Sene - ADayLate&ADollarShort

"Composed by Blu". Mere skulle der ikke til for at jeg måtte have dette album. Siden udgivelsen af gigant-debuten Below the Heavens, som vel nok er gået hen og blevet mit numero uno favorit hiphop album, har jeg holdt et skarpt øje med Blu. Både samarbejdet med Ta'Raach (The Piece Talks) og Mainframe (Johnson&Jonson) står i samlingen, og hver gang hans navn er dukket op som feature eller producer på et nummer, har jeg været der med det samme!
Her på det sidste, har det været produceren Blu der har været mest fremme. Han har naturligvis optrådt som gæste MC, endda på nogen af årets bedste tracks, her kan jeg bla. nævne "Morgan Blu" med Tanya Morgan, "Samsonite Man" med Fashawn og "Old Souls" med The Grouch & Eligh, men han har uden tvivl lagt mere vægt på produceren end MCen.
Det første beat jeg hørte fra Blu var Ti'ron's "All the Kings Men" fra Ketchup mixtapet; et fandens flot og melodiøst nummer, som med ét gav mig troen på, at Blu nemt kunne begå sig som producer. I løbet af 2009 smed han adskillige beattapes på gaden, for at øve hans producer-skills og finde hans stil, og med Sene's ADayLate&ADollarShort springer han endelig ud som hel-plades producer, og det er bestemt ikke kedeligt.

ADayLate&ADollarShort har på diverse hiphop forummer rundt omkring på nettet fået en del hug for, at Sene biter Blu's rap-stil, og Blu biter Exile's producer-stil. Den hopper jeg ikke på! Jo, Sene lyder umiddelbart som Blu, og Blu klipper muligvis hans samples i stil med Exile, resten er nonsens. Sene's tilgang til historiefortælling, hans rim-opbygning og hans brug af sarkastiske og ofte humoristiske metaforer og observationer er hans helt egen. Dertil synger han også på mange numre. Decideret skønsang er det ikke, og enkelte lyttere vil muligvis stå af toget, men jeg vælger at lade mig rive med af rap-crooneren, for det er med til at skabe et ganske lækkert helhedsbillede. Og så er han kløgtig. Tag fx "QuaterWaterSupporter", hvor han beretter om en hård opvækst som barn i Brooklyn, imens han på omkvæddet, et cover af Stevie Wonders "I Wish", synger de kendte linjer "Lookin' back on when I was a nappy headed boy / And my only worry was for christmas what's my toy", som jo mageløst understreger sangens egentlige alvor. Numre som de sublime "TheWonderers", "EyeCry (TheBefore)", "OwlThruGotham", "EveryDejaVu" og den "I Used To Love H.E.R."-inspirerede "WonLover" bevidner ligeledes om en rapper, hvis værdighed rækker langt længere end til en formel sammenligning med Blu. Sene er ikke bedre end Blu, men han har så mange kvaliteter og tricks oppe i ærmet, at mindre også snildt kan gøre det.

"EyeCry (TheBefore)":

Blu viser sig også at være en mere end habil produer. Hans sample-klipning minder som sagt en smule om Exiles, men det skyldes måske blot det simple faktum, at de af hiphop-standarter er besynderligt, skævt og anderledes klippet, ligesom Exiles. Trommer, keys, strings og "alt det andet" er Blu's eget touch. Der er rigelig mængder soul og jazz, men hvor Exiles produktioner nærmest kunne fortælle en historie i sig selv, fungerer Blu's værker udelukkende som baggrund for Senes fortællinger. Dette giver det helt rigtige "one dj, one mc"-feel, og selvom jeg elsker manden, og det en stor force for pladen, at Blu ikke medvirker på den lyriske del.

Trods megen kritik andetsteds, vil jeg fremhæve ADayLate&ADollarShort som en af de større fornøjelser i år. Den virker ikke sønderligt ambitiøs eller højtravende, men fungerer ubeklageligt som en melodiøs og substantiel hiphop plade, der tilfredsstiller fra første til sidste nummer. Og når alt kommer til alt, hvad mere kan man så forlange?

4.5/6

Sean Price - Kimbo Price

Som frontmand i supergruppen Boot Camp Clik og som ene halvdel af Heltah Skeltah, har Sean Price bemærket sig som en af den nye skoles skarpeste New York rappere. Han har aldrig været den klogeste at høre på, man som rim-legebarn, flow-akrobat og punchline mester har han alle dage været på toppen. Dette stod meget klart på solodebuten Monkey Barz (2005), der fungerede som rap-legeplads for den gammel-sure rapper, der ikke lod til at have noget tilovers for nogen eller noget. Jesus Price Superstar (2007) understregede hans status som New York hiphop ikon, og med Kimbo Price, mixtape-forløberen til hans kommende album Mic Tyson, knock-out'er han alle, der skulle være uenige.

At det er forløberen til hans kommende album fremgår dog mere tydeligt end hvad godt er. Der er utroligt meget skrammel, og de fleste numre ligger lige omkring, og mestendels under, de to minutter i spilletid. Numre som "Megasean", "Street Shit" og "Suicide Doors" er alle fremragende, men med en spilletid på 1½ minut sorterer de desværre i højere grad under mellemstykker end egentlige numre, og det er et grundlæggende problem på Kimbo Price. Den er blottet for sammenhæng og en rød tråd lader ikke til at være til stede. Enkelte numre fungerer stadig suverænt enkeltstående, og på trods af manglende helhed, må man erkende at numre som "Bueno Times", "This Is Us", "Weed & Hoes" og "Suicide Doors" er fremragende hiphop, på højde med det bedste man har hørt fra Price. "Bueno Times" har dog en besønderlig outro fra gæsterapperen Ruste Juxx, hvor han sort på hvidt hævder følgende:

"Ima go on records saying, nah'mean I better make sure I have all my credit n shit nah'mean, I wrote all Sean P shit, from Monkey Barz, motherfucking Jesus Price, mixtapes all that nah'mean, that's Ruste Juxx. If you're a Sean Price fan you're a Ruste Juxx fan nigga, you already know "

- Det kan være det bare er sjov og spas, men det lyder absolut ikke sådan! Det skulle dog undre mig om en gigant som Sean Price skulle lade sig afsløre som rapper med fast ghostwriter, hvem ved?

Der er 6-7 gode numre på Kimbo Price, men resten er ganske ligegyldigt, og da disse 6-7 numre alle har en meget begrænset spillelængde, får de aldrig rigtig gjort det store indtryk. Pladen opfylder dog sin egentlige mission fuldt ud, da jeg nu glæder mig virkelig meget til at høre Mic Tyson, så albummet her er langt fra forgæves.

Megasean:

2/6

Rakim - The Seventh Seal

Når man bliver anset som værende en af de absolut bedste og vigtigste mc's i hiphop historien, vil grinagtigt høje forventninger være ens tro følgesvend for evig tid. Rakim satte et permanent præg på hiphoppen da han samarbejdede med Eric B, og mange mener at de sammen lagde nogle af de første brosten på den vej vi i dag kalder "hiphop". The 18th Letter og The Master fra slut-halvfemserne modbeviste bestemt ikke dette. De blev, og bliver - måske ikke set på som udødelige mesterværker, men Rakim har aldrig skuffet som prima flower og tekstskriver, og alt hvad han har rørt ved i sin karriere har været opbyggende til hans ikoniske status som God MC.

Men selv de bedste kan have problemer, og siden The Master er der gået et årti uden udgivelser. Dr. Dre signede ham til Aftermath, og planen var at de sammen skulle skabe en af nyere tids største hiphop-bomber, i form af albummet Oh, My God. Men deres visioner og ideer stemte ikke overens. Pladen blev lagt på hylden og samarbejder førte kun til en feature på Truth Hurts' "Addictive", et nummer på 8 Mile soundtracket og et gæstevers på Jay-Z's "The Watcher Pt. 2" (som dog er et mesterværk uden lige). Derefter stod han på egne ben, og hans tredje debutalbum skulle skabes from scratch. Aftermath-døren blev smækket i, og Rakim gik fra et af hiphoppens største major labels, til et lille indie-selskab.

"After the apocalypse, God rises from the ashes to recreate the Kingdom, taking only the greatest elements from the past with him. When you look at hip-hop, I want to do that..."

På trods af 10 år uden udgivelser, lader det ikke til at Rakims eget gudebillede er falmet. Ovenstående citat er hans beskrivelse af The Seventh Seals eksistensgrundlag; alle de nye opfattelser, afgrene og versioner af hiphop skal smadres, og den gyldne æras go'e gamle hiphop skal tilbage op på sin støvede pedistal. "Every generation wants that real hip-hop, and I've always been able to bring that" fortsætter han triumferende. Men er The Seventh Seal så mesterlig, som den vel egentlig bør være? Langt fra.

