Sidste år udgav Sheisty Khrist og LoFidel albummet Cold Winter. Et snusket, lo-fi-præget og analogt indspillet album, hvor 70'er-rock- og soulsamples udgjorde fundamentet for LoFidel's nedbarberede og uhyre effektive produktioner. Sheisty Khrist, der endnu ikke har udgivet et reelt solo-album, men som alligevel nyder godt af et status som en af Kentucky's fremmeste rappere, blandt andet på grund af hans flittige samarbejde med QN5-lejren, udviser forrygende evner udi komplicerede flows og ubesværede multirim. Nummeret "Running" er at finde på Leftovers2015, så den har nogle af jer måske hørt, men numre som "Superman 75" og "Adderall" skal ligeledes opleves.
I år er der så udkommet en lille 7" vinyl med to remixede numre fra Cold Winter albummet, hvor Kno's remix af nummeret "Havana Nights" på godt gammelt dansk må siges at sparke røv. Den mørke og tunge produktion er klassisk Kno, med en dyb basgang og liveinstrumenterede trommer, der, som Sheisty Khrist selv formuleret det, "kicks like a mule!". Rappen ligger akkurat så godt, hvis ikke bedre, over Kno's mørktonede kæberasler:
"These niggas killed God though and made a Christ / These niggas killed God, yo, and made a Geist / I was told a man's mind was his greatest vice / That's why he had to kill God, but he made a Sheist"
Det andet remix, der er at finde på vinylen, remixet af "Superman 75", har J-Live stået for. Dette nummer skal man dog købe vinylen for at få adgang til, og denne, vinylen, er desværre ganske krydret. En 350-400 kroner er man nødt til at slippe for disse to numre (når porto og told medregnes). Man er altså nok nødt til, virkelig at købe præmisset om, at man støtter undergrundsartisterne direkte, og derved erhverver sig musik i den gode sags tjeneste. Tjek det ud her.
"The first ever truely crowd-sourced record". - Sådan beskriver CunninLynguists deres nye forøgelse til musik-CV'et Strange Journey Volume Three (herfra forkortet SJV3), som de har arbejdet på et stort års tid. Crowd-funding har været populært blandt hiphop-kunstnere i nogle år efterhånden, og platformen har gjort det muligt for bl.a. Blue Scholars, The Procussions, YC The Cynic og The Grouch & Eligh at finde økonomisk støtte hos fans og tilhængere, til at kunne udgive et album.
Cunninlynguists var dog ikke interesserede i penge da de søsatte SJV3, de var derimod interesserede i deres fans' ideer, tanker, holdninger og synspunkter til selve den kreative proces. Den ganske massive fanbase blev derfor gjort til producere/A&Rs, og som det første plade-projekt nogensinde (påstår de) er SJV3 ikke crowd-fundet men crowd-sourced.
Gennem forslag og omfattende meningsmålinger har fans været medbestemmende i alt fra gæste-rappere, gæsteproducere, sang-koncepter, samples, plade-artwork og merchandise. Dog med måde, for selvom CunninLynguists er en magtfaktor inden for undergrunds-hiphop, kan de ikke få alle ønsker til at gå i opfyldelse. Af de 25 rappere, der fik flest stemmer og derfor var "fan-favoritter", er "kun" ti rent faktisk havnet på pladen. Af de mange forslag til gæste- og co-producere har kun to fundet vej til udgivelsen. Det var måske lidt fjollet overhovedet at have den kategori med, når Kno meldte ud tidligt i forløbet, at han ville stå for størstedelen af produktionerne. Det har dog været sjovt at se hvordan den - i forhold til "modstanderne" ukendte norske producer Thomax, gav alt og alle baghjul. Han aktiverede i stor stil sin egen norske fanbase og opfordrede dem til at sætte deres kryds ved ham, hvilket sikrede ham næsten lige så mange stemmer som resten af feltet tilsammen. Som Kno sagde: "he basically had all of Norway lined up!".
Hvor Strange Journey Volume One og Two var mere "on the road" agtige mixtapes, der på en måde var opsummerende soundtracks fra deres tours igennem Europa og USA, lyder SJV3 som et reelt album. CunninLynguists er mestre i at konceptualisere deres projekter, og rammefortællingen på SJV3 udfolder sig som en rejse i det ydre rum. De kommer lang vejs fra; fra en anden planet, et andet solsystem, en anden galakse måske, for at besøge planeten Jorden og studere os menneskers adfærdsmønstre. Det er en kort og præcist anmærket ramme, der fastholder en rød tråd igennem albummet, men som samtidig legitimerer, at der er plads til et væld af forskellige stile, temaer og emner, uden at det virker sporadisk eller ustruktureret.
Art submission 3 - Chris B. Murray
SJV1 og 2 startede med henholdsvis "Departure" og "Departure Part 2", da tourbussen ret bogstaveligt rullede ud på landevejen. SJV3 starter med "Ignition", da gruppens rejse-guide Miley3000 gør klar til at sende dem i kurs mod jorden, hvor de skal "verify intelligent and empathetic life".
"Ignition" glider over i pladens første reelle nummer "Strange Universe", hvor gæsterapper Del the Funky Homosapien indtager sin gode gamle rolle som galactic rhyme federation champion Deltron Zero fra Deltron 3030 projektet (der, for de uvidende, er en episk rum-fortælling). I forhold til den originale Deltron 3030 fortælling kan det umiddelbart undre én, at Deltron Zero har lyst til at tage tilbage til jorden efter sit sidste besøg. Ikke desto mindre ankommer han til Moder Jord, og mandskabets mission for at finde intelligens og empati kan begynde.
Herfra er narrativet ganske løst. Pladen som helhed virker besynderligt nok stadig meget sammensat, hvilket vel nok bare skyldes, at CunninLynguists har været ganske smarte i deres valg af ramme, da denne "tillader", at størstedelen af pladen er rimelig ustruktureret. Alle former for rap kan velsagtens kategoriseres som "menneskelig adfærd", så hvad end det er Tonedeff der leger "Phallaxor The Matter Lord, master of war with plasma swords" på "Urutora Kaiju" eller Grieves, der i sin brandert sender dick-pics til Murs, så er man konstant vidne til menneskelighedens mange være-måder.
Enkelte numre fungerer dog som fast element i fortællingen, fx "Beyond The Sun", hvor Deacon på formidabel vis får beskrevet "mødet" med jorden og dens befolkning:
"I arrived to blue skies and green rivers / Traveled the globe, amazed how every scene differs / My esteem's on K2, I dream bigger / To Mother Earth I bow like when the queen enters / Life's so beautiful it's musical, I sing along / But it's inhabitants so quickly say I'm singing wrong / Well let's reherse / I'll sing the hook, you take the verse / Let's build a bridge, if you ain't feelin' it then let's reverse / We'll make it work over time with open mind / Hope is dying, let's fix the broken so folk can shine / I want to help secure fortress / Pass torches / Be boisterous about more than fast Porsches / And stayin' perched on porches takin' self-portrait / After self-portrait / You treat it like horse shit / Got all this beauty in this world and you ignore it / For you don't see the trees or the forest / You forfeit"
Et fantastisk vers, der illustrerer den positive indgangsvinkel og åbenheden over for mødet med det nye (himlen er blå, floderne grønne og livet er smukt), det optimistiske forsøg på at knytte bånd og bygge bro med mennesket ("Let's build a bridge") til frustrationen over "vores" selvoptagethed, ignorance og værdiløse bestræbelser. Der ligger naturligvis en subtil løftet pegefinger til os alle heri. Miley3000's konklusion er da også klokkeklar:
"Your mission has failed. Empathetic and intelligent life has not been found on planet Earth. On the contrary, is it my belief that we are all bigger idiots than we were before we arrived"
Men nok om alt det rum-ævl! Hvad der virkelig imponerer mig ved SJV3 er, at CunninLynguists "har fået" (stort set) samtlige gæsteoptrædender til at levere deres ypperste. Det testamenterer i høj grad, at CunninLynguists har vokset sig til at blive en magtfuld autoritet i undergrunds-hiphoppen. Gæste-rapperne har ikke bare tænkt: "nu skal jeg lige lægge det her gæstevers". De har tænkt: "jeg skal lægge et gæstevers på et CunninLynguists-projekt, jeg må hellere tage mig gevaldigt sammen!" - og det har de så gjort! Toby, Aesop Rock, Sheisty Khrist, Masta Ace, Tonedeff - jeg kunne blive ved. RA Scion leverer fald-ned-af-stolen værdigt materiale. Hvad der er endnu vildere er, at de mange suveræne gæster til trods, er det sgu Deacon og Natti der leverer de mest memorable vers - vers i flertal: en yderligere cementering af deres kapacitet og dygtighed. Natti rapper hurtigere på "Urutora Kaiju" end jeg anede han var i stand til. Deacon rappere så aggressivt på "Kings" at Celph Titled og Apathy blegner på det følgende track. Og så opretholder de begge det blændende forfatterskab, man er blevet vandt til at kunne forvente fra dem.
Kno har holdt sig til et enkelt vers på "The Format" (der med Masta Ace og Mr. Sos som gæster og RJD2 på beatetet, fortsætter hvor "Seasons" slap i 2003), ellers har han koncentreret sig om lydsiden (foruden lidt sang her og der). En lydside, der til tider lyder (lige lovlig meget) som en parafrase til Oneirology og Death Is Silent ("Kings" læner sig farligt meget op ad "Not at the End"), men som også ofte excellerer i pure frydefuld vellyd. Hans minutiøst optegnede beats består i de fleste tilfælde af en stringent bund af organiske instrumenter, tilsat et dekorativt virvar af sirlige effekter og samples. Lydlandskabet er enormt, og der er virkelig mange kroge og afskygninger at gå på opdagelse i. Jeg vil nærmest beskrive det som værende umuligt at få det hele med, før efter tre-fire lyt.
Ikke alle produktioner er dog lige spændende. "South Carolina" balancerer på grænsen til det undervældende, "Drunk Dial" virker lidt fjollet, "The Morning" rammer helt forbi undertegnede og "Hot" synes lidt letbenet sat op imod andre af pladens konge-skæringer. "Dying Breed" er ikke dårlig, men jeg undrer mig over hvorfor CunninLynguists har inviteret en gæsteproducer ind for at producere et Kno-beat?
De veldrejede kompositioner er heldigvis i overtal. "In the City", "Innerspace", "Guide You Through Shadows", "Kings", "Castles", "The Format", "Beyond the Sun" og "Urutora Kaiju" er alle sublime. Mange af dem lyder umiddelbart ganske ens, og mit førstehåndsindtryk af pladen var faktisk ikke just positivt, da jeg synes produktionerne varierede for lidt fra hinanden. Men som altid kræver Kno's beats, at man dykker ned i lydkulissen for at finde de små detaljer og elementer, der i sidste ende gør, at hvert nummer er sit helt eget.
Der er ikke nogen tvivl om, at SJV3 overgår dens to forgængere med talrige længder, men der er stadig lidt vej til det niveau CunninLynguists' seneste reelle plader ligger på. Der er virkelig mange flotte beats og solide vers, men der er lige akkurat nok mindre spændende momenter til, at det kan mærkes på det samlede indtryk. Strange Journey Volume Three er i sandhed en besynderlig rejse; underholdende og veleksekveret, men med enkelte bump (lufthuller?) på raket-farten.
Det er vist sikkert at sige, at der er mange i dag, der er godt trætte af hiphoppens tilstand. Genren er gået fra at være et kulturelt sammenhold og stolt fællesskab, til at være et overflade forherligende forum for "rappere", der med et fingerknips tjener en formue ved at sælge deres sjæl til djævelen. Personligt er jeg stadig stolt af at være fan og tilhænger af kulturen, men det er fordi, at jeg ved hvor den rigtige hiphop er at finde. Chris Rock sagde det bedst: "I love rap music... but I'm tired of defending it....". Og han har ret. - Så længe, at "kunstnere" som f.eks. Rick Ross, en ex-politimand, der har taget kunstnernavn efter en af nyere tids største pushere (som endda har sagsøgt rapperen for at tage sit navn) må man, uanset hvor stærkt et forhold man har til musikken, indse, at det som udefrakommende må være svært, hvis ikke umuligt, at tage genren og kulturen seriøst.
Jeg oprettede i sin tid denne blog med det formål, at informere og sprede ordet om alt det fantastiske hiphop der gemmer sig derude i verden. Jeg lancerede LEFTOVERS -serien med det formål, at give folk en chance for at høre andet end det, der bliver spillet i radioen. Lidt pladder-romantisk kan man altså sige, at mit eksistensgrundlag som hiphop-journalist og anmelder er at holde liv i undergrunds hiphoppen. MarQ Spekt & Kno lader til at kæmpe i samme sags tjeneste. Machete Vision er et opgør imod nutidens status quo indenfor hiphop, og selvom de herrer bag projektet her med sikkerhed ikke vil nå ud til mere end et par tusinde husstande, hvilket de udmærket er klar over, så ligger der også en opfordring i Machete Vision til, at dem, der KAN nå ud til mange, samler bolden op og gør noget seriøst ved sagen.
"What's with all the secret agendaes /
Ladder to succes but underneath every level is a deal with the devil /
My soul ain't to be sold, so no reason to sweat it /
You can keep what you sellin', the deceit that you're tellin' /
Believe he a menace, with his head held high, while you flee to the exit /
Spank you little rappers and I teach 'em a lesson /
Said fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
Fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
But I don't need any credit"
Således rapper MarQ Spekt på "All Smiles (Plastic Mask)", og her skal man især bide mærke i citates afsluttende linjer. - Hiphoppen har brug for en rebel til at føre genren tilbage på det spor, hvor hiphoppen startede back in the day: nemlig som en modpol til en eksisterende udtryksform. Som talerør og samlingspunkt for en generation. I dag påtager hiphoppen sig i højere grad rollen som den genrer, der sætter standarten, frem for at gøre op med den, som det oprindeligt var dens formål.
Problemet med problemet er, at det kræver en radikal ændring i samfundsmentalitet, hvilket er det sværeste at ændre overhovedet. Men Marq Spekt er ikke bange for at melde sig ind i fejden, og selvom Machete Visions affekt på hele problemstillingen vil være uanseelig, så er det en kamp, der skal kæmpes ét lille skridt af gangen.
Da Machete Vision er de småes kamp imod de store, kan det være svært ikke at tænke på Robert Rodriguez's grindhouse-film 'Machete', som foruden selve våbnet som fællestræk, ligeledes handler om én, der tager kampen op imod et helt regime. Og lige som Rodriguez's film er Machete Vision også en voldelig omgang. Ikke med hensyn til blod, vold og afrevne lemmer, men i forhold til sin udpenslende fortælleform. En lun humor og skarp intellekt lurer dog konstant i underteksten, og ved pladens ende har man både grint, tænkt "hold da op!" og fået lidt at tænke over, og således må man sige, at Machete Vision er en berigende oplevelse på alle leder og kanter.
Pladens skydes i gang med det dystre titelnummer, der lyder som noget Necro kunne have produceret. De skrabede trommer og klynkende stemmer maler i samarbejde med en savtakket basgang en mørkesort stemning. Det forbliver mørkt og tungt det meste af vejen, men Kno, der igen fortjener stående applaus, opvejer det mørke med lyse elementer, så som enkelte strygere og horn, og et sparsomt men nøjagtigt udvalg af sangerinder, der bidrager med lidt lys i et ellers dystert univers. Lyden ligger både op af Oneirology's nuancerede tilgang til beats og Death Is Silent's tyngende røde tråd. "Roadhouse", der indledes med lyden af motorsave, drives af et sæt strygere, der løber én koldt ned ad ryggen, alt imens MarQ Spekt flower som en anden NaS (den kommer jeg tilbage til) og Action Bronson beretter om ludere, der tager "checks and smoke blunts after they suck dick". Men tager man et nummer som "WikiLeaks", er budskabet ikke akkompagneret med lige så meget brutalitet. Her har Kno skabt et beat, der er i konstant udvikling fra første til sidste sekund. Med organiske trommer, melodiske guitarer og luftige fløjter, tager produktionen til og ender til slut med både et baggrundskor og spinkle strygere. Nogen vil måske kalde Machete Vision et sideprojekt, men ikke desto mindre er Kno's produktioner bedre end det meste andet now a days.
MarQ Spekt havde jeg ikke den store kendskab til før denne udgivelse, men lad mig da bare melde klart ud, at han leverer et fortrinligt førstehåndsindtryk her. Han besidder en form for konstant arrigskab i sin vokal, der til tider får ham til at fremstå en smule manisk, men som andre steder hjælper ham med at sætte en stor fed streg under det budskab han vil frem med. På et tidspunkt mindede hans vrede mig endda om 2Pac på "Hit 'Em Up". MarQ Spekt har lidt af samme attitude; "killing ain't fair, but somebody gotta do it", men hvor 2Pac ganske bogstaveligt er ude efter andre rappere, er det en generelt udbredt ignorance som MarQ Spekt vil gøre kål på.
En dygtig MC er han oven i købet også. Dette bliver blandt andet tydeliggjort på "Roadhouse", hvor han tyvstjæler NaS' flow fra "N.Y. State of Mind" ned til mindste detalje, men med egne ord. I kender alle Nas' første linjer:
"Rappers I monkey flip 'em with the funky rhythm I be kickin', musician, inflictin' composition..."
Her lyder MarQ Spekt's linjer:
"Rappers are dummy spittin' with they funny rhythms, catch 'em slippin' and we clip 'em, I leave 'em dead instead"
- Og sådan fortsætter den næsten hele vejen igennem. I bør næsten prøve at finde lyrics til "N.Y. State of Mind", og så høre "Roadhouse" imens i læser, det er ganske mageløst hvordan han bruger hele flowet.
Men han kan altså også selv! Så godt endda, at posse tracket "Danger" virker komplet malplaceret. Og så er og bliver "All Smiles (Plastic Mask)" ganske simpelt bare noget af det stærkeste 2011 har budt på.
