søndag den 17. januar 2010

Jay Are - The 1960's Jazz Revolution Again


At jazz'en altid har været en del af hiphop'en er ikke en hemmelighed. Spørgsmålet er om hiphop'en nogensinde var blevet til uden den? Det er svært at forestille sig producere som fx DJ Premie og Pete Rock lave musik uden jazz'en som ledsager. Milepæle som De La Soul's Buhloon Mindstate og A Tribe Called Quest's Low End Theory er unægteligt halv-om-halve hiphop og jazz plader. Der kan bestemt ikke være tvivl om, at legendariske kunstnere som Louis Armstrong, Miles Davis, Dave Brubeck, John Coltrane, Ella Fitzgerald, Herbia Hancock og Billie Holliday ikke har levet forgæves. Deres kunstform, som bliver kaldt Amerika's klassiske musik, skabte hiphoppens fundament, og dermed en helt ny musikalsk retning, som vi vist er en masse mennesker der med tiden er blevet ganske glade for. Af samme grund bliver der konstant skabt musik til ære for de førnævnte pionerer, og således er Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again én stor homage til jazzen og dens tidsånd.

Jay Are består af producer J. Rawls og rapper John Robinson. J. Rawls kender man nok bedst for hans arbejde på Black Star albummet ("Brown Skin Lady" og "Yo, Yeah") og hans samarbejde med J Sands som duoen Lone Catalysts. Derudover har han udgivet to soloplader, The Essence of J. Rawls (2001) og The Essence of Soul (2005) der blandt andet inkluderede det fremragende nummer "Bailar" med Aloe Blacc. Noget af det sidste man har hørt fra ham, var J Dilla tributten The Liquid Crystal Project fra 2006, der fik en varm modtagelse.
John Robinson er en anelse mindre kendt, på trods af at han har været mere omkring sig end J. Rawls. Robinson er for det første medejer af Shaman Work Recordings, og under aliasset Lil' Sci' udgør han den ene halvdel af gruppen Scienz of Life. Dertil har han arbejdet sammen med en længere række prominente navne, blandt andre Talib Kweli, Madlib, Flying Lotus, CL Smooth og Jneiro Jarel. Hans seneste værker tæller pladerne I Am Not For Sale og Who Is This Man? som han lavede med MF Doom, begge skabte de stor nysgerrighed og interesse omkring Robinson.

Sammen hedder de altså Jay Are, og deres The 1960's Jazz Revolution Again er en lektion i den musikalske fortid, som de mener er vigtig for nutiden. Som tidligere skrevet er det samtidig en ode til en tidsperiode, som ikke bare var musikalsk stærk, men også socialt progressiv, og det er denne tendens til positiv aktivisme som J. Rawls og John Robinson vil genoplive i nutidens musik.

En revolution kommer der nok ikke ud af pladen, men fremragene jazz og hiphop er der heldigvis rigeligt af. Det er ualmindeligt smooth, og de silkebløde jazzarrangementerne flyder derudaf. Hvis man så bort fra rappen, så ville jeg næsten mene, at pladen i højere grad var en jazz plade end en hiphop plade. Men dette har højst sandsynligt også været formålet, og i givet fald er det virkelig gennemført. John Robinson retfærdiggøre gang på gang hvorfor der har været en stigende interesse omkring ham de seneste års tid, for han er en utroligt spændende rapper at være i selskab med. Han beretter om 50'erne og 60'ernes samfund, og hvilken rolle jazzen spillede. Han fortæller om specifikke jazzmusikere, blandt andre Lee Morgan der blev slået ihjel af sin kæreste, og så rapper han om kærlighed, fællesskab og sammenhold. Det er hele vejen igennem positive budskaber og opløftende historier der præger tekstuniverset, hvilket passer perfekt til produktionerne, der helt simpelt er fænomenale. Numre som "Know U", "She's So Brilliant", "Music Is Forever", "1 of the Greatest", "The Lee Morgan Story" og "We Make the Rules" er alle små mesterværker.

Det eneste man kunne påpege som værende negativt, er at pladen ikke har nogle standout numre. Men dette kan vel kun være negativt efter hiphop-standarter, for man sætter jo sådan set heller ikke Miles Davis' Blue Note på, for at høre nummer 3, men for at høre det igennem fra første til sidste sekunt. Sådan fungerer The 1960's Jazz Revolution Again også, man kan ikke rigtig pille enkelte numre ud, pladen skal høres fra første til sidste nummer, præcis som de originale jazz-udgivelser.

Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again er en formidabel plade, og den anbefales til lytteren der både kan lide jazz og hiphop, men som elsker når de er smeltet sammen.

4.5/6

lørdag den 16. januar 2010

Wale - Attention Deficit


"I ain't tryna be politically correct / but, I won't rest till' I'm givin' my respect"

Det har taget Wale 5 mixtapes og 20+ gæstefeatures før han kunne udgive sit debutalbum. Hypen omkring ham blev i tiden op til udgivelsen bygget op til det næsten urimelige, hvilket resultarede i nogle halv-sløje midt-imellem anmeldelser. XXL tildelte dog Attention Deficit en XL-rating, hvilket jeg fuldt ud co-signer. Albummet er spækket med originalitet, og Wale fremtræder som et herligt friskt pust på den internationale hiphop scene. Han har meget han gerne vil dele med lytteren, han er teknisk superb, og så har han et stjerneteam af producere og gæstersangere og rappere i ryggen. Attention Deficit er så rigelig en XL-rating værd.

"Sorry hip hop that it took me so long to get on / but so long that I'm on it, it's on!"

25-årige Olubowale fra Washington DC har et forhold til hiphop'en stærkere end de fleste ægteskaber. Han har altid befundet sig i den, han elsker og respekterer den, og leverer den selv præcist derefter. Det der skiller Wale ud fra mængden er til gengæld, at han ikke er bange for at krydre den hiphop han sværger til med elementer, som mange andre muligvis ikke havde turdet eller tænkt på. Dave Sitek fra electronic-gruppen TV On the Radio får fx lov til at åbne ballet med den buldrende "Triumph", der nok har fået en håndfuld rappers til at ærge sig over, hvorfor de ikke fandt på at hyre ham. På papiret lyder det heller ikke sønderligt "hiphop" at have Lady Gaga med på en sang, men hvis der er noget hun står for, så er det originalitet, kreativitet og opfindsomhed, og det er præcis hvad Wale selv forsøger at repræsentere i hiphop'en. Og selvom nummeret synes lidt kaotisk ved første øjekast, gemmer der sig faktisk et ganske solidt track inden under.

Noget andet Wale har gennemført virkelig godt på Attention Deficit, som jeg vil kategoriserer under "modigt", er hans mange numre der omhandler problemramte kvinder. De fleste rappere har rappet om kvinder i nød, men Wale lader sig ikke nøjes. "90210", "Shades", "Contemplate" og "Dairy" er alle inderlige beretninger om forskellige kvinder, og historierne er fortalt med en så oprigtig indlevelse, at de forskellige portrætter MÅ være baseret på kvinder som Wale har mødt i virkeligheden. Det bedste ved det hele er, at alle 4 numre ikke bare er vigtige, de er komplet fantastiske! "Contemplate" låner omkvæddet fra Rihanna's "Question Excisting", der altid har været min favorit sang fra hende. "Diary" har et fabelagtigt Sleepwalkers beat, og en Marsha Ambrosius på omkvæddet, hvis næsten ubegribelige sangtalent aldrig er hørt renere og smukkere. Og på den Best Kept Secret (mere om dem senere) producerede "Shades" hjælper Chrisette Michele til med et ligeledes smukt omkvæd. Chrisette Michele er en fantastisk sangerinde, men hun er stillet over for lidt af en svær opgave her. Hun synger "from a light skinned girl to a dark skinned brother / shade doesn't matter heart makes the lover", men fire numre forinden, på "Pretty Girls", har den tumpede Gucci Mane bedt alle de pæne piger rejse sig, og alle de grimme piger slå røven i sædet. Det stemmer ikke rigtig overens vel? Det relevante spørgsmål må være, hvad Gucci Mane overhovedet laver på dette album? Anyways...

Substantielle sange er der altså rigeligt af, men Wale kan også stoppe op, og bare rappe røven ud af bukserne på ægte hiphop-manér. Dette beviser han i stor stil på "The Prescription", der i mine øjne består af et af 2009's bedste flows:



"I focus on the void and I fill it /
Hopin' the depressed ain't give in and give up /
So listeners give up your ears, it's your hero /
From here on a heroin-like high, I give off /
Live off my lie and my lullaby /
They itchin' for a new breath here's the calamine /
And I refuse to camoflauge with other guys /
You see my mind is amused by they head noddin' /
I so got 'em, as hypnosis of hip hop /
'Cause, when I talk they don't just watch /
I make 'em feel it, the feelin's unfamiliar /
A rush of your adrenaline you can pick up a buildin' /
You can become a killer, if properly scripted /
The first one's free, next time I'll be billin' ya"

Wale genopliver også spoken word kunsten på et par numre. Det er ikke noget man ser meget til i denne tid, men Wale tager sig tid til at digte nogle indsigtsfulde og kløgtige linjer, og de sætter sig overraskende godt fast. På "The Prescription" fortæller han om hans forhold til hiphop, blandt andet med smarte linjer som "So ask Black Though if I know my roots... Don't quest my love for this...". Dette er naturligvis et lille vink til The Roots, da Wale "fik lov til" at bidrage med et vers på nummeret "Rising Up" fra Rising Down albummet, der gav ham en del opmærksomhed. Outroen på "Diary" er ligeledes spoken word, og her brillerer Wale, da han forklarer hvorfor piger ikke bør koncentrerer sig om penge og materielle goder med linjerne;

"Cars, nothing I drive can drive you out of this frame of mind for such a ugly picture...
And money, nothing I buy can buy more time for your ears to tell your heart to listen to it...
Diamonds, a girls best friend is what they say, but believe me, with the right allegiance, Shorty you gonna shine anyways..."


Wale er uden tvivl en kunstner med mange kvaliteter. En anden af hans kvaliteter må siges at være hans valg af producere. Mark Ronson, The Neptunes, DJ Green Lantarn og Cool & Dre udgør de dyre drenge, der med sikkerhed leverer varen. Men det er uden tvivl duoen Best Kept Secret der efterlader sig det største indtryk. Craig B og Tone P hedder de, og deres kendetegn er deres sindsygt levende og dynamiske trommer, der hver gang resulterer i enorme og stadium-agtige produktioner, der dog aldrig stjæler billedet. Deres første produktion var faktisk til Wale, med nummeret "Ice Cream Girl" der er at finde på et af hans tidlige mixtapes. Kender man dette nummer, eller "My Interpretation" fra Skyzoo's The Salvation, så ved man præcis hvordan det skal lyde! De har produceret "Mama Told Me", "Pretty Girls", "Shades" og "The Prescription", 4 af mine favorit numre fra pladen, og de er lige så lette at genkende som DJ Premier. Jeg forstår godt hvis man synes de lyder for ens, men jer er heldigvis så vild med deres lyd, at jeg kunne høre på de storladne produktioner i timevis uden at blive træt.

Og sådan er det generelt for Attention Deficit. Jeg kan se på mine playcounts at der allerede ER spænderet flere timers lytning i Wale's debut, og jeg er langt fra færdig med den. Eneste minusser er "World Tour" og "Let It Loose", der ikke formåede at fange mig.
Substantielle emner, overlegen teknisk kunnen og fremragende produktioner resulterer i en af sidste års bedste plader, og har man ikke allerede fået hørt Attention Deficit, foreslås det herfra, at man får det gjort hurtigst muligt.

5/6

torsdag den 7. januar 2010

KanYe West - Thank You And You're Welcome


"It is the sand which irritates the oyster, that makes the pearl"

Nej det er ikke en ny Kanye plade! For første gang på denne blog vil jeg forsøge mig med en anmeldelse af andet medie. Jeg bestilte "bogen" Thank You And You're Welcome sidste sommer, primært fordi jeg på daværende tidspunkt havde (endnu) et Kanye trip, og helt simpelt bare måtte eje alt hvad han havde udgivet, inklusiv bøger. Jeg havde ingen forventninger, da jeg i bund og grund ikke læser særlig meget, men jeg må sige at Kanyes lille "bog" gjorde et ganske stort instryk på mig.

