Som frontmand i supergruppen Boot Camp Clik og som ene halvdel af Heltah Skeltah, har Sean Price bemærket sig som en af den nye skoles skarpeste New York rappere. Han har aldrig været den klogeste at høre på, man som rim-legebarn, flow-akrobat og punchline mester har han alle dage været på toppen. Dette stod meget klart på solodebuten Monkey Barz (2005), der fungerede som rap-legeplads for den gammel-sure rapper, der ikke lod til at have noget tilovers for nogen eller noget. Jesus Price Superstar (2007) understregede hans status som New York hiphop ikon, og med Kimbo Price, mixtape-forløberen til hans kommende album Mic Tyson, knock-out'er han alle, der skulle være uenige.
At det er forløberen til hans kommende album fremgår dog mere tydeligt end hvad godt er. Der er utroligt meget skrammel, og de fleste numre ligger lige omkring, og mestendels under, de to minutter i spilletid. Numre som "Megasean", "Street Shit" og "Suicide Doors" er alle fremragende, men med en spilletid på 1½ minut sorterer de desværre i højere grad under mellemstykker end egentlige numre, og det er et grundlæggende problem på Kimbo Price. Den er blottet for sammenhæng og en rød tråd lader ikke til at være til stede. Enkelte numre fungerer stadig suverænt enkeltstående, og på trods af manglende helhed, må man erkende at numre som "Bueno Times", "This Is Us", "Weed & Hoes" og "Suicide Doors" er fremragende hiphop, på højde med det bedste man har hørt fra Price. "Bueno Times" har dog en besønderlig outro fra gæsterapperen Ruste Juxx, hvor han sort på hvidt hævder følgende:
"Ima go on records saying, nah'mean I better make sure I have all my credit n shit nah'mean, I wrote all Sean P shit, from Monkey Barz, motherfucking Jesus Price, mixtapes all that nah'mean, that's Ruste Juxx. If you're a Sean Price fan you're a Ruste Juxx fan nigga, you already know "- Det kan være det bare er sjov og spas, men det lyder absolut ikke sådan! Det skulle dog undre mig om en gigant som Sean Price skulle lade sig afsløre som rapper med fast ghostwriter, hvem ved?
Der er 6-7 gode numre på Kimbo Price, men resten er ganske ligegyldigt, og da disse 6-7 numre alle har en meget begrænset spillelængde, får de aldrig rigtig gjort det store indtryk. Pladen opfylder dog sin egentlige mission fuldt ud, da jeg nu glæder mig virkelig meget til at høre Mic Tyson, så albummet her er langt fra forgæves.
Megasean:
2/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar