Qwel & Maker - Beautiful Raw

Mit forhold til Qwel & Maker er ikke mere end 2-3 år gammelt. Første gang jeg stødte på dem, var da jeg cruisede internettet i min søgen efter numre til det første Leftovers mixtape, og ganske tilfældigt faldt over duoens Owl. Deadlinen for udgivelsen af mixtapet nærmede sig med hastige skridt, og valget af "Pitching Pennies" skete i al hast, da der virkelig var tale om et last minute call. Det var faktisk først noget tid efter Leftovers2010 var udkommet, at det for alvor gik op for mig, hvor ekstremt godt et nummer jeg havde fået gaflet, og hvor suveræn en duo jeg havde stiftet bekendtskab med. Owl blev efterfølgende nærlyttet og hørt utallige gange, og numre som "The Game", "Holler" og "El Camino" er for længst blevet storfavoritter hos mig.
     Det gav derfor kun god mening at holde øje med Qwel & Maker, samt at bladre tilbage i deres katalog, hvor flere suveræne udgivelser lå og ventede på at blive opdaget og hørt. Beautiful Raw er således det første Qwel & Maker album jeg har haft mulighed for at se frem til, og det har jeg gjort med mildest talt virkelig høje forventninger.

Forventningerne bliver indfriet tifold, og uden at have sagt noget konkret om Beautiful Raw endnu, vil jeg løfte sløret og sige, at Qwel & Maker har begået et mesterværk med deres fjerde album.

Og hvad er det så, der er "beautiful raw" - smukt og råt - spørger du måske. Coveret viser et par hænder, der holder en slags sten, der lader til at forestille det alkymistiske resultat af at blande 'hot', 'dry', 'wet' og 'cold', - altså et slags hiphoppens femte element. Og Qwel & Maker kunne snildt være de retmæssige alkymister bag hiphoppens femte element, for som duo synes jeg, at de fortjener at blive nævnt sammen med DJ Premier og Guru, Pete Rock og CL Smooth, Eric B og Rakim, Sabzi og Geologic, Blu og Exile og de andre duoer, der har været med til at hæve hiphop-baren.
     Qwel rapper som ingen anden, og skulle man lave en top 10 over årets bedste flows vil jeg være tilbøjelig til at sige, at halvdelen af listen let kunne udfyldes med flows fra Beautiful Raw alene. Samtidig smeder hans producer-partner Maker beats, der ret beset lyder som det lækreste hiphop du kommer til at høre. Han producerer stort set ingen beats for andre rappere, så alt hans kreative energi lægges i de beats, som Qwel får lov til at rappe over (hvilket privilegie!). Dette betyder, at de emmer af en uhørt kompleksitet, detaljerigdom og perfektionisme, og man kan virkelig høre, at der er lagt meget tid i produktionerne. Når man lægger de to mesterlige håndværkere sammen, ja så står man virkelig med et voldsomt flot album.  

Pladen indledes med titelnummeret, der skydes igang med triumferende blæsere, der oser af stolthed og en overrumplende følelse af fuldbyrdelse. Beatet lyder som det trionfante tema, der burde fylde luften til de sejrende soldaters hjemvenden, når de kører ned igennem gaderne og bliver hyldet af masserne med jubel, skrig og kvindedår. - Eller som bokserens indgangs-sang til hans karrieres vigtigste kamp. Og det giver meget god mening, at det er billeder som disse, beatet fremmaner, for Beautiful Raw handler nemlig om at triumfere og klare sig igennem forhindringer, hårde tider og dårligdom, og vise verden at man var villig til at ofre blod, sved og tårer for at gå det ekstra mil og sejre, selvom odd'sne var imod en og skeptikerne var i overtal. Stolt rapper Qwel i omkvædet:

"They said it couldn't be done, this one's for proving 'em wrong
Seems only suitable it's beautiful raw
Planted the seed beneath the street but it was rooted too strong
Grew to the sun and called it beautiful raw"

På "Long Walkers" rapper Qwel om de såkaldte long walkers (som han og Maker selv er iblandt), som er dem, der - som skrevet før - er villige til at gå hele den lange og seje vej og ikke gå på kompromis for at levere genuin hiphop. Qwel boldrer sig i nørdede referencer til det gamle Ægypten og de mange mystiske fænomener der hører sig til: "I can see it in your Iris / Y'all scribbling on your notepads, we scribin' on papyrus". Jeg tolker hans brug af Ægyptisk mystik som værende en metafor for the long walkers, da de efterhånden er så sjælden en race, at de efterhånden er blevet et mystisk fænomen i sig selv. Beatet bæres op af en fremtrædende, insisterende og halv-psykedelisk guitar (der dog er mixet til perfektion og undviger dominans og irritation). Ved tredje vers erstattes guitar-riff'et af et støvet piano-loop, alt imens Qwel intensiverer hans flow.

På "En Garde" - ja, det ligger vel nærmest i titlen - er der dømt halsbrækkende flow-gymnastik, da Qwel og hans Typical Cats partner Qwazaar siger "kom án" til deres rap-kombatanter med skarpslebne rimstrukturer, der gør lytteren rundtosset i forsøget på at få det hele med. "Nerds say I'm a banger but bangers say I'm I nerd, it's strange the day we came in the game it rained birds" rapper Qwel, og illustrerer ganske sigende, hvordan den furiøse battlerap ofte leveres med (en til tider nørder) intelligens og kløgt. Her kommer udtrykket "the pen is mightier than the sword" virkelig til sin ret. Qwel ville vinde en pistol-duel med sine rim til hver en tid. I omkvædet brillerer han:

"One or two face, just one came to mind /
Some came to fake it and some came to shine /
Some prefer the murder, diverted a straight line /
When I think about 'em killing it, none came to mind"

Der er ikke andet at sige her end "touché!". - Jo, måske at beatet er fænomenalt! Maker har skabt en drøm af et beat med stramme trommer, ko-klokker og klappen, tilsat stikkende blæsere og en elastisk basgang. Det perfekte beat til flow-ekvilibrisme.

"Wreck Room" er blandt de bedste numre jeg har hørt i årevis! Makers beat er helt fantastisk. Trommernes rustikke klang bevidner om anvendelsen af et egentligt slagtøj, og ikke bare billige computer-trommer, og så er den samplede basgang og melodiske guitar i omkvædet - der stammer fra en nærmest kitchet Los Terricoles sang - så rasende flot sat sammen, at kæber tabes. Dertil leverer Qwel noget så sjældens som konceptuelt battlerap, hvor han sammenligner det billige plasticlegetøjer fra sin barndom med dagens MC'er og hvordan de har ret meget til fælles ("the cheap production's so expensive when they break apart") og hvordan han "wreck'er" dem; både dengang, på sit værelse, og idag, på hiphop scenen. Han rapper:

"Mamma, I know you work hard to buy me toys /
But I broke 'em, I choked 'em by the fulcrum I was locin /
Surrounded with these ones that ain't as tough as they seem /
Advertised and packed in plastic plus the rubber was cheap"

En lodret mesterskæring.

"Pilfer" er præget af nogle mildest talt tossede trommer! Det lyder som om, at en, der virkelig har haft behov for at komme af med nogle aggressioner, har fået lov til at tampe løs på et trommesæt i en garage. Vildt og voldsomt lyder det, men Maker har samtidig flippet et The Upsetters sample (det samme som Looptroop og Petter brugte på "Top Dogz"), der skaber ro og orden (sådan da) i trommernes virvar.
     Qwel rapper sammen med The Grouch og Swamburger om Amerikas farmaceutiske monopol og om hvordan der omsættes for milliarder og atter milliarder ved at udskrive recepter til højre og venstre til alt og alle. Uanset hvad du fejler er svaret: "you know they got a pill for that". De tre rappere har hver deres indgangsvinkel til emnet, og alle er lige medrivende. The Grouch rapper fx: "You ain't need your apple today, not at all / You ain't have no appetite, breakfast was adderall".

Det første man lægger mærke til på "On One" er beatet. Makers produktion er en lækkerbisken for folk med øre for det komplekse. Beatet er stramt og melodien er ikke til at tage fejl af, men jeg var personligt nødt til at nørlytte det nørklede stykke musik mange gange, før det gik op for mig, hvilke - og hvor mange komponenter, Maker har anvendt. Hen imod slutninger skifter beatet endda fuldstændigt, og skifter over i et mere letflydende beat, der ligeledes er hammer lækkert. Sindsygt flot sat sammen.
     Når man har fordøjet beatet og dykker ned i lyrikken, finder man en lignende kompleksitet. Qwel mindes en gammel ven, som han plejede at lave alt med, og som han svor han ville følge hele sit liv. Men livet går sin ofte uforudsigelige vej og mennesker kan vokse fra hinanden, og Qwel funderer over, hvordan deres veje mon skiltes. Den historiefortællende og retrospektive Qwel indtræder på det perfekte tidspunkt på pladen, efter en række numre, hvor tonen har været lidt hårdere.

Endnu en ovenud fænomenal skæringer kommer i form af "Lake Effect". Qwel er fra Chicago og elsker sin by. Det betyder dog ikke, at han er blind for, at byen har sin vrangside. Chicago vrimler med sørgelige skæbner, der hænger ud i den fattige og stof-fyldte underverden, og Qwel rapper om hvordan det desværre ikke er en sjældenhed, at folk bliver stofafhængige for at kunne abstrahere fra en lousy tilværelse. Han rapper i omkvædet:

"Heaven's a million miles from the 'Ill
It's hard to see the stars with a mouth full of pills
Heaven's a million miles from the 'Go
It's hard to see the sky with your nose up in the snow
Heaven's a million miles from the 'Chi
It's hard to see the sky with the smoke up in your eye
Heaven's a million miles from Chicago
Only see the stars when she's tippin' back a bottle"

Samtidig viser han undervis sin eminente sans for ekspressiv og poetisk tekstskrivning, der vitterlig kan få undertegnede til at falde bagover. Han rapper fx i første vers:

"Where tears run the mazes of numb faces /
And fears comes and goes stung the stage from the front pages /
And tippy-toe the slushy street, where the drunk sleeps /
The red line stuck in Vietnam and the bum speeches /
Of rusty beaches in deep water, and one-eyed pigeons /
Who fight for chicken bones and miss the sunshine thinning"

På "Broken Pendulum" kaster Qwel endnu engang blikket tilbage på barndommen, hvor umiddelbarheden sejrede og de voksnes verden ikke havde forpurret ens sind. Men voksen/ældre må man jo blive med tiden, og desværre har voksenverdenens alvor en kedelig tendens til at kvæle barnet, og således rapper Qwel:

"As a child it was all so simple and less literal /
I grew up, I got smart, I got cynical /
I got math, I got art, I got miniscule /
Fame, I got pride I got pitiful"

Scud One leger med, med et solidt gæstevers, og Maker supplerer med et luftigt beat besmykket med strygere og et perfekt valgt vokalsample.

Efter en række numre, der har været tynget af en vis alvor i emnevalgene, trænger man på dette tidspunkt på pladen til lidt luftforandring; lidt glæde og god stemning, og det får man i allerhøjeste grad med "Through the Sidewalk". Beatet stråler med et lunt og lækkert guitar-riff, akkompagneret af laber sang i baggrunden, som sammen lægger en ualmindeligt god bund for et opløftende nummer. Det assisterende fløjte-loop og samplede vokal i omkvædet gør kun fornøjelsen større. Sangens budskab lyder: "seek the truth, free your mind", og handler om at vedligeholde sin vidensbegærlighed og ikke bare fordumme sig selv som så mange andre: "The fool will be the fool while the students be their own". Super lækkert nummer.

Hvis man skal udpege et, så er "New Cents" Beautiful Raw's sorte får. Nummeret handler om, at penge er "the illest addiction there is", og selvom man hedder Qwel kan det være svært at revolutionere dette tema, der er blevet rappet om utallige gange før. Makers produktion holder hele vejen, men desværre afbrydes nummeret et par gange undervejs af små "mellemstykker", hvor det vidst skal forestille, at et par gamle mænd (tror jeg) brokker sig over "de unge menneskers disco-jazz", men det virker malplaceret og ender med at være mere akavet end gavnligt for nummerets fremdrift. Dårligt? Nej. Lidt ligegyldigt i forhold til pladens øvrige skæringer? Ja.

Det mindre heldige "New Cents" går dig hurtigt i glemmebogen, for med "Abracadabra" er vi hurtigt tilbage på det tårnhøje niveau, som resten af pladen har holdt. Verdensklasse flow-kunskaber er igen i førersædet. Maker har loopet en 70'er rocksang (der nok ikke er, men lyder som Beatles), og spæder til med gungrende trommer og livlige keys. Helt fabelagtigt, og Qwel tøver ikke et sekund med at yde beatet retfærdighed med en flow-præstation, der burde få alle til at spidse ører og tage noter.Hvis man slog ordet "flow" op i en definitions-ordbog, burde den henvise til andet vers herfra. 'Abracadabra' er tryllekunstnerens foretrukne slag-ord som ledsager til hans magiske tricks, og på "Abracadabra" viser Qwel, at han virkelig er en tryllekunstner inden for sit fag.

Fra den ene ende af humør-skalaen til den anden; man skal ikke mange sekunder ind i "If I Could Sing" før det melankolske klaverspil og den sørgmodige kvindesang har malet et yderst mørkt stemningsbillede. Valget af de rimelig banging trommer virker besynderligt i forhold til instrumentalens øvrige elementer, men ikke desto mindre lyder det fortrinligt. Qwel er her i sit mere abstrakt-poetiske hjørne, og jeg indrømmer gerne, at det ikke står mig helt klart, hvad "If I Could Sing" handler om. Noget siger mig, at temaet er tab (og bearbejdelse af samme); muligvis en kvinde i hans liv, - "there's a lot of thrones, but not a lot of queens / this is not a home, if it's not with she". Jeg har stadig en del at finde ud af når det kommer til indholdet af denne sang, men det i sig selv kan være en god ting i min bog; når noget ved en sang nærmest tigger om at blive opklaret og jeg ved, at der skal investeres tid.

Beautiful Raw når sit storslåede klimaks med "Keep It Moving", der på alle tænkelige leder og kanter er noget af det mest mageløse jeg har hørt i lang tid. Den grandiose produktion forbinder blæsere, fløjter, piano stabs, strygere og et perfekt flippet vokal-sample til et overdådigt og intet mindre end episk beat. Qwel rapper om han og Makers "long walk"; fra begyndelsen til nu, og alt det, der er sket imellem. Han rapper:

"We went from no-mands-land to Japan and backsnaps /
Scanned a map with these hands that never planned to rap /
Was just a fan of this, thought 'nan of this was possible /
Now fans spit it with us when we stand against the obstacles"

 Qwel rapper om, hvordan det har været hårdt og krævende at gå den vej de har gået og at der har været mange forhindringer og meget modvind, men i sidste ende har det været det hele værd, for nu står de stærkere end nogen anden:

"So long walker, if it's a place worth going /
Stay emerging through the dirt, through the sidewalk-growing /
Do the work /
So they can see my music /
And life's a loop, you either bitch or try to beat-box to it"

Og de afsluttende linjer opsummerer pladen og budskabet til perfektion: "Life's a loop, you either bitch or try to beat box to it".

"Keep It Moving" kan ikke slås som pladens klimaks, og i stedet for at forsøge at overgå den, lukker Qwel og Maker - lige i dette tilfælde mest Maker - pladen med et instrumentals nummer, der fungerer super godt som den udtonende afrunder og melodiske "tak fordi du lyttede med". Beatet er jazz'et, luftigt og sitrer af gode vibrationer, imens et vokalsample binder en definitiv knude på albummets røde tråd, ved at synge "here I go again, reaching for the sky", hvilket fører os tilbage til pladens udgangspunkt; kongstanken bag det at være en "long walker"; nemlig at være villig til at gå det ekstra mil for at nå i mål.

Og det konkluderer Qwel & Maker's fabelagtige, ufattelig velskrevne og suverænt flot producerede storværk Beautiful Raw, der uden skyggen af tvivl står som årets stærkeste plade. Wow for en omgang!

6/6

- Jeppe Barslund

Dialekten - Stiplede Linjer

Vi laver ikke klassikere, vi laver hits! 

Dette er den kedelige mentalitet, der driver de fleste musikere i dag. Den evige kamp for at fange lytternes interesse.

Hvis man går nogle år tilbage i tiden, var målet som musiker ikke at fange interessen, men at fastholde den efter den var fanget. Før der var noget der hed "internet", "youtube", "mp3" og "gratis download" udgav man singler for at fange folks opmærksomhed, men med det fremadrettede mål, at de forhåbentlig gik ud og investerede i ens plade. Dengang var kunstnerne nemlig kloge nok til at vide, at en enkelt single ikke var nok til at fastholde interessen; resten af albummet var nødt til at følge med, ellers røg vinylen af pladespilleren, cd'en af anlægget og båndet af boom-boxen. Det handlede altså om at skabe et helstøbt produkt, der var lige så fedt ved 50. lyt som ved første. Fik man som lytter fingrene i en sådan plade, kunne den sagtens bo i ens anlæg i flere måneder af gangen. Det var sådan man vidste, at en plade virkelig var god. Det var dengang klassikerne blev til; de såkaldt "classic albums", der kunne bestå tidens test.

I dag er det de færreste unge der overhovedet ejer et apparat, der kan afspille fysiske udgivelser. I den digitale æra med iTunes, Spotify, WiMP, Grooveshark, Deezer og hvad der eller eksisterer af musiktjenester, kan man høre tonsvis af musik på daglig basis, kunstnerne ved derfor, at de er nødt til at have et smash hit for at fange lytternes opmærksomhed. Pladeudgivelsen er således - i langt de fleste tilfælde - blevet reduceret til en undskyldning for at kunne udgive disse singler. Det er ikke længere en ambition at fastholde folks interesse. De fleste kunstnere ved, at der er for meget konkurrence til at dette overhovedet er realistisk. I dag handler det udelukkende om at fange interessen momentarisk, og så håbe på at kunne leve fedt af dét.

Tilbage står en lille minoritet af kunstnere, der med et oldschool mindset agter at prioritere fastholdelsen højere end fangsten. Det er dem, der ikke bliver hørt af millioner eller tjener styrtende med penge, den åbenlyse konsekvens af ikke at lave hit-singler. Til gengæld er det hos dem, at de tidsløse "classic albums" har en chance for at komme til live.

     Echo Out kollektivet hører til denne minoritet af ildsjæle, der stræber efter den langtidsholdbare musik, der hverken daler i relevans eller aftager i kvalitet med tiden. Nej, de har endnu ikke lavet et hit; uden letbenede omkvæd og udvandede rim som man kan synge og rappe med på efter første gennemlytning, ser radioerne intet hit-potentiale og er derfor ikke meget for at røre dem. Til gengæld står det meste af deres plade-katalog soleklart i erindringen som værende bedre end stort set alt andet, og skulle dansk rap se noget så sjældent som et "classic album" har jeg altid haft tiltro til Echo Out som værende leverandør af dette.

En sjældenhed i dansk rap ser nu dagens lys, og Echo Out er rigtig nok leverandør. Dialektens debutalbum Stiplede Linjer er efter talrige udsættelser ude, og selvom det naturligvis - og helt logisk - tager tid at bestå tidens test, så har jeg aldrig været mere sikker i min sag: vi har her at gøre med et "classic album".

"We don't make hits, when it comes to this - we make classics" 

Dette er mentaliteten, der driver Dialekten. Glem tendenser, glem "det sidste nye", glem "hot lige nu", glem svimlende budgetter og glem ambitioner om at blive #1 i hele landet. Når Nota Bene og Chewbacca står i køkkenet er menuen simpel: hårde beats, skarpslebne rim og originale flows, tilsat en ordenlig portion hjerne og hjerte. Ambitionen: at blive et punktum i den store historik.

"Crunchtime, klokken tikker, dagene går /
Vi stinker af knofedt, de stiplede banger hårdt /
Glohedt - sinkerne skoles, vi tar' endnu et år /
Uden profit og tvinger solen til at skinne i skolegården"

Formularen er enkel men udfordrende, både for Dialekten selv og for lytteren, det her er nemlig hiphop i sin mest rå og nøgne form; det er hverken fint eller poleret, og der er ikke taget nogle fancy hjælpemidler i brug for at gøre det hele lidt mere tilgængeligt for den gængse lytter. Det er mørkt, tungt, in your face, og der bliver ikke lagt fingre imellem eller gået på kompromis - overhovedet. Som Chewbacca rapper: "Der' ingen bestikkelsespenge i en konvolut / Ingen chancer for efterredigering, intet Hollywood / Kun rugged grooves". Her har penge, bling og lir ingen interesse, og de store pladeselskaber har intet at lokke med. Kun én kontrakt interesserer Dialekten: "Stik mig de skide papirer og vis mig hvor jeg skriver under - på mit crew er ill!". Og som de rigtig nok siger: hvorfor lave hiphop for pengenes skyld når man allerede er rig på skills?

Dét er i øvrigt en grov underdrivelse. Var skills en valuta havde vi med milliardære at gøre. Stiplede Linjer er ganske enestående i sin hyppighedsfrekvens af stor-imponerende øjeblikke, både hvad angår tekster, flows og beats.

"Sikken' fryd, ikk' en skid at lave /
Andet end en plade med den lyd uden tid, men frisk fra havet /
Hjemmelavede saltvands-bangers /
Så hele faget springer op af stolen: "Hva' fanden har vi lavet!!?"

Teksterne er yderst velforfattede, og pladen byder på lidt af det hele: obligatorisk battlerap, en Nørrebro-ode, et graffiti-anthem, støvet vintage-rap, en midter-finger til pladebranchens rovdyr og tilhørende tudekiks til ofrene, sange om både sindsforvirret og lykkelig kærlighed, abstrakt poesi og hudløst ærlig selverkendelse. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har siddet med så overvældende mange citater fra de forskellige sange i mine håndskrevne noter, som jeg gerne vil fremhæve.

"Vrider musikken til noget der kan bevare lidt troværdighed /
Og faktum er jeg' bare en kakerlak uden kærlighed /
Man jagten går og jeg ka' se den lige foran mig /
Så jeg knapper skjorten, snører skoene, jeg sprinter /
Forstår hvad det drejer sig om /
Det' som at spørge efter ild når man selv har lighteren i hånden"

Chewbacca og Nota Bene kan både tillægge enkelte linjer enorme mængder betydning, og samtidig få et helt vers til at gå op i en højere enhed. Det ene øjeblik sprayer de lydkulisserne til med farverige billeder, det andet tager de lytteren med, tæt ind på deres private liv, og i det tredje spyder de ren ild. Hver gang man som lytter åbner en ny dør, blændes man af diamanterne på den anden side - og der er mange døre at åbne!

Dertil forbløffer de konstant og hele tiden med deres levering, der aldrig er til at forudse, om som ustandseligt gennemsyres af en næsten sygelig perfektionisme i indlevelsen, der dog aldrig virker påtaget eller kunstig i fremførelsen. Nogle gange tager man sig selv i at grine smørret over deres ubarmhjertige kynisme og overlegenhed, andre gange er man nødt til at trykke pause for at tænke over ordene. Selv efter 25 gennemlytninger er der nye hjørner og afkroge at gå på opdagelse i på Stiplede Linjer. Ganske simpelt en velskrevet plade af de yderst sjældne.

At Nota Bene er den bedre rapper i Dialekten tror jeg næppe nogen vil opponere imod, men denne "ubalance" bliver jævnet fint ud, da Chewbacca har produceret størstedelen af pladens beats. Og lad mig da bare sige det som det er: han kanoniserer sig selv direkte op i den absolutte elite af producere herhjemme. Det er intet mindre end en sjaskvåd hiphop-drøm at lytte sig igennem Stiplede Linjer. Ens nakkehvirvler befinder sig i farezonen fra første sekund, da der bliver serveret nogle af de ledeste bangers dansk hiphop har set i lang tid. Fra den boblende funk-perle "Det Blå Disko" og de intense, Stoupe-lydende strygere på "Til", til den jazz-melankolske "Soulstik" og det tonstunge, glødende titelnummer. Det er en ren mission impossible at finde noget dårligt at sige om Chewbaccas kreationer. 

     Det skal dog siges, at der ér beats at finde på Stiplede Linjer, som er skabt ud fra en mere alternativ skabelon end man er ”vandt til”, som f.eks. "Antitainer", "Ikk' Noget", "Påtideatgåvider'" og "Sort Due". Disse beats er ikke dårlige, - de går direkte ind og udfordrer og forsøger at gradbøje ens opfattelse af, hvad der egentlig er et "godt" beat, og det kan have en forvirrende effekt på ens smagsløg. Hvis man går på kompromis med sin tolerance og giver disse produktioner tid til at vokse på én, ender man med al held med at få sin horisont udvidet, og det er lidt af en gave i sig selv.
FlotteDavey, der både er landets skøreste og mest nyskabende beatsmed, har produceret den fuldt ud tossede, ekstremt kreative "Farvel Pia" og den mindst ligeså legesyge "Rovdyr", der blander små lydbidder fra harmonikaer, franskbrød, banjoer, piano, strygere og meget andet til et grinagtigt eksplosivt beat.
Lars Da Fari har produceret den opløftende jazz-swinger "Tirsdag", der er mindst lige så laber som hans Tudsegammelt beats. Sammen med Chewbacca har han endvidere produceret førnævnte "Påtideatgåvider'" og den hængekøje-døsige "Billig holiday", hvor 2Pac's "then some lady named Billie Holliday sang" -linje fra "Thugz Mansion" naturligvis er inkorporeret. Endeligt har DJ30 og Chewbacca sat den gusten-tunge "Galde" sammen, der løber én koldt ned ad ryggen.

Der hersker absolut ingen tvivl om, at dette er den mest mageløse samling beats jeg som anmelder er blevet udsat for.

"Problemet" jeg sidder med nu er, at jeg i min videre beskrivelse af Stiplede Linjer er løbet tør for ord. Jeg har som anmelder allerede brugt de flotteste og mest værdiladte verber mit ordforråd har at byde på, men til udgivelser, der ikke er lige så gode som Stiplede Linjer. Jeg har allerede, i andre sammenhænge, kaldt Dialekten alt fra "mesterlige" og "sublime" til "episke" og "mirakuløse". De ord kan jo ikke overgås, så hvad er der tilbage?
      Havde jeg haft en akademisk-journalistisk baggrund, kunne jeg sikkert skrive noget i stil med, at Stiplede Linjer er et ekskvisit komponeret, ekspressivt, lyrisk-koloristisk storværk i dansk rap, farseret med særegne, stemningsmættede synteser, der i sjældent grad formår at få sindets strenge til at vibrere.
Men jeg vil hellere, for en sjælden gangs skyld, gemme ordene af vejen og ty til tal, for tal fortæller altid sandheden.

Som anmelder har jeg siden 2007 haft 469 udgivelser under kniven. Af disse har 17 fået topkarakteren 6/6, hvilket giver en "classic"-ratio på 3,6%. Á de 469 udgivelser, er 157 af dem danske. Á dem har ingen fået topkarakter, hvilket giver en "classic"-ratio på 0,0%. - Dét har jeg måtte høre for mange gange. Folk har i løbet af årene hævdet, at jeg "ikke forstår mig på hiphop", at jeg er decideret "modstander af dansk rap" og at jeg er "en useriøs og talentløs anmelder, der slet ikke føler for kulturen". Trods alt dette er jeg virkelig glad for, at jeg har valgt at forholde mig kritisk og krævende som anmelder, for det har - forhåbentlig - gjort mig i stand til at overbevise jer om, at det virkelig er et "classic" album der er tale om, den dag topkarakteren lander. Today is that day.

"Så hent dit slæng, dit posse, din kvinde og dine nære venner 

For de laver det sgu' ikk' sådan her længere" 

6/6

- Jeppe Barslund

Killer Mike - R.A.P. Music

I mine øjne har Killer Mike aldrig rigtig været mere end en Outkast-protegé, der kunne sørge for lidt råt sydstats-rap når det blev for eksperimenterende, skævt eller fjollet hos André og Big Boi. Hans Monster plade fra 2003 er den eneste af hans fem tidligere solo-udgivelser som jeg har hørt, og den kedede mig noget så grusomt, så jeg har aldrig rigtig haft den store interesse i ham som solo-artist og havde af samme årsag heller ikke sat mig for at investere i hans nyeste R.A.P. Music album. Men så begyndte anmeldelserne at rulle ind.
- En perfekt 10/10 hos Syffal, perfekt 5/5 hos både Potholes In My Blog og Sputnik Music, perfekt 4/4 hos Chicago Tribune og imponerende 9/10 hos Spin, 5½/6 hos Consequence of Sound og 8.6/10 hos Pitchfork Media. Dette er et godt eksempel på hvor stor en rolle anmeldelser kan spille, for uden at have hørt et eneste nummer susede jeg ind og bestilte et eksemplar af pladen, udelukkende på baggrund af andres begejstring (endda af en rapper, der i forvejen ikke sagde mig særlig meget). Lad mig bare spille med åbne kort: jeg er i løbet af de sidste tre uger blevet ufatteligt glad for Killer Mike, R.A.P. Music og hans raw-as-fuck, no-bullshit, straight-raw-rap tilgang til genren. Som han rapper på åbneren:

"Lurkin' in the club on turists muuh'fuckers /
Welcome to Atlanta, up the jewelry muuh'fucker /
These monkey niggas lookin' for some Luda and Jermaine /
And all that nigga found was a Ruger and some pain /
POW MOTHERFUCKER POW, come up off the chain /
and POW MOHTERFUCKER POW, one off in the brain"

Man skal ikke mange sekunder ind i pladens indledende nummer med den meget passende titel "Big Beast" før man finder ud af, at det ikke er for sjov når han kalder sig Killer Mike. Han både er og lyder stor, agressiv og sulten. Som havde han ædt Big Pun til morgenmad, M.O.P. til frokost og Canibus til aftensmad. Som om dét ikke var nok har han slået sig sammen med den altid komplet vanvittige, totalt udsyrede El-P som har produceret hele pladen. Resultatet? Såmen bare en af de hårdeste plader i årevis og en potentiel milepæl, easy. 

"I never really had a religious experience in a religious place. The closest I've ever come to seeing or feeling God is... listening to rap music. Rap music is my religious. Amen" 
- "R.A.P. Music"

De før-citerede "POW MOTHERFUCKER POW"-linjer giver måske ikke et billede af Killer Mike som værende den dybeste eller mest opfindsomme rapper, men det er han faktisk. Endvidere er det tydeligt, at Killer Mike ikke følger hiphoppens status quo-regler, men kigger mindst 20 år tilbage i bakspejlet til en tid, hvor hiphop var rebelsk, larmende og leveret ud fra et samfundsrelevant og -aktuelt standpunkt. 'R.A.P.' -forkortelsen i pladens titel refererer ikke til den vanlige "Rhythm And Poetry", nææ, det er alt for fint og ufarligt. - Her står det for Rebellious African Peoples Music, for Killer Mike er her for at minde os om, at mange af de ting der i sin tid udklækkede fx N.W.A. og Public Enemy som rebeller imod systemet, stadig rumsterer i samfundet anno 2012.Umiddelbart kunne man tro, at et sådan album ikke appellerede det mindste til white boys som mig selv, men de ting som Killer Mike er sur over er i bund og grund ting, som alle burde være sure over, uanset "farve" eller "race". Samtidig er det ikke "bare" simpel "ayo fuck tha police nigga" -rap, det er "ayo fuck tha police nigga" -rap bakket op med solide facts og ekstremt velfortalte historier, krydret med uanede mængder troværdighed og en arrigskab og intensitet, som man ligeledes skal 20 års tid tilbage for at finde magen. "Reagan" er et glimrende eksempel på hvordan Killer Mike balancerer imellem det intellektuelle og den rå gade-nerve:

