Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer
og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.
Top 10 udenlandsk hiphop
10. Milo - So the Flies Don't Come
Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "
... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør
"Napping Under the Echo Tree".
9. Elements of Music - Sunrain
Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med
Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør
"I Don't Know".
8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth
Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med
Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når
Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der
er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør
"Adoration of the Magi".
7. John Givez - Soul Rebel
Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem
Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør
"2004" og læs anmeldelsen af
Soul Rebel her.
6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$
Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut
B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør
"Hazeus View".
Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album.
Subtrap er en fantastisk historie, både historien
bag og
på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på
SubTrap minder meget om
Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør
"The Bio Student (Chris)".
4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly
Meget kan siges - og
er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende
To Pimp A Butterfly. Ikke siden
My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At
To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør
"These Walls".
3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!
At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde
så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør
"Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen
her.
2. Red Pill - Look What This World Did To Us
Red Pill's
Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "
I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er
Look What This World Did To Us et eminent album. Hør
"Leonard Letdown" og læs anmeldelsen
her.
Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om
Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album
her.
Top 10 dansk hiphop
Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5. I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:
10. Nixen - X
Hånden på hjertet:
X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det
er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.
9. Rapublik1 - Surströmning
Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i
Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom
Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen
her.
8. Abestose - Asbestose
Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse.
7. Kejser A - Færdig
Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund.
6. Fede Poul i centeret
Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne.
5. Esben & Boone - Skoerbug EP
Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en
Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at
less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved
Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen
her.
4. Mund De Carlo - Ordene først
Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en
Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "
... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen
her.
3. Kasper Spez - Logi
Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid.
2. Manus Nigra - Blind vej
Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.
1. Boone & Trepac - De forkerte spor
På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's
De forkerte spor overhaler Manus Nigras
Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt
De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at
De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen
her.
- Hvad venter os i 2016? -
Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg
ved dog, at Benal udgiver
Nu. Jeg
ved, at Aesthetic udgiver
Slumromantiker. Jeg
ved, at Khalazer udgiver
ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt -
rigtig godt.
Tak fordi du læste med
- Jeppe Due Barslund