Helt voldsomt forenklet ligger forklaringen i, at Rakim ikke længere er speciel. Han er hamrende dygtig, han flower stadig flot, og hans lyrik emmer på vanlig vis af intelligent undertekst. Men disse beskrivelse kan i disse dage bruges om virkelig mange hiphop kunstnere. I 00'erne, som jo snart er ved sin ende, er der flere der er på fuld højde med Rakim, og så er der en håndfuld der er hævet over. Men på et nummer som fx "How To Emcee", som han jo SKAL lave, viser han, at han trods alt stadig er langt oppe af listen, med linjer som:

"Forever sick like catching aids is /
in a class of greatness for magic phrases /
My predicates last for pages /
Every letter fit trendsetter like fashion statements /
When folks get a sign and a hope forever /
I wrote some of the illest rhymes ever put together /
Soon as I make 'em, rappers take 'em /
analyze 'em for days and paraphrase 'em"

Undervejs virker det dog ofte som om, at han bruger mere tid på at minde lytteren om, hvorfor det var, at han var dope engang, fremfor at vedligeholde, og måske endda forny, gløden og respekten. Hans forsøg på at fremtræde som den God MC han nu engang bliver kaldt for, virker ikke sønderligt ihærdigt. Numre som "Holy Are You", "Message In the Song", "Dedicated" og "Walk These Streets" gør et bravt forsøg, men i det store hele lykkedes det ikke.
En stor del af skylden skal bestemt også skydes på pladens producere, eller Rakims valg af samme. Det er en af 2009s fladeste samling beats der diskes op med her. En 5-6 af produktionerne er gode, med "How To Emcee" og "Walk These Streets" i front, men når man har med en God MC at gøre, er dét ganske simpelt ikke godt nok. Selv Nottz og Jake One skuffer. Virkelig ærgerligt.

Som slut vil jeg sige, at The Seventh Seal som sådan ikke er en dårlig plade. I målestoksforholdet "Rakim" skuffer det, men der er da sprød hiphop at finde derpå. Dertil skal det også siges, at Rakims velfortjente status som legendarisk og ikonisk mc aldrig vil slippe ham. Han ville kunne autotune-rappe en Soulja Boy skrevet tekst over et Lil' John produceret beat, og man ville stadig tilgive ham, bukke og tiltale ham "de" - det er nu engang bare hans aura. Så selvom karrierens lavpunkt The Seventh Seal ikke umiddelbart får en til at tænke, at man er i selskab med en af de allerstørste, så ligge det stadig i luften, at Rakim er en royalitet når der snakkes hiphop.

3.5/6

Freeway - Streetz Is Mine

Det album her er noget specielt må man sige. Det er et af de sjældne "fake albums", der er udkommet. Historien er, at Freeway er signet til RBC Records, som på en-eller-anden måde har udgivet Streetz Is Mine bag Freeways ryg. Han har ikke haft noget med det at gøre, og numrene der er at finde på albummet, er leftovers, internet exclusives og meget andet. Det præcist samme skete for Nore, da han var signet til RBC Records; de "udgav" hans plade S.O.R.E. som han ikke vidste noget om overhovedet, ligeledes fremstillet af gammelt skidt og kanel. Streetz Is Mine er altså ikke et officielt Freeway album..

Han er pt ved at færdiggøre The Stimulus Package med Jake One, som bliver udgivet via Rhymesayers tidligt næste år.

Det sjove ved Streetz Is Mine, som også lidt er en cadeaux til RBC Records herfra, er, at pladen er fuldt på højde med hans tre Roc-A-Fella udgivelser. Ja faktisk synes jeg næsten pladen her er bedre! Produktionssiden er blottet for mainstream producere, hvilket resulterer i en samling gadenære, støvede og hårdtslående produktioner, der tillader Freeway at slippe hans inde bæst løs. (Det er lidt mærkeligt at anmelde denne plade, da Freeway jo faktisk ikke har været indvolveret i processen, hvilket vil sige at intet i realiteten er bevidst. Men vi må bare lade som om!). - I virkeligheden synes jeg næsten det er synd for Freeway, at han ikke har haft noget at gøre med hans eget bedste album. Den sætning kan kun skrives kryptisk, men sagen er jo den, at Streetz Is Mine overgår både Philadelphia Freeway, Free At Last og Philadelphia Freeway 2, på trods af at manden selv ikke har vidst noget om skabelsen af pladen! Numre som "Mental Note" og "North Philly" viser den mest sultne Freeway man har hørt i årevis, og "Let Me Sing My Song", "All Night Long" og den obskure banger "Freezin Hot (Ice City)" er jo rene mesterværker!

"Freezin Hot (Ice City)":

Om pladen her skal bedømmes ud fra normale kriterier, mixtape kriterier eller "fake album" kriterierne ved jeg ikke, men som tidligere skrevet, så er pladen faktisk ret fed, uanset hvor falsk en udgivelse det er. Dog vil jeg sige, at Freeway nok aldrig bliver min favorit rapper. Hans rap og flow er fandenivolsk, men netop dét bliver til tider enerverende, og når ens rapstemme er så karakteristisk som Freeways, kræves der variation og afvekslende krydderiet, hvis numrene skal reddes fra at havne i kategorien "skip'able". Dog holder jeg fast ved, at de førnævnte numre holder fuldt ud. Så af et "fake album" at være, er det sgu meget godt! - Om ikke andet så glæder jeg mig i hvert fald til at høre hvad Jake One kan bidrage med, måske han er det "afvekslende krydderi" jeg efterlyser?

4/6

The Snowgoons - The Trojan Horse

Er man til mastodontisk og storladen undergrunds-hiphop, har Snowgoons alle dage været den producer-trio man kunne gå til, hvis man skulle have sig et fix. Med Jedi Mind Tricks' Stoupe som deres mentor, begår det tyske producerhold sig i produktioner med enorme kor, storslåede violin arrangementer og en generel følelse af noget kraftfulgt, mægtigt og ondskabsfuldt.
De har et større katalog på samvittigheden, men det var med sidste års Black Snow, at de for alvor tog verden med storm. Nu er de allerede tilbage, klar til at sende en gigantisk knytnæve afsted imod alt og alle der lurer rundt i mainstream hiphoppen. Soft rappers beware!

Listen af gæsterappede er som sædvanlig fyldt til langt over bristepunktet. Omkring 40 forskellige rappere kunne jeg tælle til, fordelt på 19 numre, og nogle af dem optræder endda flere gange. Med Snowgoons har kvantitet altid været prioriteret højere end kvalitet. Rappere som Reef the Lost Cauze, Buckshot, Reks, Termanology, Sabac Red, Virtuoso og El Da Sensei gør det alle godt, men så er der stadig 30 rappere der leverer middelmåde indslag. Men jeg vil faktisk mene, at det på en Snowgoons plade er i orden. Når jeg smækker en Snowgoons plade på anlægget, er det primært på grund af produktionerne, da man på forhånd ved, at den lyriske spændvidde er forholdsvist begrænset. - 40 forskellige rappere kan jo ikke alle levere unikke og uforglemmelig vers, de ved vi - så det gælder enten om at have tilstrækkelig personlighed, som fx Sabac eller Reef, eller "bare" et enestående flow som Virtuoso (hans vers på "Scar Sculpture" er simpelthen komplet gak-gak forrygende!). Men fred være med det, det er som sagt produktionerne jeg er mest interesseret i, og her skuffer Snowgoons bestemt ikke.

The Trojan Horse indeholder alt hvad man kunne have håbet på. "Full Force" er bygget op af klassiske musik-elementer, med op til flere kvindekor, det er ufatteligt flot! Og der bliver naturligvis heller ikke sparret på de råbende dumheder på omkvæddet, gotta love it!
"Goons Stampede" byder med sin meget sigende titel ligeledes på råbende arrigskab over en dundrende krigs-soundtracks-værdig produktion. Det er endda vores egen Sicknature der får fornøjelsen af at skælde ud med linjer som "Shiiit, it's a Snowgoons stampede, WHAT UP! WHAT UP! It's a Snowgoons stampede!!". Dumt ja, men igen, ya have to love it!
Sitrende hård undergrunds hiphop kan dog også skabes på anden facon en med violiner og store kor. Pladens måske bedste skæring - både lyrisk og produktionsmæssigt - "Make Way", viser Chief Kamachi, Buckshot og Reef the Lost Cauze i storform over et gungrende dybt beat, drevet af enkelte toner fra en ualmindeligt tung guitar.
Termanlogy viser ligeledes hans sublime flow-kunskab over et alternativt hårdt beat, den salsa-inspireret "The Ill Bunch", der desværre falder en smule til jorden, på grund af Tribeca og Nut-Rageous, hvis vers absolut ingen steder fører hen.
"Valley of Death" er pladens dybeste og nok flottest producerede nummer. Det er en smule ærgerligt, at åbningsstykket ikke spiller en større rolle - vi snakker total gåsehudsfremkaldende, men Block McCloud tager over, og han når ikke sigøjnerens hjertekrængede sang til sokkeholderne. Stadig et flot nummer.

Full Force:
(Er det nødvendigt at sige, at der skal skrues HELT op?!)

Der er masser af numre man kunne fremhæve, men den 19-numres lange plade er, ja, for lang. De svulstige og hårdtslående numre er super fede, men der er en overhængende fare for, at det storladne bliver trættende. Der mangler et par numre á lá "Starlight" fra forgængeren som variation, for The Trojan Horse grænser sig op af det lidt for pompøse, og kan derfor kun indtages i mindre doser af gangen. I små doser er det tilgengæld også stærkt, og selvom jeg startede med at kalde Stoupe for deres mentor, så har Snowgoons' sidste par plader været flere gange bedre end JMT's sidste udgivelser - Brace yourselves!

4/6

Holbek - Frit Løb

Har man sagt Holbek må man også først lige sige Steen Rock. - Hiphop alter-egoet, der flittigt har mænget sig med den danske undergrund som producer og DJ, måske bedst kendt for hans medvirken i Nobody Beats the Beats. Men under Steen Rocks DJ-færd, lader det til at han har stiftet bekendtskab med meget mere end hiphop-personligheder. Frit Løb er hans legerum, hvor han kaster los som eksperimenterende producer, med malende electroniske lyde som rød tråd.

Men men, én gang hiphop altid hiphop, - trods navneskifte er hiphop-elementerne ikke pakket helt væk, det bæger flere af skæringerne tydeligt præg af, og Khal Allan bidrager på "Hvor langt skal vi ud" med et, ikke overraskende, vers i sublim topklasse. - Han bevæger sig lige så langsomt op i feltet blandt de allerbedste lyrikere vi har idag.

Men det er som sagt eksperimenterende kryds-genrer som Holbek begår sig mest i på Frit Løb, og med sangere som Peter Sommer, Sort Sols Steen Jørgensen, Turboweekends Silas Bjerregaard og Peldings Joy Morgan er der rigeligt plads til det skæve og alternative, hvilket under Holbeks behandling mestendels er virkelig godt. Første halvdel af pladen leder tankerne hen på Trentemøller, Mike Sheridan og Lulu Rouges melodiøse og ofte dunkle musikalske univers, hvor især "Træk stikket ud" står frem som noget nær det mesterlige.

I mine øjne er det dog albummets anden halvdel, der er mest interessant, da Holbek i højere grad tager genren i egen hånd, og skaber lydbilleder, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med andres. "Hvileløs" og "Hudløs" er dybt atmosfæriske og næsten uhyggelige pragtskæringer, imens det fandens flotte titelnummer, produceret sammen med Malkin Zany, bevæger sig ud i det hiphop-jazzede.

Da jeg satte pladen i afspilleren første gang, troede jeg at det var hiphop der ville flyde ud af højtalerne, men blev hurtigt klogere. Skuffet? På ingen måde. Positivt overrasket? I så høj grad! Der er et hav af indtryk, følelser og musikalske sanse-oplevelser at dykke ned i på Frit Løb, og selvom pladen mest af alt fungerer som et musikalsk frikvarter, så er der talrige perler at finde. Er man ikke bange for at prøve noget anderledes, anbefales det herfra at man giver Holbeks Frit Løb en lytter.

4.5/6

Fashawn - Boy Meets World

Efter at have hærget undergrunden med en række solide mixtapes de seneste par år, har 20-årige Fashawn allieret sig med producer-vinunderet Exile til skabelsen af hans debut. - Exile, der med rapperen Blu stod bag 2007's mesterværk Below the Heavens.

Fashawns debutplade ulmer af referencer til Illmatic, for ligesom Nas' klassiker, handler Boy Meets World om en ung mands syn på den værden han er vokset op i, - fra papiret er blankt, til det efter hans tyvende år er fyldt med historier omhandlende liv og død, had og kærlighed, sorg og glæde. Og Fashawn er en sublim fortæller. Hans karakteristiske levering er både påvirket af smerte og optimisme, alvor og et glimt i øjer, og så favner han tematisk set bredt; Fra rå skildringer af det gustne gadehjørne, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. At vælge citat-uddrag er umuligt!

Hvad angår produktionerne, så er en mageløs samling beats ikke hørt lignende siden Below the Heavens. Det er komplet vanvittigt hvad Exile kan skabe med hans buldrende basgange, støvede trommer og umanérligt velklippede samples. Hvad end det er råt, dystert, groovy eller decideret smukt, så er det udført med en små-skør perfektion, der i min optik gør ham til branchens pt bedste beatsmed.

Boy Meets World er ikke Below the Heavens 2, men det er umiskendeligt lidt af en monumantal debut, og velsagtens årets stærkeste hiphop album.

6/6

---------------------------------------------------------

BK-One with Benzilla - Rádio Do Canibal

BK-One har i mange år ageret tour DJ for Brother Ali, og grundet de mange optrædener med rapperen - som mange anser for at være en af de vigtigste pt. - har BK-One vunder hans egen solide fanbase. Nu er det så blevet tid til at stå på egne ben, og sammen med Minneapolis-produceren Benzilla, debuterer BK-One med det ufatteligt stærke DJ-album Rádio Do Canibal. Rádio minder på mange måder om Sergio Mendes og Will.I.Am's suveræne samarbejdsalbum Timeless fra 2006, hvor det var de brasilianske rytmer og den labre Copacabana atmosfære der var de bærende elementer. BK-One og Benzilla har ligeledes mixet disse eksotiske lydbilleder ind i deres produktioner, forskellen er blot, at de er mere "rå" i deres udtryk og de distancerer sig fra mainstream tilgangen - resultatet er intet mindre end sublimt. Alt fra trommer, sang, guitarer og fløjter er mesterligt inkorporeret, og når man så tilsætter 2009's - uden sidestykke - mest imponerende lineup af gæsterappere, så er det jo lige til at falde i svime over. Brother Ali og Slug er hoved-repræsentanter for Rhymesayers familien, og de står side om side med rap legender som Raekwon, Scarface, Murs, Phonte, Black Thought og supergruppen Haiku D'Etat - for bare at nævne nogle af gæsterne! Kort og godt; Rádio Do Canibal er superb bossanova hiphop-honning for ørerne, og jeg tør godt sige "top 10, 2009".

-------------------------------------------------------

Tema Do Canibal



5/6

Kero One - Early Believers

"Yo what's up Kero?! Your shit is fuckin' dope! I gotta tell you, I was listening to your whole record, ALL the records on your.. TV there - shit is dope, IloveitIloveitIloveit..."

Ordene kommer fra Will.I.Am, der via en video på youtube forsøger at komme i kontakt med Kero One, i håb om at indgå et musikalsk samarbejde. Dette er meget forståeligt, - Kero One's Early Believers lyder som en blanding af Will.I.Ams to kronværker, soloalbummet Songs About Girls og Timeless som han lavede med Sergio Mendes.
Trods få smuttere her og der, samt et direkte utilgiveligt femte udspil fra Black Eyed Peas, har jeg faktisk altid været rigtig glad for Will.I.Ams musik. Vist er det ultra mainstream, og pop'en spiller altid mindst ligeså stor en rolle som hiphop'en, men det er næsten altid så veludført, at jeg oftest ender med bare at tage JA-hatten på og groove med. Kero One skaber den nøjagtigt samme stemning. Det er positive, sommerlige upbeat produktioner, der får humøret helt i top. Ikke tilfældigt at pladen blev udgivet i april, hvor det gode vejr brager frem og folk bliver så glade og livlige. Early Believers er ét stort sommer-anthem.

Kero startede egentlig som web-designer, og så rappede, producerede og dj'ede han i sin fritid. Beskedne 50 kopier blev udsendt af hans første selvproducerede, selvfinancerede single, men heldigvis blev et enkelt eksemplar samlet op af en japansk DJ, der så potentialet i Keros musik, og dagen efter var Kero et mega hit. Og med udgivelsen af debutalbummet Windmills of the Soul, blev utallige døre åbnet. Reemix Magazine kårede endda albummet som årets bedste i 2006.

Kero's andet album , Early Believers, udkom så tidligere i år, og der er ikke så meget at sige, andet end "hold da helt ferie et lækkert album!!". En lind strøm af sublime produktioner, og rigelige mængder jazz'ede og soul'ede indslag. Og Kero selv er en mere end habil rapper. Det er de positive rytmer, og produktionernes lækre groove der er første prioritet, men den lyriske del er flere længder bedre end jeg personligt havde troet den ville være. Men bedøm selv her:

Welcome to the Bay

When the Sunshine Comes feat. Ben Westbeech

Keep Pushin'

- Kan du lide hvad du hører her, så køber du bare pladen omgående, for så vil du elske den - guaranteed!! Kan ske årstiden ikke er helt så aktuel som den var tilbage i April da pladen udkom, men så kan musikken i al almindelighed bare gøre din hverdag lidt lysere og smilende.

4.5/6

The Grouch & Eligh - Say G&E!

Snakker man om indie-hiphop succes-historier, må og skal The Living Legends Crew nævnes. Den 8 mand store gruppe brød frem i 90'erne, - de skrev aldrig under på en kontrakt, men formåede alligevel at få en loyal og næsten rabiat fanskare, og de solgte omkring 300.000 plader, på trods af at hver eneste skive blev solgt af dem selv på gadehjørnet. Deres malende, virkelighedsnære og ofte skræmmende billeder af livet gjorde dem ekstraordinært "real" på scene dengang, og denne formular har de holdt fast i, både som gruppe, men medlemmerne hver især har opereret ud fra samme skabelon med stort set samtlige individuelle udgivelser.

LL Crew's to medlemmer The Grouch og Eligh slog første gang hovederne sammen i 2000 med Vol. 1 og 2 af deres G & E Music, der siden har set yderligere 2 konstellationer i serien. Nu hedder året 2009, og der er gået 6 år siden deres sidste samarbejdsudgivelse. Fans'ne var nær bukket under af ren utålmodighed, men Say G&E! skal nok tilfredsstille alle og enhver, og de fleste vil med garanti mene, at ventetiden var hvert eneste sekunt værd.

Det unikke ved denne duo er, at de som hiphop-kunstnere og rappere er komplet forskellige. Grouch er den tilbagelænede, økologiske og hippie-agtige rapper, der gerne fletter en ordenlig portion humor ind i hans tekster, selvom budskaberne mestendels er vigtige og opmærksomhedskrævende. Eligh er super-floweren, hvis kringlede speed-rim og levering kan mænge sig med den absolutte elite, og så producerer han størstedelen af pladens numre, og det gør han, som de unge siger nu til dags - æderman'me godt! Produktionerne er ufatteligt melodiske, atmosfæriske og - i målestoksforholdet "hiphop" - helt igennem smukke. Trommerne og banging og basgangene buldrer afsted, men Eligh kan noget med baggrundslag af nynnende kor, underspillede strygere, sart klaverspil og hjemsøgende synthlyde, der gang på gang får de små hår på armene til at stå skoleret. Mageløst er vel det eneste retfærddige ord at bruge. To produktioner fejler; bonusnummeret "Euphoria" og gæsteproducer Amp Live's "Boom", der lyder som et kæmpe rip off af Black Eyed Peas' "Boom Boom Pow" - det' dæl'me dårligt! Men 2 uf ad 17, den kan jeg gå med til, især når de resterende 15 er så fantastiske. Den udnævnte profet-producer Flying Lotus bidrager også med en enkelt skæring, og selvom det med Say G&E!s stjernerække af beats virker umuligt, så løber han muligvis med sejren for bedste produktion. "Old Souls" er så genialt og mesterligt skruet sammen, og det kan være svært at tro på, at et håndværk af denne kaliber overhovedet kan skabes. Og så med et gæstevers fra Blu oveni - det' helt tosset! - 2009's stærkeste hiphop sang? Meget muligt.

"Old Souls" feat. Blu:

"Asked a brother how could he sell his soul /
He said 'easy, what you home you don't own/

The knowledge you speak has been told /Loops, life keeps repeating these notes /I see majors, somebody said they need paper to eat, but /A man shouldn't eat off bread alone, I'm headin' home /Sooner or later the creater will call /And I ain't 'bout to be playin' no war /Facing my wrongs, godspeed as I pace to the law /Wonderin' if I should say grace or be makin' zalahr /Somebody said I got a old soul /I'm just trying to figure out my role before the doors close"

- Blu, "Old Souls"

- Og hvor vildt det end lyder, så er der faktisk flere af pladens skæringer, der kunne kvalificerer sig til diverse 'best of 2009' -lister. "Do It Again", "No Flowers", "Comin' Up", "Worried About the World" og ikke mindst "Sign of the Times", der bærer årets mest skæve og herligt originale beat og omkvæd, er alle af tårnhøj kvalitet.

"Do It Again" feat. DJ Fresh:

Say G&E! er en fremragende plade, og kunne snildt havne på min top 10 over årets bedste, iblandt Fashawn, Brother Ali, K'Naan og BK-One. Fælt overset er den desværre også. Det er for mig svært at forstå, hvordan Soulja Boy numre ligger imellem 1 og 2 millioner plays på youtube, alt imens det virker som en sejr for numre som "Old Souls" at snegle sig op på de 1000 plays. Det hænger sgu ikke rigtig sammen, men det er nu engang sådan verden fungerer. Derfor: support real hiphop. Det vil undre mig noget så grundigt hvis du bliver skuffet over Grouch & Eligh's perle her.

5/6

Dãm-Funk - Toeachizown Vol. 5: Sky

Den bredt anerkendte og internationalt læste hiphop site www.potholesinmyblog.com holdt for nyligt auditions til deres åbne anmelder-stilling. Ja, siden er tilsyneladende så stor, at hele auditions er krævet for at finde de "helt rigtige" skribenter. Anyways, jeg synes det kunne være sjovt at prøve, så jeg tilmeldte mig. Jeg endte, efter at have udfyldt diverse spørge, og ansøgnings -skemaer, i "slutrunden" blandt ca. 30 andre håbefulde skribenter. Hver skulle vi anmelde en plade, og det var denne anmeldelse, der afgjorde om man fik "stillingen". De skulle skrives på engelsk, og alle andre end mig var vist fra The States, så jeg var lidt Sorteper-agtig! Det skal da også siges, at anmeldelsen ikke blev specielt god - Haha!! Jeg vil jo gerne tro på, at det var fordi jeg kun havde én weekend til at skrive den, og jeg skulle først skrive 5 anmeldelser for DUBCNN, så det var ikke meget tid jeg havde tilbage til potholes-anmeldelsen. "Enough excuses already!" - I skal da ikke snydes for min debut som 'reviewer', så her er slutrunde-anmeldelsen af Dãm-Funks Toeachizown Vol. 5: Sky

--------------------------------------------------------------

To the average hiphop listener, the name "Dãm-Funk" probably won't ring a bell - for obvious reasons. Dãm only operates in hiphop label-wise- Peanut Butter Wolf, the somewhat spaced-out founder of Stones Throw Records, got the "Ambassador og Boogie Funk" onboard, for the sole reason to "glide into the future" with him and his unique vibes.

And Dãm-Funk isn't all that unknown actually. - If you have the tiniest bit of interest in today's modern funk scene, there's a great chance that his name has met your eyes, more than once that is. He represents the citizens of Funkmosphere; LA's freshest Monday night party, from where he pumps out his catalogue of modern soul and electro-funk to the party people.

A real crate-digger, that's what Dãm is. - He finds the rarest and dustiest of the old boogie and funk vinyls - most of them so unknown, that he loses even the most hardcore funk-heads on the way. Mixed with his own arsenal of vintage synths, drums and sounds, he produces a fresh new-age sounding boogie-funk. The attention is never taken away from the old original sound though; Dãm respects the genre too much to steal the spotlight, and the scent of Fred Weasley, Maceo Parker, George Clinton and Prince is never from away.

Sky is the fifth constellation in the Toeachizown -series, and it's the straight forward positive and uplifting piece. During the listen, my thoughts travelled to the likes of Daft Punk's Discovery, Jamiroquai's A Funk Odessey and even PlantLife's The Return of Jack Splash. But being heavily into hiphop, and not so much new-wave boogie-funk, it becomes clear that the nearly 2½ hour long album is created for clubs and lounge-like parties. As a listening experience, Sky quickly becomes flat and repetetive, and it lacks diversity and versatility, even as a genre-piece. The production is well executed, no discussion, but simply not solid enough the keep the interest alive.

