søndag den 19. oktober 2008

Ayoe Angelica - I'm Amazed


For anden gang i denne blogs historie, tager jeg et lille sidespring væk fra hiphop genren. Det skete første gang da jeg anmeldte Martina Topley Birds' "Blue God", efter at have set en reklame for albummet i et musikmagasin, for direkte derefter at købe det og elske det!
Min "undskyldning" for at kunne anmelde albummet på en hiphop-only side var, at selv hiphoppere er nødt til at høre andet end street-oder en gang imellem. Det samme gør sig gældende her - der er bestemt ikke noget hip-hop'et over den dansk/etiopiske sangerindes debut, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at selv den mest hærdede hæp-håpper ville blive en smule blød i knæene af at lytte til denne guldklump af en debut, der med en blanding af lo-fi jazz, electronica, soul og småbidder af musikalske elemter fra alle verdenshjørner, mænger sig med toppen af bedste udgivelser i '08.
Ligesom Martina Topley Bird, fik jeg øje på Ayoe Angelica via et musik-magasin, hvor der var en reklame for hendes debut med tilhørende citater og karakterer fra diverse anmeldelser, der alle smurte tykt på med lovprisende ord. Skal jeg være fuldstændig oprigtig og ærlig, så spillede det iøjefaldende cd-cover også en vis rolle, i vedligeholdensen af min interesse. - Jeg bladrede forholdsvist hurtigt igennem bladet, men der var alligevel noget ved hende Ayoe, som lige skulle checkes yderligere. Det sære var nemlig, at anmeldelses-citaterne kom fra magasiner som Woman, Q, Cosmopolitan, Bazar, Sirene and the likes - magasiner jeg normalt ikke anser som værende blandt de mest pålidelige. Jeg valgte dog at undersøge albummet nærmere, og jeg måtte glædeligt erfare, at det denne gang var de førnævnte magasiner, der vidste hvad de snakkede om, og ikke Politiken, Berlinske Tidende eller GAFFA som normalt er til at stole på.

Jeg læste faktisk GAFFA's anmeldelse af albummet- og tjaa - lad mig sige det sådan: jeg var ikke helt enig!! Læs anmeldelsen her, og læs også min kommentar til anmelderen!


20 årige Ayoe Angelica, som eftersigende lærte at synge og optræde før hun kunne tale og gå, teamede op med wunderkind'en Mads B. B. Krog i 2007, hvor de straks påbegyndre produktionen af Ayoes debut. Krog er lidt af et legebarn når det kommer til musik, og han er ikke en producer der lader sig indfange af begrebet "genrer". Dette lærer man hurtigt undervejs på "I'm Amazed", hvor der flittigt klippes og klistres, bikses og bakses med et utal af musikalske udtryk og former. Men selvom der musikalskt sker meget, så forbliver det utroligt nok stadig på et niveau hvor jazz'en og de soulede elementer spiller ind som fællesnævner og vigtigste brikker. Ta' fx førstesinglen "Dr. jekyll", som er et utroligt lækkert og minimalt produceret nummer, der dog stadig indeholder små-distort'ede gameboy-lyde og bidder af ganske vidunderligt klassiskt kinesisk musik. På trods af dette opfører nummeret sig stadig som en letflydende jazz-lækkerbisken. Produktionerne er hele vejen igennem i top, med intime blæser-bølgegange, sitrende bass-linjer, raffinerede piano-spil og en konstant forløsende og harmonidyrkende følelse af feel-good'ness, dog ikke at forglemme, at de virkelig bliver fulgt til dørs af Ayoes vokal, for det er til tider uforståeligt så lækker en stemme den pige besidder! - En udsøgt melodisk tilgængelighed tilsat en insisterende kompleksitet, der når det er allerbedst, ganske simpelt ikke kan matches. Lytter man fx til denne anmelders favoritnummer "Face With Nobody" vil man opleve stemmekontrol der hører til iblandt verdenseliten. - Sangen starter afdæmpet og følsomt, men som sekunderne går folder den ligeså langsomt vingerne ud og flyver til sidst fra reden som en storslået og smertefuld sjælder, der har et tårnhøjt klump-i-halsen potentiale. Intet mindre end fantastisk.
Dette er godt nok ikke tilfældet ved samtlige af pladens numre, men jeg vil stadig mene, at de mange smukke og 'åh så sukkersøde sangerinder' der invaderer musikbranchen i disse dage, burde spidse øre og tage ved lære af Ayoe Angelica.
Det er muligt, at der er enkelte skæringer der ikke rammer ligeså præcist som andre, men de numre der rammer, de går til gengæld rent ind. Den suveræne "Everybody Loves You", den eksperimentalt tunge "Get a Hold", den minimalistiske kærlighedsode "I Want You" og den lalleglade og yderst groovy "Also On a Tuesday" er alle gode eksempler på, hvor meget nuanceret og differentielt musik, der kan samles under ét og samme fremragende musik-tag.
I mine øjne er "I'm Amazed" uden tvivl en af de bedste danske albums der er udgivet i længere tid, og indiskutabelt på en top 10 over bedste udgivelser i 2008. Førnævnte "Face With Nobody" er blandt de bedste numre der nogensinde er skabt indefor dette kongeriges grænser.

