Talib Kweli - The Beautiful Struggle

Ved gæsteanmelder Jonas R

Brooklyn-rapperen Talib Kweli opnåede den første anderkedelse tilbage i ’98 som den ene havldel af rap-duoen Black Star, hvor Mos Def udgjorde den anden. Sammen udgav de to MC’s albummet ”Mos Def and Talib Kweli are Black Star”. To år senere, efter at have splittet op med Mos Def, udgav Kweli sammen med Hi-Tek albummet ”Train of Thought”, som en del af det tidligere stiftede Reflection Eternal-partnerskab. Både Black Star- og Reflection Eternal-udgivelserne blev mødt med enorm ros fra anmelderne, men ingen af albummene opnåede med deres beskedne salgstal den helt store kommercielle succes. Siden da er Talib Kweli nået langt, og hans seneste album ”Eardrum” var – dels pga. af salgstal, dels pga. lyd – det endegyldige bevis, på at han nu er en kommerciel rapper. Dog ikke i den forstand, at han springer over hvor gærdet er lavest og rapper om biler, penge og bitches, men forstået på den måde, at hans fanbase og salgstal er steget markant.

Selvom det er med ”Eardrum”, At Talib har opnået sin hidtil største succes, så er 2004-udgivelsen ”The Beautiful Struggle” det Talib Kweli-album, der for mig står som det stærkeste og mest gennemførte af hans udgivelser. På trods af en samling af lidt mere kommercielle og lidt mindre undergrunds-inspirerede produktioner mødte albummet aldrig den helt store mainstream-succes. Dette rører dog ikke ved min personlige vurdering af albummet.

Albumtitlen ”The Beautiful Stuggle” er fra Mos Def’s linjer ”Life is beauitiful, life is a struggle. Life is a beautiful struggle”, men har sin oprindelse i en Martin Luther King-tale. Med denne baggrund for albumtitlen ved man, at det, som altid når det handler om Talib Kweli, er de intelligente og gennemtænkte social- og samfundspolitiske tekster vi har at gøre med.

Nok baggrundsviden. Albummet åbnes med det Charlemagne-producerede ”Going Hard”, som efter en lidt speciel 4-takters-intro slår over i et hårdtpumpende og halvrocket, men utroligt komplekst og musikalsk gennemført beat. Talib Kweli åbner ballet med hook-linjerne

”I got a part to play/ we going hard these days/
Fuck the harder way. I’m doing it the smarter way/
To my god I pray/ That’s how I start my day.
The bullets start to spray, the revolution starts today/”

Der rappes med så meget attitude og selvtillid, at man som lytter ikke kan være i tvivl om, at linjen er lagt.
Det næste nummer på pladen der skal fremhæves er det Neptunes-producerede ”Broken Glass”. På produktionssiden skinner Pharrel og Chad Hugo overbevisende og på flere måder nyskabende musikalske evner igennem, i form af et nærmest hysterisk frækt beat. Det første indtryk af beatet er nærmest kaotisk, men ved nærmere lytning kan man ikke komme uden om dets genialitet. Samtidig supplerer det Talib Kweli’s tekstunivers og leveringen af det til fulde. I ”Broken Glass” fortæller Kweli historien om ”Small town girl-Lucy”, der tager til New York med drømme om rigdom, succes og diamanter, men ender med at strippe og være prostitueret, for at nå sine drømme. Og da hun til sidst står på busstationen med 100 Dollars og skal træffe valget mellem at købe en billet hjem eller købe noget coke, understreges den knivskarpe sociale kritik med linjerne:

”She need a ticket home if it's the right course/
Instead she bought a ticket to ride the white horse”.

Utrolig mange kunstnere vil have valgt et følelsesladet, stemningsfuldt beat til et nummer som ”Broken Glass”, men beatets hårde og kaotiske udtryk giver Kweli’s rim en overbevisende gennemslagskraft.

Efter ”Broken Glass” skifter pladen med det samme over til ”We Know”, hvor man – efter at være blevet kastet rundt af ”Broken Glass” – bliver taget helt ned på jorden igen med et 100 % simpelt guitar-beat, der sammen med Talib’s tætsiddende, men på magisk vis samtidig helt igennem laid-back flow, får enhver til at læne sig tilbage og bare nyde musikken. Faith Evans leverer det perfekte omkvæd. Det er enkelt, men det er godt.