"We brag on havin' bread, but none of us are bakers /
We all talk on havin' green but none of us own acres /
If none of us own acres and none of us grow wheat /
Then who will feed our people when our people need to eat /
So it seems our people starve from a lack of understanding /
'Cause all we seem to give them is some ballin' and some dancin' /
And some talk about our cars and imaginary mansions /
We should be indicted for bullshit we insighting /
Selling children death and pretending it's exciting"

På "JoJo's Chillin" viser Mike sin brillante sans for historiefortælling, da han beretter om JoJo, der nærmest ved et uheld kommer til at smugle weed med op på et fly, hvilket resulterer i, at han ved landing snyder sig ud i en rullestol imens en Stewardesse bliver bustet for besiddelse i stedet. Også på den storslåede, 4-delte "Don't Die" kaster han sig ud i malende historiefortælling over et beat, der ændrer sig for hvert vers, og som derfor giver sangen et filmisk progressivt feel, der vitterligt ikke lyder som noget man har hørt før.
Killer Mike er dog heller ikke bleg for at "go ham" på R.A.P. Music, hvilket han gør bedre end de fleste. "This is John Gotti painting pictures like Dali, this is Basquiat with a passion like Pac" rapper han på "Untitled" og præsenterer dermed sig selv som en "kunstnerisk gangsterrapper", hvilket passer ganske perfekt. På "Go!" flænser han El-P's banger sønder og sammen på primitiveste vis: "Shit got damn. I go ham. I go off. The gun go blam. I go in, I go hard. I go stupid, oh my God. shamalamadumalama-shamalamadumalama, even when I ain't sayin' shit!". Simpelthen retarderet rap! Hvorfor? - Fordi fuck dig, derfor! - Det er lidt dén mentalitet man må finde sig i undervejs! Ikke mindst på en af mine personlige favoritter, "Butane (Champion's Anthem)", der bærer et af de hårdeste beats jeg nogensinde har hørt. El-P er intet mindre end sindssyg for at have produceret det nummer! Det samme kan siges om stort set resten af produktionerne på R.A.P. Music. Det flyver omkring med store trommer, ustoppelige hi-hats, buldrende basgange, høj, mørk og skærende synth og distortede computereffekter. De har uden tvivl sat sig for at bring the noise i bedste PE stil, men samtidig kan El-P noget med små fikse melodier, der gør de mastodontiske produktioner yderst vellydende, deres larmende natur til trods. Efter et dusin gennemlytninger kan jeg konstatere, at samtlige produktioner på skiven er fænomenale, men der er ingen tvivl om, at de kræver tid. Jeg kan sagtens forestille mig, at der vil være folk der synes, at beat'sne er decideret dårlige. Sådan er det nok med El-P, you either hate him or love him.  

"This is jazz, this is funk, this is soul, this is gospel /
This is sanctified sex, this is player pentecostal /
This is church. Front. Pew. Amen. Pulpit /
What my people need and the opposite of bullshit"
- "R.A.P. Music"

Alt i alt er R.A.P. Music et allerhelvedes velstøbt album! Det er skarptskåren rap, der gerne vil minde lytteren om slut 80'er/start 90'ernes nerve, samtidig med, at Killer Mike og El-P serverer et gyldent alternativ til en - i kølvandet på denne udgivelse - pt alt for tilbageholden, vag og modløs tilgang til hiphop. Killer Mike har gravet i fordums storhed, og med referencer til Wu-Tang, Slick Rick, Snoop Dogg, Eazy-E, MC Ren, 2Pac og Public Enemy har han taget alt det, der gjorde hiphoppen spændende og interessant for 20 år siden, og proppet det ind i El-P's små-tossede 2012-skabelon. Jeg tror at det kræver, at man er meget glad for meget forskelligt hiphop hvis man skal lære at holde af dette album, og det vil bestemt også være et plus at have et forhold til den hiphop som Killer Mike så ofte refererer til. På den anden side; jeg kom sent ind i hiphoppen og lyttede ikke til noget af det rap som Killer Mike forguder da det var nyt og spændende, og jeg fucking elsker det her album! Det eneste minus der er, er Bun B og T.I. featuren på åbningsnummeret, men på en-eller-anden sjov måde er deres optræden ikke "ødelæggende", for stillet op ved siden af de to får Killer Mike utrolig hurtigt statueret sig selv som et totalt monstrum når det kommer til rap.
     Det er nok et album, der er født til at dele vandende, som det ofte er tilfældet når El-P er involveret. Hvorom alting er, så er min begejstring total! Uden sidestykke årets største overraskelse og årets hidtil stærkeste plade. Sagde jeg "milepæl" i starten? Det burde det helt sikkert og uden tvivl være, easy. 

 6/6

"Southern Fried"

 

(den slutter ved ca. 4:40, der "gemmer" sig ikke noget længere inde)

"Butane (Champion's Anthem)" feat. El-P

"YAAAH YAAAH YAAAH YAAAH"

"R.A.P. Music"

"Ghetto Gospel"

"I pray the lawd he hear me /

Praying when I'm in trouble I'm speaking in forked tongue /

I say I'm out the game but I'm flinching like George Jung /

I must be in the clutches of Satan, it's all warm /

My mama took me to the Root Lady to read my palm /

She puts beads on my neck saying they protecting me from harm /

But fuck this old witch, I went and got a gun"

Jeppe "POW MOTHERFUCKER POW" Barsund

Caravan Palace - s.t. + Panic

Som vi har snakket om før, så er hiphop godt, fantastisk, livs-forbedrende, ja, nødvendigt vel sagtens, - men der findes også andre kunstnere, der opererer inden for andre genrer, som bør indtages med samme nydelse. Derfor retter vi nu blikket bort fra hiphoppen og over på parisiske Caravan Palace og den forholdsvist nye genre, som de er nogle af grundlæggerne af: electro-swing.
   
     Caravan Palace og deres musik har haft samme effekt på mig som f.eks. deres landsmænd Hocus Pocus, hvor musikken er så rig på energi, glæde og liv, at det potentielt set kan gøre én til et generelt gladere menneske med mere overskud. Jeg er klar over hvor plat det lyder, men det' sgu rigtigt!

Som man måske kan regne ud, så er 'electro-swing' en blanding af swing fra 1930'erne (hvor double-bas og trommer sætter tempoet og diverse blæseinstrumenter, violiner og guitarer følger trop) og mere moderne elementer som electronic, house og dub-step. Umiddelbart kunne Caravan Palace godt lyde som værende tungt sample-baseret, men dette er ikke tilfældet. Det er et band vi har med at gøre, som spiller alle instrumenter selv, og derefter får det til at lyde tudsegammelt ved hjælp af alskens maskineri. Arnaud Vial's guitarspil har præcis samme lyd som den legendariske guitarist Django Reinhardt (der efter en brændulykke lærte at spille med kun to fingre) og Colotis Zoé's sang er pyntet med så meget støvet ambient, at den lyder som taget fra en vinyl, der har stået gemt i en kasse i en kælder i 70 år. De sampler sågar sig selv flere steder! De er især glade for at indspille vokaler, som de så chopper op og ændrer hastighed på, og derved laver en ny original melodi ud fra en original indspilning - yderst originalt og ovenud effektivt. Enkelte steder sampler de, men også her er udvælgelsen bemærkelsesværdig, da der både lånes fra Mildred Bailey og hvad der lyder som Disney's Alice in Wonderland. - De franskmænd kan bare et-eller-andet når det kommer til musikalitet, og samspillet mellem musikererne i Caravan Palace er møg-hamrende sublimt. Men det, der måske gør gruppen allermest fantastisk, er deres måde at tolke "electro"-delen på. Personligt synes jeg, at det meste electronic idag har en kedelig tendens til, konstant at skulle være større, vildere og voldsommere. - Hos Caravan Palace kan electronic også være tilbagelænet lounge-musik, så deres udgivelser er ikke én lang række party-tracks, hvor det udelukkende handler om at "drop the bass", - men en udsøgt vekslen imellem behagelige low-key melodier, drømmende lydlandskaber, upbeat rytmer og gyngende danse-tracks, som man simpelthen ikke kan sidde stille til.

"Clash" var nummeret der stjal min opmærksomhed, og den selvbetitlede debut fra 2008 var min introduktion til gruppen; en forrygende plade, hvor især "Star Scat" og "Bambous" er fantastiske, - førstnævnte med robottisk scat singing (á lá Cab Calloway) og forrygende violin-melodier, og sidstnævntes pulserende tempo vil med sikkerhed sætte ild i danseskoene imens den leverer - som en YouTube-bruger så rigtigt beskriver det - et "straight shot og unadulterated happiness".
     Ingen tvivl om at debuten er fantastisk, men med udgivelsen af gruppens andet album, Panic, stod det klart, at  de på deres første udgivelse blot var gået ud til navlen for at tage temperaturen på denne nye genre og prøve et par forskellige ting af, inden for nogenlunde sikre rammer. Jeg tror, at de meget hurtigt fandt ud af, at electro-swing -genren havde et enormt publikum, der hungrede efter mere, så med Panic har de satset hele butikken og taget alt hvad der var fedt ved forgængeren og gjort det sjovere, vildere og bedre, ja, simpelthen perfektioneret det.

"Historien" på Panic er, at verden bliver invaderet af rumskibe engang i fremtiden (måske i år 3049, jf. nummeret "12 Juin 3049"). Panikken spredes, og for at udrydde denne trussel fra det ydre rum, bygger nogle videnskabsmænd en enorm robot (gruppens maskot) som besejrer fjenden ved hjælp af dans! Hele denne historie fortælles på den animerede video to "Rock It For Me":

Historien fylder dog ikke så meget, og dens eneste funktion er nok bare at eksponere budskabet om, at dans spreder glæde til folket. - Og lur mig om ikke dét er rigtigt! Som skrevet tidligere er Panic ganske simpelt bare en plade, der går lige i feel good -nerven, fra start til slut.    
Jeg kunne rose Caravan Palace og slynge højtravende, flot-beskrivende ord af mig i en lind strøm, men noget siger mig, at det er bedre bare at lade jer høre det, så nedenfor kan i finde fem udvalgte favoritter.

Panic er et mesterværk uden lige, inden for sin genre. Godt nok en genre, jeg normalt ikke begår mig så meget i, men man behøver ikke at være electronic-connaisseur for at indtage denne rene livsglæde, som Caravan Palace har konverteret til musik.

Caravan Palace - 4.5/6

Panic - 6/6 

"12 Juin 3049"

"Clash"

"Maniac"

"Pirates"

- Jeppe Barslund

John Grant - Queen of Denmark

- CLASSIC 'NON-HIPHOP' ALBUM REVIEW -

Den bedste musik er i min bog den, der taler til ens følelser. Musik, der kan fortælle en historie, som rammer lytteren på det ene eller det andet punkt; dette værende sig glæde, sorg, kærlighed, tab, depressioner, håb, frygt, smerte eller noget helt niende eller tiende. Som det (forhåbentlig) fremgik af min A Piece of Strange artikel, forud for dette indlæg, så var dér i høj grad tale om en plade, der talte meget direkte til mig, personligt, og som af samme årsag er en af de mest betydningsfulde udgivelser, jeg i mit liv har lagt øre til. Det samme kan uden tøven siges om John Grant's solo-debut Queen of Denmark, der er så ufattelig rig på personlige, følelsesladede fortællinger, at jeg vil mene, at man skal være et følelsesmæssigt hæmmet individ, hvis man ikke bliver påvirket af det.

        Queen of Denmark (2010) er den biografiske og tragiske fortælling om en mand, der lige siden barns ben har fået at vide, at han ikke var god nok. Født ind i en stærkt kristen familie i Michigan, hvor homoseksuelle og farvede var "djævelens værk", havde John Grant alle odds imod sig, da han i en meget ung alder var bevidst om sin homoseksualitet. Han fik dagligt at vide af sine forældre, at det han var, var forkert, så han forsøgte i årevis at undertrykke sin seksualitet. Han lærte igennem sin kristne familie, at det var en synd som bøsse, at være tilfreds med sig selv. Ydermere fik han ordret at vide, at "if you have a cock in your mouth, you better have a vagina between your legs". Her kan man virkelig snakke om at være fanger imellem to verdener. På den ene side var John Grant bevidst om, at han ikke kunne ændre sin seksualitet, men på den anden - på sin vis irrationelle side - overtalte han sig selv til at prøve, fordi han, ud fra sin løgnagtige opvækst, var klar over, at han ikke var "normal". Han prøvede i årevis at bryde sin egen person ned og ødelægge den han var, hvilket resulterede i en række neuroser, der ultimativt førte ham ud i et heftigt stofmisbrug. Som han selv har sagt, så var de første tyve år af hans liv "shit", og de efterfølgende tyve år har han brugt på at bearbejde de første tyve års "shit".
      Hans musikalske karriere startede omkring midten af 90'erne med bandet The Czars, med hvem han udgav tre plader i løbet af et årti, men eftersom de aldrig blev et kendt navn, var det eneste John Grant kunne konkludere ud fra dét, at han heller ikke duede som sanger, og nok bare burde droppe det. Musikkarrieren blev lagt på hylden og erstattet med et endnu større stof- og alkoholmisbrug. Han var derude, hvor han forsøgte selvmord, men nåede aldrig at gennemføre, da bandet Midlake rakte ham en hjælpende hånd da nøden var størst. De sagde til ham, at han ikke måtte lade sin flossede selvtillid få skovlen under ham, og de tilbød at få ham på ret køl. De lod ham bo hos dem, de lod ham indspille musik i deres studie, de agerede selv studie-musikere, og de var selv rundt med ham og spille diverse steder - det hele gratis, af ren og skær venlighed. Via denne venlighed genvandt Grant lidt af sin tillid til sine medmennesker, og han valgte at blive clean og fokusere på musikken igen, med fornyet energi.

Hele denne historie udspiller sig på Queen of Denmark, i små, usædvanligt velfortalte bidder. Historien fortælles ikke kronologisk, Grant springer frem og tilbage i tid og sted, men sammenfattet danner de tolv numre på skiven en intet mindre end forbløffende historie. John Grant mestrer minimalismens udtryk som ingen anden, og hans evne til at sætte så præcise ord på følelser, ved hjælp af så få virkemidler, kan nærmest ikke matches af nogen. Dertil vil jeg sige - og dette lyder nok lidt storladent, men ikke desto mindre mener jeg det af hele mit hjerte - at John Grant besidder den flotteste vokal, overhovedet. Dette er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg aldrig blevet så bjergtaget af en stemme i så høj grad som Grants'. Og som om alt dette ikke var nok, så er hans samspil med Midlake ovenud sublimt. Har man hørt f.eks. The Trials of Van Occupanther eller The Courage of Others fra dem, så ved man, at de er  fantastisk dygtige, men jeg vil mene, at de har overgået sig selv på Queen of Denmark. Det er simpelthen en af de største musikalske fornøjelser du kan udsætte din øregang for.  

Jeg kunne sagtens lave en track-by-track beskrivelse af alle 12 numre, men noget siger mig, at mange af jer ville hoppe fra undervejs, og det ville jeg blive virkelig være ked af, for det her er ganske simpelt musik som man må og skal opleve. Jeg vil i stedet plukke mine fem favoritter ud (selvom det er noget nært umuligt at vælge favoritter), beskrive dem med en linje, to eller tre, og bare lade jer nyde dem.

"TC and Honeybear"

Pladens åbningsnummer. Helt ufatteligt stærkt. Starter stille og roligt ud med en blid guitar, men tager til og besmykkes både med kor, en sublim fløjtemelodi og en vokalpræstation i særklasse undervejs. Grant synger om det vigtigste forhold i sit liv, der desværre var dømt til at forlise, og man kan virkelig fornemme hans smerte i fortællingen om TC og hans 'honeybear', der naturligvis er Grant selv og hans daværende kæreste Charlie. 

"Chicken Bones"

Et mere up-tempo track, der bæres af et Scissor Sisters lydende klaver og nogle mudrede guitartoner. Teksten er tilsølet i ugidelig ironi og sarkasme, og Grants kulsorte humor, der spiller en stor rolle undervejs på hele pladen, kommer perfekt til udtryk i den tilhørende musikvideo, der må siges at være en af de mærkeligste og sjoveste i mands minde.

"Outer Space"

At dette nummer ikke er blevet et radiohit er mig et komplet mysterium. Det er en let, folk/poppet kærlighedssang, med et omkvæd så fængende, at man må finde sig i at have melodien i hovedet i ugevis, hvis den først har sat sig. Selv i versene er sang-melodien mere fængende end omkvædet på ni ud af ti andre pop-sange.

"Caramel"

Den, i min bog, smukkeste kærlighedssang, der er skrevet. Nummeret består af to vers og to omkvæd, hvoraf de to vers ikke indeholder mere end to linjer hver. Men som skrevet tidligere er der ingen der mestrer minimalismen som Grant, og når man først har beskrevet følelsen af ægte kærlighed med linjerne: "My love he reveals himself, with tendernes and grace, my love has constructed with his arms, for me, the safest place" - hvad mere er der så at sige? Når disse linjer tilmed leveres med en vokal så vidunderligt smuk som herpå, så sidder man med fornemmelsen af, at musik som kunst- og udtryksform ikke når højere luftlag.

"Leopard And Lamp"

Opbygningen af dette nummer er i en klasse for sig. Strukturen og valget af instrumenter ændrer sig konstant. Fra de ensomme keys i starten, til klaver i omkvædet, trommer og strygere i mellemstykket og endeligt en mørk guitar med mudret baggrunds-synth hen imod slutninger. Der er noget "stort" over vokalpræstationen herpå. Grant fanger en fra de første, lette strofer, til den majestætiske afslutning.

 

- Jeg håber inderligt, at I på baggrund af disse fem numre vil gøre jer selv den tjeneste at investere her, for musik kan ikke blive bedre end det som John Grant og Midlake præsterer på Queen of Denmark. Og hvis I nogensinde får chancen for at se ham live, så gør det! Det er uforglemmeligt.
Det er næsten aldrig sket, at jeg anmelder musik, der ligger så langt fra hiphop-genren som det er tilfælder her, men bloggens eksistensgrundlag har altid været at dele og sprede ordet om det gode musik, og da musik ikke bliver bedre end det her, så måtte jeg simpelthen bare ud med det. Der er alligevel ikke nogen, der udelukkende lytter til hiphop. Top 10 of all time, for mig.

6/6

- Jeppe Barslund

Cunninlynguists - A Piece of Strange (CLASSIC ALBUM RE:ANALYSIS)

A Piece of Strange kontra Den Guddommelige Komedie – er der en forbindelse?

Efter den omfattende gennemgang af Oneirology kunne jeg godt se på det hele, at min første A Piece of Strange anmeldelse var en smule slatten til sammenligning, for ikke at sige tæt på ubrugelig. Jovist, den beskriver nogenlunde hvor god pladen er, rent musikalsk og rap-mæssigt, men den er ikke engang i nærheden af at gå i dybden med den egentlig storhed, der gemmer sig i albummets nedre lag. Sandheden er jo faktisk, at jeg i sin tid skrev, at der slet ikke eksisterede nedre lag på pladen. Det virker helt absurd for mig nu at lære hvad jeg skrev dengang:

”…der er Natti og Deacons rap ikke helt så kompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundære budskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fra Cunninlynguists, er det forholdsvist let angribeligt og mindre funderende”.

Let angribeligt?! Og det bliver værre. En læser udtrykte sin uenighed og sagde, at han mente, at deres lyrik rakte langt højere end jeg gav dem kredit for. Til det svarede jeg: ”…ja, der er da et stærkt budskab, men jeg synes nu stadig at det er mere udadtil, og lyrikken, selvom den er excellent, formår ikke at holde den multi-lags forståelse”.

- Lad os bare blive enige om, at jeg ikke fattede en brik af, hvilket værk det egentlig var jeg sad med dengang. Men jeg bliver også klogere med tiden, og der er jo ikke andet at gøre end at grine over det, og bare erkende, at jeg slet ikke var skarp nok dengang til at forstå APOS. Det vil jeg forsøge at rette op på nu.

        Eftersom Oneirology så tydeligt bygger på Den Guddommelige Komedies purgatorio –del, Skærsilden, var min umiddelbare tanke, at APOS højst sandsynligt byggede på inferno delen, Helvede, - det lå lige til højrebenet med numre som ”Damnation” og ”Helfire”. Jeg fattede derfor atter engang Dante’s mesterværk og terpede første tredjedel igennem, nærlæste APOS’s lyrik på et sygeligt nørdet plan, studerede qn5-forummets brugeres udlægninger og teorier omkring handlingsforløbet, og har nu forsøgt at kæde det hele sammen til noget, som jeg håber giver mening, og som forhåbentlig kan sætte udgivelsen i et noget mere retfærdigt lys, end min første anmeldelse var i stand til.

”We no longer seek light to give us power”

- Deacon, “Nothing to Give”

Til spørgsmålet om, om der er en forbindelse mellem APOS og Inferno-delen af Den Guddommelige Komedie, vil jeg svare nej. Slet ikke. Men Helvede er langt fra ude af billedet. APOS handler ikke om helvede, men om hvordan man undgår at havne der! Altså en slags ”How to Avoid the Burning Flames of Hell” guide, der udfolder sig i en af hiphoppens bedst fortalte historier nogensinde.

