R.A. The Rugged Man - Legends Never Die

R.A. The Rugged Man's 2004-debut Die, Rugged Man, Die var skelsættende for hiphoppen, og er uden tvivl en essentiel del af den (uofficielle) hiphop-kanon over værker, man skal have hørt. Alt fra tekster (top underholdende og samtidig meget personlige), flow (noget nær urørligt), beats og hele den daværende stemningen der var omkring pladen og R.A. selv, gjorde pladen til en kult-klassiker. Dengang var han "... that guy everybody hatin' on with that bullshit album everybody waitin' on" og samtidig "mad famours for being unknown", og hans udpenslende historier om diverse eskapader og kontroverser med alt fra pladeselskaber, kendisser og andre rappere, er uden sammenligning det rap, der har fået mig til at grine mest. R.A. The Rugged Man anno 2004 var en af de skarpest optegnede karakterer i hiphoppen overhovedet; autentisk og pålidelig, trods en næsten ubegribelig og vanvittig livshistorie, og så teknisk overlegen, at ingen havde noget at indvende, da han udråbte sig selv som "the world's illest rhyme writer".

Nu, næsten et årti senere, er han ude med album nummer to, og virkelig meget har ændret sig. - Desværre - i min optik - til det langt værre. Mit største problem med R.A. anno 2013 er, at jeg ikke længere tror på ham. Alt det, der gjorde ham så speciel og spændende for ti år siden forsøger han at videreleve, men ender mest af alt bare med at lyde som en for længst opslidt joke af sig selv. På "Shoot Me in the Head" rapper han fx: "I'm like cunt, pussy, slut, lick twat, lick dick / No, my vocabulary ain't improved one bit", og senere fortsætter han: "Now I can say faggot, shit, dick, rape, eat cunt / Ain't no cencor-ship as you can see, so let's be Pun". Det er som om, at han SKAL bande, men ikke rigtig kan sætte noget af det ind i en kontekst, så istedet opremser han bare en række bandeord for at lyde som den gamle dirty mouthed R.A. Midt inde i 2. vers bliver han bedt om at rappe om noget med substans, fx politik, og det gør han så, hvilket resulterer i det mest banale, let-købte concious rap jeg længe har hørt: "Obama-nation, the Bush's, the Clinton's, the 80s Reaganomics / It don't matter, the government always be taking your profits".

Endvidere skal det pludselig til at være sjovt at få sangerinder og større korforsamlinger til at synge "frække ting". Desværre - i og med at han gør det på så mange numre - bliver det en halv-pinlig gimmick, der på ingen måde er sjov. På "Tom Thum" synger et kvindekor i omkvædet: "Suck my balls and choke on my dick you bitch, you ain't shit compared to me". Øhh, ok. Stilen fortsætter på "Shoot Me In the Head", hvor et musical-lydende kor synger "I'm a piece of shit, I'm a fucking fat fuck" i omkvædet.

R.A. og jeg har i virkeligheden nok bare meget forskellig humor. I min verden ville det være sjovt, hvis R.A. gjorde grin med Beyoncé's "Halo" over en pop-produktion; måske som et skit eller som et lille humoristisk indspark på et nummer, ligesom han gjorde med 50's "In Da Club" på "Lessons....". R.A. synes derimod, at det var en decideret god idé at rappe pladens potentielt vigtigste tekst over præcis dette: en  pop-produktion ført án af en guitar, der nok ville passe bedre på et One Direction nummer, med flerstemmig mandesang, der netop gengiver Beyoncé's "Halo". Jeg fatter intet af, hvordan dette nogensinde er blevet et R.A. nummer.

På "Luv to Fuk" har R.A. rekrutteret Eamon (ja, ham der havde den der single i 03/04 hvor han sagde "fuck" rigtig mange gange, der tilmed dannede fundament for hele Anna Davids karriere) til at synge omkvædet. Det må virkelig siges at være discount-udgaven af R. Kelly vi her har med at gøre! Eamon må være ham man ringer til, når man skal have en fløde-sanger på hooket, men ikke har budgettet til den ægte vare (og jeg er ikke engang særlig begejstret for R. Kelly til at starte med!). Han synger også omkvædet på "Still Get Through the Day", hvilket han gør okay, men nok mest fordi R.A's tekst er fed og Ayatollah's beat er ganske lækkert.

R.A. The Rugged Man er stadig en fænomenal rapper. Som Ecco Leader One rigtigt nok sagde i sin tid: "hvordan er det muligt at outshine Jedi Mind Tricks på hele deres album med et eneste vers? Fordi han er God MC!". Han flower sig igennem Legends Never Die med en afsindig skarphed, og når det kommer til teknik er han bare overlegen. R.A. er altså stadig et omvandrende studie i ordleg, sætnings-konstruktion og tempo-skift.

"This ain't generic pop novelty rap, I'm reigning supreme /
You're 'bout to hear a level of skill you won't hear in the mainstream /
This is writing rhymes in notebooks, venemous bars /
Boom bap beats, murderous scratching, beatboxing and dope hooks /
Analog, two inch reel, boom boxes and tape recorders /
This ain't trippy emo hipster rapping or girly acting skateboarders /
This ain't about Hollywood fame or chart positions /
It's about credibility and being one of the great technicians /
No internet nerds, trend following critics or dicklickers /
No fake image or gimmicks just vivid pictures and lyrics /
I'm not the most known, but commercial rappers can't compete /
I make records for the shepards and not for the sheep"

     Til gengæld er hans indhold blevet markant udvandet. R.A. er ikke længere en ussel bums som ingen vil røre. I dag er han en respekteret rapper, der vælter sig i jobtilbud, og som alle mere eller mindre vil røre. Han kan altså ikke længere rappe fra det samme perspektiv som den "gamle" R.A. Dette er naturligvis heller ikke en nødvendighed; tiderne skifter og folk ændrer sig. - R.A. lader bare ikke til at have fundet ud af, hvilket nyt perspektiv han så skal rappe fra. For mig at se er det ganske sigende, at han har et nummer på nærværende plade, der hedder "Definition of a Rap Flow". Ja, flowet er fantastisk, men han rapper udelukkende om at have et dope flow, men det ved vi jo godt. På sin debut rappede han med et mindst lige så dope flow, men om 'ting'. Dengang var hans flow først og fremmest et værktøj til formidling, nu er det nærmere center of attention.
Indholdsmæssigt er der enkelte virkelig gode linjer spredt ud på albummet; primært når han har taget den seriøse hat på. Lidt for ofte forsøger han at være den samme lige-til-grænsen kontroversielle og makabre rapper som "man kender ham", fx med linjer som: "I wish my father had just put his dick in my mothers mouth / And instead of gettin' her pregnant she's choke on me and spit me out". Det kan desværre være en kende svært at blive støt over, ganske enkelt fordi det hverken er nyt, provokerende eller kontroversielt længere (hvis man da kender til R.A.). Det rap, der lyder som om, at intentionen har været at forarge, minder i mange tilfælde om fortyndede udgaver af linjer som han har brugt.

Endnu et problem finder vi på listen over samarbejdspartnere, både hvad angår gæsterappere og producere. Få rappere kan hamle op med R.A., hvilket sikkert også var grunden til, at hans debut var så skrabet for gæste-rappere. På Legends Never Die er der mange af dem; mange af dem gør det virkelig godt (jeg vil næsten vove at påstå, at både Brother Ali og Masta Ace outshiner R.A. på "The Dangerous Three") og nogle synes besynderlige som team-ups, fx Hopsin og Krizz Kaliko.
Det er dog i særdeleshed på lydsiden, at jeg synes det halter. Apathy leverer middelmådighed til "The People's Champ", C-Lance leverer årets mest enerverende piano stabs på "Sam Peckinpah" og Shuko, der ellers er lidt af en helt for mig, fremstår undervældende med "Luv to Fuk". Will Tell har fat i den lange ende med grund-beatet til "Tom Thum", hvor han sampler et eminent stykke klassisk musik. Desværre forstyrres de klassiske elementer konstant af sporadisk beat-boxing og virkelig irriterende effekter. Helt galt går det for ham på "Underground Hitz", hvor samplet af "Eine Kleine Nachtmusik" er flippet så decideret dårligt, at der var udslag på richter skalaen omkring Vienna St. Marx kirkegården så voldsomt Mozart vendte sig i sin grav.