Alle burde gøre dem selv den tjeneste at anskaffe Ayoe Angelicas debut plade. Den er varm og lækker, og er men helt generel til sprødt, jazz-souled laid-back musik, udført af en af vor dages mest sublime stemmer, så er "I'm Amazed" et must.



5/6

fredag den 17. oktober 2008

Danger Mouse - The Grey Album


Hvad Danger Mouse selv hentyder til som værende et "fritids-eksperiment", skabte i 2004 røre i det meste af musikbranchen, da han uden rettigheder smeltede et album sammen, som i dag bliver anset som en "kult klassiker".
Ordet "kult" er svært at difinere. 'Noget' kan være kult af mange grunde, men jeg fandt en god forklaring på wikipedia (om film godt nok, men den gør sig gældende om stort set alt indenfor kunstens univers):

"A cult film is a movie that attracts a devoted group of followers or obsessive fans, despite having failed on their initial releases. The term also describes films that have remained popular over a long period of time amongst a small group of followers. In many cases, cult films may have failed to achieve mainstream success on original release although this is definitely not always the case"

Denne forklaring rammer faktisk "The Grey Album" list fór præcist. Som de fleste jo sikkert ved, så havde Danger Mouse ikke rettighederne fra EMI til at sample Beatles sangene, så få timer efter pladen officielt ramte butikkerne, blev den taget tilbage. Meget få nåede at købe pladen, hvilket vil sige, at meget få world-wide har hørt musikken. Dem der HAR hørt pladen til gengæld, er hysterisk vilde med den, og hylder den for at være noget af det bedste mash-up, genre-remix nogensinde udgivet. Søger man efter albummet på amazon, vil man hurtigt erfare, at det ikke er til at købe der. Man kan ofte finde nogle billege eksemplarer på ebay, men min erfaring siger mig, at sælgere der ikke er til at stole på, og ved at scrolle ned af bare en side, vil man opdage op til 4-5 forskellige cd covers, hvilket bevidner om, at de fleste sælger brændte eksemplarer.

Sort på hvidt; "The Grey Album" er ikke tilgængeligt officielt, og af den grund har det modtaget kult-status.
Det er faktisk også først nu, at jeg får lagt øre til Danger Mouses brilliante collabo. Jeg er af den (økonomisk farlige) støbning, at jeg køber altid album'er; Jeg er hæftigt imod downloading. Af den grund har jeg naturligvis ikke kunne få fat i "The Grey Album", men da jeg fandt ud af, at min room-mate her på EFC havde albummet, blev jeg sageligt lykkelig - endelig kunne jeg høre albummet, uden at JEG var nødsaget til at stride imod mine egne moralske skrupler!!