Grunden til at jeg bliver ved med at sætte "bog" i anførselstegn er fordi, at det vel egentlig ikke rigtig er en bog. Den har spiralryg for crying out loud! Det er i højere grad en lille samling tanker, funderinger, forklaringer og begrundelser samlet på 52 sider. Den er læst på 10-15 minutter, for som han siger i introduktionen, "I just wanted to make a book for people on the go who didn't choose to read super long novels all the time, like myself".
Man skal dog ikke tage fejl af ordsproget "less is more", for trods et minimalt indhold, har jeg faktisk tager mig selv i at tænke på, og referere til denne bog.

Dette skyldes, at alle Hr. Wests små tanker og skruplerier faktisk er yderst interessante. Man kan selvfølgelig vælge at være uenig i hvad han mener om diverse ting, men uden at være totalt suck-up, oplevede jeg en stor enighed i meget af indholdet, og flere passager fik mig endda til at se anderledes på forskellige ting. Han har fx en lille tanke der hedder "Get Used To Getting Used!", hvor han siger:

"To most people, the saying "to use someone" carries a negative connotation, but I
don't see it that way. To "mis", "over" or "ab" use someone is negative. To use is necessary and if you can't be used... then you're useless".

Kanye byder ikke på groundbreaking skriveri, og det er ikke fordi der er noget nyt i det han siger, men hans måde at se tingene på, blandet med hans aldrig fraværende humor, gør at læsningen er yderst underholdende hele vejen igennem. Han spørger fx,


"I wonder... Would you rather have 100% from an average person
or
10% from someone who is outstanding?"


- Noget der også er sjovt at læse, er hans forklaringer på hvorfor han er som han er. Hans navn er ofte blevet nævnt i negative sammenhæng, være det hans mange højtragende udtalelser eller hans opførsler til diverse prisoverrækningsceremonier, der ofte har fyldt sladderbladende. Hans persona er i manges øjne af arrogant og selvhøjtidig karakter. Dette forklarer han, samtidig med at han giver modsvar;

"As strong as my opinions are, I often ask people questions just to make sure that I'm right.

If no one agreed with me on things like, "I should have won" og "blacks are more homophobic," would I stick to my beliefs or conform?

When someone is stong enough to believe in something only they believe in, people are going to call them crazy... sometimes crazy is a label the average put on the exceptional"

ydermere siger han,

"Although I haven't totally embraced this yet, people often say that one of my flaws is arrogance. If arrogance means being conceited, brash, cocky, or pushy, I can be all of that sometimes. Arrogance has also been defined as an overwhelming feeling of self-importance. I do feel important, but everybody should feel this way about themselves. Arrogance is something expressed by treating others with contempt or disregard. I try my best not to do this. You can be cocky without being arrogant. When you cross the line from being playful with your own expression of self-confidence and mistreat others, then you (meaning me or my imaginary friend) have become arrogant.

I feel my confidence + someone's low self-esteem = my arrogance."

Og der er masser af eksempler på passager som disse.

Kanye blev inspireret til at skrive Thank You And You're Welcome, efter at have læst J. Sakiya Sandifer's bog Think Think Think and Think Again, som på præcist samme måde samler korte skriverier i et lille omslag. Sakiya har hjulpet Kanye med at skrive hans bog her, og helt layout mæssigt, er det en lækker lille sag. Opstillingen er utrolig grafisk med forskellige størrelse fonts og masser af farver. Dette understreger meget fint, at det "bare" er alskens tankeværk der er kastet ind i en bog.
Den kan fås for under 30 kroner, og den er så afgjort de penge værd. Det er meget muligt at den er læst færdig på 10 minutter, men der går i hvert fald det 10-dobbelte før den er ude af hovedet. Og husk nu på:

"Believe in your flyness ...... conquer your shyness"

4.5/6