Bad Meets Evil - Hell: The Sequel

"This is what happens when bad meets evil /
And we hit the trees till we look like Vietnamese people /
He's Evil, and I'm bad like Steve Segal /
Against peaceful, see you in hell for the sequal"

Sådan lød Eminem og Royce Da 5'9 på nummeret, der for denne duos vedkommende startede det hele, - "Bad Meets Evil" fra The Slim Shady LP. Det er 12-13 år siden, og mangt og meget må siges at være sket i mellemtiden. Eminem blow'ede op, og Royce forblev i undergrundens mørke, hvor han rundt regnet har befundet sig siden. Dette projekt er derfor bemærkelsesværdigt, for de to herrer har ikke rigtig lavet musik sammen siden "Rock City" på Royce's debut fra 2002. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke to ting om dette projekt: Enten forsøger Eminem at få lidt af den gamle undergrunds-respekt tilbage via Royce, eller også forsøger Royce at prikke hul på mainstream bylden via Eminem. Efter at have lyttet Hell: The Sequal EP'en igennem, og jeg stadig i tvivl om hvilket af disse, der er mest rigtigt.

"It's been a long time /
But I bet neither of us have felt as sick as we do right now /
And we only get iller with time /
Me and Nickel fucking shit up on the grounds"

Sådan lyder de anno 2011, på åbningsnummeret "Welcome 2 Hell", som skyder galskaben i gang i høj fart. Og lad os bare spille med åbne kort og melde ud med det samme; der er noget virkelig fedt at komme efter på Hell: The Sequel, men der er desværre langt mere skidt herpå. Hvad jeg godt kan lide ved EP'en er, at Royce og Em har fortsat konceptet fra "Bad Meets Evil" nummeret; nemlig at være så "bad" og "evil" som muligt med deres rim. Og man må sige, at de to gør nogle imponerende ting ind imellem. Vi ved jo godt, at de er hamrende dygtige, men de formår alligevel at imponere op til flere gange med den måde de udveksler rim og flower ind og ud af hinanden. Førstesinglen "Fast Lane" er muligvis bedste eksempel herpå, selvom den også bedst portrættere den kløft, der nok altid vil dele de to MCer, uanset hvor nære venner de er. Royce rapper i hovedløs tophastighed:

"I'm livin' the life of the infinite enemy down /
My tenement, too many now to send my serenity powers /
Spin 'em around, enterin' in the vicinity"

Og så tager Eminem direkte over, og fortsætter:

"Now, was called Eminem (M&M), but he threw away the candy and ate the rapper /
Chewed him up - Ptt - and spit' him out /
Girl, giddy-up now get-get down /
He's lookin' around this club and it looks like people are havin' a shit fit now /
Here, little t-t-trailer trash, take a look who's back in t-t-town /
Did I s-st-studder motherfucker? Fuck the mall /
He's just a whole motherfuckin' Walmart d-d-down every time he comes a-r-r-round"

Det går hurtigt. Voldsomt hurtigt! - Og teknisk set er det vel en faktuel konstatering, at det er verdensklasse levering. Men hvad er en god levering uden godt indhold? Kig lige engang på Eminems linjer. Han kan simpelthen ikke lade være med at forvandle sig til den goofy rapper, der ikke tager noget som helst alvorligt, og som bare rapper og rimer og flower med de mest åndssvage ord, lyde og konstruktioner, måske i virkeligheden bare fordi han kan?
Der er ingen tvivl om, at jeg vil udråbe Royce Da 5'9 til EP'ens helt store vinder. Og jo, der skal udråbes en vinder, for de to rappere har et virkelig fornuftigt forhold til konkurrence på denne EP, - man fornemmer virkelig, at de kappes om at lægge de fedeste linjer. Det overordnede problem er bare, at de godt nok rapper i lige så høj fart som en formel 1 racer, men de har absolut ingen destination. Det lader ikke til at de har noget som helst at sige på denne EP, oerhovedet! Så når bilens tank er tom, så er der vitterligt intet at komme efter.

Naturligvis har de begge hver deres stjernestunder, med gode punchlines, utroligt kløgtige ordlege og lyriske passager, der trods alt sætter sig i længere tid efter førstehåndindtrykket. Royce afslutter f.eks. sit vers på "The Reunion" med linjer som:

"She said "I'm mad at you", I said "why?" /
She said "why you never make songs for chicks, as if it's hard to do?" /
I said "I make songs for me, leave the studio /
And go and fuck the bitch who bwlong to who making songs for you" /
She said "I'm feeling your whole swagger and flow, can we hook up?" /
I said "Ummm, you just used the word "swagger", so NO!"

Dertil er der også små finurligheder som:

"Nickel blowin' up /
Christmas time /
You should hang my album on top of your fireplace /
'Cause around that time my stocking's goin' up"

Det er dog Eminem, der løber med EP'ens absolut bedste linje, som måske endda kunne gøre sig som en af årets hidtil mest geniale:

"I had a dream, I was King, I woke up, still king... /
This rap game's nipple is mine for the milking"

Fik i den? "I had a dream, I was King", - (Martin Luther) King, som "had a dream". "Milking" (M. L. King). Ret genialt.

Problemet med Hell: The Sequel er bare, at der er så forfærdeligt mange irritationsmomenter, der forpester de de gode indslag i så høj grad, at de bliver efterladt i dårligdommens skygge. Jammerlige og historisk dårligt skrevne omkvæd, ufatteligt lousy - eller i hvert fald bare kedelige - produktioner, for mange stupide vers undervejs, en Bruno Mars feature og for lidt fokus generelt. Og om ikke Eminem får hevet Royce med ned i sølet af sin egen goofyness. Royce's vers på "I'm On Everything" stinker af Eminem-anno-Encore, og er uden sidestykke hans karrieres lavpunkt. Og på samme skæring syntes Eminem tilsyneladende stadigvæk at prutter er sjove. Suk.

Hen imod enden lysner det op med Slaughterhouse possecut'et "Loud Noises", der har lidt ekstra rawness over sig. Og får man chancen bør man bestemt erhverve sig deluxe udgaven af EP'en og få "Living Proof" og "Echo" med oven i hatten, der bærer tættere produktioner end den egentlige EP kan præstere. Hvilket vel egentlig må siges at være en smule tåbeligt

Når Eminem og Royce Da 5'9 følges ad og får det bedste ud af hinanden, så er de unægtelig nogle underholdende bæster at sidde til bords med. Til gengæld er der bare for meget i vejen her, der og alle vejen på Hell: The Sequel, til, at den for alvor bliver interessant.
Noget kunne tyde på, at Royce, via denne EP, har fundet et musikalsk "mellemsted" at opholde sig i, for hans femte album, Success Is Certain, er på trapperne, og derpå er der både undergrunds hiphop repræsenteret i form af folk som Method Man, Raekwon, DJ Premier og Notts, men også mainstream darlings som 50 Cent, Yelawolf og selvfølgelig Eminem. Det album kan virkelig kun gå to veje!

3/6

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Nææ hov, se, hvad er nu det for noget?

Som et lille-bitte, hyggeligt anti-hiphoppet tiltag på bloggen, vil jeg tage mig den frihed, en gang imellem at anbefale noget musik, der ligger så langt fra hiphop genren, at det ikke er anmeldelses-berettiget på bloggen. Jeg elsker hiphop, men hører ufatteligt meget andet musik også, og nogle gange har jeg haft så meget lyst til at anmelde en ikke-hiphop plade her på bloggen, at jeg nørmest har siddet med fråde om munden, men har altid endt med ikke at gøre det, for at holde bloggen clean indenfor dens genre. Så derfor, fra nu af, kan i risikere/være så heldige at finde en lille ekstra anbefaling hernede under den anmeldte plades karakter. Ikke en anmeldelse, jeg giver ikke karakterer til disse plader, blot anbefalinger. Ikke længere smører, blot et par linjer.

Og jeg vil lægge ud med denne plade, som jeg erhvervede mig så sent som i dag, og som jeg allerede er pladask forelsket i: Bon Iver's Bon Iver.
Bon Iver er et Amerikansk indie, folk singer-songwriter band, der har Justin Vernon i front (ja, ham der var med på Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy), og Bon Iver er efterfølgeren til deres fabelagtige debut For Emma, Forever Ago, fra 2008. Melodierne er stadig sparsomme, men yderst henrivende i deres udsøgte effektivitet, og det er fortsat opbygning af stemninger og historier, der er bandets absolutte force, selvfølgelig samt Justin Vernons vokal, der er så sart og blid, at det næsten ikke er til at bære. Den her plade er farligt fængende i dens minimalisme, og ambitiøs i sine nedbarberede, men delikat producerede arrangementer, der fungerer som honning for ørerne, intet mindre. Det skulle bestemt ikke undre mig, om den havnede blandt mine favoritter for i år.

- Jeppe Barslund

Eminem - Recovery

Det var til alles store overraskelse da Eminem annoncerede, at Relapse var på vej. Han havde trukket sig tilbage, og chancen for at han ville lave en "Jay-Z" var ikke stor, men dér stod han pludselig, med et nyt album på trapperne. Forventningerne var høje, skuffelserne måske større. Albummet var påtaget, anstrengt og kom ikke fra hjertet, og selvom pladen fik et par yderst positive anmeldelser herhjemme, ærgede flertallet sig over udgivelsen. Nu er han ude med en ny skive igen, og på førstesinglen "I'm Not Afraid" kryber han til korset med linjerne,

"And to the fans /
I'll never let you down again, I'm back /
I promise to never go back on that promise /
In fact let's be honest, that last Relapse cd was ehh /
perhaps I ran them accents into the ground /
Relax, I ain't goin' back to that now"

Med en sådan selverkendelse kunne man håbe på, at Eminem var tilbage på rette spor som den mesterlige rapper han nu engang er, og Recovery er da flere gange bedre end forgængeren, men det er stadig ikke det helt store comeback som man kunne have håbet på.

"I'm alive again /
More alive than I have been, in my whole entire life"

Allerede ved første glimt af produktionsliste og gæsteoptrædener indser man hurtigt, at Eminem er ude i noget nyt her. Dr. Dre spiller for første gang i Eminems karriere en meget lille rolle med kun én produktion. Nyere og mere "hippe" navne som DJ Khalil, Boi 1da og Just Blaze er blevet hevet ind i studiet, samt en række nye, musikalske friske pust. Og selvom den første, umiddelbare reaktion på medvirken fra Pink, Rihanna og Boi 1da var skepsis, tager jeg alligevel hatten af for, at Eminem så bevidst forsøger at udforske nyt musikalsk terræn. Det store problem med Relapse var i mine øjne, at han prøvede at være den gamle, rå Slim Shady, man da han på ingen måde stod i samme situation som dengang, endte forsøget blot med at blive pinligt og, tjaa, åndsvagt. På Recovery forsøger han ikke at være noget eller nogen han ikke er, og dét krediterer jeg med det første plus i min bog.

Andet plus følger ganske hurtigt trop, da man hurtigt finder ud af, at hans jawdropping flow er tilbage i storform - langt hen ad vejen. På mange numre minder han lytteren om, hvorfor det var, at han i sin tid blev kaldt verdens bedste rapper. På numre som "Cold Wind Blows", "Talkin' 2 Myself", "Not Afraid" og "No Love" udviser han halsbrækkende flowgymnastik i verdensklasse. Men det er ham ikke en nødvendighed at bevise, at han kan flette kringlede sætninger sammen, det ved han, at vi på nuværende tidspunkt er klar over, - på flere numre, som fx "Going Through Changes", "25 To Life" og "Space Bound" - sidstnævnte er et af hans karrieres bedste skæringer - er indlevelsen i højsæddet, og historien får rigelig tid til at folde sig ud. Efter min mening har Eminem gennemgående ikke lydt stærkere siden The Eminem Show.

"Space Bound"

- Lydsiden er som sagt af en helt ny støbning, når det gælder Eminem. Hvor det plejer at være Dr. Dre's tunge beats eller hans egne dystre kompositioner, der præger den musikalske del, sørger nye kræfter nu for stadium hiphop, rockede indslag og omkvædsvenlige og melodiske skæringer. Og det fungerer fortrinligt. Emile Haynies bidrag lyder som taget ud af Kid CuDi's debutalbum, som han da også producerede store dele af. Jim Jonsins "Space Bound" er som skrevet tidligere en af pladens helt store perler, til dels takket være det fænomenale omkvæd fra Steve McEwan. Just Blaze har 3 beats med, to af dem lidt standart, men det tredje, "No Love", gennemført fantastisk. Da jeg genkendte "What Is Love" samplet grinede jeg ligeså højt som da han samplede MC Hammer's "Can't Touch This" til Jay-Z's "Kingdom Come" (jaja, teknisk set er det Rick James' "Superfreak" der samples, men det nummer var sjovt fordi Hammer havde brugt det). Og Canadiske Boi 1da, som Drake lynhurtigt har gjort til en efterspurgt producer, levere varen med en nedbarberet, hårdtslående superhero produktion, med hans fremstående signatur kicks og claps. Alex Da Kid medvirker med en stærk produktion, der har en fremragende Rihanna på omkvæddet.

Ikke alle numre fungerer dog lige godt. "On Fire" keder mig en smule, "W.T.P." er for ensformig, "So Bad" dør rimelig hurtigt hen, "Almost Famous" prøver for hårdt og pladen kunne snildt have været foruden det Havoc producerede bonusnummer "Untitled".

Men jeg skal stadig indrømme, at størstedelen af Recovery falder i min smag. Eminem er tilbage med heftig lyrik, ikonisk flot flow og beats i ryggen, der sætter ham i et nyt, men stadig formidabelt lys. Soundvenue udråber Recovery til hans svageste udgivelse til dato, men jeg må sig mig komplet uenig - jeg anbefaler på alle måder at man får fingrene i denne udgivelse.

"That boy's hot enough to melt hell, burn satan too /
fry his ass and put his ashes back with glue /
So you can hate him, he don't blame you /
Frankly he would too /
This game could ill afford to lose him, how 'bout you?"

4.5/6

Eminem - Relapse

Eminems comeback har længe været på mange folks læber. Eminem, der engang bar kronen som 'best MC alive', som vi alle så fallere igennem årene, lovede at den gamle Eminem ville vende stærkt tilbage på dette album, med de gode gamle rim om nedgørelse af kvinder, overfaldt, had imod homoseksuelle, vold og alt det andet gode. Man kan egentlig undre sig over, hvordan man egentlig har kunnet tillade sig at glæde sig til dette! Ikke desto mindre har jeg i hvert fald glædet mig til dette album i laaang tid.

Smæk - på med cd'en. Volumen skrues lige så højt op som forventninger, og lytteren her læner sig langsomt tilbage i stolen for at imødekomme de første noder med rette velkomst.

En time, 16 minutter og 5 sekunder senere...

Lytteren sætter sig op i stolen igen og sukker svagt. 'Var det virkelig det' er det første man har lyst til at sige. "Relapse" albummet virker overordnet set som et utroligt påtaget projekt, hvor alle parter har glemt den anden halvdel af hjertet i processen. Umiddelbart glæder det i høj grad en, at Dr. Dre har produceret samtlige numre (på nær "Beautiful"), men ikke et eneste nummer indeholder Dre-sjælen. Samlebåndsproduktioner ligner ikke Dre, men det er hvad han har hostet op med her. Samme trommeprogrammeringer og tempo hele vejen igennem, med små eneklte detaljer der på ingen måde redder noget som helst. "Old Time's Sake" er tæt på at lægge sig op af det, som man normalt vil kalde en ordenligt Dre banger - men også kun tæt på, for det når aldrig at blive rigtig storslået. Der er ikke noget decideret dårligt nummer, det kan vel ikke lade sig gære når man er i selskab med disse to herre, men for Eminem/Dre standarten, ligger alt på Relapse meget langt nede på skalaen. "Crack A Bottle" er egentlig et ok fedt track, men hold da kæft en nem løsning! Det har ikke taget meget hjerne at skabe det nummer - dog en smart første singel.

- Eminem er en mærkværdig fyr. Han gør tydeligvis hvad han kan for at lyde som den go'e gamle psycho, men det er bare for nemt at høre, at han har lyttet for meget til Slim Shady og Marshall Mathers LP'erne for at høre hvordan han gjorde dengang, for så at kopiere det. Problemet er bare at han jo ikke mener det mere, og det brænder igennem både i rimene, på flowet og ikke mindst stemmen, som ofte lyder som en joke af ham selv.
Han kan stadig skrive tekster. Der er ingen tvivl om at han ikke helt har mistet sit rap-talent. Det lyder bare ikke så relevant længere, og det hele har den der "been there done that" følelse, man har ligesom hørt det før.

I mine øjne er Relapse en ærgelig udgivelse. Den kunne have været så meget men er endt som så lidt. Jeg håber ikke at dette er beat-standarten for Detox. Dr. Dre producerede nummeret "Grow Up" til Bishop Lamont sidste år som, på trods af at hverken rapperen eller nummeret fik noget opmærksomhed overhovedet, er et fuldstændig fantastisk nummer. Og nu når Aftermath og Interscopes pengemaskine nummer et udgiver nyt, så får han ikke andet end efterladenskaber at arbejde med. Synd synd... Det lader til at vi altså skal vente til Fashawns debut for at få super-duper-dopeness hip hop serveret...

3/6