søndag den 28. december 2008

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)


Af start 90'er, golden-era hiphop udgivelser, er Wu-Tangs kult-legendariske debut absolut min favorit. De lagde grundlaget og affyrrede startskuddet for hele det "tidsrum" vi netop kender som de gyldne dage, og ikke mindst "the east coast renaissance" - bevægelsen, som pga Wu-Tang hjalp folk som NaS, Biggie, Mobb Deep og Jay-Z ind på scenen. Alene af den grund er Enter the Wu-Tang (36 Chambers) blandt de vigtigste albums der nogensinde er udgivet.
Det bemærkelsesværdige ved 36 Chambers er, at selvom indholdet er meget råt og omhandler vold, stoffer og sex, så var det ultra populært da det udkom, og strøg til tops på diverse hitlister, selvom det indholdsmæssigt var imod alle odds. Trumfen skulle findes hos geni, bagmand og producervidunder RZA, som, med hans soulsamples og bidder af kung-fu film, skabte et lydbillede, der både var nedbarberet og ligetil, men stadig rigt på detaljer og overordenligt velfungerende som grundlag til de mange medlemmers arrige og mesterlige flows. At det kun er gået nedad bakke for gruppen siden debuten kan tilgives, for på trods af at selve Wu-Tang gruppen har haft svært ved at hænge sammen og skabe noget der bare ligner '36 Chambers', så har de forskellige medlemmer hver især udgivet soloplader der bliver tilbedt verden over. Raekwon kom med "Only Build For Cuban Linx", GZA udgav "Liquid Swords", Ol' Dirty Bastard diskede op med "Return to the 36 Chambers", Method Man udgav "Tical", Ghostface Killah udgav "Supreme Clientele" og Masta Killa udgav den desværre alt for oversete "No Said Date" - Og hele svineriet blev endda produceret næsten udelukkende af RZA, der som den eneste fra gruppen mærkeligt nok ikke har formået at udgive et eneste godt soloalbum. Tilgengæld har han hjulpet utallige andre folk frem, og gjort dem til medlemmer af Wu-organisationen bedre kendt som Killa Bees, der i dag tæller flere hundrede, så på trods af manglende kvalitet hos egne albums, er han alligevel af de vigtigste nøgle personer i hiphoppens historie.



"Ghostface - catch the blast of a hype verse /
my glock burst, leave in a hearse, i did worse
I come rough...."

- Man skal ikke mere end et par sekunder ind i første sang før man ved hvad det handler om. Dialog fra de forrygende kulte B-film "Shaolin & Wu-Tang" og "Ten Tigers From Kwangtung" åbner pladen, og introducerer shaolin kampstillinger og våben, som bliver en slags løs råd trød i den lyriske del af albummet. Det jeg godt kan lide ved albummet er, at de fleste sange er noget nært substansløse. Der hvor indholdet ikke har nogen speciel vigtighed, der lægger de vægt på rim, flow og ordleg, noget samtlige medlemmer var uhyggeligt gode til dengang.
Hver eneste gang der er udkommet et hiphop album på denne side af årtusindeskiftet, hvor det lyriske indhold har passet godt med produktionerne, er der blevet sammenlignet med "36 chambers", som er det album der for alvor sømmede det faktum fast, at selve rap-delen bliver opløftet til uanede højder hvis beatet der bliver rappet til passer. RZA's produktioner stjæler aldrig billedet, de har de helt rigtige rytmer og trommeprogrammeringer til diverse vers. Især Method Man formår at udnytte RZAs beats og leverer det ene måbende vers efter det andet.


"Yo RZA, yo Razor, hit me with the major /
the damage my clan understand it be flavor.
Gunnin', hummin' commin' at'cha /
first I'm gonna get'cha, once I got'cha, I Gat-cha.
You can never capture the Method Man stature /
For rhyme and for rapture, got niggas resigning, now master
my style? Never! I put the fucking buck in the wild kid, I'm terror /
Razor sharp I sever, the head from the shoulders - I'm betta'
Than my compeda, you mean competitor, whateva'!
Let's get together"


Method Man var også medlemmet som gruppen valgte at fremhæve som frontmand. Men dette faktum er ikke altid helt tydeligt, idet der ikke er nogen logisk fordeling imellem medlemmer og antal vers. Hvor "Da Mystery of Chessboxin'" er et rent tour-de-force af fortrinlige vers fra mere eller mindre alle medlemmer, er GZA alene om nummeret "Clan In Da Front". Det er altid fantastisk at se en gruppe, hvor egoerne ikke er for store, hvor resten af holdet bare synes det er 'dope' når deres homie brænder igennem alene. Der er der mange grupper der kunne have lært meget af.


Heldigvis kan Wu-Tang også andet end at fremstå som kung-fu galninge uden noget på hjerte, for på '36 Chambers' finder vi også stille klassikere som "Can It Be All So Simple" og "C.R.E.A.M.", hvor sidstnævntes linjer "Cash rules everything around me - Cream get the money, dolla dolla bill ya'll" senere hen er blevet hiphop-bibel. Ved nærmere eftertanke kan faktisk sige det samme om størstedelen af albummets skæringer, igen takket være RZAs himmelske produktioner og de mange forskellige rap-stilarter der bliver udøvet igennem albummet. Dette er en anden af albummets absolutte forcer; Selvom de mange rappere er nogenlunde på samme niveau, så behersker de alle en ganske unik stil, der kendetegnet dem en for en. Hvis vi tager ordet unik til dets bogstaveligste forstand, så er Ol' Dirty Bastard den mest fremtrædende, for hvis man kombinerer shaolin kampsport med hiphop, så er Ol' Dirty mesteren af 'the drunken style'. - Uden tvivl den skøreste og mest vanvittige rapper der har eksisteret, og med hans skrigen, hosten, bøvsende og gennemført fordrukne stil tvivler jeg på at han vil blive matchet af nogen anden. Om 36 chambers nogensinde vil blive matchet er også et godt spørgsmål. Alle har en række favorit albums, og 36 chambers ligger trygt på min sammen med blandt andre "Moment of Truth", "The College Dropout" og "Below the Heavens" - og man vil jo sammenligne sine favorit skiver, men indenfor den specifikke stil og genrer, der er jeg ret sikker på, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil blive ved med at være en urørlig genistreg, og den vil altid være solidt placeret på toppen. WU-TANG, WU-TANG!!

6/6

Dr. Dre - 2001


Ham Dre er nu engang en spøjs fætter! - Han er en af verdens mest anerkendte hiphop producere, og han har været med i mere end to årtier. På trods af dette er det stadig kun lykkedes ham at udgive to albums.
Jeg burde måske skamme mig over at sige sådan, for hvis man kort ser på hvad han har givet hiphop verdenen på sidelinjen, så er det ikke små ting. Han er grunden til at vi idag kender World Class Wreckin' Cru, Eminem, Snoop Dogg, Nate Dogg, The Game, N.W.A, G-Funk genren, N.W.A og den dertilhørende rå gangsta' attitude, og tjaa, mere eller mindre hele Westcoast hiphop bevægelsen. Har man dét i baghovedet, så kan man tilgive ham ikke at have udgivet flere soloalbums. Jeg vil dog alligevel vove at påstå at han er den i musikbranchen der er dårligst til at overholde en dato! (læs: kommer Detox mon nogensinde?).

Jeg kan huske, at da 2001 udkom i 1999 var jeg ikke rigtig inde i hiphop, så jeg var ikke en af dem der fløj med på den 'high' som albummet bragte med sig da det ramte gaden. Jeg var til gengæld iblandt dem der et par år senere slog sig selv i hovedet for ikke at have fået øjnene op for Dre de få år tidligere, og jeg ved ikke om det er som en underdanig undskyldning, men jeg har bumpet "2001" on a regular basis lige siden det udkom. - Det har et komplet tidsløst feel over sig, hvilket gør, at jeg allerede hér, langt før anmeldelsens egentlige slutning, uden tøven kan udråbe albummet som en motherfucking classic!

Når man sidder og lytter til albummet som jeg gør nu, og virkelig tænker på hvor meget det i virkeligheden har at byde på, så kan man blive helt 'ør i hovedet over, hvor gennemført perfekt det er, fra start til slut. Allerede på første nummer giver han sig selv kronen på og udråber, med rette, sig selv som The Godfather, med hans "I seen 'em come, I watched 'em go" - linjer, der selv om de er skrevet af Jay-Z er 100% Dre.
"I just wanna fuck bad bitches!" er det næste man hører, lige efter en ellers så sød pige har udskænket sit hjerte over en telefon svarer. Koldt, kynisk og fandens morsomt! - piger er aldrig blevet udstillet bedre som sexobjekter end Devin the Dude / Snoop Dogg collaboen "Fuck You" - som er himmelsk fantastisk på alle de forkerte måder.
Derefter følger det mest 'motherfucking low-riding west-coast banging anthem' der nogensinde er produceret. Og listen bliver ved og ved. Der er ikke andet end mega "hits" på. Jeg tror ikke der er andre plader der er fyldt med SÅ mange SÅ fede beats med tilhørende uforglemmelige vers og gæsteoptrædender. Og det vildeste er, at selvom det er straight up gangsta shit, så kender alle, fra de 13-årige til de oldschool heads, numre som "What's the Difference", "Forgot About Dre" og ikke mindst "Next Episode".

Ydermere tror jeg også, at '2001' er det album som flest hiphop'ere kan huske tekster fra. Jeg ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, men jeg er næsten sikker på at jeg ikke kun taler for mig selv. Versene og omkvædende er så modbydeligt velskrevne, at man ganske simpelt ikke kan lade være med at flow'e med når de mange klassiske linjer fyres af.
"All my real dogs still kick it with me / all my down hoes still trickin with me All the true gangstas know, Nate ain't never loved no ho"
- Xxplosive

"I'm representing for them gangstas all across the world (still) / hitting them corners in them low low's girl. Still, taking my time to perfect the beat / And I still got love for the streets, it's the D-R-E."
- Still D.R.E.

"What's the difference between me and you /
you talk a good one, but you don't do what you supposed to do.
I act on what I feel and never deal with emotions /

I'm used to livin' big dog style and straight 'coastin'"
- What's the Difference

"Ho please - you better bow down on both knees / who you think taught you to smoke trees, who you think brought you the O.G.'s / Eazy-E's, Ice-Cubes and D.O.C.'s - Snoop D.O. double G's / And the group that said mother-FUCK the police.
Gave you a tape full of dope beats - to bump when you stroll through in your hood /

And when your album sales wasn't doing to good, who the Doc that he told you to go see"

- Forgot About Dre

"Hold up, heeey! for my niggaz who be thinking we soft we don't care we gon' rock it till the wheels fall off, hold up heeeey, for my niggaz who be actin' to bold take a seeeat hope you ready for the next episode heeeEEeey!.... smoke weed everyday"
- The Next Episode


Og igen, listen er lang. Et af mine favorit numre, som er et af de mindre kendte på pladen (hvis et sådan da eksisterer?), er "Some L.A. Niggaz", hvor Dre ikke selv optræder, men donerer det forbløffende beat til nogle eminente rappere, deriblandt storfavoritten King T, der leverer et af de fedeste vers der nogensinde er blevet spyttet (hvis man har dets længde i baghovedet).

"I'm comming straight outta Compton with a loose cannon /
smoke big green call it Bruce Banner.

Watch your manners, at last another blast from the top notch /
from way back with the pop rocks, I pop lock witcha.
Picture this, Dr. Dre twistin' wit Tha Liks /
and Hitman bought a fix. Don't trip,
it's a time bomb in this bitch - hear it
TIC-TIC-TIC-TIC BOOM!
Wait a minute it's on......"

Hvad Freddie Foxxx for mig var på "Moment of Truth", er King T på "2001".

Produktionerne er der vist ikke nogen grund til at komme nærmere ind på. Urørligt fantastiske beats hele vejen igennem. Mange af dem ligger øverst på Dre's meget lange liste af produktioner, og selvom "2001" er ved at være 10 år gammel er der ikke rigtig noget album siden der har overgået det. Man kan argumenterer for, at der er plader der ligger sig op på siden af det, men skal man være helt oprigtig, så er der jo egentlig ikke noget der er gjort bedre siden.
Og lad os ikke glemme det mest legendariske hiphop skit af dem alle, "Pause 4 Porno"!!
It's the motherfucking D-R-E!

6/6



fredag den 26. december 2008

88-Keys - The Death of Adam


Efter at have produceret for eminente folk som A Tribe Called Quest, De La Soul og The Pharcyde uden at få den store opmærksomhed, bestemte 88-Keys sig for at gå i hans bedste ven Kanye Wests fodspor, og springe ud som producer/rapper, med et koncept album der ene og alene omhandler emnet 'Women!'.
Et lidt farligt koncept, for hvis der er noget man har hørt om får i hiphop verdenen, så må det vel være kvinder. Ikke desto mindre har 88-Keys dedikeret hele albummet til forholdet imellem mænd og kvinder, og det er han faktisk sluppet usansynligt godt fra, ikke mindst fordi man sideløbende følger historien om 88's ven Adam, der som et resultat af samme trang til kvinder, tragisk nok ender med at blive fundet død. hvordan dette sker finder man ud af som albummet skrider fremad. Hints om hans død blev også vist i et opsat nyhedsprogram, hvor reporter Chip Adams snuser rundt i Harlem og interviewer venner og bekendte til Adam (mesterlige cameos samt en lallaglad birolle fra 88 selv). De kaster ikke sønderligt meget lys over sagen, men de er da værd at se engang:





Personligt var konceptet ikke noget jeg lagde specielt meget mærke til i første omgang. Numrene alene fungerer fint som selvstændige. At de så hænger sammen som en større enhed er selvfølgelig kun fedt. Sangene ender stort set alle sammen med, at der skrues lidt ned for musikken, og så fortsætter en fortæller, og fører os videre til næste nummer. Ikke noget man oplever ofte i rap verdenen, men det fungerer virkelig smooth i dette tilfælde. Det er lidt som at få læst historie op!
Noget andet der virkelig beriger albummet er, at sangstruktur og enhver form for "almene" regler omkring opsætning er sprængt væk. Der er halvanden minutter lange numre, der er instrumentals, der er numre hvor 88 ikke selv optræder men overrækker fornøjelsen til de mange sublime gæsteoptræderne, der blandt andre tæller Bilal, Redman, Phonte og Kanye West. Disse små ting hjælper til med at skabe et meget afslappet album, der ikke følger den opbygning som man er vandt til. Der er stadig en - meget tydeligere end normalt endda - råd tråd igennem den tre kvarter lange skive. Og så bliver der mixet så dejligt med genrer. Hiphop er fællesnævner, men både pop og rock får frit spil undervejs. Fx på det fremragende "The Friends Zone" hvor The Shitake Monkey Band kigger forbi, eller det mindst lige så mesterlige "Ho' Is Short For Honey" med hiphop-darlingen Cid Cudi. At halvdelen af pladens numre ikke har fået hæftig airplay på diverse radioer fatter jeg ganske simpelt ikke, for der er så mange 'nice' numre, at "The Death of Adam" burde have klatret op af talrige hitlister med en vis hast.
Det hele handler altså om sex og damer, og der er smurt godt med humor på, hele vejen igennem. Som lyriker kunne 88-Keys sikkert have klaret sig ligeså godt som stand up komiker som rapper, for der bliver disket op med nogle morsomme linjer og grinagtige punchline, samtidig med at det hele forbliver indenfor historie-fortællingen.
Produktionerne er hele vejen igennem små-mirakuløse. De er nedtonede og tjener deres formål på fornemmeste vis. De er melodiske som bare pokker, og samtidig med at de fungerer perfekt som backup til historiefortællingen, så er der stadig fantastiske detaljer at finde, i form af de mange musikalske variationer og de soulede samples.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige. "The Death of Adam" er en uforskammet charmerende album, og det sniger sig nemt ind på listen over bedste udgivelser i 2008. Jeg vil gerne gå til at kalde det et must-have, for det har så meget af det man så ofte savner. Dybt anbefalelsesværdigt.