MarQ Spekt & Kno har hverken startet eller vundet en krig, men hældt godt med benzin på et igangværende bål, og deres budskab med Machete Vision er (blandt andet), at DU skal tage del i optøjerne, hvis du da deler deres holdning om hiphoppens status quo. Om du anmelder en udgivelse, skriver et blogindlæg, fortæller om det til dine venner, brænder en cd, udgiver et mixtape eller noget helt sjette eller syvende er underordnet - bare gør noget!
Nu skal jeg fortælle jer om det projekt jer ser mest frem til af alle, og hvorfor. - Ikke bare i hiphoppen eller i 2011, men af alle projekter overhovedet.
Chico and the Man er et QN5 projekt, som har Kno og Tonedeff bag roret. De har reelt set kun udsendt to numre under navnet Chico and the Man, men oh boy hvilke numre! De havde "No Hope" med på Asterisk: Three fra 2004, og "My Lady" var at finde på Asterisk: Four fra 2007. Det er sjovt at tænke på, at de med blot to numre, der endda har forholdsvis mange år på bagen, stadig formår at holde en masse mennesker hen, mig selv inklusiv, i så stor stil. Det skyldes nok tre ting: Et: De to herres cv'er, som vist taler for sig selv. To: Disse to numre, der er af så høj kvalitet, at jeg på et tidspunkt tog mig selv i at tænke, at hvis resten af projekt kunne holde denne standart, så havde hiphoppen en milepæl på vej. Og tre: Deres storslåede skattejagt. Tillad mig at forklare.
Inde på Chico and the Man's community site (på QN5.com), har de lagt "spor" op (clues), og de har sagt, at pladen ikke bliver "frigivet" før alle disse opgaver er løst. Den ene opgave skal løses for at åbne den næste, og således har fans interaktivt måttet kæmpe sig igennem de mest snørklede gåder, for at finde frem til skatten. Jagten er dog langt fra færdig. Efter mine estimeringer er "vi" ikke engang halvvejs, men det er fantastisk morsomt at følge med.
Det, der virkelig gør det spændende er sværhedsgraden. Det er ikke bare "hvad starter med C, slutter med N, har 14 bogstaver i alt og er delt i fire ord" -opgaver, de har virkelig skruet op for blusset, og de arme stakler, der har sat sig for at løse de her opgaver, er blevet sat på nogle seriøse prøver. Folk er f.eks. blevet bouncet rundt på forskellige internetsider for at samle info, - hvilket i sidste ende viste sig at være adressen på en nedlagt bygning i Miami, hvor nogle rent faktisk har været ude og fundet spor - altså fysiske spor, lagt ud i den virkelig verden - for at kunne komme videre. Og det er blot ét eksempel på deres storstilede og noget ambitiøse hype-jagt. Et enkelt kig på det seneste spor, clue#6, siger vist det hele. Der var en af de faste læsere og garvede skattejægere, der hev fat i en fysiklærer, som hjalp ham frem til svaret, som var et kodeord til en helt anden hjemmeside, der afslørede et maleri, som ifølge bagmændene var en afgørende nøgle, for at kunne dechifrere den kommende plades tema. Det står allerede klart, at det overordnede tema til Chico and the man pladen vil cirkulere om den Cubanske revolution i 50'erne (tror jeg da?!), og med den indgangsvinkel til disse historiske begivenheder som de allerede har introduceret os for, så kan det kun blive mageløst.
Om "My Lady" eller "No Hope" vil være at finde på den kommende skive skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror det ikke, men om ikke andet kan de give et godt billede af, hvad vi kan vente os af projektet.
Så vidt jeg har forstået er det et one Dj, one MC projekt, med Kno bag knapperne og Tonedeff med mikrofonen i hånden; en cocktail der ikke burde kunne gå galt. Normalt ville jeg nok skrive lidt om produktion, rap og tekst, men jeg tror bare jeg vil lade musikken tale for sig selv i denne post. Det eneste jeg vil sige er, at I skal spidse ører og holde tungen lige i munden, da Tonedeff's tempo er af en anden verden. Og så kan det bestemt også anbefales at høre sangene et par gange, OG læse dem uden musik, da de er umulige at tyde ved ét lyt.
"So regal, beautiful /
Too bad I'll never see the funeral /
And even through the doom and gloom /
As soon as the moon can be viewed in full /
I saw a star in the heavens, I knew it was you /
My anxiety is through the roof /
Can't deny the irrefutable truth /
That I'm alive in lieu of you /
And in the silence of your tomb /
I hear your cries as you're consumed /
Your spirit rides illuming under the twenty-thousand hues of blue /
Fade out /
Zoom in /
I felt your heart as I grew in your womb /
The constant bass is sooth in tune /
I drew from you like still lights /
Was still born with room to move /
I'd use in pursuit of my roots /
I would later be groomed to lose /
Last June i tattooed this date in numerals under my chin /
The last place ever touched by your skin /
Guess something within me loves to pretens that you're my mother again /
Though I barely remember you tucking me in /
There's a constant nagging /
My subconscious acting up /
Thought's that's drawn from the past /
Constant racking of pots and pans /
Up in the kitchen cooking /
Mom and dad arguing again /
Saw your chance so I guess you took it /
You had the heart to match the strongest hands that God could grant a woman /
Carried the term but never saw the man your son is /
And sometimes I can't confront it /
I'm asking what I'd give to be you /
But as dawn advances I bid you adieu /
My...."
I know you're still here
You'd be proud, huh?
I've done a lot
I met this beautiful, beautiful woman
She reminds me of you
"So radiant, vibrant, Hazel tint in her eyes /
And the way that her skin shines is like a phoenix rising /
Even I could be surprised if we entwine /
I feel the climate reach its highest peaks when she's beside me /
But we got deeper ties than physical needs /
Desires /
Typically we aspire to dream and climb the steepest heights that we can find /
And better /
Redefine the cheapened lives we seek and find /
And there's a reason to bind together /
Though sometimes I tell some teeny lies /
To feed her pride and sleep between her thighs /
My peace of mind is reached if I can keep a smile on her /
If the seas are wild then she's an island /
Complete with whitened beach to greet the tide in /
Or retreat to hiding where you could flee to dryness /
A peaceful night beneath the sky so we can speak in private /
On the water for an easy ride /
Nobody's speaking either /
She reminds me of you in some ways /
It's like they redesigned her /
Flinging rocks off the eastern side to watch 'em sink in silence /
I take a knee for her highness /
Her mere presence a gift to me /
I kiss a ring of diamonds /
Take pride in the queen my bride is /
Her Amphitrite to my King Poseidon /
And she's decided in her sneaky slyness she'd conceive a titan /
I'm uneasy /
I can feel the heightened fear inside as tears arrive /
Her fingers guide me /
To this breathing child that's lying beneath her nighty /
She don't have the slightest idea what tonight is /
I hear the singing sirens /
I bid my adieu as she and I collide as my...."
Okay to hell with it, jeg er i totalt skrive-mode lige nu, så nu får i mine two cents alligevel! Sammen med qn5 holdet, foruden hvem jeg ikke havde kunne nå frem til følgende konklusion, er teksten blevet tygget og smagt på, fordøjet og tænkt over. Ridser man i overfladen af teksten finder vi to vers, hvoraf det ene handler om Tonedeffs moder, som han tydeligvis forguder i så høj grad, at han ikke kan lade være med at sammenligne hende med kvinden han møder og forelsker sig i, i vers to. Og flere passager i andet vers tyder på, at denne kvinde faktisk ikke kan leve op til Tonedeff's standarter, næsten uretfærdigt sat af hans moder. Amphitrite/Poseidon metaforen er også interessant at fremhæve, for ifølge græsk mytologi måtte Poseidon sende et delfin-agtigt dyr ud til Amphitrite for at overtale hende til at gifte sig med ham. Ikke just kærlighed i sin reneste form.
Og der gemmer sig meget mere i underteksten. Jeg er bange for at mit hoved eksploderer hvis jeg graver dybere lige nu. Hvis i har tiden og modet til det, så check den her side ud, - der er spændende læsning til mange timer.
"There's an equal amount of life
within a last gasp and a first breath"
"No Hope" har ikke synderligt meget at gøre med det tema som de andre Chico and the Man tråde har tegnet op. Dette nummer er mere simpelt i sin form, men ikke desto mindre lige så fantastisk. Igen har vi Kno på det lækre, atmosfæriske beat og Tonedeff på mikrofonen, - denne gang med Deacon the Villain på omkvædet - som han selvfølgelig nailer fuldstændigt. "No Hope" indeholder, i min optik, nogle af de bedst skrevne lyriske passager i nyere tids hiphop-historie. Sangen her er simpelthen - ja, undskyld mit franske - motivational as fuck, og især sangens afsluttende linjer burde få én til at tænke over en ting eller to. Igen er leveringen sublim og tempoet vanvittigt. Måske havde Tonedeff rent faktisk ret, da han engang skrev "best flow in the game - period" på sin myspace profil. I kan selv bedømme.
"Oh Lord I'm suffering, torn, struggling /
The world's a gutter with poor plumbing I'm slumming in /
Wars funded by false governments, whores, guns and when /
Everyday is more trouble than the one in front of it /
Some of that luster of living will fade /
Hustling for minimum wage, just to fit into my cage /
The injustice is killing my faith /
I used to hope for tomorrow, now I just soak and I wallow in death and debt /
Knowing that my child'll follow my steps /
How can I rest with a thousand immense pounds on my chest /
How do I keep a clean conscience with God when my thoughts are a mess /
I could mop I guess, and ring it out withous honest regret /
And still manage to fall to the faults of the flesh /
And on top of all this, the loss of a friend to an awful event /
Shot in the head when they could have only robbed him instead /
Homicidal intent for 90 dollars and cents /
By a con sentenced to 20 years but got off within 10 /
Why the fuck we got laws to protect all of us when /
Parole officers can send a heartless killer walking again /
Keep a cautious defense, as some kids are taught to dissent /
They're born with no natural remorse, and all form of conscious is dead /
And it's hard to depend on congrasses when /
They impose embargos that leave throngs of small children starved and unfed /
Some have called it the end, the last days of this system and times /
If that's the case, it's gift for the dying"
I feel wrong
Cause now all hope is gone
But I am gonna carry on
Even though all hope is gone
Is gone
"I am not a humanitarian /
I'm just a selfish fuck like you, looking for ways outta this grave we're buried in /
I'm not embarrassed, we all carry that pair of chromosomes for carelessness /
We enherited from out parenting /
But the more I stare at it, the more it becomes glaring /
Life isn't fair is it? So why fight what I find impairing? /
Shit, when the time's right I'll die without merit /
No hereafter with it, 'cause my body and my mind are tied to my spirit /
No divine interference, we wonder why history's cyclical /
Why the wicked'll prosper, all while the timid are miserable /
Why is shit so impossible, while for him it's so typical /
Why do the gospels point to the times we live in as critical /
Now I'm getting biblical, aww fuck it, I'm trying to somehow rationalize /
And I'm tired of being so cynical /
My, what a pitiful state of affair this is /
When you're simutaniously ready to die and scared to exist /
A subway ride, that was once second nature, is now taxing your wits /
Asking if this blast really hits, will a casket be fit? /
Frazzled to bits, with prescription Paxil and shit /
Trapped in a ditch of a dead-end job, 'cause you're two months back on your rent /
Laughing, 'cause if that shit happens you guess that would be it /
Eyeing every passenger standing, 'cause that could be him /
So you sit back and pretend, you're relaxed and content /
Knowing that if you go today you unhappily went /
But when nothing happens you wince, and the impact makes you glad you exist /
Sadness desists and you miss your family, friends /
As you reexamine your presence ther apathy lifts /
Knowing that in the face of death you found passion to live /
There's an equal amount of live within a last gasp and a first breath /
No matter how hard it gets, no one truly prefers death /
And if the hurt ends, you're sure blessed /
Remember the determination of you first step /
Remember the determination of you first step /
Remember the determination of you first step /
And keep walking, keep walking, keep walking"
I feel wrong
Cause now all hope is gone
But I am gonna carry on
Even though all hope is gone
Is gone
Vær' lige rar at tilføje Tonedeff til din liste over største lyrikere (ever?) i nyere tid. "No Hope" blows my mind, time after time. Tag lige og tyg på det en ekstra gang
"Remember the determination of your first step"
Jeg håber i har nydt min "lille" Chico and the Man post her, og jeg håber at I - om end ikke deler, så i hvert fald har forståelse for min næsten frenetiske glædes-hype over dette projekt.
