søndag den 29. december 2013

Året der gik: 2013


Glæderlig bagjul folkens. December lakker mod enden, og det er dermed blevet tid til at tage hiphop-brillerne på og kaste et blik tilbage på året der er gået.
     Hiphop-mæssigt har det for mig været et år med store og uforglemmelige øjeblikke, men også et år med et rekord lavt antal anmeldelser.

Et af de helt store og uforglemmelige øjeblikke opstod, da jeg i starten af februar lancerede booomerang-kampagnen til LEFTOVERS2012 mixtape/kompilationen, og anmodede jer elskede læsere om at bidrage med hele 5000 kroner til tilblivelsen af projektet. Ti dage tog det, - så var målet nået. Jeg havde givet kampagnen 30 dage at løbe på, og gruede faktisk for om det mon var nok. Der er ingen tvivl om, at det er det fedeste jeg har oplevet som anmelder/blogger, - at opleve, at så mange synes ens projekt er så fedt, at de faktisk gider at smide penge efter det. Jeg smiler stadig ved tanken. Endnu-endnu engang tusinde tak til jer alle for at give mig den oplevelse.
- Man kan stadig bestille et gratis eksemplar af LEFTOVERS2012 ved at klikke her.

Endnu et uforglemmeligt øjeblik indtræf i forlængelse af Leftovers-projektet, da TBA inviterede mig ind i SpolOp! Radio sammen med Michael fra DetGodtNok for at snakke om at blogge og lege amatør-journalist i hiphoppens tjeneste. Vi havde en super aften i studiet, og én ting jeg især synes var fedt ved at være radio-gæst var at "få lov til" at sætte ord på og italesætte mine ideer, tanker og intentioner som blogger. Det har indtil videre kun foregået via skrift, og det gav på en måde en ny dimension til min hobby, pludselig at skulle forklare med ord, hvorfor jeg anmelder hiphop og udgiver gratisudgivelser.  
- Hør podcasten (#13) fra d. 15. april ved at klikke her.

2013 var også året, hvor jeg fik tildelt den ærefulde titel som RapSlamBattles-dommer. Dette pivilegie har bl.a. ført mig forbi Pumpehuset, Roskilde Festivalen og Århus, hvor jeg har skulle vurdere en lang række mindeværdige battles. Det har både været svært, krævende og frustrerende, men også hamrende sjovt stort set hver gang, og RSB-arrangementerne er klart blandt mine favoritter.
- Se eller gense et af årets mange RSB-højdepunkter ved at klikke her.

Ser vi på antallet af plader, der er blevet anmeldt i år, er begejstringen ikke helt så stor. Med 38 indlæg har det, sagt som det er, været et sløjt år. Her har jeg bare måttet konstatere, at det kan være svært at finde tid til sine hobbyer (især når det er en tidskrævende en af slagsen), når ens privatliv kræver ens opmærksomhed.
     Det betyder dog ikke, at jeg ikke har fået hørt en masse. Oh boy jeg lover jer for, at jeg har fået hørt meget hiphop i år! LEFTOVERS2013 bliver bananas! - Så lad os komme til sagen, - det er jo listerne I er klikket jer ind for at læse.

Top 15: udenlandske udgivelser


Hvad husker vi år 2013 for? Hiphoppens fire største stjerner i Jay-Z, Drake, Eminem og Kanye West, udgav alle plader. Tre af disse forsvandt hurtigt hen i et slør af forudsigelig mundanitet, og den sidste fuckede alt det etablerede op i en sådan grad, at han stadig, her ved årets udgang, forarger med sine kontroversielle holdninger, udtalelser og synspunkter og imponerer med sin ildsjæl. Men nu har jeg og bloggen her jo for vane at stille skarpt på undergrunden og de selvstændige kunstnere, og 2013 har virkelig budt på nogle fabelagtige udgivelser fra disses side.

01. Beautiful Raw, Qwel & Maker 
- Årets ubestridte mesterværk. Et album, der excellerer på alle tænkelige leder og kanter. Sublime beats fra Maker samt lyrik - og ikke mindst teknik fra Qwel, der får det meste andet i år til at blegne. Læs 6/6-anmeldelsen her.

02. Indian Summer, The Remnant 
03. The Procussions, The Procussions 
04. Yeezus, Kanye West 
05. Flying Colours, Shad
06. The Gruesome Features, Jam Baxter
07. The City Under the City, L'Orange & Stik Figa
08. Still Motion, Natti 
09. Rubber Souls, Tanya Morgan
10. Between Heaven And Hell, Add-2 & Khrysis
11. Acid Rap, Chance the Rapper
12. Cult Classic, Denmark Vessey & Scud One
13. Run the Jewels, Run the Jewels
14. Back To the Booom, Man of Booom
15. Ceremony, Raashan Ahmad


Top 5: danske


Det er altid lidt svært at sammensætte en større liste over danske hiphop-udgivelser, da der er mange herhjemme, der synes at have svært ved at kæde et helt projekt sammen, som er spændende fra start til slut. Ja, sagt med andre ord, er der ikke mange liste-værdige plader. Jeg har derfor kogt det groft ned til en top 5 og valgt at supplere med 10 enestående enkeltnumre fra i år.

01. Stiplede linjer, Dialekten (læs anmeldelsen)
02. Frisk valuta, Sigma (læs anmeldelsen)
03. Nye toner, Trepac (læs anmeldelsen)
04. Rutinetjek EP, Nota Bene (læs anmeldelsen)
05. Kvinde, Danni Toma (læs anmeldelsen)

00. Julaw - "Alene"
00. Kaput - "Noia"
00. Nota Bene - "Fuck jer"
00. Ukendt Kunstner - "Fucking nummer"
00. LarsEFX - "Bruce Lee"
00. Ponyblod - "Autopilot"
00. Pede B - "Kan du høre hende synge part 2"
00. Ståhej - "Helvedes karl"
00. SuparDejen - "King kong"
00. Rux - "Jagtgevær"


Top 5: ikke-hiphop


Som mange af jer ved, er jeg også flittig lytter af musik, uden for hiphop-genren. Mange af jer er sikkert ligeglade, men jeg ved, at mine ikke-hiphop anbefalinger ikke falder helt for døve ører, så I slipper ikke for lige at få mine fem favorit ikke-hiphopudgivelser fra 2013 med. 

01. The 20/20 Experience part I + II, Justin Timberlake 
- Jeg havde foretrukket, at Timberlake og Timbaland havde taget den bedste halvdel af de to separate udgivelser og slået dem sammen til ét album, der havde været et af de største pop-værker i nyere tid, fremfor to plader, med for meget fyld. Fyld til side er der dog mester-skæringer fordelt på begge skiver. Hør "Pusher Love Girl". 

02. In the Silence, Ásgeir
- Tag Bon Iver univers og Justin Vernons stemme og bland det med små touch af Jose Gonzalez's akustiske guitar og Ed Sheeran's elektroniske tilbøjeligheder, og du står med Islands bedst sælgende debut-plade nogensinde i hånden. Oprindeligt udgivet i 2012 på islandsk (Dýrð í dauðaþögn) med tekster skrevet af Ásgeirs far; en af islandsk største nulevende digtere, men oversat i 2013 af ingen ringere end John Grant. Resultatet er et ufattelig smukt album, uendelig rigt på melodier og harmonier. Hør "King And Cross" (og se tossen John Grant lege konge).

03. Pure Heroine, Lorde
- Alle har sikkert hørt megahittet "Royals", men hvad radiostationerne har glemt at fortælle er, at Lorde's debutplade gemmer på et væld af ligeligt fantastiske skæringer, der alle er båret op af minimale og snertende men velklingende elektroniske beats, samt tekster, der er så velforfattede, at det næsten er umuligt at tro på, at en 15-årig står bag. Hør "Glory And Gore".

04. Pale Green Ghosts, John Grant
- Efter succesen med Queen of Denmark (som jeg anmeldte til 6/6 her på bloggen), rejste John Grant til Island for at gemme sig i et musikalsk eksil. Her tørnede han sammen med Biggi Viera fra den Islandske gruppe GusGus, og lavede Pale Green Ghosts; en noget mere udfordrende og elektronisk skramlende oplevelse ift. hans forrige, men stadig et album der byder på mesterlige tekster, kulsort tragi-komisk humor og ikke mindst himmelske harmonier. Hør "GMF" og nyd eksempler på førnævnte humor med linjer som "Half of the time I think I'm in some movie, I play the underdog of course / I wonder who they'll get to play me, maybe they could dig up Richard Burton's corpse".  

05. Evil Friends, Portugal, The Man
- DangerMouse er uden tvivl min favorit all-round musiker, og hvis han står krediteret som producer på et album, så behøver jeg ikke vide mere for at investere i det. Jeg havde således aldrig hørt om Portugal, The Man da jeg købte Evil Friends, men for hvem-ved-hvilken-gang har DangerMouse været arkitekt på et fremragende album, der både oser af ham selv og Portugal, The Man (siger deres fans!). Hør "Waves".  

Hvad venter os i 2014.....?

Rygter siger, at Nota Bene og Davey lavede en Justin Vernon tidligere på året og gemte sig væk i en svensk skovhytte for at lave, hvad der skulle blive Nota Benes solo-debut, der gerne skulle udkomme i 2014. Det kunne jo godt gå hen og blive spændende. Af andet dansk håber jeg inderligt, at Kaput (Loke Deph, Esben og Boone) udgiver noget. De blæste mig bagover som warm-up til Trepacs Nye Toner release-fest, og jeg har glæder mig til en konkret udgivelse lige siden. Og så har Per V snakket så meget og så længe om en kommende plade, at det må og skal være i 2014 vi får den at se. SpolOP-projektet Ordet på gaden - genfødt rammer os som noget af det første i det nye år, og det glæder jeg mig også til at høre.
     Af udenlandske navne glæder jeg mig ekstremt meget til udgivelser fra The Grouch & Eligh, Dag Savage, Fashawn, The Away Team og Cunninlynguists, der alle skulle have plader klar til os. Og så gen-gen-udgiver Blu & Exile Below the Heavens, men denne gang med bonusnumre - dem glæder jeg mig til at høre. 

