onsdag den 30. marts 2016

Pede B - Gin & Cocio


Efter fast at have udgivet et album om året de sidste fire år, hvor skrive-mentaliteten ret beset har været den samme, tager Pede B nye midler i brug på sit seneste skud på stammen: Gin & Cocio. Fremfor at lave et album med en samling enkeltstående numre, hvilket er den gængse måde at sætte et album sammen på for de fleste, har Pede B med Gin & Cocio skrevet én lang, sammenhængende historie, der fortælles over pladens 13 skæringer.

Vi møder William der er telefonsælger. Han hader sit arbejde, lever livet i weekenderne, har drømme om at lave musik med sin ven Jimmy, og så har han et godt øje til kollegaen Ella. Desværre har Jimmy rodet sig ud i noget snavs med nogle uheldige typer, og snart befinder William sig i en hårdknude, der involverer gæld, gangstere, guns og godt gammeldags uheld.    

Konceptplader må siges at høre blandt sjældenhederne, især herhjemme. I det store udland er der efterhånden flere kunstnere, der har givet sig i kast med konceptalbummet, hvilket har resulteret i et hav af forskellige bud på, hvordan man kan folde en historie ud over en hel plade. Der er obskure og indviklede fortællinger som Dan the Automator og Del the Funky Homosapien's episke rum-eventyr Deltron 3030 og Kool Keith's groteske historie om den tidsrejsende gynækolog fra Jupiter på Dr. Octagonecologyst. I den mere metaforiske ende, hvor lytteren selv skal arbejde for at udfylde tomme pladser og kæde et klinket narrativ sammen, finder vi bl.a. Lupe Fiasco's fortælling om Michael Young på The Cool, JGiven's abstrakte fabel om ydmyghed på Fly Exam, og ikke mindst Cunninlynguists' hyper-komplekse eposser A Piece og Strange og Oneirology. Ser vi på de mere medgørlige konceptalbums, hvor historien umiddelbart er mere ligetil at deschifrere, bør man nævne Masta Ace's Disposable Arts, Mr. Lif's I Phantom, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city og The Roots' Undun, sidstnævnte dog med et narrativ, der helt eminent er vendt på hovedet.

Det forekommer dog uhyre sjældent, at en historie på et konceptalbums fortælles direkte, med en start og en slutning og en i øvrigt lineær historie, hvor en række gæsterappere agerer statister. På dansk kender jeg kun (udover Gin & Cocio) Østkyst Hustlers' Verdens længste rap, hvor bl.a. Al Agami, Humleridderne og MC Einar hjælper til med at tilvejebringe fortællingen om Jazzy og Bossy's hustler-eventyr. Ser vi ud over landets grænser vil jeg skyde på, at Prince Paul var en af de første på banen med sin A Prince Among Thieves, hvor prominente folk som Big Daddy Kane, Biz Markie, De La Soul og RZA alle indtog roller i beretningen om den unge aspirerende rapper Tariq, der hvirvles ind i alverdens rod i sit forsøg på at slå igennem som rapper. Den Canadiske producer Factor udgav for nogle år siden et klart optegnet skuespil i form af den tungsindige Woke Up Alone, hvor en mand gennemgår sorgens fem stadier (jf. Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969) efter sin kones bortgang. Også her møder man et fremragende persongalleri, portrætteret af forskellige gæster, deriblandt Onry Ozzborne som psykiater, Myka 9 som mystisk nekromanser, Open Mike Eagle som læge og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Og endeligt er jeg nødt til at nævne PackFM's lille genistreg I F*cking Hate Rappers, der er et af de bedste eksempler på en såre simpel historie, udført til perfektion. Det hele starter med, at PackFM pludseligt bliver sms'et angående et show han skal spille på et suspekt spillested, arrangeret af en mindst ligeså suspekt promoter. Pack kan ikke huske at have lavet denne aftale, men på trods af et ufattelig elendigt lineup af opvarmere og det faktum, at han slet ikke ved hvor spillestedet ligger, begiver han sig alligevel ud i verden for at finde det. Et sandt must af en oplevelse.