Hvornår det kommer vides ikke. Det kan være i år, det kan være om to, tre og måske fire. Måske kommer det måske endda aldrig. - QN5 har for nyligt haft store problemer med advokater, der har givet dem de såkaldte "Cease & desists" breve, der tvinger kunstnere til at fjerne musik fra jordens overflade, som de reelt set ikke har rettighederne til. Kno sampler ufatteligt meget, men får det aldrig clearet. Her kan man måske sige, at dét er en smule usmart fra start af, men man skal huske på, at alle fra qn5 har 9-to-5's ved siden af. Ingen af dem lever af musikken, og Kno har sagt, at skulle alle samples til A Piece of Strange være clearet, havde det kostet dem i omegnen af 2 mio$. Kno skrev yderligere, at hvis han modtager så meget som ét 'cease & desist letter' mere, så lukker han hele biksen og siger farvel til hiphoppen. Hans officielle udmelding bag tydeligt præg af, at han skrev den lige efter at have modtaget brev fra advokaterne, og jeg håber på, at han ikke gør alvor af sine trusler. Det ville være et enormt tab, og skulle Chico and the Man ende på en hylde og aldrig se dagens lys, så ved jeg ikke hvad jeg ville gøre. Læs hans udmelding her.
Kære læsere - det er med stolthed at jeg endelig kan præsentere mixtape/kompilationen 'LEFTOVERS2010' for jer!
- Dette er første udgivelse i LEFTOVERS-serien, som efter planen kommer til at se én udgivelse årligt. LEFTOVERS er en mixtape/kompilation i bedste årsopsamlings-stil, bare i undergrundsformat. Min mission med udgivelsen er - som det altid har været med bloggen her - at sprede ordet om alt det gode undergrunds hip hop, som jeg så inderligt gerne vil have, at alle skal have muligheden for at opleve. LEFTOVERS2010 er derfor fyldt med (noget af) alt det bedste undergrunds hip hop fra Amerika, der blev udgivet sidste år, som jeg frygter er gået forbi folks hoveder. Og jeg tør godt garantere, at der er noget for enhver smag herpå. Uanset om man er til mørk og rå hiphop, depressive beretninger fra det gustne gadehjørne, opløftende grooves, velfortalte historier, braggadocio rap, socialbevidst lyrik, kærligheds oder eller hiphop man bare kan læne sig tilbage og nyde, så er det at finde på LEFTOVERS2010. Jeg har brugt godt og vel et halvt år på at sammensætte denne udgivelse, og der er ingen tvivl om, at dette projekt er det mest ambitiøse jeg har kastet mig ud i, i min tid som anmelder, blogger og hiphop-journalist. Jeg glæder mig derfor også som et lille barn til at dele det med jer og høre hvad i synes om det. Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at anmelde min egen udgivelse, men jeg ville elske at høre jeres mening om den.
Og hvordan får man så fingrene i LEFTOVERS2010?
- Det er simpelthen såre enkelt, og det koster dig ikke så meget som skyggen af en krone! Det eneste du skal gøre er at skaffe mig 2 faste læsere til bloggen - er du ikke selv tilmeldt endnu tæller du selvfølgelig som den ene. Når det er gjort sender du bare en mail til...
jeppe_barslund@hotmail.com
...med navn og adresse, og så er der et eksemplar af LEFTOVERS2010 på vej. Udgivelsen er udelukkende tilgængelig i fysisk cd-format (en lækker lille "mini lp" sag!), da jeg personligt holder meget af æstetikken deri. Det er også muligt at hente et eksemplar i følgende butikker:
Drop Dead - Larsbjørnsstræde 16, 1454 Kbh KUDGÅET Flavour - Skindergade 19, 1159 Kbh K UDGÅET Paragraffen - Vestergade 14, 1456 Kbh KUDGÅET
LEFTOVERS2010 Tracklist: 01) Blue Scholars : Lumière 02) 2 Hungry Bros & 8thW1 : Everyday 03) Homeboy Sandman : Being Haved 04) Blame One : Its A Stick Up 05) Celph Titled & Buckwild : The Deal Maker 06) Qwel & Maker : Pitching Pennies 07) JustMe : The Prodigal feat. Deacon the Villain 08) KVBeats : Ambitions Of A Writer feat. Chaundon 09) PackFM : I F*cking Hate Rappers 10) Kno : Not At the End feat. Tunji 11) Shad : Rose Garden feat. Lisa Lobsinger 12) Air 2 A Bird : New York: Day 1 13) Exile : Love Line feat. Blu 14) Dirty Circus : Drama Free 15) Kinetics & One Love : Sign Language feat. Wynter Gordon 16) 2pak : Driftin' 17) Deacon the Villain & Sheisty Khrist : Chevrolet Doors feat. Mino Slick 18) Macklemore & Ryan Lewis : Otherside (Ryan Lewis Remix) feat. Fences- Her er der blevet skrevet om LEFTOVERS2010:
Jeg glæder mig helt vildt meget til at høre hvad i synes om det, og jeg håber at der er rigtig mange af jer der får checket det ud. Love love.
- Jeppe Barslund
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -LEFTOVERS FROM LEFTOVERS (!) Jeg har lavet en YouTube playlist over de numre som jeg mægtig gerne ville have haft med på Leftovers2010, men som ikke blev clearet. Nogen af dem er jeg næsten glad for ikke kom med, men andre er jeg, undskyld mit franske, satme ærlig over ikke kom med. Check dem ud her.
Glædelig Saint Valentines Day allesammen
Denne kærlighedens dag må fejres, og hvorfor ikke med noget så sjældent som en "Valentines Day HipHop Udgivelse". Det er de gæve gutter hos QN5 Music der står bag, med 2008 EP'en Baby Blue For Pink, der byder på en håndfuld kærlighedssange af forskellig karakter, som "the ladies will love and the dudes will respect".
