A Piece of Strange kontra Den Guddommelige Komedie – er der en forbindelse?
Efter den omfattende
gennemgang af Oneirology kunne jeg
godt se på det hele, at min første A
Piece of Strange anmeldelse var en smule slatten til sammenligning, for
ikke at sige tæt på ubrugelig. Jovist, den beskriver nogenlunde hvor god pladen
er, rent musikalsk og rap-mæssigt, men den er ikke engang i nærheden af at gå i
dybden med den egentlig storhed, der gemmer sig i albummets nedre lag.
Sandheden er jo faktisk, at jeg i sin tid skrev, at der slet ikke eksisterede
nedre lag på pladen. Det virker helt absurd for mig nu at lære hvad jeg skrev
dengang:
”…der er Natti og Deacons rap ikke helt så
kompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundære
budskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fra
Cunninlynguists, er det forholdsvist let angribeligt og mindre funderende”.
Let angribeligt?! Og det
bliver værre. En læser udtrykte sin uenighed og sagde, at han mente, at deres lyrik rakte langt højere end jeg gav dem kredit
for. Til det svarede jeg: ”…ja, der er da
et stærkt budskab, men jeg synes nu stadig at det er mere udadtil, og lyrikken,
selvom den er excellent, formår ikke at holde den multi-lags forståelse”.
- Lad os bare blive enige
om, at jeg ikke fattede en brik af, hvilket værk det egentlig var jeg sad med
dengang. Men jeg bliver også klogere med tiden, og der er jo ikke andet at gøre
end at grine over det, og bare erkende, at jeg slet ikke var skarp nok dengang
til at forstå APOS. Det vil jeg
forsøge at rette op på nu.
Eftersom Oneirology så tydeligt bygger på Den Guddommelige Komedies purgatorio
–del, Skærsilden, var min umiddelbare tanke, at APOS højst sandsynligt byggede på inferno delen, Helvede, - det lå lige til højrebenet med numre som
”Damnation” og ”Helfire”. Jeg fattede derfor atter engang Dante’s mesterværk og
terpede første tredjedel igennem, nærlæste APOS’s
lyrik på et sygeligt nørdet plan, studerede qn5-forummets brugeres udlægninger
og teorier omkring handlingsforløbet, og har nu forsøgt at kæde det hele sammen
til noget, som jeg håber giver mening, og som forhåbentlig kan sætte udgivelsen
i et noget mere retfærdigt lys, end min første anmeldelse var i stand til.
”We
no longer seek light to give us power”
- Deacon, “Nothing to Give”
Til spørgsmålet om, om der
er en forbindelse mellem APOS og Inferno-delen
af Den Guddommelige Komedie, vil jeg svare nej. Slet ikke. Men Helvede er langt
fra ude af billedet. APOS handler
ikke om helvede, men om hvordan man
undgår at havne der! Altså en slags ”How to Avoid the Burning Flames of Hell”
guide, der udfolder sig i en af hiphoppens bedst fortalte historier nogensinde.
”You must be true to your
heart”
Nej, det er ikke for helt
sporadisk at citere fra 98 Degrees og Stevie Wonders Mulan klassiker, men
ovenstående ’påmindelse’, som jo nok er lidt af en kliché, danner grundstenene
i historiens morale. Måden hvorpå historien fortælles er dog dybt original, og den
episke fortælling, der udspiller sig på APOS
får rundt regnet alle andre historier fortalt i hiphoppens historie til at
ligne pixie-bøger, med gruppens egen Oneirology
som undtagelse, naturligvis. Og det er ikke for at virke respektløs eller
hånlig overfor f.eks. Immortal Techniques ”Dance With the Devil”, Common
Markets ”Weathervane” eller Kinetic & One Loves ”Sign Language”, der jo
alle byder på sublime historier, men i min bog er der stor forskel på at kunne
fortælle én specifik historie på ét nummer, og fortælle en kompleks,
livs-filosoferende historie over en hel plade.
Der er et par ting, der er
vigtige at bide mærke i og huske på, inden man giver sig i kast med analysen af
dette værk. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at der er et uofficielt
”regelsæt” for ”korrekt indtagelse af APOS”,
der skal følges, ønsker man at få det hele med. For det første at det vigtigt
at vide, at der er en mening med ALT på pladen. INTET er overladt til tilfældighederne. Cunninlynguists er den mest
perfektionistiske, gennemtænkte, velovervejede, fluekneppende rap-gruppe du
nogensinde kommer til at høre. Hvis man på et tidspunkt tager sig selv i,
f.eks. at tænke ”det var da
besynderligt?!- Hvorfor er Tonedeffs stemme mixet anderledes end Deacons der?”,
så vil en god tommelfingerregel være, at der netop ligger en dybere mening bag
dette. Hvad det helt præcist er, er aldrig helt nemt at finde ud af.
