Kanye West udgav i 2008 en lille bog med titlen Thank You And You're Welcome. I denne skriver han:
"Great "Thank You And You're Welcome" moments happen when both parties give and both parties gain"
...og beskriver denne situation som værende "The Ultimate Win/Win".
Med hensyn til LEFTOVERS2011 kan vi, I og jeg, også få en 'thank you and you're welcome' oplevelse. Hvis det er sådan at I, efter at have bestilt, modtaget og gennemlyttet mixtapet, føler for at "hjælpe" mig med at få det ud til så mange mennesker som muligt, så er der et par ting i kan gøre.
Der er naturligvis facebook-opdateringen. Jeg kan se på bloggens status-målinger, at facebook er sindsygt effektiv når det kommer til spredning af nyheder. Så hvis man synes mixtapet er fedt, så del linket til mixtapet på jeres facebook væg og skriv et par ord om det, der vil kunne vække interessen hos jeres hiphop-lyttende venner/veninder.
Og så vil jeg rigtig rigtig gerne høres jeres mening.
Nu har jeg arbejdet på det her i så lang tid, så naturligvis er jeg spændt på at høre hvad I synes om det. Sådan er det vel med alt man har lagt en masse arbejde i. Men det er ikke kun for egen interesses skyld at jeg gerne vil høre jeres mening. Det er et super godt sales-point at have nogle "bruger"-udtalelser stående i kommentar-feltet. Hvis en førstegangs-besøgende finder vej til LEFTOVERS2011 -indlægget og kan læse i kommentar-feltet hvad en masse mennesker synes om skiven, så bliver han også mere nysgerrig og derved mere tilbøjelig til at bestille et eksemplar.
Så altså - hvis I føler for det når I har fået hørt mixtapet igennem, så vil jeg blive helt utroligt glad for, hvis I gad tage jer tid til at gøre nogle af de ting her, og hjælpe med at fortælle folk om projektet. Så kan vi forhåbentlig skabe en vaskeægte "thank you and you're welcome" situation sammen.
Under den Kolde Krig i 1962, i løbet af den 2-ugers periode der kaldes "Cubakrisen", var USA og Sovjetunionen ufatteligt tæt på at udløse en atom-krig, der ville have ændret verdensbilledet for evigt.
Historien kort: Sovjetunionen var i gang med at opsætte langdistancemissiler på Cuba, som var i stand til at ramme hvilken som helst by i USA. USA lavede derfor en skibs-blokade for at forhindre Sovjetiske skibe i at fragte missiler til Cuba. Alt imens USAs skibe lå og blokerede var et kuld Sovjetiske skibe på vej med missiler. Disse skibe var få øjeblikke fra at blive skudt i sænk af USA, hvilket havde udløst krigs-alarmen, men Sovjetunionen kaldte deres skibe tilbage i sidste øjeblik og afværgede derved krisen.
Nu tænker Du sikkert: "Jeg klikkede mig sgu da ikke ind på HipHopAnmeldelser for at få historieundervisning?!". Men grunden til at jeg kort resumerer denne hændelse er, at noget lignende var ved at ske i går! I ved hvordan overdrivelse fremmer forståelsen...
Jeg fik som skrevet i sidste post sendt hele LEFTOVERS2011 pakken ind til produktion onsdag, og det hele var blevet sendt af sted og modtaget hos fabrikanten i Tyskland. Fint. Strålende.
I går sidder jeg så og laver lektier imens jeg lytter til den master-optagelsen af mixtapet der er sendt til produktion. Til min gru erfarer jeg pludselig, at et af numrene er defekt; fyldt med larmende skratten, som naturligvis totalt-ødelægger ikke bare sangen, men hele cd'en. Og det er altså dén cd jeg har sendt til produktion. Shit!! Klokken er 17.23, Steen hos DanCd burde være taget hjem fra kontoret, men jeg ringer alligevel til ham. Han tog heldigvis telefonen. Jeg bad ham om at få fat i fabrikanten omgående og bede dem vente med at gå i gang. Steen ringede til dem. De burde ligeledes være taget hjem, men også de er på overarbejde, tager telefonen og modtager beskeden. Pyha! Jeg brænder en ny master, hører den igennem ikke én men to gange for at være sikker. Cd'en er perfekt. Fredag morgen, i dag, drønede jeg ned til Steen hos DanCd og afleverede den nye master. Vi er back on track.
Lidt á lá Cubakrisen var jeg altså ganske få øjeblikke fra at ende i totalt katastrofe (I ved hvordan overdrivelse fremmer forståelsen). Havde jeg opdaget fejlen en halv time senere ville jeg sidde med 500 defekte eksemplarer af LEFTOVERS2011, og så havde jeg sgu hoppet ud af vinduet. Men så igen, jeg bor i stueetagen, så det ville nok ikke gøre det store....?
Denne forsinkelse betyder dog, at jeg først har cd'erne i hænde nogle dage senere end først estimeret. Lidt ærgerligt, men hellere dét, end at sidde med 500 cd'er, hvor et nummer - et af mine absolutte favoritter på skiven - er groft vansiret.
Leftovers-leftovers:
Som "plaster på såret" får I her fem numre, som ikke kom med på kompilationen.
Det er nemlig sådan, at der i løbet af året er mange hundrede numre, der ender i min iTunes playliste over potentielle Leftovers-tracks. Jeg tror, at mappen har haft mellem 150-200 potentielle numre, som så er endt med de 19 der vil være at finde på det færdige resultat. Udskillelsesprocessen er enorm, og der kan være mange forskellige årsager til, at numrene bliver valgt fra. Det kan være at jeg ikke får lov til at bruge dem. Det kan være at jeg ikke kan komme i kontakt med kunstneren. Det kan være at jeg får lov, men vejer nummeret og finder det for let. Det kan også være at jeg får lov og at nummeret er fantastisk, men at det bare ikke passer ind med de andre numre.Anywho, her er fem efter min mening fede numre, som jeg havde fået lov til at bruge, men alligevel endte med at blive valgt fra.
theBREAX feat. Blame One - Welcome to the Show
Headnodic feat. People Under the Stairs - Surgeon General
I morgen, onsdag, bliver LEFTOVERS2011 sendt til produktion, hvilket vil sige, at den officielt er ude d. 20 marts. Jeg glæder mig! Jeg håber også at I glæder jer! Jeg vil dog allerede nu give Jer muligheden for at forudbestille mixtape-kompilationen, således, at man allerede kan have den i hånden, den dag den "officielt" bliver tilgængelig på bloggen. Udover, at man skal have like'd bloggen på facebook (kan gøres ude til højre), kommer det til at "koste" 1 fast læser(bloggens vel på nuværende tidspunkt officielle valuta) denne gang . Det vil sige, at LEFTOVERS2011, der både er større, bedre og mere ambitiøs end 2010'eren, altså er billigere end forgængeren, endda på trods af, at den også var gratis! Skørt hvis I spørger mig. Så altså:
Skaf 1 fast læser, send en mail til mig med navn og adresse, og så er der et eksemplar af LEFTOVERS2011 på vej lige så snart jeg har modtaget dem.
Nu jeg har Jer, er der et par ting angående LEFTOVERS2011, som jeg gerne lige vil adressere.
Sidste år, da jeg udgav 2010'eren, erfarede jeg, at der var nogen, der - og jeg kan simpelthen ikke rationalisere mig frem til hvorfor - ikke "gad" at "bestille" mixtapet (gratis), men i stedet copy/pastede kunstner + titelnavn til YouTube og hørte numrene dér i stedet.
Meningen med mixtape-serien er at kaste lys over nogle mindre kendte artister, i forhåbning om at eksponere dem til flere lyttere. Kompilationens eksistensgrundlag bunder altså i, at man bestiller et eksemplar, hører skiven igennem en masse gange (rigtig mange gange!), og de nyopdagede kunstnere man synes allerbedst om, checker man efterfølgende op for, ved at købe deres musik.
Jeg kan naturligvis ikke sidde og checke om der er nogen, der bare går ind og downloader en zip-mappe med mp3'erne i, men hvis man vil "ære" (lige lovlig stort ord måske?!) og respektere det arbejde jeg har lagt i det projekt her, og mit formål med overhovedet at gøre det, så køber og støtter man de kunstnere man opdager via mixtapet.