EP'en er gennemsyret af en smooth og sexy vibe i tekst og produktion, men alligevel bryder sangene væk fra de typiske og klichéprægede kærlighedssange. QN5 har aldrig fulgt strømmen, og selv med et emne som "kærlighed" formår de at gribe det hele án med et spændende approach. PackFM er ude i nogle farligt relaterbare kærlighedsfrustrationer på "Plucking Daisies"
"She always there for me when times are bad /
But whenever she's around, times are bad /
"You gotta listen to me, I'm tellin' you dude /
The words she mouthed across the room to you was elephant shoe" /
But she loves my sense of humor, "you mean the way she laughs at you?" /
I'm the best she ever had /
"And you believe her?"
Tssss, 'cause I do!"
Substantial har ikke lavet en kærlighedssang som sådan, men en sang om kærlighedssange. "R Love Songs Gay?" er en genial lille skæring, hvor han sætter spørgsmålstegn ved en masse mærkværdige tough-guy tendenser, og sublime pointer er strøget vidt omkring hele sangen
"Are love songs gay, or maybe y'all belong in a closet /
'Cause most of ya'll rap shit is homo-erotic /
And most kick their rhymes to impress the guys /
And then down the chicks, now you sound like dicks /
A whole lot of soul fighting, these jocks are sorry /
The game has become a fucking sausage party"
På "Close" viser Tonedeff hvor nasty han er, både hvad angår hans fænomenale flow og hvad han har lyst til at gøre ved hans dates. "If I can rhyme that fast, imagine the things I can do with my tongue" rapper han, og fortsætter ud i udpenslede og hysterisk morsomme beskrivelser af, hvordan han har tænkt sig at "tage sig af hende" i sengen (læg mærke til den intet mindre end fantastiske LOST-punchline i andet vers - get's me every time!)
"Now if I'm lucky enough to touch those lovely lumps /
I'm burrying my scruffy mug in your buns and tickle your bum like humpty hump /
What a lovely lunch! My plan is in motion /
I'm the tsunami rockin' your little man in the boat /
Whenever you feel self-concious when I'm between thighs for this work /
If you're dirty, I'm having salmon for dinner with a bit of creampie for desert"
På produktionssiden er det the usual suspects der leverer varen; Deacon the Villain, Kno, Tonedeff og Domingo. Session's "The Letter" et en smule kedelig, og Mr. SOS's "Digital Video" siger mig heller ikke det store, på trods af at Cunninlynguists gæster nummeret, men til gengæld er resten af feltet ganske suverænt. Deacon har produceret "Plucking Daisies", og han mestrer virkelig minimalismen. En tæt trommeprogrammering, nogle blæsere og lidt keys i omkvædet - som han selvfølgelig selv synger - og du har en pragtskæring. Kno har stået for Cashmere the Pro's "Know I Do Remix", og formår som altid at bringe det følsomme og sørgmodige på bordet, med en længselsfuld melodi i front (fra et for mit vedkommende ukendt instrument?!) og et heartbreaking vokalsample. Det bliver dog meget hurtigt muntert igen, med Tonedeff's sprøde "R Love Songs Gay?", hvor en harpe, muntre fløjter, et Disneyfilms-lydende sample og et uforskammet velvagt 70'er lydende vokal sample skaber en ægte guldklump af et nummer. Domingo lukker ballet med "Close", vis fingerknips/stønnelyds -produktion er lige så flabet som Tonedeffs tilhørende lyrik.
Baby Blue For Pink er måske tre år gammel, men ligesom alt andet musik fra QN5 lejren holder det stadig 100%. Det er hamrende underholdende, de rapper sublimt og det lyder som en drøm - lige på nær de to nævnte skønhedspletter, der på ingen måde er 'dårlige', men som bare ikke kan følge resten af EP'ens standart. Helt bestemt en lille perle af en EP, hvor "Hip Hop gets unapologetically grown and sexy", som sort på hvidt skal ligge i dit iTunes bibliotek.
Som Substantial afslutter "R Love Songs Gay?" med at sige...
Da Kno og Deacon the Villain udsendte første Cunninlynguists album Will Rap For Food i 2001, var Kno lige så meget rapper som han var producer. Men i løbet af gruppens karriere har Kno fokuseret mere og mere på produktionerne end rappen, og det er nærmest ikke blevet til mere end en håndfuld vers på de sidste fire udgivelser. Med solodebutalbummet Death Is Silent træder Kno ind i hans gamle rolle som producer OG rapper, og jeg må indrømme, at jeg havde glemt hvor meget jeg havde savnet ham som rapper. Deacon og Natti er begge hamrende dygtige, så det er ikke just god rap man har savnet på de seneste Cunninlynguists udgivelser, men jeg må erkendte at jeg havde glemt hvor god Kno er til at rappe og skrive tekster.
Det er en melankolsk og depresivt sjælfuld stil, der bliver lagt an fra første nummer, og med 'døden' som den røde tråd er det en dyster plade at komme igennem. Hele ballet åbnes med titeltracket "Death Is Silent", hvis produktion består af kirkeklokker, en pige der græder og en helt fantastisk, organisk lydende trommeprogrammering, hvortil Kno rapper,
"Death is silent /
It hides high in the night's confinement /
Vile and violent /
While minding a time to try us /
And remind us /
That we cry when time is denied us /
To incite this /
Fear of death's inside us /
Death is spineless /
It will find men that you confide in /
And confine them to asylum /
Make those that you dine with and reside with /
The same lives that you will pine for in silence"
Stærke sager. Det er relaterbart på en ubehageligt rammende måde, samtidig med at det faktisk er ganske smukt beskrevet. Det indledende nummer handler om 'død' som en overordnet ting, men når man kommer ind i albummet handler sangene om mere specifikke relationer til døden; frygt, sorg, tab - der bliver spillet på det helt store følelsesregister. Men vigtigst er det, at det afsluttende nummer minder én om, at det eneste man kan bruge 'død' til, er at sørge for, at man får så meget ud af livet som muligt, mens man har det, blandt andet fortalt igennem "theres one life to live, so live it the best you can" -vokalstykket af Nas fra "Classic".
