- Goddag og velkommen kære læser. Vi sidder i disse dage på redaktionen og har urimeligt travlt med en særlig anmeldelse, som jeg enerådig har bestemt, at vi skal gøre noget meget særligt ud af. Derfor vil der de næste par dage ikke komme de mest dybdegående anmeldelser. I skal selvfølgelig ikke snydes, men da vi trods alt kun er mennesker, bliver anmeldelserne forholdsvist kortfattede. Men tro det eller ej, det kan faktisk også være meget rart med et kort og klart budskab ind i mellem. Den første er
Buckwilds "Diggin' In The Crates ( Rare Studio Masters: 1993 - 1997)". Den nu legendariske New York producer startede sin karriere, da han mødte Lord Finesse tilbage omkring 1990. Buckwild blev indviet i Finesses' supercrew D.I.T.C., hvor bla. Diamond D, Fat Joe og Big L også var med. Projekt der for alvor første Buckwild frem i lyset var O.C.'s klassiker "Word....Life", som Buckwild producerede størstedelen af. Året efter producerede han for eminente folk som AZ, Kool G Rap og Mic Geronimo, siden er det kan gået op af bakke, og til dato har han produceret for alle New York rappere med respekt for sig selv, og mange flere... "Diggin' In The Crates" er ikke et debutalbum eller et selvstændigt Buckwild-album i dén forstand. Det er en opsamling af sjældne værker og remix fra 90'erne, og på samme tid er det én stor fed omgang "blær"! For damn hvor er der mange mesterlige features. Da Buckwild jo ikke er mc er det selvsagt at der er mange features, "logic 101", men det er ikke hvem-som-helst han har teamet op med. For at nævne nogle få; NaS, KRS-One, Organized Konfision, Guru, Brand Nubian, Rakim, Q-Tip og Busta Rhymes, og det var virkelig "nogle få". Samtlige produktioner dufter herligt af den gode gamle, støvede, New Yorker 90'er lyd, så er man til albums fra start-til-midt halvfemserne, så SKAL man have dette album. Personligt er jeg faktisk ikke meget til oldschool hip hop, som i læste/kan læse i "K.M.D."-anmeldelsen, er der ikke meget hip hop fra dengang der formår at gøre det store indtryk hos mig. Men jeg må alligevel indrømme at jeg er ret vild med "Diggin' In The Crates". Der er nogle herlige klassikere iblandt, som aldrig har været udgivet på cd før, mine favoritter tæller Artifacts"C'mon Wit Da Git Down Remix", Lord Finesse's"Hip 2 Da Game", Ill Biskets"A Better Day", Reservoir Dogs'"Back To Berth", Organized Konfusions'"Bring It On Remix" (med Pharoahe Monch's muligvis mest vanvittige vers), O.C.'s"Love Child" og et fuldstændig fantastisk remix af NaS'"Life's A Bitch".
Der er ikke så meget mere at sige. Dobbelt cd med i alt 39 numre af superb kvalitet fra de gyldne 90'eren. Digger man "Illmatic", "Funky Technician", "Step In The Arena", "Mr. Hood" og albums i den dur, så kan det virkelig kun gå for langsomt med at få bestilt "Diggin' In The Crates". Den SKAL stå i enhver oldschool hip hop fans samling. Husk på, at denne karakter er givet af en anmelder, der normalt IKKE kan lide oldschool hip hop
Det kunne kun gå for langsomt med at komme ned i Blackout og købe Cunninlynguist's nye album "Dirty Acres". Efter jeg anmeldte "A Piece of Strange" har jeg næsten ikke lyttet til andet, og albummet og vokset voldsomt på mig, selvom jeg altid har syntes det var et vidunder. Så i kan nok forstå at det var med tårnhøje forventninger at jeg tog imod gruppens fjerde album. Og førstehåndsindtrykket? En smule rodet... Jeg er sikker på at jeg vil komme til at elske albummet med tiden, men som start, efter at have hørt det igennem et par gange, og jeg ikke sønderlig oppe at køre, som jeg havde troet/håbet. Selvom Kno stadig er fandens meget dygtigere end de fleste andre producere, så er de største tilbageskridt at finde hos produktionerne. Nogle numre holder stadig den fantastiske, originale musikalske indgang til hip hoppen ved lige, som "Wonderful", "Gun", "Georgia", "Mexico" og "Dirty Acres". Men hvor "A Piece of Strange" var besmykket med monumentale numre som "The Gates", "What'll You Do" og "Caved In" (to name a few!!), der kan "Dirty Acres"-albummet desværre ikke følge helt med. Der mangler simpelthen de der "WOW!"-fornemmelser, som sparker albummet et niveau højere op end "bare hip hop". Men nu skal jeg også huske at være fair. Det er ikke rimeligt for NOGET album at blive sammenlignet med "A Piece of Strange", for hvis Cunninlynguists var i stand til at overgå det, så ville det være så ulækkert godt, at folk ville begynde at kaste frugt efter dem.
En ting jeg til gengæld ser som en fremragende forbedring er, at Deacon (og delvist Natti) synger mere i omkvædene, for de synger kraft'ædeme godt! Ja... undskyld, men jeg tilhører den gruppe af folk, der elsker sang i hip hop musikken, så længe det ikke er whatever-bitch-that's-hot-now der synger. Deacon har ikke kun en lækker rap-stemme, når han synger gør han det på samme vis dragende godt, lidt á lá Pharoahe Monch. Kno er også at finde på mikrofonen lidt oftere end på "A Piece of Strange", hvor han underdanigt nøjedes med et enkelt vers. Jeg så personligt at han droppede den verbale del fuldkommen. Ikke fordi han er en dårlig rapper, men fordi han kunne have koncentreret sig om at finpudse produktionerne. Den tid der er gået tabt in the booth, kunne have taget livet af de småtrivielle trommer der udgør beatet i enkelte numre, som fx "Valley of Death" og "K.K.K.Y.". Men slap bare af, nu er "enerverende" langt fra det ord der bedst beskriver produktionerne, for det gennemsnitlige beat er stadig betydeligt inspirerende, og stadig med det skabende touch. Jeg må igen vende tilbage til "Wonderful", som raser af en inciterende musikalsk intellekt. Og "Mexico", der er sammensat af liveinstrumenter, ligesom "The Light" på "APOS" (også gæstet af Club Dub). Mesterligt, intet mindre. Og guitaren, som musikalsk element, spiller mindst en lige så stort rolle på "Dirty Acres" som den gjorde på "APOS", hvilket er en virkelig positiv ting. "The Park (Fresh Air)", "Summer's Gone" og især "Gun" får alle et levende og personligt præg af de forskellige former for guitarspil som Kno besidder.
Alt i alt er produktionen i top, men "i top" skuffer stadig når det handler om Cunninlynguists. talkin' 'bout standarts!
Lyrisk set er Deacon og Natti veloplagte og on point som de altid har været. Jeg kunne egentlig bare kopiere passagen fra "APOS" hvor lyrikken er beskrevet, for det er i bund og grund det samme, hvilket er en virkelig positiv ting. Det er vigtigt og aktuelt, og hvis emnet handler om piger, så smører de tykt på og formår alligevel at gøre det dybt fascinerende, som når Deacon rapper:
"I was gone off her features soon as I seen mamacita
Her tongue playing with the straw in her margarita
Puckering lips showing me she got the jaws to eat a
Dick Cheney told me watch my heart and not her features"
... se dét er smart, og fandens humoristisk samtidig. Men, ligesom sidst synes jeg rapperene er bedst når det handler om deres problemer. Deres struggle. For det er stadig nemt at høre at de har oplevet tingene first hand, og når først ærligheden bliver krænget ud på smerteligste vis, så er der ikke et øje tørt
"Are you gon' listen?
