fredag den 28. september 2012

Lupe Fiasco - Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1


Lupe Fiasco's to første udgivelser var - og er - klassikere, hans tredje derimod en af de mest skuffende plader i nyere tids hiphop historie. Lupe har lige siden Lupe Fiasco's Food & Liquor været signet til Atlantic, men hvor han havde mere fri hænder på de to første skiver, var der pludselig folk der kunne se kommercielt potentiale i rapperen, så han var underlagt en masse krav og regler da Lasers skulle produceres. - Deraf det afskyelige resultat. Der gik da heller ikke mere end 4-5 efter udgivelsen før Lupe selv trådte frem og indrømmede, at det var noget juks. I forlængelsen af indrømmelsen lovede han, at det var sidste gang, at et pladeselskab fik lov til at diktere hvordan han skulle fremstå på plade, og forsikringerne om at han ville vende stærkt igen var mange.
     Der har været mange grunde til at tro på, at Lupe rent faktisk ville vende stærkt tilbage. Albummets titel alene giver god grund til at tro på store ting. Ikke alene hedder den Food & Liquor II, som i en plade i tradition og kvalitet med forgængeren, men dertil også The Great American Rap Album Pt. 1, som unægteligt lyder noget pompøst (der gemmer sig dog noget snedigt deri, som jeg kommer ind på senere).

På med albummet.......
..........
........................ f**k this s**t!  

Ja, Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1 er nogenlunde lige så ringe som Lasers. Nok en anelse bedre i kvalitet, men det faktum at dét her er resultatet af hvad Lupe havde "lovet os", gør bare hele situationen så meget værre.
Det hele gav dog meget fint mening da jeg for nogle dage siden så et interview hvor han fortæller, at Atlantic Records stadig har kløerne i ham, præcist ligesom de havde med Lasers. Og det har de forresten også ved næste album, - først da er Lupe ude af kontrakten. Det jeg ikke forstår er, hvorfor Lupe så, så insisterende har forsøgt at overbevise os om, at dette album ville blive spektakulært, når han hele tiden har kendt til omstændighederne? Sikkert også et krav fra Atlantic.

Sagen er den, at der ikke er et eneste nummer på F&LII:TGARA1, der for alvor er værd at skrive hjem om.   Meget af det der er godt herpå, er det af "forkerte" årsager. Her mener jeg f.eks. "Battle Scars" og "Cold War", der jo egentlig er udmærkede, men primært på grund af stærke omkvæd og pop-melodiske beats. Bestemt fint i små doser, bare helst ikke fra Lupe Fiasco.
     "Strange Fruition" (som jeg havde store forventninger til, da det er det eneste Soundtrakk producerede nummer), "Around My Way (Freedom Ain't Free)" og "Lamborghini Angels" er alle solide tracks, men efter en håndfuld gennemlytninger er de desværre mere dalende end stigende i interesse. "Bitch Bad" ligeledes, trods strålende lyrik. Pladens efter min mening stærkeste nummer er afslutteren "Hood Now", der er et opløftende nummer om hvordan "the hood" har forvandlet en masse dårligdom til bedre tider. Beatet er skarpt, omkvædet lækkert, og selvom Lupe måske bruger sætningen "It's hood now" lige lovlig mange gange, så er det stadig med til at understrege budskabet, og det er bestemt albummets pragtskæring, hvis man spørger mig.

Desværre har vi også numre som den fuldt ud jammerlige "Audubon Ballroom" (der dog kaster lys over et spændende paradoks), den utilgiveligt elendige "Unforgivable Youth" samt "ITAL (Roses)", "Put Em Up", "Heart Donor", "How Dare You", "Brave Heart" og "Form Follows Function", der er dybt uanseelige og så bemærkelsesværdigt kedelige, at de højst sandsynligt er glemt om en uge.

Det suverænt mest ærgrelige ved det hele er, at Lupe Fiasco er en mageløs lyriker. Det har han altid været, og det er han stadig. Man kunne sagtens gå i dybden med mange af skæringerne på nærværende plade, for der er vitterlig lyrisk guf at finde hele vejen igennem. Problemet er, at der på ingen måde er noget, der inspirerer én til at foretage dette arbejde. Århundredets kløgtigste linje kunne være at finde på et af numre, og jeg ville stadig ikke gide at bruge tid på at hverken finde eller analysere det. Produktionerne er unuancerede, narrativet er sløset, og den røde tråd er byttet ud med, hvad der forekommer som en tilfældig samling numre. Tilsammen resulterer dette i, at den lyst, der i sin tid drev mig til at skrive den kolossalt lange analyse-anmeldelse af Lupe Fiasco's The Cool, ingen steder er at finde. Jeg er ganske sikker på, at Food & Liquor II slet ikke byder på samme dybde, men det er ikke det der er pointen, pointen er, at jeg aldrig ville gide at finde ud af det.  

En ting jeg dog er helt tosset med, er dén kommentar Lupe har "gemt" i selve udgivelsen. Når Lupe kalder sit album The Great American Rap Album, så er det ikke et forsøg på at sige, at han har lavet "det bedste rap album nogensinde". Næ, det refererer til novelle-formen "The Great American Novel", der er kendetegnet i både stil og tema ved at være den mest præcise portrættering og repræsentation af USA's tidsånd, i den tid novellen er skrevet i. Og dér har Lupe jo virkelig fat i den lange ende, for tidsånden i USA nu er vel om noget, at der skal kunne tjenes penge på alt. Atlantic Records ridder med på den kapitalistiske bølge og har frarøvet Lupe hans "ret" til at lave den musik han vil. Det har resulteret i et album, som med garanti vil sælge og som helt sikkert vil kunne ryste en håndful singler af sig, men som Lupe Fiasco ikke kan stå indefor som kunstner. Det er dét han siger ved at kalde sin seneste plade The Great American Rap Album. Man kan derfor kun blive en smule ked af det faktum, at næste udgivelsen i rækken hedder The Great American Rap Album Pt. 2, for så ved vi vist allerede hvordan dét kommer til at lyde.

2.5/6
- Jeppe Barslund

"Hood Now (Outro)"

"Strange Fruition" feat. Casey Benjamin

"Cold War" feat. Jane $$$

mandag den 24. september 2012

Top 10: Kanye West tracks


Cruel Summer var, som skrevet i forrige anmeldelse, lidt af en bummer, men én ting var det godt for: den fik mig til at tænke tilbage på alt det gode Hr. West har udgivet før, dengang han stadig havde ambitioner om at nå et mål. Complex Magazine lavede en 'Top 100' over bedste Kanye West sange efter udgivelsen af Cruel Summer, og rapgenius.com (der pt er den mest irriterende side at have like't på youtube!) svarede tilbage/igen med deres egen, forholdsvist tvivlsomme 'Top 10'.

Nu har jeg så lavet min egen 'Top 10', men lad mig lige gøre det meget klart her fra start af, at holy mary mother of God det var ikke nemt! Det går meget hurtigt op for én, at 10 lige pludselig ikke er særlig mange, og at man har alt for mange Kanye-favoritter til at man synes det kan koges ned til en 'Top 10'. Hvorom alting er har jeg nu givet det er forsøg.

10.
"Welcome to Heartbreak"
808's & Heartbreak

Kanye har aldrig været bange for at vise sine mørke sider, og "Welcome to Heartbreak" er efter min mening et af hans skrøbeligste øjeblikke i hele sin karriere. Det er lyden af en mand, der ikke ved hvad han vil med sit liv, som ser tilbage og indser, at han måske har spildt tiden på at jagte noget, der slet ikke er så vigtigt. De indledende linjer alene rammer hårdt: "My friend showed me pictures of his kids, and all I could show him was pictures of my cribs / He said his daughter got a brand new report card, and all I got was a brand new sports car". Dertil er samspillet mellem den fængende piano-melodi og Kid CuDi's simple men effektive omkvæd bare suverænt. 

9. 
"Last Call"
The College Dropout


"I'd like to propose a toast... I said toast motherfucker!"

"Last Call" er fantastisk af rigtig mange grunde. Der er beatet, der med sin sampling af Bette Midler's "Mr. Rockefeller" er blandt de bedste Mr. West har produceret overhovedet. Hans historie om hvordan han kom ind gamet er ligeledes top underholdende, og så er rap-delen også sublim. Sublimt flow og en utroligt skarp humor. Linjer som: "Now I could let these dream-killers kill my self-esteem or use my arrogance as the steam to power my dreams / I use it as my gas so they say that I'm gassed, but without it I'd be last so I ought to laugh" er blevet helt essentielle for, hvordan hans karriere ville udfolde sig efterfølgende. Og så må vi ikke glemme en af mine favorit linjer fra Kanye: "I went to the malls and I balled too hard / "Oh my God is that a Black Card?" / I turned around and replied "why yes / but i prefer the term African American Express"". 

8. 
"Jesus Walks"
The College Dropout

"Jesus Walks" taler vel nærmest sin egen klare sag? Det marcherende beat med de tunge trommer og The ARC Choir's "Walk With Me" som primus motor, resulterede i en sang, der nærmest egenhændigt ændrede hiphoppen. Rappen er både humoristisk, kontroversiel og tankevækkende, og bliver leveret med en imponerende intensitet. Kanye West er en dårlig rapper? "Lol". Det er vel hvad man kan kalde en udødelig klassiker.   

7. 
"Dark Fantasy"
My Beautiful Dark Twisted Fantasy

"Dark Fantasy" er et vanvittigt intronummer til en vanvittig plade. Endnu mere vanvittigt er det, at Kanye valgte selv at bruge beatet, efter både Drake og Jay-Z takkede nej til at bruge det. What?!?! 
"Dark Fantasy" er et "stort" nummer. Både No I.D. og The RZA har været inde over produktionen, der både har den intense Wu-Tang nerve og det soul'ede feel. Det pompøse vokalarrangement i omkvædet har bl.a. både Teyana Taylor og Bon Iver  med inde over. Nummeret skulle måske nok have været stoppet ved 3:53 fremfor at lave overkill på omkvædet, men det er stadig et helt fantastisk flot nummer. 

6. 
"Celebreation"
Late Registration

Nogen vil måske mene, at et "fjollet" nummer som "Celebration" ikke burde ligge så højt på en liste, men hvad kan jeg gøre, jeg elsker det nummer! "Celebration" er et perfekt eksempel på det mageløse samarbejde mellem Kanyes soul-samples og Jon Brion stryger-arbejde og synth-tilbøjeligheder. Dette nummer har det hele! The Kay-Gee's sørger for soul-kor i baggrunden imens op til flere synth-melodier og strygere vikler sig ind og ud ad hinanden. Og så er omkvædet, som jeg er overbevist om at Kanye selv er hovedperson i, fandens lækkert. Der sker ufatteligt meget på lydsiden, men det hele smelter fortrinligt sammen, og "Celebration" er simpelthen bare et konge nummer! "You know what this is - it's a celebration bitches!!" 

5. 
"School Spitit"
The College Dropout


Jeg har altid været dybt fascineret af den komiske og kløgtige dobbelthed, der præsenteres i dette nummer. På den ene side siger Kanye, at man ikke behøver at være god i skolen for at blive til noget, da han selv har klaret sig mere end fint efter at være droppet ud, samtidig med at ham, der klarede sig allerbedst i skolen endte som tjener hos Cheesecake. Men på den anden side slutter han af med at fejle groft i grammatikken: "A couple woo's comin' up cuz, there they was" hvilket må siges at være en kommentar til, at det nu nok alligevel er smart at følge med i skolen. Dertil rapper Kanye fantastisk! Når folk siger "Kanye can't rap for shit" bør man bare refererer til andet vers herpå som modbevis. På lydsiden er Aretha Franklin's "Spirit in the Dark" blevet groft chipmunket, og det er lige præcis dén lyd, der i lang tid efter blev Kanyes varemærke. Et på alle leder og kanter mageløst nummer.

4. 
"Lost In the World"
My Beautiful Dark Twisted Fantasy


Jeg indrømmer gerne, at jeg er en sucker for det storladene, især når Kanye er manden bag. "Store" hiphop beats drukner ofte i det totale overdrev som produceren bag tror han kan tæmme, og hos Kanye er det da også til tider tæt på at tage overhånd. Der er bare den forskel, at Kanye besidder den rette mængde musikalitet til, at det kan gå galt. På "Lost In the World" foregår der helt ufattelig meget på samme tid, men han får det til at lyde imponerende flot, nærmest uden at anstrenge sig. Der er lånt smuk melodi fra Bon Iver's "Woods", lidt rå attitude fra Lyn Collin's "Think (About It)" og en go' mængde funk fra "Soul Makossa", og tilsat enorme tribal trommer og et kor bestående af Justin Vernon, Charlie Wilson, Tony Williams, Elly Jackson (fra La Roux), Alicia Keys og mange flere, er det bare så majestætisk som det kan blive. Let's break out of this fake ass party an' turn it into a classic night

3. 
"We Major"
Late Registration

Fik jeg sagt, at jeg er en sucker for det storladne? Det ligger jo nærmest i titlen at "We Major" er et "stort" nummer, og rigtig nok får den ikke for lidt med blæser- og synth-symfonier, stortrommer og episk sang fra Really Doe. Jon Brions soniske tilgang til musik er overalt at finde på dette nummer, da der er meget bas-brummen og synth-vibrationer, som på en eller anden mærkelig måde kan mærkes mere end det kan høres. Sådan føles det i hvert fald. Kanye rapper sprødt og leverer et ikonisk omkvæd, imens Nas bruger halvdelen af sit vers på at rappe om, hvordan han vil skrive sit vers, - hvordan kan man ikke elske det? 
"Can I talk my shit again?!"

2. 
"Spaceship"
The College Dropout


Hvis man først hører Marvin Gaye's "Distant Lover" og derefter sætter "Spaceship" på, så forstår man hvorfor Kanye bliver kaldt - og er - et geni. Det her er i min bog et af de bedste beats der nogensinde er produceret. Synderlig kompliceret er det ikke engang, bare allerhelvedes effektivt og flot sat sammen. Fabelagtige vers fra både Kanye selv og GLC og Consequence, der rapper om at klare sig igennem livets nedture og besværligheder for at kunne udleve sin drøm om at lave musik. Endnu engang bakket op af et sublimt omkvæd af West selv, hvor han får hjælp af Tony Williams og John Legend. Jeg har opgivet at holde styr på, hvor mange gange jeg har hørt det nummer. Nok gange til at CD'en gik i båndsalat! 

1. 
"Roses"
Late Registration


"Roses" er måske ikke en "typisk favorit", men fy for den lede hvor jeg dog holder af det nummer. West's bedstemor ligger på hospitalssengen, og han rapper om oplevelsen i digt-form, der både er melankolsk, rørende og lidt sjovt ("bitch is you smokin' reefa?!"), og så gemmer der sig en kritik af det amerikanske sundhedssystem imellem linjerne, hvor det er de rige der står i første række til behandling ("You tellin' me if my grandma was in the NBA, right now she'd be OK?"). Omkvædet spiller naturligvis også en enorm rolle i udvælgelsen som mit #1 favorit nummer, for det er efter min mening det flotteste Kanye West har sat sammen overhovedet. Det er bygget op omkring Bill Withers' "Rosie", men Kanye har videreudbygget det til mageløs perfektion, og der er slet ingen grænser for hvor mange gange dette nummer kan høres. 
- "With my family we know where home is, so instead of sending flowers - we the roses" 


Det konkluderer min 'Top 10' liste over bedste Kanye West sange.
Lad mig se jeres lister 

- Jeppe Barslund

onsdag den 19. september 2012

G.O.O.D. Music - Cruel Summer



”Success is a journey, not a destination”
- Ben Sweetland

I 1950’erne rasede den kolde krig. Især USA og Sovjetunionen spillede med musklerne og kæmpede en indbyrdes kamp om rollen som overlegen supermagt. I 1957 tog Sovjetunionen teten, da de sendte Sputnik I (som egentlig var hovedet af et atommissil) i rummet. USA var nødt til at finde en måde at overgå USSR på, så NASA blev grundlagt i ’58, og i 1969 sikrede Apollo 11-missionen at amerikanerne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins blev de første mennesker på månen. Dén kunne ligesom ikke slås, og USA vandt det såkaldte ”space-race” og blev den overlegne supermagt af de to.
     Grundet krig formåede USA altså, på blot ti år, at udvikle teori, teknologi og udstyr til at flyve tre mennesker til månen. Det lyder ikke af så meget nu til dags, men tænk lige over hvor vildt det egentlig er, og ikke mindst var. Efterfølgende, efter ambitionen og målet var nået, blev NASA mere eller mindre tilsidesat, og har lige siden været kraftigt underfinansieret, - for hvorfor bruge energi og ressourcer på noget, når de originale målsætninger er nået?   

Kanye West har altid haft et meget specifikt mål, længe før han selv udgav plader; nemlig at blive verdens største superstjerne. Et ambitiøst mål, men ikke desto mindre et mål han for enhver pris ville nå. På sin vej til at nå dette mål har han udgivet milepæle, skabt kontroverser, ændret hiphoppen permanent (flere gange) og skubbet grænsen for, hvad der var muligt i genren. Det tog faktisk Kanye omtrent lige så lang tid at blive verdens største superstjerne, som det tog NASA at nå månen. Med My Beautiful Dark Twistet Fantasy nåede West og hans drømme sit klimaks. Nogen er måske uenig i at han er verdens største superstjerne, men jeg synes egentlig at det synes nemmest at argumentere fór.
     Problemet er, at siden han nåede det mål han for ca. et årti siden satte, har drivkraften, gejsten, modet og viljen været radikalt udslukket. Jeg synes – groft sagt – ikke at der har været noget alvorlig interessant at finde i nogle af de projekter han har været involveret i, siden MBDTF, og det kommer altså fra en long time, hardcore Kanye West fan. Han har nået tronen, og nu synes det eneste mål at være at beholde den.  

Med Watch the Throne sagde Kanye og Jay-Z at de sad på hiphop-tronen, og med Cruel Summer vil Kanye – med hjælp fra sine ”undersåtter” - forsvare denne plads imod andre hiphop-”stormagter”, hvor især Rick Ross og hans Maybach Music Group og Lil Wayne og Young Money Cash Money Billionaires anses som konkurrenter. Her er det bare ærgerligt at fjenden ikke angriber med god musik, men med ekstravagant attitude, penge, bling, hoes og biler, og endnu mere ærgerligt er det, at West og Co. svarer igen med musik af samme skuffe.

Suk. Dybt suk.

Resultatet er dybt uvedkommende og ekstrem overfladisk hiphop, der er præget af så meget middelmådig rap og så mange akavede momenter og pinlige øjeblikke, at jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan Cruel Summer nogensinde er endt sådan.
Det virker endda som om, at Kanye bevidst spilder de talenter han har til rådighed. Common får ét vers og Q-Tip er fuldkommen ude af billedet. I stedet får Big Sean og 2 Chainz (der nærmest indiskutabelt er blandt de ringeste aktuelle rappere) lov til at dominere. For 5-6 år siden havde rappere som Big Sean og 2 Chainz aldrig fået lov til at sætte en fod inden for Kanyes studie, i dag er de nærmest ambassadører.

”My crew deeper than Wu-Tang”…. Øh, nej.

I Ice-T’s nye dokumentar From Nothing To Something: The Art of Rap, spørger han Big Daddy Kane hvad forskellen på en rapper og en MC er. BDK svarer: ”Well, a rapper is… well, you know, someone who rhymes. (…) You rhyme “cat” with “hat” and you can be considered a rapper”. Jeg føler, at det er dét stadie vi befinder os på det meste af tiden på Cruel Summer. Indholdsløst, unuanceret klappe-kage rap, som ikke lader til at have nogen ambitioner om at udfordre lytteren overhovedet. Til tider virker det simpelthen som en lodret hån imod deres intelligente lyttere.
Et par stykker formår at imponere til en vis grad, som Jay-Z, Common, Pusha T og Ghostface Killah, men størstedelen er overraskende grelt. Flere af årets værste musik-øjeblikke er at finde på denne plade, som når Big Seans åndsforladte rap møder Kanye Wests uudholdelige ”AAAHN!”-lyde på ”Clique”, eller når den ellers dygtige Marsha Ambrosius synger det grufulde omkvæd på ”The One”, bl.a. med yderst analfabetiske linjer som ”When they askin’ who I’m is”. Og så må vi ikke glemme den helt elendige slutning på ”New God Flow”, hvor Kanye i bedste militær-stil råber ”I don’t know what I’ve been told”, hvor man forventer at en hel hær af G.O.O.D. Music soldater gentager, men han vælger selv at gentage, alene, og hele konceptet falder til jorden med et brag. Og et nummer som ”Cold”, - don’t even get me startet!