The only question that needs answering is, if it's fair for a boogie-funk record to be reviewed by a hiphop-reviewing blog? Signed to Stones Throw Records sure, but Dãm-Funk's Toeachizown Vol. 5: Sky doesn't contain a single gram of hiphop, and therefore one might think that the words from a hiphop enthusiast are worthless. Never the less:

-----------------------------------------------------------

- potholesinmyblog karakterskalaen går kun til 5, så var pladen blevet anmeldt her på siden under normale omstændigheder, ville karakteren være

2.5/6

Abstract Rude - Rejuvenation

Rejuvenation, der er Los Angeles rapperen Abstract Rudes debutalbum for Rhymesayers, fik en noget lunken modtagelse i USA. Produktionen fik kritik for at være for slap og ensformig, lyrikken fik kritik for at være uinspirerende, og hele pladen fik kold og kynisk kritik for ikke at være ungdommelig nok.
- Jeg synes Vitamin D's produktioner er top notch. Der er en tydelig rød tråd af groovy guitar riffs, gyngende basgange, organisk-inspirerede trommer og et hengemt snert af atmosfæriske lydtæpper. Nej, det nyeste nye super-beat bliver ikke fremstillet, men en god håndfuld produktioner kan fremhæves som herligt nakkeruskende og melodiske, på grænsen mellem det rå og det mainstream. "The Conch" ligger en god musikalsk baggrund for Abbeys brillante levering, der viser, at hvis han gider, kan han være et bæst på mic'en. Jeg må muligvis se mig nødsaget til at give de Amerikanske anmeldere ret i, at han for sjældent lukker dette bæst ud, men selv hans ringeste præstationer fremstår i mine ører interessante. Og Rejuvenation er da langt fra blottet for top præstationer, - "Is What It Is" skal nok tilfredsstille selv de allermest kræsne. Min personlige favorit "TV Show" har ligeledes være i seriøs rotation på pod'en her på det sidste, og vil være det en god rum tid endnu.

I mine øjne er pladens store force "one-mc-one-dj" -følelsen. Vitamin D's stil er som sagt let genkendelig, og selvom der umiddelbart ikke er den store variation, er der talrige detaljer, der i sidste ende giver de forskellige tracks tilstrækkelig personlighed. Og Abbey holder altså! Den dybe tallerken bliver ikke (gen)opfundet på Rejuvenation, men han flower fornemt, og hans rap-røst er svær at blive træt af. Eneste gæster på pladen er Aceyalone og Myka 9, der sammen med Abstract gendanner Haiku D'Etat for en kort stund, på et af pladens absolutte perler, "Thynk Eye Can".



Rejuvenation er ikke sønderligt ambitiøs, men som man siger nogengange, less is more, og for mig er dette album ganske simpelt bare sprød hiphop bagt fra en simpel opskrift.

4/6

Stoupe the Enemy of Mankind - Decalogue

Jeg hverken håber eller tror, at der er et breakup på vej i Jedi Mind Tricks lejren, men faktum er, at 2009 står i soloudgivelsernes tegn. Vinnie Paz udgiver inden længe hans debut plade "The Assassin's Creed", som bliver hans første skridt ind ad mainstream døren, med features fra folk som Freeway, Beanie Sigel, Clipse og Madlib. Første udspil fra pladen er ude, og det er faktisk ufatteligt godt. Det er en følsom Vinnie Paz der rapper over et smukt beat der overraskende nok klæder Paz til perfektion - Lyt HER.
Jus Allah, som tilsyneladende er tilbage inde i JMT-varmen, er igang med hans "The Meanest Man Alive", som ifølge det første leak "Hell Awaits" lyder så tåbeligt åndsvagt som jeg havde troet det ville.
Stoupe derimod, manden i skyggen, hjernen bag det hele, mesterproduceren - han har (ENDELIG!!) udgivet et debutalbum der vil noget!

Fans og tilhængere, mig inklusiv, var ved at blive overordenligt bange for, at Stoupe havde mistet hans gyldne touch, da "History of Violence" udkom, da der kun var en 2-3 gode beats iblandt det håbløse skrammel. Det lille tilbagestående håb bestod i, at de gode beats nok var gemt til solodebuten - dette er heldigvis korrekt langt hen af vejen. Efter albummets lidt haltende start, støder vi ind i den fænomenale Kill Bill-soundtrack inspirerede, Rodger Whittaker lydende "The Truth", med en mere end sulten Supastition, hvis legesyge rapstil retfærdiggører produktionens åbne invitation til flow-gymnastik a lá carte.
Joell "Next-to-blow" Ortiz besmykker den obligatoriske salsa-hiphop skæring "That's Me", der minder om en blanding af "M-Sea-Creasy" (fra Canibus' 'Rip The Jacker') og "Nada Cambia" fra klassikeren 'Visions of Gandhi' - med andre ord: Fandens fantastisk produceret.
De lidt oversete AOTP medlemmer King Magnetic og Reef the Lost Cauze udveksler linjer over et af Stoupes beat-kendetegn, en storladen operakor-med-arrige-strygere produktion, der fungere som en velplaceret knytnæve i lytterens fjæs.
Outerspace har selvfølgelig også været på besøg, og deres bidrag er blandt albummets bedste. Produktionen er i efter min mening en smule atypisk for Stoupe, men ikke desto mindre er "Speakeasy" en allerhelvedes groovy, gak gak og melodisk banger, der på alle måder gør en glad i låget!
Så har vi "Transition of Power", nummeret alle har ventet på! En 'Stoupe vs. M.O.P.'- banger for fuld smadder!
På "Independence Day" synes jeg at kunne fornemme bidder af The Mood's katastrofalt ukendte undergrunds klassiker "Karma" fra '97 albummet 'Doom'. Måske det bare er mig og min ønsketænkning, men i mine ører ligger den et sted i den fjerne baggrund, og det lyder eksorbitant godt!
Og storstilet (og flabet) som Stoupe nu engang er, slutter han af med et pop-nummer, hvor New York'er pop/rock vidunderbarnet Lorrie Doriza hjælper til. Behøver jeg at sige, at han slipper ualmindeligt godt fra det?

Lyrisk set er pladen ligeledes proppet med memorable vers, beretninger og punchlines. Når man tænker på hvor få der egentlig har "fået lov" til at rappe over et Stoupe-beat, uden for JMT og AOTP lejren, må man sige, at det er lidt af en ære at være gæst på dette projekt. Og det skulle jeg lige love for at de forskellige rappere er klar over! Jus Allah the retard, formår utroligt nok at flette et vers sammen på "Evil Deeds" som man kan og gider at lytte til, mere end én gang! Slaine (Special Teamz, La Coka Nostra) åbner hele ballet med en totalt drugged out syret historie på "Allison James", der sætter stemningen ret godt. Supastition er kanon, Ortiz er forbløffende, Cauze er trone-værdig og jokeren Block McCloud er genial, idet han rejser heeelt tilbage til 'The Psycho Social...'-tiden med fucked up underlige tekster om ufoer, korncirkler, uforklarlige konspirationsteorier med meget mere, og han gør det endda med et børnekor på omkvædet, der sidder lige i øjet. Stor stor stil! Og så sørger Lorrie Doriza for et forfriskende afbræk fra rappen med "Find A Way", der imod alle odds fungerer som det perfekte afsluttende nummer.

Man kan måske syntes, at 10 numre er lige i underkanten, men så vælger jeg bare at se 'Decalogue' som en komprimeret skatkiste af undergrunds hiphop perler. Indrømmet, lige akkurat Stoupe kunne snildt have sluppet fra et 20-tracks album, da hans beats nu engang er så djævelsk sprøde. Men less is more folkens, og lysten til mere vægter i sidste ende utrolig højt. Det er muligt at Jus Allah er faldet totalt af hesten og at Vinnie Paz has gone soft, men menneskehedens ærkefjende Stoupe holder ikke bare gløden ved lige, han har antændt et nyt sprudlende bål - og der er med sikkerhed en enkelt rapper eller 50 der får brændt nallerne noget så grusomt derpå. Stor stor sejr for Stoupe.

4.5/6

DJ Quik & Kurupt - BlaQKout

Jeg må hands down indrømme, at denne plade er en af de større positive overraskelser af hiphop udgivelser anno 2009. Jeg er ikke den store tilhænger af hverken Quik eller Kurupt, og for mit vedkommende kom dette album - meget pludseligt - flyvende ind fra højre, uden på nogen måde at have verslet sin ankomst. Jeg ejer ikke en eneste DJ Quik eller Tha Dogg Pound plade, og det eneste jeg ved om de to herre er alt "det der" basic stuff, som de fleste ved; De betragtes begge som west-coast legender, og hvis de ikke ER, så er de i hvert fald nogen af dem, der har holdt G-funk westcoast lyden mest indtakt, og udover Dr. Dre, som var en af hovedgrundlæggerne af vestkyst gangsta bevægelsen, så er Quik og Kurupt to af de andre absolut vigtigste personligheder på dét område.

At jeg først introduceres rigtigt til de to nu er vel næsten for dårligt, da man roligt kan sige, at jeg er lidt sent ude. MEN! - jeg vil så sige, at 'BlaQKout' er et fandens godt førstehånds indtryk, og det er bestemt et bekendtskab jeg er glad for at have stiftet. Bredere viden om Quik og Kurupt er ikke nødvendigt for at anerkende deres debutplade som duo, for det er i al sin simpelthed en fortræffeligt sprød en af slagsen!