Allermest glæder jeg mig dog til igen at skulle sende mine Leftovers-guldfugle ud til jer fantastiske mennesker. 


Godt og sikkert nytår til jer alle.
Kh Jeppe Barslund

Nota Bene - Rutinetjek EP


Hvad er 17.000?
- Det lyder som et spørgsmål, men lad os lege Jeopardy og sige, at det er svaret. Svaret på hvad? Svaret på, hvor mange gange jeg har himlet op om, at Dialekten (og Nota Bene) er noget af det vigtigste der har ramt den danske hiphop scene - måske nogensinde. Det kan måske derfor virke lidt overflødigt, at mit himleri varer ved, men så længe, der ikke er andre blogge, sites eller magasiner, der gider at skrive om det og fortælle den danske befolkning hvad der er godt for dem, så bliver jeg sgu ved. Især fordi, at når der endelig er nogen, andre end mig, der tager sig tid til at anmelde udgiveler fra Dialekten, så er det som om - med al respekt for mine anmelder-kollegaer - at et-eller-andet går gruelig galt stort set hver gang. Danskrap.dk's nærrige foræring af to stjerner til Dialektens brillante Ude af Frekvens EP, gemt under overskriften "Dialekten der skrev sig selv ind i glemmebogen", er blandt den ypperste galskab jeg har bevidnet.

Måske det bare er mig, men der lader til at herske en generel tendens i den danske hiphop-kultur om, at det er blevet fuldkommen out at være fan af musik - og især af danske kunstnere. For hver AKAPelle Beirch der står forrest til jams og rapper med, står der ti bagerst med korslagte arme og ser tough ud. Ligheden mellem dem er, at de - højst sandsynligt - begge er "fans" af kunstneren der spiller, de ti tough guys kunne bare aldrig drømme om at give udtryk for det. Jeg ville så inderligt ønske, at der var hundrede AKAPeller til undergrunds-jams.

Nå, nu kom jeg ud ad en tangent. Pointen er, at det er mere end ok at erklære sig selv for fan af kunstnere. Det har jeg selv gjort flittigt med Dialekten, og Nota Bene er ofte blevet udråbt som favoritrapper #1 her på bloggen. Med hans nye Rutinetjek EP understreger han, hvorfor dét har været tilfældet.

"Der' rigtig mange boner, der' rigtig mange alfonser /
Der' rigtig rigtig mange små bange hipster tosser /
Der' misfostre, tips og lotto kiosker /
Freaks og fjolser, der fiender for krokodil og bolcher /
Der' mange børnefamilier der blomstrer /
Der' krigs-ofre i eksil, der' heroin i balloner /
Der' hiphoppere der spilder liv og beat-boxer /
Griske rockere der snitter med kniv for tiden koster /
Der' hippie-kollektiver med peace og kartofler /
Der' walla der buster 9'er, der genier der monstrer /
Det' det vilde vesten - Nej, gu' det ej /
Det' hvor jeg chiller bedst, så kom med hvis du vil lege"

Rutinetjek udgives som hype forud for Nota Benes solo-debut, der kommer til at se dagens lys i 2014, og fungerer derfor som legeplads for Nota Bene, der har ryddet studiecomputeren og samlet syv uudgivne numre på denne EP. Men selv når der "bare" er tale om en legeplads, er det helt åndssvagt godt, og flere af skæringerne på EP'en er så mageløse, at det nærmest er tosset, at de ikke er havnet på en egentlig udgivelse.

Rutinetjek byder, som det ligger i titlen, på ren rutine fra Nota Bene. EP'en åbnes med "For enden", der virker som forlængelse af Nørrebro-oden "Tirsdag" fra Stiplede Linjer, og som stilistisk læner sig op af den legende "Fuck jer", der blev lagt ud på YouTube tidligere på året. Traditionen tro har Davey bedt NB om at spille dum over nogle tunge beats, som han boller til han får hold i lænden - hans ord. Hold i lænden må han også have fået under indspildningen af "Tanstikker", hvor han, over en mørk, elegant og mangefacetteret Melancolia-produktion, bl.a. rapper:

"Raserierne dæmpes /
Når vi kradser lidt i lakken blir' svarene knap så enkle /
Men det glemmer vi i farten /
Og sænker tænderne i nakken på en stakkels tourettes-ramt dængse-dreng på 13 /
Dræbt fra starten /
Til jubelråb fra publikum, der klapper takten /
Vi' et bundt musikalske muskelbundt med rappen /
Og det' en ussel kunst, men aldrig ubegrundet /
Du ka' spids' din kussemund og bap' den /
Ja os' dig, fuck-fjæs, og dig /
Du' bedre online end i boksen, ka' ikk' bust' live /
Og dit profilbillede ka' ikk' opveje din debile mangel på skills /
Wigga, fuck nej!"

Men ren rutine er det ikke hele vejen igennem. På "Kvart over fem" kaster NB sig ud i fiktiv storytelling, hvor han med digterisk snilde beretter om hvordan hans liv i en nær fremtid tager nogle uheldige drejninger, og langsomt smuldrer i hænderne på ham og sender ham ned i et sort hul. Det er ekstremt flot fortalt, og Chewbaccas produktion er som skræddersyet til historien om en mand, der spinder ud af kurs. Den tilhørende video, der næsten er frustrerende simpel, kunne ikke passe bedre som visuel pendant til musikken.


Lars Da Fari, Chewbacca, Melancolia og Davey er alle kendte ansigter i Nota Benes univers, og alle leverer de let genkendelige signatur beats til Rutinetjek. Et for mit vedkommende nyt navn har dog sneget sig ind på EP'en. Klagen har produceret "Afsked", der lyder meget Echo Out'et i sin mørk-melankolske ånd, men Klagen stråler samtidig med sin helt egen distinkte lyd. Nummeret er helt på højde med EP'ens øvrige skæringer, og hvis man som ny producer kan brillere på højde med førnævnte beat-maestroer, ja så er man æddermanme på rette vej.

Nota Bene åbnede året med et mesterværk sammen med Chewbacca, og nu lukker han året med en fantastisk EP - hvilket overskud. Nu har jeg himlet igen, og med udsyn til en solo-debut fra Nota Bene i 2014, ser det ud til, at der er endnu mere himleri i kikkerten.

4.5/6
- Jeppe Barslund

onsdag den 11. december 2013

Add-2 & Khrysis - Between Heaven and Hell


Det øjeblik hvor jeg hørte linjen "Claimed a culture that wasn't mine, the way of the American" vidste jeg, at Macklemore ville blive en rapper jeg ville følge nøje.
Da jeg hørte Eligh rappe "Teach them how to fight because the world i going mad / Teach them how to love because that's all we really have" første gang vidste jeg med det samme, at jeg var Eligh fan.
På samme vis vidste jeg øjeblikkeligt, at Blu var blandt mine absolutte favoritter, da han rappede "Fuck jewels, I think my soul glows bright enough / And fuck whips, I learn more when I ride the bus".

Lyrik kan være sindsygt magtfuld. De bedste lyriske håndværkere kan bevæge folk på godt og ondt med deres valg af ord og måden hvorpå de kæder dem sammen. I ved garanteret sikkert selv hvordan det er, når ord "gør noget" ved én. Ernest Hemingway fik grangiveligt voksne mennesker til at græde i kor, blot ved hjælp af en seks-ords short-story, der lød: "For sale: baby shoes, never worn". Ja, brug lige lidt tid til at tænke over den.
     Uanset hvad ens middel som kunstner er, må målet altid være at bevæge og/eller røre folk; at skabe sindsstemninger, stærkt præget af indtryk, der prikker én et sted i følelsesregisteret. Ernest Hingway kunne, Macklemore, Eligh, Blu og en masse andre dygtige rappere kan også. Da jeg hørte Add-2's Jamla debut Between Heaven and Hell stod det mig klart, at Chicago-rapperen opfylder alle krav for at kunne blive medlem af denne klub for dygtige rappere, der har evnen til at bevæge og røre folk med ord.

"They closed 52 schools down for real /
Fuck college, start saving for bail /
We on the third rock from the sun /
I seen my friends mom cop a third rock for a son"

- Disse var linjerne, der fik mig til at spærre øjnene op og sige "Hvad fanden var det jeg lige hørte det?!". Nummeret hedder "The Death of Chicago" og viser Add-2's ambivalente forhold til byen han både elsker og hader. De sidste to linjer vækker mange ting i mig. Først siger han, at vi lever på "tredje sten fra solen" og siger dermed, at vi mennesker er fuldstændig uanseelige, set i det større perspektiv. Men bagefter beretter han om hans vens mor, der har måttet købe gravsten til hendes tre afdøde sønner, og dette billede af den grufulde virkelighed der præger Chicago's south-side slår ideen om vores uanseelighed ud af hovedet på én med voldsom styrke.

Add-2 anvender løbende det ambivalente element som perspektiv til sine beretninger. I starten af pladen har vi nummeret "Don't Go", men sidst på pladen finder man "Runnin'", og denne kontrast illustrerer Add's rådvildhed ganske fint. Også "The Ugly Side of Beautiful" (titlen alene er afslørende) bliver fortalt med samme optik: "You never live to see the flowers at your funeral, that's the ugly side of beautiful".

Allerbedst kommer denne tvedelte tankegang til udtryk i den mageløse "Club Church/Club Hell" (endnu en afslørende titel). Her stabler Add et koncept på benene, hvor han beskriver Himlen og Helvede ved at sammenligne dem med natklubber:

"What if Heaven was a club and God was the owner /
Peter was the bouncer, Jesus the promoter /
I'm in a long line that stretches way back /
There's a club called Hell, it's easy to get in and it stays packed"

Imens Add står i køen, der fører op til perleporten, taler han åbent om de synder han har begået i løbet af sit liv. Han er sikker på, at Gud kan se igennem fingre med det, men "... I guess he ain't convinced, 'cause Peter looked at me and said my name ain't on the list - God damn!". Jeg er i øvrigt ganske begejstret for ghetto-versionen af Sankt Peter: "Nah-nah my brotha, you need to get in the other line!".

"Club Church/Club Hell" er blot ét eksempel på Add-2's kreative tilgang til tekstskrivning.
     Dertil er han en formidabel flow-rapper. Oftest tager han sig god tid til at fortælle sin historie, men hvis man tager fx andet vers på "Runnin'" viser han, at han virkelig kan rappe hurtigt og komplekst hvis han har lyst. Dermed viser han også, at rap ikke per definition bliver godt bare fordi det leveres hurtigt og halsbrækkende. Hastigheden i leveringen skal gå hånd i hånd med budskabet; det giver derfor fin mening, at han netop rapper hurtigt på "Runnin'", der handler om livet som ung "hood nigga" i overhalingsbanen. Forestiller man sig en mindre nørdet, mindre bevidst intellektuel og mere 'street' version af Lupe Fiasco, så har man Add-2; både som lyriker, tænker og tekniker. - Der er virkelig linet op til fedt rap på Between Heaven And Hell.
  

Som man lige når at fornemme i denne trailer for pladen, er der også linet op til fantastiske beats. Khrysis er én af de syv producere i Jamla's Soul Council, og han har egenhændigt besmykket Between Heaven and Hell med beats, hvilket han rundt regnet er slupper rigtig godt fra. Som hans producer-gruppes navn indikerer, er hans produktioner spækket med soul! Især vokal-samples er han begejstret for, og ofte er de pitchet så meget, at tankerne ledes hen på Kanyes The College Dropout dage. Når det kommer til Khrysis' trommer og bas-gange, er der ikke mange andre producere, det er logisk at drage paralleller til. Her er han sin helt egen. Den bombastiske bas og de bragende trommer på "Club Church" fungerer latterligt godt, og de hårdt trampende trommer på "The Ugly Side of Beautiful" kommer godt ud af det med den luftige fløjte. Der er noget Pharcyde-magisk over beatet til "Runnin'", og bassen på "The Death of Chicago" er noget af det mest ustyrligt fantastiske jeg længe har hørt.
 
Der er ikke meget at snakke ondt om på Between Heaven and Hell. Det dårligste ved Add-2's plade er, at den er for kort. Med 9 numre har Jamla valgt at kalde det et mixtape og ikke en egentlig plade, og jeg havde ikke klaget over 2 tracks mere oven i hatten. Jeg mangler måske lidt mere "knock" på "The Glorious", og "They Call It" læner sig farligt meget op ad det trivielle. Ud over det har Add-2 og Khrysis sørget for en seriøst fed lytteoplevelse i Between Heaven and Hell, der i øvrigt kan downloades totalt gratis gennem LRG her.

4.5/6
- Jeppe Barslund


tirsdag den 3. december 2013

The Procussions - The Procussions


The Procussions er en - set i hiphop historik - lidt sær gruppe. De har været med siden slutningen af 90'erne, men trods deres leveringsdygtighed er de aldrig rigtig blevet beskrevet som en gruppe af bærende signifikans. Det som folk synes at vide om dem er primært, at det er dem der rapper på engelsk på Hocus Pocus pladerne og at de var de første til at blive signet, da Rawkus Records genopstod. Skal jeg selv være helt ærlig tror jeg ikke, at jeg er i stand til at nævne en eneste titel på en sang de har lavet, udover "Miss January", hvis mindeværdighed, ud over det lune beat, nok skal tilskrives Talib Kweli's gæstevers.

Det var først i 2007 da Mr. J. Medeiros og Stro valgte at lægge Procussions-projektet på hylden og fokusere på solokarriere, at min opmærksomhed for alvor blev fanget, navnlig med Mr. J's udgivelse af Of Gods and Girls, som er og bliver en fabelagtig plade. De to arbejdede ihærdigt med forskellige projektet og indgik i mere eksperimenterende faser, hvor alternative musikalske udtryk blev afprøvet - noget de højst sandsynligt følte, at de ikke havde friheden til som Procussions. Især på 2011's Saudade, som de producerede sammen, så man helt nye sider af dem. Ubestridt kønt var det måske ikke, men alt den kreative dagdrømmeri og den uspolerede eksperimenteren har så afgjort båret frugt.
     I 2012 gendannede Mr. J og Stro The Procussions og lancerede en Indiegogo-kampagne for at financiere tilblivelsen af deres tredje fuldlængdesalbum The Procussions, - en kampagne, der næsten indtjente det dobbelte af det ønskede beløb. Med den kolossale blåstempling i ryggen, gik Mr. J. og Stro igang med at udforme det, der nu er blevet det ubestridte kronværk for Procussions. Det kunne derfor ikke passe mere perfekt, at albummet er blevet opkaldt efter dem selv, da det lige præcis er denne lyd de har brugt de sidste seks år på at arbejde sig hen imod.

"Cheese on top of that mouse trap, but we ain't no clown rats /
We built this city on sound tracks /
And drive the locomotives around that /
Promoters and town reps, claim to have a stake in it all, yet /
They only place a stake when the ground's wet"

Pladen skydes igang med et par tonstunge og eksplosive numre, der er et krystalklart vidnesbyrd om gruppens højoktane og ovenud spektakulære liveshows, som jeg inderlig håber på at få lov at opleve en dag. Samtidig er disse muskuløse bangers besmykket med kløgtig lyrik som ovenstående citatuddrag, og denne "kontrast" mellem det skarpsindige og det rå, bevidner om The Procussions' ganske vældige favntag når det kommer til udtryk og stilarter. De vil meget og kan stort set alt, fra de potente energiudladninger til sårbare øjeblikke som "On A Mountain", poetiske rids på "Insomnia", velfortalte historier om deres bagland på "DNA" og meget meget mere. Ja, de får endda presset det flotteste shout-out track siden Lupe Fiasco's outro på Food & Liquor ind som pladens afslutter, og der er danske navne at finde på takke-listen. Philip Jacobsen stand up!

The Procussions har altid selv beskrevet deres hiphop som værende "conscious", og denne bevidsthed om at skulle holde deres musik inden for "conscious"-genrens grænse, har til tider vist sig at være en hæmsko for deres kreative udfoldelse. "Conscious" er godt, men det kan også blive for "korrekt". På The Procussions er Stro og Mr. J. ikke længere bange for at træde et skridt eller to ud over denne grænse, og det klæder dem fandens godt. Således har de fx lavet "Track 10", der uden tvivl er årets sjoveste nummer, hvor de med skarp humor tager pis på alt. "I go hard like things that go hard" rapper Mr. J. og efterlader lytteren totalt dumbstruck. Beatet er støbt efter 'club-banger' -formularen, men Stro har tilføjet nok kant til, at det skille sig ud fra mainstream-udgaverne, samtidig med, at det uden tvivl ville kunne få clubben til at koge over. Sangen er ret beset en kommentar til de rappere, der fylder deres musik med nonsens-rap, fordi folk jo alligevel ikke lytter til teksten så længe beatet er fedt. Mr J. Medeiros rammer sømmet lige på hovedet med sin nonsens-rap, og det er fuldstændig fantastisk at opleve Mr. J., der netop hele sin karriere har haft stærkt fokus på "conscious" hiphop, give den så meget gas som no-brainer MC. Jeg har grinet højlydt af linjer som:

"Imma drive in my car like VROOM!See me drivin' by in my car like VROOM!People want a ride but I ain't got ROOM"  

- Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er "conscious" at lave en for-sjov dumped down banger? Budskabet, der ligger i "Track 10", er vel lige så relevant og aktuelt som så meget andet "conscious rap". I virkeligheden skal man måske slet ikke bryde sin hjerne med hvorvidt det er "conscious" eller ej. På "The Drum" rapper Mr. J.:

"Conscious rap is a gimmick - are you conscious of that? /
You sell an ominous black cloud /
They'll promise to act now /
Kids, just be honest and rap"

Og Stro og Mr. J. praktiserer hvad de prædiker, og leverer ærlig rap med ubenægtelig patos.

På lydsiden sørger Stro egenhændigt for en perlerække af fabelagtige beats, der i sandhed er en fornøjelse at lytte sig igennem. Alle har de deres særpræg, men samtidig er det tydeligt, at der ligger samme ideologi bag produktionerne. Det bærende element er af organisk karakter, og især hans trommeprogrammeringer tager kegler. A Tribe Called Quest indflydelsen er heller ikke til at tage fejl af, og jeg tror at Tribe-medlemmerne ville smile stolt hvis de vidste, at de er medskyldige i, at en hiphop plade i 2013 er kommet til at lyde så fantastisk.
     "Badges", "Modern Warfare" og "Iron Vox" er de eneste numre, der får kvalitetskurven til at knække lidt undervejs, men der kan ikke være tvivl om, at The Procussions stadig er blandt de mest helstøbte og bedste plader, der er udgivet i år.

Det har taget The Procussions halvandet årtis hårdt arbejde at nå deres nuværende position med The Procussions, og det har så sandelig været det hele værd.