Buckwild, som man stort set altid kan regne med, leverer sublime beats til åbneren "Still Diggin Wit Buck" og "Media Midgets", og (den for mit vedkommende ukendte) Vherbal tager kegler med "Laugh, Clown, Laugh" og lukkeren "Make You Famous". Dertil bidrager Dev-1 & Marc Niles, Jussi Jaakola og Mr. Green (på nær hans allerede nævnte "Halo"-skamplet) med solide beats.

Men men, som det nok fremstår i anmeldelsen, er jeg generelt set virkelig ærgerlig over Legends Never Die. Jeg vil tage en lille håndfuld tracks med mig, som kan få lov til at forsøge at bestå tidens test, - men størstedelen af numrene bærer en-eller-anden for for enerverende element, der gør det meget svært for mig at holde af dem. For mig er Legends Never Die årets let-down, men jeg havde også høje forventninger. Far er ikke sur, far er skuffet.

3/6

- Jeppe Barslund

R.A. the Rugged Man - Die, Rugged Man, Die

"....And I thought I was the best..!"
- The Notorious B.I.G. da han hørte R.A. første gang

Lad mig introducerer jer for “Die, Rugged Man, Die” med the all time biggest scum R.A. the Rugged Man.
Første gang jeg hørte til R.A. the Rugged Man var for ca. 5 år siden da jeg hørte nummeret ”Lessons…” som en ven gav mig (ved godt cd’en er fra 2004, men den har været laaang tid undervejs!) og jeg synes det track var super dope. Virkelig nice beat, svedige rim, flow og lyrik, og et indhold bestående af så meget name-dropping at The Game burde hejse det hvide flag. På daværende tidspunkt var jeg desværre ikke i stand til at finde mere med R.A., men jeg så til gengæld at han spillede på Loppen, og jeg var da også tæt på at købe billet, men jeg ville ikke bruge 250 kr,- på en koncert hvor jeg kun kendte det ene nummer, så jeg sprang over.
...I’ll regret it to the day I die!
Til gengæld så jeg ham faktisk dagen efter da jeg var inde i US Style med en ven, da stod han med to kvindelige reportere fra magasinet Actionspeax og fik tilbudt en masse tøj, jeg kan huske jeg var tæt på at bryde sammen af grin da den ene rakte ham en PellePelle og spurgte om ikke han synes ”den var hot?”, hvorefter han svarede ”Nah man, I need that ugly shit!”.
Der gik derefter lidt tid, og jeg glemte lidt til R.A. the Rugged Man, men en dag da jeg søgte efter hiphop cd’er på amazon.com faldt jeg over "Die, Rugged Man, Die" og købte den med det samme. Det tog 2½ måned for bonghovedet i USA at få den sendt til mig, men det var ventetiden værd. "Die, Rugged Man, Die" er nemlig fyldt med så meget dopeness, realness, banging beats, hardcore lyrik og grineren, vulgær og imponerende ordleg at det aldrig bliver kedeligt, og det er nok den cd der har flest ”antal afspilninger” tilsammen i mit iTunes bibliotek.

Jeg vil med det samme sige, at jeg har anmeldt dette album et par gange før, og anmeldelserne har altid endt med at blive fælt lange. Der er nemlig så meget at sige om hvert nummer, og der er utallige citater som jeg hver gang synes at jeg bare må inkluderer.

Jeg synes stadig den dag i dag, at "Lessons..." er et af de numre på pladen der holder mest. En tour-de-force af hysteriske oneliners og on-point lyrik. Som når han rapper

” I ain't down to sign autographs and shake ya hands //
I don't want trendy ass followers as fans
I don't wanna sell records, I don't wanna be big //
I don't want MTV runnin' up in my crib.
I don't wanna be light in the music biz //
I don't want fans that don't know who G Rap is”

Man kunne godt tro at R.A. er ligesom alle de andre; at nu siger han at han "ikke behøver penge, men når de først begynder at rulle ind, så ændrer han sig uden tvivl". Men en ting der er helt sikkert er, at R.A. aldrig kommer til at ændre sig. Det får man bevist flere gange gennem albummet. Og check lige linjen på "Lessons..." : "Even 5-year old girls be rapping today, on the playground like "go shorty it's your birthday". Den må have gjort ond på fiddy.

"Casanova (Fly Guy)" er også et morsomt nummer om, hvor "fly" han IKKE er! En hel sang om hvor ussel og klam en person han egentlig er. Men, selvom han beretter om hvor ulækker en person han er udadtil og indvendigt, så får han alligevel drejet det til, at han er den bedste rapper der findes.

”I’m the headliner, the first white pornographic rhymer //
banned local bar fighter, hide your kids pedophiler
low lifer, advise ya, I’m the worlds illest rhymes writer”

Selvkritisk når det er bedst. Og det stopper aldrig, han har et uendeligt arsenal af de gode rim, "”yeah I’m that guy everybody hatin’ on with that bullshit album everybody waitin’ on”.

Albummets gyldne skæring kommer i form af "A Star Is Born". Et nummer der for mig står som et af de bedste hip hop numre der nogensinde er lavet.
Fuldstændig grotesk lækkert beat. Og hold da kæft hvor er det en komisk sang, den er helt vild. Jeg bliver nok nødt til at komme med rimelig mange citater her, det kan slet ikke undgås med dette nummer.
Sangen starter med at Phil Cases spørger lyttere på ”live from night talk” om, hvad de synes om R.A. the Rugged Man, hvorefter forskellige lyttere ringer ind og roser ham til skyerne;
”He’s very intelligent, he’s a positive role model in rap” og "first time I saw him, I knew he had star quality... He's a superstar".
Derefter begynder den ene gennemtænkte linje efter den anden om, hvordan han gang på gang fucker en lovende fremtid som superstar op. Han truede engang en chef på et pladeselskab med en oversavet shotgun, og han plejede at løbe rundt og provokere og nedgøre de kvindelige ansatte. ”Tommy Boy, Mercury, Priority wanted me, Russell Simmons, and 9 other record companies”, - han var faktisk et kæmpe navn i industrien på et tidspunkt, hans personlighed og opførsel var bare lige i vejen;

”'92 the whole industry was on my dick,
I signed to Jive Records, and fucked up the whole shit”

Man får et godt og farverigt indtryk af, hvordan han har været fuldkommen ligeglad med almindelig opførsel og almen dannelse,

”They say 'He's a beast, he's a creature, Keep him in the other room, don't let him see Aaliyah', Banned from the building, I don't wanna see him either”.

I tredje vers beretter han om hvordan han blev fyret fra Jive records og mistede alt hvad der hedder glamour, dejlige damer og professionelle folk omkring sig, til at flytte tilbage til sin handikappede (bogstavlig talt) og fattige familie, samtid med at alle hans underground homies (bla. Havoc fra Mobb Deep) blev kæmpe store og succesfulde. Han slutter dog sidste vers med at synge;
”And the moral of the story is: all that glamour and glitz shit, Fuck that shit, I don't need it”. Sangen slutter så med, at vi er tilbage til ”live night talk” med Phil Cases, denne gang ringer folk bare ind for at svine R.A. så meget til som muligt, og det ender med at R.A selv ringer ind og prøver at forsvare sig selv som anonym lytter. Helt igennem genialt og hylende morsomt. Et af de bedste hip hop numre der nogensinde er lavet, period!

