk ikke en helt gammel cd. Emanon blev dannet i start 90'erne, og de har udgivet to ep'er før dette, første rigtige fuld-lægdes album fra 2005.
Man er på ingen måde i tvivl om, at det er to yderst talentfulde kunstnere man er i selskab med. Aloe Blacc er ikke bare rapper, han er også en uovertruffen sanger, og "spoken word" mestrer han også til det ypperste. Han er på alle måder en multikunstner, han producerer endda også et par af numrene selv. Hans solo debut album "Shine Through" er også komplet selvproduceret, af det er blevet anmeldt med stor begejstring verden rundt.
Exile udviser også forbløffende producer evner. Mange af numrene ligger tæt op af "Below the Heavens" standarten, og andre er af så anderledes en støbning, at man umiddelbart ikke kan sammenligne dem med noget andet. Exile er genial på alle måder, han har et ubegrænset antal af brilliante ideer, og hans opfindsomhed er kun matchet af få. Han rapper endda også på nogle numre.

Allerede ved åbningsnummeret føler man at man har med noget ganske stort at gøre. Sister Nancys lille reggar-mesterværk "Bam Bam" er samplet, hvilket giver et af de fedeste reggae-hip hop numre produceret nogensinde, i form a førstesinglen "Count Your Blessings". Det perfekte nummer til at sætte et album i gang, for et bedre humørspreder af et nummer skal man lede længe efter.
"The Words" er et blues-hiphop mesterværk. Blues guitaren som man kender fra "Dancing in the Rain" (Below the Heavens) fungerer fuldtændig enestående, og nummeret må siges at være et af de lækreste laid-back numre der er kreeret i længere tid. "More Than You Know" er Aloe Blaccs første musikalske bidrag, og også her har vi med en mesterlig komposition at gøre. Det lyder lidt som om, at Exile har rystet et par tricks fra sig og ladet Aloe samle dem op, for produktionerne er meget af samme opskrift. Fuldstændig fantastisk musikalsk outro.
Exile er og bliver dog den dygtigste producer, og med numre som "Four Square", "The Waiting Room" og "Farewell" beviser han, at han, på trods af at han endnu er en ukendt kunstner, er en af de vigtigste og dygtigste producere på hip hop scenen i dag. På nummeret "Six Million Ways" overbeviser han enhver der måtte syntes det modsatte, for her producerer han selv, rapper selv og scratcher selv. Et solonummer der, på trods af at Aloe ikke er med, er et af pladens absolutte perler. Beatet er minimalistisk, men alligevel rammende og perfekt til det lyriske indhold. Som de biografiske mareridtslinjer:

"The struggle...
Three years in my hand for the juggle//
time to break away and hop out the bubble
Trouble in the form of family life it cuts like a knife, bandage was drugs and sluts
19 and now it seems like it's too much, and the glue stuck the fucks that I don't have and it sucks
I've been taught to measure my life by the bill //
broken drug addict and my life's just steel
Frustrated to the point where I might just kill //
myself, tonight's the night, fuck might I will
In the form of pill, too bloody with a gun //
cause there's six million ways to die, choose one"

Exile er en mesterlig tekstskriver, det er der ingen tvivl om. Og som om det ikke var nok at brillerer både lyrisk og musikalsk, så scratcher han også et omkvæd bestående af linjen "The mystery of death so we all gotta die". I dette tilfælde blegner selv Premier ved siden af Exiles scratch evner.

Standarten er af utrolig høj kvalitet. Det sjove er, at pladens absolutte bedste nummer er, efter min mening, nummeret "Ahh Ouai", som faktisk ikke minder om noget andet nummer på albummet. Faktisk minder "Ahh Ouai" ikke om noget andet nummer overhovedet! Det er et virkelig bizart sammensat nummer, på den helt igennem brillante og geniale måde. Der sker utroligt meget hvad angår instrumenter. Og hastigheden er ganske markant. Hvad bedre er, er at hastigheden forøges op til flere gange i nummeret, og til sidst er det lige før beatet løber løbsk i et inferno, hvor hvert instrument konkurrere om at komme først. Det lyder usandsynligt mærkeligt, og det er det egentlig også, men samtidig er det så kontrolleret og perfekt, at det ikke lyder som noget tilfældigt sammensat musik. Det er urørlig dopeness, og hvordan Aloe Blacc formår at følge hastigheden med hans sang er mig stadig en gåde, for ligesom beatet forøge han også hastigheden i sin sang, som fra start af er uvant hurtig. Og som "the grand finale" munder nummeret ud i en pulserende og intet mindre end rålækker outro. Dét er stor stor klasse, og man skal lede meget længe for at finde en ligende kreativitet transformeret i musik.

