onsdag den 13. juli 2011

Blu & Exile - Below The Heavens (CLASSIC ALBUM RE:REVIEW)


Tilbage i sensommeren/efteråret 2007, modtag jeg en mail fra en læser af bloggen, hvori jeg blev opfordret til at checke "det her nye album" Below the Heavens ud, som skulle være ret så fedt. Jeg havde ikke synderligt meget tid, så i første omgang blev det ikke til mere end et par smuglyt inde på iTunes music store, som ikke rigtig var nok til at vække min interesse. Men i løbet af de efterfølgende uger var det som om, at titlen Below The Heavens blev ved med at dukke op, og Blu & Exile lod til at være nogen, som der blev snakket meget om. Jeg valgte derfor at købe pladen over iTunes, og der gik ikke lang tid før, at jeg forstod hvad det var, folk snakkede om. Ja, jeg blev faktisk så vild med musikken, at jeg næsten synes det var pinligt, at jeg havde forbi passeret pladen første gang jeg fik den anbefalet. Jeg skyndte mig derfor at skrive en anmeldelse af den, så det så ud som om, at jeg var en af dem, der havde været hurtigt ude og med på beatet. Dette har jeg dog fortrudt noget så gudsjammerligt, - altså at skrive en forhastet anmeldelse af pladen. Below The Heavens er i dag min numero uno favorit hiphop plade, og når jeg i dag tænker på hvor meget der er at sige om pladen, så gør det decideret ondt i mit hiphop hjerte at se, hvor lidt plads den fik dengang. Der er ingen citater eller uddrag fra Blu's mesterlige tekster, ingen konkrete eksemplar på Exile's formidable beats, ja ikke rigtig noget af noget. Det er en af de korteste anmeldelser jeg har skrevet her på bloggen overhovedet. Tro mig, lige siden tirsdag d. 30. oktober 2007, har jeg haft lyst til at skrive en bedre anmeldelse, men jeg har ikke rigtig kunne finde en grund eller undskyldning til at gøre det.

Det kan jeg til gengæld nu.

Below The Heavens
blev i sin tid udgivet i et begrænset oplag, da det var det lille Los Angeles baserede pladeselskab Sound In Color, der stod for udgivelsen. Pladerne blev revet væk, men Sound In Color gik fallit, og inden de nåede at trykke flere plader, havde de drejet nøglen om. Below the Heavens blev erklæret permanent ude af produktion, hvilket mange var ærgerlige over, mig selv inklusiv. - At være ude at stand til at holde ens favorit plade i hånden, fordi den er udgået fra produktion: ikke sjovt.
For nyligt annoncerede undergroundhiphop.com så, at der var blevet givet grønt lys til en genoptrykning på et par tusinde cd'er, og jeg skal satan'ædeme love jer for, at undertegnede var hurtigt ude! Har I set den Lotto-reklame, hvor en pige finder ud af, at hun har vundet, og derfor, i total slowmotion, hopper op i luften, med cornflakes flyvende til alle sider, af bar glæde? Det var præcist hvad der skete, da det gik op for mig, at Below the Heavens var blevet re-released.

Og med gen-udgivelsen af en af nyere tids største, bedste og vigtigste hiphop udgivelser, har jeg endelig en god grund til at gen-anmelde den, og rette op på den fejl jeg begik, da jeg i sin tid sjuskede med anmeldelsen (på trods af at karakteren holdt). Og måden jeg vil rette op på denne bommert på, er ved at skrive en ubehageligt lang anmeldelse! Det vil komme til at tage jer timer at komme igennem. Den bliver så lang, at I slet ikke har lyst til at høre pladen bagefter!
All jokes aside, - det her er min favorit plade, er der er vitterligt så meget at skrive om den, at jeg vil ty til en anmelder-form, som jeg ellers aldrig plejer at anvende; en "track-by-track" anmeldelse, hvor jeg gennemgår hvert eneste nummer, for at være sikker på at få det hele med. Normalt synes jeg dette er en fesen måde at anmelde på - man oplever det også kun sjældent - for der findes ikke mange plader, hvor der faktisk er noget spændende at fortælle om hvert eneste nummer. Men det er i så høj grad tilfældet her, at jeg bare vil kaste mig ud i det. Den bliver nok ikke The Cool -lang eller Oneirology -lang, men den bliver.... lang. Så' det sagt. Let's go.

(Af ukendte årsager har flere af numrene forskellige titler, alt efter om man har cd-udgaven eller iTunes-udgaven. Jeg går efter iTunes udgavens titler)

1. "My World Is..."

Blu & Exile skyder festen i gang, sådan som det forventes: med en sprængfarlig introduktion, hvor man lynhurtigt tilfangetages af Blu's mageløse og sultne flow; hans ubesværede og overvældende tekniske snilde, samt Exile's beat, der både slår hårdt med tunge trommer og en fed basgang, men som også introducerer os for Exile's indre legebarn. Han har samplet The Dell's "Love Is Blue (I Can Sing A Rainbow)", hvor der synges "my world is blue", hvilket jo er helt genialt til Blu, som da også bruger dét brudstykke fortrinligt.

"And they still spell my name fucked up on they flyers /
It's B-L-U and if you see the E drop 'em /
It's like they dropped E from the beats E is droppin' /
Got you peeps eavesdroppin' and the world keeps watching"

Voldsomt stærkt første nummer.

2. "The Narrow Path"

Med det samme bliver der skruet ned for den buldrende energi, der prægede åbningsnummeret. Exile har sammensæt et smooth beat, hvor det er 90'er-inspirerede trommer (som han er vild med, og bruger konstant) og sparsomme keys, der driver værker. Over den rolige produktion glider Blu væk fra det forgående nummers braggadocio-stil, og dykker ned til en mere malende indgangsvinkel. Dét som Blu blandt andet mestrer, er at skrive så flotte tekster, at de snildt kan indtages uden ledsagende musik. Lad mig sige det sådan her; hvis han udgav sine tekster i bogform, så ville jeg ikke tøve et sekund med at investere, for hans poesi og udsøgte sans for ord er en nydelse af de aller største overhovedet. Tag f.eks. følgende uddrag fra første vers:

"The game is just a way to escape /
And our pain is just a way we can relate to folks cryin' /
Findin' ways I can make a difference /
But fuck wishing on a star /
'Cause the percentage of gettin' what you envisioned is small /
And the stars barely shine in the city /
So we're blinded by the man-made bright lights, makin' my eyes shifty /
Feel me out, hear me now cryin' children of the ghetto /
Lettin' go a beautiful sound, it's kinda falsetto /
Hello hell, welcome to LA, where devils that dwell play /
They meddle with metal and lettin' every shell spray /
Until day dawns, I make songs for the long road travelers /
And lost souls after us /
Spittin' lyrics vicious like I'm mad as fuck /
Packin' up my bags, hoppin' back on the narrow path that's planned for us"

Simpelthen blændende. Og så synger han tilmed omkvædet, som han - uden at besidde en synderligt stor vokal - gør yderst godt.

2. "So(ul) Amazin'"

Exile fortsætter den nedtonede stil med et luftigt beat, bestående af en mesterlig trommeprogrammering, der både er langtrukken og nærmest larmende, og så nogle spinkle keys, der flyder rundt imellem trommeslagene som sommerfugle. Blu giver den hele armen med tre vers, hvor de lyriske guldkorn står i kø for at blive fremhævet. Jeg hiver et tilfældigt frem:

"Sacred living, sinning like you can't forgive him /
Suspending time with my time spent rhyming about nonsense,
Like sacing religion /
Drink sippin', letting my mind spin /
Thinkin' 'bout my mom and pops, how they designed this here nigga /
Mix of Al Green an' Pac /
Rock the soul tracks rapping about surviving on the block /
Black top, asphalt talk, walking through the fire like a /
Soul provider, poppa made a dope rhymer"

Pladens potentielt bedste track. Den helt perfekte, tilhørende musikvideo, fungerer fornemt som bro imellem oldschool og newschool hiphoppen, med stemningsfulde billeder fra LA, rap fra gadehjørnet og bare flotte visuals i al almindelighed. Læg mærke til, hvordan kameraet glider imod højre i hvert billede.


4. "Juice n' Dranks"

Her bliver Exile en smule mere kringlet. Skæve indslag af fløjter, gyngende basgange, sporadiske guitarer og computerlyde á lá Space Invaders resulterer i et mysti-fystisk beat, som de fleste andre rappere nok slet ikke ville vide, hvad de skulle stille op med. Men Blu og hans C.R.A.C. Knuckles makker Ta'Raach ved lige præcis hvordan kagen skal skæres, og det her er simpelthen overlegen flow-blær af øverste skuffe. Når det kommer til leg med ord, så er Blu's første vers lige så imponerende som R.A. The Rugged Man's vers på "Chains", - og det skulle gerne sige en del. Et lyrisk højdepunkt som MÅ opleves;

"You left out, now I'm ridin' it right /
An' every rhyme that I write /
Is like you right in the rhyme /
Feelin' my lines like life /
Rising as high as my high without lighting the lies"

5. "In Remembrance"

Som titlen antyder, så bliver der her kigget tilbage i tiden, til dengang Blu ikke var "abused by time", og hvor hurtigt tiden er gået. Her viser Blu sin sublime sans for detalje i lyrikken, dén detaljerigdom, der bjergtager lytteren og henfører én til et stadie, hvor man bare sidder og labber historierne i sig med største velbehag. Exile jonglerer med samplede vokalarrangementer og scratch-brudstykker over et minimalistisk beat, der tjener sit formål til fulde.

"One minute you're a baby /
And the next you're sexin' without protection an' now you're holdin' a baby /
Like, damn I was just in your shoes /
Now you're the pop who's adjusting they shoes /
Teach them to walk straight,
'Cause honestly, they got a long way to go /
And what you tell 'em now is all that they know /
See, I remember when my folks said; "you'll know what I mean when you get older" /
I was only a teen, thinkin' I was grown up, please /
I had so much to see /
Thinking the little that I saw was all the world had to offer me"

En af grundende til, at Blu & Exile er blandt de bedste hiphop-duoer nogensinde - i min bog - er, at det fremgår så tydeligt, at Below the Heavens er en plade, der er skabt i tæt samarbejde. Det er ikke noget med, at Exile har produceret en bunke beats, som Blu så har rappet over. Det hele er udarbejdet uhyre nøje, og alt fra samples til instrumentering er kreeret ud fra et narrativ, som Blu har præsenteret, så alt hænger sammen, og intet er overladt til tilfældighederne. Dette suveræne samarbejde er "In Remembrance" et glimrende testamente til.

6. "Blu Collar Worker"

Efter at have været en tur ned ad memory lane og funderet over fortiden, er det blevet tid til at have det sjovt, og "Blu Collar Worker" er en forrygende skæring, der både bærer et opløftende og lækkert beat, og en halvfrustreret Blu, der rapper om hvor svært det kan være at date piger, når man er en hårdtarbejdende undergrundsrapper, der også har et 9-to-5 ved siden af. Det er ovenud underholdende, og Blu's joviale præsentation af disse frustrationer er det rene guld:

"See I'm underground so now I gotta find cheese /
Just to take her out to dinner, just to eat and get a kiss upon the cheek /
And for me it's even harder, 'cause I ain't got a car to pick 'em up in /
So chicks already think they put enough in /
Plus I'm kinda cute so it's hard for them to trust him /
Asking what I'm doing every night /
Like I be screwing every night /
The truth is I'm bruising every mic that I come across /
And every now and then - drop a hundred off /
Just so you can fucking floss, but that's not enough for you /
So I take another loss, wondering why I fucked with you"
En af pladens absolut bedste skæringer.


7. "Dancin' In The Rain"

"Dancing In The Rain" ligner faktisk "Blu Collar Worker" en smule i temaet, for igen handler det om at balancere sit arbejde, sin passion for musik og sin date på samme tid, og hvor svært det kan være. Fortælleformen er dog noget anderledes, da Blu her er ude i en mere lineær fortælling. Jeg må igen fremhæve Blu's uovertrufne evne til at fortælle en historie, læs bare sangens afsluttende linjer:

"Got a phone and called my partner Jack and asked him: /
"Remind me why I'm rappin'?" /
And right before he answered I remembered my passion in the past /
When I was scribblin' in my tablet /
To box out my mom and dad's scrappin' /
To help me when my grandmother passed /
Plus the many times I was homeless /
And the times where I was broke /
And this music made a way when I was hopeless /
He told me to remember the rain, it'll diminish the pain /
And he told me not to ask him again, 'cause I know"

Produktionen her er drevet af et fuldstændig labert bluesguitar riff, tilført nogle slæbende trommer, der nærmest er indbegrebet af lyden af at slentre igennem den silende regn. Et regulært mesterværk, og muligvis pladens bedste cut.

8. "First Things First"

Tilbage til piger og dating. - Her funderer Blu over hvordan man bedst kommer i kontakt med det modsatte køn og fører en samtale, noget han må konkludere ikke er helt nemt. Igen er humoren i højsædet, som når han rapper: "you probalby seen me sharing drinks with my dj / so frontin' like I got chips is out the question / And actin' like my Benz is in the shop is outdated". Og senere i det efterfølgende vers lider han endnu et tab:

"I wanna get buzzed, get drunk and get crunk /
Get a chick to kick it with when I'm feelin' fucked up /
But women be mentioning ya whips and your chains /
So I flip it like slaves come with whips and chains, we gotta liberate /
But before I could mention my name /
They be talkin' to the nigga with the key to the range"

Exile tyer igen til det minimale, med sørgmodige guitarstrenge som primus motor og et soul'et omkvæd. Et ydetst solidt track.

9. "Greater Love"

Fra dating, tøser og sjov til ægte kærlighed. Blu kan både slå sig løs i byen og more sig på bedste, uforpligtende vis, men han kender tydeligvis også til følelsen af ægte kærlighed. "Love is by far the most dangerous subject to touch yet / You be actin' like it's lust - yeah right / Would lust have you up at 5 writing a text? Trying to get a thought up off of your chest?". - Således beskriver Blu kærligheden væsen, som noget farligt og noget der er svært at forstå, men også som den smukkeste ting i verden. Han strøer tankevækkende tanker omkring sig, og kommer på samme sang ind omkring kærlighed til kærester, medmennesker, hans liv og hiphop.
Exile's produktioner er intet mindre end fabelagtig herpå, på den skævest tænkelig måde. Exile har mange kendetegn og varemærker, og en af dem er hans måde at skære hans vokalsamples i stykker på. De fleste ville beskrive det som værende komplet ulogisk - hvilket det så sandelig også er, men Exile formår at give det hele mening. På "Greater Love" har han blandt andet samplet Smokey Robinson & The Miracle's temasang fra "Love Story", hvor Claudette langtrukkent og sælsomt synger "There is no greater love". - Dette specifikke stykke har Exile så taget og klippet og skåret i, på en rablende vanvittig måde. Jeg har siddet i tyve minutter og forsøgt at formulere en sætning, der beskriver hvordan det lyder, men det er jeg simpelthen ude af stand til - det skal høres. "Greater Love" alene er god grund til at elske Exile for hans totalt unikke producer stil.