På pladens førstesingle ”I try” skuffer den ellers geniale Kanye West lidt med en ikke helt iørefaldende produktion, og Mary J Blige’s omkvæd sidder ikke rigtigt, som det skal. Niveauet løftes dog hurtigt igen med den socialrealistiske ”Around My Way”, hvor John Legend leverer et smukt klingende og lidt poppet omkvæd. ”Around My Way” et velproduceret nummer, hvor Kweli igen beviser sin oprigtighed, og at han er alt andet end selvhøjtidelig. Ud over et par enkle mindre gode numre, er ”The Beautilful Struggle”’s 13 skæringer generelt af høj kvalitet. En af de fede ting ved denne plade er også, at niveauet stiger, jo længere hen i track-listen man når. For mit vedkommende når pladen sit højdepunkt med ”Ghetto Show”, ”Black Girl Plain” og ”Never been In Love”.
I ”Ghetto Show” har Talib Kweli hevet Common med på tracket, og han er som altid skarp og skuffer bestemt heller ikke her. Talib brillerer på dette nummer med de fandens geniale linjer

”Buildings too big, so you don’t really see the stars a lot/ but rapping, drinking and going to prison you see them bars a lot”

Der er dog ingen af de to fænomenale rappere der outshiner hinanden, men til gengæld supplerer de hinanden til fulde over dette enkle, men smukke Supa Dave West-producerede klaver-beat, der på fornemmeste vis giver Kweli og Common den plads, de skal have til at udfolde deres evner.

Hvis jeg skal vælge pladens gyldne skæring, må det for mit vedkommende være ”Black Girl Pain”. Producerne af dette beat – duoen Midi Mafia– er et for mit vedkommende ukendt makkerpar, men ikke desto mindre formår de at få smedet en af pladens smukkeste produktion sammen. Kweli og Jean Grae, som i mine øjne er den bedste kvindelige mc for tiden, rapper bevidst og jordnært om den sorte piges struggle – et emne en hvid forstadsknægt, som mig, ikke lige har det oplagte relateringsforhold til, men ikke desto mindre kan jeg ikke undgå at blive grebet af nummeret. Jeg går ud fra, at det skyldes Kweli og Jean Grae’s overbevisende levering over et utroligt velproduceret beat.

Kærlighedsnummeret ”Never Been in Love”, som efterfølger ”Black Girl Pain” fanger mig ikke på helt samme måde, men det trækker bestemt heller ikke niveauet ned. Talib Kweli rapper jordnært, men løfter alligevel det hele op på et højere niveau over denne velskårede og smukke Just Blaze-produktion. På dette nummer beviser Kweli samtidig sin evne til at rappe om kærlighed uden at blive corny eller sticky, og hans Down-to-earth attitude, gør at man slapper af i hans selskab.

Pladen sluttes af med det Hi Tek-producerede titelnummer ”Beautiful Struggle”, og her samles tråden fra åbningsnummeret ”Going Hard” op igen, både i form af tekstunivers og attitude, dog med et lidt mindre hårdtpumpende beat. De to numre minder om hinanden på flere måder, og som henholdsvis start og slutning skaber de en rød tråd i albummet. Selve produktionen er gennemført og ganske god, men ikke en af de bedste på pladen. Kweli holder dog som altid niveauet højt, med f.eks. linjer som:

”You go to church to find you some religion
And all you hear is connivin' and gossip and contradiction and
You try to vote and participate in the government
And the motherfuckin' Democrats is actin' like Republicans"

(…)

"You fight in the streets, start bleedin' 'til the blood is pourin'
In the gutter, mothers cry 'til the Lord be livin' by the sword and
All that folks want is safety, they goin' gun crazy
The same reason Reagan was playin' war games in the '80s
The same reason I always rock dog chains on my babies
The struggle is beautiful, I'm too strong for your slavery”

Med disse linjer, og med albummet som helhed, slår Talib Kweli sine evner og sin position fast. Han repræsenterer, ja han er vel nærmest et synonym med, nutidens samfundsbevidste rapmusik. Han har en helt særlig evne til at være samfunds- og socialkritisk og sige sin mening direkte, uden at være selvhøjtidelig på noget tidspunkt. Det er denne kombination, der gør ham så fandens genial. Pladen er som helhed gennemsyret af en konstant eftertænksomhed, bevidsthed og intellekt, og rent rap-teknisk overraskes man gang på gang – her tænker jeg på Kweli’s originale og ofte alternative måde at bygge sine linjer og rim op på. Dertil skal det også nævnes, at det hele konstant leveres med et utroligt tætsiddende flow og en stemmeføring, der passer til beatet. For eksempel ”Around My Way” er et skoleeksempel på perfekt flow-delivery.

Igennem denne anmeldelse har jeg formentlig givet et indtryk af, at ”The beautiful Struggle” er et næsten perfekt album. Det er det på mange måder også, men desværre med en fed streg under næsten. På trods af Talib’s utroligt høje bundniveau, så er der et par numre der synker lidt under resten af pladen, primært i form af malplacerede beat-valg. Disse numre trækker selvfølgelig lidt ned på det samlede indtryk, men i kraft af Kweli’s evner og flere geniale numre, giver jeg albummet:

5/6

Talib Kweli - Quality

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Efter at have fået stor succes i undergrundsmiljøet og skabt sig et navn som en fremtrædende conscious rapper, besluttede Kweli sig for at gå solovejen. Hans tidligere projekter med bl.a. Hi-Tek og Mos Def havde åbnet en masse muligheder for ham, så en række store navne endte med at bidrage til hans solodebut. Kweli var, ligesom Common, J Dilla, ?uestlove, Mos Def, Q-Tip og andre medlem af ”organisationen” The Soulquarians, som da også har forenet deres kræfter på nummeret ”Talk To You (Lil’ Darlin’)” med Bilal som behagelig baggrundssoulstemme. Nummeret giver sig den tid, det behøver for at skabe den helt rette stemning af afslappet soul-jazz inspireret hiphop.. en nydelse for lytteren! Andre producere, der udmærker sig på "Quality" (som selvfølgelig er et ordspil på ”Kweli”) er Ayatollah, Kanye West og J Dilla. De tre har tydeligvis en meget forskellig opfattelse af, hvilket slags beat Kweli bør rappe over – og denne overdrevne alsidighed bliver desværre klart pladens største svaghed. Men hver især fungerer numrene generelt ret godt. Et eksempel på dette er hovedsinglen ”Get By”, som af mange bliver opfattet som et af Kanye Wests absolut bedste beats. Det er et uhyre livligt nummer, der med Wests sædvanlige sans for det fængende omkvæd giver Kweli mulighed for at fulde sig fuldt ud, både når det gælder flow og budskab. Kweli har på sine seneste udgivelser haft tendens til at male et mere positivt billede af sin omverden, og "Quality" er ingen undtagelse. ”Get By” er en livsglad beskrivelse af den tid og den måde, vi lever på, og det på trods af, at den behandler politiske og knap så positive emner:

“Yo, our activism attackin the system, the blacks and latins in prison /
Numbers of prison they victim black in the vision /
Shit and all they got is rappin to listen to /
I let them know we missin you, the love is unconditional /
Even when the condition is critical, when the livin is miserable /
Your position is pivotal, I ain't bullshittin you /
Now, why would I lie? Just to get by?”

-Kweli ironiserer over begrebet “to get by”; han mener, at de fleste kæmper en hård kamp for bare at overleve. Umiddelbart forstås dette som en direkte henvendelse til underklassen og dennes elendighed, men hvis man kender Kweli, så står det hurtigt klart, at det ikke stopper der. For sangen er MINDST lige så meget en opsang til alle dem, som mæsker sig i en overflod af luksusvarer og griner hele vejen ned til banken. Den livsførelse er der nemlig bestemt ikke noget ”just to get by” over: Kweli ved udmærket godt, at hiphop efterhånden er blevet så kommercielt at alle samfundslag lytter med når han spytter sine rim. Derfor nytter det heller ikke noget at lade som om vi stadig befinder os en gang i starten af firserne, og det er måske det Kweli prøver at fortælle os med det spøjse mix af beats og genrer. Det er ofte tilfældet når man lytter til Kweli: man skal gå videre end den første umiddelbare betydning af det, han siger. Den sang, der muligvis viser dette på bedste vis med en brooklyn mc i storform er Dilla-perlen ”Where Do We Go?” med Res på omkvædet. Ved første øjekast ikke noget videre, men i løbet af to små vers formår Kweli at fange essensen af den tid, vi lever i. Han beskriver den fragmentering, der gennemsyrer den vestlige postmoderne verden og tvinger endda os, lytterne, til at tage stilling ved at spørge os direkte hvad vi egentlig vil have ud af vores liv, hvor vi er på vej hen:

“Yea, I see a place where little boys and girls /
Are shells in the oceans not knowin they a pearl /
No one to hold 'em while they growin / They livin' moment to moment without a care in the whole world / Now, if I could help it I tell it just like it is /And I may say some things that you don't like to hear”

Han taler her om at vi skal tage stilling til vores eget liv og at vi ikke ænser den virkelighed, der finder sted uden for vores trygge rammer. Vi opfordres til at søge ind til kernen af, hvad der er vigtigt i vores tilværelse – ikke noget banebrydende budskab, men Kweli leverer det på en så elegant måde, at man ikke kan lade være med at blive grebet af hans måde at anskue verden på. I denne sang viser han også en alsidighed og et overskud i sit flow, som få kan matche. Han rapper meget stille og roligt og det har den effekt, at man automatisk lytter efter for at høre, hvad han siger. Stemmeføringen passer perfekt til beatet, som tilsammen skaber en rygradsrislende stemning.

Alt i alt er det en hæderlig soloanstrengelse, som Kweli yder på "Quality". Den trækkes lidt ned af et par halvligegyldige produktioner og tvivl om, hvilken retning Kweli vil med albummet. Til sidst bør nævnes den geniale intro af den altid underholdende Dave Chappelle, der har fået til opgave at introducere sin gode ven, som han bl.a. har valgt at gøre ved at overdrive Kwelis egenskaber en lille smule:
”three time Nobel Peace Prize winner, first black man to pilot an air craft, the nigga that made up the Nike Swoosh, the man that made Kool Aid say ’Oh yeah’”
– Kweli kan rigtignok rappe som om han lever op til den beskrivelse, men det er desværre for sjældent at han folder sig ordentlig ud til, at endnu et mesterværk er født.

4/6

Talib Kweli - Eardrum

Talib Kweli BK -MC !!!

Eardrum er et album, der for mit vedkomne krævede en hel del overbevisning før jeg ville købe det. Dengang jeg hørte det første udspil fra albummet, i form af nummeret "NY Weather Report", var jeg langt fra overbevist. Jeg har stor respekt for Talib Kweli. Alene hans samarbejde med Mos Def, i gruppen Blackstar, giver ham jo stjerne status, og "Reflection Eternal" med Hi-Tek bidrager også med en del anerkendelse. Kort sagt, kigger man tilbage, må man sige, at han har spillet en vigtig rolle, i hip hoppens udvikling, fra 1998 til hvor den er idag. Hvor og hvornår han fik sit kommercielle gennembrud kan diskuteres, personligt tror jeg det kom, da Kanye West inviterede ham til at gæsterappe på "Get 'Em High" fra 'Ye's "The College Dropout", der jo fik en enorm succes. Kwelis følgende album, "The Beautiful Struggle", var også fyldt med kommercielle hip hop personligheder, som The Neptunes, Kanye West, Just Blaze, Mary J Blige og John Legend. Conscious rap over kommercielle beats. Jeg er helt vild med The Beautiful Struggle. Numre som Broken Glass, Never Been In Love, Ghetto Show og ikke mindst Black Girl Pain, sad for mit vedkommende, lige i skuffen!
Med Eardrum tager han om muligt, skridtet videre mod kommercial rap, og salgs mæssigt er det hans største bedrift.
Men mange anmeldere er ikke helt tilfredse med Talib's nye stil. De mener alle sammen, at han er en af de bedste rimsmede vi har i dag, men de mener også, at han burde holde sig til de mindre kommercielle beats, fordi de passer ham bedre, og de giver mere plads til, at lytteren får hele det lyriske indhold med. Jeg synes hans valg af producere er ganske fornuftige. Kanye West, Just Blaze, Hi-Tak, Madlib, Pete Rock og Will.I.Am leverer sikre og sjælfulde produktioner, der backer Talib's lyrik perfekt op. Det med at lyrikken ikke "får plads nok", det synes jeg nu er noget værre pis at fyre af. "Everything Man", som åbner albummet, er et lyrisk mesterværk, og produktionen og næsten fór lækker, så hvorfor vælge et minimalt underground beat, når man kan fremtrylle numre som dette?
"Country Cousins", med UGK og Raheem Devaughn, er måske det mest kommercielle nummer på albummet, med dets sprøde R&B beat og ligetil fængende omkvæd. I Love it!
Pete Rock, som er en højt respekteret producer, primært hos old school hovederne, har bragt "Holy Moly" til livs, er det er et højst fornøjeligt track, med et friskt pust både lyrisk og musikalsk. "In The Mood" med Kanye West, er et cool, laidback, mellow nummer, som benytter sig af et sample fra "The Lonesome Mood" med The Friends of Distinction, som resulterer i det ultimative chillout nummer. Will.I.Am, som efterhånden producerer for alle store hip hop navne, der iblandt Snoop Dogg, The Game, NaS og Common, producerer albummets hiphop/pop-perle, der med garanti vil gå rent ind hos de fleste. Man kan let høre, at nummeret havde endt på Will.I.Am's egen "Songs About Girls", hvis ikke Talib havde fået fingrene i det. Oveni er musikvideoen til nummeret, en af de flotteste der er lavet i lang tid.

Norah Jones har en fremragende gæsteoptræden på "Soon the New Day". André 3000 fra Outkast havde fat i hende på "Take Off Your Cool" til hans The Love Below, og det var et næsten ulovligt godt nummer, så måske det er derfra Talib fik ideen til at invitere hende forbi? Ikke desto mindre er hun så dygtig, så uanset hvad, så har du en sand perle af et nummer, hvis hun medvirker, og "Soon the New Day" er bestemt ingen undtagelse. "Listen!" er et rimelig fedt nummer, men i min mening et underligt valg som første single. Det er, i forhold til albummets øvrige numre, ikke specielt ørevenligt for ikke-hiphop-lyttere. Det kan man til gengæld ikke sige om "The Nature", som nok er det nummer, der bedst viser hans kamp for at vinde flest fans som muligt. Det gør man i disse tider selvfølgelig ved at få Justin Timberlake med på omkvædet (og produktionen for den sags skyld). Og ligesom 50 Cent's "Ayo Technology", har "The Nature" nok trukket mange lyttere til, alene pga at der står "Justin Timberlake" som featurette.

Meget er sket siden Blackstar fra 1998. Lyden er fuldstændig ny, selvom de samme producerer stadig hænger ved. Salgstallene er steget markant, og Talib Kweli's eget lille imperium er vokset fra en boghandel i Brooklyn, til hans eget pladeselskab ved navn Blacksmith Records, hvor han som de sidste har signet Jean Grae og Strong Arm Steady. Jeg synes han gør det godt. Han har i høj grad udviklet sig, mange kan ikke lide det, men endnu flere elsker det tydeligvis. Personligt elsker jeg at se en kunstner udvikle sig og bevæge sig i nye retningen, samtid med at personen vedligeholder sine standpunkter og værdier. Den nye, mere kommercielle lyd Talib har fundet, klæder ham som et skræddersyet Armani sæt. Den eneste torn i siden jeg umiddelbart kan finde, er antallet af numre på albummet. Der er ganske simpelt for mange. Eardrum kunne sagtens have været foruden 4-5-6 numre. "Oh My Stars", "The Perfect Beat" og "Give 'Em Hell" skulle have været valgt fra, og numre som "More or Less" og "Say Something" løfter heller ikke ligefrem albummets standart.
Men, alt i alt må jeg sige, at det er et ganske solidt album, og jeg er sikker på, at Brooklyn rapperen stadig tørster efter kommerciel succes, og jeg tør næsten med sikkerhed garanterer, at han vil holde sin sti ren.

4.5/6