It seems the only sense you got is vision
And since we've shed our senses now the census steady slippin
And since we stopped our youth from praying senselessness is livid
And the rich don't really give a fuck cause they don't gotta live it
I see hard living everyday, you never pay to visit
To ya'll the hoods a museum, in truth we judt exhibits"
Og behøver jeg at sige, at leveringen er sylespids?
Der er ingen tvivl om, at "Dirty Acres" er et fremragende album. Det semi-negativt indtryk skyldes blot denne anmelders fordømte forventninger. Forventninger er ofte noget skidt når det handler om hip hop udgivelser, men jeg kan stadig ikke abstraherer fra håbet om en "A Piece of Strange 2", som dette album ikke formår at opnå.
Jeg har efterhånden vænnet mig til, at man ikke skal sætte forventningerne efter sin ”average hiphop” når man sætter Zion I på anlægget; den dynamiske duo formår at stimulere ens opfattelse af hiphop og giver anledning til spekulation omkring hvor selv samme genre er på vej hen. Især det sidste er relevant med hensyn til Zion I, for det er ikke til at komme udenom at deres lyd er meget futuristisk og ikke umiddelbart minder om noget, som jeg har hørt tidligere. I hvert fald ikke på samme kvalitetsniveau.
Gruppen består af producer Amp Live og rapperen Zion, som førhen kaldte sig Zumbi (?). De har været i gamet et godt stykke tid efterhånden, men har ikke opnået den opmærksomhed, som de fortjener. De kommer fra Californien, men det er ikke typisk west-coast hiphop på nogen måde. "Deep Water Slang V2.0"er deres andet album, og det var først med tredje album, at de rigtig gjorde sig bemærkede på den nationale scene. Historien bag at albummet hedder V2.0er, at de oprindelig lavede en første version på et pladeselskab, som gik nedenom og hjem lige inden de skulle udgive det – og så tilhører rettighederne på en eller anden langt ude måde stadig det gamle selskab, så de var nødt til at blive signet til et nyt og lave en ny version.. ærgerligt. Og så alligevel ikke, for det der kom ud af det er på mange måder nyskabende og innovativ hiphop, der skubber genrens soniske grænser. Allerede fra begyndelsen bliver man taget i hånden og ført ind i deres unikke univers med ”Jahmbo”, der vidner om noget stort. Det store udebliver dog til en vis grad, for albummet er en blandet fornøjelse; det er overordnet godt, men der er få rigtige perler at fremhæve. Det betyder til gengæld, at der ikke er noget decideret dårligt heller, men er bare ikke nok til at vise til fulde det potentiale, som gruppen har. For der skal ikke være tvivl om, at de er geniale på deres egen måde: numre som ”Bird’s Eye View” og ”Temperature” er i mine øjne mesterværker! De bedste numre på "Deep Water Slang V2.0"er nok ”The Drill”, ”Warrior’s Dance”, ”Cheeba Cheeba” og ”Sorry”. Førstnævnte blev albummets ”hit”, hvis man kan tale om det på den måde – det var i hvert fald førstesinglen, og der blev endda lavet en video til den:
Albummet har en god blanding af bangere og mere tilbagetrukne beats, og det er uden tvivl Amp Live, der driver værket. Zion er en udmærket og let genkendelig rapper med sin specielle stemme, men teksterne hæver sig sjældent over:
“Always was a weird one, never fitted in It's such a damn shame in the rap game mayne Freaking you need to envy to hear the beat Letterspeak don't mean shit in the street without heat”
Han kan til tider fokusere på mere samfundsorienterede emner og viser faktisk, at han bestemt har det i sig til at skrive langt bedre tekster, end det oftest ender med. Og det er jo ærgerligt, at han ikke tager sig lidt mere sammen.. for hvis man lytter bare lidt efter, så siger han egentlig sjældent noget af betydning. Det lyder fedt, men det holder ikke i længden..
I ”Sorry” viser Zion sin evne til at skrive mere introspektive tekster med en undergrundsversion af Akons ”Sorry (Blame It On Me)”, hvor han, båret af Amp Lives næsten meditative baggrundstoner leverer en følelsesladet og uhøjtidelig præstation. Det er en skam, at vi ikke ser mere til denne side af Zion og at han er den primære grund til, at"Deep Water Slang V2.0"aldrig når de højder, som den ellers kunne have gjort.
Jeg tror de fleste vil give mig ret i, at den legendariske hip hop duo Jedi Mind Tricks' første album, "The Psycho-Social, Chemical, Biological & Elektro-Magnetic Manipulation of Human Consciousness" (hvor jeg dog hader den titel!) var en mærkværdig udgivelse. ældgamle konspirationsteorier, ægyptiske guder, ufoer og korncirkler var mere eller mindre hele essensen af indholdet, hvilket da var meget originalt, men det efterlod også lytterne med et stort spørgsmålstegn over hovedet, >hvad fanden er det han rapper om?!<. Var det ikke for Stoupes storladene produktioner var de fleste nok sprunget fra, men hans eminente sampling af filmsamtaler, sammen med de isnende kolde og til tider uhyggelige produktioner, satte sig alligevel i folks hjerter. Forbedringerne skulle altså findes hos Vinnie Paz, der dengang gik under navnet Ikon the Verbal Hologram.
Med deres andet album "Violent By Design", må man sige, at Vinnie Paz har fornyet sig, og han er nu gået til at rappe om noget, som alle kan forstå. Dette skal dog ikke opfattes positivt, det han rapper om er nemlig så banebrydende uintelligent, at man ikke rigtig kan andet end at forstå det! En stor omgang sjasket voldsporno, det er hvad det hele drejer sig om. Linjerne
Im tasteless, there's beauty in strange places
I find beauty in razors
I find beauty in blood drippin from ya faces
I find beauty in the Qua'ron and all of its Aramaic equations
I find beauty in twelve gauges
I find beauty in teaching you what the definition of pain is
I find beauty in stainless steel,
that can kill and reveal the front of your grill
Siger faktisk det hele. Jeg kan meget hurtigt beskrive den lyriske del, hele albummet igennem:
Det der er vigtigt for Jedi Mind Tricks at understrege er, at der ikke er nogen der er ligeså gode som dem. De er bedre end alle andre. Derudover er de umenneskeligt hadske overfor resten af verden. Homoseksuelle, kristne, kvinder, alle og enhver skal smadres, skæres op, skydes, hænges, sprænges i luften o.l., og man får på intet tidspunkt undervejs et hint om, hvorfor de er så usmageligt sure på resten af jordens befolkning.
Som nyhed er rapperen Jus Allah kommer med i gruppen, men han har mindst lige så få brikker at rykke rundt med som Vinnie Paz, så det hjælper ikke det mindste. Det er faktisk en smule komisk, for de to bliver outshinet af samtlige gæsteoptrædende på albummet. Det skal så siges, at hvis man er til de voldelige aspekter i livet, så er der alligevel nogle finurlige punchlines at finde på enkelte numre. Der hvor Vinnie Paz dog er stærk, at leverings-mæssigt. Han er rå og rasende, og man bliver til tider en smule bange af at høre på ham, men han behersker alligevel et imponerende flow, og hans flittige brug af løjerlige sammenligninger og referencer til historiske personer, formår alligevel at trække på denne anmelders smilebånd. Og uanset hvor tom lyrikken er, så sidder man jo alligevel og rapper med i sit hoved.