10. "Good Life"

Vokalsamplet, som her synger "Show me the good life", tilhører Roberta Flack, og stammer fra hendes sang "I Wanted It Too". Hvad der er bemærkelsesværdigt her er, at det samplede stykke kun optræder én enkelt gang på originalsangen, i ca. 1½ sekund. Det er da hvad man kan kalde et godt fund af Exile, og jeg elsker, at han kan høre en så på mange måder uanseelig lille bid af en sang, og så gøre det til grundsøjlen i en helt ny produktion. En umådeligt flot produktion that is. Exile er simpelthen en tryllekunstner, for det her, det er ren magi.
Den lyriske del af "Good Life" er ligeledes magi. De tekster som Blu og gæsterapper Aloe Blacc disker op med her, er noget nært så godt, som rap kan blive. Den slags lyrik, der i sidste ende sikrer en MC en plads blandt alle tiders vigtigste. De rapper om, hvad der for dem er "good life" kontra hvad der i vores dage anses som værende "good life". Ikke overraskende er de enige om, at kærlighed i dens mange former er "good life", og ikke materielle goder, som mange forbinder med succes og glæder. Som Blu rapper: "Fuck jewels, I think my soul glows bright enough / And fuck whips, I learn more when I ride the bus / And fuck gold, it's bad enough that we fight for bucks / And fuck hoes, 'cause in the end I need a wife to love".
Det lyriske højdepunkt er dog første vers - ja, hele første vers - hvor Blu rapper om at blive far, hvilket han ikke er. Men bare hans forestilling om at blive det, er bedre beskrevet og mere rammende end rap fra MC'er, der faktisk har børn. Igen har vi at gøre med lyrik, der kan nydes i oplæsningsform, så i får hele første vers:

"I got a call from my girl last week /
She tellin' me about that time of the month and how it may not come /
Dropped the phone right before she said I might have a son /
And I started asking God how come /
I got dreams I ain't reached yet, ends that ain't meet yet /
When it comes to being a man, shit I'm barely getting my feet wet /
Trying to hit reset, knee deep in debt /
Trying ti figure out how to feed a mouth that ain't got teeth yet /
How the hell am I gonna show a child how to be a man /
When I'm 22 without a clue on how to take a stand /
Against this system when it's just us, wanna show 'em justice /
But last year I was just in cuffs /
What the fuck am I supposed to do when he's telling me "dad I need some food"? /
I'm looking down at my stomach and mine is rumbling too /
What can I tell him when he's 22 /
And asking me what the fuck I was thinking when mommy's tummy grew? /
Was I scared, was I getting prepared? /
Or did I even think of leaving her without a father's care? /
Should I tell him that it's hell here and life ain't fair? /
Or should I try to make a change when he's pulling on my leg /
And he keeps on telling me to (show me the good life)"

Det er et vers som dette, der gør, at Blu en dag vil blive husket som en af de vigtigste rappere i hiphoppens historie. "Good Life" er endnu et godt bud på pladens stærkeste nummer.

11. "Simply Amazing"

"Good Life" slutter med en lille outro, hvor Blu står i båsen og skal til at indspille et vers, og bliver tilsyneladende en smule irriteret på Exile over et-eller-andet, og siger derfor følgende: "for the record, I don't like Exile. I like his beats. His beats like me but he doesn't like me, so, that's out relationship". Som modsvar til dette, starter "Simply Amazing" med, at Exile scratcher *to all you talkin' all that bullshit*, dedikeret til Blu. Dette viser igen deres kemi, og hvordan Exile's beats groft sagt snakker deres egen sag.
Igen har Exile totalt-smadret et sample, - denne gang har han både lånt strygere og vokal fra Dells' "Always Together", og sample-klipningen er simpelthen genial, på den uoverskueligt rodede måde. Beatet ruller heftigt derudaf, og Blu tager battle-MC kasketten på, og flower ustyrligt igennem tre vers, der i bund og grund handler om, at han er den bedste (hvilket holder) og at alle andre falske MC'er bør gå ind til siden. Et forholdsvist simpelt nummer, men det passer perfekt på dette tidspunkt på pladen, for de to foregående numre var ganske dybe, og de efterfølgende to er vitterligt også nogle tunge sager. Man kan altså sige, at "Simply Amazing" fungerer som et lille puste rum. Det er dog stadig et brillant nummer, og antallet af knivskarpe punchlines er mange, som når Blu rapper: "I got my mojo mastered / The game's full of homo's backwards, mo' ho's than rappers". Sprødt track.

12. "Cold Hearted"

"Cold Hearted" er hands down nok det rap-nummer jeg har hørt, der bedst ære p'et i 'rap'. Det her er ren poesi. Både i form, struktur, fortællestil, levering og udvikling i historie. Alt er så fandens knivskarpt på dette nummer, at det er til at få tårer i øjnene af, hvilket det ikke skulle undre mig, om jeg har fået en gang eller to. Læg mærke til, at Blu ikke en eneste gang rimer på linjernes sidste ord. Måbende flot skrevet.
Exile sampler her Detroit Emerald's "I'll Never Sail The Sea Again" (som jeg igennem Exile's sampling er kommet til at holde virkelig meget af), og denne gang har han ladet kniv og saks ligge, og lader originalsangen danne fundament for en soul'et og utrolig smuk produktionen, der med en vidunderligt syngende Miguel Jontel i slutdelen, er et sandt unikum. Vel nok pladens bedste nummer. I får hele teksten serveret nedenfor, for det er på alle måder as good as it gets.


"Check it out
I was cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
'Cause fun days don't last, the last nigga to laugh /
So rap fell on my tongue, numb feelings remain /
And pain comes and it goes /
But my wounds shows the room where my pops beat my moms /
Mom's screamin' for help, myself hot as a sun /
Cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
That I got from my pops top drawer /
When he left my momma twice in a week /
My momma lifeless and weak, spendin' her nights in the sheets /
With seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Got heat from the newborn scorn brother /
Blu black hearted and young /
Rap fell of his tongue /
Numb feelings remain /
The pain comes and it goes /
But my wounds show the tomb that now shelters my boy /
My boy needed my help, myself not in the game /
The game heartless and young /
Dumb niggas with guns, 'cause fun days don't last /
The last nigga that blast got shots all in his back /
Wrath fell on his soul, but in my soul he remains /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the moon shining off of his blood /
His blood ran through his moms /
His moms ran outside /
Five niggas with guns /
Seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Pulled the heat and he was through /
Threw dirt on his casket, his mom wore a mask and /
Still couldn't hide tears, years pass her son /
Numb feelings remain /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the groom that still married my mom /
My mom still had a son /
Dumb kid with a gun, that I got from my pops /
Top drawer when he left /
My momma fightin' for years /
My momma fightin' her tears /
Now she gotta explain the game of he life to her son /
But the sun still shines /
Nine children and a newborn scorn brother too /
Blu, life isn't young /
Dumb kid with a tongue, that I got from hip hop /
But she left me for you, so imma give her to you /
Cold hearted and young"

Hold da op. Bare det at skrive hele teksten ned - nej hvor er det godt det her. Milepæl. Og tør jeg skrive det; muligvis mit favorit hip hop nummer af alle.

13. "The World Is (Below The Heavens)"

Der ligger naturligvis et respektfuldt nik i NaS' retning i titlen til dette nummer, hvor Blu reflekterer over livet og døden, himlen og helvede, og alt der imellem. Dette lyder en smule klichépræget, men atter engang sætter Blu så udsøgte ord på sine tanker, at jeg næsten hellere vil dele hans tanker om dette emne, end danne mine egne! Overdrivelse fremmer selvfølgelig forståelsen, men jeg ser det virkelig som en gave, at kunne skrive tekster om noget så personligt som dette, og stadig få andre til at nikke genkendende til det, og dele en undren til de spørgsmål, der bliver stillet undervejs. Ligesom ovenstående nummer kunne hele "The World Is (Below The Heavens)" snildt citeres i fuld længde, men lad mig i stedet fremhæve to højdepunkter fra andet vers. Han lægger ud med linjerne:

"Somebody once told me that I'm already in hell /
Freedom's a state of mind /
And just the heart of me's in hell /
I free my slave mind so a part of me's in hell /
And when it's hard to breathe, a part of me inhales /
So pardon me, you gotta try hard to be yourself /
'Cause you can't get to heaven being anybody else /
And I was raised by a reverend yet the lessons didn't help /
I had to get 'em for myself /
I was told hell is hot, but had to feel it for myself"

Længere nede i verset, der absolut er blandt pladens flotteste, fortsætter han:

"I got a question: /
If a man can make his own heaven /
Can he make his path to get to it to? /
I only spit through a truth /
And I spit it for the listener, so I'm spittin' to you /
You say it's hell, I say it's bullshit we gettin' through /
Just think about it: Every man has his own heaven /
But shit, you gotta go through hell to be a man first /
And understand first /
Hell is what you choose to call the present /
That's why you're going through it /
I just choose to call it stressing /
To tell you fools the truth, I don't feel that's why I'm destined /
So you can call it hell, but bro' /
I just say I'm below the heavens"

Flottere kan det vel nærmest ikke skrives?
Exile har kreeret et af pladens ypperste beats til dette nummer. Det passer meget godt til sangens tema, for beatet kan kun beskrives som værende "episk", og selv dét synes som en underdrivelse. Et ufatteligt tæt trommeloop, storladne, samplede (og tilklippede) blæsere, og adskillige kor, resulterer i en mastodont af en produktion. Uden tvivl en af pladens allerbedste skæringer. Afslutningsvis falder The Koochie Monstas (som jeg egentlig ikke rigtig ved hvem er?) ind med deres aldeles opløftende korsang og håndklap. Uvirkeligt fedt nummer.

14. "You Are Now Chilling In The Clouds (With The Koochie Monstas)"

The Koochie Monstas' korsang og klap, som lukkede forrige nummer, glider ind i dette alt for lækre numre, der på mange måder minder om en over-lykkelig, livsbekræftende omgang gospel glæde. Nummeret er et såkaldt "shout-out" nummer, så udover Blu, der i respekt råber et par navne op, er nummeret instrumentalt, og beatet og det fantastisk flotte vokalarrangement kunne for min skyld være 5-6 timer lang, det lyder formidabelt. Igen-igen-igen må man tage hatten af for Exile.

15. "I Am..."

Pladens afsluttende nummer "I Am..." er en klassiker i sig selv, en ren genistreg. Efter et helt album, der er fyldt til renden med forskellige følelser, indtryk, sjov og ballade, snak om kærlighed, livets store spørgsmål, at få børn, at score piger, at være den bedste rapper, og meget meget mere, så kan det være svært at finde det rette nummer at lukke sit album med, men jeg synes at Blu & Exile har truffet det helt rigtige valg i "I Am...". Her kommer Blu både ind på hans barndom, hans skoletid, hans start som MC, hans inspirationskilder, og så får han opremset en masse små facts om sig selv; højde, vægt, antal søskende og meget mere, og det lykkedes ham at gøre det på en top-underholdende måde. Det er faktisk lige før at nummeret kan kategoriseres som "humor". Exile har samplet karakteren Grover fra Sesame Street, der med en Louis Armstrong dyb stemme crooner "I Am Bluuuuueeeee" på en hamrende akavet måde, der ender med at være hysterisk morsom, og Blu bruger samplet som del af sin tekst, hvilket resulterer i nogle fantastiske passager. F.eks. når han rapper:

"An arrogant fuck that never shared with his lunch /
But brave enough to sock anyone you'd dare me to punch /
Now I'm (Bluuueeeeeee) /
From all the bruises I got /
'Cause most times I lost fights to the fools that I socked /
And most dudes that i clocked, ended up working for lawfirms /
And bitches I jocked, kept teasing me till' my balls turned
(Bluuueeeeeee)"

Simpelthen hylende morsomt. Derudover er der presset bittesmå "skits" ind imellem hvert vers i stedet for omkvæd, og disse er ligeledes hamrende morsomme. Jeg har bogstavelig talt grinet højlydt over dem flere gange. Dem kan man ikke rigtig forklare her, de skal bare høres. Mit favorit er andet skit, hvor Blu står på gadehjørnet og spiller mad niggarish med sit Karl smart hood-talk, og i virkeligheden er den mest fake gangsta overhovedet. Gyldent.
Exile's beat på "I Am..." er eminent. En af de fedeste basgange jeg mindes at have hørt på et hiphopbeat, samt et fremragende klaverloop. En af pladens potentielle storfavoritter.

Konklusion og sidste ord

Som I sikkert har bidt mærke i undervejs, så er der rigtig mange "potentielt bedste numre" på Below The Heavens, og det er simpelthen fordi, at de alle er så uforskammet fabelagtige, at hvert nummer faktisk kunne være "det bedste". Jeg håber, at jeg igennem de mange citatuddrag har fået overbevist jer om, at Blu er en af de absolut vigtigste MC'er idag, hvis ikke dén vigtigste. Og ligeledes, at Exile er en af de dygtigste producere på årtusinde-hiphopscenen. For mig er der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om: når det kommer til gennemgående kvalitet, kohæsion, mesterlige beats og tekster, udførelse, kemi, energi, flow, stof til eftertanke, fokus, og antal gange man bliver oprigtigt imponeret eller følelsesmæssigt ramt, så er der ingen plader, der kan måle sig med Below The Heavens.

Det føles godt nok godt, endelig at få det hele ud. Pyha.

6/6

- Jeppe Barslund

tirsdag den 12. juli 2011

Random Axe - s.t.


"Yo, you can't mess with the bomb shit /
Me, Guilty and Black is agressive content /
No love-letter rhymes and raps about chicks /
Just a whole lotta druggin' and thuggin' - that's it! /
You can call me one dimensional /
But ain't too much talkin' when the slug get into you"

Således introducere Sean Price sig selv og projektet Random Axe på "Random Call", og således må dagsordenen siges at være sat!

Random Axe er en hiphop trio bestående af Sean Price; en af de hårdeste New York rappere til dato, samt den hædrede Detroit-rapper Guilty Simpson og den forholdsvist nye producer/rapper Black Milk. Disse herrer har et par ting til fældes, blandt andet en forkærlighed for hårdtslående, rå hiphop, og at alle deres forrige udgivelser var ganske slatne. Black Milk's Album of the Year fra sidste år var virkelig langt fra album of the year, Guilty Simpson's O.J. Simpson, som han lavede med Madlib, var decideret ringe, og Sean Price's Kimbo Price mixtape fra 2009 var også en kedelig omgang. Men nu er de samlet under fælles fane, og resultatet er en sprudlende hiphop plade, hvor der bliver slået tænder ud med hårdkogt punchline rap over knytnæve-tunge beats, der samlet set er den bedste kollektion fra Black Milk hidtil.

Jeg synes faktisk vi skal snakke ligt om produktionerne først, for Black Milk har som sagt flækket nogle beats sammen herpå, som virkelig vil frem i verden. Det vi har med at gøre her, er intet mindre end et studie i trommeprogrammeringer. Det forholder sig ofte således når talen falder på hiphop, men hos Random Axe er det om noget trommerne, der driver værket. Det er faktisk lidt sjovt, for ved første øjekast, så synes beat'sne utroligt voluminøse og "store" i udtrykket, men sandheden er, at Black Milk kun har taget få virkemidler i brug. Han formår at få sygeligt meget lyd af ganske få instrumenter. Trommerne er overvejende organiske, hvilket sikkert er et resultat af, at han har spillet meget med liveband på det seneste, og sammen med et sparsomt arsenal af elektroniske elementer - enkelte steder krydret med samples - kreerer han et enkelt, men uhyre effektivt og umådeligt banging fundament for de to rappere, der tydeligvis hygger sig med de saftige produktioner.

De kedelige momenter er virkelig i fåtal, og med en 15-numres plade på 40 minutter, er rutsjebaneturen nok hurtigt overstået, men det er fedt hele vejen igennem.
"Random Call" blæser pladen i gang med et opløftende beat, hvor et velsamplet vokalstykke synger duet med et herligt piano-loop, over en trommeprogrammering, hvor der virkelig bliver banket igennem. Dernæst følger "Black Ops", der er en af undertegnedes absolutte favoritter, grundet det nedbarberede mellemgulvs-tampende beat. Af andre favoritter bør "Understand This" bestemt nævnes, hvis beat faktisk ikke består af andet end trommerne, og så en lille mudret computereffekt, der rumsterer i baggrunden. "Jahphy Joe" MÅ også nævnes, med sit 36 Chambers -lydende trommeloop, en velklingende Melanie Rutherford på omkvædet og en umanerlig sulten Danny Brown på gæstelisten.
Listen af herligheder er lang, og jeg kunne snildt fremhæve gode ting ved de fleste numre, men det bliver både repeterende og svært at skrive noget nyt om de forskellige trommer. Det er nok noget, der bare bør opleves first hand.

Hvad angår Sean Price og Guilty Simpson, så er Random Axe ligeledes en storslået fornøjelse. Som Sean Price siger på "Random Call" - jævnfør citatet fra starten af anmeldelsen - så er de to MC'er ikke kommet for at opfinde den dybe tallerken, - de er her for at have det sjovt, og sjovt bliver det. De er begge veteraner, og deres flow og levering alene er en sand nydelse, men når det hele krydres med agressiv, in-your-face, fråde-om-munden rap, hvor skydevåben, street mentality, weed og fald-på-halen humor er i højsædet, så er det nu engang svært ikke at holde af. Som når Sean Price rapper "I shank ya / sharpened toothbrush in the gut of a wanksta", eller når Guilty rapper "I'm blowing smoke signals at an indian broad / I told her I'm unemployed, please give me a job". - Det er dumt, men på en afvæbnende og yderst underholdende måde. På "The Karate Kid", Sean P's solobidrag, går der lidt mere storytelling i den, men egentlig kun for at forklare, hvorfor alt det andet handler om druggin' an' thuggin'. Som han rapper:

"Cowards begin rap with the wackest lines /
Smack powerfull impact when I black that eye /
Rap agressor, the God spit agressive content /
Due to my jail time and crack sold on the park bench"

Guilty har også et par solobidrag i "Never Back Down" og "4 In The Box", men han formår ikke at stå lige så standhaftigt frem som Sean P. I mine øjne er det New York'eren der tager flest kegler, men når det kommer til stykket, så bliver de fleste rappere en halv meter kortere når Sean P står ved siden af dem. Heldigvis komplimenterer de to hinanden fortrinligt, og der dyrkes meget mere tag-teaming end egentlig konkurrence, så når alt kommer til alt, så er alle vindere i Random Axe. Dette opleves især på det konceptuelle nummer "Everybody Nobody Somebody", hvor Black Milk joiner de to andre i en storm af forrygende rap.

Meget mere er der vel ikke at sige. Black Milk, Guilty Simpson og Sean Price har skabt et monster af en plade med Random Axe, som på trods af ikke at synes synderligt ambitiøs, ganske simpelt er en møgfed skive. Jeg var ikke helt overbevist i starten, men selv de numre, der til at begynde med kun fik 3 og 4 stjerner i iTunes biblioteket, har sneget sig op på den femte, og med mere end to dusin gennemlytninger og en stadigt stigende glæde ved pladen, så vil jeg bestemt mene, at en fem'er er på sin plads

5/6



- Jeppe Barslund

fredag den 8. juli 2011

Scribes - What Was Lost


Kære venner, jeg håber i slap igennem lørdagens intense nedbør uden alt for omfattende skader. Selv slap jeg ganske billigt, hvis vi lige ser bort fra en arbejdsplads, hvis kælderetage blev oversvømmet med kloakvand - dén uddyber vi ikke yderligere!
Her en lille uge efter er jeg dog oversvømmet med noget helt andet: plader, der venter på at blive anmeldt. Bunken har vokset sig seriøst stor, og det er lige før, at den kigger ned på mig. Og hvor er der dog meget guf at tage fat i; Random Axe, Mr. J. Medeiros, DJ JS-1, JustMe, Tone Spliff og meget, meget mere. Men selvom nogle plader "burde" prioriteres højere end andre, så er der altså lige ham har, som overhaler alle de andre. Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det her med jer.

Henry Kleaveland er navnet på den 22-årige knægt fra Seattle, der går under MC navnet Scribes. Han debuterede i 2007 med Sleepwalk, som jeg anmeldte og gav 5/6. - En forrygende debut, der i sin golden era -æstetik stadig kun er overgået af Celph Titled & Buckwilds Nineteen Ninety Now fra sidste år. Jeg håber naturligvis at det forholder sig helt omvendt, men jeg gætter på, at der rundt regnet ikke er nogen af jer der har hørt Sleepwalk. En skam. Flere af skæringerne på pladen spilles stadigt hyppigt herhjemme hos undertegnede, og flere af disse numre - som "Catch A Drift", "Sweetheart" og vigtigst "Soully" - har for længst rundet de 200 iTunes plays, and still counting. Måske det kunne vække jeres interesse yderligere hvis jeg lige nævnte, at det er Macklemore, der igangsatte Sleepwalk -projektet, og han er selv at finde på pladens afsluttende nummer.

Gør for hulen da lige jer selv den tjeneste at checke albummet ud. I vil ikke fortryde det, jeg sværger (læs min anmeldelse af pladen her).



I 2009 udgav Scribes EP'en Summertime Sampler 2009, og nu har han så udgivet sit andet fuldlængdes album, What Was Lost, hvorpå to af numrene også var at finde på Ep'en.
En del er sket siden debuten i 2007. Scribes' tre kammerater D Mello, Sound Dialect og Nick Rapp, som leverede de støvbelagte boom-bap beats til debuten, har ikke haft noget med What Was Lost at gøre, der er præget af en noget mere mainstream'et lyd. Dette må dog ikke forstås som en skidt ting, for Scribes er virkelig en gudsbenådet kunstner, der har så rigeligt at byde på hvad angår historier, imponerende flows og ikke mindst super sprød, soul'et crooner-sang, at det ikke gør den store forskel om produktionerne er inspirerede af 90'erne, årtusinde-hiphop eller radio-rap, for Scribes har så meget karisma og personlighed, at han med et enkelt vink med sin rap eller vokal gør musikken til hans helt egen.
For lige at få fact'sne på det rene, så er det Bean One fra Seattle hiphop-trioen Dyme Def, der har stået for produktionerne. Umådelig solidt håndværk. Skal man sammenligne vil jeg sige, at lyden læner sig op ad f.eks. Novel's Future Black President EP. Lyttevenlige hiphop-beats for store og små, der er ikke til for at få lytteren til at falde ned af stolen i ekstase - selvom dette dog sker et par gange undervejs, - de fungerer nærmest hele vejen igennem som tilbageholden, komplimenterende backup til Scribes' udfoldelser, der til gengæld får én til at falde ned af stolen talrige gange.

At Scribes kører sit helt eget show er ganske vist. Han gør lige hvad der passer ham. På "Pass Me By", "The Boogie" og "Monster", der er gæstet af Greyskull's JFK, bliver det meget hiphop'et, med flow og levering i fokus over gyngende beats. Ja okay, hiphop er det jo hele vejen igennem, men Scribes er god til at skelne imellem de forskellige afgrene af rap. Førnævnte numre passer i kassen med mere teknisk, råt rap. På "Movin' On" og "I'll Be Gone (Only For the Lonesome)" er det arbejdet meget med Scribes' vokal, og de ufatteligt velklingende R&B hooks fungerer fortræffeligt. Det fede er, at selvom Scribes besidder en suveræn sangvokal, så bliver det aldrig pop'et eller overgjort. Tag et nummer som "Roll My Way", hvor han synger en helt vidunderlig bridge, som dog først gør sin entré efter 3½ minut. Jeg tager det lidt som en fuck-finger til de traditionelle sangopbygninger. Havde Scribes været en sell-out artist havde han skubbet sang-delen ind 3-4 gange i løbet af sangen som omkvæd, men vælger at gemme det, til det sidste. Jeg elsker det! Og han gør det igen på "Heat Wave". Her rapper han ikke engang, - han snakker i to minutter om hvor mange ulemper der er ved at skrive tekster om piger, eftersom han tilsyneladende har haft en del womens rights foreninger på nakken. Det er første efter de to minutter han bryder ud i en skønsang, man snildt kunne have haft i ørerne i timevis i træk.

"While they down this dedication, as I write through tears /
For all the peers who've been by me through the last few years /
I traded life for the wax, under one bright flame /
In exchange I recieved the gift to write real pain"

Da Scribes debuterede med Sleepwalk - som 17-årig - havde han vanvittigt mange historier og beretninger at dele ud af, meget uvant en 17-årig. Nu er han 21, og er stadig langt mere klog på livet i forhold til mange af sine jævnaldrende rap-kollegaer. Der bliver både rappet lidt om samfunde og politik, lidt om weed og piger, meget om hvordan hans verden og menneskerne i den har ændrer sig sideløbende med hans stigende succes, og så de obligatoriske syn på hiphoppen og kulturen.
Jeg vil dog også sige, at de mange sungne omkvæd og den generelt set mere letfordøjelige lyd i produktionerne, har krævet et offer i den fænomenale levering, der prydede Sleepwalk. Scribes flyder fortrinligt igennem hele What Was Lost, men han kan ganske simpelt ikke måle sig med den nerve og intensitet han besad i så høj grad på debuten. Om man kan leve med dette og så nyde hans sprøde vokal i stedet, eller om man hellere havde set ham angribe musikken med den samme sultne aggressivitet som "gamle" Scribes er op til den enkelte lytter. Personligt ville jeg ønske, at der fandtes en gylden midtervej. Flow, indlevelse og beats som Sleepwalk, og sang samt den der umiddelbare lethed i produktionerne på What Was Lost.

Men ikke så meget brok nu! What Was Lost ligger pt. til gratis download på Scribes' egen hjemmeside, og det ville være en lodret dumhed ikke at hente skidtet, for selvom der er et par lidt ligegyldige numre på, og enkelte ting her og der bestemt kunne have været bedre, så er der altså også pure guld at finde derpå. Som f.eks.:



et sted imellem 4 og 4.5 ud af 6 (!)
Hent What Was Lost gratis her

- Jeppe Barslund

tirsdag den 5. juli 2011

Big Sean - Finally Famous


Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er sygeligt stor Kanye West fan, så hvis han er krediteret som eksekutiv producer på en plade, der udgives via hans selskab, så er jeg per princep solgt, og så er det komplet ligegyldigt hvilket forhold jeg har til den udgivende kunstner.
Mit forhold og kendskab til Big Sean er mildest talt begrænset. Jeg er ikke rigtig til mixtapes, så det eneste jeg har hørt med ham er hans bidrag til Kanye's 'G.O.O.D. Fridays' serie, der kørte sidste år op til udgivelsen af MBDTF. Der havde Big Sean et rimelig ligegyldigt vers på "Good Friday" og et nogenlunde okay vers på "Don't Look Down".
Da jeg hørte Finally Famous igennem første gang var jeg altså langt fra imponeret over Big Sean, men i og med, at Kanye er eksekutiv producer og pladen udgives via G.O.O.D. Music, ja så skulle den per princip bare checkes.

Et princip, hvis eksistens ophørte i det sekund Big Sean's debutplade var spillet færdig. Ja, tillad mig at tale lige ud af posen; Finally Famous er en vederstyggeligt elendig plade. Intet mindre.

Jeg burde egentlig have set det komme. Alene det, at en 23-årig pladedebutant tildeler sit album titlen Finally Famous siger virkelig meget. At blive kendt har simpelthen været hans mål med livet. - Og nu, endelig (!!), er det mål nået. Igennem hele pladen rapper han meget om, hvor ofte han har drømt om at være kendt og rig, og hvor hårdt han har arbejdet for at komme dertil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han jo for dælen kun er 23 år. Uanset hvor hårdt han faktisk har arbejdet, så virker det en smule arrogant som 23-årig at sige, at man ENDELIG er blevet kendt. Dertil er dét musik, som Big Sean repræsentere, et usædvanligt knebent grundlag at være blevet kendt på, for det er mildest talt jammerligt.

Vores egen Troo.L.S. siger det faktisk uhyre præcist i sit vers på "Uden Om Systemet" fra Marwans Mennesker, hvor han rapper: "Det' altid lettere at drømme end at ville / Men nogen gange er det som om at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil, så jeg skubber målet væk lidt endnu".
- Jeg tror dette er en virkelig sund ideologi at indrette sine drømme og mål efter, for hvis man som Big Sean allerede har opnået sit allerhøjeste ønske som 23-årig, helt uden ambitioner om at nå højere luftlag, så kunne de efterfølgende 70 år godt gå hen og blive kedelige.
Det lader ikke engang til, at han stiler efter at blive bedre til at rappe eller skrive tekster. Finally Famous handler kort opsummeret om penge, bling, bitches, ho'es, fester, dyre biler, dyr champagne, og om hvor dope han og hans "niggas" er. Og man kan ikke andet end at grine af det, for Big Sean er virkelig ikke en god rapper. Det er han virkelig ikke. Jeg håber inderligt ikke, at der sidder nogen derude, som synes han er god, for det er han simpelthen ikke.
- Nogle af numrene på Finally Famous indeholder noget af det dårligst skrevne rap, undertegnedes ører nogensinde har måttet stå model til. Tag f.eks. hans vers på "Marvin Gaye & Chardonnay", der er så ringe, at man må tage sig til hovedet. Dét vers overgås kun af nummeret der følger efter, "Dance (A$$)", hvor det ikke bare er et enkelt vers, men hele nummeret, der er tåkrummende rædselsfuldt. Da Internz's forsøg på at sample MC Hammers "Can't Stop This" til beatet er ligeledes gruopvækkende dårligt.
Jeg kender nogle, der, når de ser Klovn, syntes det til tider bliver så pinligt, at de må forlade stedet i gru. Sådan har jeg det med et nummer som "Dance (A$$)". - Jeg bliver ganske simpelt nødt til at trykke "next" for at slippe for den ulidelige pinlighed.

Desværre er "Dance (A$$)" på ingen måde alenestående i sin dårligdom. Uopfindsomheden blomstrer i fuld flor! På "I Do It" rapper Big Sean:

"The one and only in this motherfucker /
Niggas starring like we the only ones in this motherfucker /
How could you not know we in this motherfucker /
I got my haters looking lonely in this motherfucker"

Simpelthen mindblowing'ly dårlig rap! Men vent nu lidt, på "My Last", der følger efter, rapper han:

"See I just walked in fresher then the shirts off in this motherfucker /
Imma need a bad broad to twink off in this motherfucker /
Imma go hard 'till it hurts off in this motherfucker /
Imma ball so you gotta work off in this motherfucker"

Jeg sidder med følelsen af at være blevet godt og grundigt "troll'ed", som det vist hedder på moderne internet-sprog. På det afsluttende nummer "So Much More" rapper Big Sean godtroende; "you tell me that wasn't verse of the year". Øhh, okay, det gør jeg da gerne: that WASN'T verse of the year!

Det hele ser ellers så godt ud på papiret. Co-sign fra Kanye, No I.D. på de fleste beats, gæstespots fra Pharrell, John Legend, Kanye, Lupe Fiasco og Dwele (hvis man skaffer sig bonus numrene). Men der er ikke meget, der fungerer i praksis.
No I.D. er en forrygende producer, og de fleste positive ting, der er at sige om pladen her, skyldes ham. "My Last" bærer et solidt stadium-beat, og Chris Brown, som jeg ellers ikke er meget for, leverer et glimrende omkvæd. "Don't Tell Me You Love Me" er drevet af en fed trommeprogrammering og nogle velklingende strygere, der ligeledes resulterer i en flot produktion. No I.D. er også hjerne bag "Memories Part 2", der er et af pladens absolutte højdepunkter. John Legend på omkvædet kan næsten ikke gå galt, og så spytter Big Sean nogle linjer, der helt modsat pladens standart faktisk er rigtig rigtig gode:

"Remember the first time I was rhyming for 'Kan /
Almost as nervous as the first time I rhymed for my mom /
Sold out the theater downtown, she said it was perfect /
But I already dreamed it, so it felt like I rehearsed it"

Har man sat sig for at investere i Finally Famous, kan det anbefales at skaffe den version, der har bonusnumrene med, da den utroligt lækre "Celebrity" med Dwele er blandt de skarpeste tracks overhovedet.
Men selv No I.D. fejler også fælt undervejs. "I Do It" og "Like This Life" passer bedre i skraldespanden end i dit iTunes bibliotek. Numre som "High" og den Neptunes producerede "Get It (DT)" gør hverken det ene eller andet for mig.

Til gengæld kære læser, har jeg gemt det bedste til sidst, for der er - tro det eller ej - et nummer på Finally Famous, der ikke bare er "okay", "fint", "godt", "fantastisk" eller "super fedt", men intet mindre end mesterligt. Det er vores allesammens bedste ven Exile, der debuterer som producer for kommerciel hiphop her, med et beat, der lyder som Exile, når Exile er bedst.
Exile sampler 60'er klassikeren "It's Too Late" med Wilson Pickett, og det soul'ede nummer er blevet skåret over, savet igennem og klippet totalt i stykker, og derefter tapet og limet sammen på en måde, som kun Exile kan gøre det. Det er totalt skævt! Vokalstykkerne er blevet hevet, strukket og choppet ud over beatet, der bæres af nogle komplet herlige keys, der har en melodi, som man ikke kan andet end at elske.
På trods af, at "Wait For Me" er pladens funklende kronjuvel, og faktisk en af årets bedste skæringer, så har jeg stadig et lidt ambivalent forhold til det. Exile har bestemt fortjent det bedste, og det glæder mig at se, at han endelig kan tjene en ærlig mønt for sine geniale kreationer, men samtidig håber jeg ikke, at han ofte vil "donere" så fabelagtige beats som dette til rappere, der ikke er gode nok til at anvende det til fulde, som jeg trods alt ikke synes, at Big Sean er. Lupe Fiasco, der er gæst på nummeret, yder mere retfærdighed til produktionen, men ultimativt set burde Blu har fået lov til at lege med det. Good God hvor det dog ville have været godt.



"Ride with Mr. Right on time or stay Miss another chance, man /
Re-direct it at the girls /
Not an ultimatum just an option in this world /
But things come and go when the clocks never stop /
Be on time for nothing or a little late for a lot"
- Lupe Fiasco

Et par gode momenter og et stjerne-øjeblik er dog ikke nok til at redde Finally Famous, der generelt set er præget af dårlig rap og ækle radiohiphop-elementer det meste af vejen.
Jeg vil anbefale enkelte skæringer, naturligvis "Wait For Me" som nummer et, men albummet som helhed kan absolut ikke anbefales. Fy føj der er meget grums på. Jeg håber virkelig at Big Sean genovervejer sine mål og drømme, og finder noget bedre at sigte efter, end blot at være kendt. Som f.eks. at udvikle sine evner når det kommer til flow og tekster, der er en fatal mangelvare på hans debut.

2.5/6

- Jeppe Barslund

søndag den 3. juli 2011

Blueprint - Adventures In Counter Culture


Skrevet af Maja Lau

Selvom Rhymesayers Entertainment's Blueprint er et velkendt navn, så har han - ud over Adventures In Counter Culture - kun ét enkelt soloalbum i kataloget. Et katalog, der ellers er præget af glimrende Soul Position -udgivelser i selskab med RJD2. Senest udgav de Things Go Better With Al And RJ i 2006, så det er 5-6 år siden, at man har hørt noget til Blueprint. Siden har han efter sigende lagt alt arbejde i Adventures In Counter Culture, der bestemt også er en bemærkelsesværdig hiphopudgivelse.

Blueprint har taget faklen i hånden og forsøgt at føre den videre i en ny musikalsk retning. Han har selv stået for hele produktionssiden, der mildest talt er meget eksperimenterende. Der er skruet helt op for computerelementerne, men alligevel fremstår lydsiden ret minimalistisk. Blueprint har gået efter den famøse less is more frase - og det fungerer fortrinligt med hans rap, der altid er præget af et ret ligetil flow og enkle sætningskompositioner. Fordelen er, at Blueprint ikke taber lytteren undervejs. Man har intet problem med at følge med, men selvfølgelig er der så den overhængende fare for, at det bliver for kedeligt. Heldigvis er Blueprint en mand med utrolig meget at sige og lyrikken i sig selv er ofte fængslende nok. Derudover besidder Blueprint en indlevelsesevne, der sjældent er set bedre. Det opleves i stor stil på "Radio-Inactive", der ikke kun er et modsvar til kunstnere, der jagter radioens format, men egentlig mere omhandler Blueprints motiver til hans musikalske udtryk. Nummeret starter med et klaverspil, og ligesom man troede, at man vidste hvad man kunne forvente, så starter et bombastisk beat med en usædvanlig skæv guitar ind over. Blueprint spytter en vanvittig tour-de-force af skarpskårne linjer, som f.eks.:

"I made this in my basement when you wasn't even there /
To express my feelings, not to be played on the air /
So am I wrong or secure if I really don't care /
If this turns into something that anybody hears? /
Man I'm an artist, these other dudes is shook /
I write my albums on my sidekick /
No rapper, no Notebooks, then rhyme for five minutes straight /
No breaks, no hooks, no punchlines, no similies, so I'm easy to overlook"



Det er ikke kun ovenstående uddrag, der lugter lidt af battlerim; flere numre byder på aggressive passager, der bevidner Blueprints live de sidste fem år. En masse tonstunge lussinger til en kultur, hvor alle, ifølge Blueprint, efterligner hinanden på godt og ondt. Der har tilsyneladende også været en del turbulens på det personlige plan og det kommer til udtryk. Både et opgør mod hovedpersonens alkoholforbrug på "Keep Bouncing", og hvad jeg kun kan tolke som en afdød storesøster i den meget rørende, delvist sungne "The Other Side". Nok har Print ikke den mest banebrydende sangstemme, men med linjer som "I can still see the smile in your eyes / Gave us oh so much to be proud of, so wise / And today we celebrate your life / I can't wait 'till I see you, on the other side" - kan man jo slippe af sted med det meste. Igen; flere lags lyrisk dybde og fjollet overflødigt metaforik skal man virkelig lede længe efter på denne plade. Blueprint har sandelig mange ting at sige, men det er uden så meget pjat. En dejlig, forfriskende umiddelbarhed, der bekræftes af Blueprint selv på den gnistrende, synth-drevne "Automatic", hvor der rappes:

"You want a deeper meaning inside of the sentences? /
Then play the record backwards for subliminal messages"

At selve lyden på Adventures In Counter Culture er fuldstændig ny for både Blueprint og hovedparten af dagens rapscene, er noget, der præger rigtig meget af pladen. I ovenstående nummer rapper han meget sigende, at han er "... trying to make a soft-synth sound like a sample / 'Cause everybody want your progress to sound more gradual...". - Sådan fodrer Blueprint sit eget nye univers mange steder på pladen, men det er sådan set ikke nødvendigt. Lyden er gennemarbejdet med masser af power, der understøtter Blueprints sult. Kun få steder går det hen og bliver en smule fladt, og det er f.eks. på "Keep Bouncing", hvor beatet ganske simpelt ikke er særlig godt. Eller på "Wanna Be Like You", hvor der går lidt for meget club-hit i den. Til gengæld er et nummer som "My Culture", der fortæller hiphopkulturens lidt mere obskure skyggesider i forhold til verden omkring, utrolig velbalanceret med iscenesættende stemningsfyldte momenter hele turen igennem. Ligeledes er "Mind, Body & Soul" et nummer, der viser Blueprints sande evner bag instrumentbrættet. Lige inden første vers begynder, sidder man virkelig med nakken godt kørende og så er det jo en fest, at Blueprint rapper om, hvad musik og medie gør for ham og eventuelle lyttere. Og jo, de stærke sange er voldsomt overtal. "So Alive", der vel indeholder i omegnen af 50 ord alt i alt, er ret så medrivende. Så få ord, så meget handling og så stort budskab, er sjældent praktiseret bedre.

Der er kort sagt så mange højdepunkter på Adventures In Counter Culture, at man bliver helt forpustet ved tanken. Bestemt et album der går ind og leget med alt hvad der hedder genrekonventioner - men også et album der giver en overset undergrundsartist, uden den mindste smule hype, et sandt modstykke til den undergrund mange er vandt til, hvor man er i fare for at sælge ud, hvis ikke ens beat er dækket af et betragteligt lag støv.
Jeg mener sagtens, at albummet kunne have været velmodtaget hos fans, hvis Blueprint havde kørt hans egen stil med produktionerne og samtidig undladt de mange linjer om hvor "real" han er som kunstner. Det fungerer på "Radio-Inactive", men jeg føler, at det flere steder bider ham lidt i halen. Som om, at han har forsøgt at ville forsvare sit projekt ved hele tiden at fastholde, at han er en undergrundsrapper, der ikke er som de andre undergrundsrappere. Det kører man efterhånden død i og det afholder mig fra de helt store karakterer, når albummet skal bedømmes som helhed.

4.5/6

- Maja Lau

lørdag den 2. juli 2011

3 x Common Market - "My Pathology", "Escaping Arkham" & "Nothing At All" (Track Reviews)


Vi elsker Blue Scholars, jovist gør vi da det, men jeg kom lige til at frygte, at al den snak om Blue Scholars og deres seneste bedrifter ville få folk til at glemme Common Market, og det ville være intet mindre end frygteligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne glæde jeg med en nyhed om nyt fra Common Market, men det er desværre ikke tilfældet. Heldigvis er deres bagkatalog så måbende fantastisk, at vi uden problemer kan hive to diamanter frem fra dette, og stadig nyde dem som var de friske som dug. Og mon ikke der sidder en læser eller to, som ikke har fået stiftet bekendtskab med Common Market endnu? Er dette tilfældet er I heldige, - jeg gad godt nok godt høre Common Market for første gang igen, da det var lidt af en oplevelse!