For det andet er det
vigtigt, at du som lytter tænker ud af
boksen undervejs. Der er ikke noget straight forward, fladt, meningsløst
rap over A Piece of Strange. Det er
ikke Lil Wayne det her. Cunninlynguists tvinger deres lyttere til at bruge
hjernen, hvis de vil have bare skyggen af en chance for at forstå de hændelser,
der udspiller sig undervejs. Hele historien på APOS om den fortvivlede rapper, er én stor metafor for en ganske
kompliceret, filosofisk reflekterende livsanskuelse, og selvom man sagtens kan
sætte pladen på, og bare nyde den sublime musik for hvad den, så er man nødt
til at aktivere de inderste hjerneceller for at forstå historiens nedre lag.
Tænk i metaforer. Tænk i dobbeltbetydning. Der er ikke et eneste nummer på
albummet, der bare er et enkeltstående nummer. De er alle brikker i et puslespil,
og tager man bare én brik ud kan billede ikke samles korrekt.
Tredje og sidste ”regel”
er, at man skal holde øje med de bibelske
referencer, der konstant ligger på lur. APOS
spiller som sagt ikke på Den Guddommelige Komedie, og Cunninlynguists prædiker
ikke ”christian rap”, men deres inklusion af religiøse elementer kan ikke
negligeres. Især kampen imellem lyset og mørket spiller en altafgørende rolle,
ofte fortolket i ”night vs. day” eller ”dark vs. Light”, og med ”regel” nummer
et i baghovedet – at intet er tilfældigt – så bliver ordene ”night”, ”day”,
”dark”, ”light” o.l. aldrig brugt, uden at der er en god grund til det – og de
bliver virkelig brugt meget!
Med disse tre ”regler”,
eller værktøjer, i baghovedet, bør indtagelsen af APOS give en del mere mening, selvom det kræver mange
gennemlytninger for at værdsætte og forstå historien. Samtlige numre på pladen
har langt over de 100 plays i mit iTunes, og jeg ved med sikkerhed, at jeg har
overset flere ting, dette endda værende på trods af, at jeg har nørdet pladen
på et nærmest tåbeligt plan. Men lad os da kaste os ud i det – det blir’ godt.
”Jo bedre man
kender sandheden, des større er den løgn, man kan sprede. Jo friere viljen er,
når den vælger, des større er synden, når den vælger forkert. Derfor er de
dybeste egne i Helvede reserveret for de sjæle, der har bidraget mest bevidst
og kunstfærdigt til den store løgn.”
- Den Guddommelige Komedie (Helvede, XVIII sang, 1-9)
”Where
will you be tomorrow, if it ends today?”
APOS åbnes med et
ufatteligt smukt stykke musik, der varsler resten af pladens udfald. På denne
åbner stilles et eksistentielt spørgsmål, som historiens hovedperson ikke
kender svaret til endnu. Han må begive sig ud på en længere sjælerejse for at
finde svaret. Nu er det allerede ved at blive storladent! Vi skal lige have
introduceret vores hovedperson først!
”I heard ’em talk about
southern folks can’t rhyme / Some of y’all must be out ya
god damn mind / Yeah it’s about that time, we
got that shine / And niggaz been about them
lines”
Mød Deacon the Villain, en
25-årig gut fra Kentucky, USA. Deacon er rapper i en hamrende fed gruppe, og
deres mission er at bevise for verden, at sydstats-hiphop kan være overordentligt godt. Deacon synes dog ikke rigtig, at han
og resten af gruppen får som fortjent, både hvad angår indtjening og respekt:
”If another broke nigga spit
about spendin’ it all /I spit the gems that you
splurge to put around your neck /So save that to pay back all
your loans and debts”
“Since When” er en virkelig kløgtig præsentation af historiens
hovedperson. Har man hørt nummeret live ved man, at det kan få selv den
sløveste tilskuer til at rykke med nakken og kaste armene i vejret, så den
etablerer Deacon (som historien hovedperson) perfekt som den fremragende mc han
rent faktisk er. Men indtjeningen er som sagt sløv, og han sår tvivl om, om
fremtiden ser lys ud, hvis han fortsætter sit erhverv som undergrundsrapper. Denne
tvivl kommer ikke til udtryk i selve rappen, men i den samplede tale fra Jay-Z,
hvor han siger: ”you see what the public
do to the rappers? They scared to be
they self. Niggas don’t think that people gonna accept them as they self”.
Disse ord viser altså, at
Deacon begynder at overveje en anden levevej end rappen, for hvorfor knokle så
hårdt for noget, der giver så lidt brød på tallerkenen? Men hvad er
alternativet, når man er en ung, uuddannet, sort knægt?: Kriminalitet. Det
sidste man hører på ”Since When” er et vokalsample af en kvinde, der – noget
skingert – synger: ”When you appeared, my future came true, to
me”. Denne sætning kan betyde mange ting, men hvad der er (mest)
korrekt kan jeg kun gisne om. Jeg tror at "you" hentyder til Deacon's fortvivlelse, men der er ingen garanti for, at det er rigtigt.
På ”Nothing To Give” berettes der
om alle de midler man kan sky til, hvis man er i pengenød og befinder sig på
den forkerte side af loven. Omkvædet sætter ind, og allerede ved første linje, ”When night falls and all lights off”,
har vi en strid mellem det gode og det onde; når mørket falder over os og lyset
slukkes, ”the bad don’t seem so wrong”. -
Deacon tænker altså, at den kriminelle udvej måske ikke er så dum endda. Jeg
tolker dog ikke sangen som om, at han render rundt i nattens mulm og mørke og
overfalder folk, men at han overvejer det kraftigt. Det interessante ved dette
nummer er, at samtlige dødssynder bliver nævnt undervejs, enten direkte (”playing melodies of jealousy”, ”we love it in our spirit ’cause we’re
suckers for lust”) eller ”gemt” i nogle af de handlinger, der beskrives
(f.eks. ”rapist take the darkness”, ”junkies twitching among hookers”, ”gunned down for fresh kicks”, ”dirty cops fight crime with dirtier
ammunition”). Der bliver ligeledes refereret til Helvede flere steder, i
form af ”demons”, ”hounds” og ”Hell”. Og som om det ikke var nok, er ord som
”darkness” og ”night” brugt så mange gange, at det ved nærmere eftertanke læner
sig op ad det fjollede. Men det er nødvendigt for at understrege, at vores fortvivlede
hovedperson er på vej ud på et seriøst sidespor, som vil få katastrofale
konsekvenser, skulle han følge det. Men på trods af sin fortvivlede
sindstilstand er han stadig i besiddelse af en vis fornuft. Deacon kommer med
en af pladens essentielle linjer, da han siger ”We no longer seek light to give us power”, betydende, at der ikke
er meget godhed tilbage i verden, og ondskab i højere grad end nogensinde før
bliver brugt som middel til at opnå magt, status og formue. Skal han falde for
selv samme ondskab for at opnå status og formue? Eller er der et alternativ
inden for ”light” –kategorien? Som der bliver sagt til slut på nummeret, ”A darkness carried in the heart, can not be cured by
moving the body from one place to another”. Betydende, hvis du
først har handlet i ondskab én gang, vil du altid være ond. Én gang synd, altid
synder.
Men fristelserne er store,
og det fremgår tydeligt, at Deacon er på kanten til at synde for overlevelse.
Hans frustrationer, fortvivlelse og desperation når sit klimaks på ”Caved In”,
der jo simpelthen starter med, at han siger ”
I can’t hold on, but I just hold on”. Jovist, det er Cee-Lo Green der
synger, men det er vigtigt at pointere, at alt der udtrykkes, er et udtryk fra
hovedpersonens side. Hele hans verden vælter ned over ham på dette nummer, godt
udtrykt i de samplede ord fra Kanye West: ”Feels
like it rained till the roof caved in”. Hele situationen sammenlignes med
en ”…orchestration Hanz Zimmer couldn’t
conduct”. Denne ”orchestration” refererer tilbage til kriminaliteten på
forrige nummer (tror jeg), hvor han rappede: ”Stringin’ hearts like a harp playing melodies of jealousy / Felonies strummed by Hell and it’s
philharmonic”.
Som en sidste, desperate udvej, inden
han giver op og tyer til kriminalitet, retter Deacon blikket mod himmelen og
beder Gud om hjælp:
”Life’s an unfed beast that
eats bread and meat /That’s, either your cash or
your corpse /So I just pray that the Lord
helps me last through these wars”
Jeg ser ”Hourglass”
som værende en direkte forlængelse af ”Caved In”. Hvis vi forestiller os, at
”handlingen” i ”Caved In”, hvor han beder til Gud om hjælp, foregår om dagen,
så foregår ”Hourglass” samme aften/nat. ”I’m
waiting for growth to show up and for hope to manifest”, - jeg får et billede
af, at han ligger søvnløs om natten, og venter på svar ovenfra. I selskab med
en kvinde, højst sandsynligt hans kæreste, er han falder mere til ro:
”Up walking late, lit, 4:25,
high /Her mighty fine thighs
silhouetted by sky-rise /Place the knowhow, behind mine
eyes /To take something unfortunate
/And show them they a fortune
in my life”
Læg mærke til, at lidt af
“godheden” er ved at vende tilbage I form af “sky-rise”. Selv som lytter falder
men lidt mere til ro med dette beat i ørerne, og via den mere behagelige
stemmeføring får man fornemmelsen af, at den desperation, der herskede på de
forrige numre er ved at trække sig en smule tilbage.