Hvis vi kort retter blikker over på det tekniske, som alle højst sandsynligt også ved alt om, så er "The Grey Album" bygget op a a capella fra Jay-Z's "Black Album" og instrumentale fragmenter fra The Beatles' "White Album". Et "simpelt koncept", som desvæære ikke blev godkendt af den ene part. Jay-Z var selvfølgelig frisk på at få det udgivet, men EMI havde som sagt lidt sværere ved at udlevere deres materiale.
Hvis man, når man lytter albummet igennem, har i baghovedet, at alt musik er samplet fra "The White Album", så er det næsten urealistisk hvordan Danger Mouse har fået nogle af numrene frem. Når man fx hører "What More Can I Say", så kan man nemt høre at det er "While My Guitar Gently Weeps" samplet der bruges (som RZA også brugte til førstesinglen på "8 Diagrams"), men når "Dirt Off Your Shoulder", forklædt i et "Julia" sample, brager ud af højtalerne, er der ingen forbindelse til det rigtige nummer! Danger Mouse viser virkelig verdensklasse-sampling her, og kun ved hjælp af ét Beatles nummer, danner han rent faktisk et hiphop beat. - Og det er også her Jay-Z's a capella fungerer bedst. Man må være ærlig og sige, at Jay-Z's rap er bedre egnet til hiphop-beats end 60'er pop-rock. "Encore" for eksempel er et totalt flat beat, som ikke emmer af noget man kan relaterer til hiphop, og her virker det som om Beatles-samplingen går spildt. Ligeledes er "My 1st Song", som er et af "Black Albums" absolutte perler, en direkte pinlig oplevelse, idet de tre samples der bruges på ingen måde kan følge Jay-Z's flow, og rytmen og den musikalske timing kunne ikke være dårligere.
Andre gange genskaber Danger Mouse dog den samlede ånd perfekt. På "99 Problems", som originalt er båret op af et Rick Rubens jernhårde beat, har Danger Mouse samplet "Helter Skelter" som må siges at være en af The Beatles' hårdeste rocknumre, så på den måde holder Danger Mouse fornemt liv i musik-stilen.

Som konklusion vil jeg sige, at "The Grey Album" uden tvivl er en fed oplevelse. Sampling-kunsten tages til helt nye højder (eller rettere blev taget), og "eksperimentet" som Danger Mouse kastede sig ud i, er et af de mest interessante i længere tid. Når det så er sagt, så må man også være ærlig at indrømme, at der er mange numre hvor man efterlades med ingenting. Jeg tror ikke at mange andre kunne have lavet denne plade, men der er bare for mange ligegyldigheder, som hverken udmærker sig på den ene, anden eller tredje måde. At pladen er kult vil jeg gerne gå med til, men at hylde den som værende et mesterværk, det vil jeg mene er at skyde lige lovlig højt.

4/6

søndag den 12. oktober 2008

Termanology - Politics As Usual


"See I'm hitting every label up, they say 'damn you can rhyme!' /
- 'you the best cat out we can't sign'

Et af de albums, der har gjort flest hiphop-heads rundt omkring i verden mest utålmodige, må siges at være Boston MC'en Termanologys debutalbum "Politics As Usual". Efter at have udgivet en række yderst fornemme eastcoast mixtapes, blandt andet sammen med mixtape mesteren Statik Selektah, har Term' formået at få alles opmærksomhed rettet imod sig selv. Selvom DJ Premier street-bangeren "Watch How It Go Down" er inkluderet på debut albummet, blev det allerede udgivet for to år siden, og det var der, i mit tilfælde i hvert fald, at Termanology fangede min interesse. Selvom DJ Premier stadig er en storladen producer, så må man alligevel erkende, at der efterhånden er ved at være længere imellem de RIGTIG fremragende bangers. Nike's kampagnebrag "Classic (Better Than I've Ever Been)", med et stjernecast af uhørte dimensioner, viste at Primo stadig kan, men udover den produktion har han ikke rigtig skabt noget, som har udmærket sig udover det sædvanlige. De nyere Royce Da 5'9, NYGz, Big Shug, Fat Joe og Kool G Rap beats har i mine øre været ganske intetsigende sammenlignet med ældre materiale. Han har godt nok kommet godt igen med Little Vics "The Exorcist" og Reks' "Say Goodnight", så måske han er kommet tilbage på den rigtige bølge igen (?). Hovedpointen er, at Premier efter at par skæve produktioner, har bidraget med 3 beats til Termanologys debutalbum, hvoraf to af dem står ud som værende de bedste i længere tider, og her snakker jeg ikke kun Premier, men generelt. Den førnævnte "Watch How It Go Down" og "So Amazing", der på alle måder indfanger essensen af DJ Premier og støvet og råt New York hiphop - og så en tilhørende rapper, der forstår at udnytte dem til det fulde.

"Støvet og råt New York hiphop" er blevet en genre, som mange producere prøver at genskabe. Lyden fra 90'erne er svundet, og selvom flere prominente producere som 9th Wonder, Jake One og Marco Polo har forsøgt at få lyden frem igen, har det ikke rigtigt lykkedes. I Termanologys tilfælde til gengæld, har beat'nes bagmænd haft stor success. Skal man namedroppe nogle af producerne, så lyder det da også rimelig fucking blæret; DJ Premier, Large Professor, Pete Rock, Alchemist, Hi-Tek, Buckwild, Easy Mo-Be og Nottz, bare for at nævne nogle. De fleste af disse er veteraner der ved præcist hvordan tingene skal gøres, men sidstnævnte Nottz, der er lidt mere en newcomer and de andre, bidrager med nogle produktioner, der rykker ham m-e-g-e-t langt op a listen med "bedste producere i dag". DJ Premier har været med fra starten, og Pete Rock har ligeledes altid været en af de mest soul'ede og gennem-jazzede producere, sammen med Large Pro og Buckwild. At de fire formår at genopleve 90'er lyden kan næppe undre nogen. Men at det er lykkedes dem i SÅ høj grad, kan stadig få mig til at tænke på, om de mon har produceret numrene tilbage i 90'erne i så gemt dem til nu. Ligheden er komplet. Pete Rocks percussion-opbyggede og dybt smooth'e "We Killin' Ourselves" lyder præcist som et nummer som C.L. Smooth kunne have rappet over på fx "Mecca and the Soulbrother" albummet. Havde Nas fyret nogle sprøde linjer af over Large Pro's "Sorry I Lied To You" beat, så kunne det snildt have været "Illmatic's" 11. nummer.

Man føler altså hele tiden, at den gyldne tids eastcoast hiphop lever i stor stil, og at Termanology er talerør, selvom han stort set som den eneste på pladen, ikke har været med til at "starte" bevægelsen. Men dette er imidlertidig ingen hindring. Termanology kan og bør nævnes som værende en af de 5 bedste rappere i dag, når det kommer til flow, ordleg og punchlines. Tre vigtige ingredienser når man taler om 'golden era'-hiphop. Dengang var det udelukkende skills der talte, og ikke antal plader solgt. Dette syntes Termanology at respekterer fuldt ud, og den får ikke for lidt når han først går i gang. Jeg bliver igen nødt til at henvise til streetbangeren "Watch How It Go Down", som altså er ren og skær agressiv lyrik der eksploderer ud af speakerne. Det virker som ét langt flow, og det lader ikke til, at Term tager sig tid til at trække vejret. Det er intet mindre end fantastisk. Præcis det samme gør sig gældende med "So Amazing", hvor Term' beretter om hans ihærdige forsøg på at få et fast label, og dertilhørende afvisninger fra samme. Her er en god portion humor flettet ind, og der bliver namedroppet en masse, samtidig med at nogle af de skarpeste punchlines udfoldes, som fx
"Puff hear this - take a meeting the next day /
I won't say shit, I just tell 'em to Press Play"