5/6
- Jeppe Barslund



torsdag den 7. november 2013

Danni Toma - Kvinde


Danni Toma er sin helt egen, og det har han været fra start af. Jeg husker tydeligt da jeg modtog debut EP'en Søndage og andet poetisk bullshit til anmeldelse tilbage i 2010, at det slog mig, hvor original en stil han i samarbejde med Noodle lagde for dagen. Stilen og universet kunne ikke sammenlignes med noget herhjemmefra.
     Mine anmeldelser af Danni Toma og Noodles første eventyr er sunket uigenkaldeligt til bunds med den smukke skude vi kalder "det gamle wots", og kommer nok aldrig op til overfladen igen. At roserne var mange og karaktererne i den pæne ende kan jeg dog huske.

Siden den lille og lækre men - set i et bredere perspektiv - uanseelige Søndage og andet poetisk bullshit, er der sket mangt og meget i den unge Aalborgensers liv, og idag synes det evigheder siden, at han var et ubeskrevent blad.
     En plads på DJ Statics gigantiske og stor-populære producer-opus Rolig under pres (endda på pladens suveræne single "Som en vinder") og som en af hovedrollerne på den tilhørende, landsdækkende tour, eksponerede Danni Tome i det ganske land. Tilføj dertil lidt ekstra skulderklap fra bl.a. Pato og fuld fuld kraftig kærlighed fra DDS-gutterne, og Danni Toma er idag en forholdsvist kendt skikkelse på den danske rap scene. Tidspunktet for at udgive debut-langspilleren kunne derfor ikke være bedre, og med Noodle ved knapperne som sædvanligt, er Kvinde nu ude.

Gud skabte hele universet ud af ingenting. Da det kom til at skabe kvinden - Eva - havde han dog brug for et af Adams ribben. Hvorfor? Fordi kvinder er fucking komplicerede. Mere komplicerede end universet tilsyneladende. Kvinder kan gøre blind, dum, glad i låget, blød i knæene, syg i hovedet og meget andet; sådan fungerer det komplekse stof kvinder er gjort af nu engang. Et stof, der har fået mænd til at komponere gudesmukke arrangementer, forfatte tidsløse litterære værker og opføre arkitektoniske vidundere, og samtidig et stof, der har forvandlet mænd til monstre. Et stof, der nu har fået Danni Toma til at lave Kvinde; en album-ode til det kvindelige køn, på godt og ondt.

"Jeg troede jeg vidste hvad jeg gjorde første gang jeg tog din hånd...."

At Danni Toma har noget for kvinder er ikke en nyhed. Allerede på Søndage og andet poetisk bullshit kunne man finde sangtitler som "Til hende" og "Duften af en kvinde". Det overflødige "poetiske bullshit" er dog blevet skåret fra på nærværende album, og det fokus, der måske har manglet på tidligere Danni Toma udgivelser, står her krystalklart i al sin kunstneriske uklarhed. Hvis du synes dét lyder lidt besynderligt, så er det fordi - som skrevet i starten, at Danni Toma er sin helt egen, og ret beset ikke gør som nogen andre. Kvinde virker mere som en musikalsk sindstilstand end et egentligt album, og de forskellige numre virker mere som individuelle stemningsbilleder end egentlige sange. Man får ikke umiddelbart lyst til at kalde det hverken rap eller hiphop. Måske PBR&B er mere passende? - Egentlig får man slet ikke lyst til at genre-mærke det overhovedet, og det er faktisk ganske befriende. Lad os bare kalde det originalt og nyde det!

Noodle besmykker pladen med en samling produktioner, hvor sparsomt sammensatte jazz-syntetiske trommer parres med yderst mangfoldige og atmosfæriske musikalske bagtæpper, og skaber en fantastisk stemning, der placerer sig i grænselandet mellem opstemthed og melankoli. Dette går perfekt i spænd med lyrikken, hvor Danni Toma beretter om alt fra mundlam forelskelse og den totale bjergtagelse af det kvindelige køn, til hints om affærer og lystbetonet og forfalsket kærlighed.
     Narrativet er ikke stålfast, men Kvinde udspiller sig dog i en form for løs kronologi, hvor det især er numrenes små afsluttende brudstykker, der lyder som scene-fragmenter fra en film, der fortæller en historie. Afslutningen, hvor en lækker luft-guitar stønner om kap med kvinde, står til fri fortolkning.

Som rapper er Danni Toma ikke drevet af at skulle bevise hvor vild han er teknisk, hvor kreativt han kan lege med ord eller hvor lede punchlines han kan lange over disken. Danni Toma tager det lige så stille og roligt som Noodles produktioner, og hvorfor skrive fyldige vers når man kan sige meget med en linje som "du minder mig om himlen, for du brænder mine øjne"?
     Dertil er han blevet langt mere melodisk bevidst, hvilket resulterer i flere sublime numre, hvor især "Du minder mig om himlen" og "Du & jeg" står frem som noget af det mest gennemførte jeg har hørt i år.

Gennemført er hele Kvinde så sandelig også. Danni Toma og Noodle har skabt et værk, der formår både at være omtåget i sin fremdrift og samtidig have årets måske klareste røde tråd. Det er som sagt ikke særlig rap'et eller hiphop'et, og folk der hælder til den mere traditionelle hiphop skal passe på ikke at kløjes i kaffen undervejs. Til gengæld er det ærligt, modigt og dejligt anderledes, og, nå ja, yderst velproduceret og skarpt drejet.

At Kvinde vil dele vandende, tror jeg ikke der er nogen tvivl om, - sådan er det, når nogen laver noget, som folk måske ikke er helt vandt til. Nogen vil synes det er noget mærkeligt rod, og andre vil synes det er fuldstændig fantastisk. Ud over "Røde læber", der minder mig for meget om Ung Hertug mixtapet, og en virkelig malplaceret feature på outroen, synes jeg Kvinde er ganske fantastisk.  

4.5/6
- Jeppe Barslund


søndag den 27. oktober 2013

Natti - Still Motion


Som gruppe har Cunninlynguists leveret nogle af hiphop-genrens vigtigste albums; albums jeg har snakket så meget om her på bloggen, at de på nuværende tidspunkt må være umulige at have undgået for jer læsere. Individuelt har især kaptajn Kno og førstestyrmand Deacon the Villain brilleret. Førstnævnte med det dystre, morbide og foruroligende smukke Death Is Silent og sidstnævnte som lidt mere flyvsk og eksperimenterende kunstner, der både har produceret hele albums for andre (JustMe's Tragedy & Dope) og indgået i skæve samarbejder med ligesindede kunstnere (Niggaz With Latitude med Sheisty Khrist). Op til nu er Natti den eneste, der ikke har slået sine folder uden for Cunninlynguists, men med Still Motion er han nu styrmand på sit eget første solo-projekt.

"Allow me to introduce myself...."

- Sådan lyder første linje på pladens indledende titelnummer. Umiddelbart kan linjen godt virke spøjs, da det at introducere sig selv er en meget "ny" ting at gøre; altså noget man typisk vælger at gøre i starten af sin karriere og ikke et årti inde i den. Ved nærmere eftertanke giver det dog god mening, for Natti er faktisk ikke blevet introduceret "ordenligt" i løbet af de plader han har lavet med Kno og Deacon som Cunninlynguists; det har altid handlet om noget andet og "større" end de tre individer selv. Still Motion (der var Natti's rap-navn inden Natti) er således den første rigtige introduktion af Natti, og en ganske grundig en af slagsen. Still Motion kommer godt omkring Natti som rapper og person, og man får serveret alt fra hans politiske holdninger og kommentarer til diverse samfunds-problematikker, til hård og tilrøget sydstats-rap og en tur ned ad en reference-fyldt memory lane, hvor bidder af Natti's yngre år  kommer til udtryk i lyriske knips. Indholdet er ganske rodet, men i og med at det hele er tankestreger der har rod i Natti og hans verden, ender rodet faktisk med at være en stramt bundet rød tråd.

Natti er en formidabel forfatter og tekniker; det har han alle dage været, og er det stadig her. Pladen åbnes med en række numre hvor hans forkærlighed til kush er fællesnævneren, men de kreative vinler til weed-rappen er stadig mange. På "Another Galaxy" rapper han fx:

"Damit This is not my planet  /
At least I hope not cuz I really can't stand it /
If it is so be it, I speak it how I see it /
Let that be the dirty acres flag, pledge allegiance"
 

Natti er dog ikke en af dem, der bare nøjes med at sige, at han ikke kan holde verden ud, - han sørger for at fortælle lytteren præcist hvad han synes er galt med den. På "Black Diamonds" berører han den underspillede racisme, der stadig hersker: "Been called the "N-word", now it's the in word / Now we wanna delete it, treat it like a pretend word". På "Allegiance" rapper han om den systematiske undertrykkelse af sorte, bl.a. med fænomenalt godt skrevne linjer som disse:

"Welfare is the opposite of what I see depicted
They brought it like crack and now the hoods addicted /
Mommas on backs and daddy is out pitching /
He goes legit moves in they going to evict them /
Divide and conquer sons without fathers /
Surviving contra guns without armor /
Black white brown from lower to middle class /
Politicians need votes, they speak for the little man /
Election over, they forgetting your little ass /
from housing collapse to the jobs that we lack" 

Fænomenalt godt skrevne linjer kan også findes i den konceptuelle "Architecture", hvor Natti rekrutterer Sha Stimuli og Substantial for at fortælle om forskellige moderne strukturer og "arkitekturen" bag. Natti rapper om hvordan handlen af stoffer financierer bebyggelse i samfundet, Sha Stimuli rapper om rap-gamets struktur ("been locked in ten years no shine / I just step back and admire the design") og Substantial - der i mine øjne har det bedste vers - om det amerikanske skolesystemes (fallerede) struktur: "Mind boggling how they remodeling, my God! / Only wish they made our children as brilliant as this façade", og hans afsluttende linjer rammer hårdt: "The structure we’re viewing slowly become ruins in time / But for now just admire the design".