Endvidere håber jeg selvfølgelig, at I vil hjælpe mig med at få mixtapes'ne ud til folk, ved at fortælle alle jeres venner og veninder om projektet, og opfordre dem til at bestille et eksemplar. Det er en ambitiøs mission at eksponere "den gode hiphop" til folket, og jeg kan ikke gøre det uden jeres hjælp.
Og til allersidst.
Prøv lige, bare et kort øjeblik, at tænke på noget, der kan gøre dig super-duper glad. Noget som virkelig kan få et smil af de helt store frem på dine læber. Stop lige med at læs her, brug lige fem sekunder på at tænke over noget, der kan gøre dig virkelig glad.
...
...
...
Okay, har du tænkt over noget? Godt. Nogenlunde SÅ glad bliver jeg også, når jeg får en ny "fast læser" og/eller et nyt "like" på facebook. Ja, jeg er et simpelt menneske, der skal ikke så forfærdeligt meget til. Så igen, fortæl jeres venner/veninder om bloggen og Leftovers-serien, og opfordre dem til at joine festen. The more the merrier.
Men ikke mere snak, se så at få forudbestilt det mixtape! Og så "ses" vi igen d. 20/3 - glæd jer.
2011 var et stort år for den Australske new-comer producer M-Phazes. På trods af, at han entrerede året som værende et ubeskrevet blad, var han en af sidste års helt store go-to producere for mange store navne. Således var han både at finde på udgivelser fra bl.a. Talib Kweli, Pharoahe Monch, Edo G og Brown Bag All Stars.
Nu er det blevet hans egen tur, og med Dj-mixtapet Phazed Out har han remixet og "re-worked" en masse sange fra Coalmine Records kataloget. Nogle af numrene er derfor ikke helt nye.
På pladens åbner får M-Phazes et co-sign fra Dj Premier, der siger: "M-Phazes is definitely one of the new, up-n-comers that's making the hardest, original beats. He got his own lane, and hes definitely comin' with a new style, that I love and appreciate...". - Lad os se lidt på dén udtalelse, for jeg synes ikke det er alt her der passer. Jeg går helt klart med på, at M-Phazes er en af de nye producere man skal holde øje med. Jeg går helt klart også med på, at han producerer yderst hårdtslående beats. Men jeg er ikke med på, at hans beats er originale, eller hans stil ny.
M-Phazes lader til at holde sig til nogle sikre formularer, der bestemt fungerer, men ikke overrasker det mindste. Det er "stort" og tungt, men også meget "typisk" og ensartet. "All Out" og "Underground Railroad" brager ganske fint derudaf, men skal man være helt ærlig, så er bombastiske trommer og stadium rock-guitarer hørt før, og bedre. Til tider savner man også lidt variation i produktionernes opbygning. "What It's All About" med Brown Bag All Stars - der er ved at være et år gammel - fanger umiddelbart ens opmærksomhed med det sprøde guitar-riff og stramme trommer, men intet i produktionen ændres, og efter fire minutter med det samme riff på repeat, er man allerede ved at være en smule træt af det.
Personligt ser jeg intro-beatet på "M-troduction" som pladens absolut bedste. Samspillet mellem keys, electro-bas og pumpende trommer er simpelthen vanvittig effektivt. Desværre er nummeret meget kort, og den altid formidable Emilio Rojas - der burde have fået tre vers at lege med - må se sig tilfreds med otte linjer. Problemet er, at beatet til introen sætter baren højere end nogle af de efterfølgende beats er i stand til at måle sig med, så den fuldt ud euroforiske optur man sidder med fra åbneren, er faktisk kun dalene derfra.
Dermed ikke sagt, at der ikke er guld at finde! - "Midnight Madness" er en mørk og tung skæring, der bærer et fantastisk beat, hvorpå Heltah Skeltah brillerer i stor stil. CL Smooth og Skyzoo slår hovederne sammen på "Perfect Timing", der med sin savtakkede basgang også ligger i den absolut gode ende. Og så er Masta Ace og Bekay simpelthen bare sublime på den herligt old-school lydende "Brooklyn Bridge", der burde kunne tilfredsstille enhver hiphopper.
