LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 2000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 2000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.  

"Beauty For Bosses"

I december 2010 var Connecticut-rapper, musiker og medstifter af indie-label Fake Four Inc., Ceschi Ramos, offer for, hvad man kan kalde en gedigen omgang uheld og dårlig timing. En tidlig december morgen, bliver en af Ceschi's bekendte stoppet af politiet, for at køre 67 i en 65-zone. Da de stopper ham, erfarer politiet til deres store overraskelse, at han kører rundt med små 50 kilo marihuana i bagagerummet. Han får tilbudt nedsat straf, hvis han udpeger "hjernen bag operationen", hvilket, højst tilfældigt, bliver Ceschi, der ellers bare skulle have haft et kilo til sig selv og sine venner. Kureren finder på en undskyldning for at komme forbi Ceschi's hus, der på dette tidspunkt emmer af julehygge og familietid. Venner kommer forbi, låner toilettet, siger tak og efterlader en lille "julegave" på dørtrinnet. Et kvarter efter stormer politiet huset, arresterer Ceschi og idømmer ham 18 måneders fængsel. Ceschi gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at sikre juridisk retfærdighed, men endte blot med en gæld på 50.000$ og en uforandret straf. Fake Four Inc.'s fremtid hang i en tynd tråd, og der var ikke meget lys at finde for enden af tunnelen. Indie-fans'ne viste dog tænder og trådte til, og sikrede selskabets overlevelse med uovertruffen loyalitet og generøse økonomiske bidrag.

Meget er sket siden Ceschi's løsladelse, og ud fra hans seneste musik at dømme, må man lidt kynisk konstatere, at denne uheldige hændelse trods alt ikke har været godt for noget. I modvinden fandt Ceschi motivation til at begå sine bedste tekster til dato, og trods sin vanskæbne er det lykkedes Ceschi og lave sin karrieres bedste musik i eftertiden. 

Ceschi peger selv på sin far som værende en af de vigtigste personer ift. at holde ham motiveret og ovenvande, i kølvandet på hans løsladelse. Det var særligt en tur til Yale University Art Gallery og udstillingen Art of the Ancient Americas, der inspirerede Ceschi til at skrive, hvad der efter min mening er det bedste han nogensinde har begået, og som uden tøven er blandt det ypperste fra 2015: nummeret "Beauty For Bosses". 

Nummeret er en stramt komprimeret kritik af verden anno nu. Det er fordømmende, sortseerisk og resigneret, med små velstrøjede strejf af sarkasme, humor og glimt af håb. På den ene side leveres teksten med kirurgisk skarphed, men samtidig er der noget vagt og fabulerende over hans frustrationer, hvilket resulterer i et yderst bjergtagende spændingsfelt. Nummeret er tilmed eminent produceret af Factor Chandelier, der blander rå og organiske elementer med elektroniske effekter, for derved at understøtte det førnævnte spændingsfelt til perfektion. Få er lige så produktive som Factor i disse dage, og dette er det prægtigste jeg endnu har hørt fra hans hånd. "Beauty For Bosses" er essensen af perfektion - dog ganske kortvarig perfektion, men lad gå. 

Today I learned: /
that I wasn't built for the game /
that I'd rather play floor gigs for 40 kids /
than any fucking festival stage /
I'm a martyr at most /
I'm a failure at least /
In the eyes of history I'll be no more than a leaf on a tree /
3000 years of work surrounding me /
by forgotten anonymous artists /
Beauty for bosses /
before fame was even a concept /
Some of them were stoned to death /
for the way that they expressed /
Today we're only stoned by debt and dope /
and twitter feeds of jokes /

Hand me that Obama phone /
Text me love notes /
Lay my head to rest on a museum bench /
and hope that they properly mummify me one day /
so generations can learn from my broken bones /
dug from under man made mountains of ATMS and motherboards /

I am alone /
Self aware /
Fat /
Getting old /
Capitalism is violence /
They say it's all we know /

I read about a time before prisons existed /
heard of an era before banks /
before civilians were born victims /
Dreamt of a place with no cops /
where skin color was insignificant /
where you could love whoever you wanted /
because it's nobody's business /

Fuck a world /
where justice is impossible /
where governments call cynics hostile /
and equality is a utopian concept /
Fuck a world /
that forces me to suckle its teat /
pay to breath /
and charges legal fees for a chance to be free /
If this is free /
somebody please beat the life out of me /
Just kidding….but seriously

I will die an artist, an artifact, a bad joke /  
From a naive time when human beings still had hope

This will sound better when I'm dead /
Everything sounds better when you're dead" 

. . . . . . . . . .