Lyrisk set er der ikke meget at sætte en finger på. Natti kommer bredt omkring tematisk set, og brillerer med sin levering, der både er hård og intens, og samtidig velkrydret med det velkendte sydlige accent, der både bidrager med autenticitet og charme.

Den torn, der er at finde i øjet, kommer i form af nogle af produktionerne. Det kom faktisk som lidt af et chok for mig, at jeg ikke faldt på halen over beat'sne per automatik. Kno og Deacon plejer at være totalt træfsikre, men ikke desto mindre står jeg i den situation, hvor jeg er nødt til at pege på lydsiden som værende bærende årsag for, at der trækkes ned på karakteren.
     Størstedelen af Still Motion ER båret op af fabelagtige beat - selvfølgelig er den det! Deacon er hovedleverandør af beats, og man kunne godt lokkes til at tro, at de har haft som skjult plan med Still Motion at vise verden, at Kno ikke er ene Cunninlynguist'ianer om at smede fabelagtige beats. Fra det spacy åbningsnummer med sine hvirvlende synth-slag og stramme trommer og funky guitar-toner og lune keys på "Pusher Man", til skævt klippet klagesang og sporadisk percussion på "Allegiance", et helt ufattelig flot flippet Bloodrock sample på "Architecture" og den eminente "Underground Railroad", hvor samplet gospel-nynnen maler tydelige associationer med slavearbejdet. Johnny Cash's "Ain't No Grave" skulle bare have været samplet, så man kunne få lyden af lænker der bliver slæbt hen ad jorden med. Fy for den lede det havde været stærke sager!
     Kno, der har travlt med Build To Fade projektet og Strange Journey Vol. 3 har "kun" bidraget med tre beats: den futuristisk-syntetiske "Another Galaxy", som jeg ærlig talt stadig ikke ved om jeg synes er fed eller lidt i overkanten, den rimelig jævne "Just Like You" og den overdrevet heftige "Filthy Hard", der lige præcis er beskidt hård!
     Numre som "Bright Lights Big City", "Late Night Cruise" og "G.O.R." siger mig dog intet. Skaden er ikke altødelæggende, men med en lille håndfuld numre, der forstyrrer det ellers yderst solide helhedsbillede, kan jeg ikke bevæge mig rundt helt oppe i de høje karakter-luftlag. Men Tag ej fejl, Still Motion er en ganske fantastisk plade, og som det første solo-udspil viser Natti, at han også sagtens kan lave rap uden for Cunninlynguists-rammerne.

4.5/6
- Jeppe Barslund
Støt Natti, Cunninlynguists og QN5 og køb Still Motion her.






torsdag den 17. oktober 2013

Pusha T - My Name Is My Name


Pusha T's rap-karriere er bygget op omkring hans fortid som dope-hustler. Det er en ultra kort introduktion af ham, men den er stadig ganske rammende. Han har altid været totalt urokkelig i sit tekstunivers; alle dage har det handlet om salg af stoffer og livet som dope-dealer. De ydre, "pyntende" aspekter af rap-livet har aldrig haft den store betydning, - troværdigheden og ægtheden overfor universet har altid været primus motor. Sammen med storebroderen Malice har Pusha T, som Clipse, udgivet fantastisk hiphop hvor det netop ikke handlede om hvor meget man kunne rappe om, men hvordan man kunne forholde sig nuanceret og malerisk til dope-dealer universet. Hell Hath No Fury blev duoens kronværk.


Da Pusha T begyndte at blive gode venner med Kanye West og hænge ud med G.O.O.D. Music rapperne, blev der vendt godt og grundigt op og ned på det hele. Stil, mode og dresscodes blev en del af dagsordenen, og stort opsatte musikvideoer, koncerter og events blev ansigtet udadtil. Pusha T sværger til sit vante tekstunivers, men der er ikke længere meget omkring ham, der legitimerer hans tilgang til rap, og nu, med udgivelsen af sit debutalbum, er det næsten umuligt at bjerge sig vej igennem facade, lir, budgetter og andet dække, og se på ham med samme seriøsitet.

"This is my time, this is my hour /
This is my pain, this is my name, this is my power"

Sådan indledes pladen, og med disse ord, der overbringes med den overlegende snerten man kender så godt fra Pusha, lover det hele godt. Ordene ender dog - for mit vedkommende - med at love noget, som pladen på ingen måde kan holde. På "Hold On" rapper Pusha T linjerne, der for mig får korhuset til at falde sammen. Han rapper:

"I sold more dope than I sold records /
You niggas sold records never sold dope /
So I ain't hearin' none of that street shit /
'Cause in my mind you motherfuckers sold soap"

Jovist; linjerne, ordene og leveringen er der, det er alt omkring dem - og med det mener jeg størstedelen af My Name Is My Name - der gør dem ugyldige. Det er tydeligt, at han ønsker at optegne en 'realness'- skillelinje imellem sig selv og alle de andre sæbe-sælgende forfalskere, men som jeg ser det, er det ikke nok blot at sige det, han må vise det. Det er 'Show - don't tell' -princippet vi skal have fat i her. Den 'realness' han mener at besidde i så rigelige mængder at alle andre blegner i sammenligning må manifestere sig musikken - hvordan skulle vi ellers kunne tro på hans ord? Desværre bruger han størstedelen af My Name Is My Name på at fortælle om sin realness; glædeligt taler han varmt og insisterende om den, men kun momentvis viser han den, og det dræber for mig hele ideen med det univers han så gerne vil bygge op. Numre som den uudholdelige "Sweet Serenade", "Suicide" med sit fæle tyggegummi-bobbel-beat, den virkelig bløde "40 Acres" med enhver tandlæges drøm af en sukkersødt omkvæd og "Let Me Love You" med sit gabende kedelige beat og motherfucking Kelly Rowland (!!!) på et komplet uanseeligt omkvæd, modarbejder Pusha T's image så voldsomt, at stilen ender med at rette Pusha T ind til at ligne sine uheldige labelmates Big Sean og 2Chainz, på trods af, at han er utallige niveauer over dem, rent rap-mæssigt.
     Speaking of which - både Big Sean og 2Chainz gæster "Who Am I" og leverer noget af det dårligst skrevne rap jeg nogensinde har hørt. 2Chainz rapper: "Entrepreneur, strip club connoisseur / hot fudge sundae, pour it on you hallelujah / pour it on you hallelujah, pour it on you hallelujah", imens Big Sean rent faktisk får overbevist mig om, at han er dén dårligste rapper der findes:

"Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, nigga na na na na na /
Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, 'cause I still love to get pampered"
 

Og nu tænker du måske, at det er lidt "unfair" at jeg fremhæver Big Seans linjer, når det nu er et Pusha T album vi har med at gøre, men hvis han har kunne leve som hustler med alle de valg, beslutninger og konsekvenser det uden tvivl indbefatter, så må han også finde sig i, at jeg holder ham personligt ansvarlig for sine valg af gæster. Der er en stor sandsynlighed for, at det er Kanye West der har truffet den beslutning for at circkle-jerke sin egen G.O.O.D. Music inderkreds, men det taler heller ikke just Pusha T's sag.


Og så er vi lidt tilbage hvor vi startede: nemlig at der sker ting og sager på My Name Is My Name, der - uanset hvis skyld det er - ganske simpelt bare er ødelæggende for helheden.
     På (den ellers ganske fremragende) "King Push" er der åbenlyse diss-linjer rettet imod Drake i andet vers, men flere numre længere inde på albummet er som stjålet fra en Drake-plade, så det diss fungerer ikke rigtig. Endvidere rapper han på samme nummer, at han er "...More BMF than Billboard"; altså mere appellerende for gaderne og dens hustlere end Billboard og dens hit-lister. Ironisk nok ligger han i skrivende stund som nummer fire på selv samme liste. Pladens helt store brøler ligger i, at Rick Ross gæster "Hold On", hvor "you niggas sold records never sold dope" -linjerne var fra. - Rick Ross, altså manden, der nærmest har gjort en karriere ud af at lege hustler. Hvordan var der ingen i tilblivelsesprocessen, der rejste sig op og sagde "hør, er det ikke lidt fjollet at have Rick Ross med på lige det er nummer?". Ross' vers er endda udmærket, det virker nærmest bare som en hån imod ham at have ham med, når nu Pusha T lægger sådan ud.

Men ret skal være ret, - der er ting der fungerer på My Name Is My Name. Pusha T leverer et utroligt første vers på "40 Acres" og et solidt afsluttende vers på "Sweet Serenade". På "Numbers On the Boards" fungerer ALT! Kanye West tager lidt råben fra et gammelt Bunny Sigles nummer og looper et lille fragment af A. King & J. Mattheus' "Pots 'n' pans" og skaber et af årets ledeste beats ud fra lidt skramlen. Sjovt som ingen rigtig kan tage sig sammen og indrømme at manden er genial. Det er tilsyneladende stadig sjovere at kalde ham idiot af alle mulige andre irrelevante grunde. Den Nottz-producerede "Nosetalgia" fungerer (naturligvis) også fortrinligt. Har får man minimalisme serveret i sin reneste form, og Pusha T leverer (bogstavelig talt) varen. Det samme gør Kendrick Lamar, og det er lige ved at blive pinligt når han træder ind på Pusha T's lyriske ejendom og finder MNIMN's mest interessante vinkel på dope-rappen:

"He said: "well nigga, then show me how it all makes sense" /
Go figure, motherfucker, every verse is a brick /
Your son dope, nigga"

I sidste ende ærger jeg mig dog over, at der er så lidt Pusha T til stede og så meget G.O.O.D. Music. Havde de beholdt "Numbers On the Boards" og "Nosetalgia" stilen havde de siddet med et potentielt mesterværk imellem deres hænder, men som My Name Is My Name ser ud nu, og der alt for meget skidt og kanel blandet sammen med Pusha T's 'dope', og han har derfor svært ved at overbevise mig som lytter og køber om, at hans vare er god. Der er ganske simpelt for meget, der taler imod ham.

3/6
- Jeppe Barslund     
   

torsdag den 26. september 2013

The Remnant - Indian Summer


Hej venner. Jeg sidder i et lille dilemma. Ikke et alvorligt dilemma, egentlig mere et lidt "hyggeligt" et af slagsen. På den ene side er mit mål med bloggen her at præsentere jer for en masse ny musik, som I måske ikke ellers vil faldet over, på de andre internet-sider i blogs i frekventerer. På den anden side skal jeg på et tidspunkt også udgive et nyt Leftovers mixtape, hvorpå det ville være rart at have nogle overraskelser til jer - nogle esser i ærmet. Men hvad betyder det så? Betyder det, at der er god hiphop som jeg ikke skal anmelde her på bloggen, så jeg med sikkerhed har nogle fede overraskelser til jer, eller skal jeg anmelde alt hvad jeg falder over og "risikere", at Leftovers skiverne udelukkende består af musik I allerede kender? Jeg tror at min konklusion lyder, at Leftovers er et "sideprojekt" til bloggen og at hovedformålet må bestå.

- "Tænk hvis de ikke har hørt Beautiful Raw" tænkte jeg, "hold nu fucking fast for en sindsyg overraskelse de får!". Men jeg blev enig med mig selv om, at det at dele hele den plade med jer var vigtigere end at gemme ét nummer til mit eget projekt. Og heldigvis! - Jeg er helt klart af den forståelse, at de af jer, der har fået hørt Beautiful Raw er ganske glade for at have fundet den plade, og det er i sidste ende vigtigere end at jeg kan overraske med Leftovers, som jo i øvrigt ikke bliver mindre god af, at I kender det Qwel & Maker nummer jeg nu engang ender med at udvælge.

Sandheden er den, at jeg egentlig havde tænkt mig at gemme The Remnant til Leftovers som en usædvanligt stærk overraskelse, da jeg har på fornemmelsen, at det kun er ganske få af jer - hvis nogen overhovedet - der har kendskab til deres Indian Summer. Men den gode hiphop skal ud, så nu får I den selvfølgelig alligevel.

The Remnant har ikke eksisteret længe. Trioen udgav deres debut i 2005 og fulgte efter med PB&J i 2009. Rapperen Just John valgte at forlade gruppen under indspilningerne til sidstnævnte album, og The Remnant gik så småt i oplæsning. Og så alligevel ikke helt. De sidste to i gruppen, Adan og Tribe One, blev enige om, at de ikke var helt færdige med hiphoppen, så uden at vide om det skulle være til soloprojekter, til en ny gruppe eller til The Remnant, begyndte de at skrive igen, efter nogle år. De fik to beats fra deres gode ven Deacon fra Cunninlynguists, og da da havde indspildet og de to tracks var færdigstøbt, stod det klart for dem, at det ikke kunne være anderledes; det var starten til et nyt The Remnant projekt. Dét projekt er nu færdigt og har fået titlen Indian Summer.

Når man hører titlen Indian Summer får man måske den idé, at man sidder med et lunt og lækkert album fyldt med opløftende budskaber. Det er ikke tilfældet. Albummet hedder Indian Summer fordi Adan og Tribe One er fælles om at hade sommeren! De hader varmen, og især det, ikke at kunne komme af med den. De indiske somre er som bekendt blandt de varmeste og dermed værste, og det The Remnant vil sige med det er, at det her ikke er et "let" album at komme igennem. Som de selv siger: "This album wasn't easy to make". Det er personligt, hudløst ærligt, ofte alvorligt, til tider sort-seerisk og kun i brudstykker opløftende og i den glade ende af humørskalaen. Nu lyder det nok måske som om, at det her er mørke-sort, top-depressiv, barberblad-til-håndledet hiphop, men sådan er det slet ikke. Adan og Tribe One beretter om deres problemer og nedture med uhørt elegance og finesse, og det tyngende aspekt af deres musik kommer først og fremmest til udtryk i deres tekster, og ikke i deres stemmeføring, flows eller produktioner.

Pladen indledes med en kort instrumental intro, der langsomt forbereder lytteren på den tur han/hun skal igennem. Det sørgmodige guitarspil, der lyder som noget Ry Cooder kunne have komponeret, giver et klart og tydeligt praj om pladens generelle stemning.

På det efterfølgende nummer bydes man velkommen af følgende ord fra en samplet sang: "When you wish upon a star, makes no difference who you are. When you wish upon a star your dreams come true". Umiddelbart er der noget optimistisk Pinocchio-hygge over det, problemet er bare, at nummeret hedder "Dreams May Die" og handler om, hvordan ønsker ikke altid går i opfyldelse.
     Lyrikken herpå er fuldstændig mageløs. Adan beretter i andet vers om hvordan han som barn stod med sin bedstemor og stirrede på nattehimlen og drømte sig væk i stjernerne, og fandt sikkerhed i, at det hele nok skulle gå:

"Everything was how it's s'posed to be /
The sun spun aroun the earth and God in heaven openly spoke to me /
And hopes and dreams were one and the same /
And we both believed that nothing would change"

Men bedstemoren vil ikke fylde ham med falske forhåbninger om livet, og vælger at fortælle den rimelig kyniske sandhed:

"I almost didn't notice when she closed her eyes /
Looked down at the town in the ground where we stood /
And she spoke like she opened up an ocean that she holds inside /
I saw the light and found it was good /
She said the light from the star is so frightfully far /
That by the time it arrives to the sight where you are /
It's dead /
The source has expired /
There's no more warmth, no force and no fire /
And the more I stood by her the more it settled in gently /
But if a rose is still sweet then what's in the name?/
And the chorus and choir sang that heaven is empty /
..... And we both believed that nothing would change"

Den følelsesmæssige dybte Adan tryller frem her er ufattelig, og man bjergtages både af poesien og hans mesterlige tekstforståelse. "Dreams May Die" er uden tvivl et af årets stærkeste skæringer, hvis ikke dén stærkeste. Dette skyldes bestemt også produktionen. Alex Adiels har skabt en mesterskæring af de helt sjældne, der har en så sygelig detaljerigdom, at jeg nøsten ryster på hovedet med et grin hver gang jeg hører det. Det helt igennem magiske øjeblik kommer ved 03:32-mærket, hvor han knækker vokalsamplet fra mol til en dur-subdominant, som ændrer stemningen fuldstændig og sender kuldegysninger ned igennem hele kroppen. Det efterfølgende outro-stykke, hvor der scratches sideløbende med et harmonisk Enya-lydende vokalsample, løfter det hele op til nærmest latterlige højder.

"Dreams May Die" er ikke et let nummer at følge op på, men med den Deacon producerede "Summer Dog Dogs" lader det ikke til at være et problem for Adan og Tribe One. Efter min mening er det Deacon's flotteste produktion til dato. Trommerne sidder stramt, og de atmosfæriske baggrunds-detaljer han er i stand til at lave - blandt andet med sine egen vokal - resulterer i et fænomenalt beat. Samtidig brillerer de to rappere virkelig, og viser hvordan man som due tag-teamer med rim, flettet ind og ud af hinandens:

"In search of significance /
We don't always see the same things but we always try to work through the differences /
I stay up past my curfew to finish it /
With sweat on my forehead and dirt on my fingertips /
Life's not meant to resemble this /
Art does not immitate /
These bars of the prison break for those told to sit and wait /
The master-slave give and take /
Sinner, saint, soldier /
We owe so much to these chips on our shoulders  /
A blink and it's over /
Life is in the rear-view /
So here's to the few who steer to the clear blue /
We make numbers and numerals sound up-beat and musical /
It's fun when we do it thought it's more ugly than beautiful"

Stemninger ændres radikalt med næste nummer. Alex Adiels sidder igen bag knapperne på "Next 3 Miles", der indledes med et kækt guitarspil, en særdeles funky basgang og melodisk scratch. Her er vi mere over i de sommer-lune toner, og duoen allierer sig tilmed med sangeren JoJo Martin, der crooner på oldschool vis i omkvædet. Tribe One, der er en sand flow-mester, rapper:

"Let's leave without lookin' /
'Cause we don't need the crown, we can be complete without it /
We an see the scenic route /
And we can even reach a cloud as easily as breathing out /
'Cause we are now free to be the people we have dreamed about"

Trods jeg i min intro af pladen fik det hele til at lyde som en tung affære, så er det her et rendyrket feel-good nummer. Afrundende glider et lækkert guitarspil over i næste nummer "Before Us", der musikalt set består af nogenlunde samme elementer. Nummeret er hammer-lækkert, men nogen vil måske mene, at det lyder for meget som det forrige, og da beatet ikke er helt lige så godt sat sammen kan det virke overflødigt. Dykker man ned i teksten finder man dog et langt bedre nummer, da der er dømt - i hiphop-øjemed - ganske original storytelling. Det handler om en pige der skal giftes, og Adan påtager sig rollen som brudgommen imens Tribe One portrættere pigens ekskæreste, der forsøger at stoppe brylluppet. Måske lyder det lidt "fesent" når jeg forklarer det så simpelt, men det er vanvittig godt eksekveret, og gør nummeret ganske fantastisk.  

Efterfølgende har vi "Withering Heights: The Difference Between U and I", som bærer Deacon's andet beat. I min optik når det ikke "Summer Dog Days" -beatet til sokkeholderne, men det er heller ikke meningen. Det er langt mere nedtonet og stilfærdigt, og når man lytter til teksterne forstår man hvorfor; det skal tjene som akkompagnerende musik til rappen og ikke være et "selvstændigt" beat. Vi har nemlig med tekstskrivning at gøre, som kun få kan hamle op med. Adan's vers taler sin egen sag:

"I love you, let's start there
Strip the art bare, that's my heart there
Let me in part share, how we got here
Far from the spark flare
Please be all ears
Earth /
My place of birth /
Born to be the lone roamer of the universe /
And I was just a human flirt, drew from dirt /
Delivered from the womb to nurse /
Dodging Cupid's curse until I saw you in that tunic skirt /
Venus de Milo /
My breathtaking eyeful /
I began to cat-and-mouse chase: Felix, Fievel /
The pursuit pays off, I make my pitch clean and steady /
Not ready to make to bite the dust so please be my queen: Freddie /
Mercury /
The years then passed by hurriedly /
Blissful dates, wedding, first home, child and nursery /
Our rock of love became tertiary urgently /
Cause you were rushed to the hospital, sheer heart attack, surgery /
Jupiter /
What am I to do if you ain't here /
Our daughter needs her mother here to root for her /
The nuclear family can't see you go the route of Pluto  /
I want to love you just the way you are, you know: Bruno
Mars /
Pseudo stars can't replace your presence /
My Aurora Borealis is bedridden under incandescent lights /
Ventilators, and EKG machines /
Visiting hours don't apply to those of us with wedding rings /
Saturn, Uranus, Neptune, Galaxy /
Emory Crawford, long angioplasty /
The lump in my throat, that clump in your artery /
The prospect of going on without you is hard for me /
And this is my real life withering heights /
And I'm praying to Christ to the tune of "Give Me The Night," /
So you might greet the sun tomorrow when the curtain's drawn /
Cause morning without you is a dwindle dawn /
So please hold on and stay strong /
Just hold on"

På det efterfølgende interlude "The Art of Trapping Dragons", holder Adan og Tribe One en lille pause og lader istedet spoken word kunstneren Quez træde til og fremsige et digt. Normalt begår jeg mig ikke i spoken word genren og ved egentlig ikke så meget om den, men Quez's digt her har virkelig imponeret mig. Han taler om, at man som lytter skal være varsom med at lade sig besnære af alt hvad man hører. Som han siger, findes der "... silver-tongue poets, who stand behind podiums and breathe fire. Not all of them intend to shed light". Et fremragende digt, der fungerer som et funktionelt og fremadrettet interlude på Indian Summer. Det i sig selv er jo nærmest en sjælden ting.

Det gennemgående og tydelig flow, der præget albummet og kæder sangene sammen som perler på en snor, kommer igen til udtryk ved næste nummer, "Mark My Words", der handler om det, Quez lige har snakket om: ordets magt. Det handler om hvad man kan med ord, hvor store ting mennesker kan opnå med ord og sætninger. Begge rappere ligger fantastisk på det jazz-melodiske beat, men især Tribe One tager kegler med sit flow, der imponerer gang på gang:

"In the beginning was the word, and the word was good /
To a person that heard it, it was pure and perfect /
For as long as that version stood /
And it certainly would have endured /
If it weren't for the villainous curse that turned it and perverted /
Spreadin' the curse like a serpents hood /
Until we learn to put our senses into sentences /
To reinvent the premise and then bend it with the penmanship /
And send the essense on to our descendants, so the legend lives /
My presence isn't endless, but in a sense the Remnant is"

"Cloud 9", der følger efter, ligger i den lidt mere banale ende hvad angår indholdet, men oven på så mange fremragende historier, koncepter og ideer, som man er blevet præsenteret for indtil nu, er det egentlig helt okay. På dette tidspunkt har man måske i virkeligheden brug for et nummer, hvor man bare kan rappe med på omkvædet uden at skulle forholde sig til de helt store emner. Jou1es både producerer og gæster med et vers, og slipper godt fra begge. Her er bestemt ikke noget at brokke sig over.

"Empty Nests" er Adan og Tribe One's coming of age fortællinger om hvorfor og hvordan de søsatte deres livseventyr, og hvorhen det har ført dem hidtil. "My father was the first black student in his highschool / I couldn't fill those shoes even if I tried to" rapper Tribe One, og man fornemmer hans dilemma; på den ene side har han meget at leve op til, og på den anden side er han sikker på, at undergrunds-musikken er hans kald:

"All I know is holding mics in front of crowds /
If I was meant for something different I would have done it by now /
The Remnant is a chosen few /
And this is what I left home and set out on my own to do /
And every stage and every step inside a vocal booth /
And every time I touched a microphone I told the truth /
Can it still be recreation if it's work? /
People stressin' out about the memorisation of a verse /
To address the descecration of the purity /
But never question if it's the destination or the journey"

Jou1es har igen produceret, og har skabt et atmosfærisk, nedtonet og moody track, hvor en kængselsfuld blues guitar fører án og rammer teksternes væsen perfekt. Micah Dalton synger omkvædet, som hverken er godt eller skidt; måske bare et lidt ligegyldigt sted i midten. Stadig et fedt nummer.

"Call It Quits" er pladens sidste reelle nummer og handler til dels om den tendens vi mennesker kan have til at give op hvis udfordringerne bliver for uoverkommelige, og dels hvor uengagerede vi er, når der faktisk er folk der har brug for vores hjælp. Det handler selvfølgelig også om ikke at give op og give den alt hvad man har for at nå i mål. Altså en god blanding a motivational rap, en lille løftet pegefinger og et skulderklap til de, der har klaret sig igennem prøvelser og modgang. Tribe One rapper:

"I never said that we never cope with demons /
'Cause if you never question your beliefs, you don't believe them /
If this wasn't how it's'posed to go, I know the feelin' /
But a wisely chosen spoken word is potent healin' /
We hit the stage and behave in accordance /
'Cause a labor of love won't always pay for out morgage /
Everybody wants to make a name and a fortune /
What a shame fame ain't the same as importance"

Adan tager over i andet vers:

"New Orleans' misfortune gathered the attention of americans /
Third world problems pale in comparison /
Abject, poverty, riots and food crisis /
And natural disasters determined to leave them lifeless /
As poor black bodies were being removed from the rubble /
I was distracted, me and my girl were having trouble"

Atter engang står Alex Adiels produktionen, og gør det igen-igen-igen fortrinligt. Trommerne er store og sidder stramt, og et koldt og melodisk piano-loop giver dem tilpas modspil. Det er hamrende flot, men har også noget foruroligende over sig, hvilket ikke kunne passe bedre med det, de vil sige med nummeret.  

Afsluttende har vi konklusionen, der ret beset bare samler op hvor den slentrende Ry Cooder guitar startede i begyndelsen. Nu er Indian Summer -turen slut, og lytteren afklimatiseres til de vemodige toner.

Nu blev den her anmeldelse virkelig lang, og hvis du stadig læser med, har du næppe brug for, at jeg opsummere det hele i en længere smøre. Indian Summer er et sublimt album, og havde det ikke været fordi Qwel & Maker havde begået et storværk med Beautiful Raw, havde Tribe One og Adan taget årets førsteplads med denne magtdemonstration. Både flow-teknik, storytelling, originalitet og tekster er ikke bare af øverste skuffe eller lige i skabet, - det er helt oppe ovenpå skabet, sammen med den kagedåse, der kun er forbeholdt de allerbedste. Nå ja, så er lydsiden - primært leveret af Alex Adiels og Deacon the Villain - tilmed fabelagtig. Det er svært at ønske sig meget mere af et hiphop-album anno 2013. Jeg har hørt det non-stop siden juni og klapper stadig af begejstring.

Tak fordi du læste med.

5.5/6
- Jeppe Barslund 







tirsdag den 24. september 2013

Drake - Nothing Was the Same


Det er ikke meget der er blevet snakket eller skrevet om Drake her på bloggen, og hovedårsagen til det er, at jeg rundt regnet synes han er ganske ligegyldig. Synderlig dygtig har han aldrig været i min optik, og 'candlelight-dinner-hiphop' stilen som han og Noah "40" Shebib har "grundlagt", har alle dage forekommet mig alt for kønsløs og undervældende til, at det på nogen måde har fanget mig. Dertil ser jeg ham virkelig som et omvandrende paradoks af de helt store, og det har gjort det umådelig svært for mig at tage ham seriøst. Et eksempel kunne være da Common kaldte ham "sweet" i sit diss-track af samme navn, hvor Drake svarede igen med "5am In Toronto", hvor han i den tilhørende video går rundt i stramme hvide jeans og rigtig nok er en smule "sweet". Et andet eksempel kunne være førstesinglen "Startet From the Bottom", hvor han udgiver sig for at have kæmpet en langvarig, hård og brav kamp for at komme dertil hvor han er idag, til trods for, at han er født ind i en familie af fornem økonomisk, kulturel og social kapital og allerede fik sin første tv-rolle i en alder af 15 år. Hvilken "bottom" er det lige han er startet fra?
     Dét illustrerer måske meget godt mit overordnede problem med Drake som kunstner; han vil gerne være en hel masse på én gang; fra struggling battlerapper til førsteelsker med ondt i hjertet. Men dét med først at skulle rappe råt over tunge beats og øjeblikket efter skulle erklære sin kærlighed over sart piano og fingerknips fungerer bare ikke rigtig for mig.
     Når jeg ser Drake for mig, ser jeg ikke en rapper der så meget som minder om en, der sælger stoffer på gadehjørnet eller bliver high on lean. Måske er det det Canadiske blod, der løber i hans årer, men han ser jo helt sød, rar og venlig ud, som Common påpegede. Drake ligner slet ikke en, der cruiser rundt i sin Maybach med sine bitches (i den her video kan den arme stakkel ikke engang få startet sin Bugatti!). - Drake ligner mere typen, der stopper for grønt i GTA. Drake er slet ikke typen, der kalder piger for "bitch, - han er mere typen der siger "nej du lægger på først" når han taler i telefon med dem. Drake er ikke en, der loader sine guns med clips, Drake er typen der trykker "safely remove" inden han hiver USB-nøglen ud. Typen, der sniger sig op bag sine homies, holder dem for øjnene og siger "ka' du gætte hvem det er?". Når de så vender sig om for at se, stikker han dem det her fjæs:


Skal jeg være helt ærlig er der dog én ting, som jeg respekterer ham for: hans mod og ærlighed. Det er nemt for mig at sidde og gøre grin med ham (og jeg har ikke engang omtalt coveret endnu!), og jeg tror endda, at Drake er gået hen og blevet en så nem skydeskive at sigte efter, at folk misser nogle af de ting han faktisk kan. Da "Wu Tang Forever" (nummeret) kom ud, kunne det kun gå for langsomt med at tilsvine nummeret for overhovedet ikke at være en fed homage til klanen. Gik det mon op for folk, at der faktisk var en ganske kløgtig hiphop-kærlighedssang gemt imellem linjerne? Måske overså de det, fordi de også havde travlt med at jorde "Hold On, We're Going Home" for at være så sukkersød og glitter-poppet, at den intet havde at gøre i hiphoppen. Gad vide, om de nåede at bide mærke i, at det faktisk er en udmærket pop-skæring?
     Og om det er hiphop, R&B, pop, rap eller sang er tydeligvis sagen uvedkommende når det kommer til Drake og hans musik. På Nothing Was the Same's åbningsnummer "Tuscan Leather" rapper han: "On a mission tryna shift the culture", så det er tydeligt, at hele målet netop er at vende op og ned på det hele. Det naturlige udfald af en sådan mission være, at de mere rodfaste hiphop-hoveder korser sig over hans ofte bløde lyrik og steriliserede beats, og benægter ham deres respekt. Jeg ser mig selv som forholdsvist rodfast når det kommer til min hiphop, og af samme årsag kommer jeg nok aldrig til at falde i svime over Drake's musik. Numre som "Tuscan Leather", "From Time", "Hold On, We're Going Home", "Too Much" og "Pound Cake" er "fine nok", men aldrig i mit liv ville jeg nævne dem i en debat om god hiphop - eller i en debat om god musik generelt, for den sags skyld. Dette har intet at gøre med, at jeg er bange for romantik, kærlighed og følelser i min hiphop, og beats kan sagtens ligge i den nedtonede ende af skalaen og stadig være elsket af mig. - Det har ganske simpelt nok bare noget at gøre med, at jeg ikke synes Drake tilføjer noget interessant eller spændende til hverken det ene eller andet aspekt af hans musik.

Det er naturligvis bare min holdning. Jeg vil hjertens gerne høre fra jer, der synes han er spændende.

2/6
- Jeppe Barslund

mandag den 16. september 2013

Rapsody - The Idea of Beautiful


Har man fået hørt Leftovers2012 har man også hørt Rapsody, og har man hørt "Good Good Love" er jeg overbevist om, at man også har checket The Idea of Beautiful ud, på baggrund deraf. Har man dét vil man vide, at der er meget mere i Rapsody end det ene nummer. Rapsody er en vanvittig fed MC, og ikke bare er hun den mest spændende kvindelige rapper pt, hun er en af de mest spændende rappere overhovedet pt, uanset køn, og hende debut fra sidste år blæser stadig ud af undertegnedes højtalere og høretelefoner med jævne mellemrum.

Har man sagt Rapsody må man også først lige sige 9th Wonder. Hvor stor en del af Rapsody's succes han kan tage på sin kappe er ikke til at sige, men som lærer på North Carolina University var det 9th Wonder, der opdagede eleven Marlanna Evans og tog hende under sine vinger. Et "stunt" han i øvrigt har praktiseret før, da en stor del af hans Jamla familie kan spores tilbage til North Carolinas universitet (fx rapperne Sundown og Enigma fra Actual Proof). Rapsody havde godt nok rappet før som del af gruppen Kooley High, men de nåede aldrig rigtig de helt høje luftlag.

Som medlem af 9th Wonders Jamla familie har man som kunstner privilegier som de fleste ville give en arm og et ben for. - Beats fra 9th Wonder og hans in-house producere fra The Soul Council, bl.a. Krysis og E. Jones, samt et imponerende væld af villige features; både Jamla-familien, venner og affilierede. Således får Rapsody hjælp fra bl.a. Ab-Soul, BJ The Chicago Kid, Big Remo, Raheem DeVaughn og Rocki Evans undervejs på The Idea of Beautiful.

Rapsody er dog nøglefiguren her. Hun er i besiddelse af en skarp pen og et flow med bid i, men mere end noget andet er det hendes evne til at balancere battlerap og klassisk storytelling med elementer af den sårbare og følsomme kvinde hun nu engang er, der gør Rapsody unik. Der har været megen snak om hvorvidt kvindelige rappere - eller "femcees" som nogen kan finde på at kalde dem - skal måles og vejes på lige fod med deres mandlige kollegaer. Skal de? Det ved jeg ikke, jeg ved bare, at mange kvindelige rappere har tilføjet ekstra meget toughness og roughness til deres musik for at kunne gå uden om "femcee" stemplingen. Rappere som Rah Digga og Gavlyn viser fx ikke nogle svage sider - det er der ikke plads til i den hankøns-dominerede genre som "hiphop" nu engang er.
     Dette bekymrer Rapsody sig ikke uden om. Hun skriver flittigt tekster om fx kærlighed (lykkelig og ulykkelig), og søger bevidst at vise sine kvindelige sider. Det er absolut en sjældenhed, at denne form for kvinde "får lov til" at gøre sin entré i hiphoppen. De eneste kvinder, der plejer at blive inviteret indenfor, er rå rap'inder som de førnævnte to, omkvæds-sangere og absurd "vel"-formede kvinder, der optræder i musikvideoer med minimalistisk dress-code. Af samme årsag er det derfor både modigt og flabet, at de første ord Rapsody ytrer på sin debutplade her, er "Wake your ass up, get your ass up". - Det har dog intet med club'en, stripper-poles eller pengesedler i trussekanten at gøre. Nummeret hedder "Motivation", og når Rapsody siger "get your ass up" mener hun, at du skal tage dig sammen og få gjort noget ved dit liv. Hun rapper videre:

"Empty liquor cup, spent the week drinkin' /
Money on some blunts, no wonder you ain't bankin' /
Wake your ass up, nigga, fuck it start thinkin' /
Chillin' in the club, tryna be the man /
Rims on the car, no gas in the can - Brother, get yourself a plan!"

Forfriskende at høre en kvindelig rapper degradere mændende for en gangs skyld! Og Rapsody gør hverken brug af infantile svinere eller letkøbt mudderkastning. - Hun står frem som den voksne kvinde og langer ud efter de mange dead-beat, prokrastinerende mænd, der hellere vil spille Madden'12 end at tage sig af deres døtre.

Rapsody er lavet af et helt andet stof; hun er flittig fortaler for ambitioner og drømme-realisering. På "Believe Me" rapper hun: "Listen, my soul mission was to rap and get paid too / Be someone that these little girls look up to". Om de yngre piger (som hører Rapsody) ser op til hende, tror jeg ikke der er nogen tvivl om, men der er nok lidt vej igen til den store formue. Hun rapper på samme nummer:

"Mountains and peaks, valleys I been through /
The landlord tellin' me come through, rent due /
Since you seem to have it all figured out /
Next month while you coppin' one, buy me a Benz' too /
They all think just because rhymes being laid /
That niggas gettin' paid, when I struggle like you do"

Det er dog yderst let at forestille sig, at der kunne være fine penge i det for Rapsody i det lange løb. Murs rappede på "Enjoy"; "I'm proof that you could still make loot and keep your rhymes strong", og jeg ser Rapsody som lignende bevis. Hun rapper med intensitet og - vigtigst af alt - autenticitet, og gør det over lækre beats med fabelagtige melodier, og får samtidig hjælp af sangere, der leverer yderst fængende omkvæd. "Good Good Love" og "How Does It Feel" er blot få af de blændende eksemplar på, hvordan man laver vellydende, fængende hiphop med nerven intakt.

En stor del af skyldes skal naturligvis også skydes på The Soul Council, da The Idea of Beautiful nærmest flyder over med sublime beats. Khrysis formår på fx "Motivation" og "How Does It Feel" at finde den perfekte kombination af rå hiphop trommer og fine, melodiske elementer, der passer perfekt til Rapsody som værende både 'lady' og 'street'. Amp leverer et nådesløst råt beat til anden halvdel af "Celebrate" og en atmosfærisk banger med "The Cards". 9th Wonder er dog den store vinder på lydsiden. På "Believe Me" finder han en såre simpel melodi som kerne (som har siddet fast i mit hoved i dagevis!), og tilføjer sine signaturtrommer, over hvilke Rapsody ikke tøver et sekund med at levere et fantastisk omkvæd. 9th er ligeledes manden bag "Good Good Love", som jeg på nuværende tidspunkt går ud fra du har hørt. Hans pragtstykke "When I Have You" er ligelig fantastisk, og med "Thunder", der af uransagelige årsager er endt som et bonusnummer, disker han op med en suveræn banger i bedste 9th Wonder stil, hvor Rapsody spytter akademisk battlerap:

"The look of succes in the street, the fam want it /
Rims on the car and their chains, we gotta flaunt it /
All black like the omen, the Benjamins in my wallet /
I holler fuck all the dollars /
My niggas' stayin' in college /
The money gon' come with the knowledge /
Whether the degrees aren't walls to the street scholar /
The power is in our palms"

På nuværende tidspunkt har I sikkert luret, at jeg i høj grad synes I skal checke The Idea of Beautiful ud. Det er et fremragende album, der kun lider under få mundane beats og en katastrofal Mac Miller feature. Som helhed er det en suveræn fornøjelse.

5/6
- Jeppe Barslund