mandag den 8. maj 2017

Hip Hop Anmeldelser takker af og lukker


Dette er mit sidste indlæg.

Det er absolut bittersødt at skrive det her, men jeg har besluttet at trække mig tilbage som anmelder og blogger. En beslutning, jeg har leget med i en del tid, men som har været for svær for mig at trumfe igennem, ganske enkelt fordi jeg elsker det her! Jeg elsker at lege autodidakt pseudo-anmelder og gjorde det gerne fuld tid, hvis man jeg kunne leve af det. Men det kan jeg ikke. I 10 år har HipHopAnmeldelser været én stor udgiftsbaseret tidsrøver, og selvom jeg længe - i årevis - har kunne leve højt på gennemarbejdede anmeldelser, gode debatter, feedback og respons, og samtaler med en masse fantastiske mennesker - og dem har der været mange af i årernes løb, så er det med tiden blevet sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og nu, hvor der er to små børn i husstanden, er fornøjelsen ved at anmelde ikke nær så stor, når man ved, hvor ens fokus og energi burde ligge.  

Perleplade lavet af OEPS Crew, der blev bloggens første rigtig stærke visuelle udtryk udadtil

Inspirationen til at gøre alvor af tanken om at trække mig som anmelder kom fra denne video, hvor rapperen Beleaf forklarer, hvorfor han stopper med at rappe. Som han forklarer, kæmpede han med konceptet "good vs. best": at der er noget, der er godt for en og noget der er bedst for en. Hvis det, der er godt for dig, fjerner fokus fra det, der er bedst for dig, bliver det pludselig "fjenden". Og selvom forklaringen måske kan lyde lidt krøllet, var det dét, der fik femøren til at falde for mig. At anmelde hiphop og blogge om hiphop-kultur er ekstremt godt for mig. Jeg har i mange år kunne sætte lighedstegn mellem mit virke som blogger og decideret livskvalitet. Jeg har lagt utallige timer i min blog, hvilket har ført til, at jeg har skrevet en række anmeldelser, jeg med stolthed kan kigge tilbage på, at jeg har inspireret folk, at jeg selv er blevet inspireret, at jeg har kunne eksponere sublim hiphop via mine Leftovers-kompilationer, at jeg har interviewet flere af mine store rap-helte som Brother Ali, Evidence, Sims og Macklemore, at jeg selv er blevet interviewet i flere podcasts, at jeg har kunne hjælpe folkeskole- og gymnasieelever med at hive flotte karakterer hjem til større opgaver, at jeg har haft æren af at være punchline-award dommer til MC's Fight Night, at jeg har bedømt et halvt hundrede skrevne rap-battles og måske vigtigst: at jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende og er kommet på fornavns-basis med nogle af de kunstnere, jeg anser for at være blandt landets absolut dygtigste. Alt dette har været ubeskrivelig godt for mig. Men det er ikke bedst for mig, ikke længere. Det bedste for mig er at være så meget sammen med min familie som overhovedet muligt, og simpelthen at være tilstede. Være nærværende. Det har jeg ikke kunnet ordenligt, så længe der har hængt anmeldelser og indlæg over hovedet på mig, som jeg gerne ville og helt klart burde få skrevet. 

Interview med rapperen Sims, blandt andet kendt for Doomtree-crewet, 
inden hans warm-up set for Brother Ali på Lille Vega.

Jeg takker derfor af med en hulens masse hængepartier! Jeg fik fx aldrig anmeldt Kanye West's The College Dropout og Late Registration til topkarakter. Jeg fik aldrig gen-anmeldt Common Market's Tobacco Road og rettet den 5'er til dens retmæssige 6'er. Jeg fik aldrig anmeldt Beleaf's In Fatherhood (som er årsagen til alt det her!). Jeg fik aldrig anmeldt Outkast. Jeg fik aldrig anmeldt The Roots (selvom jeg var kommet langt med et stort The Roots -anmelderprojekt, med bidrag fra bl.a. PTA, Ann Noyd, Christian Grubert og Maja Hirani). Jeg fik aldrig vist min svulmende kærlighed til Little Brother. Jeg fik aldrig forklaret, hvorfor Shad er min yndlings-rapper. Jeg fik aldrig udgivet ti Leftovers-cd'er og til sidst samlet dem i en super-lækker og "eksklusiv" collectors edition boks. Jeg fik aldrig, jeg fik aldrig, jeg fik aldrig.... Der er mange, mange ting jeg gerne ville have nået, som det smerter mig nu at måtte give endegyldigt afkast på.

Min hiphop-notes bog, som jeg havde med mig overalt, og
som jeg altid hev frem og nedskrev kravetæer i, hvis chancen bød det.

Det er dog også en lettelse af de helt store, for nu kan mit fokus endelig rettes hen på det, der er bedst for mig. Til gengæld er det med en lillesmule ængstelighed, at jeg skal til at høre hiphop! I 10 år har jeg lyttet til hiphop med et formål. Anmelder-brillen har til en vis grad altid været på. Hver gang jeg har hørt noget nyt, har jeg ledt efter en vinkel at indlede anmeldelsen på, jeg har tænkt i spændende beskrivelser, funderet over særlige dele af lyrikken, der kan fremhæves, målt, vejet, følt, nærstuderet, og analyseret. I ti år. Jeg har lyttet til hiphop i omkring 15 år, hvilket vil sige, at jeg i 2/3 af min tid som hiphop-lytter har lyttet med et formål, lyttet som anmelder. Nu skal jeg bare være lytter igen. Kan jeg overhovedet det? Kan jeg finde ud af bare at..... lytte? Lytte og nyde, at jeg ikke skal noget med det, at det bare er til mig selv? Som Phonte rapper: "Today's fan is tomorrow's rap-critic". Denne gang er det omvendt.

Leftovers-mixtapes'ne, der i løbet af seks år er blevet sendt ud i tusindetal 
til enhver tænkelig del og afkrog af det ganske land

Der skal til sidst lyde et tak herfra. Et stort tak endda. Tak til Jer, der fulgte med. Tak til alle Jer, der gjorde det til en fornøjelse for mig, at bruge min tid på dette projekt. Tak fordi I læste med, en sidste gang. Det er bedst sådan.  


- Jeppe Due Barslund

mandag den 3. april 2017

LEFTOVERS2016


Arrangeret og kompileret af Jeppe Due Barslund
Illustreret af Dorte Karrebæk


For syvende år i træk har jeg en Leftovers-kompilation klar til jer, hvor jeg har samlet det hiphop fra det forgange år, der i min optik bedst mestrer balancegangen mellem at være bedst og mindst eksponeret. Den overdådige 24-numres krabet af en opsamling jeg her serverer for jer, bevidner om 2016 som et forrygende hiphop-år samtidig med, at hiphop-genren bliver vist fra sin mest brogede, mangefacetterede og alsidige side. Dorte Karrebæks mageløse cover-illustration taler sin helt egen sag. 

Efter voldsomt megen overvejelse, betænkning, omtanke og monologisk argumentering for og imod, har jeg besluttet, at Leftovers2016 udelukkende udkommer digitalt. Det er en bittersød beslutning. Nogen vil sikkert savne det fysiske aspekt og det taktile element, mig selv inklusiv, imens andre vil glædes over allerede at kunne høre udgivelsen om fem minutter fremfor at skulle vente to uger på en cd, som de alligevel skal importere til en digital platform. Uanset formatet er det vel nok vigtigste intakt: en masse hiphop af skyhøj kvalitet.

Download: LEFTOVERS2016

NB. Der er stadig Leftovers 2012, 2013, 2014 og 2015'ere på lager, så hvis der er huller i samlingen, kan bagkataloget nemt bestilles hjem. Pris inkl. forsendelse: 1. stk. = 30 kr,-, 2 stk. = 50 kr,-, 3 stk. = 65 kr,-, 4 stk. = 75 kr,-. 

TRACKLIST

01. HERE, 2016 Sho Baraka feat. Lecrae
02. MISSION ROAD Like feat. Anderson .Paak
03. WAITIN' JuJu Rogers & Bluestaeb feat. Ivan Ave
04. SHOWBIZ Dream Junkies

05. BELEAF'S OUTRO Ruslan feat. Beleaf
06. AIN'T GON' STOP Sol
07. THAT GOOD SHIP AllttA

08. FREE SHIT Ivan Ave
09. LOTTA YEARS Aesop Rock
10. SEAM BY SEAM Homeboy Sandman feat. Until the Ribbon Breaks
11. SOUL SEARCHING Ugly Heroes
12. THE SCROLL & BLADE Jewels Hunter feat. Qwazaar & Maker

13. ONE TAKE Ocean Wisdom
14. SLEEPY HOLLOW PEOPLE Klaus Layer feat. K.A.A.N.

15. NO SUCH THING Apathy feat. Spit Gemz & Nutso
16. SHIT ON MY RIVALS Jay IDK
17. MISCONCEPTIONS 3 Lecrae feat. John Givez, JGivens & Jackie Hill Perry

18. NARCOLEPSY Scribbling Idiots feat. Sheisty Khrist
19. ANTIQUE GOLD L'Orange & Mr. Lif feat. Chester Watson
20. COSIGN Elzhi feat. Drey Skonie

21. SHINE A LIGHT Emanon
22. WORDS, 2016 Sho Baraka
23. FUCKED UP OUTRO Mick Jenkins feat. Michael Anthony
24. GONNA MISS YOU Rapsody



- Jeppe Due Barslund

lørdag den 21. januar 2017

Nota Bene & Davey - Dag for dag


Nota Bene og Davey sammen om en hel plade. God damn. Her er ret beset tale om mit største ønske i hiphop-regi, der nu går i opfyldelse. Et ønske jeg har haft siden den skæbnesvangre dag, hvor jeg hørte "Kryb" på Spytbakken #3 for første gang og mit syn på hiphop blev ændret for bestandigt. Dialektens Ude af Frekvens EP kom kort tid efter, og her stod det klart, at jeg især med nummeret "Melodier i larmen" var blevet introduceret for en lyd og en stilart indenfor dansk rap, jeg ikke anede eksisterede, og som havde besnæret mig uigenkaldeligt. Fra da af lyste Nota Bene og Davey op som landets fornemmeste MC og producer, og dét har holdt ved lige siden. 

Dag for dag er deres første fuldlængdes album sammen. Et album, der har været længe undervejs og som blandt andet er blevet til i en kreativt dvale i en svensk skovhytte, hvor de, komplet afsondret for omverdenen og frigjort fra forstyrrelser, har kunne fokusere al energi på deres førstefødte. Og dét kan høres. Nota Bene og Davey har med Dag for dag bedrevet noget af deres hidtil stærkeste materiale, og det siger æddermanme ikke så lidt!

"Vi holder ud, ser igennem fingre /
Holder vejret og ber' til en nem vinter /
Holder kæft, holder tavst igen /
Og venter stille på at nogen spoler frem til enden"

Dag for dag er overordnet set en historie om, hvordan begær, griskhed og jagten på penge langsomt opløser og forpurrer verden. Hiphoppen forpurres ("Hiphop er en taber-kultur / Ingen tør at stå ved den uden større reklamebureauer / Forbrugerne er børn der ka' li' gangster-rap / Så rapperne leger de' gangster for at betale deres skat"), politik forpurres ("Dem du gir' din stemme har ikk' tid til det hele / De' fedtet ind i magt og penge / Jeg gir' min tillid til de uafhængige / For selv enhedslisten blir' forpurret når du putter penge i") og forhold forpurres ("Ingen overdrivelse, de river dig rundt / Jeg ligger vågen om natten, kigger på damen, hvor længe tåler hun minimum?"), ja, iveren efter skillinger har groft sagt skovlen under os:

"De er der fra det starter til det ender /
De tykkelsen på huden i din papas hænder /
De knækker skæbner og splitter gamle venner /
De mere værd end tid sammen med dem vi elsker"

Midt i det hele står en mand med klarsyn, der ikke lader sig forpurre, og som er rasende frustreret over dette fornuftens og forstandens forfald. Nota Bene lever med konsekvensen af, ikke at kunne købes for penge. Han er fri, men døjer samtidig med en hjemløs vrede over det pengeræs, der har gjort verden til et koldt sted. En vrede, der med sitrende kraft kommer til udtryk på snart samtlige skæringer. Budskabet lyder klart, at vi skal have vendt vrangen ud på status quo. Desværre spænder Nota Benes indre hykler ben for den ukuelige idealist, og det endelige udfald er, at der ikke sker meget andet, end at livet går sin gang, dag for dag:

"Jeg ved det, jeg burde hidse mig ned /
Det' spild af tid, intet vindes ved ligegyldig bitterhed /
Jeg burde ligge mig ned og gøre min pligt som borger /
Men de her skyklapper kradser når jeg ikk' sover /
Der' rigeligt at bitche over, vi' slaver af skillinger /
Fornuften abortere, idioter laver trillinger /
Vi overbefolket, det' ikk' værd at forsøge /
Misantrop, hykler, red verden, læg dig ned og dø"  

Med hiphoppen har Nota Bene dog fundet sit fristed midt i dårligdommen, hvor han kan ånde, finde glæde, skabe mening og ikke mindst få afløb for frustrationerne. "Jeg har det sjovt med hiphop, så jeg gør noget for det / Du knokler kun for penge og venter på dine børn blir' voksne / Mens jeg elsker det her, det' min legestue / Ikk' et job men jeg' stadig i boksen en hel arbejdsuge" lyder det på "Slip det fri", og som sagt så gjort: Nota Bene serverer noget af det ypperligste hiphop i mands minde. Fra bister battlerap, svadaer af episke proportioner og benhård braggadocio til fabelagtige revserier og små strejf af mesterlig historiefortælling.

"Niveauet er vores mester, men vi' under radaren /
Vi over hovedet på dem, vi står ved vores vartegn"

Nota Bene er kort sagt den bedste til at gøre det. Hans talent udi rappens mange komplekse teknikker er hverken indstuderet eller tillært, det er naturgivet. Simpelthen iboende og u-fraskillelig. Tog man hiphoppen ud af Nota Bene ville han falde slapt til jorden som et tomt hylster. Denne immanente gave kommer til udtryk konstant: i hans brovtende askebæger-vokal, i hans bidske flow, hans stemmekontrol, hans nærvær og hans autenticitet, og i den intensitet og råhed, hvormed han leverer sine tekster. Ja selv når han vrisser, snerrer og beordrer sit mundvand tilbage ind bag de sammenbidte tænder, hvilket tit er tilfældet, virker det som en naturlig del af flowstykkerne. Alt dette, lagt sammen, resulterer i min optik i en astronomisk pakke perfektion, der uden tvivl gør sig som dansk raps mest komplette af slagsen. Ingen har (tilsyneladende) let ved at lyde voldsomt blæret og overbevisende.

Tilføj dertil Davey, der fabrikerer beats af så abnorme proportioner, at gængse målestokke må pakkes væk, og man sidder med noget decideret uhørt. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års. Davey gør det på sin helt egen måde. Sin helt egen vanvittige måde! Sjældent har noget så stramt komponeret lydt så tøjleløst, og sjældent har så meget omtanke og teknisk begavelse udmundet i noget så balstyrisk. Jeg ved stort set intet om at producere beats eller om processen bag, men med Davey sidder jeg alligevel med en idé om, at det er en teknisk snilde, forståelse og formåen langt ud over det sædvanlige, der ligger bag de sygeligt velproducerede beats. Og se bare på det alsidige, bredtfavnende og eksotiske lyd-arkiv, der er taget i brug, med harmonikaer, caribiske olietrommer, tribal-drums, spilledåser, orientalske strengeinstrumenter, panfløjter, didgeridooer, et hav af klokkespil, guitarer, banjoer og blæsere (og det er ikke engang det halve af det!). Det er højst uortodokst, hovedkulds kompromisløst og yderst musikalsk. Numre som "Til det ender", "Den sidste", "Slip det fri" og "Karrusellen" er produceret så englene synger, og "Én" er noget af det mest originale og geniale jeg har hørt nogensinde.

Den store sejr kommer dog med en mindre fortabelse. Det forholder sig nemlig så ironisk, at det, der gør Note Bene og Davey så forbasket overlegne i hver deres felt, viser sig også at være deres akilleshæl på Dag for dag. I Nota Benes tilfælde føler jeg, at albummets rammer begrænser hans kunstneriske udfoldelse nok til, at man higer efter nogle andre vinkler og narrativer. Han bevæger sig inden for et ganske snævert emnefelt, hvor rappen i overvejende grad kredser om den samme tematik i løbet af de 14 skæringer, og derved læner sig farligt meget op ad det ensidige. Et nummer som "Pernille" skiller sig markant ud fra mængden, på samme måde som "Kvart over fem" gjorde det på Rutinetjek EP'en, og dén side af Nota Bene havde jeg håbet at se endnu mere af. På samme vis gik jeg ind til Dag for dag med et spinkelt håb om, at Davey ville servere en bred varieté af beats, men det er holdt næsten udelukkende i de stort anlagte og tæt sammenstuvede produktioner. "Den sidste", "Pernille" og "Frem" stikker ud, men ellers er grundtanken ens, hvilket bevirker, at man sammenligner internt og skaber en rangorden, hvor de svageste øjeblikke som "Støv" (der beklageligvis åbner pladen) og "Dag for dag" visner hen. Det bliver helt bogstaveligt for meget af det gode, hvilket rigtig nok går under kategorien luksusproblem, men ikke desto mindre har det et udfald på mit overordnede indtryk af pladen, for når niveauet er så svimlende højt er det tilladt at have forventninger derefter.

Disse mindre fortabelser ændrer dog ikke ved, at Nota Bene og Davey har begået et monstrum af en plade med Dag for dag. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års, og med Dag for dag har de udgivet et album, der bliver svært at vippe af pinden som årets bedste, på trods af, at vi blot skriver januar måned.
"Jeg' gal for i morgen er det mandag og så' det tilbage på plantagen /
For gagen er for lav til at leve af at dræbe dem /
Så jeg trækker i mit arbejdskluns /
Og bryder brød og river kegler rundt /
Og jeg er fri, designer liv og død /
Holder cypheren biter-fri, men jeg må samle føde /
Og det' nok meget godt for havde jeg tid lå vejen øde"

5.5/6
- Jeppe Due Barslund