Stoupe the Enemy of Mankind - Decalogue

Jeg hverken håber eller tror, at der er et breakup på vej i Jedi Mind Tricks lejren, men faktum er, at 2009 står i soloudgivelsernes tegn. Vinnie Paz udgiver inden længe hans debut plade "The Assassin's Creed", som bliver hans første skridt ind ad mainstream døren, med features fra folk som Freeway, Beanie Sigel, Clipse og Madlib. Første udspil fra pladen er ude, og det er faktisk ufatteligt godt. Det er en følsom Vinnie Paz der rapper over et smukt beat der overraskende nok klæder Paz til perfektion - Lyt HER.
Jus Allah, som tilsyneladende er tilbage inde i JMT-varmen, er igang med hans "The Meanest Man Alive", som ifølge det første leak "Hell Awaits" lyder så tåbeligt åndsvagt som jeg havde troet det ville.
Stoupe derimod, manden i skyggen, hjernen bag det hele, mesterproduceren - han har (ENDELIG!!) udgivet et debutalbum der vil noget!

Fans og tilhængere, mig inklusiv, var ved at blive overordenligt bange for, at Stoupe havde mistet hans gyldne touch, da "History of Violence" udkom, da der kun var en 2-3 gode beats iblandt det håbløse skrammel. Det lille tilbagestående håb bestod i, at de gode beats nok var gemt til solodebuten - dette er heldigvis korrekt langt hen af vejen. Efter albummets lidt haltende start, støder vi ind i den fænomenale Kill Bill-soundtrack inspirerede, Rodger Whittaker lydende "The Truth", med en mere end sulten Supastition, hvis legesyge rapstil retfærdiggører produktionens åbne invitation til flow-gymnastik a lá carte.
Joell "Next-to-blow" Ortiz besmykker den obligatoriske salsa-hiphop skæring "That's Me", der minder om en blanding af "M-Sea-Creasy" (fra Canibus' 'Rip The Jacker') og "Nada Cambia" fra klassikeren 'Visions of Gandhi' - med andre ord: Fandens fantastisk produceret.
De lidt oversete AOTP medlemmer King Magnetic og Reef the Lost Cauze udveksler linjer over et af Stoupes beat-kendetegn, en storladen operakor-med-arrige-strygere produktion, der fungere som en velplaceret knytnæve i lytterens fjæs.
Outerspace har selvfølgelig også været på besøg, og deres bidrag er blandt albummets bedste. Produktionen er i efter min mening en smule atypisk for Stoupe, men ikke desto mindre er "Speakeasy" en allerhelvedes groovy, gak gak og melodisk banger, der på alle måder gør en glad i låget!
Så har vi "Transition of Power", nummeret alle har ventet på! En 'Stoupe vs. M.O.P.'- banger for fuld smadder!
På "Independence Day" synes jeg at kunne fornemme bidder af The Mood's katastrofalt ukendte undergrunds klassiker "Karma" fra '97 albummet 'Doom'. Måske det bare er mig og min ønsketænkning, men i mine ører ligger den et sted i den fjerne baggrund, og det lyder eksorbitant godt!
Og storstilet (og flabet) som Stoupe nu engang er, slutter han af med et pop-nummer, hvor New York'er pop/rock vidunderbarnet Lorrie Doriza hjælper til. Behøver jeg at sige, at han slipper ualmindeligt godt fra det?

Lyrisk set er pladen ligeledes proppet med memorable vers, beretninger og punchlines. Når man tænker på hvor få der egentlig har "fået lov" til at rappe over et Stoupe-beat, uden for JMT og AOTP lejren, må man sige, at det er lidt af en ære at være gæst på dette projekt. Og det skulle jeg lige love for at de forskellige rappere er klar over! Jus Allah the retard, formår utroligt nok at flette et vers sammen på "Evil Deeds" som man kan og gider at lytte til, mere end én gang! Slaine (Special Teamz, La Coka Nostra) åbner hele ballet med en totalt drugged out syret historie på "Allison James", der sætter stemningen ret godt. Supastition er kanon, Ortiz er forbløffende, Cauze er trone-værdig og jokeren Block McCloud er genial, idet han rejser heeelt tilbage til 'The Psycho Social...'-tiden med fucked up underlige tekster om ufoer, korncirkler, uforklarlige konspirationsteorier med meget mere, og han gør det endda med et børnekor på omkvædet, der sidder lige i øjet. Stor stor stil! Og så sørger Lorrie Doriza for et forfriskende afbræk fra rappen med "Find A Way", der imod alle odds fungerer som det perfekte afsluttende nummer.

Man kan måske syntes, at 10 numre er lige i underkanten, men så vælger jeg bare at se 'Decalogue' som en komprimeret skatkiste af undergrunds hiphop perler. Indrømmet, lige akkurat Stoupe kunne snildt have sluppet fra et 20-tracks album, da hans beats nu engang er så djævelsk sprøde. Men less is more folkens, og lysten til mere vægter i sidste ende utrolig højt. Det er muligt at Jus Allah er faldet totalt af hesten og at Vinnie Paz has gone soft, men menneskehedens ærkefjende Stoupe holder ikke bare gløden ved lige, han har antændt et nyt sprudlende bål - og der er med sikkerhed en enkelt rapper eller 50 der får brændt nallerne noget så grusomt derpå. Stor stor sejr for Stoupe.

4.5/6