LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 6000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 6000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører ikke bare ét denne gang - men to numre fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"Super Lowkey"

JGivens udgav Fly Exam sidste år, som jeg anmeldte til 5.5/6, hvilket sikrede den en førsteplads på min top 10 liste over 2015s bedste hiphop-udgivelser. En måbende fænomenal plade med et gennemgående skyhøjt niveau. Bedst blev det på "Super Lowkey", der nok står som 2015s stærkeste nummer i min bog, og som i anmeldelsen blev beskrevet som "...en næsten unødvendigt respektindgydende tour-de-force i alle facetter af rap som håndværk". Nummeret rummer en kompleksitet, der næsten er ubegribelig. Intet siges let og ligetil, alt pakkes ind i indviklede analogier, metaforer og referencer. Selv strukturen er snørklet! Første vers, der i forvejen kræver rigelig fordybelse og bearbejdning, har en indbygget "alfabetisk rækkefølge" fra J til W (prøv selv at find den!). - Ikke fordi det er nødvendigt for sangen, sikkert bare fordi han kan. JGivens har nemlig overskud i overflod. Han er en teknisk sublim rapper, der helt og aldeles overlegent leverer sine lyriske guldklumper med så meget teknisk elegance, at kun få kan lege med på hans stadie. 

     Produktionen er meget passende fuldstændig mageløst komponeret. Det er Courtland Urbano (1/3 af Humble Beast's in-house producer-team Beautiful Eulogy) der står bag, og hold så fast for et monster af et beat han har kreeret! Elektroniske elementer runger rustent imens solar plexus masseres støt af de dybe slag fra bas og trommer. Ind fra højre kommer et manipuleret vokalsample der giver gåsehud, imens nytilkomne lag af elektroniske lydflader fylder baggrunden ud. Det er både balstyrisk og rasende smukt sat sammen, og jeg klapper stadig hæmningsløst af begejstring hver gang jeg hører det. Men det stopper ikke engang her! Der er lavet en video til, der er så minimalistisk og simpel at det næsten er frustrerende, - frustrerende fordi den fungerer så sindsygt godt, nærmest uden at der sker noget i videoen, i bogstaveligste forstand. Og som en youtube-bruger helt korrekt skriver til videoen (og nummeret): play it load, real loud.  

Usually the 'J' is with a designated shooter
So don't do it
Don't add space
Leave a 'G' close to the 'J' like "Shoot it!"

No one laugh. That's a 'jk'
No example of an automatic-47-blast-in-your-residential way,
But the flow bananas, 'K?
Go "potassium-symbol." That's a JK-eLeMeN'

Spending all my days on the Westside, O!

Oh, PQR—'S' is for Son.
On set, I'm a son from the left coast
Dubs up for the place where the sun sets.

'Cause I can only dream of why the sun goes west,
But I can't even see just what the Son sees best,
Died on a tree in the shape of a 'T,'
He emits 'UVs' just to get 'W'

(You, you)
(2 you)

And you just might get to know me
A little mo' better

I usually like to move slowly,
But do you know super low?
Super lowkey.

He's the season approaching,
West whenever I'm coasting,
Duck like on-the-pond-floating.

I'm Icarus trapped in a life lackluster,
Women and religion and a glass pipe
Living in a ziplock bag
Full of Sprite-colored bite-size nuggets
Full of trees like a white guy running
(Forest...Forest...)

You livin' locked up!

Lukewarm earthling
living for the twerk team
First thing in the morn'
View porn, hurting

Super low.
But do you know?

What do you do when the biblical view you learned when you was two and the option "to-lose" drops a toxin in you, and you're choosing to cruise with the doctrine of "her, a few brews, and a hot tub"?

And then some bad news for you pops up:
Phone call on the way to your job
Gotta pray to the God that you played "runaway" 'cause the same Lois Lane said
you got her knocked up.

And you just might get to know me
A little mo' better

I usually like to move slowly,
But do you know super low?
Super lowkey

"That's Okay"

Og nu til noget, helt, helt, HELT andet! Red Pill udgav sidste år et af de mest uforfalskede og ærlige billeder af en mands grå og triste liv med Look What This World Did To Us, der sørme fik en andenplads på min top 10 liste over 2015s bedste hiphop-udgivelser. Jeg er til stadighed imponeret over i hvor voldsom grad Red Pills tekster har påvirket mig, og hvor længe de har rumsteret i mit hoved. Red Pill skriver med et mod og en frygtløshed som de færreste rappere tør udvise, og stiller skarpt på sin egen livslede, og han gør det på en sådan måde, at det giver genklang i lytterens egen sårbarhed. Dét i sig selv er en helt unik oplevelse. 

     Der er mange ufattelig stærke numre på Look What This World Did To Us, og det har ikke været nemt at vælge ét til Leftovers2015. Skulle det være "Drown"; fantastisk produceret af Hir-O og med de uforglemmelige linjer "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be"? Eller hvad med "Rum & Coke"; flot produceret af Red Pill selv, med geniale linjer som "All I do is get drunk and stare at this carpet like....... I should probably vacuum". Et oplagt valg kunne også være den muntert svingende "Leanord Letdown", hvor Red Pill begiver sig ud på en absolut mindeværdig tour-de-force i komisk selv-afsky. Der er mange perler, men valget er faldet på "That's Okay", der ikke umiddelbart er pladens mest iøjenfaldende nummer, men som alligevel har gjort et uudsletteligt indtryk og som derfor er det, der har sat sig mest fast. Over et jazz'et og dæmpet beat fra L'Orange, hvor et klaverspil klinger bedrøvet, og hvor et fint, lidt slørret melodistykke, tilføjer noget sart og smukt til et ellers gråligt beat, begiver Red Pill sig ud på en af sine utallige formålsløse køreture igennem Detroits trøstesløse gader, i endnu et håbløst forsøg på at finde mening med livet. Red Pill er en mester i at balancere mellem det melankolske og det selvironiske. Det er gråt, trist og deprimerende, men ikke uden humor, og det skaber en fantastisk spænding, at man kan le over Red Pill's næsten nihilistiske syn på verden, og samtidig kunne relatere mere end man har lyst til hans historier.

And there's some mornings that I want to cry
Feel like I'm mourning but nobody died
Put on some music take a morning drive
Try to remember that there's more than I
I made a promise and I swore to God
I'll break that promise around four or five
Me and you we got some more to hide
Feel like I'm losing but the score is tied
I hit the drive thru and I order fries
A burger and I watch the server pour the ice
Gotta imagine she's as poor as I
I know she wonders if there's more to life
She thinks about the future and she's mortified
Tells herself tonight she's getting organized
Having a crisis at a quarter life
Onions on my quarter pounder, didn't get my order right

But hey, that's okay
Tomorrow is another day
It's like, that's alright
Maybe in another life
I'm just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together

I'm just trying to get my shit together
Come here and we can sit together
Sit around and just forget together
Getting older, we don't live forever
I think this world could use some empathy
I don't think this world was meant for me
Now I believe that to the nth degree
I wasn't fit for this shit mentally
But it'll all work out eventually
I'll be seventy, reminiscing sentimentally
Assuming I achieve my life expectancy
And don't fall victim to heredity
Shit I'm just trying to live authentically
Respectably and find my own serenity
Feel like I'm walking this world endlessly
Dependency and failure of identity

But hey, that's okay
Tomorrow is another day
It's like, that's alright
Maybe in another life
I'm just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together

Giv dit bidrag til Leftovers2015-kampagnen HER

Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund

JGivens - Fly Exam

Det kan hurtigt blive forvirrende, når navnene JGivens og John Givez figurerer side om side på de samme projekter. Udtalen ligger nogenlunde ens på tungen, de begår sig begge indenfor westcoast christian rap -genren og de er begge uhyre dygtige. Mindre forvirrende bliver det bestemt ikke af, at al sangskrivning på John Givez' dugfriske album Soul Rebel er krediteret J. Givens. Vil det sige, at JGivens har skrevet John Givez' sange, eller er der forskel på J. Givens og JGivens? Jeg har personligt haft svært ved at finde hoved og hale i denne redelighed, endda i en sådan grad, at det lykkedes mig at stave JGivens forkert på tracklisten til Leftovers2014. Det er altså heller ikke nemt, når man er nødt til at stave hans navn forkert på Spotify for at finde hans musik - den korrekte stavemåde kommer man ikke langt med. Confusing much?  

     Det viser sig, at JGivens og John Givez er fætre, og hedder henholdsvis Jeremiah og John Givens. På vigtige papirer hedder de begge J. Givens. Den ene har lavet Givens om til Givez og den anden har redigeret i tegnsætningen og går under JGivens. Måske det ville være nemmere at kende forskel, hvis deres indlysende forskelligheder blev fremhævet. 

Til højre ser vi John Givez. Tatoveringer, nappy hair og med en altid seriøs mine. Hans stil blander det rå med det "søde": han synger ofte, gerne om kærlighed, men man er aldrig i tvivl om, at han er vokset op i LA's barske gademiljø. Han er medlem af Dream Junkies og udgiver musik via Kings Dream Entertainment. 

     Til venstre har vi JGivens med sit karakteristiske fuldskæg, en af hans mange kasketter, som er absolut essentiel for ham, og så en opknappet ternet skjorte, der ligeledes altid er en del af dresscoden. Han udgiver musik via Humble Beast og har en umiddelbart mere ubestemmelig stil, hvor kringlede referencer, metaforer og billedsprog forenes gennem en sensationel levering, over nytænkende og eksperimenterende produktioner, der lugter langt væk af 2015. Så skulle den vist være på plads. Ikke mere om John Givez nu, herfra handler det om JGivens.

Konceptet

Fly Exam handler om ydmyghed; noget man ser mindre og mindre af i disse tiders hiphop. Metaforen på albummet - at kunne flyve (jævnfør Fly Exam) - hænger sammen med denne ydmyghed. Er din person og din væremåde gennemsyret af ydmyghed kan du flyve, hvis ikke dumper du din flyve-eksamen. Albummet åbnes på "Ignoranto" med et rungende og øredøvende flystyrt. Nummeret viser, hvordan den aktuelle hiphop-kultur typisk ser ud, hvor rap er blevet en platform for blaseret adfærd og egocentrisk attitude, og hvor alle tilsyneladende har glemt, at hovmod står for fald. JGivens rapper:

"If I was you I would be my favorite rapper /
And my favorite rapper's favorite rapper /
The rapper every rapper is afraid to rap after /
I'm the latest, I'm the greatest /
I'm the underrated, I'm the undebated /
I'm the one who made it, I'm the one who famous"

... og før han får rappet sit vers færdigt, overdøves han at det førnævnte flystyrt. Ikke bare er eksamen ikke bestået, han dumper gevaldigt.

     Herfra giver JGivens os indblik i adskillige måder, hvorpå mennesket kan gå for meget op i sig selv og sit eget. På "Fahrenheit 99" fortæller han om, hvordan forfængelighed og stolthed kan føre til vores endeligt. Vi vil være så "fly", at vi kan nå solen. Her refererer titlen ("Fahrenheit 99") til den temperatur, der får paraffinvoks til at smelte. Ifølge græsk mytologi var Icarus i stand til at flyve med et par paraffinvoks-påsatte vinger, men hans arrogance og stolthed førte ham til at forsøge at flyve op til solen, hvilket fik voksen til et smelte, og Icarus styrtede i havet. Metaforen kunne svært stå stærkere:

"Humanity's vanity /
Narrow insanity /
Fantasy tragically their calamity /
With the intent on cloning the Son /
But math-e-matically, standing in fallacy /
Gravity had the reality /
Sadly the family laughed at the canopy /
Icarus aerodynamically dumb /
Thinking his thinking could even come /
Close to the Son"

På "So Fly" er JGivens i konflikt med sin egen selvopfattelse, og her belyses faren ved at lade andres roser og komplimenter stige én til hovedet, og bruge dem som næring til sit ego. "Feeling this, feeling this, I know they're feeling this" gentager han om og om igen, i ren selvsikkerhed over, at alle da må elske ham. Den eksamen er stadig langt fra at kunne bestås: 

"Cup running over with pride, that's why I'm spilling it /
I'm filling it, and the riddle is: why the fly so ignorant? /
Thinking to yourself so high, while so illegitimate"

På "10, 2 Get In" handler det om grådighed, og det bliver tydeligt, at JGivens kredser om de syv dødssynder. Sammen med Odd Thomas rapper han om, hvordan ideen om, at penge og rigdom er vejen til menneskets lykke, har fordærvet selv de hæderligste mennesker. Teksten gemmer på talrige referencer til biblen, hvilket i sig selv giver lyrikken tyngde og dybde, men helt ekstraordinært genialt er det, at de to rappere bruger et spil domino som bærende analogi for grådighed og for hvordan det påvirker mennesket. Man skal have et forholdsvist indgående kendskab til domino-spillet for at få det hele med, hvorfor det kan betale sig at aflægge rapgenius et besøg. Der er lavet en ditto genial video til nummeret, der mig bekendt er den første 360 graders, interaktive video, hvor man som beskuer frit kan kigge rundt. Man er inviteret til garden party, og kameraet er naturligvis centreret omkring JGivens og Odd Thomas, der spiller domino.

I løbet af de næste numre belyser JGivens, hvordan stolthed i forskellige afskygninger kan forpurre en ren levevis. Lyset for enden af tunnelen kommer på "March 10th and a Third", hvor han sammen med Braille beroliger med, at der findes håb for alle, uanset hvor fejlagtigt man har levet. Det er her, det for alvor bliver kristent: Hvis man sætter sin lid til Jesus ("the son") og beder ham om hjælp til at bringe én tilbage på rette spor, så er der håb. Et håb om, at selvom du tidligere har fejlet the flight exam, så kan du tage den på ny, med hans hjælp. Braille's vers bærer et ikke uanseeligt gåsehuds-potentiale:

"December 1st as I burst through the clouds /
I'm leaving this whole world behind me /
Must have forgot that this world lives inside me /
I tried to escape, I was flying but I fell /
When you buy into the lie, it's your soul that you sell /
I was falling to my death but before the sun set /
The son stepped in my place /
The one who gave me breath took the fall so I fell /
In the palms of his hands /
And I fell to my knees and surrendered my plans /
Now I'm close to the son, walking in the light /
Waiting for the day when my faith turns to flight"

Pladen slutter selvfølgelig med, at JGivens går til re-eksamen og består med bravour. Efter at have fyldt "They Said There'd Be Jetpacks" med udsøgte rim sammen med Propaganda, indledes et slags sketch, hvor vi befinder os ombord på et fly, hvor kaptajnen låner linjer fra samtlige af pladens foreliggende numre i sin "velkommen ombord" -tale. Mægtig smart måde at konkludere pladens koncept på, og der bliver bundet en vældig fin sløjfe på albummets usædvanligt klare røde tråd.  

Lyrikken

Fly Exam er på mange måder et ufremkommeligt værk at give sig i kast med, da hver sang, hvert vers - ja nærmest hver linje, emmer af en voldsom kompleksitet. JGivens refererer konstant til bl.a. mytologier, religioner, naturvidenskab, astonomi, kemi, afro-amerikansk historie, populær-kultur, sport og film, og det er absolut umuligt at begribe omfanget og dybden af de forskellige sange, før end man har hørt pladen igennem et dusin gange, med rapgenius ved sin side.  Selv når noget kan siges på simpel vis, finder JGivens en indviklet måde at få det sagt på. Indviklet, men oftest også smågenialt, som når ordsproget "everything that glitters is not gold" bliver lavet om til: "everything that glitters might not be considered to be, or, um... to be, or, um... to be gold", hvor "or, um" lyder som Aurum, der er latinsk for "guld". JGivens kræver meget af sin lytter. Det kræver også meget at leve et ydmygt liv i en verden af fristelser, så på den måde går lyrikkens væsen fint hånd-i-hånd med albummets bærende koncept. Det er egentlig ganske fantastisk, hvad JGivens formår at præstere i løbet af albummets 13 skæringer. Umiddelbart er det kun Lupe Fiasco i sin ypperste form, der ville kunne måle sig med de lyriske tryllerier, man præsenteres for herpå. Samtidig er JGivens en teknisk sublim rapper, der helt og aldeles overlegent leverer sine lyriske guldklumper med så meget teknisk elegance, at jeg ser ham - uden sidestykke faktisk - som den rapper, der har imponeret og bjergtaget mig mest i år, by a long shot. Få har "hele pakken" i samme grad som JGivens. De tekniske færdigheder er der, de lyriske kunster sidder lige i skabet, det fænomenale koncept, der er udført til nær perfektion er der, og så har han tilmed overskuddet til at opfinde yderst originale og kløgtige vinkler og koncepter til flere sange. Der er den tidligere nævnte "10, 2 Get In", der tager udgangspunkt i et spil domino. På "Fahrenheit 99" kredser lyrikken om tasterne på et computer-tastatur ("Every action is paired with the equal like the left key of delete reation" ('=' sidder venstre for 'delete' på mac-tastaturer)), og på "Humminbird Stance" bevidner vi en abstrakt fortælling, hvor huse og træer besjæles og mennesker figurerer som livløse objekter. Her erstattes talemåden "that cost an arm and a leg" med "that cost a tree and a branch", og fremfor mennesker, der hopper ud af høje bygninger, hedder det, at "...a suicidal building jumped off a man". Det er en absurd historie, men mere absurd er det, at den giver perfekt mening i det overordnede koncept, og det er hans evne til at muliggøre dette, der får JGivens til at flyve meget højt op på min liste over aktuelle favorit rappere. Årets skarpeste skæring er således også at finde på Fly Exam, i form af "Super Lowkey", der er en næsten unødvendigt respektindgydende tour-de-force i alle facetter af rap som håndværk. Der er lavet en video til, der er så minimalistisk og simpel at det næsten er frustrerende, - frustrerende fordi den fungerer så sindsygt godt, nærmest uden at der sker noget i videoen, i bogstaveligste forstand. Simpelthen et pragtfuldt stykke med vidunderlig hiphop:

Musikken

Fly Exam er produceret af Humble Beast's in-house team Daniel Steele og Beautiful Eulogy (Braille, Odd Thomas og Courtland Urbano), med et enkelt gæste-beat fra Anthony Cruz. Lyden er meget symptomatisk for 2015, med flittig brug af tidstypiske elementer. Foretrækker man rodfaste hiphop-beats og klassiske dyder, vil man måske føle sig lidt langt væk hjemmefra undervejs. Personligt er jeg vild med den lyd beat-magerne har leget sig frem til. Det er dejlig opulent, melodiøst og energisk, med en drilsk lunefuldhed. "Super Lowkey", som du lige har hørt eller måske lytter til nu, er faktisk meget repræsentativ for den måde, denne "nye" lyd kan tage form på, så hvis du som mig synes, at "Super Lowkey" er helt voldsomt godt produceret, så er Fly Exam så afgjort noget for dig.
     Der er to numre, der skiller sig ud på uheldig vis. Titelnummeret er lidt vagt sat op imod de øvrige produktioner, og så er "Lost In Space", omend lyrisk fænomenal, grufuldt skåret. Den er nærmest decideret svær at høre igennem, og det tavelige omkvæd gør, at man ville ønske, at musikken havde lyt anderledes. Men de to missere er til at se igennem fingre med, især med numre som "Attack of the Clones", den tryllebindende "Hummingbird Stance" med det fabelagtige change-up, "Take Off With Me", den dybtfølte "March 10th and a third" og så selvfølgelig vidunder-nakkebrækkeren "They Said There'd Be Jetpacks", hvor JGivens får besøg af en ualmindeligt oplagt Propaganda.

Sammendrag

Rent lyrisk er Fly Exam et vældigt værk, og musikalsk er det blot to dårlige beats fra at være storladent. Det resulterer stadig i lidt af et majestætisk album.
     Fortællingen om ydmyghed kunne ikke være formidlet bedre. Det er et kristent budskab, men ydmyghed er ikke en kristen værdi. Ydmyghed er en kvalitet, der bør kunne findes i hvert eneste menneske, hvorfor pladens budskab er universalt. Og JGivens har ikke skyggen af en løftet pegefinger med i spillet. Som forhenværende meth-misbruger har han levet et liv langt fra sin Gud, og det er netop derfor, at bekendtgørelsen om, at man altid kan forsøge at tage the flight exam igen, når man er kommet på ret køl, fungerer så godt. Ydmygheden følges til dørs ved, at albummet er udgivet ganske gratis (ligesom alt andet på Humble Beast).

Hent Fly Exam gratis via Humble Beast her

5.5/6

- Jeppe Due Barslund