Det jeg vil frem til med alt dette er, at jeg i det store hele finder historien på Gin & Cocio undervældende. Holdt op imod de førnævnte værker finder jeg, at Pede Bs historie ganske enkelt er for simpel. Der er ingen løse ender, tomme pladser eller legen med kronologi, som tilskynder meddigtning. Intet lægges i lytterens hænder, alt serveres utvetydigt, sort på hvidt. Havde Pede B dog bare indarbejdet nogle elementer i historien, der tvang lytteren til at genopsøge pladen, enten for at blive yderligere afklaret, for at fange de hengemte nuancer og detaljer man ikke fik med i første omgang, eller for at blive draget af spændingen eller intensiteten på ny. Dette er ingenlunde tilfældet, og man kan lidt groft sagt sige, at en enkelt gennemlytter er alt rigeligt. Dramaturgien er simpelthen for vag, og spændingskurven når aldrig de højder, hvor man som lytter for alvor rives med. Dertil mangler karaktererne kant og dybde, hvilket gør, at man ikke investerer sig selv nok i det, de går igennem. Derudover bliver der for ofte brugt for lang tid på for lidt. Tag bare andet vers på "Brunchmusik", der bogstavelig talt er én lang opremsning af alt det mad, han har tænkt sig at spise. Der er mange gode rim i verset, og man bliver da lækkersulten undervejs, men så længe må man ikke træde vande i en så forholdsvist kort historie. Det samme gør sig gældende på "Hvem ved?", hvor der ret beset ikke sker meget mere, end at William vågner i Ellas seng. Ser vi på et nummer som "Jeg vil glemme" er det svært at komme udenom, at man nok er gået på kompromis med historien til fordel for single-materiale, hvilket i min bog er noget nær uhørt for et konceptalbum.  

Der er dog også flere åbenlyse kvaliteter og positive øjeblikke at fremhæve. Førstepersons-rapperen fungerer fint, og selvom jeg, ligesom det var tilfældet med Byggesten, savner mere finesse i leveringen, er der ikke sparet på hverken fantastiske rim, god humor, fin indlevelse i hovedpersonens fremtoning, velplacerede gæster der puster liv i fortællingen og små filmiske mellemstykker, der virkelig gavner historien.

Lydsiden er udarbejdet af DjNoize, Adam Sampler og Luxxx, og rent musikalsk er Gin & Cocio lidt af en rodet fornøjelse at lytte sig igennem. På nogle numre er det højst tydeligt, at musikken skal komplimentere stemningen, som fx "Brunchmusik" med sine lune guitar-riffs, "Regn på ruden" med sit dystre klaverspil og silende regn i baggrunden, og "Dårlig idé", hvor det jovialt svingende beat er en suveræn forudanelse af det fejlede røveri. Der er dog også numre som "Gin & Cocio", "Sengetid", "Hvem ved?" og "Typisk mig", hvor produktionerne ikke synes at fremhæve hverken stemning eller tema. Og så er de endda lidt jævnt produceret. Bedst bliver det på åbneren "Automatpilot", hvis beat gør sig mageløst som entré til pladen, den absolut veldrejede "Bunden af fødekæden", "Modet fra mig", der er besmykket af et sublimt omkvæd, og "Ingen steder", der på trods af at være én stor, fed happy ending, ender som et pragtfuldt stykke musik, bl.a. på grund af Bashir Billows fornemme hook.

I sidste ende er det dog ikke de enkelte, velfungerende elementer, det handler om. På et konceptalbum er det konceptet, altså historien, der skal bære oplevelsen, og her halter det altså. Havde Gin & Cocio været forgangsalbum for koncept-genren havde det måske set anderledes ud, men albummet lever ikke i et vakuum; der eksisterer andre, langt mere imponerende konceptalbums, som jeg ikke kan se bort fra i min kritik, og således ender Gin & Cocio med at ligge i den jævne ende.

3/6
- Jeppe Due Barslund  

søndag den 27. marts 2016

Leftovers: kampen mod nøglehuls-mentaliteten


Til dig, der ikke helt ved hvad alt det her Leftovers-kampagne-halløj helt præcist går ud på, læs med her.

Det slog mig nemlig lige, at al denne råben op og opfordren til støtte måske har været i en meget intern og indspist tone, som om at det er en selvfølgelighed, at alle ved hvad der er tale om. Det er sikkert langt fra tilfældet. Måske er du kommet til her for nylig, måske er Leftovers-projektet gået din næse forbi, måske noget tredje eller fjerde. Hvorom alting er følger her en tydelig forklaring af projektet, samt en begrundelse for, hvorfor jeg synes DU skal bidrage til det.

"Musik du ikke kender men elsker" 
- Per Vers om Leftovers-opsamlingerne.

Du kender sikkert en opsamlings-udgivelse som 'More Music', hvor man én gang om året kan købe alle det forgange års største hits, samlet på én udgivelse, så man igen-igen-igen kan høre al den musik, radioerne allerede har overspillet til døde i løbet af året.

Men hvad med alle dem, der ikke er blevet spillet i radioen i løbet af året? Dem, der hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV? De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. Hvem skal tale deres sag?

- Det har jeg valgt at gøre med mit 'Leftovers' -projekt. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender eller har hørt.