Det lyriske nabolag er let genkendeligt. Hans mixtape serie hed "Hood Politics", og da albummet hedder "Politics As Usual", er det ganske simpelt ren gadepoesi. Bare ved at se på numrenes titler kan man danne sig et godt udtryk af, hvad det lyriske indhold byder på; "Respect My Walk", "Hood Shit", "How We Rock", "In the Streets", "So Amazing" og "Drug, Crimes & Gorillaz". Sort på hvidt: who rock the streets. Det handler om skills, kunnen og gøren, rapblær og respekt i de andres øjne. Term' omfavner det hele, og med linjer som
"My VA chick told me please don't leave /
she tries to hide my keys on me when I put on my jeans.
I told her chill ma, I'ma keep it real ma /
you know I have my fingers crossed on a real ya'.
I can't see myself tied down yet /
I want a bentley and a benz and a fly corvette.
and there ain't no other way to get it than on the road /
When I come back from tour i hit you up with a rose.
Maybe a ring (yeah?), nah never a ring /
But when I pass through the hood you know I give you a ring
I ain't tryna' be foul just tryna' be rich /
try to be up in the six with the ST clique.
Listen to this; you hear the beat right there /
that's a million dollar sound, we try to keep that there.
No use in dropping a single if it ain't number one /
i got 99 problems but you just ain't one... sorry ma'"

- Måske ikke højtragende poesi ved første øjekast, men når man hører det over Nottz's klingende og overordentligt velproducerede "Please Don't Leave", så går det hele op i en højere enhed, og nummeret er uden tvivl et af pladens bedste. Det være selvom den ligger lidt udenfor golden-era-formularen. I mine øjne er det et smart move at inkludere Nottz på albummet, for han formår at bringe noget nyt og friskt på bordet, stort set hver gang han producerer. Jeg kom måske til at fremstille ham som værende en sydstats-inspireret producer, i min "Graduation" anmeldelse, men på "Politics As Usual" viser han at jeg tog fejl. Heller ikke tilfældigt at Nottz har hele 3 skæringer med, hvoraf nogle af de førnævnte legender har måtte "nøjes" med en enkelt.

Det vi står tilbage med er altså et album, der har stort set alt hvad der kræves for at skabe en klassiker. Produktionerne er der langt hen af vejen. Der er enkelte musikalske stykker jeg måske havde set skåret fra, såsom "The Chosen" og "Respect My Walk", som ikke formår at vedligeholde kvaliteten fra de andre numre. Hvis man kigger tilbage på en ældre klassiker, "Illmatic", så 'mangler' Termanology noget, som Nas havde, eller rettere, Termanology har 'noget' for meget. Det lyder kringlet ja, så lad mig forklarer: Nas rapper på "Got Yourself A Gun" fra Stillmatic:
"My first album had no famous guest appearances /
the outcome, I'm crowned the best lyracist."
- Dette kunne Termanology havde taget ved lære af, for han ville uden besvær kunne bære hele albummet op alene, men der er alligevel et par gæsteoptrædender at finde på albummet, hvoraf de alle bliver komplet glemt i skyggen af Termanology. Bun B, Sheek Louch, Freeway, Prodigy og Lil' Fame. De pryder ikke albummet med noget særligt, og de kunne i mine øjne lige så godt have været foruden. Termanology er nemlig, som sagt, en fantastisk tekstskriver, og et album udelukkende med hans rap, ville virkelig have cementeret ham som værende en af de aller bedste i gamet. Han siger det faktisk selv
"They say, lyrically I'm the new AZ /
cause if I really wanted to, I could keep up with Nas"
Men det vil han åbenbart ikke?...
Der er en sidste ting der går mig på. Det er muligvis en lidt mærkelig kritik, så jeg skal se om jeg kan forklarer mig ordenligt. Nogen gange, når folk forsøger for ihærdigt at opnå noget, så bliver det af samme årsag 'falskt', fordi de ikke selv skaber noget, men i stedet prøver at gå tilbage og skabe noget udfra en allerede brugt skabelon. Jeg har ikke noget imod hiphop kunstnere der vli prøve at få 90'erne tilbage, men i visse tilfælde, så virker det bare fór iscenesat. Termanology bruger enhver form for virkemiddel, til at få folk til at synes, at "det her, det ER 90'er hip hop". Jeg bed personligt på krogen, men efter at have tænkt over det og hørt albummet igennem, så har jeg fundet ud af, at jeg mangler kreativitet. Jeg mangler noget nyt. I min drømmeverden, der forsøger hiphop kunstnere at skabe mageløs hiphop, ud fra nye metoder og ideer. 90'er hiphop hørte til i 90'erne. Vi elskede det, men nu er vi snart i et nyt årti, og jeg så gerne at producere og rappere gik sammen om at skabe en lyd, som folk i fremtiden vil tænke tilbage på som de "gyldne 2010'ere". Nytænkning, kreativitet og fantasi skal der til.
Ingen tvivl om at "Politics As Usual" er et gennemført album, men det er faktisk gennemført, at det virker påtaget, og derfor ikke helt rigtigt. Derfor kan jeg ikke vriste en helt høj karakter ud af mig