Jovist, der er nogle rimelig fede beats her og der, og enkelte vers imponerer da, som skrevet før, men i forhold til, at man førhen har været vandt til at blive imponeret på noget der minder om sekund-basis i Kanye’s selskab, er ”lidt godt her og der” virkelig bare ikke særlig godt.
     David Letterman sagde engang til Bill O’Riley, i et efterhånden legendarisk interview: ”I believe, that you’re too smart to believe what you’re saying”. - På samme måde skulle man tro, at Kanye West er for dygtig til oprigtigt at synes, at det musik han producerer i øjeblikket rent faktisk er godt. Originaliteten, kreativiteten og hans indre legebarn er sunket til havs sammen med resten af det, der gjorde Kanye West til en unik karakter. Lige nu lyder han som alle de andre.

Troo.L.S. rappede på ”Uden om systemet”: ”…nogen gange er det som om, at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil”, og det leder os tilbage til indlæggets overskrift. Jeg tror nemlig ikke at det er ”sundt” for Kanye at have nået sit mål. Det han ”har brug for” er at skubbe målet længere væk eller sætte sig et helt nyt, så han kan genoptage sin rejse. Kommer dette nogensinde til at ske? Man kan kun håbe. Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye Wests solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch The Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem.

Nu endte dette indlæg i højere grad med at være en kommentar til hele situationen end en egentlig anmeldelse. Måske er det fordi, at Kanye West med hastige skridt nærmer sig kategorien af rappere, som jeg normalt ikke plejer at snakke om her på bloggen? Jeg er i hvert fald overordentlig skuffet over Cruel Summer.

I ved jo selvfølgelig godt, at det bare er min mening ikk’? Hvad synes I om det?

2/6
- Jeppe Barslund

onsdag den 12. september 2012

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them



Den svære efterfølger.

Den svære efterfølger har hårde kår. Den har fra starten af odd'sne imod sig - især når forgængeren var en milepæl i hiphop-genren. "Problemet" er, at det er en menneskelig umulighed ikke at have forventninger, forhåbninger og forestillinger om præcis hvordan efterfølgeren kan, bør og helst skal lyde. Hvis efterfølgeren ikke umiddelbart lyder som det man har i tankerne, vil den første reaktion ofte være skuffelse, og skuffelse er en led satan.
     Min første reaktion, da jeg havde hørt Blu & Exiles Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them igennem første gang, var netop skuffelse. Jeg var faktisk skuffet over en del ting. Arrangementerne er langt fra lige så ambitiøse som på Below the Heavens. Produktionerne lyder gennemgående meget ens, hvor BtH bestod af utroligt unikke beats. Skuffet over, at Blu ikke angriber pladen med samme furiøse sult. Ja, kort og godt; skuffet over at GMMFWICSST ikke lyder mere som Below the Heavens.

Men den hurtige dom er overhovedet ikke retfærdig, da den i al for høj grad er malet af denne umiddelbare skuffelse. Hvis man vil se på Give Me My Flowers... med et retfærdigt sæt briller, er man først nødt til at stille sig selv det svære, hypotetiske spørgsmål: "Hvad havde jeg syntes om pladen, hvis Below the Heavens aldrig havde eksisteret?". - For det er i virkeligheden kun i dét lys, at dommen er retfærdig. Man er nødt til at huske sig selv på, at skuffelsen jo var et resultat af, at Below the Heavens til at starte med var målestoksforholdet for "god eller dårlig", og det er jo en komplet vanvittig måleenhed. HipHopDX var f.eks. meget hurtigt ude med deres anmeldelse, og de mente at Blu & Exile burde gå tilbage til deres gamle stil og kvitterede med karakteren 3/5. De gav dog også 2 Chainz 3/5, det sætter vist tingene lidt i perspektiv.