Deacon adresserer Gud direkte på
denne sang op til flere gange, og undskylder i omkvædet for de fejl han måtte
have begået. Han mener altså inderligt, at han har brug for hjælp:
”Lend me a hand, send me a
plan /A Remy Shand message of love,
tell Cupid we fam’ /And to clock something that’ll
learn who I am”
Og afsluttende:
“Pray to make cents for giving
/And make sense outta living /Lord give me patience to gain
wisdom, please”
Når man nu spørger så
pænt, så får man naturligvis også svar, her i form af Frk. Mary Jane, der
kommer på besøg på ”Beautiful Girl”:
”An angel came to me one night
chillin’ /
Said ‘I won’t change you just
tame who’s within that villain”
Det er nu, at man skal
holde tungen lige i munden, for på nuværende tidspunkt er vi på vej ind i
pladens abstrakte fase. Der er to udlægninger af ”Beautiful Girl”, der begge er
plausible. Den ene og mest ligetil er, at Deacon ryger sig skæv, og at han i
sin hash-koger ”ser ting”; en vision. Jeg vil mene at denne udlægning er sand
på det ydre plan. På det indre plan får Deacon tildelt visionen fra en engel,
som Gud sender i hans retning – som vist i det ovenstående citat. En vision,
der giver Deacon et indblik i, hvad der sker, hvis han vælger at gå af den
forkerte sti.
Det efterfølgende
interlude, ”Inhale”,
understøtter på bogstavelig vis teorien om hash-kogeren, så lad os bare holde
fast i, at det er en sandfærdig
udlægning af handlingsforløbet – på det ydre plan. Helt ligesom ”Phantasmata”
interluded på Oneirology symboliserede
hovedpersonens indtræden i drømmenes verden, symboliserer ”Inhale”
hovedpersonen indtræden i den vision, som englen viser ham. Afsluttende på
interluded hører vi en kvinde sige: ”Say…
something is happening”, hvorefter en mand siger: ”I think I’m seeing things… you’re entering a whole new world… relax and
enjoy”. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til denne fornemmelse som
værende resultatet af en ”god ryger”, men den ”whole new world” der snakkes om
her, er Deacons imaginære fremtid. Så herfra, indtil
jeg siger til (!!!) befinder vi os i en parallel verden.
I og med, at vi nu bevæger
os på et mere abstrakt plan, bliver fortolkning og analyse også noget sværere,
og udlægningen af handlingen synes ikke helt så ensidig som numrene op til nu.
Jeg ser ”Brain Cell”
som værende den del af visionen, der skal forsøge at få Deacon til at forstå, hvorfor så mange mennesker vælger at gå
af den ”forkerte sti” i livet. Både Deacon, Kno og Natti rapper om, at vi alle
lever i permanent fangenskab, som friheds-berøvede eksistenser. Billedsproget i
denne sang er fænomenalt, da det at være ”trapped” eller ”boxed in” kommer til
udtryk i så mange former og størrelser, at man må imponeres. Fra ”you was manifested
in an egg, developed in a womb” til ”choices
blocked off, childhood gone / Just future cubicles and retirement homes”. Jeg kan tælle over 40 forskellige synonymer/metaforer
for det at være lukket inde, i løbet af sangen.
Det overordnede fangenskab der snakkes
om, tror jeg, er den slavementalitet som manifesterer befolkninger. Samfundet
trækker nogle normer og ”standarter” ned over hovedet på folk, som bliver ”det
rigtige” at leve efter, og derved bliver mennesket et ansigtsløst, konformt får
i flokken, uden identitet. Én af disse normer, der, trods sin voldelige natur,
er blevet mere eller mindre normal at stile efter, er ”the american dream”,
oftest med henblik på den ”succes” som f.eks. Al Pacinos Scarface karakter
opnår. I kender alle historien om den der ”nobody”, der arbejder sig op fra
bunden til toppen. Dén drøm er der mange der vil gøre alt for at udleve. Så kan
man så spørge, hvorfor nogen dog vil tage samme tur som Tony Montana, der som
bekendt ender gennemhullet i et bassin med snablen fuld a coke? Svaret: fordi ”America Loves
Gangsters”.
”There’s something about a
vandal’s lustThe lifestyles of the
scandalousAin’t nothing like it”
Tanken om at leve et liv
med penge, dyre jakkesæt, damer, biler, magt og respekt tiltaler rigtig mange,
men de fleste kender ikke til andre måder at opnå dette på, end ved at sælge
sin sjæl til djævelen.
Og i virkeligheden tror
jeg slet ikke, at ”America Loves Gangsters” handler om gangstere, men mere
hvordan deres levevis afspejler sig i mange af vor tids tendenser, blandt andet
musikken. Det handler ikke nødvendigvis om at skyde til højre og venstre i sin
stræben for rigdom, men i højere grad om, hvordan ”vi” mennesker er farligt
villige til at opgive egne drømme og ambitioner for at opnå succes, og som
skrevet før, at sælge vores sjæl til djævelen uden at blinke. Det er her, det
indledende citatuddrag fra Den Guddommelige Komedie for alvor bliver relevant:
”Jo friere viljen er, når den vælger, des
større er synden, når den vælger forkert.”. Er det mon tilfældigt, at det
lige er gangsteren Babyface Nelson, der nævnes i første vers? Gangsteren, hvis
navn Birdman (aka. Babyface, aka Lil Waynes ”far”) tog til sig. Og det er
egentlig ganske sigende; den ”rigtige” Babyface var bankrøver og er rekordholder
i at have skudt flest FBI agenter. Babyface døde stinkende rig, men i en alder
af 25 år. Hvem i alverden vælger dog at tage hans navn som kunstnernavn?! Ja i min bog kan det da kun være en
”kunstner”, der, som portrætteret på ”Brain Cell”, ikke er nok bevidst om en
egentlig, personlig drøm eller ambition, og som derfor bare følger den samme
som alle andre, hvilket da også passer perfekt med mit billede af Young Money
folkene.
Også Deacon er bevidst om, og tiltrukket
af den lette udvej:
”Monsters, driven by capital
as a stimuli /
Can never be too powerful, it makes us all admire you /We’ll follow until we fall
like fallen stars from sky /I can’t say it’s impact hasn’t
hollowed walls inside my heart /My art, ummm, insane /Is it that smart to react dark
when facin’ pain? /You ain’t that hard, that
scarred or that real /To go that far, for that kill,
for that feel /Now that’s ill!”
Sammenfattet siger Deacon
her, at hvis det ikke er din person –
dig - der reflekteres i dine
handlinger, så er du ikke ”real”, altså oprigtig imod selvet. De fleste
såkaldte ”gangster rappere” er jo vitterligt ikke ”that hard, that scarred or that real”, og budskabet her gør sig
gældende i alle livets facetter; hvis du ikke er dig, går du ad den forkerte vej
(lille sejt rim jeg selv fandt på!). Og budskabet er jo ikke, at man ikke må
stile efter materielle goder, man skal bare gøre det på en ordentlig måde.
Common siger det faktisk utroligt præcist på hans ”Gold” fra hans seneste
skive, hvor der på omkvædet synges: ”So
we made it to this same end of the road, and we picket up lots of chicks and
pots of gold. I made it out with my soul”. Guld er fint, så længe det først
og fremmest er din sjæl der er guldbelagt.
Dét med ikke at være tro imod sig selv fører os
direkte videre til næste nummer, med den uhyggeligt sigende titel ”Never Know
Why”.
”Most don’t even know why they
believe what they believe, man /
Never taking a second to look
at life”
Når man først
tilsidesætter sin egen, egentlige person, er der også en god chance for, at man
glemmer helt essentielle, menneskelige kerneværdier som tolerance, overbærenhed
og næstekærlighed; værdier som den person, der er i fokus i de næste par sange,
har skrottet komplet.
Jeg vil mene, at
analyse-sværhedsgraden peaker på ”Never Know Why”, der virkelig har kastet mig
ud i flere timers grublen, funderen og undren. Min konklusion er, at Deacon,
Immortal Technique og Tonedeff alle rapper om den samme person, men set fra
forskellige vinkler. Deacon som beskuer, Technique som manden selv - som gammel
og døende, og Tonedeff ligeledes som manden selv, lige efter han er død.
Opbygningen af denne mands
person er udspekuleret som bare fanden, for det er først når man tager fat i
detaljerne, at hans ubegribelige ondskab kommer ordentligt frem i lyset. Jeg
kan huske, at jeg ofte har hørt ”The Gates” og tænkt: ”surt for ham, at han
ikke kommer i Himmelen”, men efter at have læst hele plottet grundigt igennem,
kan jeg kun konkludere, at det på ingen tænkelige måde er synd for ham!
Jeg bruger citater hip som
hap fra både ”Never Know Why” og ”The Gates” her, for at gøre nemmere.
Denne mand, som jeg forresten tror,
repræsenterer Deacons onde alter ego, er brandmand (”dedicated my life to the public’s protection” og ”I’ve endangered my own safety to save
babies from blazers”), og gifter sig med ”a mixed raced queen”, altså en kvinde af forskellig
”race”/baggrund (læg mærke til hvordan Eva på coveret ligeledes er tegnet som
”mixed race”). Hun dør en pludselig død, og manden er tvunget til at tage sig
af deres datter alene. Ganske irrationelt udvikler manden et had til farvede,
grundet konens død;
”Up yonder went her soul, your
hate growed from ponders /On life, being less trife with
a white wife /So any instances of y’alls
differences it was slice-slice”
Han begynder at tænke, at
det måske nok havde været bedre, hvis han havde holdt sig til sin egen farve,
hvid. Da han erfarer, at hans datter bliver gravid med sin farvede kæreste som
16-årig, slår det klik for ham: ”had to
face the fact she split these genes with his sick seed / with skin the darkest
pigment seen”. Han kan slet ikke håndtere det faktum, at hans datter er
sammen med en sort, og hans indre racist bryder mere og mere frem: ”I couldn’t take her making the same
mistakes that crushed my life”. – Han gør race-problemet til direkte årsag
for hans kones død, og at se sin datter med en farvet baby gør ham så rasende,
at han slår hånden af sin datter og bryder kontakten permanent:
”Put her out in the cold,
didn’t want her close to he /‘Cause his granddaughter
different than she suppose to be /Diluted their genes, it
stopped the music it seemed /That they’d only seen polluted
stream, and that wasn’t clean /Said he could almost no longer
stand to breath /From this pure horror, more
worse than ammityville”
Han beskriver altså sit
eget barnebarn som en “pure horror”, - det er rimelig serious hate business vi
er ude i her! Og det bliver værre. Hans datter og barnebarn er tydeligvis i
nød, men han holder sig bevidst væk fra dem: ”Raining pure pain on her life by staying distant / Like she spawned a
fucking anti-christ or a satan infant”. Det racistiske had udvikler sig så
voldsomt, at han ender med bevidst at gøre skade mod sorte, og faktisk
indirekte slå dem ihjel. Den ganske forfærdelige slutning på ”The Gates”
afslører hans ugerninger:
”Lord knows, you’ve left
behind scorched souls /Black children found chilling,
later found burned whole /So sadly, your glory’s to come
urgently /Sentenced to fight fires for
eternity”
- Jeg troede ikke på det
først, men det disse linjer betyder er, at Tonedeff, altså den racistiske
brandmand, med vilje valgte ikke at redde farvede børn ud af en brændende
bygning (”later found burned whole”), men lod den brænde ihjel. Cunninlynguists
har selv bekræftet det, samt fortalt og bevist, at grusomme hændelser i stil
med denne har fundet sted utallige gange i historien løb. Som Deacon siger: ”This is a normal occurrence, not something
randomly real”. Så ganske passende og
ironisk, får brandmanden lov til at “fight fires for eternity”, nemlig i
Helvedes flammer.
Endnu en vigtig pointe man
kan drage ud af Den Guddommelige Komedie er, at han, der har syndet, og
forsøger at forsvare sine synder som ret handling, og dermed ikke angrer, er
den værste synder af dem alle. Og Tonedeffs karakter bestiller ikke andet på ”The
Gates” end at retfærdiggøre sine egne handlinger, på trods af deres grusomme
natur.
Vigtigt, og bestemt ikke
tilfældigt, at det da også, at det er Deacon der “spiller” englen, som
konfronterer Tonedeff og ”vinder” kampen. Det er bevis for, at godheden er ved
at trumfe igennem i visionen, og at Deacons lyst til at gøre uret dermed er
aftagende.
Til at understrege dette
er at af hiphop historiens ypperste interludes, ”Damnation”, samt den ultimative
banger ”Hellfire”.
Disse to numre har tilsammen to ”funktioner”; den ene er at udpensle og
klargøre, hvor voldsomme de lidelser der venter Tonedeff’s karakter er. Den anden
er at understrege det faktum, at Deacon er begyndt at forstå essensen af den
vision, han fik tildelt af englen/Mary Jane tilbage på ”Beautiful Girl”.