Forkert gættet! Det er ikke KUN på grund af storhedsvanvid, at Nasir Jones fra Queensbridge har påtaget sig rollen som en anden genopstanden Jesus-figur og menneskehedsfrelser. Så lad os tilgive ham den synd for en stund og i stedet rette blikket mod indholdet på den legendariske rappers 6. udgivelse: for det viser alle tegn på at Nas ikke har mistet forstanden! Tværtimod står han her stærkere og mere stilren end nogensinde før, vil nogen næsten driste sig til at mene. Når man snakker om Nas, er der altid en overhængende fare for at skille vandene (for at blive i den bibelske retorik). Det er mit indtryk at når et album først er blevet tildelt klassikerstatus, sådan som debutten "Illmatic"(1994) er, så skal der meget til at ændre folks mening igen. Personligt mener jeg ikke at Nas er på sit højeste med sin debut, og det ville da også have været en skam hvis det kun var gået stødt ned ad bakke de sidste otte albums. Faktisk, så synes jeg at han – efter at have rodet rundt i noget forsinket teenager-identitetskrise som henholdsvis Nasty Nas og Escobar – vender stærkt tilbage på "Stillmatic". Springet derfra og til næste album er måske ikke enormt, men tro det eller ej: på det ene år modnes Nas betydeligt som rapper. Ganske rigtigt har han sit jesus-flip, men det vælger jeg bare at opfatte som en dårlig titel, for det er bestemt ikke et tema der betegner albummet som sådan.
På lydsiden til "God’s Son"er han bakket stærkt op af så forskelligeartede artister som Eminem, Alicia Keys, The Alchemist og naturligvis Salaam ”The Chameleon” Remi, som han altid arbejder godt sammen med. Der er allerhøjst to-tre numre, som kunne skæres væk, og det er et tegn på albummets vellykkethed. ”Made You Look” er jo nærmest en nyklassiker, som tager os med på en tidrejse tilbage til den gamle Nas fra midt-halvfemserne. Salaam Remi har sørget for et varieret lydbillede gennem flere af Nas’ albums, men her på "God’s Son"finder han for alvor en stil, der gør Nas ære. Udover det gør Nas altid meget ud af at ændre stil – og paradoksalt nok stadig være den samme, hvilket ikke altid er lige vellykket. Det eneste nummer på pladen der rigtig forfølger jesus-temaet fuldt ud er Eminem-produktionen ”The Cross”, som faktisk er et temmelig fedt nummer hvis man ser bort fra de selvhøjtidelige tendenser, der skinner stærk igennem her. ”Arrogance is a virtue” kunne nemt være titlen på et fremtidigt album fra Nas. I ”The Cross” går det som sagt en smule over gevind når han siger ting som: ” I carry the cross, if Virgin Mary had an abortion / I'd still be carried in the chariot by stampeding horses”.
Derimod har numre som den kendte ”I Can” (props til Danske Bank..) og ”Book Of Rhymes” en helt anden charme, som bestemt klæder albummet både lyrisk og musisk. The Alchemist står bag den nyskabende “Book Of Rhymes”, som meget uddybende handler om at Nas kaster et blik på sin gamle rhymebook alt imens han rapper om det han læser, hvilket vil sige små bidder fra forskellige sammenhænge der ikke har nogen tydelig rød tråd. Et mere eller mindre tilfældigt uddrag fra sangen viser dette:
“Yo said there's a few left since music's expressions of life
Damn I wish I took more time to write in my book of rhymes
Oh shit Tina - I been lookin' for this bitch number damn.
No this rhyme is weak..This is week I remember this bullshit right here
Gandhi was a... what the fu..?”
Det er en fed og underholdende måde at tage pis på sig selv og på trods af det manglende konkrete indhold i sangen hæver den alligevel albummet betydeligt.
Næste sang i rækken er en akustisk version af ”Thugz Mansion”, som jeg har ladet mig fortælle at Nas selv spiller guitar til. Uanset hvad så fungerer det glimrende, og den fantastiske kombination af to giganter fra hver sin kyst, Tupac og Nas, giver en eksplosiv effekt over et meget chillet beat. Denne sang er en direkte klassiker!
Kanye Wests”Hey Mama” (R.I.P. Donda West) har højst sandsynligt hentet en del inspiration fra Nas’”Dance”, som på samme måde er en hyldest til hans mor. Nas gør det på elegant facon, undgår ikke helt lidt tåkrummende beskrivelser, men formår alligevel at gøre det til en sang, som man kan høre igen og igen. Ikke mindst på grund af den labre musik bag rapperens tilståelser, som er enkelt og afslappet semipop, men ikke desto mindre med flair for detaljen og lyttevenlige elementer.
Det afsluttende nummer på "God’s Son", som nemt kan forekomme at være et af de bedste, er ”Heaven”. Her filosoferer Nas over himlen og helvede og alt derimellem og her viser han sit ”sande ansigt” som conscious rapper – det kan nemlig være en smule forvirrende en gang imellem, når han på den ene side er gangsta og på den anden den følsomme knægt, der bare vil væk fra det hele i en fart. ”Heaven” handler ligesom ”Thugz Mansion” om at stikke af fra det hele, alle problemerne i denne verden, og søge tilflugt i en form for paradis. Nas forklarer de ting, han synes er helt fucked up omkring ham:
“That's when it all just hit me You see the broads and Bentleys is nothing less my nigga spend it all with me I'd give it all away quickly Just to hear them all I'd buy some new kicks free of any autographs so not to be recognized forgive me It's becoming unbearable Making hits is easy Put a famous bitch on the hook there you go with a platinum CD”
Ikke alle vil give ham ret i, at det er nemt at spytte det ene hit ud efter det andet, men det essentielle er også at hele musikindustrien er blevet faretruende overfladisk (her lægger han kimen til "Hip Hop Is Dead"). Til en vis grad er det hverken poesien eller musikken der i fokus, det handler derimod om mainstream appeal. Det er okay at være den vildeste sell-out, så længe det opnår spilletid på de mest populære radiostationer – kvalitet, spørger du? Ja hvor fanden er den blevet af? Det skal jeg sige dig: Nas er gjort af netop den støbning, der skal til for at videreføre hiphoppen og bringe den til et endnu højere niveau. På sange som ”Heaven” får man et lille glimt ind i himlen og sidder tilbage med følelsen af, at Nas med "God’s Son"har fået fat i noget af det helt rigtige.
Hvad tænker du, hvis jeg siger sydstats-hiphop? Crunk? festorienteret musik? uintelligent/substansløs lyrik? -Disse, om man må, mindre positive tillægsord, har med tiden sat sig permanent fast til det billede, mange folk har af den hiphop der bliver udgivet i de nedre regioner af USA. Mange vil give mig ret, for der kommer virkelig meget uudholdeligt musik derfra, men enkelte eksempler beviser samtidig, at det ikke kun er de to kyster der kan leverer kvalitets hip hop. Forrest i rækken af folk, der kæmper for et bredere og mere varieret musikbillede fra syden, finder vi Cunninlynguists. En gruppe, der faktisk kæmper for flere ting, og som på fornemmeste vis formår at udrette det hele.
Da de tilbage i 2001 udgav "Will Rap For Food" fik de ikke den store anerkendelse. Det gik også forholdsvist sløjt med det næste album, "SouthernUnderground", men der var dog flere der fik øjnene op for den meget originale sydstatsgruppe. Med "Sloppy Seconds"-cd'erne lykkedes det dem endelig at skabe en betydelig fanbase, og da albummet "A Piece of Strange" udkom var verden for alvor klar til at tage imod dem.
Som fornyelse til "A Piece of Strange" har Kno (producer) og Deacon The Villain (rapper) rekrutteret rapperen Natti, som har erstattet Kno's plads som rapper, og givet ham mere tid til produktionerne, som han egenhændigt står for. Og ikke fordi beatsne var dårlige på deres forrige udgivelser, men produktionerne på "APOS" er så ustyrligt fantastiske og dragende, at det næsten ikke er set lige nogensinde før. Inden det begynder at lyde for overdrevet, skal jeg hurtigt sige, at Kno har sit fuldkommen eget univers når det gælder beats. Han er en flittig sampler, men det der skiller ham ud fra mængden er hans mod og fantasi til at sample så prægtige, før uprøvede elementer. Han er en mester i at blande atypiske musikgenrer med hip hop og få det til at lyde bragende godt. Soul, jazz og blues er dybt involveret i mange numre, men når vi dykker over i gypsie-Riverdance-inspirerede klassiske elementer, se dér bliver det først rigtig interessant. Kno er dybt dybt musikalsk, og selvom han ydmygt har udtalt, at han "ikke er en musikalsk person overhovedet, han er bare god til at låne lidt her og der så sætte det sammen", så brillerer han inciterende hele albummet igennem.
Produktionerne er, trods deres kraftige musikalske nuance, meget nedtonede og tilbagelænet, og de ligger bare og venter på at angribe ens underbevidsthed. Mange af produktionerne er så ømme og intime, at det til tider virker påkrævet at man bare læner sig tilbage, lukker øjnene og lader sig forføre af de fantastiske skæringer. Fx numre som "The Gates" og "What'll You Do" er evigt vedvarende fornøjelser, og selvom det både er melankoli og eftertænksomhed der fylder en, er sagligheden den der spiller mest aktivt med. Er der noget jeg på samme måde personligt elsker, så er det tid til musikken....tid... Musikken får masser af tid for sig selv, hvilket er fuldt ud velfortjent. "Remember Me (Abstract/Reality)" er fx et rent instrumentalt nummer, men ikke desto mindre er det *mindst* lige så fornøjeligt som "War" fra "SouthernUnderground", og her snakker vi høj høj klasse. Umiddelbart finder jeg det svært at udpege individuelle numre som værende "de bedste", for jeg føler ikke rigtigt, at ord kan retfærdiggøre deres kvalitet, og selvom jeg godt ved, at der ikke er nogen der kan bruge sætningen "det skal bare høres..." til noget, så er det nu engang det mest korrekte at sige. Meeen, hvis alle i hungrene gribbe skal have et luns kød, så føler jeg mig priviligeret til først og fremmest at fremhæve det herligt groovy, guitarvelsignede "Caved In" med altid fremragende Cee-Lo Green. "Never Know Why" er også, med sin snigende alvor og en Immortal Technique, som er oplagt som aldrig før, næsten uhyggelig i sin form.
Dertil byder "A Piece of Strange" også på, efter min mening, musikhistoriens eksorbitant mest fremragende og rædselsslagne three-track-combination. Her mener jeg nummer 11, 12 og 13, som tilsammen fortæller en frygtelig historie. Først kommer "The Gates", som handler om en mand (blændende featurette af Tonedeff), der kommer op i himlen. Da han står ved portene og skal til at træde ind i paradis, bliver han konfronteret af Sankt Peter (Reverend Harris), som modargumenterer hans rettighed til faktisk at komme i himlen, og selvom denne mand gør hvad han kan for at overbevise Sankt Peter om hans godhed, ender det med, at mandes hemmelige motiver og skjulte dagsordener dukker frem i lyset, og sangen ender med disse linjer "So sadly, your glory's to come urgently / Sentenced to fight fires for eternity".
Efterfølgende nummer hedder "Damnation (Interlude)", og så ved man godt hvad der skal ske med den stakkels mand. Det er kun et 1:39 minut langt interlude, men det kan man kun glæde sig over, idet der raser en stærk tvivl om hvorvidt man overhovedet ville være i stand til at tage mere! Det er virkelig stærkt. Som slutning kommer "Hellfire", som er den ultimative banger, sjældent hørt mage. Så fra at stå ved himlens porte, bliver mandens kastet ned i helvedes flammer, og den stigende seriøsitet er perfekt formidlet i de tre produktioners udvikling, fra "The Gates"'s usandsynligt stille beat, til "Hellfires" vanvittigt rasende produktion, der næsten bogstaveligt lever op til sit navn.
Denne unikke evne til at klæde det lyriske indhold på, med uhyggeligt matchende produktioner, og det der gør Cunninlynguists så fandens stærke. Uanset hvilke emner der berøres, så formår Kno at give det givne beat et strejf af netop dén stemning.
Lyrisk set er "A Piece of Strange" fantastisk nok også langt fremme i skoene. Den nyankomne Natti er en habil rapper, men får ikke helt så mange vers at vise det på, som Deacon, som da også er en del bedre og karakteristisk. Men, den lyriske del rækker dybt hos begge herre, og uanset om det er samfundskritik, personlige følelser, eftertænksomme iagttagelser eller rim fra det gustne gadehjørne, så er det med en overbevisende levering, og flowmæssigt boltrer de sig ubesværet i et uvant bredt omfang. Især når Deacon beretter om hans depressioner, tvivlsomhed og nedture, er det så ærligt og smerteligt ægte at høre på, at man ikke er et sekund i tvivl om, at det er real-live-stuff der bliver snakket om, som på "What'll You Do?":
"We reach heads but the only bread we see is off shirt-sales
tours and shows spread all over the earth, well, recoup gas and hotels back to this dirt
Hell is far away though, Believe I ain't complaining
Rather explaining, that unless this southern rain end
we'll show proof we's as real as you
needing a roof, som shoes, dolla bills and food"
(...)
"yet hopefully clean streans be an astringent
but needs outweight cheese tryna stay in contention
"for the love" is a hard reason to keep my life in suspension"
Formidabelt.
Ligesom beatsne synes jeg ikke endvidere at det er nødvendigt at uddrage flere eksempler, for lyrikken er gennemgående i topklasse. Men, i forhold til de 2 forrige anmeldelser, hvor vi havde Talib Kweli og Promoe i scenelyset, der er Natti og Deacons rap ikke helt så kompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundære budskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fra Cunninlynguists, er det forholdsvist letangribeligt og mindre funderende.
Med "A Piece of Strange" har Cunninlynguists begået et skabende, smukt, intelligent og originalt mesterværk, der uden tøven er havnet på min top 10 liste over bedste hip hop albums nogensinde udgivet. En blanding af Kno's fascinerende og direkte kunstneriske produktioner, sammen med fantastisk lyrik, fra folk der virkelig har noget at have det i, resulterer ganske simpelt i ren og skær storhed. Intet mindre.
6/6Selvom det måske lyder tåbeligt og muligvis endda halvfimset, så vil jeg stærkt anbefale dig, at du skruer op for lyden, trykker "afspil" nedenunder, og derefter lukker øjnene og *lytter*. ps. Jeg var så heldig at få hørt "Dirty Acres" igennem for lidt tid siden, og jeg kan kun sige; glæd jer de damer og herre, glæd jer
Efter at have fået stor succes i undergrundsmiljøet og skabt sig et navn som en fremtrædende conscious rapper, besluttede Kweli sig for at gå solovejen. Hans tidligere projekter med bl.a. Hi-Tek og Mos Def havde åbnet en masse muligheder for ham, så en række store navne endte med at bidrage til hans solodebut. Kweli var, ligesom Common, J Dilla, ?uestlove, Mos Def, Q-Tip og andre medlem af ”organisationen” The Soulquarians, som da også har forenet deres kræfter på nummeret ”Talk To You (Lil’ Darlin’)” med Bilal som behagelig baggrundssoulstemme. Nummeret giver sig den tid, det behøver for at skabe den helt rette stemning af afslappet soul-jazz inspireret hiphop.. en nydelse for lytteren! Andre producere, der udmærker sig på "Quality" (som selvfølgelig er et ordspil på ”Kweli”) er Ayatollah, Kanye West og J Dilla. De tre har tydeligvis en meget forskellig opfattelse af, hvilket slags beat Kweli bør rappe over – og denne overdrevne alsidighed bliver desværre klart pladens største svaghed. Men hver især fungerer numrene generelt ret godt. Et eksempel på dette er hovedsinglen ”Get By”, som af mange bliver opfattet som et af Kanye Wests absolut bedste beats. Det er et uhyre livligt nummer, der med Wests sædvanlige sans for det fængende omkvæd giver Kweli mulighed for at fulde sig fuldt ud, både når det gælder flow og budskab. Kweli har på sine seneste udgivelser haft tendens til at male et mere positivt billede af sin omverden, og "Quality" er ingen undtagelse. ”Get By” er en livsglad beskrivelse af den tid og den måde, vi lever på, og det på trods af, at den behandler politiske og knap så positive emner:
“Yo, our activism attackin the system, the blacks and latins in prison / Numbers of prison they victim black in the vision / Shit and all they got is rappin to listen to / I let them know we missin you, the love is unconditional / Even when the condition is critical, when the livin is miserable / Your position is pivotal, I ain't bullshittin you / Now, why would I lie? Just to get by?”