Som lytter (og fan) står man altså over for den svære opgave at ignorere alle de forestillinger man har gjort sig. Simpelthen viske tavlen ren for forhåbninger og kriterier - tabula rasa; først da bør man dykke ned i Give Me My Flowers....


"I wonder, who do you believe in? I know it ain't me."

Hvor Below the Heavens nærmest insisterede på at ville og kunne alt fra battlerap, humor, poesi, introspektiv grublen og filosofiske strejf, føler GMMFWICSST intet behov for absolut at skulle berøre alle emner muligt. Den har på ingen måde travlt, og tuller derfor ufortrødent rundt i sit eget rolige, lo-fi tempo, og det ender faktisk, efter en del gennemlytninger, med at være ganske charmerende.
Blu har stadig meget på hjerte, men får det ud med mindre armbevægelser og albueplads, og Exile har "begrænset" sine udfoldelser til mere jazz'ede, nedbarberede arrangementer, hvor støvede trommer, rustikke basgange, piano-loops, boblende computer-effekter og vintage soul-samples udgør værket. Dette gør, at produktionerne gennemgående lyder rimelig ens (med et par stykker som undtagelse), men også at den røde tråd er klar fra start til slut.  Dertil er Exile's indre legebarn stadig at finde i beat'sne, og det er i særdeleshed de som altid velvalgte og sublimt klippede vokalsamples, der giver produktionerne unik karakter. Måske vigtigst er det fænomenale samspil mellem Exile's beats og Blu's lyrik intakt. Kemien er simpelthen suveræn. Det er ikke "bare" Blu der fortæller en historie over et Exile beat, - det er Blu og Exile der fortæller en historie sammen. Tag f.eks. "O Heaven", hvor Blu rapper en hyldest til himmelen, som til slut viser sig at være en metafor for selve musikkens væsen. Her har Exile samplet Ella Fitzgerald's "How High the Moon" hvor hun synger: "Somewhere there's music, how faint the tune / Somewhere there's heaven, how high the moon". Samplet fortæller med andre ord den samme historie som rappen, bare "gemt" i beatet. Dette nummer er samtidig godt bevis på hvor dygtig en tekstforfatter Blu er. Han starter i sangen med at plukke blade af en blomst i bedste "hun elsker mig, hun elsker mig ikke" -stil. Til sidst rapper han: "Found golden souls of daisies without petals - how special". - Der er ikke nogen blade på margueritten, da det ikke er et spørgsmål om, om "hun" elsker ham eller ej, - det er ham der elsker hende; musikken.

"I'm a poet, helpless romantic /Type to hold hands, make plans and quote stanzas /Just so you can tell me how nice I am!"

Blu har ikke satset synderlig meget på varierede flows på GMMFWICSST. Lidt groft sagt lyder han faktisk gennemgående som om, at han har røget en pind eller to inden han har indspillet sine vers. Det går forholdsvist langsomt, og leveringen er ofte præget af en vis - dog bevidst - "sløvhed". Når han rapper: "Sent through heaven and hell to send dreams of / places once dwelled, but I fell for the green stuff" er det "green stuff" han refererer til næppe penge. Denne tilbagelænede tilgang til sporadisk lommefilosofi passer dog meget godt til Exile's proportionelt tilbagelænede beats.

Enkelte steder skiller numrene sig ud, som den bragende "The Great Escape" (hvor Blu får selskab af flow-stormestrene Homeboy Sandman og ADad), den reggae-gyngende "Berries and Juices" (der sampler Alton Ellis' "It's A Shame"), det komplet geniale instrumentale stykke "Cent From Heaven" (der er bygget op af forskellige soundtrack-bidder fra filmen The Artist) og ikke mindst "A Man", der synes utrolig ambitiøs og voluminøs i forhold til pladens resterende skæringer. Lyrisk set er dette også pladens absolutte klimaks, da Blu blæser lytteren (mig i hvert fald) komplet bagover med sine tanker om religion og tro (Amen) kontra individuel eksistentialisme (A Man). En sikker kandidat til årets stærkeste vers (du kan høre nummeret og læse lyrikken i bunden af denne anmeldelse).