4.5/6

mandag den 6. oktober 2008

Giant Panda - Fly School Reunion

Af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Hvis du tilfældigvis har gået og ledt efter en gruppe der lyder som "E-40 der deler et måltid thai-mad med the Beatnuts" (ifølge dem selv), så er Giant Panda et temmelig oplagt valg - deres beats kigger sig over skulderen efter de forsvundne gyldne dage i begyndelsen af 90'erne, mens lyrikken fokuserer på så essentielle ting her i tilværelsen som at være "Super Fly" og "Always Dope". Mens den L.A.-baserede trio behændigt undgår alle anklager om udvikling af genren, kan man til gengæld ikke lade være med at trække på smilebåndet så snart skiven drejer og minderne om en simplere tid flyder ud af højtalerne.
Gruppen består af Maanumental (sort), Newman (hvid) og Chikaramanga (straight outta Tokyo) og sammen formår de at (gen)skabe 90'er hip hop som de fleste ville nikke anerkendende til. Blandt gruppens største inspirationer er b.l.a. kaffe, Jimmy Hendrix, basket-ball kort, smoothies og pandaer.. og tja, hvem kan ikke se logikken i det spørger jeg bare?
Deres første album går passende nok under navnet "Fly School Reunion", der ikke overlader meget til fantasien - stort set samtlige numre fører lytteren tilbage til en periode, hvor hiphop gjalt om de gode vibes og den tilbagelænede holdning overfor autoriteterne og systemet. Tilsæt den humoristiske stil som hørt hos Gym Class Heroes' Travis McCoy og elementerne af nostalgisk vemod lurende under overfladen hos Strange Fruit Project og du har Giant Panda.
De tre MCs har temmelig ens flow og stemmer, hvilket er lidt ærgeligt. Dog hænder det at Chikaramanga spytter et par vers på japansk, hvilket leder tankerne hen på drengene fra Teriyaki Boyz. Det er også nogenlunde samme energiniveau, dog uden at være nær så anstrengt som sidstnævnte gruppe ofte kan lyde. Samtlige medlemmer i Giant Panda har noget af byde på når det kommer til lyrik og levering; at de så lægger meget tæt op af hinanden betyder jo bare at de komplimenterer hinanden godt. Især flowet er bemærkelsesværdigt på et nummer som det sarkastiske "Racist", der udstiller de hyppigste fordomme om hver hudfarve, der er repræsenteret i gruppen. Her kommer humoren også i højsædet, og sammen med "90's", "Diggin in the Tapes" og "T.K.O." er det uden tvivl en af albummets perler.
Coveret til "Fly School Reunion" siger også meget om gruppens stil: tre MCs hænger afslappet ud af et vindue, en med en stor oldschool boomblaster, en anden med et krus kaffe i hånden. Det er ganske og aldeles uhøjtideligt, en varm velkomsthilsen ved indgangen til en gangsta-, crunk og blærfri zone, der lægger op til bare at chille og nyde lækker hip hop i en af sine reneste former, et pusterum uden for tid og sted og som for et øjeblik hiver tankerne væk fra storbyens hektiske stress og tillader musikken at blive nydt som musikken bør!

5/6

Seeed - Next!


Nu hvor jeg er elev på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor mere end 15 nationaliteter er repræsenteret, så ville det være dumt ikke at udførske hiphop fra andre lande. Jeg har forsøgt mig omkring, og der er faldet noget rigtig godt af indtil videre.
Det første jeg faldt for var en tysk reggae/hiphop/dancehall-gruppe som jeg tilfældigt hørte da en tysk elev satte sin iPod til at spille på en Hi-Fi der stod i et lokale. Det viste sig at denne tyske gruppe var Seeed, som er det tyske svar på Bikstok Røgsystem. Et godt blendt imellem de førnævnte genrer, med en god portion humor og nogle sprøde beats. Seeed er åbenbart et megahit i Tyskland, og deres seneste album "Next!" har også gjort gruppen stor uden for landets grænser. Hører man albummets megahit "Aufstehen", som var det nummer jeg forelskede mig i, så forstår man det (sandsynligvis) straks. Det har i øvrigt lidt af en fornem gæsteoptræden på, se selv: (Lyden skal være så høj som overhovedet muligt! Hvis du af en-eller-anden-grund ikke kan spille nummeret med fuld volumen, så VENT til du kan, for det SKAL høres med suveræn lyd!!)



Det sjove her er, at "Next!" primært består af engelsk sprogede sange, men lige præcis hittet som har en verdensstjerne som gæst, vælger de at udføre på tysk! De har senere lavet et remake af nummeret hvor hele sangen er engelsk, "Rise and Shine", men jeg synes faktisk at den tyske version er flere længder bedre.
Er man til muntert fest musik á la førnævnte Bikstok røgsystem, så vil jeg stærkt anbefale at man checker Seeed ud. Numre som "Stand Up", som sjovt nok lyder uhyggeligt meget som "Cigar", vil uden tvivl ikke skuffe.
På enkelte skæringer leverer gruppen dog også mere "rent" reggae, mere i stil med laid-back Bob Marley, på fx den uktra lækre "She Got Me Twisted". Så man kan roligt sige at de dækker stort set alle aspekter i reggae-universet, hvilket giver lytteren en behageligt nuanceret musik-oplevelse, der er både til hofter og hængekøje, med andre ord; en ultimativ sommerplade. Og selvom vi bevæger os væk fra varmegraderne vil jeg stærkt anbefale at checke "Next!" ud, den kan snildt forlænge sommeren med lidt tid!

4/6

søndag den 5. oktober 2008

Atmosphere - Strictly Leakage


Nu vi er ved Atmosphere, hvorfor så ikke lige 'ordne' endnu en udgivelse fra myren og sneglen. Som jeg nævnte i den forrige anmeldelse udgav de dette album, "Strictly Leakage" som en del af deres pr-kampagne, som blev lagt ud på nettet til gratis download.


Normalt har jeg et lidt svært forhold til gratis-download albums. Det er uden tvivl meget venligt af kunstnerne at dele deres musik med os lyttere uden det koster os en rød reje, men i mange tilfælde er disse albums aldrig rigtig så gode som de kunne have været. De gemmer det gode materiale til et efterfølgende IKKE-gratis album, så alt det der 'free-download' er stort set altid en del af en markedtings kampagne. Jeg downloadede fx "Sweet Lord" albummet fra 9th Wonder og Murs, som de ligeledes havde lagt ud til gratis download, og på nær åbningsnummeret var pladen en ren skuffelse, primært bestående af uinspirerende ligegyldigheder. Og på samme måde er NYOils nye "9 Wonders" decideret dårlig.
Dette gør sig til gengæld ikke gældende i Atmospheres tilfælde. Det virker som om, at de har lavet 100 fænomenalt gode numre, som de så her fordelt ud på de mange udgivelser de har smidt ud i løbet af de sidste to år. Fire fremragende EP'er, et mesterværk af et album (When Life Gives You Lemons...) og så et gratis download album for lige at sætte prikken over i'et. Og også her er musikken fantastisk. Jeg vil faktisk ikke begynde at beskrive det, for jeg ville bare skrive det samme som ved "Sad Clown Bad Spring #12" og "When Life Gives You Lemons....". Det er muligt at der ikke er helt ligeså mange numre der får en til at sige "HOLD DA KÆFT", men der er enkelte numre der med garanti vil gøre lyttere mundlamme. Personligt står nummeret "The Things That Hate Us" for mig som et af de bedste Atmosphere numre der er lavet. Beatet er legende-groovy't med et fantastisk sample, og Slugs lyrik er skarp som et samuraisværd:

"We love the things that hate us /
push snooze again girl i don't wanna wake up.
Amerika the beautiful, that's how she played us /
wasn't that cute, must've been her makeup.
Trying to grab everything that she gave us /
just take it back in the math on that pay stub.
Lookin' at the neighboors like "wait up!" /
we love the things that hate us."