Køb Ceschi's Broken Bone Ballads via Fake Four Inc. HER

og

Sørg for at kigge forbi Leftovers2015 booomerang-kampagnen her og giv et bidrag

HER

Factor - Woke Up Alone

Koncept-albums hører til blandt sjældenhederne i hiphop-genren. Der er faktisk udgivet så få af dem, at det altid er de samme plader der nævnes, når talen falder på de konceptuelle udgivelser. The Streets' A Grand Don't Come For Free og Lupe Fiasco's The Cool var lidt inde i koncept-land, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city var yderst gennemført i sin storyline, og Cunninlynguists, der er og bliver mestrene indenfor konceptuelle udgivelser, har med A Piece of Strange og Oneirology skabt genrens vigtigste.

Nu kan vi tilføje endnu et album til listen, da den canadiske producer Factor har udgivet et rendyrket koncept-album med Woke Up Alone.

Den store forskel mellem de førnævnte udgivelser og Woke Up Alone er, at hvor man ved de andre virkelig skal tænke meget selv og bruge hovedet for at forstå historien, serverer Factor sin i form af et klart optegnet skuespil.
     Historien bygger på Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969, hvori hun introducerer hypotesen om sorgens fem stadier. Hun skrev, at når en person bliver konfronteret med død, vil denne blive ført igennem fem følelsesmæssige tilstande; benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
     Woke Up Alone er delt op i fem scener, der følger de fem stadier slavisk; fra 'denial and isolation' og med endestation i 'acceptance'. Hovedpersonen - den sørgende enkle - "spilles" af Kirby Dominant fra Paranoid Castle (som Factor er producer i), og han tager lytteren i hånden i fører én igennem sin emotionelt tumultariske færd. Det hele starter ved konens begravelse på "The Empire Has Fallen", hvor han rapper:

"I'm feeling like a coward, I've been crying for a hour /Too afraid to face the crowd 'cause their sympathy have power /Condolesence devour the denial of what it now or forever /I've been severed from my better half - look at her /In this golden box, I'm wishing I could turn back clocks /Or stop them all together at the time when I first met her"

Og afsluttende, på "Give Up", finder han endelig fred:

"It's time that I put the nail in the coffin /I tried to bring back the love that I lost /But I'm here defeated, I have to accept that /There's no get-back, I wanted the impossible"

Den helt store "underholdningsværdi" ligger dog i historiens mellemstykke, hvor hovedpersonen møder og bliver konfronteret af en større variete af personer, der alle har indflydelse på hans valg og videre bearbejdelse af sorgen. Disse personer "spilles" af gæste-rappere og sangere, der primært er beslægtet med Factor og Fake Four Inc familien. Således møder man fx en læge, spillet af Open Mike Eagle, Astronautalis som vennen og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Helt eminent bliver det når Onry Ozzborn agerer psykiater og når Myka 9 indtager rollen som mystisk nekromanser, som hovepersonen opsøger for at forsøge at få vækket sin kone til live.

Man må sige, at ideen til konceptet og historien samt denne form for rolleliste hører til blandt de mere originale, men et godt koncept og kløgtige ideer kan ikke redde et album alene; god musik skal til for at hive sejren i land, og her er Woke Up Alone måske ikke helt fejlfri. Factor er en habil producer, og blandingen af live instrumentation og samples - styret af en gennemgående simpel tilgang til at lave beats - fungerer rigtig godt flere steder, som på "Stone Cold", "Don't Give Up", "Denied", "Let It Go" og især pladens afsluttende instrumentale stykke "The Grave (Burial)". Andre gange bliver den samme formel dog en kende kedelig, og især pladens første håndfuld numre har svært ved at begejstre for alvor, hvilket gør det lidt tungt at komme i gang.

Factor og Woke Up Alone skal dog helt sikkert have mine anbefalinger med på vejen, for selvom det ikke er lige godt det hele, er er nogle fede stykker musik at finde, og så er historien altså virkelig god. - Og vigtigst af alt, så kommer man sgu til at tænke over en ting eller to undervejs, ikke mindst takket være Kirby Dominant's fornemme præstation som sørgende og sindsforvirret enke.
     Det er ikke et bragende stort 4-tal, men og et 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund