Bloggens hjerte banker for undergrundens lyssky skikkelser, og sådan en håber jeg på at kunne hive frem i lyset til jer her. Nogen af jer
har måske stiftet bekendtskab med Beleaf, da han ikke just har gået stille med dørene de sidste års tid. Han har udgivet yderst anbefalelsesværdige projekter, både som en del af The Breax (tjek
Never Arrive med bl.a. Shad, Blame One og Exile på gæstelisten) og Dream Junkies (der udgav gratis-mixtapet
NREM Edition tidligere i år), foruden at have udgivet nogle spændende side-projekter på egen hånd, fx mixtapet
Theo's Gift. Det er dog Beleaf's første solo-udspil
Red Pills + Black Sugar, der har været hans absolutte
center of attention, og dét kan høres, for det er lidt af en spektakulær debut vi er ude i her. Beleaf har på alle måder haft i sinde at slå fast, at han er mere end kapabel på egen hånd, og jeg er overbevist.
Red Pills + Black Sugar er et auto-biografisk konceptalbum, hvor Beleaf bliver skræmmende selvransagende i sine beretninger om vold i barndomshjemmet, afhængighed, dyb depression og selvmordstanker, og samtidig viser ekstrem viljestyrke og livsmod i sin kamp imod det hele.
Red Pills + Black Sugar handler nemlig om at finde livsgnisten i en verden, der ofte synes at gøre en stor sag ud af at kvæle netop denne.
Denne færd fra håbløshed og mismod til succes og sejr, er yderst velfortalt og ganske suverænt flettet sammen. Den røde tråd kunne svært være tydeligere, og sammen med sine producere skaber Beleaf nogle musikalsk interessante og balstyriske spændingsfelter.
Det hele starter på "Red Pills", hvor Beleaf modtager dårlige nyheder fra sin læge. Han får ret beset at vide, at han (af uspecificerede årsager) er døende og må ty til medikamenter som sidste udvej. Han har ikke den store tiltro til de røde piller han får udleveret, og søger tilflugt i en kirke for at overveje, om han skal spørge Gud om hjælp. Da han sidder i kirken og funderer over sin situation, tager han en tur ned af
memory lane og ser tilbage på sit liv. Dette illustreres perfekt i produktionen, hvor et af de bærende elementer er et dj-cut, der spilles bagfra; simpelthen lyden af tilbageskuelse."Red Pills" ligger samtidig op til, at der i løbet af albummet kan fortolkes i forskellige retninger. "
I'm better off putting this pill in the dirt to see if it grows like a tree does" rapper han, og temaet om at så noget; et håb, et formål eller en begyndende tro, er gennemgående for
RP+BS.
Beleaf's
memory lane er ikke præget af særlig mange glædelige minder. På "Black Sugar" beretter han om, hvordan han som barn konstant fik fortalt, at han var talentløs, til besvær og ikke skulle gøre sig forhåbninger om nogensinde at blive til noget. Livets springbræt, barndomshjemmet, var altså et skrøbeligt fundament, hvor Beleaf's eneste tilflugtssted var foran spejlet på sit værelse, hvor han med kasketten på skrå og en kam i hånden reciterede Busta Rhymes linjer. Hiphoppen var altså det lille lys i en ellers kulsort opvækst, og et frø var sået.
På "Parellel", der er bygget på et af årets stærkeste tromme-produktioner, knuses hans drøm om at skulle være politibetjent. "
When I was young I used to wave and smile at the police" lyder det først, men da hans fætter bliver skudt ned og gerningsmanden slipper afsted med det, føler Beleaf at hans helte, ordensmagten, svigter. Svigt fører senere til grundlæggende mistro og afsky, da han som lidt ældre oplever race-diskrimination og erfarer hvordan politiet systematisk profilerer unge sorte som ham. Han rapper:
"Okay, this news is itching /
I'm not a suspect, I'm more of a victim of the judicial system /
These cops is trippin' /
And I'm sittin' up here, sittin' in fear /
Because I know my pigment is too dark to be innocent /
I'm being sincere"
På "YouTopia" vokser mistro og afsky da det går op for Beleaf, at det ikke bare er politiet den er gal med, men stort set hele USA's infrastruktur. "
Ain't it great - that we're living in the USA!" rapper Beleaf muntert over et komplet karikeret klaverspil. Ironien kunne umuligt være tykkere. Der er intet "great" over at bo i USA, og Beleaf udstiller den fallerede nation i et sandt anti-national-anthem.
Den melankolske men ganske nydeligt producerede "Wings", bringer Beleaf tilbage i barndomshjemmet, hvor hustruvold var et fast indslag på dagsordenen. Han fortæller godt nok historien, som er han en bekendt til et offer for hustruvold, men der er så meget detalje og indsigt i hans behandling af temaet, at det umuligt kan være fremmet for ham. Ganske passende får han besøg af den kvindelige rapper Torch og sangerinder Kyra De'nae, der bidrager med ofrets perspektiv, hvilket gør "Wings" til en tung og sart, men også ganske smuk sag.
På "InJoy" rapper Beleaf, John Givez og Ruslan om at
skulle være glad, selvom man slet ikke er det. Et interessant emne. De fleste har sikkert hørt nogen sige, at man ikke kan tillade sig at være skidt til mode eller i dårligt humør, når man nu "har det så godt, og der jo er mennesker i verden der har det langt værre". En helt sindsyg logik. Skal man følge den logik til dørs, må man vel heller ikke grine og have det sjovt, da der med garanti er nogen et-eller-andet sted i verden, der har det sjovere. "
I just wanna be - happy-happy joy-joy" rapper de mekanisk. Desværre er mørke tanker, angst og depression ikke noget man kan ignorere på kommando, og den komplet skæve saxofon, der pryder beatet, illustrere på fornem vis følelsen af at gøre alt hvad man kan for at fremstå glad og tilfreds udadtil, men inderst inde have det forfærdeligt.
Depressionen kulminerer på årets - ja måske de seneste års mest fantastiske posse-cut, med den meget sigende titel "Depressed". Over et mageløst og konstant foranderligt produceret beat fra Wontel, der svinger fra det absolut minimale til det stort anlagte, rappes der om forskellige former for afhængighed, der for den respektive rapper har resulteret i depression. Mr. J Medeiros rapper om jalouxi, Jackie Hill om opmærksomhed, J Givens om coke, Marty om løgne og Beleaf, der både starter og slutter, om hash og porno på nettet. Sidstnævnte lyder måske spøjs, men Beleaf rammer virkelig sømmet på hovedet:
"Them internet-girls had me in a net /
The wide world is a web /
Spun to capture us insects/in sex /
I know I'm buggin' out with the intellect /
But my mind was infected with images I have invested /
And became to diminish it /
I tried to terminate the termites /
Until the tug of war turned my thoughts into a terabyte"
Alle italesætter de den onde cirkel under aforismen: "
I do it 'cause I'm depressed, I'm depressed 'cause I do it", og alle kigger de op ad efter hjælp: "
My God'll help me get through it". Afslutningsvist lyder det samstemmigt: "
I ain't depressed no mo', done with the stress for sho'", og noget kunne tyde på, at de føler, at deres bøn om hjælp er blevet hørt.
På den efterfølgende "Suicide Roll" når dårligdommen sit klimaks. En slæbende gulvbas og en tungsindig trompet danner rammen for oplæsning af et færdigskrevet selvmordsbrev, der indledes med ordene: "
Them tears don't belong to you / You had a chance to make a difference, but what did you do? / Forgot me, like everybody else / Now you're reading this, feeling sorry for yourself / It's too late to care". Sporadiske tanker om livet og døden, og indsigten om, at bælteremmen nok har været for billig til at kunne bære hans vægt som løkke om halsen, får vores hovedperson til at ombestemme sig i sidste øjeblik. "
I been thinkin' 'bout killing myself, but I'm entertainet by how bad my life is" siger han til sig selv med et betændt strejf af humor. Slutteligt fornemmer man dog håbet: "
give tomorrow a chance" lyder det, imens det ensomme instrument-par fader ud.
På den efterfølgende "Made For This" er det tydeligt, at lyset for enden af tunnelen ikke længere er et tog, men et håb om bedre tider. Der er en betryggende lune over den akustiske guitar og utvetydig optimisme i både fuglekvidderen og gæstesanger Abiv's opmuntrende strofer. Efter små to minutter falder et tæt drum-break ind, ledsaget af lyst klaverspil og melodiske keys i omkvædet. Det her er simpelthen lyden af en mand, der er kravlet op af et dybt, sort hul og nu står med solen i fjæset og råber "kom án!":
"Last night I almost took my life, I know that's weird /
That fact that you are listening lets me know somebody cares /
I'm in somebody's ears, somebody hears my prayers /
That makes me want to throw the middle finger to my fears /
That makes me want to be myself and no longer to hide /
That makes me want to scream 'Thank God I'm Alive!'"
Beleaf har fået en chance til, og han bruger al sin generobrede energi til at udnytte dette fuldt ud. - "
Now I just need to get my freakin' life together" siger han, inden nummeret rinder ud.
Og at få hans
freakin' life together er præcis hvad han gør på "Bigger Stronger", der på musikalsk vis illustrerer den "metamorphose" han undergår. DJ REK's produktion starter som et lidt dovent og ladt reggae-track, men kort efter 2-minutters-mærket folder nummeret sig ud som en ekstremt potent banger, hvor Beleaf for alvor tager bladet fra munden. Han rapper og flower på et svimlende højt plan, og aggressiviteten kommer til udtryk i hvert eneste ord han slynger ud over sine læber. Det er simpelthen et stående bifald værd. Man kan nok ikke komme udenom, at levering, teknik og intonation læner sig op ad Kendrick Lamar, men det er vel ikke den værste sammenligning?
Yderligere Kendrick Lamar'sk bliver det endda på "Take No Day Off", hvor beatet tilmed lyder som "Backseat Freestyle" på anabolske steroider. Ikke mindst i tredje vers, hvor højdramatiske strygere, snerpende synth og bragende trommer er lige ved at få lydbilledet til at kamme over. Og Beleaf følger trop med linjer, der sitrer af intensitet og sult. Han var deprimeret og havde selvmordstanker, men han overvandt det hele, og på "Take No Day Off" viser han, at han i sandhed er større og stærkere end nogensinde før.
Det bliver ikke mere heftigt og fandenivoldsk end "Take No Day Off", og album-lukkeren "W.O.W.", der står for
Walking On Water, er en melodisk perle, der på fineste vis får bundet en knude på historien og albummet. Havde det ikke været for den fabelagtige produktion og de to rapperes dygtighed (John Givez gæster), havde nummeret lydt farligt meget som en kliché. Beleaf siger ret beset noget i retningen af, at hvis du kan overvinde livets nedture og overkomme turbulente tider, kan du gå på vandet. Det fungerer dog meget godt som punktum for denne fortælling, og set i sin helhed er det faktisk en udmærket lyrisk epilog.
Red Pills + Black Sugar er for mig, i skrivende stund, uden sidestykke årets mest helstøbte værk. Beleaf er en bjergtagende historiefortæller med detaljeret indsigt i de problemer, der luftes undervejs. Dertil er lyrikken i top, og rent teknisk set kan han rent faktisk på vandet. At han tilmed får spundet en fortælling, der tillader tolkning i flere lag, må anses for virkelig imponerende.
Hvis man skal sige noget negativt om pladen, kunne det være, at beatet til "YouTopia", i hvert fald omkvæds-delen, nærmer sig det irreterende. Og så siger "Red Pills" og "Black Sugar" mig heller ikke helt så meget rent musikalsk som pladens øvrige produktioner. Alt i alt kan
Red Pills + Black Sugar dog ikke anbefales nok. Det er en virkelig berigende plade, som alle bør opleve.
5/6
- Jeppe Barslund