Man skal dog igennem mange sorte passager før man når den lykkelige slutning, men takket være Kno's fabelagtige tekster og de ofte mageløse kompositioner, er det stadig en enorm fornøjelse at skulle "igennem" Death Is Silent. På "Graveyard" kalder Kno sig selv "the emo Premo", og hans produktioner rangerer rigtigt nok blandt de aller, aller, aller bedste. De fleste produktioner er skabt ved hjælp af studiomusikere, ofte fra Cunninlynguists faste band Club Dub, så basgange, guitarmelodier og klaverspil er strøget ud overalt på albummets numre, og sat sammen med livlige trommemynstre og hjemsøgende samples er store dele af pladens lydbilleder af så høj kvalitet som man kun turde drømme om. Og der er altid mere at komme efter end som så. Albummet åbner sig langsomt og udfolder sine sjælfulde og stemningsladede detaljer. Første gang jeg hørte albummet igennem var jeg en smule skuffet, men for hver gennemlytning dukkede noget nyt op, og efter et dusins gennemlytninger er det nærmest et helt andet album man sidder med. Blandt albummets højdepunkter er "Loneliness", hvor Deacon the Villain bidrager med et suverænt omkvæd over en minimal og sælsom produktion, den dundrende, synthbombarderende "Graveyard", hvor Sheisty Khrist lægger et lidt alternativt, men mindt ligeså fedt omkvæd, den perfekt sammensatte "Not At the End", der bæres op af et enestående klaverspil og et lidt poppet touch, og så naturligvis "La Petit Mort (Come Die With Me)", der for mig vil stå som et af årets stærkeste numre. Guitarspillet er blændende, og den måde hvorpå baggrundskorstemmerne tager til i intensitet giver simpelthen kuldegysninger hver gang. Og så får Kno rappet nogle ret utrolige linjer,
"You have suicidal tendencies /
And this might be the end of me /
Cus it's a rough route watching you get rubbed out /
Til' the suns out /
But damn it /
If I have a hand in it, can it still pass for abstinence? /
Passive masochist, pushing your faith aside /
As I take your thighs on a ride on the great divide /
Face the sky innocent sinner /
While I guide your little man in the boat across the Styx river /
Your body shivers beautifully /
As Jodeci sings the eulogy"
Efter al denne skyhøje ros skal det dog også siges, at det hele ikke er lige godt. Der er ikke noget decideret dårligt at finde, men numre som "When I Was Young", "I Wish I Was Dead", "Smile" og "If You Cry" er ikke oppe på samme niveau som nogle af de førnævnte. Men overordnet set er Death Is Silent et fantastisk album. Dybe tekster, melodiøse produktioner og gode features fra især Tunji, Tonedeff og Deacon. Det bliver spændende at se, om alle de gode ideer er blevet investeret heri, eller om Oneirology og Chico And the Man udgivelser kommer til at være af ligeså høj kvalitet. Mon ikke...
Inden Jay-Z udgav The Black Album i 2003, udgav han først, uofficielt, alle numrene acapella, så diverse DJ's rundt om i verden kunne lege lidt med materialet. Der er blevet lavet et utal af remixes, de fleste har dog ikke været noget at råbe hurra for. Det skal så i deres forsvar også siges, at The Black Album er lidt af en klassiker, så fair nok at de forsvinder i skyggen af det officielle album.
2 remix-udgivelser er dog nævneværdige. Alle kender DJ Dangermouses "The Grey Album" (læs her), der efter at blive ulovliggjort har vundet kultstatus. Det mindre kendte "Kno vs Hov" album er der til gengæld ikke mange der kender til, hvilket "er for dårligt" når man tænker på at det er producer-geni Kno fra Cunninlynguists der står bag.
Man kan dog meget hurtigt fornemme, at det ikke er et projekt der er lavet for at tjene penge. Ikke fordi at Kno eller Cunninlynguists er "money-makers" på den måde, men når man som dem ikke har så stor en fanbase, netop fordi man laver underground hiphop som det skal lyde (needless to say er der ikke nok tilhængere af denne bevægelse), så "spilder" man ikke de bedste produktioner på et album der er født til kun at blive lagt ud til download. En af de linjer i rap der har rørt mig mest, nogensinde, er på "What'll You Do?" fra APOS, når Deacon siger:
"For the love" is a hard reason to keep my life in suspension.
De tjener intet på det de laver, men de fortsætter med at lave det, fordi det er rigtigt. Alle burde tage ved lære. Anyways, pointen jeg forsøger at komme frem til er, at "Kno Vs Hov" albummet ikke er sammensat af de flotteste produktioner i Knos katalog. Der er et par perler iblandt, men generelt er det rimelig so-n'-so. De fleste numre retfærdiggøre ikke just den velkendte Cunninlynguist lyd, men på fx "What More Can I Say", som originalt er lidt af en banger, har Kno nedbarberet beatet til en guitarbårent og mere 'lækkert' end hæftigt nummer. Det Just Blaze producerede "Public Service Announcement", som jeg ville udnævne til albummets konge-banger ("99 Problems" tæller ikke!!) er blevet forvandlet til en ægte Kno-banger. Med ivrige strygere, og dybe trommespor, lidt á la "Lynguistics" - man fornemmer visse ligheder.
Knos mest fornemme bidrag udspiller sig i form af "Justify My Thug", som med sit nye Kno-beat gør sig mange gange bedre end DJ Quiks originale. Der er sat nyt omkvæd på, sunget af QN5's egen Nate Dogg, Deacon the Villan. - For nogle år tilbage sang Nate Dogg altid omkvæd på Aftermath kunstnere/affiliates' sange, og sådan fungerer Deacon også når det kommer til QN5 artister. Skal der bruges et sang-omkvæd, så er Deacon der (med mindre det er Tonedef som selv har stemmen til at klare det). Lytter man til bla "Mexico", "Georgia", "Where Will You Be", "Damnation", "The Light" og remixet af Lupe Fiascos "Superstar", så er Deacon 'all over', og thank god for that. Og nu kan man så tilføje "Justify My Thug" til listen over disse super-sange.
Uheldigvis er "Justify My Thug" lidt en ener når det kommer til de storladne numre på "Kno vs Hov", og det samlede indtryk er ikke det mest imponerende. Men når det nu engang er gratis, så se dog bare at få downloaded det album! I det mindste for førnævnte nummers skyld. Så kan vi glæde os til "Strange Journey Volume 1" i mellemtiden.