”You must be true to your heart”

Nej, det er ikke for helt sporadisk at citere fra 98 Degrees og Stevie Wonders Mulan klassiker, men ovenstående ’påmindelse’, som jo nok er lidt af en kliché, danner grundstenene i historiens morale. Måden hvorpå historien fortælles er dog dybt original, og den episke fortælling, der udspiller sig på APOS får rundt regnet alle andre historier fortalt i hiphoppens historie til at ligne pixie-bøger, med gruppens egen Oneirology som undtagelse, naturligvis. Og det er ikke for at virke respektløs eller hånlig overfor f.eks. Immortal Techniques ”Dance With the Devil”, Common Markets ”Weathervane” eller Kinetic & One Loves ”Sign Language”, der jo alle byder på sublime historier, men i min bog er der stor forskel på at kunne fortælle én specifik historie på ét nummer, og fortælle en kompleks, livs-filosoferende historie over en hel plade.

Der er et par ting, der er vigtige at bide mærke i og huske på, inden man giver sig i kast med analysen af dette værk. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at der er et uofficielt ”regelsæt” for ”korrekt indtagelse af APOS”, der skal følges, ønsker man at få det hele med. For det første at det vigtigt at vide, at der er en mening med ALT på pladen. INTET er overladt til tilfældighederne. Cunninlynguists er den mest perfektionistiske, gennemtænkte, velovervejede, fluekneppende rap-gruppe du nogensinde kommer til at høre. Hvis man på et tidspunkt tager sig selv i, f.eks. at tænke ”det var da besynderligt?!- Hvorfor er Tonedeffs stemme mixet anderledes end Deacons der?”, så vil en god tommelfingerregel være, at der netop ligger en dybere mening bag dette. Hvad det helt præcist er, er aldrig helt nemt at finde ud af.

For det andet er det vigtigt, at du som lytter tænker ud af boksen undervejs. Der er ikke noget straight forward, fladt, meningsløst rap over A Piece of Strange. Det er ikke Lil Wayne det her. Cunninlynguists tvinger deres lyttere til at bruge hjernen, hvis de vil have bare skyggen af en chance for at forstå de hændelser, der udspiller sig undervejs. Hele historien på APOS om den fortvivlede rapper, er én stor metafor for en ganske kompliceret, filosofisk reflekterende livsanskuelse, og selvom man sagtens kan sætte pladen på, og bare nyde den sublime musik for hvad den, så er man nødt til at aktivere de inderste hjerneceller for at forstå historiens nedre lag. Tænk i metaforer. Tænk i dobbeltbetydning. Der er ikke et eneste nummer på albummet, der bare er et enkeltstående nummer. De er alle brikker i et puslespil, og tager man bare én brik ud kan billede ikke samles korrekt.

Tredje og sidste ”regel” er, at man skal holde øje med de bibelske referencer, der konstant ligger på lur. APOS spiller som sagt ikke på Den Guddommelige Komedie, og Cunninlynguists prædiker ikke ”christian rap”, men deres inklusion af religiøse elementer kan ikke negligeres. Især kampen imellem lyset og mørket spiller en altafgørende rolle, ofte fortolket i ”night vs. day” eller ”dark vs. Light”, og med ”regel” nummer et i baghovedet – at intet er tilfældigt – så bliver ordene ”night”, ”day”, ”dark”, ”light” o.l. aldrig brugt, uden at der er en god grund til det – og de bliver virkelig brugt meget!

Med disse tre ”regler”, eller værktøjer, i baghovedet, bør indtagelsen af APOS give en del mere mening, selvom det kræver mange gennemlytninger for at værdsætte og forstå historien. Samtlige numre på pladen har langt over de 100 plays i mit iTunes, og jeg ved med sikkerhed, at jeg har overset flere ting, dette endda værende på trods af, at jeg har nørdet pladen på et nærmest tåbeligt plan. Men lad os da kaste os ud i det – det blir’ godt.

  

”Jo bedre man kender sandheden, des større er den løgn, man kan sprede. Jo friere viljen er, når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert. Derfor er de dybeste egne i Helvede reserveret for de sjæle, der har bidraget mest bevidst og kunstfærdigt til den store løgn.”

- Den Guddommelige Komedie (Helvede, XVIII sang, 1-9)

”Where will you be tomorrow, if it ends today?”

APOS åbnes med et ufatteligt smukt stykke musik, der varsler resten af pladens udfald. På denne åbner stilles et eksistentielt spørgsmål, som historiens hovedperson ikke kender svaret til endnu. Han må begive sig ud på en længere sjælerejse for at finde svaret. Nu er det allerede ved at blive storladent! Vi skal lige have introduceret vores hovedperson først!

”I heard ’em talk about southern folks can’t rhyme / Some of y’all must be out ya god damn mind / Yeah it’s about that time, we got that shine / And niggaz been about them lines” 

 Mød Deacon the Villain, en 25-årig gut fra Kentucky, USA. Deacon er rapper i en hamrende fed gruppe, og deres mission er at bevise for verden, at sydstats-hiphop kan være overordentligt godt. Deacon synes dog ikke rigtig, at han og resten af gruppen får som fortjent, både hvad angår indtjening og respekt:

”If another broke nigga spit about spendin’ it all /I spit the gems that you splurge to put around your neck /So save that to pay back all your loans and debts” 

“Since When” er en virkelig kløgtig præsentation af historiens hovedperson. Har man hørt nummeret live ved man, at det kan få selv den sløveste tilskuer til at rykke med nakken og kaste armene i vejret, så den etablerer Deacon (som historien hovedperson) perfekt som den fremragende mc han rent faktisk er. Men indtjeningen er som sagt sløv, og han sår tvivl om, om fremtiden ser lys ud, hvis han fortsætter sit erhverv som undergrundsrapper. Denne tvivl kommer ikke til udtryk i selve rappen, men i den samplede tale fra Jay-Z, hvor han siger: ”you see what the public do to the rappers? They scared to be they self. Niggas don’t think that people gonna accept them as they self”.

Disse ord viser altså, at Deacon begynder at overveje en anden levevej end rappen, for hvorfor knokle så hårdt for noget, der giver så lidt brød på tallerkenen? Men hvad er alternativet, når man er en ung, uuddannet, sort knægt?: Kriminalitet. Det sidste man hører på ”Since When” er et vokalsample af en kvinde, der – noget skingert – synger: ”When you appeared, my future came true, to me”. Denne sætning kan betyde mange ting, men hvad der er (mest) korrekt kan jeg kun gisne om. Jeg tror at "you" hentyder til Deacon's fortvivlelse, men der er ingen garanti for, at det er rigtigt.  

På ”Nothing To Give” berettes der om alle de midler man kan sky til, hvis man er i pengenød og befinder sig på den forkerte side af loven. Omkvædet sætter ind, og allerede ved første linje, ”When night falls and all lights off”, har vi en strid mellem det gode og det onde; når mørket falder over os og lyset slukkes, ”the bad don’t seem so wrong”. - Deacon tænker altså, at den kriminelle udvej måske ikke er så dum endda. Jeg tolker dog ikke sangen som om, at han render rundt i nattens mulm og mørke og overfalder folk, men at han overvejer det kraftigt. Det interessante ved dette nummer er, at samtlige dødssynder bliver nævnt undervejs, enten direkte (”playing melodies of jealousy”, ”we love it in our spirit ’cause we’re suckers for lust”) eller ”gemt” i nogle af de handlinger, der beskrives (f.eks. ”rapist take the darkness”, ”junkies twitching among hookers”, ”gunned down for fresh kicks”, ”dirty cops fight crime with dirtier ammunition”). Der bliver ligeledes refereret til Helvede flere steder, i form af ”demons”, ”hounds” og ”Hell”. Og som om det ikke var nok, er ord som ”darkness” og ”night” brugt så mange gange, at det ved nærmere eftertanke læner sig op ad det fjollede. Men det er nødvendigt for at understrege, at vores fortvivlede hovedperson er på vej ud på et seriøst sidespor, som vil få katastrofale konsekvenser, skulle han følge det. Men på trods af sin fortvivlede sindstilstand er han stadig i besiddelse af en vis fornuft. Deacon kommer med en af pladens essentielle linjer, da han siger ”We no longer seek light to give us power”, betydende, at der ikke er meget godhed tilbage i verden, og ondskab i højere grad end nogensinde før bliver brugt som middel til at opnå magt, status og formue. Skal han falde for selv samme ondskab for at opnå status og formue? Eller er der et alternativ inden for ”light” –kategorien? Som der bliver sagt til slut på nummeret, ”A darkness carried in the heart, can not be cured by moving the body from one place to another”. Betydende, hvis du først har handlet i ondskab én gang, vil du altid være ond. Én gang synd, altid synder.

Men fristelserne er store, og det fremgår tydeligt, at Deacon er på kanten til at synde for overlevelse. Hans frustrationer, fortvivlelse og desperation når sit klimaks på ”Caved In”, der jo simpelthen starter med, at han siger ” I can’t hold on, but I just hold on”. Jovist, det er Cee-Lo Green der synger, men det er vigtigt at pointere, at alt der udtrykkes, er et udtryk fra hovedpersonens side. Hele hans verden vælter ned over ham på dette nummer, godt udtrykt i de samplede ord fra Kanye West: ”Feels like it rained till the roof caved in”. Hele situationen sammenlignes med en ”…orchestration Hanz Zimmer couldn’t conduct”. Denne ”orchestration” refererer tilbage til kriminaliteten på forrige nummer (tror jeg), hvor han rappede: ”Stringin’ hearts like a harp playing melodies of jealousy / Felonies strummed by Hell and it’s philharmonic”.

         Som en sidste, desperate udvej, inden han giver op og tyer til kriminalitet, retter Deacon blikket mod himmelen og beder Gud om hjælp:

”Life’s an unfed beast that eats bread and meat /That’s, either your cash or your corpse /So I just pray that the Lord helps me last through these wars”

Jeg ser ”Hourglass” som værende en direkte forlængelse af ”Caved In”. Hvis vi forestiller os, at ”handlingen” i ”Caved In”, hvor han beder til Gud om hjælp, foregår om dagen, så foregår ”Hourglass” samme aften/nat. ”I’m waiting for growth to show up and for hope to manifest”, - jeg får et billede af, at han ligger søvnløs om natten, og venter på svar ovenfra. I selskab med en kvinde, højst sandsynligt hans kæreste, er han falder mere til ro:

”Up walking late, lit, 4:25, high /Her mighty fine thighs silhouetted by sky-rise /Place the knowhow, behind mine eyes /To take something unfortunate /And show them they a fortune in my life”

Læg mærke til, at lidt af “godheden” er ved at vende tilbage I form af “sky-rise”. Selv som lytter falder men lidt mere til ro med dette beat i ørerne, og via den mere behagelige stemmeføring får man fornemmelsen af, at den desperation, der herskede på de forrige numre er ved at trække sig en smule tilbage.                                              

          Deacon adresserer Gud direkte på denne sang op til flere gange, og undskylder i omkvædet for de fejl han måtte have begået. Han mener altså inderligt, at han har brug for hjælp:

”Lend me a hand, send me a plan /A Remy Shand message of love, tell Cupid we fam’ /And to clock something that’ll learn who I am”

Og afsluttende:

“Pray to make cents for giving /And make sense outta living /Lord give me patience to gain wisdom, please”

Når man nu spørger så pænt, så får man naturligvis også svar, her i form af Frk. Mary Jane, der kommer på besøg på ”Beautiful Girl”:

”An angel came to me one night chillin’ /

Said ‘I won’t change you just tame who’s within that villain”

Det er nu, at man skal holde tungen lige i munden, for på nuværende tidspunkt er vi på vej ind i pladens abstrakte fase. Der er to udlægninger af ”Beautiful Girl”, der begge er plausible. Den ene og mest ligetil er, at Deacon ryger sig skæv, og at han i sin hash-koger ”ser ting”; en vision. Jeg vil mene at denne udlægning er sand på det ydre plan. På det indre plan får Deacon tildelt visionen fra en engel, som Gud sender i hans retning – som vist i det ovenstående citat. En vision, der giver Deacon et indblik i, hvad der sker, hvis han vælger at gå af den forkerte sti.

Det efterfølgende interlude, ”Inhale”, understøtter på bogstavelig vis teorien om hash-kogeren, så lad os bare holde fast i, at det er en sandfærdig udlægning af handlingsforløbet – på det ydre plan. Helt ligesom ”Phantasmata” interluded på Oneirology symboliserede hovedpersonens indtræden i drømmenes verden, symboliserer ”Inhale” hovedpersonen indtræden i den vision, som englen viser ham. Afsluttende på interluded hører vi en kvinde sige: ”Say… something is happening”, hvorefter en mand siger: ”I think I’m seeing things… you’re entering a whole new world… relax and enjoy”. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til denne fornemmelse som værende resultatet af en ”god ryger”, men den ”whole new world” der snakkes om her, er Deacons imaginære fremtid. Så herfra, indtil jeg siger til (!!!) befinder vi os i en parallel verden.

I og med, at vi nu bevæger os på et mere abstrakt plan, bliver fortolkning og analyse også noget sværere, og udlægningen af handlingen synes ikke helt så ensidig som numrene op til nu.

Jeg ser ”Brain Cell” som værende den del af visionen, der skal forsøge at få Deacon til at forstå, hvorfor så mange mennesker vælger at gå af den ”forkerte sti” i livet. Både Deacon, Kno og Natti rapper om, at vi alle lever i permanent fangenskab, som friheds-berøvede eksistenser. Billedsproget i denne sang er fænomenalt, da det at være ”trapped” eller ”boxed in” kommer til udtryk i så mange former og størrelser, at man må imponeres. Fra ”you was manifested in an egg, developed in a womb” til ”choices blocked off, childhood gone / Just future cubicles and retirement homes”. Jeg kan tælle over 40 forskellige synonymer/metaforer for det at være lukket inde, i løbet af sangen.

          Det overordnede fangenskab der snakkes om, tror jeg, er den slavementalitet som manifesterer befolkninger. Samfundet trækker nogle normer og ”standarter” ned over hovedet på folk, som bliver ”det rigtige” at leve efter, og derved bliver mennesket et ansigtsløst, konformt får i flokken, uden identitet. Én af disse normer, der, trods sin voldelige natur, er blevet mere eller mindre normal at stile efter, er ”the american dream”, oftest med henblik på den ”succes” som f.eks. Al Pacinos Scarface karakter opnår. I kender alle historien om den der ”nobody”, der arbejder sig op fra bunden til toppen. Dén drøm er der mange der vil gøre alt for at udleve. Så kan man så spørge, hvorfor nogen dog vil tage samme tur som Tony Montana, der som bekendt ender gennemhullet i et bassin med snablen fuld a coke? Svaret: fordi ”America Loves Gangsters”.

”There’s something about a vandal’s lustThe lifestyles of the scandalousAin’t nothing like it”

Tanken om at leve et liv med penge, dyre jakkesæt, damer, biler, magt og respekt tiltaler rigtig mange, men de fleste kender ikke til andre måder at opnå dette på, end ved at sælge sin sjæl til djævelen.

Og i virkeligheden tror jeg slet ikke, at ”America Loves Gangsters” handler om gangstere, men mere hvordan deres levevis afspejler sig i mange af vor tids tendenser, blandt andet musikken. Det handler ikke nødvendigvis om at skyde til højre og venstre i sin stræben for rigdom, men i højere grad om, hvordan ”vi” mennesker er farligt villige til at opgive egne drømme og ambitioner for at opnå succes, og som skrevet før, at sælge vores sjæl til djævelen uden at blinke. Det er her, det indledende citatuddrag fra Den Guddommelige Komedie for alvor bliver relevant: ”Jo friere viljen er, når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert.”. Er det mon tilfældigt, at det lige er gangsteren Babyface Nelson, der nævnes i første vers? Gangsteren, hvis navn Birdman (aka. Babyface, aka Lil Waynes ”far”) tog til sig. Og det er egentlig ganske sigende; den ”rigtige” Babyface var bankrøver og er rekordholder i at have skudt flest FBI agenter. Babyface døde stinkende rig, men i en alder af 25 år. Hvem i alverden vælger dog at tage hans navn som kunstnernavn?! Ja i min bog kan det da kun være en ”kunstner”, der, som portrætteret på ”Brain Cell”, ikke er nok bevidst om en egentlig, personlig drøm eller ambition, og som derfor bare følger den samme som alle andre, hvilket da også passer perfekt med mit billede af Young Money folkene.

       Også Deacon er bevidst om, og tiltrukket af den lette udvej:

”Monsters, driven by capital as a stimuli / Can never be too powerful, it makes us all admire you /We’ll follow until we fall like fallen stars from sky /I can’t say it’s impact hasn’t hollowed walls inside my heart /My art, ummm, insane /Is it that smart to react dark when facin’ pain? /You ain’t that hard, that scarred or that real /To go that far, for that kill, for that feel /Now that’s ill!”

Sammenfattet siger Deacon her, at hvis det ikke er din person – dig - der reflekteres i dine handlinger, så er du ikke ”real”, altså oprigtig imod selvet. De fleste såkaldte ”gangster rappere” er jo vitterligt ikke ”that hard, that scarred or that real”, og budskabet her gør sig gældende i alle livets facetter; hvis du ikke er dig, går du ad den forkerte vej (lille sejt rim jeg selv fandt på!). Og budskabet er jo ikke, at man ikke må stile efter materielle goder, man skal bare gøre det på en ordentlig måde. Common siger det faktisk utroligt præcist på hans ”Gold” fra hans seneste skive, hvor der på omkvædet synges: ”So we made it to this same end of the road, and we picket up lots of chicks and pots of gold. I made it out with my soul”. Guld er fint, så længe det først og fremmest er din sjæl der er guldbelagt.

Dét med ikke at være tro imod sig selv fører os direkte videre til næste nummer, med den uhyggeligt sigende titel ”Never Know Why”.

”Most don’t even know why they believe what they believe, man /

Never taking a second to look at life”

Når man først tilsidesætter sin egen, egentlige person, er der også en god chance for, at man glemmer helt essentielle, menneskelige kerneværdier som tolerance, overbærenhed og næstekærlighed; værdier som den person, der er i fokus i de næste par sange, har skrottet komplet.

         Jeg vil mene, at analyse-sværhedsgraden peaker på ”Never Know Why”, der virkelig har kastet mig ud i flere timers grublen, funderen og undren. Min konklusion er, at Deacon, Immortal Technique og Tonedeff alle rapper om den samme person, men set fra forskellige vinkler. Deacon som beskuer, Technique som manden selv - som gammel og døende, og Tonedeff ligeledes som manden selv, lige efter han er død.

Opbygningen af denne mands person er udspekuleret som bare fanden, for det er først når man tager fat i detaljerne, at hans ubegribelige ondskab kommer ordentligt frem i lyset. Jeg kan huske, at jeg ofte har hørt ”The Gates” og tænkt: ”surt for ham, at han ikke kommer i Himmelen”, men efter at have læst hele plottet grundigt igennem, kan jeg kun konkludere, at det på ingen tænkelige måde er synd for ham!

       

Jeg bruger citater hip som hap fra både ”Never Know Why” og ”The Gates” her, for at gøre nemmere.

           Denne mand, som jeg forresten tror, repræsenterer Deacons onde alter ego, er brandmand (”dedicated my life to the public’s protection” og ”I’ve endangered my own safety to save babies from blazers”), og gifter sig med ”a mixed raced queen”, altså en kvinde af forskellig ”race”/baggrund (læg mærke til hvordan Eva på coveret ligeledes er tegnet som ”mixed race”). Hun dør en pludselig død, og manden er tvunget til at tage sig af deres datter alene. Ganske irrationelt udvikler manden et had til farvede, grundet konens død;

”Up yonder went her soul, your hate growed from ponders /On life, being less trife with a white wife /So any instances of y’alls differences it was slice-slice”

Han begynder at tænke, at det måske nok havde været bedre, hvis han havde holdt sig til sin egen farve, hvid. Da han erfarer, at hans datter bliver gravid med sin farvede kæreste som 16-årig, slår det klik for ham: ”had to face the fact she split these genes with his sick seed / with skin the darkest pigment seen”. Han kan slet ikke håndtere det faktum, at hans datter er sammen med en sort, og hans indre racist bryder mere og mere frem: ”I couldn’t take her making the same mistakes that crushed my life”. – Han gør race-problemet til direkte årsag for hans kones død, og at se sin datter med en farvet baby gør ham så rasende, at han slår hånden af sin datter og bryder kontakten permanent:

”Put her out in the cold, didn’t want her close to he /‘Cause his granddaughter different than she suppose to be /Diluted their genes, it stopped the music it seemed /That they’d only seen polluted stream, and that wasn’t clean /Said he could almost no longer stand to breath /From this pure horror, more worse than ammityville”

Han beskriver altså sit eget barnebarn som en “pure horror”, - det er rimelig serious hate business vi er ude i her! Og det bliver værre. Hans datter og barnebarn er tydeligvis i nød, men han holder sig bevidst væk fra dem: ”Raining pure pain on her life by staying distant / Like she spawned a fucking anti-christ or a satan infant”. Det racistiske had udvikler sig så voldsomt, at han ender med bevidst at gøre skade mod sorte, og faktisk indirekte slå dem ihjel. Den ganske forfærdelige slutning på ”The Gates” afslører hans ugerninger:

”Lord knows, you’ve left behind scorched souls /Black children found chilling, later found burned whole /So sadly, your glory’s to come urgently /Sentenced to fight fires for eternity”

- Jeg troede ikke på det først, men det disse linjer betyder er, at Tonedeff, altså den racistiske brandmand, med vilje valgte ikke at redde farvede børn ud af en brændende bygning (”later found burned whole”), men lod den brænde ihjel. Cunninlynguists har selv bekræftet det, samt fortalt og bevist, at grusomme hændelser i stil med denne har fundet sted utallige gange i historien løb. Som Deacon siger: ”This is a normal occurrence, not something randomly real”. Så ganske passende og ironisk, får brandmanden lov til at “fight fires for eternity”, nemlig i Helvedes flammer.

Endnu en vigtig pointe man kan drage ud af Den Guddommelige Komedie er, at han, der har syndet, og forsøger at forsvare sine synder som ret handling, og dermed ikke angrer, er den værste synder af dem alle. Og Tonedeffs karakter bestiller ikke andet på ”The Gates” end at retfærdiggøre sine egne handlinger, på trods af deres grusomme natur.

Vigtigt, og bestemt ikke tilfældigt, at det da også, at det er Deacon der “spiller” englen, som konfronterer Tonedeff og ”vinder” kampen. Det er bevis for, at godheden er ved at trumfe igennem i visionen, og at Deacons lyst til at gøre uret dermed er aftagende.

Til at understrege dette er at af hiphop historiens ypperste interludes, ”Damnation”, samt den ultimative banger ”Hellfire”. Disse to numre har tilsammen to ”funktioner”; den ene er at udpensle og klargøre, hvor voldsomme de lidelser der venter Tonedeff’s karakter er. Den anden er at understrege det faktum, at Deacon er begyndt at forstå essensen af den vision, han fik tildelt af englen/Mary Jane tilbage på ”Beautiful Girl”.

Når Natti og Deacon rapper om ”fire” på ”Hellfire”, så er det ikke egentlig ild der er tale om, men ”indre ild”, eller som de fleste nok ville kalde det; passion eller lidenskab:

”It’s not on the roof it’s in the booth /Then spreads from the stage to the youth /Who all root for more”

Deacons helt store lidenskab er rap, og det kommer tydeligt til udtryk på “Hellfire”, der ligesom “Since When”, der i starten af APOS etablerede Deacon som en suveræn rapper, er et forrygende showcase i rap-skills, og så virker den ligeledes perfekt live. Deacon rapper:

”Murder, death, kill with the grill /You’ve heard the best, don’t sit still as you feel this (Fire!) /Folks catch chills off the skill it’s the Vill (-ain) /Ill will, liquefy shields with (Fire!) /Too late to secure the perimeter /It’ll enter ya soul you can’t control the limits of (Fire!)”

Deacon vil også “myrde”, “slå ihjel” og “dræbe”, men med ord i stedet for våben, så på kløgtig vis vender han dødssynder til noget positivt. ”Hellfire” er den endelige reminder, der får Deacon til at indse, at rappen er og bliver hans ultimative lidenskab i livet, og at intet kan give ham samme glæde og tilfredshed som musikken.

Det er så nu at jeg siger ”til”, for på ”Remember Me (Abstract/Reality)” er Deacon ved at vende tilbage til virkeligheden (det hele ligger jo i sangens titel). Handlingen fra ”Brain Cell” og til nu har udspillet sig i visionen, og på dette instrumentale stykke vender Deacon tilbage til den virkelig verden. Hvorfor hedder sangen ”Remember Me”? Hvem skal huske på hvem? – Det er englen/Mary Jane, der siger til Deacon, at han skal huske på hende og på det hun har vist ham. Husk på det, du lærte via den vision jeg viste dig. Husk det og brug det. Og så spørger hun ham jo faktisk direkte: nu hvor jeg har vist dig hvad der vil ske, hvis du ikke følger dit hjerte, ”what’ll you do?”.   

Og hvad har han så tænkt sig at gøre? Rappen på ”What’ll You Do?” giver ikke et absolut svar i sig selv. Deacon synes faktisk stadig i tvivl. Hele verset er det rene guld, så I får det hele (det hjælper utroligt meget på forståelsen at læse lyrikken uden at lytte til musikken imens, så man virkelig kun koncentrerer sig om ordene):

”I’m 25 now, yeah I told my pops I’d toss the towel in /Making music no longer easily makes my smile bend /Though, “wow’s” from the crowd’s ain’t end yet /Them smiles and back pats still ain’t helping the rent checks /Ain’t far from crack packs if I hursh these verses /Flippin’ words shit for an empty purse feels worthless /Listen, word of mouth done been a blessin’ and a curse /We reach heads but the only bread we see’s off shirt sales /Tours and shows spread all over the Earth, well /Recoup gas and hotels, back to this dirt /Hell’s far away though, believe I ain’t complaining /Rather explaining, that unless this southern rain ends /We show proof we’s as real as you /Needing a roof, some shoes, dolla bills and food / Two from The Dirty met with mismatched skin /Acknowledge first that one day this track may end /When there’s no more stream in that engine /Yet hopefully clean streams be an astringent /But needs outweigh cheese tryna stay in contention /“For the love”’s a hard reason to keep my life in suspension”

Man sidder konstant med fornemmelsen af, at han egentlig har givet op, men alligevel bliver draget tilbage imod rappen som en overnaturlig kraft. Det virker næsten som om, at han sætter pro’s og con’s op imod hinanden i løbet af sangen, - ”skal jeg, skal jeg ikke?”. Det ender dog med, at han konkluderer, at det eneste rigtige at gøre er at fortsætte, fordi rappen er det han brænder for; det der giver hans liv mening og indhold. Egentlig en Kierkegaar’sk tankegang; at lidenskab fungerer som brændstof for mennesket, og uden dem er vi intet, så har man først fundet en passion, så må den for alt i verden udleves.

           Læg også mærke til, hvordan han samler ”mixed race” problemstillingen fra tidligere op, men i stedet bruger den til at beskrive hans samarbejde med Kno (”two from The Dirty met with mismatched skin”). Kigger vi tilbage på ”Hourglass” dukker en interessant metafor hertil op:

”Abs burnin’ from fast learnin’, not cash earnin’ /‘Cause we wasn’t really on ‘at yet, just yes’ yallin /At this point, our lil’ brainchild was hardly crawlin”

Deacon beskriver altså han og Kno’s hiphop-projekt som en baby, der blot er ved at lære at kravle. Igennem Tonedeffs karakter lærte vi, at man skal passe ordentligt på sine børn (og børnebørn), så i og med, at hiphoppen er Deacons ”baby” kan han naturligvis ikke svigte den.

Til at lukke pladen og afslutte Deacons episke sjælerejse er ”The Light”, og hvis ikke dén titel forsikrer én om, at Deacon vælger den rigtige vej, ja så ved jeg ikke hvad gør! Alt hvad der er blevet fortalt på APOS op til dette punkt, opsummeres og rundes af i en usædvanligt flot perle af et nummer. Det kan forekomme en anelse utydeligt hvad det er Natti forsøger at sige med sit vers, men jeg tror det handler om, at alle kan fejle og træde ved siden af en gang imellem; ”Ain’t nobody on this Earth been perfect since birth”. Det handler om at se sig selv i øjnene og erkende sine fejl; ”If you wanna be healed then you gotsta reveal the truth”. Afsluttende – for både sangen og pladen - hører vi følgende ord sunget, af næsten kirkelige englestemmer: ”Set your eyes on the sun. What has brought you this far?”. – Denne sætning bærer en enorm betydning, for Cunninlynguists serverer ikke deres budskaber i pegefinger-form, de opfordrer deres lyttere til selv at tænke over hvad der er rigtigt og forkert, og gøre op med dem selv, hvordan de handler rigtigt, ud fra de valg livet giver os, repræsenteret i æblet som Eva holder på frontcoveret. Træffer du de forkerte valg, ender du højst sandsynligt nede blandt de andre skelethoveder.

            Selv ser og bruger jeg pladens indledende spørgsmål, ”Where will you be tomorrow, if it ends today?”, som fundament for min egen måde at leve et godt liv på. Som sekulariseret menneske tror jeg ikke på, at der er en Gud der har skabt os, men jeg tror på, at rigtig mange af de livsværdier som de forskellige religioner værner om, bør gøre sig gældende i alles måde at leve på. Men kan bruge spørgsmålet som en hypotetisk guideline: Hvis vi antog, at der rent faktisk var en Himmel, og at man kom derop efter døden hvis man havde levet et ret liv, ville jeg så komme derop?

- Jeg tror som sagt ikke på at man kommer i Himmelen eller Helvede, men jeg tror på, at det er sundt at leve ud fra den tanke, at det er sådan det forholder sig. Skulle dagen komme, hvor jeg stiller mig selv spørgsmålet, og i ærlighed ikke finder svaret positivt, så ved jeg at et-eller-andet er gået galt.

Hvor om alting er, så er det ganske fantastisk, at en plade-udgivelse kan få én – mig i hvert fald – til at tænke så meget over så betydningsfulde ting, og det er nok derfor at jeg er kommet til at holde så vanvittigt meget af A Piece of Strange. Ingen anden udgivelse har givet mig så meget stof til eftertanke som denne, tilmed serveret i så superb musikalsk kvalitet, at det næsten er fjollet.  

Hvis man skulle udvælge ét værk per musikgenre, som repræsenterer dén genres ypperste formåen, og som allerbedst demonstrerer hvad dén genre er i stand til, så ville Mozarts 40. symfoni nok repræsentere den klassiske musik, Led Zeppelins IV rocken, Michael Jacksons Thriller poppen, Miles Davis’ Kind of Blue jazzen, og så ville Cunninlynguists’ A Piece of Strange uden tvivl repræsenterer hiphoppens absolut mest mesterlige kunnen.

Mere helstøbt, gennemført, smukt og livsbekræftende et værk skal man virkelig lede længe efter.

Et sørgeligt faktum er, at Cunninlynguists ikke har tjent en eneste krone på A Piece of Strange, grundet komplikationer med deres udgiver. Men på en eller anden syg måde giver det virkelig meget mening, at de ikke har tjent noget på denne skive. Historien handler om en rapper, der ikke kan tjene til dagen og vejen, og begynder derfor at tænke på at ty til kriminalitet for at få mad på tallerkenen. Han vælger dog, trods modvind, at fortsætte som rapper, fordi det er ”hans kald” i livet. Det må have været sådan de tre selv har haft det. Flere års hårdt arbejde lagt i dette projekt, der som færdigt produkt ikke giver dem mønt på kontoen overhovedet. Jeg ville ikke bebrejde dem, hvis de i sin tid overvejede at droppe erhvervet som undergrunds-gruppe. Men så vidt jeg ved laver de stadig sublim musik, så de valgte altså ligeledes at fortsætte og udleve deres passion i livet: hiphop. Som Deacon slutter med at sige på ”America Loves Gangsters”:

”Now that’s ill!”

- A Piece of Strange får naturligvis den største 6/6'er det overhovedet er muligt at give. - Og så håber jeg, at I nød læsningen og måske endda blev en smule klogere. 

- Jeppe Barslund