Efterfølgende kommer der en sand Ayatollah banger, der komplimenterer Killah Prist, Masta Killah og ikke mindst R.A. til det fulde. Alle tre byder på sprøde vers, men endnu engang stjæler R.A. showet med et vers, der slår benene væk under mig hver gang. Hans evne til at lege med ord er uforståelig flot, og hans vers her må skrives ind i historien som et af de vanskeligste og stadig mest blændende nogensinde. Og linjen "I'm mad famous for being unknown" gør i sig selv sangen legendarisk!

Et andet banging nummer som man skal være komplet lam for ikke at rykke hovedet med til, er battle-nummeret "Black And White" med Timbo King. Her bliver der kæmpet i traditionel freestyle forstand, i en boksering med en masse tilskuere og speakere. De to er stort set jævnbyrdige, men kampen får aldrig en vinder, for det hele ender med at politiet stormer arenaen og et masseslagsmål bryder ud. Men et virkelig fedt nummer der virkelig rykker! Endnu engang bliver der leget med ordene, så man ikke kan andet end at sidde måbene tilbage.

J-Zone leverer et alternativt men sprødt beat til nummeret "Brawl". Det første man ligger mærke til her er xylofon-beatet. En xylofon er ikke just det instrument der bliver brugt mest i hiphop, men J Zone formår et flippe det ultimative xylofon beat, virkelig nice. R.A. går lige i kødet på alle fake ass rappers på det her track, og han flår dem levende. Hardcore lyrik, som ingen andre hverken kan, må eller har lyst til spytte.

”The way we recreate shit, Rugged Man
We don't make hits, we stay broke, sleep, fuck sluts and take shits,
and roll with the real life whores that appreciate dicks,
fuck they asshole, dick full of shit, taste bitch”

Så ulækkert og frastødende at selv Orgi-E bliver rød i hovedet. Men som sagt skal R.A. pointerer at han skriver lige præcis hvad der passer ham, uanset hvor frastødende det end er. Et standout track på pladen, netop fordi R.A. slipper tøjlerne og gør hvad han er bedst til, telling the truth.

”Now wait a minute, let's bring it back a little bit. When you first started rappin, you was all on my dick. Yeah, you went multiplatinum, but you bit my shit. What you rappin is my life, you ain't live that shit”.

Et genialt stykke musik.
Der er også tid til at få presset verden ulækreste skit ind imellem numrene. "Pick My Gun Up" er så klamt, at selv jeg må trække grænsen for hvad jeg poster på min site!

Men hvad vi har med at gøre her, er en af mine favorit hiphop cd’er of all time. Jeg vil vove at påstå at R.A.the Rugged Man er den mest underated rapper nogensinde, men når man har hørt ”Die, Rugged Man, Die”, så forstår man det egentlig godt! Havde han været bare den mindste smule underligere, så var han blevet lagt i spændetrøje. Til koncerter, smider han alt tøjet for at flashe hans blegfede mave og han vælte rundt på gulvet blandt publikum i en trance der er så mærkelig, at mange folk flygter fra showet!
Ikke desto mindre vil jeg varmt anbefale ”Die, Rugged Man, Die” til alle, jeg tror ikke at der er nogen der ikke vil kunne lide den. Selvom det ikke er alle numre der er lige gode, så vil jeg alligevel give pladen top karakter, idet det samlede indtryk er så solidt og imponerende, at det bare er en født klassiker. Numre som "On the Block", "Dumb" og "Midnight Thud" siger mig ikke så meget, men de gode numre på pladen blænder komplet for de negative indtryk.

Det er i dag som om, at rappere ikke tør kaste sig ud i det mystiske og eksperimenterer med noget nyt. Man skal efterhånden have Lil’ John, Just Blaze og Scott Storch med på enhver plade man laver, ”ellers sælger den jo ikke”. Men når man så laver en cd som R.A.’s (som jo er født til ikke at sælge særlig meget) får hiphopperne et ordentligt fix, ja nærmest en overdose, af den hiphop der virkelig er savnet. Originalitet, mod og alternative producere er i virkeligheden hvad der skal til.
R.A. laver så oprigtig hip hop som det nu engang er muligt. Og det at han skiller sig så meget ud fra mængden som han jo gør, er næsten alene grund til at top-rate hans debut cd.

5/6