Året der gik: 2014

"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"

- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.

     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.

     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.

     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser

01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)

- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser

01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)

Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)

02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)

03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...

... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?

2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 

     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 

     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 

     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 

     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det må næsten blive godt. 

     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle

- Jeppe Barslund

Dag Savage - E&J

Exile er Guds gave til mennesket. Coveret til hans Radio-plade er bevis nok. Har du brug for yderligere evidens, så kast et blik på hans forbløffende CV (The Waiting Room, Dirty Science, Boy Meets World, Below the Heavens, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them og meget andet).

I min optik er han en af de absolut vigtigste producere de sidste 10 år. Gang på gang producerer han fantastiske plader, der formår at være nyskabende indenfor rodfaste traditioner, og som samtidig kanoniserer hans respektive rap-kompagnoner op i de højere luftlag. Hans enestående beat-formular, hvor han blander Detroit'ske sample-kutymer (fostret af J Dilla, forstås) med støvede jazz og soul samples, MPC-perfektioniserede trommeprogrammeringer og sin helt egen, unikke måde at klippe vokalsamples på, har gjort ham til en innovatør og en autoritet indenfor sin genre.

Hans største værker må nok siges at være Below the Heavens med Blu fra 2007 og Boy Meets World med Fashawn fra 2009. Noget kunne tyde på, at Exile har det bedst når han er sammen med én rapper om et projekt. Nu er turen i hvert fald kommet til San Diego rapperen Johaz, der som den næste i rækken kan bryste sig af det privilegium det er, at rappe over Exile-beats på en hel plade. Men det forpligter også. Som Johaz selv rapper: "Now that Exile is my DJ, alot of expectations", og det må man sige, at han har ret i.

Men man skal passe på med forventninger, for E&J er slet ikke som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, og det er der hovedsageligt tre årsager til.

1.
Man opdager hurtigt, at Johaz ikke er helt som Blu og Fashawn. Ikke nødvendigvis ment negativt, men af de tre rappere opererer Johaz på et langt mere simplificeret plan. På Below the Heavens var Blu en meget personlig rapper, der brugte sine livserfaringer som springbræt for filosofiske og eksistentielle tanker. Fashawn var ligeledes meget personlig på Boy Meets World, men brugte, modsat Blu, sine beretninger til at illustrere generelle problemer i Californiens lavklasse. I begge tilfælde var resultatet af monumental natur. Johaz er mere nede på gadeplan, og det tekstlige ambitionsniveau er ingenlunde lige så højt. Favntaget er mindre, perspektivet mere snævert og indholdet mere ordinært. Tag fx følgende citat fra "For Oldtime Sake":

"It's been a long time comin' /
Steady chasin' mines, it's been a long time runnin' /
These fake rap niggas spent a long time frontin' /
But they girls on my dick spent a long time suckin'"

Nu er hverken Blu eller Fashawn målestoksforhold for god rap per definition, så der skal ikke sammenlignes med de to, bare fordi de alle har Exile til fælles. Johaz har rigelig karisma og autenticitet til at gøre lytteoplevelsen spændende, men han har godt nok også brug for disse attributter for at kunne kompensere for de mangler, der desværre fylder en del.
     Et gennemgående problem er, at hans tekster stikker i alt for mange retninger. Ofte er det simpelthen umuligt at finde en rød tråd i de enkelte tracks. På "Twilight" rapper han først "I'm like fade out with the flow, my niggas had to grapple / Too much coke was getting sold, my niggas had to smack you", som er en lidt tilfældig linje. Senere rapper han "Wanna talk about a revolution? / First of all, let's talk Tuki and his execution", som på rigtig mange måder er en super fed linje. Senere i dét vers rapper han så: "Spend five million on a campaign / But can't find a cure for aids 'cause it's man made", og vi er igen ude i noget komplet ustruktureret. Dertil har jeg stadig ikke nogen klar idé om, hvorfor nummeret hedder "Twilight", så selv der er der en manglende forbindelse. Og sådan svinger det lidt for ofte, og man savner virkelig numre, hvor omdrejningspunktet står klarere. Nummeret "Van Gogh" er tilsyneladende kun opkaldt efter en af kunsthistoriens vigtigste personer, fordi hans afskårne øre passer godt til omkvæddet hvor de retorisk spørger "Are you listening? You listening now?". Nej, ikke rigtig sjovt, vel. Dertil er Johaz ikke ligefrem den mest opfindsomme rapper. Han løber side om side med Lil Wayne i kapløbet om at bruge ordet "nigga" flest gange, og så er han ikke bleg for at tage en kliche eller to i brug: "Girl I'm on a real shit / You can be my Jada, I'm your Will Smith".

Han har dog også sine gode momenter. På "For Old Time's Sake" rapper han om, hvordan hændelser i hans barndom har fået konsekvens senere hen i hans liv:

"How my real pops used to put the beatin's out /
I wonder if he thought it was effective /
At four years old, the first time I was molested /
13 years old, the first time I got arrested /
Just trying to see the world from my dad's perspective"

De gode momenter er der, men det kræver, at man må bære over med en tand for mange standartiserede linjer og en god portion middelmådig rap. Dog konsekvent leveret med et solidt flow.

2.
For at kalibrere sine beats med Johaz's rap, har Exile skruet lidt ned for både ambitioner og opfindsomhed.
Størstedelen af pladens beats er drevet af melodiske piano-loops og klangfulde keys. Det skaber en klar rød tråd i lydbilledet, men gør samtidig også, at nogle numre læner sig så meget op af hinanden, at de kan have svært ved at skille sig ud. På de rimelig enslydende numre "Don't Stop" (der er produceret af Alphabet 4), "Van Gogh" og "The Hurt" sker der ganske enkelt for lidt til, at det når at blive interessant. "F.U.P.M." (der ellers har et killer-vers fra Rass Kass) står ganske klart ud, men desværre bare på lidt kedelig facon. "Milk Box" ligeledes.
     Langt bedre lyder det på pladens to indledende numre, hvor Exile gør det han er bedst til, når det kommer til harmoniske og opløftende grooves. Det er ganske imponerende så meget velklang den mand kan skabe med tre tangenter på "For Old Time's Sake".
     "Bad Trip" er i en lidt anden boldgade, men også hamrende vellykket. Musikken er i sig selv som et dårligt trip, med mudrede synth-effekter og elektroniske lyde, der giver den helt rigtige fornemmelse for paranoia som rapperne er præget af i deres beretninger om bad trips.

"Drugs" er et af pladens bedste eksempler på Exile's enestående opfindsomhed. Når emnet til en sang er stoffer, kan det ikke blive mere genialt end at sample julesangen "I'm Dreaming of A White Christmas" og udelukke "Christmas" fra vokalsamplet. Når dette begavede fundamentet er lagt, tilsættes der bare lidt stryger, lidt keys og et stramt drum-break, og du har en heater sendt fra himlen.
     Ekstra legesyg bliver han på "Darlin", der mere eller mindre udelukkende består af små sample-bidder, der er klippet sammen til et hamrende sprødt beat. Konstant kan man høre, at de forskellige samples slutter brat, men alligevel er samspillet konstant og bundmelodisk.
     En lignende måde at klippe samples på finder man på "When It Rains", hvor den samplede vokal er klippet totalt i stykker og efterfølgende limet sammen på en helt ny, men fantastisk måde. Aloe Blacc's overflødighedshorn af soul-lækkerier på omkvædet sætter prikken over i'et.

E&J's lydside byder altså på en blandet landhandel af beats, hvor nogle vil for lidt og langsomt går i glemslen, imens andre viser, hvorfor jeg i indledningen kaldte Exile Guds gave til mennesket.

3.
Den sidste årsag til, at E&J ikke er som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, er helheden omkring albummet. Både Blu og Fashawn's plader var ufattelig helstøbte, hvor intet var overladt til tilfældighederne og hvor hvert eneste nummer var med til at male ét billede. Her virker E&J mere som en lidt sporadisk blanding mellem et mixtape, en opsamling, en plade og en crew-kompilation.

"Darling" kunne man finde på The Salvation mixtapet fra 2012, hvor den originale "Milk Box" også var at finde. "Cali Dreamin" kunne man høre på Cali Dreamin EP'en fra samme år, og både "Twilight", "Drugs" og "When It Rains" blev udgivet på Dag Savage EP'en for over et år siden. En stor del af E&J er altså af ældre dato, og det kunne tyde på at man har tænkt, at det var en sikker vinder at take nogle af fan-favoritter fra tidligere projekter og smide dem med på den nye plade. Jovist, "Drugs", "Darlin" og "When It Rains" er nogle af de absolut fedeste skæringer, men hvis man har fulgt Dag Savage i længere tid, kunne man måske have håbet på mere nyt materiale. At mange af de nye og ikke-hørt-før numre faktisk er blandt de dårligste, gør det ikke ligefrem bedre.

Dertil er der rimelig mange features, hvor det virker som om, at Dirty Science selskabet gerne vil introducere verden for nogle af deres mindre kendte kunstnere. Choosey, der har tre features, er sandsynligvis deres næste skud på stammen.

Er man ikke så bekendt med Dag Savage, så er E&J et fremragende sted at starte, og jeg forestiller mig, at pladen er markant bedre, hvis flere af de "gamle" numre er førstegangsbekendtskaber. Jeg skal da også være ærlig at sige, at da den milde skuffelse havde lagt sig, fandt jeg det faktisk meget rart at have mange af de fede Dag Savage -numre samlet på én skive. En ny Below the Heavens eller Boy Meets World er det overhovedet ikke, men god musik - det er det.

Køb cd'en eller vinylen gennem Dirty Science her

4/6

- Jeppe Barslund

"The Beginning"

"Drugs" feat. Co$$ & Choosey

"Darlin" feat. Choosey

"When It Rains" feat. Aloe Blacc