Til gengæld er der også mindre gode numre at finde på GMMFWICSST, hvilket på ingen måde var tilfældet med Below the Heavens, synes jeg. "I Am Jean" er simpelthen for rodet, da Exile vil alt for meget med alt for mange instrumenter, og det ender desværre ikke med at lyde særlig godt. "A Letter", "Mask Your Soul" og "Good Morning Neighbor" er alle både korte og en kende anonyme. - Ikke decideret dårlige, men der er absolut intet progressivt over dem, og det føles mest af alt som om, at pladen sidder fast. Det samme kan siges om "Don't Be Jelly" og "Seasons" (der dog bærer fantastisk lyrik), hvor produktionerne synes uden kant og bid.
I det store hele synes jeg dog ikke, at der er nogen tvivl om, at det gode sejr stort på GMMFWICSST. "Ease Your Mind" er en sand butter-smooth jazz-perle, og "Maybe One Day", "More Out of Life", "O Heaven" og "The Only One" er alle funklende hiphop diamanter. "Money" er en fræk og funky sag med guitar-taps og fløjte-melodier, og så har vi "Growing Pains", som er den knastørre Exile-banger, hvor hans to andre faste samarbejdspartnere Johaz og Fashawn kigger forbi.

All in all....?

Nej, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them er ikke i nærheden af at være lige så helstøbt og gennemarbejdet et album som Below the Heavens, men mindre kan også gøre det. Det hele er lidt mere nedtonet, lidt mindre kompliceret og lidt tørre, men Blu & Exile får det stadig til at lyde usædvanlig lækkert. Der vil naturligvis altid være en lille del af én, der ærgrer sig over, at efterfølgeren ikke er en milepæl på niveau med forgængeren, men Blu & Exile har stadig skabt et utrolig mindeværdigt værk, som nok skal blive en favorit med tiden.

"I love the way you do it, you do it so swell!"

5/6

- Jeppe Barslund

lørdag den 8. september 2012

2 Chainz - Based On A T.R.U. Story


Der er noget jeg må indrømme kære venner. Hånden på hjertet: jeg er officielt imponeret! Simpelthen imponeret. - Imponeret over, at det er lykkes Kanye West at signe en dårligere rapper end Big Sean til sit pladeselskab! Jeg troede sgu ikke det var muligt, men side om side med 2 Chainz fremstår Big Sean jo nærmest som en brillant rapper. Hans indholdsløse, ignorante, overfladiske rap - præget af legendarisk dårlig grammatik - når ubegribelige højder. Sagt på en anden måde: du kan købe Based On A T.R.U. Story for 150 kroner, men du kan også vælge at bruge de samme penge på fem æsker tegnestifter, sprede dem ud over dit stuegulv og gå rundt i dem med bare fødder i 54 minutter. Jeg forestiller mig, at det er nogenlunde samme smertefulde oplevelse. Fordelen ved tegnestifterne er dog, at 2 Chainz uudholdelige karakter ikke ledsager en undervejs. Suk. Lad os se på hans lyriske "formåen", der vist taler sin egen klare sag.

"Known to act a donkey on the camel-toe /
Then take the camel-toe turn in into casserole /
(...) My girl came through an' brought an extra body /
Now that's an afterparty for the afterparty"
- "Yuck!"

"Standin' on them block sellin' hi'nard /
I be goin' dumb, I be goin' retard /
Get no regard for no br'noad /
Pi'nark my car, bitch I'm from collipi'nark"
- "Crack"

"She got a big booty so I call her big booty"
- "Birthday Song"

"I'm so high.... attic /
I'm so high like an... addict"
- "I'm Different" 

"I'm a fucking example of a fucking example /
Hit her from the back, nigga, that's a fucking example"
- "Money Machine"

"Polo on my drawers, Polo on my shirt /
Polo on your bra bitch, that Polo Polo Polo"
- "Wut We Doin?"


Dorothy: "... You did say something, didn't you? Are you doing that on purpose, or can't you make up your mind?"
Scarecrow: "That's the trouble. I can't make up my mind. I haven't got a brain, only straw."
Dorothy: "Well, how can you talk if you haven't got a brain?"
Scarecrow: "I don't know. But some people without brains do an awful lot of talking, don't they?"
Dorothy: "Yes, I guess you're right."

1/6

- Jeppe Barslund