-Kweli ironiserer over begrebet “to get by”; han mener, at de fleste kæmper en hård kamp for bare at overleve. Umiddelbart forstås dette som en direkte henvendelse til underklassen og dennes elendighed, men hvis man kender Kweli, så står det hurtigt klart, at det ikke stopper der. For sangen er MINDST lige så meget en opsang til alle dem, som mæsker sig i en overflod af luksusvarer og griner hele vejen ned til banken. Den livsførelse er der nemlig bestemt ikke noget ”just to get by” over: Kweli ved udmærket godt, at hiphop efterhånden er blevet så kommercielt at alle samfundslag lytter med når han spytter sine rim. Derfor nytter det heller ikke noget at lade som om vi stadig befinder os en gang i starten af firserne, og det er måske det Kweli prøver at fortælle os med det spøjse mix af beats og genrer. Det er ofte tilfældet når man lytter til Kweli: man skal gå videre end den første umiddelbare betydning af det, han siger. Den sang, der muligvis viser dette på bedste vis med en brooklyn mc i storform er Dilla-perlen ”Where Do We Go?” med Res på omkvædet. Ved første øjekast ikke noget videre, men i løbet af to små vers formår Kweli at fange essensen af den tid, vi lever i. Han beskriver den fragmentering, der gennemsyrer den vestlige postmoderne verden og tvinger endda os, lytterne, til at tage stilling ved at spørge os direkte hvad vi egentlig vil have ud af vores liv, hvor vi er på vej hen:
“Yea, I see a place where little boys and girls /
Are shells in the oceans not knowin they a pearl /
No one to hold 'em while they growin / They livin' moment to moment without a care in the whole world / Now, if I could help it I tell it just like it is /And I may say some things that you don't like to hear”
Han taler her om at vi skal tage stilling til vores eget liv og at vi ikke ænser den virkelighed, der finder sted uden for vores trygge rammer. Vi opfordres til at søge ind til kernen af, hvad der er vigtigt i vores tilværelse – ikke noget banebrydende budskab, men Kweli leverer det på en så elegant måde, at man ikke kan lade være med at blive grebet af hans måde at anskue verden på. I denne sang viser han også en alsidighed og et overskud i sit flow, som få kan matche. Han rapper meget stille og roligt og det har den effekt, at man automatisk lytter efter for at høre, hvad han siger. Stemmeføringen passer perfekt til beatet, som tilsammen skaber en rygradsrislende stemning.
Alt i alt er det en hæderlig soloanstrengelse, som Kweli yder på "Quality". Den trækkes lidt ned af et par halvligegyldige produktioner og tvivl om, hvilken retning Kweli vil med albummet. Til sidst bør nævnes den geniale intro af den altid underholdende Dave Chappelle, der har fået til opgave at introducere sin gode ven, som han bl.a. har valgt at gøre ved at overdrive Kwelis egenskaber en lille smule: ”three time Nobel Peace Prize winner, first black man to pilot an air craft, the nigga that made up the Nike Swoosh, the man that made Kool Aid say ’Oh yeah’” – Kweli kan rigtignok rappe som om han lever op til den beskrivelse, men det er desværre for sjældent at han folder sig ordentlig ud til, at endnu et mesterværk er født.
Dybt inspireret af rasta-kulturen og med den ene jamaicanske gæsteoptræden efter den anden har blege svenske Nils Mårten Edh efterhånden skabt sig et navn indenfor europæisk hiphop. Oven i adskillige udgivelser med gruppen Loop Troop har han sideløbende haft en række soloudgivelser, hvoraf "White Man’s Burden" er den tredje. Og det er bestemt ikke tre ens udgivelser; deres fælles træk er det stærkt venstreorienterede budskab, der gennemsyrer størstedelen af sangene, og så elementerne af reggae, der også giver Promoe sin let genkendelige lyd. Udover det har Promoe med stor hjælp fra producerkammeraterne Embee og DJ Large udviklet sit eget lydbillede, som understøtter hans indsigtsfulde tekster fuldt ud. På "White Man’s Burden" er reggaeinspirationerne tonet betydeligt ned i forhold til 2004’s "Long Distance Runner" og der bliver denne gang tegnet et langt mørkere billede. Promoe har påtaget sig den opgave at belære os om.. – os selv. Ja, hvordan vi som individer i et vestligt samfund reagerer på de ting, der sker omkring os, hvad enten det er det stigende antal unge, der skærer i sig selv (nummeret ”Long Sleeves In The Summer” – behøver vist ikke uddybe dén titel) eller vores forvrængede tilgang til kærlighedsbegrebet (eksemplificeret i ”In The Morning”). Sidstnævnte tager han kampen op imod i ”Post Cards”, der er en af de ikke så få meget personlige sange:
”… cus if love is a burger from a fastfood chain / if love is some bling on a fat goldchain / then the blood must be freezing in my ice cold veins / and what i feel for you must be that thing called hate”
Først og fremmest bør teksterne forstås helt nede på det personlige plan, som er det vigtigste ifølge Promoe. Men oven i det er det svært at undgå at lægge mærke til hans mange spydige kommentarer til det forbrugersamfund, vi lever i. Som fx i ovenstående citat, hvor han elegant inddrager McDonald’s med en reference til deres jingle ”i’m loving it”. Hvis der er noget, Promoe er indædt modstander af, så er det uden tvivl store multinationale firmaer, hvilket også bliver temmelig tydeligt i denne sang.