Det første positivt bemærkelsesværdige ved pladen er, at de på fornemmeste vis ungår at ramle ind i for mange westcoast gangsta klichéer, som man med rette kunne have frygtet. Der bliver naturligvis serveret rigelige doser gangsta-gangsta, lowrider bumpende beats og "Yeeaah, if you don't stooop..."- inspirerede tekster, men samtidig er pladen iklædt et tæppe af originalitet, der gør at 'BlaQKout' ikke bare er dit sædvanlige westcoast fix, men faktisk meget mere. Numre som "Ohh!", "9x Outta 10", "Jupiter's Critic and the Mind of Mars" repræsentere alle en udsøgt kreativitet og nytænkende måde at producere på. Ydermere tillader Quik og Kurupt sig endda at lave en joke og to ud af den for evigt vedhængende mentalitet, der ifølge normen afspejler de steriotype gade-gangsta typer. Se bare videon til førstesinglen "Hey Playa! (Moroccan Blues)", der starter med, at deres bil bryder sammen i en ørken, hvorefter de står og spytter rim og kaster håndtegn iblandt kameler - se det er selverkendelse og ironi når det er bedst. Og så er nummeret desudden blandt årets top 5 mest forrygende bangere; take a listen: (lov mig at skrue øre-blødende højt op!)





Hvad angår teksterne, så vinder de jo nok ikke en oscar for nytænktning eller tema-valg (her ramler vi ind i klichéerne) - men der er en enorm underholdningsværdi at finde imellem linjerne, og DJ Quik, der er sprunget ud som full-time rapper, gør sig næsten bedre end kollegaen. Det er dog sammen de slår gnister, og selvom de ikke har meget relevant at berette om, så er det deres legende kemi der i sidste ende besejrer de manglende hjerneceller i skrivningen.

'BlaQKout' er en fed plade! Sublime samples, nakke-brækkende bangers, sexyness, originalitet og sprudlende lyrik - ikke videre intelligent - men dejligt lige til! Og en flot præstation synes jeg også det er; at to westcoast kunstnere formår at bryde deres vante rammer i så høj en grad, og giver den "gamle" lyd et twist her og der - og døren ind til fremtidens westcoast soundtrack er muligvis blevet åbnet.

4.5/6

Slaughterhouse - Slaughterhouse

Betegnelsen "Supergruppe" er i løbet af de sidste par år gået hen og blevet ekstrem populær. Wu-Tang Clan er i mine øjne den første og stærkeste "supergruppe", der har eksisteret i vores elskede hiphop verden - dette værende på trods af, at den officielle definition af en "supergruppe" ikke engang tillader Wu-Tang Clan kvalificerer sig! Jeg synes nu at Wu-Tang er en "gruppe" der er "super", så i min logik er der ikke så meget at være i tvivl om: Da gruppen i 1993 udgav deres stærkt ikoniserede debut-mesterværk "Enter the Wu-Tang (36 Chambers)" definerede de termet "Supergruppe". Mange har efterfølgende forsøgt at gøre klanen kunsten efter, men ingen har kunnet efterligne den storhed som Wu-Tang repræsenterede i sin tid.

Men hvad kendetegner i grunden en supergruppe? Hvad er kriterierne? Hvilke faktorer spiller ind, når der ikke bare er tale om en 'gruppe', men en 'supergruppe'? Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz satsede på kvantitet frem for kvalitet, da han oprettede den selvudnævnte supergruppe 'Army of the Pharoahs' - en mindre hær, der pt tæller en 13-14 medlemmer. Men hvad hjælper det at være mange, når sammenholdet ingenlunde er til stede? Den absolut vigtigste faktor i en supergruppe, er i min optik kemien. Wu-Tang havde en unik kemi der ikke er set lignende siden deres debut - ikke engang fra egen lejr. Alle medlemmernes forskellige stile, metoder, udtryk og indgangsvinkler blev ligeligt retfærdiggjort og respekteret, deraf den enorme succes de høstede.

Heldigvis er netop 'kemien' eksistensgrundlaget for den nyeste "supergruppe" på hiphop scenen. Slaughterhouse blev dannet, da Joe Budden var i gang med at indspille hans album "Halfway House". Her inviterede han Royce Da 5'9'', Crooked I, Joell Ortiz og Nino Bless på besøg til medvirken på nummeret "Slaughterhouse". Her opstod, ifølge rapperne selv, en kemi som de faldt totalt på halen over (muligvis med Nino Bless som undtagelse, da han intet har med gruppen at gøre). De besluttede derfor at slå hovederne sammen om et fælles album, og istedet for fire individuelle rappere, ser de sig som én enhed - som Royce forklarer:

"We an outfit, equivalent to Voltron's /
That boy Crooked I is equivalent to four arms /
Joell Ortiz is the body /
The cannibal slash killer, kill you then eat your body /
Joe Budden is the pair of legs /
He runs shit alongside I, the aparent head"

Umiddelbart vil nogen måske mene, at der er en vis arrogance forbundet med at udnævnte sig selv til "hjernen" i gruppen, men ikke desto mindre er det en rolle som Royce Da 5'9'' glædeligt påtager sig. Og jeg vil faktisk mene at det er berettiget, da han jo sådan set har været med i gamet en del længere tid end hans tre kollegaer, og uden diskussion er bedre end de andre, stort set på alle fronter. Han har en rim-struktur og en flow-teknik der, når det er bedst, stort set er umulig at hamle op med. Lytter man fx til åbningsnummeret "Sound Off", der er en sand jordskælvsbanger, er det tydeligt at kun Joell Ortiz kan følge med Royce. Ser man derimod på førstesinglen "The One", er det Ortiz og Budden der læber med guldmedaljen, idet de med stor effekt demonstrerer deres evne til at udveksle linjer og afslutte hinandens rim - høj klasse. Alle involverede får lov til at shine på forskellige numre, men i det store hele er det Royce og Ortiz der efterlader sig det største indtryk.

Hele pladen er indspillet på blot 6 dage, hvilket er ganske imponerende, da kvaliteten generelt er ganske solid, og selvom pladen nok aldrig når hiphoppens Hall of Fame, så er der flere fornuftige indslag og mindeværdige momenter. Den altid blændende Pharoahe Monch besmykker den eminente Mr. Porter producerede guitar-crooner "Salute". Soon-to-be-superstar Novel bidrager med et smukt omkvæd på den rå og smertefulde "Rain Drops", hvor joe Budden faktisk lyser klarere end hans 3 kollegaer. Og så er der flere forrygende numre, der bygger bro imellem bevidst og radio venlig hiphop, med "The One" og "Onslaught 2" i front - sidstnævnte produceret af Emile, der netop har skudt Kid Cudi's karriere igang med et par mesterlige instrumentaler.

Banebrydende er det ikke, og som "supergruppe" når Slaughterhouse ikke Wu-Tang til sokkeholderne. Men deres debutplade er en fornøjelse med flere suveræne skæringer, og general-Royce brager virkelig frem og advarer branchen om hans hårdtslående tilbagevenden.
Er man til støvet og bragende hiphop, der glorificerer undergrundens regler, med show-off rim og tungevridende beretninger, er der med garanti flere guldklumper at finde på pladen. Selv har jeg svært ved at få armene ned af begejstring over "Sound Off". Slagtehuset er bestemt et visit værd.

4/6

KRS-One & Buckshot - Survival Skills

Mere hiphop kan det vel teoretisk set ikke blive? BDP legenden KRS-One og Boot Camp Clik generalen (med meget mere) Buckshot sammen om en plade. For mange en våd drøm, der går i opfyldelse. På papiret er det ren og skær hiphop dopeness; to af branchens bedste mc'er river alt i stykker over nogle af undergrundens bedste produceres beats. Men af en eller anden djævelsk årsag virker det bare ikke i praksis. Jo jo, bevares, KRS og Buckshot kan deres kram, men overordnet set falder det samlede produkt i højere grad til jorden end det når skyerne.

Man kan ikke rigtig andet end at have tårnhøje forventinger til et album, der har KRS og Buckshot som hovedpersoner, Black Milk, Nottz, og 9th Wonder med flere på produktionssiden og et lineup af gæsterappere, der blandt andre tæller Talib Kweli, Immortal Technique, Sean Price, Pharoahe Monch, K'naan, Slug og Naledge. Det lyder som en udgivelse af olympiske dimensioner, det er det bare ikke - materialet er alt for standart-præget.

Lad os begynde med det gode. Førstesinglen "Robot" er hands down et super fedt nummer. Det blev udgivet flere uger først robot-Jay-Z's "DOA (Death of Autotune)", som handler om det præcist samme. "Robot" er bare langt mere hiphop'et udført. Havoc leverer et sprødt beat, og KRS brillerer i hans forklaring om, hvad ægte hiphop er - for dem der skulle være i tvivl:

"There used to be a time when you be writing your rhyme /
You observed the rule of 'no fightin' /
No Immitatin', no hatin', no fakin'' /
We started breakin' so we could stop fightin' /
Get enlightened, I battle you, you battle me /
The crowd judges originality /
It's not about a salary /
It's all about describing the reality that's grabbing me accurately"

På trods af, at de gamle veteraner KRS og Buckshot er gode, har de unægteligt et lille problem; De har inviteret nogle yngre gæsterappere, med et frisk approach, indenfor, og de virker i mine øjne langt mere vedkommende og relevante, og ofte bliver både KRS og Buckshot outshinet af disse med-rappere. Tag fx Immortal Technique på "Runnin' Away", som giver alt og alle baghjul. Pharoahe Monch formår ligeledes, alene med et omkvæd (!), at lyde mere inspirerende end de to hovedpersoner. Også Slug efterlader de to giganter i skyggen med hans vers på "We Made It":

"Chasing after temporary validation /
Had to stretch my reach, I can barely break the chains' grip /
Freedom broke it, now the shoes fit /
Keep my focus on my people and my music /
Speak fluent, live and breathe through it /
And leave the foolishness for these too-cool-for-school kids /
Some don't wanna see the truth through it /
So used to losin' we're afriad of the movement /
It's all right, let the pride get boosted /
Even if you make it just to prove that you can do it"

Når alt kommer til alt, står de lyseste punkter alså ikke på KRS og Buckshots regning. De gør deres, men de er "oppe imod" nyere og utrolige kræfter i hiphop verdenen, og det er ikke længere en selvfølge at man er overlegen, blot fordi man har været i gamet længst. KRS og Buckshot udviser survival skills ved at have været med i så mange år og holdt deres standart ved lige, og dét må man give dem. Men de må også begynde at udvise survival skills hvis de vil mænge sig med den nye elite, for den er absurd dygtig, og der skal immervæk ufatteligt meget til for at være det-der-ekstra-meget-bedre end de andre, og det er jeg ikke helt sikker på om KRS og Buckshot er?..

Når alt det så er sagt, så er "Survival Skills" da et meget godt album, men igen, bare ikke så godt som jeg havde håbet, derfor

4/6

Kid Cudi - Man On The Moon: The End Of Day

Not many people stood up against the system we all call life, but towards the end of our first ten years into the millenium we heard a voice. A voice who was speaking to us from the underground for some time. A voice who spoke of vulnerabilities and other human emotions and issues never before heard so vividly and honest. This is the story of a young man who not only believed in himself but his dreams too. This is the story of the man on the moon.

2009 har stået i Kid Cudis tegn. Efter udgivelsen af mixtapet 'A Kid Named Cudi' i 2008, fik Kanye West hurtigt øre for den unge Scott Mescudi, og fik ham til at gæste-synge på åbningsnummeret til det hæftigt debaterede '808s & Heartbreak'. Og så gik det ellers hurtigt! Singlen "Day N Nite" havde allerede gjort Cudi til at stort navn, og med Kanyes øjne rettet imod sig, fulgte det meste af hiphop og electronic scenen Cudi, som meget hurtigt blev manden alle snakkede om. Alle de største navne ville have ham med på deres næste single, og folk som Alchemist, Jay-Z, David Guetta, 88-Keys, Kevin Rudolf og Sharam er allerede blevet velsignet med Cudi's hjælp. Hør sidstnævntes mesterlige nummer "She Came Along" med Cudi og den afdøde country legende Patsy Cline her - det er mageløst!

Efter tonsvis af omtale og gæsteoptrædener her og der, er turen endelig kommet til Kid Cudi selv, og debutalbummet, der uden sidestykke er det debutalbum i år, der er tilknyttet de højeste forventninger, vil være det endegyldige bevis på, om Cudi er endnu en overhypet døgnflue, eller en kunstner med flere evner end først antaget. Vil det briste eller bære?

"In my dreams /
I can have anything and everything I ever wanted /
I can think of anything and everything I ever needed /
Right here in my dreams everything is A okay /
I don't worry about anything"

Cudi starter hans kryptiske rejse igennem hans underbevidsthed, ved at danne en imaginær skal af længselsfuld utopi, for hvor han gerne ville berette om et liv uden problemer, finder man hurtigt ud af, at hans liv ikke har været en dans på roser, og man skal ikke mange minutter ind på den 5-akts-opdelte plade, før en overvældende følelse af melankoli rammer en. Det glansbillede af "superstar Kid Cudi" som MTV har tegner, er helt galt. I virkeligheden er Scott Mescudi en neurotisk, paranoid og generelt skræmt ung mand, der sort på hvidt ikke har det særlig godt. Farens død var snebolden, som startede lavinen, og Cudi har i det meste af hans liv gået små- forhutlet rundt og haft svært ved at kontrollere og sætte ord på hans følelser. De to ekstremt let-fordøjelige numre "Enter Galactic (Love Connection Pt. 1)" og "Make Her Say" er udelukkende til for at rede pladen fra at blive et slit-your-wrists album, som Cudi selv udtrykker det. Og "Enter Galactic" handler i bund og grund om et kodylt svampetrip, som han lokkede en pige med ud i, for selv at kunne slippe væk fra hans depression. Stakkels knægt.

Heldigvis har Cudi formået at skabe et fremragende produkt ud fra de usædvanlige præmisser, for manden kan heldigvis både rappe, synge og skrive, og selvom han ikke er den største poet, så besidder hans tekster en trøstesløs ærlighed som man ikke kan tage fra dem. Tag fx en sang som "Soundtrack 2 My Life", hvor han synger:

"Once upon a time nobody gave a fuck /
It's all said and done and my cocks been sucked /
So now I'm in the cut, alcohol inthe wound /
My hearts an open sore that I hope heals soon /
I live in a cocoon opposite of Cancun /
Where it's never sunny, the dark side of the moon /
So it's more than right I try to shed some light on a man /
Not many people of this planet understand"

Hjertet krænges ud, og der udøves selvransagelse så det gør ondt. Man skal faktisk helt hen til albummets femte og sidste akt, før det begynder at se lyst ud, med nummeret "Up, Up, And Away", hvor der endelig er lys i tunnelen. Havde det ikke været for den sublimt melodiske røde tråd, havde albummet nok været en tand for tungt, men de mange alternative musikere, der alle bidrager med dybt originale, nytænkende og genre-bøjende indslag, sikrer en fænomenal lydside, der gør Cudi's kvaler en smule lettere at fordøje. Eletronic/rock duoen Ratatat leverer fx nummeret "Pusuit of Happiness", der har et mastrodontisk stadium-feel over sig, i undergrunds format. Ryan "Plain Pat" Reynolds står for den minimale og kuldegysnings-fremkaldende "My World", der med sin snigende alvor kryber sig ind under lytterens hud. Emile Haynie står for, i min optik, albummets absolutte højdepunkt "CuDi Zone", der med en out-of-this-world flot produktion og et ubeskriveligt fængende omkvæd går rent ind. Pladens indhold er hele vejen igennem af utrolig høj kvalitet, og hvad der gør det hele yderligere fantastisk er, at 'Man On The Moon' har en unik helheds-følelse; ingen tvivl om, at pladen er skabt som værende en samlet oplevelse. Common agerer fortæller, og gør også sit for at få det hele til at minde om en historie, og ikke bare en samling numre der er kastet tilfældigt ind på en skive.

I mine øjne er 'Man On The Moon: The End Of Day' lidt af et genialt debutalbum. Det er et modigt stykke arbejde Kid Cudi har gjort her. Det er ikke mange som tør stå frem med sådan et album, der byder på så mange livsafkræftende og tunge tekster. Men som sagt ender det hele jo trods alt godt for den gode Mescudi, for i femte og sidste akt, der har det lovende navn "A New Beginning", slutter han med ordene:

"...See myself in the mirror I guess I'm cool /
And those happy thoughts in my head /
I feel like I'm Peter Pan minus the tights and the fairies /
Happy to see how far I've come /
To the same place it began; my dreams imagination /
Perfectly at peace, so I move along a bit higher"

Det som Kid Cudi har begået her, er et overordenligt godt bud på, hvordan hiphop'en kunne se ud i fremtiden. Det lyder på ingen måde som noget man har hørt før, men personligt ville jeg ikke have noget imod, hvis dette album blev skabelonen for en masse nyt hiphop to come.

"...This is the journey of the man on the moon..."

5/6

Chali 2na - Fish Outta Water

- Videoen her er en langt bedre intro til denne anmeldelse, end noget jeg selv kunne skrive. Den viser virkelig præcist, hvor elskværdig og down-to-earth en person Chali 2na er.
Han er branchens bamsefar og dybeste bass stemme, og som frontmand i legendariske Jurassic 5, behøver han vel egentlig ikke yderligere præsentation end videon sørgede for.