5/6

onsdag den 24. december 2008

Jedi Mind Tricks - A History Of Violence



Da jeg hørte nyheden om at der var nyt på vej fra Jedi Mind Tricks lejren, og jeg kort efter fik adgang til de to fantastiske førstesingler "Monolith" og "Godflesh" via Babygrandes hjemmeside, der begyndte jeg at tro på, at en ny klassiker kunne være på vej fra den legendariske gruppe.
Der skal desværre ikke meget mere end en enkelt gennemlytning til at finder ud af, at man er blevet taget alvorligt ved næsen. De to førnævnte numre er mere eller mindre det eneste der er værd at lytte til på pladen. Resten er så sønderrivende ligegyldigt, svagt og forudsigeligt, at jeg vil vove at påstå, at gruppens 7. album her er deres ringeste til dato. Den egentlig grund til dette: deres halvhjertede forsøg på at kopiere deres forrige materiale. Jeg er sikker på, at de har fulgt deres tidligere formularer ned til sidste sygelige detalje. "Hvad skal der til før at vi kan lave en "Visions of Gandhi 2?". Første fejl på den lange liste: genindsættelsen af Jus Allah. Jeg har altid synes, siden han gik solo efter Violent By Design, at han er en af de dårligste rappere der kan opstøves i industrien, og på "A History" beviser han gang på gang, at jeg nok har ret! Samtlige stik-ords-flow vers han disker op med, er plathed på plathed, og så giver det ganske simpelt ikke mening! Det er næsten morsomt, for første gang jeg hørte "Monolith" og blevet slået i ansigtet med Jus Allahs super-arrige lyrik, synes jeg egentlig det lyd rimelig i orden, men da jeg så begyndte at lytte til ordene og indholdet i hans vers, måtte jeg grine højlydt, for det er så dumt og meningsløst at alt rationel mening i at genindsætte ham er umulig at se fornuften i. Desværre er Vinnie Paz ikke meget bedre. Han er bare dum på en anden måde! Han rapper fx på "Butcher Knife Bloodbath":

"Why we in Iran if all that we want is Osama /
Why we in a jam if all that we want is Obama."

Hmm... Sidst USA var i Iran var sidst i 70'erne. Måske har Vinnie Paz tænkt, at 'Iran' rimede bedre med 'Jam', og så var det historisk korekte ikke så vigtigt (?). Det skal jeg ikke kunne sige, men hvad jeg med sikkerhed kan sige er, at 'Fuck hvor er det dog dumt!'. Hvordan skal man på nogen måde kunne tage dét alvorligt?
Anden stupide fejl på vejen til at genoplive deres gamle stil, er, at alting handler om vold. Folk begyndte at holde af dem på "Violent By Design", hvor hovedemnet var VOLD. Derfor handler det hele om vold. Og det er så påtaget åndsvagt udført, at det er til at brække sig over. Numrenes titler siger det hele; "Godflesh", "Terror", "Butcherknife Bloodbath", "Death Messiah", Death mig her og Death mig der. Og der er selvfølgelig ingen af de så cool-sounding titles der har nogen egentlig betydning.... overhovedet! Og så får vi også en ordenlig omgang "BLLLLAAAOOU" på hver eneste nummer. Jeg ved ikke hvordan man staver til den 'lyd' men i kender den godt, en gorilla agtig, primitiv lyd der udsendes fra primater når man skal lyde rå. Vinnie behersker den bedre end nogen anden!
Den største fejl, og den jeg er mest bedrøvet over, er at selv Stoupe fejler på det meste af albummet. Han gør alt hvad han kan for at få de gamle storladne produktioner frem. På "Terror" forsøger han ihærdigt at genskabe den klassisk-inspirerede lydside som skabte mesterværket "A Storm of Swords" på Visions of Gandhi. På "Butcher Knife Bloodbath" gør han det samme, prøver at lave en "Blood In Blood Out 2" med mandestemmer som opbakning. På begge fejler han drastigt. "Death Messiah", "Séance of Shamans" og "Heavy Artillery" har alle tre noget tilfældigt; åndsvage navne og stor set samme produktion. Samme ligegyldige produktion. "Trail of Lies" har et fedt beat, og Vinnie forsøger at være socialt bevidst, hvilket på ingen måde lykkedes da det er svært at tage en person seriøst, når han på 13 ud af 14 optræder som voldspsykopat, og så pludselig forsøger at redde verden. No Good.
A History of Violence er årets skuffelse, og Jedi Mind Tricks' lavpunkt i deres karriere.


2.5/6

tirsdag den 23. december 2008

Kanye West - 808s & Heartbreak


Ja ja, jeg ved det - det tog ALT for lang tid før '808s' kom op! Det skyldes, at jeg et eller andet sted godt vidste, da det udkom, at det ville tage en del tid før at albummet virkelig sev ind. De første mange numre jeg hørte skuffede mig, og hele ideen om sang hele vejen igennem med auto-tune skræmte mig lidt. Kunne min helt, helten over dem alle, rent faktisk skuffe?
Min oprindelig plan var faktisk at holde en stor såkaldt "listening session" på min skole. Jeg tænke, at nu hvor jeg går på filmhøjskolen, og har let adgang til et stort audiens, hvorfor så ikke sætte albummet på og lade folk lytte til det, for så derefter at skrive lidt ned og fortælle mig hvad de synes om det. - Det gik meget hurtigt op for mig, at det ganske simpelt ikke ville være fair, for en gennemlytning er bare ikke nok. Så det endte med, at jeg tænkte for mig selv, at den får et par uger, og så bedømmer jeg selv.
Nu sidder jeg så et par uger efter og skriver disse ord ind, og hold da helt op hvor er mit syn på '808s' ændret meget på de uger! Jeg troede ikke på at det kunne lade sig gøre, jeg håbede, men havde svært ved at tro - at jeg faktisk kunne komme til at holde af albummet, men igen-igen, så bliver jeg nødt til at hengive mig fuldt ud til Kanyes nyeste bedrifter, for selvom det selvsagt ikke har meget med hiphop eller noget andet kanye-isk at gøre, så nærmer vi os stadig storhed, med hans nyeopfundne pop-art plade - Et nyt kapitel i Hr. Wests karriere, og hvis det stod til ham selv; et nyt kapitel i musikkens historie.

Var man som mig en af de heldige, som fik oplevet Kanye West live på Roskilde Festivalen 2006, så kunne man allerede der ane de første, om man må, 'hints', til den ændring Kanyes udtryk har taget. Jeg husker tydeligt da han hengav A-Traks mixerpult og de flere hundrede af speakere der var sat op til at vise publikum, hvad han hørte som ung, hvilket musik han voksede op med. Det bød blandt andet på en hel del 80'er klassikere, deriblandt en af mine personlige favoritter, A-Ha's "Take On Me".
Den egentlige grund til at Kanye West har taget et så drastigt skridt i en komplet anden retning er, at han er kørt træt i hiphop generelt. Han har udtalt, at lyrikken i dagens hiphop ikke er værd at lytte til. Der er ikke nogen der kan skrive tekster, som fanger ens opmærksomhed på samme måde som de plejede at gøre. Han har sagt, at selv hans yndlingsrapper Lil' Waynes tekster er for ligegyldige til at han kan huske dem. I dag hører man bare hiphop for at høre det, intet andet. Det er 'cool nok' og alt det der, men i grunden ikke interessant eller relevant nok til, at man gider at have et forhold til det. Derfor går han tilbage i tiden, og laver musik med tekster, som folk kan huske og synge med på, ligesom dengang i 80'ernes pop, og rocken hvis man går endnu længere tilbage. Han sagde på et pressemøde i Singapore, at det er meget få tekster i rap-genren han kan huske, men hvis man tager nogle gamle Johnny Cash eller Guns N Roses sange, så kan han dem fra ende til anden i hovedet, og det er præcist det som han vil opnå på 808s & Heartbreak. Han sagde endvidere på samme pressemøde, at han udemærket var klar over hvilket vovet træk det var, for ikke alle ville kunne forstå og føle det samme. Dem der voksede op og lyttede til det musik som han selv gjorde, de ville kunne forstå hans nye stil, de fleste andre vidste han godt at han højst sandsynligt ville miste, og se det synes jeg fandme er sejt! Det kræver både vilje og mod at foretage sådan en ofring. Det mærkelige er, at det allerførste musik jeg nogensinde hørte, var 80'er pop. Dengang jeg var en lille knægt og fik mit første stereo anlæg, da var det første album jeg fik foræret af min far, en dobbelt cd med "best of 80'es pop music". Og jeg ved godt det nok lyder lidt suck-up, bare at sige "whatever he say" - men jeg føler virkelig, at jeg er en af dem som Kanye omtaler som værende forstående, for når jeg lytter til fx "Paranoid", så genkender jeg let den 80'er pop som jeg elskede så højt som lille.
Det er højst sandsynligt der at vandene sprædes. 808s er virkelig en love/hate plade, og man kan se på modtagelsen, at meningerne er mange og forundringen stor.
Jeg tilhører uden tvivl den gruppe der glædes over, at der er en der tør og ikke mindst kan, for det tror jeg ikke der er mange andre end Kanye der er i stand til, at afprøve noget så nyt, og stadig få det til at lyde så aller-helvedes fedt! For selvom der er mange nye genrer og udtryk forbundet med album nummer fire, så er man på intet tidspunkt i tvivl om hvem der står bag - Kanyes autograf står malet ud over samtlige tracks.

En lille formel forklaring, som højst sandsynlig er unødvendig da alle på nuværende tidspunkt med garanti har forstået den noget spøjse titel. "Heartbreak" delen skyldes moderens død og kærestens slåen op. Skimter man kort numrenes titler, finder man hurtigt at albummet som noget nyrt primært er drevet af sorg; "Heartless", "Paranoid", "Bad News" og "Coldest Story". Det går også meget hurtigt op for en, at det tekstmæssigt er Ye's mest personlige og mest følelsesladte præstation til dato.
"808s" delen af titlen er lidt sjovere, for er man lidt nørd og ved lidt om den velkendte trommemaskine, så ved man også at den stort set slet ikke er brugt på albummet. Det er hovedsageligt 809'eren der er anvendt, men som han selv har udtalt, så lød 808s federe!

Ser vi kort på tekstuniverset, så er der nogle eminente tekster at finde undervejs. Allerede på "Welcome To Heartbreak" bliver vi præsenteret for dybt alvorlige og (ikke så positivt) livsreflekterende linjer:

"My friend shows me pictures of his kids /
and all I could show him was pictures of my cribs.
He said his daughter got a brand new report cart /
and all I got was a brand new sports car."

Helt glad er han ikke over sin situation, hvor han indser, at det måske er på tide at tage livet seriøst. Jeg tror, at han efter bruddet med kæresten har kigget tilbage i bakspejlet og indset, at han måske har værdsat de forkerte ting. Det lyder som om han har dårlig smag i munden over nogle af de aspekter i hans liv han har taget for gode. På afslutningsnummeret "Pinocchio Story", som lyrisk er noget af de bedste han har præsteret til dato, fortsætter han:

"It's funny Pinocchio lied and that's what kept him from it /
I tell the truth and I keep running.
It's like I'm looking for something out there trying to find something /
I turn on the TV and see me and see nothing"

Det er selvransagelse når det er mest smertefuldt - men samtidig gør han også en kunst ud af ærligheden. Det virker ikke som om at han har noget at skjule, han lægger alle kort på bordet, måske i et forsøg på at rette op på de fejl han har begået (?).

Den dårlige stemning er heldigvis ikke vedvarende hele albummet igennem. På numre som "Paranoid", hvis titel snildt kunne lægge op til endnu en dyster bid af Kanyes liv - er der dømt fest! Om det helt er formålet med sangen er jeg ikke klar over, men nummeret emmer af så meget energi, og der bliver fyret helt op for de klassiske 80'er elementer, der traditionen tro resulterer i en fremragende pop-komposition. Det samme gælder "RoboCop", der, selvom teksten stadig ikke helt giver mening, er en ren fornøjelse med dens brug af 80'er basgang blandet med livlige strygere og eksplosioner. Mesterværk.
Storheden lurer også rundt om hjørnet når Young Jeezy og Lil' Wayne kigger forbi på henholdsvis "Amazing" og "See You In My Nightmares", hvor der i begge tilfælde er dømt 'sang', der som nævnt tidligere har til formål at blive husket (hvilket er gjort efter 2-3 gennemlytnigner!) og gensunget gang på gang. Oprigtigt fremragende bliver det på sidstnævnte, hvor en gennemført synth-produktion bærer Weezy og West, der har hinanden som favorit rapper (/sanger), igennem et af albummets perler. Når man kommer op omkring de 10 gennemspilninger, så vil man også begynde at lægge mærke til hvor meget der er arbejdet med de små detaljeret. Læg fx mærke til hvor meget der er liflet med Waynes robot-anden-stemme i starten af sangen. Det er sådan nogle små lækre bonuser der gør mig helt glad!
Jeg vil gerne indrømme, at de tre første singler ikke rammer helt så præcist som nogle af førnævnte skæringer. "Heartless", "Coldest Story" og "Love Lockdown" fungerer fint som pop-melodier, men Kanyes touch er gemt en anelse for meget væk i mine øjne. Samme gælder "Street Lights" og "Bad News" som på samme måde havde været bedre klædt med et lille twist. Der er dog ingen numre der bliver skippet i processen. Pladen som helhed har en ganske fantastisk replay value. Og utroligt nok, for det var min største frygt, bliver man aldrig rigtig træt af brugen af auto-tune. Det lyder jo i grunden ret godt, og der er numre hvor den næsten ikke bliver brugt, som fx "RoboCop" hvor den kun svagt skimtes. Og det der med at det er uoriginalt, fordi T-Pain tilsyneladende har patent på auto-tune, det gider jeg slet ikke at høre på! West bruger den mindst lige så godt, ja bedre velsagtens, og rygter går jo på, at Kanye og T-Pain indførte et vådemål om, hvorvidt Kanye kunne lave en hel plade med auto-tune, så det er ikke fordi at T-Pain ligefrem har noget imod det. Der er for mange regler og 'regulations' i hip hop verdenen. Man hører for ofte folk sige "ej det der kan han sgu da ikke". - Selvfølgelig kan han det, og endnu engang bøjer jeg mig i støvet for, at det er Kanye der gør det. Han har med "808s & Heartbreak" med rette udråbt sig selv til vor tids største pop idol.

5/6

søndag den 30. november 2008

Q-Tip - The Renaissance


Hvis man indledte en diskussion om, hvem der igennem tiderne har været vigtigst for hip hoppen - hvis personlighed og tilstedeværelse på scenen har gjort mest for den kunstart vi alle samles om. Der er selvfølgelig mange der ville kunne krones som værende dén mest betydelige. Af folk jeg lige kan komme i tanke om, der vil DJ Premier, NaS, Dr. Dre, 2Pac, Biggie, RZA, Pete Rock og Common være iblandt de vigtigste på min liste. En helt ottende person der bestemt, måske endda over alle andre, har fortjent at komme på den liste, er ørerenseren, Q-Tip.
Han var frontfigur i legendariske A Tribe Called Quest som har bidraget verden med nogle af de bedste hiphop udgivelser, som blandt andre "Low End Theory" og "Midnight Marauders". Den stil som ATCQ repræsenterede er hvad vi idag kender som 'concious rap' - og Q-Tip selv fortjerer mere end nogen anden at bære titel som fader af selv samme. Artister som Common, Mos Def, Talib Kweli, The Fugees og Kanye West havde muligvis aldrig kommet frem hvis det ikke havde været for Q-Tip, og ser man tilbage på klassikere som blandt andet "Illmatic" og "The Infamous", så har Q-Tip været inde over. Sort på hvidt; Q-Tip er indiskutabelt en af de største der har været, lige fra day 1.

Som solokunstner har Q-Tip dog ikke været så produktiv, ikke at bebrejde ham noget, men 9 år er gået siden vi blev forkælet med "Amplified", som blev udgivet året after A Tribe Called Quests sidste udgivelse. Q-Tip formåede på egen hånd at holde stilen ved lige, og mange anser "Amplified" som en post-ATCQ klassiker. Nu skriver vi så 2008, hvor Q-Tip (endelig) er tilbage med et album, som faktisk lyder mere i retning af den gode gamle 'Tribe' -lyd end nogen anden kunstner har formået at kunne gengive siden en faktisk udgivelse.
Lyden står Tip også selv for. Udover et styks Mark Ronson og 2 J Dilla producerede numre, så har Q-Tip selv sørget for musikken, hvilket han sørme' har gjort godt. Jeg var egentlig ikke klar over at han var den store producer - he proved me wrong!
Mit favorit nummer er albummets åbner "Johnny Is Dead", som byder på et simpelt men herligt svingende beat, og et uovertruffent fremragende omkvæd, som resulterer i stort set uendelig replay value.
Faktisk så er denne "replay value" et af de vigtigste nøgleord når man skal beskrive "The Renaissance", for albummet er skabt ud fra en opskrift der siger, at der skal være en tårnhøj kvalitet overall, fremfor et eller to numre der er værd af lytte til - i ved, den opskrift som 95% af industriens artister laver cd'er ud fra... Disse 95% burde gøre klogt i at spidse ører og lytte til Q-Tips første radiohit "Gettin' Up", som er det perfekte bevis på, at et såkaldt "hit" sagtens kan være sammensat af substantiel og vedkommende tekst samt flot sammenskruede produktioner, i dette tilfælde takket være the late Jay Dee.





Denne stil vedligeholdes utroligt nok hele albummet igennem. Spring-over-numrene er blevet totalt udelukket, og herligt nok er albummet spækket med lækkert hiphop, som i dens reneste form minder dejligt meget om den jazzede, funky og soulede hiphop, som Tribe var fakkelfører for i sin tid. Tag fx. "ManWomanBoogie" som helt enkelt består af et oldschool trommebeat og en seriøst dyb basgang, der glædeligt hopper afsted og resulterer i et ganske magisk nummer. Samme beskrivelse, med enkelte specifikke sprøde twist oven i hatten, kan bruges om stort set alle de andre numre på albummet, og især den soulede del er en enorm drivkraft hele vejen igennem, og ser man på gæstelisten der består af Raphael Saadiq, D'Angelo og i den bedste ende, en af mine favorit sangerinder, Norah Jones, som besmykker nummeret "Life Is Better" og hjælper til med at gøre det til en af 2008's absolut bedste skæringer.
Lyrisk set stormer 'Tip frem og skærer igennem med imponerende rap, rim og historier - helt som man kender ham. Han kommer bredt omkring, og hans vedkommende touch gør at han altid fremstår som en aktuel og interessant rapper, der har noget vigtigt at stå frem med.


"Not Saying that I hate it, 'Cause here I kinda dig it / But what good is a' ear if a Q-tip isn't in it?"

"The Renaissance" er bestemt en af de bedre hiphop oplevelser i året 2008, og jeg vil råde enhver til at checke albummet ud, for det er en fandens go' kontrast til alle døgnfluerne, 1-hit-wonder'ne og alle dem der sætter pengene før kvaliteten. Q-Tip holder glæden ved lige, og efter at have lyttet til dette album, virker ens øre faktisk rent igen.

5/6

fredag den 28. november 2008

Grav - Down to Earth


Down To Earth er udgivet i 1996 , dengang hvor hiphoppen var i sin prime. Grav er fra 'the city of wind' - Chicago, som bestemt var med på kortet som en hovedleverandørerne af sublimt hiphop. Det sjove ved "Down To Earth" er, at hovedpersonen Grav ikke er den mest interessante person i billedet. En anden Chicago'aner har nemlig haft sine fingre med i denne udgivelse, nemlig en 19-årig Kanye West.

Før jeg hørte om Grav's "Down To Earth" - hvilket først skete for nyligt - levede jeg i den tro, at Kanye West's første oficielle produktionsarbejde var for Roc-A-Fella, på Beanie Sigels hit "The Truth", singlen der lukkede Kanye ind i armene hos Jay-Z. Denne tro havde jeg fået fra Kanyes eget biografiske nummer "Last Call" fra hans eget debut album, hvor han som de fleste sikkert ved, giver hele historien om hans vej frem i 'gamet'. Om han glemte hans arbejde for Grav, ikke vil kendes ved det eller noget helt tredje vides ikke, men nu står det i hvert fald klart (indtil et endnu mere sjældent album dukker op!); de 8 produktioner Kanye har bidraget med til "Down To Earth" var de første på hans vej til at blive en verdensberømt superstjerne.
Det yderst interessante ved at lytte til "Down To Earth" er at man kan høre den ekstreme udvikling fra Kanyes start til nu, hvor han lige har udgivet hans fjerde og inderligt eksperimenterende album, der byder på "hiphop" som aldrig er hørt før. Og sidder man som mig og lytter til Grav og "808s & Heartbreak" skiftevis, så er det noget nært umuligt at tro på, at det er den samme mand der står bag - for forskellen bliver ikke større.
Mr. West følger fornemt den typpiske 90'er stil, med støvede trommer og dybe basgange, der udgør sublimt gyngende beats der får det bedste frem i Gravs insisterende rap, der, hvis man skal sammenligne, minder om en blanding imellem Mobb Deeps mørke og stærke flow og Commons legende og stilsikre rap. Lyrisk set er Grav alt hvad man kan drømme om fra de gyldne og svundne tiders hæphåp, råt og godt med både kant og humor. Fu***** nice!

Blandt de andre lyd-troldmænd der har været indover albummet er No I.D. også vigtig at nævne, for selvom han kun har én skæring med, nummeret "Sex", så beviser han, om ikke igen, at han var en af de stærkeste hiphop musikere, og selvom han ikke er så tydelig på scenen i disse dage, så er det tydeligt at han var en af de største dengang. Og lyden på "Down To Earth" samlet set nogenlunde tæt på fejlfri.
Det store spørgsmål er, hvad der er blevet af Grav siden? Der var usandsynligt mange hiphoppere der udgav usandsynligt mange albums i halvfemserne, så det er klart at det ikke er alle der bliver husket. Der er ustyrligt mange såkaldt "klassikerer" fra 90'erne, ALT for mange til at man kan følge op på dem alle og checke om det faktisk passer - men fra mit point of view er "Down To Earth" absolut en af dem, og selvom det stort set er umuligt at få fat i albummet i dag, så er det med tilnærmelse direkte uansvarligt at ikke gøre et forsøg, for det er ganske simpelt et møghamrende godt album!
Selvom det ikke er det nummer der retfærdiggøre albummet bedst, så ta' en lytter til det Kanye producerede "One Puff" her (der ligger ikke andre numre på YouTube):




5/6

søndag den 19. oktober 2008

Ayoe Angelica - I'm Amazed


For anden gang i denne blogs historie, tager jeg et lille sidespring væk fra hiphop genren. Det skete første gang da jeg anmeldte Martina Topley Birds' "Blue God", efter at have set en reklame for albummet i et musikmagasin, for direkte derefter at købe det og elske det!
Min "undskyldning" for at kunne anmelde albummet på en hiphop-only side var, at selv hiphoppere er nødt til at høre andet end street-oder en gang imellem. Det samme gør sig gældende her - der er bestemt ikke noget hip-hop'et over den dansk/etiopiske sangerindes debut, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at selv den mest hærdede hæp-håpper ville blive en smule blød i knæene af at lytte til denne guldklump af en debut, der med en blanding af lo-fi jazz, electronica, soul og småbidder af musikalske elemter fra alle verdenshjørner, mænger sig med toppen af bedste udgivelser i '08.
Ligesom Martina Topley Bird, fik jeg øje på Ayoe Angelica via et musik-magasin, hvor der var en reklame for hendes debut med tilhørende citater og karakterer fra diverse anmeldelser, der alle smurte tykt på med lovprisende ord. Skal jeg være fuldstændig oprigtig og ærlig, så spillede det iøjefaldende cd-cover også en vis rolle, i vedligeholdensen af min interesse. - Jeg bladrede forholdsvist hurtigt igennem bladet, men der var alligevel noget ved hende Ayoe, som lige skulle checkes yderligere. Det sære var nemlig, at anmeldelses-citaterne kom fra magasiner som Woman, Q, Cosmopolitan, Bazar, Sirene and the likes - magasiner jeg normalt ikke anser som værende blandt de mest pålidelige. Jeg valgte dog at undersøge albummet nærmere, og jeg måtte glædeligt erfare, at det denne gang var de førnævnte magasiner, der vidste hvad de snakkede om, og ikke Politiken, Berlinske Tidende eller GAFFA som normalt er til at stole på.

Jeg læste faktisk GAFFA's anmeldelse af albummet- og tjaa - lad mig sige det sådan: jeg var ikke helt enig!! Læs anmeldelsen her, og læs også min kommentar til anmelderen!


20 årige Ayoe Angelica, som eftersigende lærte at synge og optræde før hun kunne tale og gå, teamede op med wunderkind'en Mads B. B. Krog i 2007, hvor de straks påbegyndre produktionen af Ayoes debut. Krog er lidt af et legebarn når det kommer til musik, og han er ikke en producer der lader sig indfange af begrebet "genrer". Dette lærer man hurtigt undervejs på "I'm Amazed", hvor der flittigt klippes og klistres, bikses og bakses med et utal af musikalske udtryk og former. Men selvom der musikalskt sker meget, så forbliver det utroligt nok stadig på et niveau hvor jazz'en og de soulede elementer spiller ind som fællesnævner og vigtigste brikker. Ta' fx førstesinglen "Dr. jekyll", som er et utroligt lækkert og minimalt produceret nummer, der dog stadig indeholder små-distort'ede gameboy-lyde og bidder af ganske vidunderligt klassiskt kinesisk musik. På trods af dette opfører nummeret sig stadig som en letflydende jazz-lækkerbisken. Produktionerne er hele vejen igennem i top, med intime blæser-bølgegange, sitrende bass-linjer, raffinerede piano-spil og en konstant forløsende og harmonidyrkende følelse af feel-good'ness, dog ikke at forglemme, at de virkelig bliver fulgt til dørs af Ayoes vokal, for det er til tider uforståeligt så lækker en stemme den pige besidder! - En udsøgt melodisk tilgængelighed tilsat en insisterende kompleksitet, der når det er allerbedst, ganske simpelt ikke kan matches. Lytter man fx til denne anmelders favoritnummer "Face With Nobody" vil man opleve stemmekontrol der hører til iblandt verdenseliten. - Sangen starter afdæmpet og følsomt, men som sekunderne går folder den ligeså langsomt vingerne ud og flyver til sidst fra reden som en storslået og smertefuld sjælder, der har et tårnhøjt klump-i-halsen potentiale. Intet mindre end fantastisk.
Dette er godt nok ikke tilfældet ved samtlige af pladens numre, men jeg vil stadig mene, at de mange smukke og 'åh så sukkersøde sangerinder' der invaderer musikbranchen i disse dage, burde spidse øre og tage ved lære af Ayoe Angelica.
Det er muligt, at der er enkelte skæringer der ikke rammer ligeså præcist som andre, men de numre der rammer, de går til gengæld rent ind. Den suveræne "Everybody Loves You", den eksperimentalt tunge "Get a Hold", den minimalistiske kærlighedsode "I Want You" og den lalleglade og yderst groovy "Also On a Tuesday" er alle gode eksempler på, hvor meget nuanceret og differentielt musik, der kan samles under ét og samme fremragende musik-tag.
I mine øjne er "I'm Amazed" uden tvivl en af de bedste danske albums der er udgivet i længere tid, og indiskutabelt på en top 10 over bedste udgivelser i 2008. Førnævnte "Face With Nobody" er blandt de bedste numre der nogensinde er skabt indefor dette kongeriges grænser.

Alle burde gøre dem selv den tjeneste at anskaffe Ayoe Angelicas debut plade. Den er varm og lækker, og er men helt generel til sprødt, jazz-souled laid-back musik, udført af en af vor dages mest sublime stemmer, så er "I'm Amazed" et must.



5/6

fredag den 17. oktober 2008

Danger Mouse - The Grey Album


Hvad Danger Mouse selv hentyder til som værende et "fritids-eksperiment", skabte i 2004 røre i det meste af musikbranchen, da han uden rettigheder smeltede et album sammen, som i dag bliver anset som en "kult klassiker".
Ordet "kult" er svært at difinere. 'Noget' kan være kult af mange grunde, men jeg fandt en god forklaring på wikipedia (om film godt nok, men den gør sig gældende om stort set alt indenfor kunstens univers):

"A cult film is a movie that attracts a devoted group of followers or obsessive fans, despite having failed on their initial releases. The term also describes films that have remained popular over a long period of time amongst a small group of followers. In many cases, cult films may have failed to achieve mainstream success on original release although this is definitely not always the case"

Denne forklaring rammer faktisk "The Grey Album" list fór præcist. Som de fleste jo sikkert ved, så havde Danger Mouse ikke rettighederne fra EMI til at sample Beatles sangene, så få timer efter pladen officielt ramte butikkerne, blev den taget tilbage. Meget få nåede at købe pladen, hvilket vil sige, at meget få world-wide har hørt musikken. Dem der HAR hørt pladen til gengæld, er hysterisk vilde med den, og hylder den for at være noget af det bedste mash-up, genre-remix nogensinde udgivet. Søger man efter albummet på amazon, vil man hurtigt erfare, at det ikke er til at købe der. Man kan ofte finde nogle billege eksemplarer på ebay, men min erfaring siger mig, at sælgere der ikke er til at stole på, og ved at scrolle ned af bare en side, vil man opdage op til 4-5 forskellige cd covers, hvilket bevidner om, at de fleste sælger brændte eksemplarer.

Sort på hvidt; "The Grey Album" er ikke tilgængeligt officielt, og af den grund har det modtaget kult-status.
Det er faktisk også først nu, at jeg får lagt øre til Danger Mouses brilliante collabo. Jeg er af den (økonomisk farlige) støbning, at jeg køber altid album'er; Jeg er hæftigt imod downloading. Af den grund har jeg naturligvis ikke kunne få fat i "The Grey Album", men da jeg fandt ud af, at min room-mate her på EFC havde albummet, blev jeg sageligt lykkelig - endelig kunne jeg høre albummet, uden at JEG var nødsaget til at stride imod mine egne moralske skrupler!!


Hvis vi kort retter blikker over på det tekniske, som alle højst sandsynligt også ved alt om, så er "The Grey Album" bygget op a a capella fra Jay-Z's "Black Album" og instrumentale fragmenter fra The Beatles' "White Album". Et "simpelt koncept", som desvæære ikke blev godkendt af den ene part. Jay-Z var selvfølgelig frisk på at få det udgivet, men EMI havde som sagt lidt sværere ved at udlevere deres materiale.
Hvis man, når man lytter albummet igennem, har i baghovedet, at alt musik er samplet fra "The White Album", så er det næsten urealistisk hvordan Danger Mouse har fået nogle af numrene frem. Når man fx hører "What More Can I Say", så kan man nemt høre at det er "While My Guitar Gently Weeps" samplet der bruges (som RZA også brugte til førstesinglen på "8 Diagrams"), men når "Dirt Off Your Shoulder", forklædt i et "Julia" sample, brager ud af højtalerne, er der ingen forbindelse til det rigtige nummer! Danger Mouse viser virkelig verdensklasse-sampling her, og kun ved hjælp af ét Beatles nummer, danner han rent faktisk et hiphop beat. - Og det er også her Jay-Z's a capella fungerer bedst. Man må være ærlig og sige, at Jay-Z's rap er bedre egnet til hiphop-beats end 60'er pop-rock. "Encore" for eksempel er et totalt flat beat, som ikke emmer af noget man kan relaterer til hiphop, og her virker det som om Beatles-samplingen går spildt. Ligeledes er "My 1st Song", som er et af "Black Albums" absolutte perler, en direkte pinlig oplevelse, idet de tre samples der bruges på ingen måde kan følge Jay-Z's flow, og rytmen og den musikalske timing kunne ikke være dårligere.
Andre gange genskaber Danger Mouse dog den samlede ånd perfekt. På "99 Problems", som originalt er båret op af et Rick Rubens jernhårde beat, har Danger Mouse samplet "Helter Skelter" som må siges at være en af The Beatles' hårdeste rocknumre, så på den måde holder Danger Mouse fornemt liv i musik-stilen.

Som konklusion vil jeg sige, at "The Grey Album" uden tvivl er en fed oplevelse. Sampling-kunsten tages til helt nye højder (eller rettere blev taget), og "eksperimentet" som Danger Mouse kastede sig ud i, er et af de mest interessante i længere tid. Når det så er sagt, så må man også være ærlig at indrømme, at der er mange numre hvor man efterlades med ingenting. Jeg tror ikke at mange andre kunne have lavet denne plade, men der er bare for mange ligegyldigheder, som hverken udmærker sig på den ene, anden eller tredje måde. At pladen er kult vil jeg gerne gå med til, men at hylde den som værende et mesterværk, det vil jeg mene er at skyde lige lovlig højt.

4/6

søndag den 12. oktober 2008

Termanology - Politics As Usual


"See I'm hitting every label up, they say 'damn you can rhyme!' /
- 'you the best cat out we can't sign'

Et af de albums, der har gjort flest hiphop-heads rundt omkring i verden mest utålmodige, må siges at være Boston MC'en Termanologys debutalbum "Politics As Usual". Efter at have udgivet en række yderst fornemme eastcoast mixtapes, blandt andet sammen med mixtape mesteren Statik Selektah, har Term' formået at få alles opmærksomhed rettet imod sig selv. Selvom DJ Premier street-bangeren "Watch How It Go Down" er inkluderet på debut albummet, blev det allerede udgivet for to år siden, og det var der, i mit tilfælde i hvert fald, at Termanology fangede min interesse. Selvom DJ Premier stadig er en storladen producer, så må man alligevel erkende, at der efterhånden er ved at være længere imellem de RIGTIG fremragende bangers. Nike's kampagnebrag "Classic (Better Than I've Ever Been)", med et stjernecast af uhørte dimensioner, viste at Primo stadig kan, men udover den produktion har han ikke rigtig skabt noget, som har udmærket sig udover det sædvanlige. De nyere Royce Da 5'9, NYGz, Big Shug, Fat Joe og Kool G Rap beats har i mine øre været ganske intetsigende sammenlignet med ældre materiale. Han har godt nok kommet godt igen med Little Vics "The Exorcist" og Reks' "Say Goodnight", så måske han er kommet tilbage på den rigtige bølge igen (?). Hovedpointen er, at Premier efter at par skæve produktioner, har bidraget med 3 beats til Termanologys debutalbum, hvoraf to af dem står ud som værende de bedste i længere tider, og her snakker jeg ikke kun Premier, men generelt. Den førnævnte "Watch How It Go Down" og "So Amazing", der på alle måder indfanger essensen af DJ Premier og støvet og råt New York hiphop - og så en tilhørende rapper, der forstår at udnytte dem til det fulde.

"Støvet og råt New York hiphop" er blevet en genre, som mange producere prøver at genskabe. Lyden fra 90'erne er svundet, og selvom flere prominente producere som 9th Wonder, Jake One og Marco Polo har forsøgt at få lyden frem igen, har det ikke rigtigt lykkedes. I Termanologys tilfælde til gengæld, har beat'nes bagmænd haft stor success. Skal man namedroppe nogle af producerne, så lyder det da også rimelig fucking blæret; DJ Premier, Large Professor, Pete Rock, Alchemist, Hi-Tek, Buckwild, Easy Mo-Be og Nottz, bare for at nævne nogle. De fleste af disse er veteraner der ved præcist hvordan tingene skal gøres, men sidstnævnte Nottz, der er lidt mere en newcomer and de andre, bidrager med nogle produktioner, der rykker ham m-e-g-e-t langt op a listen med "bedste producere i dag". DJ Premier har været med fra starten, og Pete Rock har ligeledes altid været en af de mest soul'ede og gennem-jazzede producere, sammen med Large Pro og Buckwild. At de fire formår at genopleve 90'er lyden kan næppe undre nogen. Men at det er lykkedes dem i SÅ høj grad, kan stadig få mig til at tænke på, om de mon har produceret numrene tilbage i 90'erne i så gemt dem til nu. Ligheden er komplet. Pete Rocks percussion-opbyggede og dybt smooth'e "We Killin' Ourselves" lyder præcist som et nummer som C.L. Smooth kunne have rappet over på fx "Mecca and the Soulbrother" albummet. Havde Nas fyret nogle sprøde linjer af over Large Pro's "Sorry I Lied To You" beat, så kunne det snildt have været "Illmatic's" 11. nummer.

Man føler altså hele tiden, at den gyldne tids eastcoast hiphop lever i stor stil, og at Termanology er talerør, selvom han stort set som den eneste på pladen, ikke har været med til at "starte" bevægelsen. Men dette er imidlertidig ingen hindring. Termanology kan og bør nævnes som værende en af de 5 bedste rappere i dag, når det kommer til flow, ordleg og punchlines. Tre vigtige ingredienser når man taler om 'golden era'-hiphop. Dengang var det udelukkende skills der talte, og ikke antal plader solgt. Dette syntes Termanology at respekterer fuldt ud, og den får ikke for lidt når han først går i gang. Jeg bliver igen nødt til at henvise til streetbangeren "Watch How It Go Down", som altså er ren og skær agressiv lyrik der eksploderer ud af speakerne. Det virker som ét langt flow, og det lader ikke til, at Term tager sig tid til at trække vejret. Det er intet mindre end fantastisk. Præcis det samme gør sig gældende med "So Amazing", hvor Term' beretter om hans ihærdige forsøg på at få et fast label, og dertilhørende afvisninger fra samme. Her er en god portion humor flettet ind, og der bliver namedroppet en masse, samtidig med at nogle af de skarpeste punchlines udfoldes, som fx
"Puff hear this - take a meeting the next day /
I won't say shit, I just tell 'em to Press Play"



