onsdag den 26. januar 2011

Cee-Lo Green - The Lady Killer


Cee-Lo Green har altid været en af de mest innovative og geniale musikere i mine øjne. Han har aldrig fulgt trends eller salgstal, men gang på gang udgivet musik, der ganske simpelt bare har været hans helt egen. Jovist, et album som Cee-Lo Green Is the Soul Machine, der har en virkelig stor plads i mit hjerte, har flere numre, der kan kategoriseres som R&B eller soul, men så var der samtidig numre som "Glockapella", "Evening News" og "The Art of Noise" som vendte det hele på hovedet. Cee-Lo's samarbejde med DangerMouse som Gnarls Barkley har heller ikke just været et normalt et af slagsen, og jeg har stadig den dag i dag svært ved at finde en passende genrebeskrivelse af deres musik. Måske var det netop af denne årsag, at Cee-Lo udgav The Lady Killer sidste år, der er hans første letfordøjelige udgivelse i hans efterhånden lange karriere.

Cee-Lo er ofte blevet kaldet en soulsanger og en crooner, og selvom soul-elementet altid har spillet en betydelig rolle, så er det først med The Lady Killer at han endegyldigt springer ud som fuldblods soulsanger. Med et godt øje for, og et respektfuldt nik i retningen af hans Motown pionerer, leverer Hr. Green soulballader og R&B (i genrens oprindelige betydning) for alle pengene, og formår samtidig at flette elementer af samtidig pop ind i herlighederne. Førstesinglen "F**k You", som vist ikke behøver yderligere introduktion, er et godt eksempel på, hvordan Cee-Lo rider med på bølgen af kunstnere, der forsøger at få 40, 50 og 60'ernes soulgnist tilbage, og selvom han gør dette bedre end de fleste, mixer han det med en flabet og bestemt nutidigt tekst. Forestil jer en sort soulsanger udgive en singel med teksten "Oh shit she's a golddigger well, just thought you should know nigga" i kølvandet på Billie Holiday's "Strange Fruit"!

- Bortset fra, at "F**k You", der er produceret af Bruno Mars' team The Smeezingtons, er en utrolig oplagt førstesingel, så giver den ikke et specielt godt billede af The Lady Killer som helhed. Dette lykkedes heller ikke særlig godt for den ellers suveræne andensinglen "Bright Lights Bigger City", der med sine stadion-store synthstrygere lyder mere som 2011 end noget andet. At disse to singler ligger som de første numre på pladen er nok heller ikke en tilfældighed, for når de to først er "overstået", så kan det rigtige Motown eventyr begynde, sat godt igang med albummets pragtnummer "Wild Flower", hvor Cee-Lo giver stort set alle mandlige sangere indenfor genren koldylt baghjul.



Og "Wild Flower" er ikke den eneste skæring af sin kaliber, "Cry Baby", "Fool For You", "It's OK", "Old Fashion" og "No One's Gonna Love You" er alle fremragende soul/pop numre, der primært gør sig i ukomplicerede men fortrinligt fremførte tekster om kærlighed.
Pladen er ikke helt uden missere, da det ind imellem bliver en tand for fint og kontrolleret. "Bodies", "Satisfied" og "I Want You" boldrer sig i alle de "rigtige klicheer", men de mangler både kant i produktion og vokal, og falder derfor en smule til jorden.
Dog kan man ikke andet end at grine af det faktum, at dette er det album som Cee-Lo har lavet hurtigst og som han har brugt mest energi på. Han har udtalt i et interview, at fordi DangerMouse var i gang med hans Rome projekt, og han (Cee-Lo) havde tiden til det, så ville han lige lave det soulalbum som han aldrig havde fået udgivet. Overlegent, ja næsten arrogant, men manden kan jo ikke gøre for, at han er et unikum.

Sætter man The Lady Killer op imod andre Cee-Lo udgivelser kan man godt savne de spraglende "jeg gør hva' der passer mig" -indskud og den generelt grænsesøgende tilgang til musik, men som straight forward soul album uden dikkedarer og The Lady Killer ganske fantastisk. Uden tvivl nogle af de bedste melodier og smooth produktioner 2010 havde at byde på. Det skulle heller ikke undre mig, om dette album bliver hans mest indbringende til dato, på trods af dets status som sideprojekt.

4.5/6

søndag den 16. januar 2011

Deacon the Villain & Sheisty Khrist - Niggaz With Latitude


Deacon the Villain lå bestemt ikke på den lade side i 2010. Han producerede Tragedy & Dope for JustMe, arbejdede på Cunninlynguists' kommende Oneirology, og så fik han også lige udgivet dette album med Kentucky mc'en Sheisty Khrist.
Nogen vil måske genkende Sheisty Khrist som ham med det fantastiske gæstevers på "Gun" fra Dirty Acres, og så leverede han er glimrende omkvæd på "Graveyard" fra Kno's Death Is Silent, men generelt set er han på ingen måde et kendt ansigt i undergrunden, på trods af, at han har været medlem af gruppen The Mighty Madd Melitia i mange år. Niggaz With Latitude er således hans første fuldlængdes album, og dét kan høres, for her kan man virkelig snakke om en sulten rapper.

lørdag den 15. januar 2011

JustMe - Tragedy & Dope


JustMe er muligvis den mest interessante og mindst kendte rapper derude. Han udgav sin storslåede debut One Man's Trash i 2006, og udgav det stærke The Have Nots med gruppen Scribbling Idiots i 2008. Han gør næsten en dyd ud af at forblive en ukendt undergrundsrapper, og således udgav han sit andet fuldlængdes album Tragedy & Dope i 2010, helt udenom promotion og reklame.
- Og jeg kan lige så godt sige det med det samme; Tragedy & Dope er en fænomenalt album. Lyrisk er det simpelthen brillant, og så er hele pladen produceret af Cunninlynguists' Deacon the Villain, der debuterer som fuld-albums-producer. De to klæder hinanden umanerligt godt. JustMe skriver fantastiske tekster, der ofte omhandler de dystre sider af ham og hans omverden, og Deacon's stil, der er tydeligt inspireret af Cunninlynguists makkeren Kno's signatur lyd, fungerer optimalt med deres minimale trommeprogrammeringer, organiske guitarspil, mørke baggrundselementer og velvalgte vokalsamples.

Det fede ved JustMe's tekster er, at han kan fortælle nogle af de mest personlige og skræmmende historier, helt uden at gøre brug af bandeord. Hvor ofte ser man efterhånden en hiphop udgivelse uden "Parental Advisory" mærket på forsiden? Ikke desto mindre fremtryller han nogle yderst mindeværdige tekster. På "I Know", rapper han;

"I don't know how much more I can take /
Cuz it's fake and it breaks me, it beats me, it rapes me /
It seems to be happening rapidly lately /
I find myself praying that you would just take me tomorrow /
And end all the hatred and sorrow but then /
I think about those left behind /
The ones that can't see with a renewed mind /
They are the reason I continue to rhyme /
Lord forgive me for my wheeping and crying"

Yderligere har han mange små underfundige guldkorn undervejs. Har i fx aldrig undret jer over, hvorfor mange rappere laver "asking" om til "aksing'"? På "Serenity" rapper han, "I'm aksin', no I'm not asking I'm aksin'". Og sådan har han mange små lyriske finter.
Tragedy & Dope er en lille sag, ti numre inklusiv intro, men til gengæld er den tætpakket med lyrisk og musikalsk dopeness, og der er vitterligt ikke et kedeligt øjeblik. Et af de største øjeblikke er "Ups & Downs", der virkelig fanger hele pladens budskab med, at man ikke kan opleve det gode i livet uden at få det dårlige med. "See God created good and evil, and we can't experience him in his fullness without tragedy. We can't experience the ups without the downs". Og man behøver ikke være troende for at tage ved lære af dette buskab, slet ikke når det kommer fra en som JustMe, der virkelig har oplevet vrangsiden af livet. På pladens kronjuvel "The Prodigal", som for mig er et af årets stærkeste skæringer, tager han lytteren med ind i hans deprimerende fortid, hvor han blandt andet rapper,

"I was the one chosen to drive to the weak spots /
Swirvin' through the urban warfare there to be taught /
To love no man, woman or child /
Only lyst for adrenaline rush and runnin' wild /
How do I explain my adolescence /
Sex, drugs and basketball about says it"




Jeg vil skyde på, at Tragedy & Dope er den plade færrest har hørt om fra 2010, men jeg vil ikke tøve med at udråbe den til en af de vigtigste udgivelser fra sidste år. Et lyrisk univers, som de fleste andre rappere kunne tage ved lære af, og et musikalsk landskab og dyster minimalisme og melodiske omkvæd, som Deacon selvfølgelig selv står for. Mageløst.