Interessant er det, at debutpladen først udkommer nu, mange år efter han første gang satte foden i hiphoppens verden. Personligt havde jeg høje forventniger til denne plade, baseret på hans deltagelse i Jurassic 5 og Dino 5, hvoraf sidstnævnte faktisk satte ham i et endnu mere positivt lys i mine øjne end førstnævnte, incredible as it is.
'Fish Outta Water' er meget af det man havde håbet på og regner med, tilsat en lidt ny side af 2na, der ikke klæder ham sønderligt. Selvfølgelig er der stjerne-produktioner og substantiel lyrik undervejs, men "den nye side" som jeg snakker om, er hans Black Eyed Peas'ede forsøg på at fortolke mainstream radio hiphop. Numre som "International", "So Crazy", "Controlled Coincedence" og "Love's Gonna Getcha" er et resultat af dette. Det er mildt sagt rigtig skidt hiphop, og skylden skal først og fremmest skydes på de lallede pop-produktioner, der absolut ingen veje vil hen. 2na gør det sådan set rimelig godt - med den stemme, det flow og den charme kan han næsten slippe afsted med alt, og heldigvis er der flere brilliante inputs at fremhæve end dårlige.
På "Don't Stop", der er albummets første perle på halskæden, leget 2na frit over et forrygende beat, der helt i stil med 'Power In Numbers'-lyden blæser derudaf med en ligeledes overlegen Anthony Hamilton på omkvædet. "Comin' Thru" følger ligeledes den gode gamle J5 formular, og produktionen er skræddersyet til 2na, der flower afsted som en drøm.
Tredje perle på kæden, "Righteous Way", er muligvis det bedste eksempel på den personlige 2na, hvor han snakker om at være forældre, med tre vers dedikeret til hans søn, far og mor. Bedst er det til sønnen, hvor 2na rapper:

"I became a parent at the age of 21 /
With no doubts or questions /
'Cause I love my son /
I fell for a woman same name as my mama /
Maintained heavy drama /
But I loved my son /
Eleven years of love, lies and fears /
Closed our eyes and ears /
But because my son /
Had nothing to do with the reason we would fight for days /
We kept it together to raise out son"

Det efterfølgende nummer, fjerde perle i rækken, er i modsætning til "Righteous Way" en suveræn fest for flow-gymnastik på højeste plan. Hvis "Don't Stop" og "Comin' Thru" var 2na's legeplads, er "When Will I See You Again" 2na's Tivoli, hvor han taget Elzhi med på besøg. De, om man må, klæder hinanden fortræffeligt, og de flyder legende let ind imellem hinanden, som var det, det nemmeste i verden. Forrygende hiphop.
Reggae halv-brødrene Stephen og Damian Marley kigger forbi på "Guns Up", der trods det lidt misvisende navn er ren fest og celebration.
Sidste perle på den efterhånden lange kæde, er det rørende "4 Be Be", hvor 2na rapper om tabet af hans unge kusine Be Be (BB). Et smerteligt nummer, hvor den karismatiske sangerinde Ming Xia fra den hedengangne gruppe The Spooks (dem der hittede stort med "Thing's I've Seen" og "Karma Hotel" omkring årtusindeskiftet) i høj grad gør sit for at få klumpen i halsen frem og hårene på armene til at rejse sig.

Når alt kommer til alt står man altså med én håndfuld rimelig dårlige numre, én håndfuld solide tracks, deriblandt "Lock Shit Down" med Talib Kweli, og så har man selvfølgelig en halskæde med påhængene perler, der faktisk er ualmindeligt gode. Så et hip-som-hap album, hvis stærke indslag dog er virkelig suveræne.

4/6

Jay-Z - The Blueprint 3

Jigga, Hova, H-O-V, Jay-Z; Manden med de mange navne, som tilsyneladene nu er større end hiphop, er klar med tredje album post-retirement!
Uanset hvad man siger og synes om Jay-Z, så er det et unægteligt faktum, at han har gjort sit for hip hoppen, han har taget sit slæb. Lagde ud med en classic debut, og leverede eftefølgende storværker som The Blueprint og The Black Album. Han har generelt været uhyre produktiv - 11 studio album udgivelser og en håndfuld collaboration albums, for ikke at glemme eget tøjmærke, egne pladeselskaber og egen velgørenshedsorganisation. Med andre ord: Han har alt, kan alt, og vil tilsyneladene også alt!

Hypen omkring Blueprint 3 lagde godt ud. Kanye West bragte Jay-Z op på scenen til en koncert og bragede "Jockin Jay-Z" ud af højtalerne med medfølgende jubelråb "BLUEPRINT 3!!". Skide fedt nummer, fed produktion, og den gode gamle old school Jay-Z tilbage i flow storform. "Haters be like "why you still talking money shit?............. - Cause I like money BITCH!". Så fulgte "History" efter. Endnu et suverænt Kanye West produceret nummer, der desværre vist nok blev trukket tilbgage pga noget rettigheds-halløj (?). Så kom "Brooklyn Go Hard". Tjaa, tjoo, njaa, forholdsvist skidt nummer.
Det skulle så vise, sig, at hverken "Jockin Jay-Z", "History" eller "Brooklyn Go Hard" havde noget med Blueprint 3 at gøre, for da "DOA (Death of Autotune)" kom ud, var det definitivt, at dette var albummets førstesingel. En efter min mening ualmindelig rodet single; No ID og Kanye West når de er mest kringlede; lidt horn der, lidt rock guitar her og lidt guitar solo derovre. Og så var det måske lige nemt nok for Jay at hælde benzin på auto-tune bålet, og malke dén ko for penge, for 168. gang. "Run This Town" fulgte trop - forbandet skod track. Forventningerne til Blueprint 3 blev skudt i sænk - hvad havde Jigga gang i? At alliere sig med branchens pt to største kunstnere, om et nummer der er så katestrofalt ligegyldigt - det kræver jo næsten skills at udrette et sådan stunt.

Med tårnhøje forhåbninger om, at de første singler bare var kiksere på et ellers sublimt album, satte jeg mig så ned for at lytte albummet igennem, mens jeg tænkte; "Det kunne jo gå hen og blive godt". Men nææ nej, "D.O.A. (Death of Autotune)" og "Run This Town" holder standarten for et smertefuldt dårligt album, der uden sidestykke gør sig som Jay-Z værste udgivelse til dato. Det kulsorte får, stregen i regningen, kvajebajeren til musikindustrien.

Jay-Z har ellers som sædvanligt slået hovederne sammen med creme de la creme når det kommer til hiphop: Kanye West, NO Id, Timbaland, The Neptunes, Kid Cudi, Drake (hvem fanden i helvede er han egentlig? Han er overalt, men hvad har han lavet??!) Swizz Beatz og Young Jeezy. Stjernerækken er der, men samtlige medsammensvorne er at finde på de respektives kariere-lavpunkter. Timbaland; åh gud åh gud! Jeg troede faktisk ikke han kunne fejle. Med Justin Timberlake og Nelly Furtado succesen, red han på en bølge af kreativitet og originalitet, men jeg skulle ellers lige love for, at det stopper her!
Kanye West: Jeg elsker stadig manden, men alle hans produktioner på skiven her lyder ufærdige. Man lytter til "Thank You" og tænker "helt sikkert, fedt udgangspunkt for et beat" - men mere sker der ikke. Så loop'er det samme kedelige beat i ring i 4 minutter. Det præcist samme kan siges om "Already Home". "Hate" og "A Star Is Born" til gengæld er så jammerligt forfærdelige, at det på ingen mulig måde kan eller skal tilgives. Fy far satan. Og så prøver han at opveje med "Young Forever", som bevares har potentiale, men sgu ikke det bedste man har hørt eller set fra Hr. West.
Swizz Beats fejler ligeledes ufatteligt grumt med "On the Next One", der er et af de slags numre man faktisk ikke kan holde ud af skulle høre til ende. Vi snakker potentielt Abhu-Graib tortur-redskab her!
Et enkelt lyspunkt er der dog! Den for mit vedkommende komplet ukendte producer Al Shux overhaler alle andre involverede indenom med "Empire State of Mind", der har en uovertruffen Alicia Keys på omkvædet. Stor stor stil, og det eneste nummer hvor Jay-Z faktisk lyder engageret.

Men alt i alt er det lidt af en pinlig affære. Med det bagkatalog kan Jay-Z næsten ikke tillade sig at skuffe de hungrene fans så grumt. Blueprint-navnet forpligter, og hvor Blueprint-serien før stod for sublim hiphop, brygget på en solid bund af enthusiasme, kampgejst og fremragende ideer, beats og tekster, sørger tredje del i serien nu for, at dét image bliver totalt molesteret. En fandens skam.

2.5/6