Et absolut højdepunkt på pladen er ”Headache”, som både er musikalsk og intellektuelt stimulerende; beatet er genialt produceret af DJ Large, som har samplet små bidder af et gammelt Julie Driscoll hit fra back in the day. Netop her kan man virkelig mærke, hvor meget Promoe brænder for sin sag. På et ”dope-ass beat” (en betegnelse, Kanye West forleden formåede at indføre i samtlige amerikanske husstande via nyhedsprogrammet 60 Minutes foran en yderst overrasket og uforstående tv-vært) med henvisninger til tidligere tiders storhedstid i form af Driscoll-samples og rappende om vores verdens kurs mod sikker undergang føler han sig for alvor hjemme. Heldigvis bliver det aldrig over-dramatisk eller på nogen måde patetisk, for han formår at holde en ironisk distance til hele molevitten, der vender tingene en ekstra gang på hovedet. I ”Headache” påtager han sig selv rollen som repræsentant for den flokmentalitet, som vi alle sammen til en vis grad besidder og som gør os ude af stand til at tænke klart som individer:
”man i’m runnin through life with blinders / avoiding the signs that are yellin out loud and clear that my time is / runnin out quicker / though i’m done with the liqour and i’m young and my ticker’s still strong / it ain’t long till i’m gone with a flicker / my whole race is gone sicker”
- Bid især mærke i den sidste sætning. Den er tvetydig, da den både kan hentyde til hele menneskeheden men også bare helt konkret den hvide race. Albumtitlen "White Man’s Burden", som bliver uddybet i titelnummeret, er kort fortalt Promoes opfattelse af sin egen races blodige historie og særpræg. Ved at kritisere hvide så kraftigt, som han gør, prøver han dog ikke på at sige, at han hellere ville tilhøre nogen anden race; snarere tager han stilling til det, som flertallet har travlt med at lægge bag sig. Efter dette gungrende wake-up call (måske endnu tydeligere i nummeret ”Up!”) til os hver især tager Promoe fat på noget, der umiddelbart er en smule nemmere at forholde sig til: hiphop. Nummeret ”Eurotrash” med franske Leeroy fra halvlegendariske Saïan Supa Crew er først og fremmest en ode til hiphop, en hyldest til dens væsen og væren. Tonen bliver slået an med de indledende ord:
”Hiphop started in the bronx – or was it in africa? / i don’t really know when, what a tragic ambassadeur / i would make for the culture or was it a movement / or was it an industry full of consumers”
Ved at udtrykke tvivl om hiphoppens rødder, fortæller Promoe os, at den er så meget desto mere universal og tilgængelig for alle. Der er ikke nogle udvalgte få, der har copyright på begrebet, det er derimod en verdensomspændende kultur. På den snedige facon forener han en ellers (i sine øjne) splittet verden, hvilket også manifesterer sig i valget af udenlandsk old school gæsteoptræden. Og hvis der er nogen, der IKKE er en tragisk ambassadør for hiphop, så må det vist siges at være Promoe. Med enkelte mere eller mindre umærkelige svipsere, lader han det stå klart på "White Man’s Burden" at der her er tale om en rapper, som er kommet for at blive. Blive noget stort, vel at mærke.
Here we are now, entertain us / "Change" don't change us
Ever since the game trained us / We came up like worms in the rain
Selvom disse linjer præciserer et udbredt problem i hip hop kulturen, er manden bag ordene ikke en af dem der er ramt. Lupe Fiasco hedder han, og fuld af underdanighed generaliserer han for hip hoppens nuværende situation. En situation han er kommet for at ændre.
Som professionel musiker havde Lupe Fiasco et mareridt af en start. Hans debutalbum "Lupe Fiasco's Food & Liquor" blev lagt ud på nettet få uger før det skulle udkomme, og ikke nok med det, så opstod der problemer med godkendelse af forskellige ting. Så vel vidende, at tusindvis af fans havde hørt albummet på forhånd, var Lupe tvunget til at rykke udgivelsesdatoen. Denne dato blev rykket langt, og da albummet endelig udkom, var halvdelen af albummets indhold komplet fornyet. Disse komplikationer var derfor årsag til den grotesk sløje modtagelse af albummet. Selvom de fleste er enige om, at "Lupe Fiasco's Food & Liquor" var en af 2006's ypperligste udgivelser, solgte den kun omkring 100.000 eksemplarer, et perfekt eksempel for, at kvalitet og kvantitet ingenlunde går hånd i hånd i dagens hip hop industri.
De fleste hørte ham sikkert første gang på Kanye West's"Touch the Sky", og groft sagt vil jeg faktisk sige, at det var deromkring hans karriere startede. Forholdsvis kort tid inden Kanye fik fingrene i ham, medvirkede Lupe Fiasco på Mike Shinodas mixtape "Fort Minor: We Major", og derfra fik Jay-Z øre for Lupe's stil, som han rapporterede videre til Kanye. Og før man vidste af det, var førstesinglen "Daydreamin'" i radion (kørte ind som P3's "ugens uundgåelige). "Lupe Fiasco's Food & Liquor" er udgivet på hans eget pladeselskab "FNF" (1st & 15th / First and Fifteenth Productions) som er et selskab under Atlantic, som han blev signet til i 2004. Størstedelen af numrene er produceret af Lupes "egne" producere Soundtrakk, Prolyfic og Brandon Howard, der alle er signet til "1st & 15th" som beatmakers. En ualmindeligt god investering fra Lupes side, for de er alle tre geniale! Især Soundtrakk er en troldman, og jeg undrer mig over hvorfor der ikke er flere der har spurgt efter ham både før og efter dette album udkom.
Lyden er ikke ny, det være sagt. Det er mainstream hip hop blandet med Lupe's blændende lyriske talent. Men, umiddelbart lyder det lidt modstridende med den udlægning jeg åbnede anmeldelsen med; at Lupe ville ændre den nuværende situation i hip hop verdenen, med al den kommercialisering der huserer. Men, hvis jeg skulle definerer begreberne, så har "mainstream" ikke altid noget at gøre med "kommercialisering". De to kan følges ad, og gør det ofte, men når musikken når et så differentieret og mesterligt plan, som det gør i dette tilfælde, så har begreberne intet tilfældes. Så er dén slået fast!
Og lige præcis ordet "mesterligt" er fandens rammende når man snakker om Lupe, for han er på alle måder en frenetisk, udtryksfuld, intelligent og morsom rapper.
"Trust me I say this justly I went from musty to musky and yall can't mush me I warned ya'll cornballs I hush puppies the swans in the pond called my duck ugly but now they hug me because it's lovely they love the aroma of a roamer of the world got the shakers and the skaters and the player and the girls"
Hans flow er ikke til at standse, og hans rim overrasker på samtlige numre. Og så kan han sammensætte sætninger og anvende ord i forskellige sammenhæng som ingen andre. Lyt for eksempel til "The Instrumental" hvor ordene "box", "lock" og "watch" næsten alene sammensætter sangens indhold, som handler om folks jagt imod "det der er rigtigt at gøre og være", hvordan medierne gør os til hvem vi er. Et rasende gennemtænkt nummer. Og han bliver ved. Når man først hører linjerne på nummeret "Sunshine"....
"then there go it yeah right over there so I prepare the poet lil' scared my stair lowered momma said have no fear plus I'm already outta my chair god love my airs on my square from here forward it's nuthen right so here go it whisper in the air "its kinda crowded in here" would she care to blow it, she said "yeah"
....tænker man, at det er fremragende lyrik. Når man så senere lærer, at Lupe, ligesom Common's "Used to Love H.E.R.", anvender kvinden i sangen som metafor for hip hoppen, og læser linjerne igen, så tænker man >for satan hvor er det dog forbløffende opfindsomhed!< "Hurt Me Soul" blev af mange set som 2006's bedste hip hop nummer, på grund af den eminente lyrik. Først kritiserer Lupe sig selv for hans hykleri da han var yngre. Derefter går han til at kritiserer andre rappere for deres hykleri, og som omkvæd anvender han eksempler på andre folks problemer. Han refererer til det faktum, at hip hoppen er oversvømmet af "misogyny", "drug-dealing", "materialism" og "violence". Men læser man imellem linjerne, er det også en kritik af samfundet generelt, for de fire nævnte emner, gør sig også gældende som universelle problemer.
" They bomb my village, they call us killers
Took me off they welfare, can't afford they health care
My teacher won't teach me, my master beats me"
(...)
" I can't stop eatin, my best friend's leavin
My pastor touched me, I love this country
I lost my earpiece, I hope y'all hear me
And I got no place to go"
- intet mindre end fantastisk. Og ja, han bliver ved.
På "The Cool" fortæller han historien om en død mand, der genopstår fra sin grav og vandrer tilbage ud i samfundet, for at blive berøvet med den selv samme pistol som dræbte ham. Et lyrisk mesterværk. Og han bliver ved.
Selv på førstesinglen "Kick, Push", som mange "bare" tror handler om skateboarding, snyder han lytteren. Denne skaters forvandling fra en nybegynder-skater til en professionel, er en metafor for at hustle på gaden. Snedigt. Og ja, bliver ved, men nu er det vist nok med eksempler, jeg tror i har forstået hvor gennemtænkte hans tekster er. Hvis nogen hævder at Lupe Fiasco er disse dages smarteste rapper, så vil jeg ikke modargumenterer. Han er lidt af et lyrisk vidunder.
Og lidt om produktionerne. Jeg fik skrevet, at Lupe Fiasco, udover fire produktioner fra Mike Shinoda, The Neptunes, Kanye West og Needlz udelukkende bruger hans "egne" producere. Af dem leverer Soundtrakk de mest spektakulære. Fx mit favorit nummer "He Say She Say" er as good as it gets. -Hip hop bliver ikke bedre end dette, det stopper simpelthen her! Samme dragende kvalitet har kreeret "Sunshine" og "Hurt Me Soul", men også de fælt hårdslående numre "The Emperor's Soundtrack" og "Kick, Push II" skinner af uovertruffen kunnen og gøren. Selv "Intro/Outro"-beatet er gennemført fantastisk, måske pladens bedste faktisk. Bare ærgerligt der hverken er lyrik på åbneren eller lukkeren, men selvom Outroen varer et lille kvarter, så hører jeg det ofte igennem, alene på grund af den excellente produktion. En anden af mine favoritter, "American Terrorist" er også bygget op af et super sprødt, semi-salsa beat. Excentrisk uanselighed i musikalsk form.
- Det er tydeligt, at "1st & 15th" producerne ikke forsøger at kopierer de stedlige mestrer, de har snarere suget detaljer til sig, og spytter her perle for perle ud. Numre, der emmer af en pulserende, men dog udsøgt og ganske sagte skønhed.
Der er ingen tvivl om hvad og hvem vi har med at gøre her. Selvom Lupe Fiasco er alt andet end din sædvanlige rapper, er han mange skridt foran. Da han er muslim går han hverken i byen, drikker eller ryger, ligesom groupies heller ikke er noget han dyrker. Desuden er han en lille fyr, der går med briller og samler på legetøj. Jep, rimelig nørdet, men når han folder sig ud på mikrofonen er der ingen eller intet der kan stoppe ham. Lupe formår at få det bedste frem i alle, således har han fået mig til at skrive en af mine hidtil bedste anmeldelser!
Food & Liquor er en lille klassiker.
K.M.D. (A Positive Kause in a Much Damaged Society) udgav debut albummet "Mr. Hood" i 1991, og selvom den ikke vandt mange fans, har den stadig fået status som en milepæl for start 90'er hip hoppen. Gruppen består af Onyx the Birthstone Kid, DJ Subroc og Zev Luv X. Umiddelbart kender man ikke lige nogen af dem, men Zev Luv X er manden vi i dag kender som MF Doom. Subroc var hans lillebror, men han døde i en trafik ulykke et par år efter debut udgivelsen (læs evt. anmeldelsen af "MM...Food" for hele historien).
Gruppens indgang til musik var meget anderledes end hvad man ellers havde hørt i 90'erne. De var rimelig politiske, på højde med Brand Nubian, som også gæster albummet, men det hele blev stadig udført med en god portion humor. Mr. Hood, som er albummets navn, er en opdigtet figur man følger igennem hele albummet. Han bliver bragt til livs via sproglærings bånd, som er blevet beskåret og klippet således, at lydklippende danner samtaler, der danner en karakter, Deraf nogle af sangtitlerne, "Mr. Hood at Piocalles Jewelry/Crackpot", "Mr. Hood meets Onyx" og "Mr. Hood gets a haircut". De tre rappere træder alle ind i Mr. Hoods sted, og fortæller forskellige historie, fra hans syn. Et meget originalt og ikke førafprøvet koncept, som gav albummet megen omtale for dets kreativitet. MF Doom, eller Zev Luv X som jeg jo nok bør kalde ham her, bærer de fleste af sangene. Onyx brillerer på "Boogie Man", og Zubroc skinner igennem på "Subroc's Mission", ellers er det Zev Luv X der stjæler showet, og det tror jeg er mere eller mindre bevidst. Det var nemlig ham der fik gruppen frem i scenelyset efter han storcharmerede på 3rd Bass's "Gasface", fra deres debutalbum "The Cactus Album", og så er han uden tvivl den dygtigste af de tre. De smarte rim og de gennemtænkte metaforer fyldte en del af hans tekster dengang som de gør i dag, men hans flow og hans super sprøde stemme var ingenlunde det samme dengang. Jeg ved godt det er at sætte rappere lidt i bås, men jeg har altid haft det sådan, at meget af det oldschool hip hop der udkom, især i starten af 90'erne, var ekstremt meget det samme. Hurtige trommebeats, og agressive og dynamiske flows. Wu-Tangs"36 Chambers", NaS' "Illmatic", Lord Finesses' "Funky Technician" og Gang Starrs "Step in the Arena" var i mine øjne de eneste udgivelser der havde lidt individualitet over sig. Resten var mere eller mindre det samme (sådan, med et gran salt i ved). Og flow mæssigt syntes jeg faktisk også, at K.M.D. ligger sammen med "alle de andre". Til gengæld er nogle af deres beats langt længere fremme end meget andet tilbage i start 90'erne. Fx er nummeret "Who Me?", som jeg synes er pladens perle, sammensat af et fantastisk funky-smooth guitar riff, der lyder som noget producerer kunne finde på at anvende i dag. På samme måde er "Bananapeel Blues" et fremragende, alternativt hip hop nummer, der med tilnærmelse nærmer sig rigtig blues fremfor hip hop. Ikke desto mindre river Zev Luv X det i stykker med ægte hip hop manér.
Jeg skal være ærlig og sige, at der ikke er meget hip hop fra "så langt tilbage" der imponerer mig. Der skal meget til. Jeg synes ofte beatsne bliver uhyggeligt trivielle, og rappen er ofte komplet ens og uinspirerende. Der er selvfølgelig de førnævnte eksempler på tidlig storhed, men generelt, siger oldschool hip hop mig ikke meget. Derfor vil bedømmelsen af dette album være stærkt påvirket af en ung hip hopper der i høj grad er tilhænger af de nyere bølger af hip hop. Er man til hip hop fra slut 80'erne - start 90'erne, så er "Mr. Hood" en nødvendighed i samlingen. Men jeg ser den hverken som en milepæl eller noget specielt fremtrædende værk. Jeg kan max give K.M.D.'s debut
Jeg sad og overvejede at anmelde Commons "Like Water For Chocolate", men det er ikke tid endnu! Så i stedet har jeg valgt at anmelde det album der ligger tættest op af, nemlig D'Angelos"Voodoo".
De to albums var under udvikling samtidig, og udkom begge i 2000, hvilket let høres. The Soulquarians står bag alle produktioner, med "Devil's Pie" som undtagelse, den er produceret af DJ Premier, som sjovt nok også havde en enkelt produktion på "Like Water...". Producergruppen består af mange prominente navne; ?ustlove og James Poyser fra The Roots, Jay Dee aka J Dilla, Q-Tip og D'Angelo (og Common, Mos Def, Talib Kweli, Bilal, Erykah Badu og Raphaael Saadiq som sangere).