Når Natti og Deacon rapper
om ”fire” på ”Hellfire”, så er det ikke egentlig ild der er tale om, men ”indre
ild”, eller som de fleste nok ville kalde det; passion eller lidenskab:
”It’s not on the roof it’s in
the booth /Then spreads from the stage to
the youth /Who all root for more”
Deacons helt store lidenskab
er rap, og det kommer tydeligt til udtryk på “Hellfire”, der ligesom “Since
When”, der i starten af APOS
etablerede Deacon som en suveræn rapper, er et forrygende showcase i rap-skills,
og så virker den ligeledes perfekt live. Deacon rapper:
”Murder, death, kill with the grill /You’ve heard the best, don’t
sit still as you feel this (Fire!) /Folks catch chills off the
skill it’s the Vill (-ain) /Ill will, liquefy shields with
(Fire!) /Too late to secure the
perimeter /It’ll enter ya soul you can’t
control the limits of (Fire!)”
Deacon vil også “myrde”,
“slå ihjel” og “dræbe”, men med ord i stedet for våben, så på kløgtig vis
vender han dødssynder til noget positivt. ”Hellfire” er den endelige reminder,
der får Deacon til at indse, at rappen er og bliver hans ultimative lidenskab i
livet, og at intet kan give ham samme glæde og tilfredshed som musikken.
Det er så nu at jeg siger ”til”,
for på ”Remember
Me (Abstract/Reality)” er Deacon ved at vende tilbage til
virkeligheden (det hele ligger jo i sangens titel). Handlingen fra ”Brain Cell”
og til nu har udspillet sig i visionen, og på dette instrumentale stykke vender
Deacon tilbage til den virkelig verden. Hvorfor hedder sangen ”Remember Me”?
Hvem skal huske på hvem? – Det er englen/Mary Jane, der siger til Deacon, at
han skal huske på hende og på det hun har vist ham. Husk på det, du lærte via
den vision jeg viste dig. Husk det og brug det. Og så spørger hun ham jo
faktisk direkte: nu hvor jeg har vist dig hvad der vil ske, hvis du ikke følger
dit hjerte, ”what’ll
you do?”.
Og hvad har han så tænkt
sig at gøre? Rappen på ”What’ll You Do?” giver ikke et absolut svar i sig selv.
Deacon synes faktisk stadig i tvivl. Hele verset er det rene guld, så I får det
hele (det hjælper utroligt meget på forståelsen at læse lyrikken uden at lytte
til musikken imens, så man virkelig kun koncentrerer sig om ordene):
”I’m 25 now, yeah I told my pops I’d toss
the towel in /Making music no longer easily
makes my smile bend /Though, “wow’s” from the
crowd’s ain’t end yet /Them smiles and back pats
still ain’t helping the rent checks /Ain’t far from crack packs if
I hursh these verses /Flippin’ words shit for an
empty purse feels worthless /Listen, word of mouth done
been a blessin’ and a curse /We reach heads but the only
bread we see’s off shirt sales /Tours and shows spread all
over the Earth, well /Recoup gas and hotels, back to
this dirt /Hell’s far away though,
believe I ain’t complaining /Rather explaining, that unless
this southern rain ends /We show proof we’s as real as
you /Needing a roof, some shoes,
dolla bills and food /
Two from The Dirty met with mismatched skin /Acknowledge first that one day
this track may end /When there’s no more stream in
that engine /Yet hopefully clean streams be
an astringent /But needs outweigh cheese
tryna stay in contention /“For the love”’s a hard reason
to keep my life in suspension”
Man sidder konstant med
fornemmelsen af, at han egentlig har
givet op, men alligevel bliver draget tilbage imod rappen som en overnaturlig
kraft. Det virker næsten som om, at han sætter pro’s og con’s op imod hinanden
i løbet af sangen, - ”skal jeg, skal jeg ikke?”. Det ender dog med, at han
konkluderer, at det eneste rigtige at gøre er at fortsætte, fordi rappen er det
han brænder for; det der giver hans liv mening og indhold. Egentlig en
Kierkegaar’sk tankegang; at lidenskab fungerer som brændstof for mennesket, og
uden dem er vi intet, så har man først fundet en passion, så må den for alt i
verden udleves.
Læg også mærke til, hvordan han
samler ”mixed race” problemstillingen fra tidligere op, men i stedet bruger den
til at beskrive hans samarbejde med Kno (”two
from The Dirty met with mismatched skin”). Kigger vi tilbage på ”Hourglass”
dukker en interessant metafor hertil op:
”Abs burnin’ from fast
learnin’, not cash earnin’ /‘Cause we wasn’t really on ‘at
yet, just yes’ yallin /At this point, our lil’
brainchild was hardly crawlin”
Deacon beskriver altså han
og Kno’s hiphop-projekt som en baby, der blot er ved at lære at kravle. Igennem
Tonedeffs karakter lærte vi, at man skal passe ordentligt på sine børn (og
børnebørn), så i og med, at hiphoppen er Deacons ”baby” kan han naturligvis
ikke svigte den.