De resterende numre formår ikke at rigtigt at imponere mig for alvor. Håndværket er som sagt solidt, men lige siden intro-nummeret leak'ede har jeg siddet med en forhåbning om, at M-Phazes ville blæse mig bagover. Det skete ikke rigtig. Derfor, en utrolig gavmild...
Med tre verdensmesterskabs-titler i streg, samt talrige andre priser og mesterskaber, vil jeg mene, at det har sin rigtighed at udpege C2C som værende klodens bedste dj-crew. Bestående af Hocus Pocus' to ledende stjerner, 20Syl og DJ Greem, Frankrigs mest solo-vindende dj, Dj pFeL, samt pladeselskabsejer/vinyl entusiast dj Atom, er det lidt af en kvartet vi har med at gøre. Har man ikke stiftet bekendtskab med gruppen før, er følgende video, hvor man ser deres act i 2005, der sikrede dem verdensmesterskabet, en glimrende introduktion:
Helt i stil med danske Den Sorte Skole, laver C2C musik, skabt ud fra andres, allerede eksisterende musik. De dissekerer altså diverse numre, plukker instrumenter og effekter ud i brudstykker, og sætter dem sammen til deres egne numre. Men i modsætning til Den Sorte Skole, hvor man aldrig er i tvivl om hvad det er de har taget, fra præcis hvilken sang, så lyder C2C's numre som originale skæringer. Dette er både deres force og deres hæmsko. På den ene side er de beats som gruppen kreere ganske sublime, uden at være alt for eksperimenterende og udfordrende, men på den anden side snyder de sig selv for en hulens masse kredit ved at gøre det så "nemt". De instrumentale kompositioner ændrer sig ikke synderligt undervejs, og de fleste skæringer kunne lige så vel have gjort sig som instrumentaler fra en Hocus Pocus plade. Er dette en skidt ting? Bestemt ikke, jeg undrer mig bare over hvorfor de ikke har brugt C2C platformen til udfordre sig selv lidt mere. Jovist, der bliver scratchet til den helt store guldmedalje, men når først beatet har fundet sit rette loop, så bliver det der sangen ud. Tag f.eks. "Someday", der er en vidunderlig skæring - simpelthen mageløst beat - men ud over en masse scratch, så forbliver beatets kerne den samme i sangens fem minutter. Og sådan er det faktisk med samtlige numre. "Down the Road" har den fordel, at man i intro-delen får serveret sangens mange forskellige elementer og brudstykker i en herligt forvirret og fritsvævende form, så hvad der først lyder som en masse musikalske tilfældigheder, bliver med ét samlet sammen til et hårdtslående beat med mundharmonikaer, mudderblues-guitarer og frembrusende synth-strygere. Muligvis EP'ens skarpeste efter min mening.
"F.U.Y.A." derimod snød mig en smule, for da videoen kom ud var jeg vild med nummeret, men uden videoen tabte det hurtigt pusten. Måske det har noget at gøre med, at når det kommer til dj-crews, så ligger en stor del af underholdningsværdien i det visuelle; altså når man kan følge med i, hvornår hvilken dj bruger det ene eller det andet sample. Her er "F.U.Y.A." videoen intet mindre end genial. Jeg synes f.eks. også at Den Sorte Skole er en del federe live end på plade, da man kan følge med i "live-skabelsen" af beat'sne. Uden det visuelle glemmer man hurtigt, at sangene på Down the Road EP'en er skabt som de er, for i modsætning til gruppens konkurrence-numre, så forbliver skæringerne herpå ganske simple i deres udtryk.
Ret skal dog også være ret: håndværket er nogenlunde lige så træfsikkert som man kunne forvente af en Hocus Pocus udgivelse, så som udgangspunkt er der dømt tungt hiphop-swing over hele feltet, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har skam-lyttet flere af EP'ens numre til uigenkendelighed. Det negative jeg har at sige om EP'en bunder vel nok i, at jeg er en smule konfus over produktet i sig selv. C2C har snakket om denne, deres debut, siden de vandt i 2005, så her, syv år efter, tror jeg måske bare at jeg havde forventet noget vildere, skørere og mere dj-excentrisk fra de fire herrer. Men en fed EP, det er det.