Produktionerne ligner derfor enormt meget dem fra "Like Water....", med den forskel, at Jay Dee ikke rigtig har været med her. Det gør, at produktionerne mangler en lille smule kant, og de er generelt mere soulede end jazz-hip-hoppede. Nu er D'Angelo jo også en soul-sanger, og ikke en rapper, så produktionerne passer forbløffende godt til hans ekstremt tilbagelænede sang. D'Angelo tager sig abnormt god tid. Til tider får musikken lov til at køre i så lange pauser, at man næsten glemmer at han er til stede. Det er netop dét, der giver ham hans evne til at være halvt tilstede og halvt fraværende, som er yderst fremragende. Hans stemme er også meget unik. Man er aldrig i tvivl når man lytter til D'Angelo, og det giver albummet en inderlig personlighed. Man kan meget enkelt sige, at D'Angelo boltrer sig i et univers af sublime beats og super sprød sang. Han er mest til de afslappende aspekter af musikken, så beatsne, der primært er meget tilbagelænede, svinger ikke stort differentielt. ?uestlove, som står for størstedelen af produktionerne, var betydeligt inspireret af kollegaen Jay Dee's twistede drumprgramming. Som ?uestlove har udtalt, så er Dillas trommeprogrammering så ægte, at man næsten skulle tro det ikke var programmeret.
"He might program 128 bars, with absolutely no looping or quantizing. When Q-Tip first played me some of his stuff, I said, ‘The drums are messed up! The time is wrong!’ And when we did a song for D’Angelo’s record that Lenny Kravitz was supposed to play on, Lenny said, ‘I can’t play with this — there’s a discrepancy in the drum pattern.’ And we’re like, ‘It’s supposed to be this way!"
For selvom Jay Dee ikke personligt var med til at skabe Voodoo, var samtlige producere stærk inspireret af hans tilgang til musikken, og dens inperfektionisme.
"Voodoo" sikrede D'Angelo en første plads på Billboard toppen, og to grammier i 2001. Den halv-pornografiske video til første singlen "Untitled (How Does It Feel)" blev også næsten kult tilbage i 2001 (primært i de kvindelige fans øjne).
Nummeret "Chicken Grease" skulle oprindeligt have været på "Like Water For Chocolate", og man kan uden besvær forestille sig Common flowe let henover beatet. Men sådan skulle det ikke være, D'Angelo ville have beatet, og byttede i stedet med "Geto Heaven Part Two". Forståeligt nok i mine øjne, for "Chicken Grease" er en seriøs tour-de-nydelse, og sammen med åbneren "Playa Playa", den uovertrufne "The Line", "Send it On" og "One Mo' Gin", som begge ulmer af musikalsk blødhed, og den groovy "Spanish Joint", og en lille følsom klassiker født. Ikke helt så skarp som "Like Water...", men fyldt med så meget soul, at folk som Prince knap kan følge med. Ægte hygge-feel-good musik.
Madlib's "Shades of Blue" er et remix album af Blue Notes klassiske katalog. Blue Note er et jazz pladeselskab som blev grundlagt i 1939, og det fokuserede på jazz og blues musik. Madlib har på hans album fra 2003, samlet nogle klassikere fra dengang, og lavet hans egne fortolkninger af sangene.
Det første der blev optaget af Blue Note, var pianisterne Albert Ammons og Meade Lux Lewis, som spillede en en-dags-session i et lejet studie. Det er nogenlunde det samme vibe "Shades of Blue" har over sig. Det minder meget om en live session, hvor det hele ikke er helt perfekt, men stadig emmer af en enestående og levende stemning.
Derfor skal det med det samme siges, at der ikke er meget hip hop at finde på dette album, hvilket er positivt ment. Ofte når hip hop kunstnere skal genskabe jazz, så drukner det tit i hip hoppen, og de vigtige jazz elementer får aldrig rigtig tid til at vise sig. Dét har Madlib formået, og på nær en kort gæsteoptræden fra M.E.D. på "Please Set Me At Ease", er det et 100% instrumentalt album. Dvs. at den stærkt inciterende og eminente jazz-vibe får fuldt udspil, og lytteren bliver forkælet med den ene musikalske perle efter den anden. Madlib har også fået hjælp fra folk der er stærke indenfor jazz-rammerne. The Morgan Adams Quartet, Sound Direction og The Yesterdays News Quartet bidrager med det instrumentale på flere af numrene. Men manden i spotlightet er utvivlsomt Madlib, for det han har præsteret her, er mesterligt. Albummet fungerer perfekt som baggrundsmusik til næsten enhver lejlighed, og sætter man sig ned og lytter til musikken, vil man også hurtigt blive bjergtaget af en fanden-i-voldsk excellence. Som sagt er det på ingen måde et hip hop album, men det overskygger ikke det faktum, at det ganske simpelt er utrolig lækker musik.
Jeg har været lidt doven på det sidste pga arbejde og forsømte opgaver, så jeg føler lidt at jeg er bagud, derfor kommer her en lidt kort anmeldelse, mandag midnat! Common Market hedder gruppen, og de er, sammen med Blue Scholars, Masslines hovednavn. Ja, jeg synes lige at jeg kunne lukke den fold, nu hvor vi har været igennem de blå skolarer. Faktisk er DJ Sabzi, som jo var produceren i Blue Scholars, også producer i Common Market. Det vil sige at jeg slet ikke behøver at sige noget om beatsne, for de er næsten fuldkommen identiske med Blue Scholars'. Rapperen er derfor selvfølgelig en anden! R.A. Scion hedder han, og han er den mest atypiske rapper nogensinde; lille og kvabset, briller og fuldskæg. Jep, han lyder umiddelbart ikke som en mc, men han er muligvis den rapper der spytter de mest intellektuelle rim, nogensinde! Han er blevet kendt for at bringe et nyt, spirituelt budskab ind i hip hoppen, inspireret af hans medlemskab af Bahá'í Faith, som vist er en trosretning der dyrker den spirituelle binding mellem mennesker.Noget i den dur. Sagen er i hvert fald den, at RA Scion er meget klog at høre på. For mit vedkommende fór klog. Ikke fordi jeg ikke kan klare intellektuel hip hop, men det her bliver ofte alt for meget. Sådan, helt ærligt, hvem fatter indhold som
"below the terra firma’s the murmur of many men
Resonatin’ the predication of RA’s eponym
It requires a higher degree of thought to transmit
Elevate above the base and retrace the semantics
Incommensurately we’ve been held incommunicado
From commoner to commodore – they breed bravado"
I sure as hell don't! Dem der er til dybe tekster og ordbøger vil sikkert opdage hidtil usete højder indenfor hip hop kontekst. Men det er ikke lige det jeg har brug for.
"Polyglot address me in the manner of a stammerer
Hold the title manager – author of the document
Sworn to secrecy the morning he performed the sacrament
Duty to the derelict – I’m six generations of rap
Savin’ the tape for the day I came back
Words preserved – testimony to the tournament
Clock wins again – hold my spot up in the firmament
Virgin turned vanguard – the rod draws the line in the sand
Serpentine along Medina’s floor plan"
- Så lyrisk set er der ikke meget at komme efter for mit vedkommende, jeg må erkende, at jeg ikke er klog nok dér. Men jeg kan stadig nyde hans flow, og så selvfølgelig Sabzis produktioner, som formår aldrig at skuffe. Numre som "Connect For", "Crossblow", "Poison", "Trinity", "Kampo" og "My Pathology" er som taget ud fra et Blue Scholars album, og har du læst mine anmeldelser af disse, vil du vide at det er intet mindre end himmelsk. Personligt ser jeg lidt de komplicerede rim som et minus, for jeg føler mig et eller andet sted sat af. Men der er ingen tvivl om, at det er poetisk kunst han slynger ud. KRS-One tog Common Market med på hans tour, fordi han var så imponeret (selvom vi alle ved, at han heller ikke fatter en brik af noget af det!). Mange siger at albummet er en classic, men jeg er rigtig streng og unfair, og giver det, pga RA Scions lidt for intellektuelle rim,