Common Market består af den umådelig- og usammenligneligt intelligente rapper RA Scion, og produceren Sabzi, der som bekendt normalt slår sine folder i Blue Scholars. Til at begynde med kaldte jeg Common Market for Sabzi's "sideprojekt", men med den kvalitet, der har præget deres to albums og to EP'er vil "sideprojekt" være en noget arrogant beskrivelse. De er helt på højde med Blue Scholars og repræsenterer nogenlunde samme slags "conscious hiphop". RA Scion kan dog noget med ord og tekster, der får Geo fra Blue Scholars til at fremstå forholdsvist "ligetil" i sammenligning. RA har et ordforråd der ikke har sit sidestykke i amerikansk rap, og han lyder som én, der har læst samtlige bøger, der nogensinde er blevet skrevet.
- Dette kan dog have sine ulemper, for som jeg også var inde på i anmeldelsen af gruppens debut, så skal man VIRKELIG være klog - nærmest så klog, at det ikke er sundt for en - for at forstå alt der bliver sagt. At sige, at jeg indtog lyrikken uden problemer ville være en lodret løgn. Han siger det selv meget godt med linjen: "It requires a higher degree of thought to transmit".

Men man behøver ikke altid forstå ting fuldt ud for at falde for dem. Det er måske netop fordi, at der er så meget at gå i gang med i RA's tekster, at de fanger mig i så høj grad. Det kan også være af den mere simple grund, at RA rapper som en drøm over Sabzi's produktioner, der ni ud af ti gange falder under kategorien 'mesterværk'. Eller også er det bare fordi, at det faktisk er rart at blive udsat for svært forståelig lyrik, i en tid hvor rap-tekster helst skal sige så lidt som muligt, med så lidt hjerte som muligt.

Uanset årsagen får I her tre numre, der bare skal nydes. "My Pathology" (fra Common Market, 2005) er tæt på umuligt at forstå (!), "Escaping Arkham" (fra The Winter's End EP, 2009) er svær og "Nothing At All" (fra Tobacco Road, 2008) er nogenlunde, på den kloge måde!



"Ayo below the terra firma's the murmur of many men /
Resonatin' the predication of RA's eponym /
It requires a higher degree of thought to transmit /
Elevate above the base and retrace the semtantics /
Incommensurately we've been held incommunicado /
From commoner to commodore, they breed bravado /
I exercise authority over the lesser ranks /
We rally and tally up at the shores of the West Bank /
The shottie lick the body politic, feel the kickback son /
Pardon the warden to remit that one /
Sinkin' solemny into the vein of my pathology /
I maintain the etymology of "I" defy chronology /
Copy me, cosmically I seek to be laconic and terse /
The meek shall admonish the earth /
While the merits of inheritance are gainfully peeled /
They sombolism of nepotism is painfully real /
The provisioners of policy are plottin' my demise /
In addition, the aristocracy's blockin' the uprise /
The commandant's callin' for change by any means /
I've seen heaven and hell, it feels strange in between /
Never settle, the medal pacifies rebel troops /
But truth is the honor in the eyes of the resolute /
Press on, employ the pen to postulate upon it /
Verily I perform the pass summarily, you wonder why?"

They say that he was born that way
They can't imagine havin' to go on that way
Maybe if you pray for him he'll be drawn from the fray
Or maybe what, maybe he's okay...
x2

"Sharin' hymns with the seraphims, praise in polyphonic fashion /
The action reanimates the catatonic /
Aid the abject and abjure the apathetic /
Positive polarity and the draw is magnetic /
They lurch and reel, trynna reverse the field but can't manage /
The pull of my sign aligns planets /
Secrets comin' out in the wash of the ebb tide /
Those who sought found, those who fled died /
To the sight deprived sound might provide solace /
The scholars of applied sciences supply the knowledge /
Upon the foundation we erect the edifice, make it known /
We dedicate the corner stone to Aeschylus /
Fortified with more than 45's, master the art of war /
You blast trouble, but the struggle endures /
Emaciated, the contemplative will kill for a drink /
If not methodically restrained by the chain link /
From my solid form I liquefy to be absorbed by the river /
Stand re-delivered to mi amour /
Chant "freedom" in their face and abase my captors /
With grace I placate and await the rapture /
In this colony I've seen atrocities personified /
Still unable to affect the sovereignty of the allied /
It's the balance, they're challengin' your will to archieve /
Imprison my coalition but the vision's still free (free)"

He had to have been born that way
A great many show envy towards the Lord's protégé
Maybe if you pay for it he'll perform a display
Or maybe what, maybe he's okay...
x2
Stop sleepin'



"Any place for a man of faith's appropriate /
When, knowing no comfort wanna want for the opiate /
Hundred percent, not cents /
Hundreds spent, poor things /
Storied hunter falling to predatory lending /
Creditors unforgiving of trespassers /
Will they still be if ever forced to walk the path of Cassius /
River City made me /
Incidentally, maybe I'll be champion type two, pray for me /
'Cause where I'm currently at's against the rope /
And our odds amidst the vermin and rats then smoke on the water /
If I bury this axe, friend or foe where you fall /
Workin' to cash it back in, then went and stole it all /
And I'll recoup but I ain't ready yet /
Besides all they've taken is a lie /
This is petty theft /
Left with the better me /
That flesh and treasury was too heavy to carry anyhow /
Heaven so many miles (miles, miles)"

Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun

"Dig it /
I'm already missing you /
Whisper miserable, my memory visceral /
Yell as I'm held, suspended animation /
Float over time and space /
And the scent of sanitation /
Over the smoke and smoldering waste /
My holding pattern scattered for miles above annihilation /
Spin off as I fend off the provocation /
Wishin' I had a minute more to pin the observation /
What I could leave to be the legacy /
Never presented itself 'till I was sick of myself /
Handful of my face, plagued with a case of leprosy /
Moment of consolation came in this levitation /
But I ain't one to speak of regrets /
I make commitments I unyieldingly kept /
F-U see the rest K, Imma sleep in a second /
'Cause when I make the introduction /
You ain't never late for meetings with death (death, uh)

Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, it may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun
x2



It sound good to me

You want me to be that type of dude
And I want to be who you like me to
But we both know
I can't do nothing at all
You say there's no use in walking out
And I say "that's just what I'm talkin' 'bout"
'Cause we both know
I can't do nothing at all

*we, we-we, we do our thing son*
Someone spend a lifetime tryna find a reason, but uh-uh
*we, we do our thing son*
War takes prisoners and I ain't trynna be one
*d-do our thing, we, we, we do I thing son*
No apologies no complaints and no refunds
There's mad work to be done
*we do our thing son*

They may say I'm just a dreamer
Well at least I'm thinking while I'm sleeping
'Cause the last thing I can do is nothing at all
(follow me now, follow me now)
They may say we'll never win against 'em
I say fuuuck you and your cynicism
As for me I can't do nothing at all

"My past plagued by a plethora of regrets /
In my agonist age I'm a questioner of precepts /
If we left the staff in place to blaze the path then, uh /
The shackles stay and bind the sequitur to each step /
The chain, boss, be an irritant to contact /
I'm trained not to be a militant in combat /
Upon that, frame the shot - pop and aim /
Sayin' the game's soft be the will of him who want that /
"YO" said to be the idiom of paltry /
Yeah, the broke fed upon the brilliance of bawdry /
Lauded be, see folks spread ahead go now /
The quote read by the billions, so pardon me /
The tag sham is but a negligent critique /
While som had a chance others fester in the disease /
The kids needs to pack the jam, man I get at y'all /
Goddamn he's pressin' it, best believe"

You can't call me anything you like
And I will call you when it's time to strike
'Cause we both know I can't do nothing at all
We may not be in agreement now
But we have got to try an' work it out
'Cause we both know we can't do nothing at all

*we, we-we, we do out thing son*
Long as you do yours, land here become fecund
*we, we do out thing son*
Through the act we attract two, hope to reach one
*We, we-we, we do out thing, we do our thing son*
Some'll paint a piece, some'll spray with a machine gun
It's mad work to be done
*we, we do our thing son*


Jep, vi elsker også Common Market.

- Jeppe Barslund