Det her handler ikke om, at det musik man hører i radioen er dårligt; der er masser god musik i radioen - det handler om, at radioens udvalg er latterligt begrænset. Det eneste de tilbyder er reelt set et lille kig ind af nøglehullet. Jeg opfordrer til, at man sparker døren op og går på opdagelse i en stor og forunderlig verden af musik. Dét er ideen bag Leftovers.

Genren er hiphop, indholdet ufattelig alsidigt og kvaliteten skyhøj.

Jeg håber I vil støtte mig i min mission om at "tage kampen op" imod denne nøglehuls-mentalitet, og hjælpe mig med at sparke døren op og hjælpe en masse mennesker med at få udvidet deres horisont.

torsdag den 24. marts 2016

Kanye West - The Life of Pablo


Hvordan i alverden skal man dog vinkle en anmeldelse af The Life of Pablo; en dynamisk foranderlig organisme af et album, der er blevet ændret og forandret et utal og gange, som er blevet kaldt alt fra et ulideligt makværk til en lodret genistreg, og som har omvæltet skeptikere og fået loyale fans til at løbe skrigende bort. 
     I mit tilfælde bør spørgsmålet måske rettere lyde: hvordan skal man vælge en vinkel at anmelde The Life of Pablo ud fra? Ser I, - jeg har lyttet urimeligt meget til The Life of Pablo siden udgivelsen, og det er på særeste vis lykkedes mig at korrigere mit syn, min holdning og min vinkel at anskue pladen ud fra, ganske mange gange. Først følte jeg, at det var en uredelig omgang sjusk, og så nogle dage senere fandt jeg, at den røde tråd måske var mere tydelig end først antaget. Frem og tilbage gik det, og således bugtede min mening sig i bakkedal i kølvandet på udgivelsen, og da tiden kom hvor denne anmeldelse skulle nedfældes, stod det mig klart, at indfaldsvinklerne - og spørgsmålene de måtte udspringe fra - var mange: Er dette West's mest rodede plade, eller er det den mest akkurate musikalske gengivelse af hans livs status quo, eller bunder den akkurate gengivelse netop i rodet? Har meglomanen endelig fået overhalet geniet inden om, eller er The Life of Pablo præget af en mere kompleks psykologi end umiddelbart antaget? Der er meget at sige og ikke nok tid til at få det hele sagt så eksakt som muligt, så i stil med West selv vil denne anmeldelse tage form som en visionary stream of consciousness, der vil fungere som en melange af objektive observationer, subjektive synsninger og personlige fortolkninger. 




"Uden synd, ingen frelse"
- russisk ordsprog

The Life of Pablo (herfra forkortet TLOP) er West i konflikt med sig, på adskillige planer. Intet nyt under solen vel egentlig; West er og har altid været én stor, omvandrende modsigelse. Den sorte liberalist med sin umættelige trang til luksus og ekstravagance. Den følelsesmæssigt sensitive rapper, der samtidig er selvudnævnt narcissist. Først bevidst og oplyst, med tekster om undertrykkelse, historie, politik og samfund, og snart hovedløst ignorant, med tekster, der forarger, fornærmer og fordummer. TLOP handler således om modpoler og om gensidigt modstridende emner, temaer, koncepter, følelser og ideer. Disse gnidninger udspiller sig konstant. TLOP blev lanceret som et gospel album, men allerede her melder første dissens sig. På forrige album omfavnede West et blasfemisk og Ikarus'k storhedsvanvid, blandt andet med linjer som "I know he the most high, but I am a close high" og den utvetydige tese: "I am a God!". Op til udgivelsen af TLOP lød det noget anderledes: "My number one enemy has been my ego... there is only one throne and that's God's...". Her kan man altså sætte hovmodet op imod beskedenheden, hvilket understøtter et overordnet tema på TLOP om fejden mellem dyder og synder.
     "Deliver us serenity / Deliver us peace / Deliver us loving / We know we need it" lyder det på åbneren "Ultralight Beam", hvor West optræder som trolig og hengiven kristen. Senere på albummet er det dog dyrisk liderlighed, der driver ham, som når han på "Freestyle 4" rapper med fråde om munden: "What the fuck right now? / What if we fuck right now? / What if we fucked right in the middle of this motherfuckin' dinner table?". Her er det kyskheden og begæret, der kolliderer.
     Ser vi igen på "Ultralight Beam", får West hjælp af gospel-legende og præst Kirk Franklin, der forsikrer os om, at det aldrig er for sent at bede om tilgivelse: "This prayer's for everybody that feels like they're too messed up. For everyone that feels they've said "I'm sorry" too many times. You can never go too far where you can't come back home again". Allerede på "Father Stretch My Hands Pt. 1" undskylder West eksplicit for sin ofte utilrådelige opførsel: "If I ever instigated I'm sorry". Der går dog ikke mere end to numre før han igen opfører sig utilrådeligt med fuldt overlæg: "I feel like me and Taylor might still have sex / I made that bitch famous", og her synes det at være barmhjertigheden og griskheden, der er oppe at toppes.

De mange konflikter, der er drysset ud over hele albummet, bunder i, at West bliver hevet og trukket i fra mange sider; af lyster, behov, intentioner og ambitioner. Behovet for frigørelse går i clich med trangen til at sige sin mening, imens ambitionen om at blive økonomisk og kreativ uafhængig til tider synes at spænde ben for intentionen om at gøre verden til at bedre sted. Det er ikke let at være Kanye West, når der konstant kører en fyrrig debat mellem englen og djævelen på hver skulder. Dette forklarer muligvis grunden til, at West aldrig helt er til at gøre sig klog på. "This album is just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people" udtalte han galant, hvorefter TLOP blev udgivet ekstremt eksklusivt på Tidal med en grinagtig download-pris på 200 kroner, der ikke just kan kaldes en "service to the people". Men måske er Kanye ganske simpelt træt af at spille the good guy, når han alligevel bliver set på som skurken: "You tried to play nice, everybody just took advantage" rapper han på "Wolves", og man fornemmer, at han bevidst ofrer den letkøbte popularitet for at kunne værne om det, der egentlig er af betydning for ham. I det lange løb kan dette meget vel vise sig at være voldsomt heroisk, og lige nu er det måske bare os, der ikke kan se den langsigtede idé. Som West udtalte i interviewet med Zane Lowe: "I don't expect to be understood at all".


Lad os prøve at hive det hele ned på et mere håndgribeligt niveau, for hvordan tager disse konflikter og modsætninger form i musikken? Som jeg ser det kommer det både til udtryk i form og indhold, og faktisk også i teknik. Mixningen er mildest talt pudseløjerlig og sekvenseringen skifter mellem at være genial  og retarderet. Her er det op til lytteren at vurdere, om man vil jorde pladen for disse til tider komiske teknikaliteter, eller om man vil hylde strukturen for at være en fin gengivelse af indersiden af West's hoved. På samme vis kan man vælge at fornedre TLOP for ikke at have "sin egen" lyd, hvilket ellers har været symptomatisk for West's øvrige udgivelser. TLOP kan føles som en opsamling, eller måske snarere som en kollektion af b-sider og levn fra forrige plader. "Feedback" er tydeligvis lavet i forbindelse med Yeezus, ligesom "No More Parties In LA" blev skabt i My Beautiful Dark Twisted Fantasy -tiden. "Highlights" oser af Graduation, og "Real Friends" er skabt ud fra samme melankolske fundament, som meget af materialet på 808s & Heartbreak. TLOP rummer altså lidt af det hele, og det vil nogen måske tolke som enten ladt, idéforladt eller uinspireret. Dette gør dog ikke numrene dårlige per se, og måske er der en dybere mening i at bladre tilbage til tidligere kapitler i West's liv. Muligvis for at illustrere, at West er fanget i en hvirvelstrøm af følelser og sindstilstande netop nu, der inkluderer den rendyrkede glæde og det energiske overskud fra Graduation, sørgmodigheden og håbløsheden fra 808s & Heartbreak, vindermentaliteten fra MBDTF samt frustrationerne og fandenivoldskheden fra Yeezus. Som jeg ser og hører det rummer TLOP det hele. Et godt eksempel herpå er "Real Friends", der med trommer, der klinger umiskendeligt som "Good Morning" fra Graduation, og et melodistykke, der runger hult og ensomt som 808s & Heartbreak, ligger sig på grænsen mellem storhed/glæde og ensomhed/melankoli. På denne måde fortæller produktionen alene, at der aldrig er langt fra toppen til bunden; at man det ene øjeblik kan være glad og rig på livet, og med et fingerknips føle sig ulykkelig og miserabel. Historien om de falske venner og familiemedlemmer, der udnytter West's popularitet, bringer dette koncept til livs på fænomenal vis. Succesen burde bringe West lykke, men når dem omkring ham begynder at misbruge hans tillid, vejer bagsiden af medaljen pludselig mere end selve guldet. Der er dog den hage ved "Real Friends", at den med linjen "I'm a deadbeat cousin, I hate family reunions" for evigt har ændret, hvordan jeg hører "Family Business" fra The College Dropout, hvor familien var det vigtigste i verden og alle var stolte af West.  
     Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre på TLOP for at redegøre for, hvordan man kan anskue dem på den ene og den anden måde. Der er virkelig meget godt at finde på virkelig mange numre, men det kræver lidt velvilje og fordybelsesarbejde. "Low Lights" er dog umiddelbart svær at forsvare, "Facts" er ganske enerverende, og det er decideret pinligt at "Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission" er inkluderet, når nu albummet alligevel ikke kom til at hedde Waves. Det trække ned. "Freestyle 4" tjener som tidligere skrevet et formål, men som musikalsk oplevelse er det stort set umuligt at lytte nummeret til ende, trods følgende lille guldkorn i stik-pille form:

"You motherfuckers living like half of your level, half of your life" 

Også lyrikken pendulerer mellem det gale og geniale. Tag fx den fantastisk sjælfuldt producerede "Father Stretch My Hands Pt. 1", hvor første vers åbnes med linjerne: "Now if I fuck this model / And she just bleached her asshole / And I get bleach on my t-shirt / I'mma feel like an asshole". Imponerende dumt skrevet, og så endda over så flot en produktion. På "Father Stretch My Hands Pt. 2" står problematikken med omvendte fortegn: lyrikken er dybtfølt og personlig, men beatet er hektisk og komplimenterer ikke historien om, at West er ved at indse, at han kopierer sin fars adfærd, der i sin tid resulterede i, at han og West's mor blev skilt. I samhør formår de to numre dog, trods soleklare gnidninger, at fremstå virkelig stærke. Også "Famous", hvor West distancerer sig fra sin berømmelse for at finde frihed til at være sig selv, uden at blive defineret af medier og paparazzier, er yderst stærk. Taylor Swift linjen er virkelig vigtig her, da netop dén episode har præget verdens syn på West lige siden. "I went through six years of this fucking shit" lød det frustreret fra West om resultatet af skandalen, kort inden hans SNL optræden, og her er det igen tydeligt, at hans ret til at sige sin mening, hvor som helst og til hvem som helst,  har mastodontiske konsekvenser for, hvordan offentligheden anskuer ham. "I don't blame you much for wanting to be free" synger Rihanna direkte til West, og der er noget virkelig kraftfuldt i, at West skaber så mægtigt et girl-power nummer i sin distanceren fra Swift-skandalen. Folk husker ikke rigtig, at West også afbrød Justice's takketale, da han ikke vandt prisen for bedste video til "Touch the Sky". Da han afbrød Swift var der et betydeligt aspekt af ulighed, diskrimination og sexisme, der forstørrede bommerten ganske uberegneligt. Med "Famous" er det dog svært at kalde West sexistisk, da det ret beset er Rihanna, Nina Simone og Sister Nancy, der løfter nummeret til et skyhøjt niveau. 
     Et muligt højdepunkt kommer i form af "FML", hvor West eksplicit understreger, hvor svært det er at holde styr på sit liv og sin forstandighed, når så mange ønsker at se én fejle og lide. Dette kommer især til udtryk i The Weeknd's omkvæd, der sætter sig i hukommelsen: "Wish I would go ahead and fuck my life up / Can't let them get to me / And even though I always fuck my life up / Only I can mention me". Der gemmer sig dog også strejf af lykke, fx i form af kærlighed til hans kvinde, og læser man mellem linjerne kunne titlen sagtens stå for For My Lady, og ikke den mere oplagte "Fuck My Life". Man kan selvfølgelig også bare negligere disse små nuancer og finesser, og i stedet bruge al sin energi på at fokusere på sangens lidt bøvede linjer: "I'mma have the last laugh in the end / 'Cause I'm from a tribe called check-a-ho", så igen-igen er det op til lytteren, hvor man vil investere sin energi: i det letkøbt negative eller i det positive, der kræver lidt ekstra fordybelse og rummelighed.


Er alt dette pladder i virkeligheden én stor, hovedløs fordrejning af sandheden? Er der overhovedet hold i nogle af de fortolkninger og teorier, der er blevet luftet i løbet af denne anmeldelse? Måske er der ingen dybere mening med noget af det, og måske er TLOP faktisk ikke mere end en forhastet, indolent og rodet omgang nonsens. Det er ikke til at vide. Måske har jeg gradbøjet og manipuleret TLOP i en sådan grad, at den passer bedre med mit forgyldte billede af Kanye West. Som C.S. Lewis sagde: "No story can be devised by the wit of man which cannot be interpreted allegorically by the wit of some other man". Der er ikke én fortolkning eller udlægning der er korrekt, det afhænger af ørerne der lytter og det tilhørende sind, der bearbejder.   
     Det er absolut ikke en hemmelighed, at jeg er voldsomt begejstret for West; måske i en sådan grad, at jeg be- eller ubevidst konstruerer en sandhed, der understøtter min begejstring. Han har præget mit liv i enorm grad og leveret soundtracket til signifikante tider i mit liv. Jeg takker ham, jeg tror på ham og jeg vil ham det godt. Det er uden tvivl muligt, hvis man ønsker det, at dissekere albummets dårligdom og fremhæve elementer, der støtter en bundkarakter. Til dét, er du havnet på den forkerte blog. I min optik er TLOP et perplekst album på den helt rigtige måde, da det netop i rodet og forvirringen tegner et minutiøst og akkurat billede af West. At der har været flere hundrede mennesker involveret i TLOP's skabelsesprocessen, gør det helt lovligt og legitimt at spørge, om TLOP overhovedet er et Kanye West album. Hos mig er det både respekt- og ærefrygtindgydende, at det er lykkedes West at dirigere så mange mennesker i tilvejebringelsen af hans vision. Det ville kun en sand maestro komme i mål med. 

Jeg advarede jer jo om, at det ville blive en stream of consciousness, og det lykkedes stort set at skrive en anmeldelse, der er ligeså rodet som TLOP. - Hvad synes I om albummet?

4.5/6
- Jeppe Due Barslund

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at støtte bloggen her og vores Leftovers-projekt, der har til formål at eksponere overset og forbigået undergrundshiphop, så besøg vores booomerang-kampagne, hvor du kan donere lidt penge og være med til at forvalte det bedste hiphop som du ikke anede eksisterede. På forhånd tak!

onsdag den 23. marts 2016

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 4000 kr,- indsamlet


Der er blevet indsamlet (lidt over) 4000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"7 Days"

I 2009 udgav Finale sit fænomenale debutalbum A Pipe Dream and a Promise, der sitrede af tunge beats og rå rim. Atmosfæren og stemningen fra hjembyen Detroit blev indkapslet til perfektion, takket være Finale's autoritære karakter, beats fra bl.a. Nottz, Black Milk, Apollo Brown og J Dilla, og en herlig, overhængende stank a motorolie. Fantastisk debut, der bevidnede om et soleklart rap-talent.

Man har ikke rigtig hørt fra Finale siden. Jovist, en håndfuld features har med nød og næppe holdt ham over vande, men det var først sidste år, efter seks års hiatus, at han vendte tilbage. Det forholdsvist lange hi har dog ingenlunde været forgæves. Finale's tilbagevenden med Odds & Ends markerer en skarpere og mere fokuseret rapper, der har investeret tid i sin skrivefase og sammen med Oddisee, der har produceret hele pladen, skabt et album, der ikke nødvendigvis er bedre end forgængeren, men unægteligt mere fuldendt og musikalsk helstøbt. Især nummeret "7 Days" blæste mig bagover, ned af stolen med tre baglæns kolbøtter. Oddisee's knytnæve-percussion og uppercut-basgang danner fundament for et organisk-svingende kæbestød af et beat, hvor Finale og kumpanerne Kenn Strarr og Hassaan Mackey rapper med uhørt erfaring og rutine om at være nødsaget til at have et røvsygt 9-til-5 arbejde for at kunne leve, og samtidig have drømme og ambitioner, der synes at falme. Emnet er blevet behandlet et utal af gange før, velsagtens fordi, at de fleste kan relatere til det på en-eller-anden måde. De tre rappere undgår dog let gentagelser og klicheer i lyrikken. Kenn Starr serverer et højst kompliceret rim-scheme, hvor der rimes på den samme lyd hele vejen igennem, imens Hassaan Mackey med sin askebæger-røst beretter om sin hustle med slående overbevisning. Fra Finale lyder det:  

"Meanwhile, deep in the back of my mind /
I can hear the voices tell me "when you hang around too long with dreams end up dying /
Niggas end up forgetting /
When nobody can save us in a head-on collision with 'dead end' street-signs /
Shit change and ultimately you stop trying"

Hiphop anno 2015/16 leveres ikke mere råt, kontant og velskåret end "7 Days", og man skal lede længe efter mere troværdig og besnærende rap end det, de tre herrer her disker op med. Oddisee's produktivitet - og det tilhørende kvalitetsniveau - nærmer sig det groteske, og nærværende nummer er noget af det stærkeste jeg har hørt fra ham som producer. Skru for Guds skyld op! Når man har været "weekday slave" og tiden endelig er kommet til at være "weekend warrior", så kan det her nummer ikke brages højt nok ud af højtalerne.

Tjek, lyt og køb Finale's Odds & Ends via Mello Music Group HER



- Jeppe Due Barslund  

torsdag den 17. marts 2016

Esben & Boone - Skub Roeg EP


Man skal være enten ualmindeligt diffus eller ekstraordinært selvsikker for at udgive musik indenfor samme måned som Kanye West, endsige samme uge! Om man kan lide West eller ej er det en kendsgerning, at han skaber et vakuum omkring sig når han udgiver musik. Mediebevågenheden er total, meningsdannelsen er verdensomspændende, og stort set alt andet musik og alle andre kunstnere bliver sat på midlertidig stand-by. Selv mit eget kommende Leftovers-projekt har ageret bænkevarmer i tiden efter udgivelsen af The Life of Pablo

Og så alligevel....

Onsdag d. 17, eller rettere to minutter i torsdag d. 18., blev det - for første gang nogensinde hos undertegnede - Kanye's tur til at måtte vente. I nattens mulm og mørke blev Skub Roeg EP'en udgivet, med karambolage i hierarkiet til følge.
     Typisk Esben og Boone at vende op og ned på alting. Dette; at vende op og ned på tingene, viser sig faktisk at være et slags tema for Skub Roeg EP'en. Ikke alene er titlen et anagram på duoens forrige EP Skoerbug, de har endda taget dennes spilletid på 13.12 minutter (Skub Roeg udkom i øvrigt nøjagtig 13 måneder og 12 dage efter Skoerbug!) og på Skub Roeg arbejdet sig frem til den bagvendte længde, nemlig 21.31 minutter . Dette er i særdeleshed en glædelig nyhed, da det viser sig, at der især er én ting de to ikke har ændret eller vendt op og ned på: kvaliteten.

"Stråmand i slowmotion, et blob i oceanet /
Hoppede af ræset, helt knast midt i skrivefasen"

Esben og Boone skaber et vakuum i vakuumet med deres evigt imponerende forening af eufoniske beats og absurd-poetisk rap, der altid er bjergtagende men sjældent til at gøre sig klog på. Referencerne spænder vidt, fra Pavlov og Faust til Tove Ditlevsen og Tine Götzche, og intertekstualiteten peger mod alt fra film om spækhuggere til tyske R&B grupper; disse to eksempler endda i samme linje! Man føler sig lidt som en hovedløs høne i forsøget på at skabe mening i, hvad der umiddelbart kunne lyde som rendyrket nonsens, men som alligevel synes for skarpt til at være tilfældigt. Når Boone proklamerer på "Tera Pi", at der er "foragt for alt der ikk' fornyer", må man på baggrund af teksterne på nærværende EP konstatere, at de absolut praktiserer hvad de prædiker. Dertil må man bare erkende, at det er svært ikke at trække på smilebåndet over de mange finurlige indfald, der konsekvent er leveret med rutine og overskud. På det lille interlude "Formandens mellemspil" samples Isbjergs "Lad mig være" og ordene: "Jeg truer plat MC'er hvis rim de er for lamme / MC'er de' alt for mange, deres rim det er de samme", og det er æddermanme et korrekt sample at hive frem her, for når det kommer til Esben og Boone, så er lamme rim en by i Rusland, og intet er det samme som det, man får serveret her.

"Jeg' fra skoven hvor der' fuglefløjt i skulderhøjde /
I fuld længde, glem det eller gradbøj det"

Også produktionerne er en gevaldig fornøjelse. Få beatsmede excellerer som Boone, der stilistisk favner bredt og som synes at kunne følge selv den skæveste idé til dørs med bravur. EP'en indledes med den jazz'ede "Form", hvor stramt orkestrerede trommer, et dæmpet klaver og mageløst samplede blæsere og guitarer sammensluttes til et tungt og melodisk åbningsnummer. Det jazz'ede ved vi dog udmærket, at Boone mestrer, og det er når han giver sig i kast med det mere uventede, at det for alvor syder og sprudler. Tag fx den fantastiske "Nakskov", hvor lavmælte trommer giver plads til et klangfuldt klokkespil og en buklende basgang. Eller "Arealer", hvor ens trommehinder masseres af en yderst kærlig bas, imens psykedelisk anrettede elementer sender én ned i kaninhullet og ud i eventyrland. Det er højst alternativt og yderst berigende.   
     Et nummer som "Svaert", hvor Telepa-T hjælper til med en tung produktion med guitar-riffs og orgel, er også fremragende, men fungerer mere som en triumferende victory lab end et forsøg på at udvide en musikalsk horisont. Det skal dertil siges, at hvis der er nogen, der er berettiget til at løbe en sejrsrunde, ja så er det disse herrer.
     DJ FMDs alt for høje og dominerende trommer på "Ni ti" er det eneste, jeg ikke bryder mig om på Skub Roeg, ellers har Esben og Boone begået et udsøgt lille stykke hiphop, som skal opleves. - Og så må vi se, om der kommer endnu en EP næste år, eller måske om 21 måneder og 31 dage? Der hintes i hvert fald til, at "noget" kunne være på vej:

"Koeb Grus, Skub Roeg, Skoerbug
Sug Broek, del med alle ellers dør du
Min fallit, ingen søger evigt på den nye kur
For suger livet ind og spytter død retur"


Hør og download Skub Roeg gratis HER

4.5/6
- Jeppe Due Barslund

mandag den 14. marts 2016

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 2000 kr,- indsamlet


Der er blevet indsamlet (lidt over) 2000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.  

"Beauty For Bosses"

I december 2010 var Connecticut-rapper, musiker og medstifter af indie-label Fake Four Inc., Ceschi Ramos, offer for, hvad man kan kalde en gedigen omgang uheld og dårlig timing. En tidlig december morgen, bliver en af Ceschi's bekendte stoppet af politiet, for at køre 67 i en 65-zone. Da de stopper ham, erfarer politiet til deres store overraskelse, at han kører rundt med små 50 kilo marihuana i bagagerummet. Han får tilbudt nedsat straf, hvis han udpeger "hjernen bag operationen", hvilket, højst tilfældigt, bliver Ceschi, der ellers bare skulle have haft et kilo til sig selv og sine venner. Kureren finder på en undskyldning for at komme forbi Ceschi's hus, der på dette tidspunkt emmer af julehygge og familietid. Venner kommer forbi, låner toilettet, siger tak og efterlader en lille "julegave" på dørtrinnet. Et kvarter efter stormer politiet huset, arresterer Ceschi og idømmer ham 18 måneders fængsel. Ceschi gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at sikre juridisk retfærdighed, men endte blot med en gæld på 50.000$ og en uforandret straf. Fake Four Inc.'s fremtid hang i en tynd tråd, og der var ikke meget lys at finde for enden af tunnelen. Indie-fans'ne viste dog tænder og trådte til, og sikrede selskabets overlevelse med uovertruffen loyalitet og generøse økonomiske bidrag.

Meget er sket siden Ceschi's løsladelse, og ud fra hans seneste musik at dømme, må man lidt kynisk konstatere, at denne uheldige hændelse trods alt ikke har været godt for noget. I modvinden fandt Ceschi motivation til at begå sine bedste tekster til dato, og trods sin vanskæbne er det lykkedes Ceschi og lave sin karrieres bedste musik i eftertiden. 

Ceschi peger selv på sin far som værende en af de vigtigste personer ift. at holde ham motiveret og ovenvande, i kølvandet på hans løsladelse. Det var særligt en tur til Yale University Art Gallery og udstillingen Art of the Ancient Americas, der inspirerede Ceschi til at skrive, hvad der efter min mening er det bedste han nogensinde har begået, og som uden tøven er blandt det ypperste fra 2015: nummeret "Beauty For Bosses". 

Nummeret er en stramt komprimeret kritik af verden anno nu. Det er fordømmende, sortseerisk og resigneret, med små velstrøjede strejf af sarkasme, humor og glimt af håb. På den ene side leveres teksten med kirurgisk skarphed, men samtidig er der noget vagt og fabulerende over hans frustrationer, hvilket resulterer i et yderst bjergtagende spændingsfelt. Nummeret er tilmed eminent produceret af Factor Chandelier, der blander rå og organiske elementer med elektroniske effekter, for derved at understøtte det førnævnte spændingsfelt til perfektion. Få er lige så produktive som Factor i disse dage, og dette er det prægtigste jeg endnu har hørt fra hans hånd. "Beauty For Bosses" er essensen af perfektion - dog ganske kortvarig perfektion, men lad gå. 


Today I learned: /
that I wasn't built for the game /
that I'd rather play floor gigs for 40 kids /
than any fucking festival stage /
I'm a martyr at most /
I'm a failure at least /
In the eyes of history I'll be no more than a leaf on a tree /
3000 years of work surrounding me /
by forgotten anonymous artists /
Beauty for bosses /
before fame was even a concept /
Some of them were stoned to death /
for the way that they expressed /
Today we're only stoned by debt and dope /
and twitter feeds of jokes /

Hand me that Obama phone /
Text me love notes /
Lay my head to rest on a museum bench /
and hope that they properly mummify me one day /
so generations can learn from my broken bones /
dug from under man made mountains of ATMS and motherboards /

I am alone /
Self aware /
Fat /
Getting old /
Capitalism is violence /
They say it's all we know /

I read about a time before prisons existed /
heard of an era before banks /
before civilians were born victims /
Dreamt of a place with no cops /
where skin color was insignificant /
where you could love whoever you wanted /
because it's nobody's business /

Fuck a world /
where justice is impossible /
where governments call cynics hostile /
and equality is a utopian concept /
Fuck a world /
that forces me to suckle its teat /
pay to breath /
and charges legal fees for a chance to be free /
If this is free /
somebody please beat the life out of me /
Just kidding….but seriously

I will die an artist, an artifact, a bad joke /  

From a naive time when human beings still had hope

This will sound better when I'm dead /
Everything sounds better when you're dead"
 

. . . . . . . . . .

Køb Ceschi's Broken Bone Ballads via Fake Four Inc. HER
og

Sørg for at kigge forbi Leftovers2015 booomerang-kampagnen her og giv et bidrag