Til at lukke pladen og
afslutte Deacons episke sjælerejse er ”The Light”, og hvis ikke dén titel forsikrer
én om, at Deacon vælger den rigtige vej, ja så ved jeg ikke hvad gør! Alt hvad
der er blevet fortalt på APOS op til
dette punkt, opsummeres og rundes af i en usædvanligt flot perle af et nummer. Det
kan forekomme en anelse utydeligt hvad det er Natti forsøger at sige med sit
vers, men jeg tror det handler om, at alle kan fejle og træde ved siden af en
gang imellem; ”Ain’t nobody on this Earth
been perfect since birth”. Det handler om at se sig selv i øjnene og
erkende sine fejl; ”If you wanna be
healed then you gotsta reveal the truth”. Afsluttende – for både sangen og
pladen - hører vi følgende ord sunget, af næsten kirkelige englestemmer: ”Set your eyes on the sun. What has brought
you this far?”. – Denne sætning bærer en enorm betydning, for
Cunninlynguists serverer ikke deres budskaber i pegefinger-form, de opfordrer
deres lyttere til selv at tænke over hvad der er rigtigt og forkert, og gøre op
med dem selv, hvordan de handler rigtigt, ud fra de valg livet giver os,
repræsenteret i æblet som Eva holder på frontcoveret. Træffer du de forkerte
valg, ender du højst sandsynligt nede blandt de andre skelethoveder.
Selv ser og bruger jeg pladens
indledende spørgsmål, ”Where will you be
tomorrow, if it ends today?”, som fundament for min egen måde at leve et
godt liv på. Som sekulariseret menneske tror jeg ikke på, at der er en Gud der
har skabt os, men jeg tror på, at rigtig mange af de livsværdier som de
forskellige religioner værner om, bør gøre sig gældende i alles måde at leve
på. Men kan bruge spørgsmålet som en hypotetisk guideline: Hvis vi antog, at
der rent faktisk var en Himmel, og at
man kom derop efter døden hvis man havde levet et ret liv, ville jeg så komme derop?
- Jeg tror som sagt ikke
på at man kommer i Himmelen eller Helvede, men jeg tror på, at det er sundt at leve
ud fra den tanke, at det er sådan det forholder sig. Skulle dagen komme, hvor
jeg stiller mig selv spørgsmålet, og i ærlighed ikke finder svaret positivt, så
ved jeg at et-eller-andet er gået galt.
Hvor om alting er, så er
det ganske fantastisk, at en plade-udgivelse kan få én – mig i hvert fald – til
at tænke så meget over så betydningsfulde ting, og det er nok
derfor at jeg er kommet til at holde så vanvittigt meget af A Piece of Strange. Ingen anden
udgivelse har givet mig så meget stof til eftertanke som denne, tilmed serveret
i så superb musikalsk kvalitet, at det næsten er fjollet.
Hvis man skulle udvælge ét
værk per musikgenre, som repræsenterer dén genres ypperste formåen, og som
allerbedst demonstrerer hvad dén genre er i stand til, så ville Mozarts 40. symfoni nok repræsentere den
klassiske musik, Led Zeppelins IV
rocken, Michael Jacksons Thriller
poppen, Miles Davis’ Kind of Blue
jazzen, og så ville Cunninlynguists’ A
Piece of Strange uden tvivl repræsenterer hiphoppens absolut mest
mesterlige kunnen.
Mere helstøbt, gennemført,
smukt og livsbekræftende et værk skal man virkelig lede længe efter.
Et sørgeligt faktum er, at
Cunninlynguists ikke har tjent en eneste krone på A Piece of Strange, grundet komplikationer med deres udgiver. Men
på en eller anden syg måde giver det virkelig meget mening, at de ikke har
tjent noget på denne skive. Historien handler om en rapper, der ikke kan tjene
til dagen og vejen, og begynder derfor at tænke på at ty til kriminalitet for
at få mad på tallerkenen. Han vælger dog, trods modvind, at fortsætte som
rapper, fordi det er ”hans kald” i livet. Det må have været sådan de tre selv
har haft det. Flere års hårdt arbejde lagt i dette projekt, der som færdigt
produkt ikke giver dem mønt på kontoen overhovedet. Jeg ville ikke bebrejde
dem, hvis de i sin tid overvejede at droppe erhvervet som undergrunds-gruppe.
Men så vidt jeg ved laver de stadig sublim musik, så de valgte altså ligeledes
at fortsætte og udleve deres passion i livet: hiphop. Som Deacon slutter med at
sige på ”America Loves Gangsters”:
”Now that’s ill!”
- A Piece of Strange får naturligvis den største 6/6'er det overhovedet er muligt at give. - Og så håber jeg, at I nød læsningen og måske endda blev en smule klogere.
- Jeppe Barslund