Slaughterhouse - Slaughterhouse

Betegnelsen "Supergruppe" er i løbet af de sidste par år gået hen og blevet ekstrem populær. Wu-Tang Clan er i mine øjne den første og stærkeste "supergruppe", der har eksisteret i vores elskede hiphop verden - dette værende på trods af, at den officielle definition af en "supergruppe" ikke engang tillader Wu-Tang Clan kvalificerer sig! Jeg synes nu at Wu-Tang er en "gruppe" der er "super", så i min logik er der ikke så meget at være i tvivl om: Da gruppen i 1993 udgav deres stærkt ikoniserede debut-mesterværk "Enter the Wu-Tang (36 Chambers)" definerede de termet "Supergruppe". Mange har efterfølgende forsøgt at gøre klanen kunsten efter, men ingen har kunnet efterligne den storhed som Wu-Tang repræsenterede i sin tid.

Men hvad kendetegner i grunden en supergruppe? Hvad er kriterierne? Hvilke faktorer spiller ind, når der ikke bare er tale om en 'gruppe', men en 'supergruppe'? Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz satsede på kvantitet frem for kvalitet, da han oprettede den selvudnævnte supergruppe 'Army of the Pharoahs' - en mindre hær, der pt tæller en 13-14 medlemmer. Men hvad hjælper det at være mange, når sammenholdet ingenlunde er til stede? Den absolut vigtigste faktor i en supergruppe, er i min optik kemien. Wu-Tang havde en unik kemi der ikke er set lignende siden deres debut - ikke engang fra egen lejr. Alle medlemmernes forskellige stile, metoder, udtryk og indgangsvinkler blev ligeligt retfærdiggjort og respekteret, deraf den enorme succes de høstede.

Heldigvis er netop 'kemien' eksistensgrundlaget for den nyeste "supergruppe" på hiphop scenen. Slaughterhouse blev dannet, da Joe Budden var i gang med at indspille hans album "Halfway House". Her inviterede han Royce Da 5'9'', Crooked I, Joell Ortiz og Nino Bless på besøg til medvirken på nummeret "Slaughterhouse". Her opstod, ifølge rapperne selv, en kemi som de faldt totalt på halen over (muligvis med Nino Bless som undtagelse, da han intet har med gruppen at gøre). De besluttede derfor at slå hovederne sammen om et fælles album, og istedet for fire individuelle rappere, ser de sig som én enhed - som Royce forklarer:

"We an outfit, equivalent to Voltron's /
That boy Crooked I is equivalent to four arms /
Joell Ortiz is the body /
The cannibal slash killer, kill you then eat your body /
Joe Budden is the pair of legs /
He runs shit alongside I, the aparent head"

Umiddelbart vil nogen måske mene, at der er en vis arrogance forbundet med at udnævnte sig selv til "hjernen" i gruppen, men ikke desto mindre er det en rolle som Royce Da 5'9'' glædeligt påtager sig. Og jeg vil faktisk mene at det er berettiget, da han jo sådan set har været med i gamet en del længere tid end hans tre kollegaer, og uden diskussion er bedre end de andre, stort set på alle fronter. Han har en rim-struktur og en flow-teknik der, når det er bedst, stort set er umulig at hamle op med. Lytter man fx til åbningsnummeret "Sound Off", der er en sand jordskælvsbanger, er det tydeligt at kun Joell Ortiz kan følge med Royce. Ser man derimod på førstesinglen "The One", er det Ortiz og Budden der læber med guldmedaljen, idet de med stor effekt demonstrerer deres evne til at udveksle linjer og afslutte hinandens rim - høj klasse. Alle involverede får lov til at shine på forskellige numre, men i det store hele er det Royce og Ortiz der efterlader sig det største indtryk.

Hele pladen er indspillet på blot 6 dage, hvilket er ganske imponerende, da kvaliteten generelt er ganske solid, og selvom pladen nok aldrig når hiphoppens Hall of Fame, så er der flere fornuftige indslag og mindeværdige momenter. Den altid blændende Pharoahe Monch besmykker den eminente Mr. Porter producerede guitar-crooner "Salute". Soon-to-be-superstar Novel bidrager med et smukt omkvæd på den rå og smertefulde "Rain Drops", hvor joe Budden faktisk lyser klarere end hans 3 kollegaer. Og så er der flere forrygende numre, der bygger bro imellem bevidst og radio venlig hiphop, med "The One" og "Onslaught 2" i front - sidstnævnte produceret af Emile, der netop har skudt Kid Cudi's karriere igang med et par mesterlige instrumentaler.

Banebrydende er det ikke, og som "supergruppe" når Slaughterhouse ikke Wu-Tang til sokkeholderne. Men deres debutplade er en fornøjelse med flere suveræne skæringer, og general-Royce brager virkelig frem og advarer branchen om hans hårdtslående tilbagevenden.
Er man til støvet og bragende hiphop, der glorificerer undergrundens regler, med show-off rim og tungevridende beretninger, er der med garanti flere guldklumper at finde på pladen. Selv har jeg svært ved at få armene ned af begejstring over "Sound Off". Slagtehuset er bestemt et visit værd.

4/6