- spydige kommentarer til Amerika er der rigeligt af, og Slug deler gladeligt ud af dem, idet han fortsætter:

"When death calls best believe it's gonna get all emotional /
because I ain't going to hell without my menthols.
Damn caple TV got me trapped in /
girls actin' dumb and cops beatin' black men"


-Og som en lille cool detalje, har de inviteret en håndfuld gæsteoptrædener med på albummet, og selvom det er et free-download album, så er prominente folk som fx Brother Ali at finde på "Stricly Leakage". Bestemt det bedste gratis album jeg har lagt øre til. til dato.

4/6

onsdag den 1. oktober 2008

Atmosphere - Sad Clown Bad Spring # 12



Slug og Ant, de to herre bag den ultra produktive hiphop gruppe Atmosphere, lader til at være havnet i en strøm af uendelig kreativitet. 2008 er uden tvivl Å-R-E-T for gruppen. Sidste år "udgav" de albummet "Strictly Leakage" som lå til gratis download, et brag af et album. I år har de formået at udsende fire 5-track EP's som en del af hiphop undergrunds-historiens bedste marketing til dato. Og deres nyeste "When Life Gives You Lemons.... You Paint That Shit Gold" blev så godt modtaget, at gruppen ikke kan kategoriseres som 'underground' længere, for slagstallene fra albummet fik dem helt op i den tunge billboard liga. Top 5 for at være mere præcis, helt deroppe sammen med Mariah Carey og Ashlee Simpson. Jeg havde da heller ikke andet end prisende ord for "Lemon"-albummet da jeg anmeldte det.
Nu faldt jeg så over denne EP som er den fjerde og sidste i "den sørgelige klovn og årstiderne"- EP-serien, og velsagtens den bedste.

Det er kort og godt. 5 knivskarpe skæringer der på fornemmeste vis fremstiller Slug som den mester-lyriker han nu engang er. Og ligeledes disker Ant op med nogle fænomenalt flotte produktioner, som tager lidt af hvert for alt det bedste de har udgivet. Personskildringerne, som nok er det som Slug er bedst til, blandet med Ants instrumentale talenter og hans banging beats. På det halvskævt jazzede åbningsnummer "Less One" følger vi en politibetjent der synes at have det svært med hans arbejde. Det er numre som dette der forbløffer mig, for Slug når at beskrive nogle utroligt detaljerede personligheder på stort set ingen tod. Det samme gør sig (i endnu højere grad faktisk) også gældende på det bragende "Not Another Day", som er EP'ens perle. På "Happymess" beretter han:

"I've been through the rain but i put other people through a hurricane /
just to work the gain.
Sometimes I swim through so much shame /
I think my little man's blessed that he didn't get my last name"

Ant brillerer også i stor stil. På "Carry Me Home" sampler han Gil-Scott Heron's "Rivers of My Fathers", som Kanye West også brugte til "My Way Home" fra Late Registration. Ant slipper dog en del bedre fra det, med et fremragende og dybt sjælfuldt nummer. Det der i første omgang fangede min opmærksomhed på "When Life Gives You Lemons..." var lydsiden, som jeg vist beskrev som værende "en ny stil indenfor musikken", og denne stil gør sig også gældende på "Sad Clown Bad Spring #12". Så man kan meget enkelt sige, at EP'en her er yderst fremragende. Synes man ligesom mig, at "When Life Gives You Lemons..." var et forrygende album, og man godt kunne tænke sig lidt mere af den skuffe, så vil det være decideret dumt ikke at investerer i denne EP.

4/6