Albummet afsluttes med det ultimativt eminente nummer "Farewell", hvor Aloe Blacc, tilsyneladende uden al for megen anstrengelse, ligger sig langt langt over alle de andre rappere og soulsangere. Jeg kan ikke huske hvornår et album sidst er blevet afsluttet så umanerligt godt. Exiles produktion er selvfølgelig særklasse.

"The Waiting Room" er et stort mesterværk. For mig i hvert fald, men man må nok indse virkeligheden og kalde det "et lille mesterværk", for der er ikke mange der kender duoen, hvilket er en satans skam, ikke mindst for de mange uvidende lyttere.

5.5/6

L.O.C. - Melankolia/Xxx Couture

Det var med høje forventninger at jeg købte L.O.C.s nye udspil. Jeg købte det på udgivelsesdagen, og jeg havde ikke hørt andet end førstesinglen. Jeg er en af dem, der bare må eje alt hvad der kommer fra FIP lejren, så selvfølgelig måtte jeg da også have "Melankolia/Xxx Couture", og det kunne kun gå for langsomt. Jeg er helt vild med "Cassiopeia", og i "Prima Nocte"'s aftermath skulle man tro, at alle medvirkende på L.O.C.s nye album burde være i topform. Så med 2-3 avisanmeldelser i baghovedet, der alle gav 5 stjerner, tøvede jeg ikke et sekund med at erhverve hvad der eftersigende skulle være et af de bedste danske rap albums, der nogensinde er udgivet.

Umiddelbart er jeg ikke blevet blæst væk. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en spritny L.O.C. vi har med at gøre. Lyden er ny, og den rasende energi og fanden-i-voldsk-heden er gemt en smule væk, til fordel for mere dybsindig og bevidst konstrueret lyrik. Som vi alle efterhånden ved, så har L.O.C. lagt sprutten og stofferne på hylden for at give mere plads til kreativiteten. Man kan synes det er en smule morsomt, og måske endda tankevækkende, at L.O.C's mest skræmmende tekster om depressioner og vedvarende psykoser er formuleret bedre end nogensinde, når han for en gangs skyld er clean. Ikke desto mindre er "Melankolia" noget af det musisk uhyggeligste der er udgivet til dato. Jeg vil måske mene, at Bai-D er den rapper der bedst kan skabe billeder om livet på vrangsiden, men L.O.C. ligger meget tæt op af. Og selvom jeg synes at tekst-konstruktionen er lidt for ensformig, så er teksterne på "Melankolia" ganske fantastiske. Det jeg mener med "tekst-konstruktion" er, at opbygningen af sangene stort set er komplet ens i alle sangene. Så og så mange bars, et lille omkvæd der gentages to gange, og så endnu et vers med det samme antal bars, og slut. Men, heldigvis er lyrikken ofte så blændende væmmelig og genial, at selve skelettet overses. Som når han rapper på "Tortur":

Du er inde i sindet på en mand der gennem et årti //
har danset på grænset i håb om en fucking O.D.
Men jeg er her stadig, lidt mere end en smule beskadiget //
fra de substanser jeg valgte at drukne mit selvhad i
For at være ærlig, jeg er ikk noget særligt //
Jeg er blot en nymoderne version af melankoliens bærme

Ganske hårdt.
Emnet der bliver behandlet i sangene er de syv synder. Stolthed, grådighed, begær, frådseri, vrede, misundelse og dovenskab. Syv synder, syv numre. "Melankolia" cd'en beskæftiger sig med syndernes "rigtige" effekt, konsekvenserne og de fald man må finde sig i at tage når man roder rundt i dem. Så L.O.C. beskriver hvordan han ser hver af synderne i sig selv.
Rune Rask rammer fór præcist på lydsiden, og de tunge beats med de mange horrible effekter går lige i bevidstheden på lytteren. Et ord der bedst beskriver lyden er "ubehag". Man føler sig faktisk ikke helt godt tilpas når man lytter til "Melankolia".
Ta' fx. "Blod i min hud", hvor omkvædet er den enkelte linje "dans for mig, på kanten af selvmord" (præcis som på "Din største fan" på "Prima Nocte"), bakket op af en dyster kirkeklokke, som det eneste musik. Noget der lyder som et grædende barn kan høres svagt i baggrunden, og efter få sekunder kommer en grådkvalt kvindes sang ind. Man når på meget få sekunder at få en ekstrem lyst til at skifte til næste nummer. Men at et omkvæd kan påvirke én, eller mig i hvertfald, så meget at man får lyst til at skifte væk, er fascinerende nok i sig selv til at lytte nummeret igennem.
Værre bliver det dog under outroen på "Tortur", hvor nogle klagende kvindestemmer fosvinder frem og tilbage, skiftende mellem højre og venstre højtaler udgang. Dette giver den ultimative fornemmelse af, at man faktisk hører stemmer. For en kort tid bliver man lokket til at tro, at en oprigtig depression kommer snigende. Jeg har uden at lyve taget mig selv i at skifte væk på dette tidspunkt. Det er decideret ubehageligt at lytte til.
Hvilken lettelse! Det er på et vist plan en utrolig lettelse at være igennem "Melankolia". Lidt som at vågne fra et mareridt. Den der følelse af, at det ikke var rigtigt og man ånder lettet op. Det er sgu næsten sådan man har det.

Cd 2, "Xxx Couture" behandler det samme emne, synder, men på en komplet anden måde. Her skildrer L.O.C. "cool-heden" som nogle mennesker forbinder med synder. De overfladiske aspekter der kan tilhører det at synde. Dertil har L.O.C. og Rune Rask med vilje produceret en, mere eller mindre, overfladisk plade. Her er det ikke seriøs historiefortællende rap der giver stof til eftertanke. Her er det rap om at rappe, om at være "cool" og om at være bedre end alle andre. Med andre ord, totalt overfladisk rap. At det er overfladisk med vilje gør det selvfølgelig en smule mindre overfladisk, men linjer som

Er det mine chrome hearts, den prestige jeg har //
der gør du ser på mig, som det generer dig
Er det hvor jeg fra, der gør det så bizart //
at sippe remy ma, med beluga kaviar

er for langt under L.O.Cs standart, og jeg synes han synker lidt lavt ved at skrive sådanne tekster. Selv Nik & Jay bliver samplet til sangen "Uptivupti", der selvfølgelig kommer fra Niks (er det Nik?) "Damn, uptivupti, martini i hånden og sko fra Gucci". Og det er da meget sjovt, men selvom omkvædet lyder,
"Tag det billige bling bling og stik det op i rø... stik det op i rø... stik det op i rø...."
- så er det altså stadig Nik & Jay der bliver samplet. Den er ikke lige til at redde, og L.O.C. når et nyt lavpunkt.
Selv førstesinglen "Xxx Couture" er jeg ikke så vild med. Det er et halv-roddet nummer der hverken er banger, eftertænksomt eller catchy på nogen måde. Det eneste nummer der rykker hos mig er "Superbia" med Simon Kvamm, og det er endda ikke specielt fremragende. Den Hy-phy-inspirerede lyd er ganske simpelt ramt helt ved siden af, og aldrig har musik klædt L.O.C. værre.

"Melankolia" er yderst mesterlig. "Xxx Couture" er yderst pinefuld. Så det vi har med at gøre er et mærkeligt mix af to helt forskellige sider af L.O.C. Det eneste der forbinder de to cd'er er beskrivelsen af de forskellige synder, og den idé må jeg tage hatten af for, den erm om man kan lide musikken eller ej, utrolig gennemført. Men jeg vil nu give berlinskes anmelder ret; havde det været en forlænget "Melankolia" i stedet for "Xxx Couture", så havde vi muligvis stået med Danmarks bedste rap plade. Sådan skulle det ikke være. Der er ikke nogen åbenlyse hitsingler, hvilket ikke er nødvendigt, men jeg synes det klæder L.O.C. at have nogle mere bangin' numre. Og stod det til mig, så skulle Troo.L.S også have været indblandet. Han er komplet udelukket fra dette projekt, og jeg synes det klæder Rune Rask meget godt at have Troo.L.S. med sig. Rask beviser på cd 1 at han godt selv kan, og han er yderst mesterlig i det han gør, men cd 2 beviser også at alle kan begå fejl, og her burde Troo.L.S. have givet en hånd med og sat hans signatur på beat'sne, det havde klædt dem med hans touch.

Bedømmelsen bliver jo nødt til at være af begge cd'er, så vi må mødes på midtpunktet og give albummet

4/6

Clipse - Hell Hath No Fury

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Hvis der er en gruppe indenfor amerikansk hiphop, der har en uheldig fortid, når det kommer til problemer med pladeselskaber og udgivelser, så er det Clipse. Duoen fra The Bronx har været i gamet siden ’92, og det ville være en skam at påstå at de, hvis man ser bort fra de sidste to-tre år, er brudt igennem på den internationale scene eller har fået lov til så meget som at snuse til den berømmelse og anerkendelse, som de fortjener. Først med fokusalbummet for denne anmeldelse, "Hell Hath No Fury", begyndte brødrene Malice og Pusha-T’s karrierer for alvor at accelerere; inden da havde de ganske vist skabt sig et navn og en god portion hype i undergrunden, især med "Lord Willin’" (2002), men det virkede mest af alt som om et eller andet var gået galt. Hvem var de to brødre med en usædvanlig men fængende levering af rim og tekster, der bragte den ellers halvafdankede drug-rap op på et niveau af hidtil usete højder? Hvorfor var de ikke slået igennem, når de endda havde et producerteam bag sig bestående hovedsageligt af The Neptunes, der ellers besidder lidt af et golden touch? Svaret ligger, som så ofte før, i musikindustriens bureaukratiske helvede. Umiddelbart vil jeg mene, at når man har udgivet halvt så mange albums som man har skiftet pladeselskaber, så begynder det efterhånden at blive latterligt. Men desværre har også andre end Clipse stået i regnen med håret ned ad nakken; med andre ord signet til et pladeselskab, der nægter at udgive deres materiale. Hvordan den strategi gavner de høje herrer i industrien, fatter jeg stadig ikke – hvad er meningen med at binde en af de mest hypede hiphop acts i nyere tid til en kontrakt, de ikke kan komme ud af og samtidig sørge for at de ikke får mulighed for at udgive noget? Uanset hvad, så er mareridtet endnu ikke overstået for Clipse, da de skrev kontrakt med Columbia Records sidste oktober. Men omstændighederne til trods har Malice og Pusha-T travlt med konstant at spytte nyt materiale ud i efterdønningerne fra "Hell Hath No Fury". For tro det eller ej: det album bliver af mange anset som et indiskutabelt mesterværk. Ét eksempel er XXL Magazines uhyre sjældne ”classic XXL rating”, som det blev tildelt – mageligt anbragt ved siden af legender som Commons "Be", Jay-Z’s "Blueprint" og Ms. Hills "The Miseducation of Lauryn Hill". Der er kun seks albums, deriblandt "Hell Hath No Fury", der ved udgivelsen blev anmeldt med et ”XXL”. Siden er flere ved revurdering dog blevet tilføjet.
Når vi nu har slået fast, at vi her har at gøre med en mindre milepæl indenfor hiphoppen, må vi hellere tage et lille kig på hvad der har fået anmelderne til at hive de helt store adjektiver frem i deres forsøg på at hylde Clipse’s seneste udspil. Umiddelbart vil jeg, efter at have kigget deres tekster lidt efter i sømmene, vove at påstå at det er The Neptunes og nok især Pharrell, som står bag den kæmpe succes. Med det er langt fra sagt at Clipse ikke har meget at byde på rent lyrisk, for de bombarderer lytteren med opfindsomme sproglige twists og underholdende sammensætninger af rim. Største problem er faktisk, at det er uhyre vanskeligt at høre forskel på de to brødre; men igen, det er næppe et rigtig problem. Dog har Pharrell & co. skabt et temmelig unikt lydbillede, der samtidig passer perfekt overens med Clipses egen stil. Det er eksperimenterende, men iørefaldende. Det har mainstream appeal, men henvender sig til undergrunden. Og når disse poler mødes kommer der gnister! Som i førstesinglen ”Mr. Me Too”, en underspillet clubbanger med stor stor lyd – og ligeledes kræs for kendere på den lyriske side:

Wanna know the time? Better clock us

Niggaz bite the style from the shoes to the watches
We cloud hoppers, tailor suits like we mobstas
Break down keys into dimes and sell 'em like gobstoppers
Who gonna stop us? Not a god damn one of ya

Linjer som disse leveres med så tilpas distancering og overlegenhed at de komplimenterer beatet perfekt og ”Mr. Me Too” er uden tvivl en af albummets højdepunkter. Som sådan er der ingen virkelige lavpunkter og niveauet holdes højt gennem alle 12 numre, dog er 2. singlen ”Wamp Wamp (What It Do)” med Slim Thug et af de mere kedelige numre. Til gengæld bliver der spyttet ild på ”Dirty Money”, ”Hello New World” og ”Nightmares” med Bilal & Pharrell, som også er blandt de bedst producerede. I det hele taget er lyden og stemningen på albummet det mest interessante med sit meget minimalistiske udtryk. Musikken brager ikke igennem og overdøver rapperne, men holder sig i baggrunden og er med til at skabe det stemningsbillede, som albummet har.

Som sagt er ”Hello New World” et af de allerbedste numre, hvor Clipse har noget på hjerte og Pharrell giver den gas på lydsiden. Det er ingen revolutionerende tekst og som sådan har man hørt det hele før, men det kan ikke benægtes at det bliver hævet op på et højere niveau:

Times-a-wasting, niggaz doin so much hatin

Free ya heart, and show ya greatnessI, like you, had to come from up under the basementJust like you, had Satan tryin my patienceStill you look at me through jealous eyes

Clipse overrasker positivt med linjer som disse, der er en blanding af story-telling og livsfilosofi fra dem, der har prøvet det meste. Så kunne man til gengæld gå hen og tro at det hurtigt kunne blive lidt for dystert eller ensformigt, men humor er en stor del af Clipse’s tekstunivers. Et eksempel der bedst betegner Malice og Pusha-T’s måde at skrive tekster på kunne igen være fra ”Hello New World”:

I listen to the beat, and the rhyme is wrote
See, I was 16, eyes full of hope
Bagging up grams at the higher dough
The news called it crack, I called it Diet Coke

De to brødre er fantastisk ligebyrdige gennem hele albummet og det er svært at favorisere den ene over den anden, da ingen af dem skiller sig ud hverken positivt eller negativt. Alt i alt er det en mere end hæderlig præstation fra Clipse, der efterlader store forventninger til efterfølgeren. Efter at have hørt de to rappere udfolde sig på "Hell Hath No Fury" forstår man bedre hvorfor Pharrell ifølge ham selv næsten altid først henvender sig til Clipse med sine nye beats, så de kan vrage eller vælge. Det er noget af et privilegium at have, må man sige! Men al hæderen til trods kan jeg desværre ikke være helt enig i XXL Magazines bedømmelse, da teksterne aldrig når op på højde med eksempelvis Common eller Talib Kweli og produktionerne har det med at være en smule for minimalistiske. Man kan savne at der sker lidt mere og det er til tider som at høre et festalbum på halv hastighed. Dog vokser albummet ved antallet af gennemlytninger, så man skal bestemt ikke lade sig skræmme væk første gang man hører ”Trill” eller ”Ride Around Shining”, som er forholdsvis alternativ mainstream hiphop.

4.5/6

Sergio Mendes - Timeless

Den følgende anmeldelse, som nogen måske undrer sig over at jeg bringer jer, skal ikke læses med de samme hip-hop øjne som de mange forrige anmeldelser. For hvad har Sergio Mendes med hip hop at gøre? Absolut intet.
Han er en legendarisk pianist, der var med til at opfinde "Bossa Nova" genren, tilbage i slut 50'erne, start 60'erne. Dengang hvor det brasilianske "Samba" blev blandet med det amerikanske, dengang nye og meget populære "jazz". Da smeltede Sergio Mendes de to sammen, og opfandt Bossa Nova. Han har spillet meget med både amerikanske og brasilianske musikere, han har udgivet en god portion albums (små 40 for at være præcis) og han har vundet grammier og meget mere.
Den Sergio Mendes vi har med at gøre her, er dog ikke den som jeres forældre kender. Dette er den "nye" Sergio Mendes, og sammen med Black Eyed Peas frontmanden Will.I.Am har han udgivet albummet "Timeless", et årti efter hans sidste udgivelse.
Og nu ved jeg at nogen af jer tænker, "Will.I.Am, jeg gider fandme ikke læse om den poppede mainstream tosse", MEN, - der er en ting i dette projekt der er meget vigtigt at understrege: I lige så høj grad som Sergio Mendes ikke er den som jeres forældre kender, er Will.I.Am heller ikke den som jeres forældres børn kender. Ok, list twistet formuleret, men sagen er den, at man hele albummet igennem faktisk ikke tænker på "My Humps", "Don't Phunk With My Heart" og "Pump It". Dén Will.I.Am er (heldigvis måske) gemt godt væk, og det resulterer i, at den oprindelige Samba / Bossa Nova får masser af plads.

Som Will.I.Am siger i sin lille takkespalte i bookletten, så var Sergio Mendes' musik det første han nogensinde samplede da han startede med at producerer. Så kigger man helt tilbage på "Bridging the Gap" og "Behind the Front", så vil man kunne finde Sergio Mendes på op til flere numre. Og på nummeret "Sexy", som er at de lækreste feel-good sommer numre der er produceret i vor tid, fra "Elephunk", er Sergio direkte featured. Måske det var dengang, at kemien mellem de to for alvor viste ansigt, for fra at være featured på et nummer til at ville lave et helt album med kunstnere, det er alligevel et stort skridt. Det er faktisk her at jeg må udtrykke min store respekt for Sergio, netop for at have teamet op med Will.I.Am. Man kunne jo frygte endnu en pengemaskine af en plade, fyldt med numre der alle havde den der lidt for nemme tilgang til hitlisterne. Men det er på ingen måde tilfældet. Will.I.Am har tydeligvis en utrolig respekt for Sergio og Bossa Nova musikken, så ser man udenom nogle af trommeprogrammeringerne og rappen, så er det i langt højere grad en Sergio Mendes cd end en Will.I.Am cd.

Gæstelisten er meget blandet, og den er måske det oplagte eksempel på at vise, at det ER et fælles projekt. Folk som Q-Tip, Erykah Badu, Pharoahe Monch, Black Thought, Cali 2NA, Justin Timberlake og John Legend er uden tvivl blevet inviteret af Will.I.Am, hvor Stevie Wonder, Maogani Quartet og Gracinha Leporace er folk som Sergio Mendes har villet have med på albummet. Umiddelbart lyder det meget mere som hip hop end Samba, men det er ikke tilfældet. Jo, generelt er rytmerne rimelig dansegulv venlige, der er mange gode rytmer til hofterne, og stemningen er generelt dejlig festlig. Men det er vel også sådan Samba startede, det var vel nærmest Sambas formål at skabe dans og happy times. Og det er præcis hvad hele "Timeless" albummet gør. Den p-e-r-f-e-k-t-e sommerstemning, jeg kunne umuligt tænke på et bedre album at sætte på til en BBQ, eller enhver anden form for sommer arrangement. I ved, sådan noget med høje temperaturer, letpåklædte damer, kolde drinks, og lækker mad og fest til den lyse morgen. Det er DEN stemning man kommer i, og det er noget af det bedste jeg ved. Især nu, hvor det er skidt vejr, men man alligevel er begyndt at kunne fornemme forårets ultimative virkning.

De fleste er jer har nok hørt singlen "Mas Que Nada" med BEP folkene, og det er egentlig det eneste nummer af den virkelig kommercielle skuffe. Jeg forsvarer det ikke, for jeg synes faktisk at nummeret er ganske herligt. Og den opløftende stemning fortsætter, og forstærkes faktisk resten af albummet igennem.
Da Sergio Mendes "kun" spiller klaver og Will.I.Am både producerer og rapper på de fleste numre, glemmer man nogen gange at det er et Sergio Mendes album feat. Will.I.Am og ikke omvendt, men lytter man til hvert enkelt nummer finder man hurtigt ud af, at det faktisk er klaveret, der ligger fundamentet for hvert nummer, og dermed er Sergio's rolle uundværlig.
Gæsterne gør det alle helt fantastisk godt. Utrolig dejligt at inviterer Stevie Wonder med på et nummer, og udelukkende få ham til at gøre det jeg muligvis synes han er bedst til, at spille på mundharmonika. Han gør det bedre end nogen anden, og enhver der har Stevies mundharmonika med på et af deres numre, og her mener jeg bla. Sting ("A Brend New Day") og The Eurythmics ("There Must Be An Angel"), har med garanti et legendarisk nummer.
Q-Tip skruer op for party blær på nummeret "The Frog", der med dets komplet lalleglade omkvæd med garanti vil fremtvinge et smil fra øre til øre hos enhver lytter.
Den Jamaicanske Mr. Vegas gæster "Bananeira (banana tree)" som er produceret ud fra reggeaton opskriften. Men hvor jeg ikke kan fordrage Daddy Yankee og alle de andre, "oprindelige", reggaeton fuckhoveder, der gør Will.I.Am noget ved musikken her, som gør den virkelig lækker.
John Legend besmykker nummeret "Please Baby Don't", som er et af skivens down tempo, helt uimodståelig numre. Dette nummer er, trods lyrikken, et af de numre der holder bedst fast i Bossa Nova rødderne, og man kan næsten smage den der overdrevene drink med parasol og sugerør, som indtages under stråtaget på en strandbar. Det er godt gået!
Og hold lige fast! - At sætte Pharoahe Monch og Justin Timberlake sammen på et Sergio Mendes nummer, det er decideret skørt, men ikke desto mindre resulterer det i et af pladens absolutte højdepunkter. Pharoahe er, og har altid været, en af mine yndlings rappere, og han skuffer ikke her, og Justin, som man efterhånden ikke kan andet end at være vild med, leverer et fortræffeligt omkvæd og en af de flotteste outroer jeg har hørt i MEGET lang tid. Det skal bare høres, det gider jeg slet ikke at bruge tid på at beskrive.
Hvad jeg også er enormt vild med er, at det brasilianske sang også er bevaret, så på flere numre består sangen og omkvædene af sydamerikansk sang fra nogle virkelig eminente sangere. Tag F.eks. "Lamento (No Morro)" og "E Menina (Hey Girl)", der begge er ubeskrivelig dejlig lytning. Nogle af de mere hip hop velkendte sangerinder, som Jill Scott, Erykah Badu og India.Arie påtager sig også rollen som Bossa Nove sangerinder, og det gør de uhørt godt. Især India.Arie stråler igennem på "Timeless", som udgør en af pladens største oplevelser.

Will.I.Am gør et forbandet flot arbejde som producer her, og jeg vil bestemt mene, at det er hans største bedrift til dato. En helt fantastisk rapper bliver han jo nok aldrig, men det klæder i virkeligheden nok musikken vi har med at gøre her bedst, med lidt let lyrik.
Jeg må indrømme, at mit Will.I.Am respekt-o-meter er steget voldsomt efter at have hørt denne plade, for det er fra start til slut ganske fantastisk musik der bliver serveret. Og som jeg startede med at sige, så er det jo ikke et hip hop album, så det skal ikke tages som et hip hop mesterværk. Se på det som et Neo soul-Bossa Nova mesterværk i stedet.

5.5/6