Det lyriske nabolag er let genkendeligt. Hans mixtape serie hed "Hood Politics", og da albummet hedder "Politics As Usual", er det ganske simpelt ren gadepoesi. Bare ved at se på numrenes titler kan man danne sig et godt udtryk af, hvad det lyriske indhold byder på; "Respect My Walk", "Hood Shit", "How We Rock", "In the Streets", "So Amazing" og "Drug, Crimes & Gorillaz". Sort på hvidt: who rock the streets. Det handler om skills, kunnen og gøren, rapblær og respekt i de andres øjne. Term' omfavner det hele, og med linjer som
"My VA chick told me please don't leave /
she tries to hide my keys on me when I put on my jeans.
I told her chill ma, I'ma keep it real ma /
you know I have my fingers crossed on a real ya'.
I can't see myself tied down yet /
I want a bentley and a benz and a fly corvette.
and there ain't no other way to get it than on the road /
When I come back from tour i hit you up with a rose.
Maybe a ring (yeah?), nah never a ring /
But when I pass through the hood you know I give you a ring
I ain't tryna' be foul just tryna' be rich /
try to be up in the six with the ST clique.
Listen to this; you hear the beat right there /
that's a million dollar sound, we try to keep that there.
No use in dropping a single if it ain't number one /
i got 99 problems but you just ain't one... sorry ma'"

- Måske ikke højtragende poesi ved første øjekast, men når man hører det over Nottz's klingende og overordentligt velproducerede "Please Don't Leave", så går det hele op i en højere enhed, og nummeret er uden tvivl et af pladens bedste. Det være selvom den ligger lidt udenfor golden-era-formularen. I mine øjne er det et smart move at inkludere Nottz på albummet, for han formår at bringe noget nyt og friskt på bordet, stort set hver gang han producerer. Jeg kom måske til at fremstille ham som værende en sydstats-inspireret producer, i min "Graduation" anmeldelse, men på "Politics As Usual" viser han at jeg tog fejl. Heller ikke tilfældigt at Nottz har hele 3 skæringer med, hvoraf nogle af de førnævnte legender har måtte "nøjes" med en enkelt.

Det vi står tilbage med er altså et album, der har stort set alt hvad der kræves for at skabe en klassiker. Produktionerne er der langt hen af vejen. Der er enkelte musikalske stykker jeg måske havde set skåret fra, såsom "The Chosen" og "Respect My Walk", som ikke formår at vedligeholde kvaliteten fra de andre numre. Hvis man kigger tilbage på en ældre klassiker, "Illmatic", så 'mangler' Termanology noget, som Nas havde, eller rettere, Termanology har 'noget' for meget. Det lyder kringlet ja, så lad mig forklarer: Nas rapper på "Got Yourself A Gun" fra Stillmatic:
"My first album had no famous guest appearances /
the outcome, I'm crowned the best lyracist."
- Dette kunne Termanology havde taget ved lære af, for han ville uden besvær kunne bære hele albummet op alene, men der er alligevel et par gæsteoptrædender at finde på albummet, hvoraf de alle bliver komplet glemt i skyggen af Termanology. Bun B, Sheek Louch, Freeway, Prodigy og Lil' Fame. De pryder ikke albummet med noget særligt, og de kunne i mine øjne lige så godt have været foruden. Termanology er nemlig, som sagt, en fantastisk tekstskriver, og et album udelukkende med hans rap, ville virkelig have cementeret ham som værende en af de aller bedste i gamet. Han siger det faktisk selv
"They say, lyrically I'm the new AZ /
cause if I really wanted to, I could keep up with Nas"
Men det vil han åbenbart ikke?...
Der er en sidste ting der går mig på. Det er muligvis en lidt mærkelig kritik, så jeg skal se om jeg kan forklarer mig ordenligt. Nogen gange, når folk forsøger for ihærdigt at opnå noget, så bliver det af samme årsag 'falskt', fordi de ikke selv skaber noget, men i stedet prøver at gå tilbage og skabe noget udfra en allerede brugt skabelon. Jeg har ikke noget imod hiphop kunstnere der vli prøve at få 90'erne tilbage, men i visse tilfælde, så virker det bare fór iscenesat. Termanology bruger enhver form for virkemiddel, til at få folk til at synes, at "det her, det ER 90'er hip hop". Jeg bed personligt på krogen, men efter at have tænkt over det og hørt albummet igennem, så har jeg fundet ud af, at jeg mangler kreativitet. Jeg mangler noget nyt. I min drømmeverden, der forsøger hiphop kunstnere at skabe mageløs hiphop, ud fra nye metoder og ideer. 90'er hiphop hørte til i 90'erne. Vi elskede det, men nu er vi snart i et nyt årti, og jeg så gerne at producere og rappere gik sammen om at skabe en lyd, som folk i fremtiden vil tænke tilbage på som de "gyldne 2010'ere". Nytænkning, kreativitet og fantasi skal der til.
Ingen tvivl om at "Politics As Usual" er et gennemført album, men det er faktisk gennemført, at det virker påtaget, og derfor ikke helt rigtigt. Derfor kan jeg ikke vriste en helt høj karakter ud af mig

4.5/6

mandag den 6. oktober 2008

Giant Panda - Fly School Reunion

Af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Hvis du tilfældigvis har gået og ledt efter en gruppe der lyder som "E-40 der deler et måltid thai-mad med the Beatnuts" (ifølge dem selv), så er Giant Panda et temmelig oplagt valg - deres beats kigger sig over skulderen efter de forsvundne gyldne dage i begyndelsen af 90'erne, mens lyrikken fokuserer på så essentielle ting her i tilværelsen som at være "Super Fly" og "Always Dope". Mens den L.A.-baserede trio behændigt undgår alle anklager om udvikling af genren, kan man til gengæld ikke lade være med at trække på smilebåndet så snart skiven drejer og minderne om en simplere tid flyder ud af højtalerne.
Gruppen består af Maanumental (sort), Newman (hvid) og Chikaramanga (straight outta Tokyo) og sammen formår de at (gen)skabe 90'er hip hop som de fleste ville nikke anerkendende til. Blandt gruppens største inspirationer er b.l.a. kaffe, Jimmy Hendrix, basket-ball kort, smoothies og pandaer.. og tja, hvem kan ikke se logikken i det spørger jeg bare?
Deres første album går passende nok under navnet "Fly School Reunion", der ikke overlader meget til fantasien - stort set samtlige numre fører lytteren tilbage til en periode, hvor hiphop gjalt om de gode vibes og den tilbagelænede holdning overfor autoriteterne og systemet. Tilsæt den humoristiske stil som hørt hos Gym Class Heroes' Travis McCoy og elementerne af nostalgisk vemod lurende under overfladen hos Strange Fruit Project og du har Giant Panda.
De tre MCs har temmelig ens flow og stemmer, hvilket er lidt ærgeligt. Dog hænder det at Chikaramanga spytter et par vers på japansk, hvilket leder tankerne hen på drengene fra Teriyaki Boyz. Det er også nogenlunde samme energiniveau, dog uden at være nær så anstrengt som sidstnævnte gruppe ofte kan lyde. Samtlige medlemmer i Giant Panda har noget af byde på når det kommer til lyrik og levering; at de så lægger meget tæt op af hinanden betyder jo bare at de komplimenterer hinanden godt. Især flowet er bemærkelsesværdigt på et nummer som det sarkastiske "Racist", der udstiller de hyppigste fordomme om hver hudfarve, der er repræsenteret i gruppen. Her kommer humoren også i højsædet, og sammen med "90's", "Diggin in the Tapes" og "T.K.O." er det uden tvivl en af albummets perler.
Coveret til "Fly School Reunion" siger også meget om gruppens stil: tre MCs hænger afslappet ud af et vindue, en med en stor oldschool boomblaster, en anden med et krus kaffe i hånden. Det er ganske og aldeles uhøjtideligt, en varm velkomsthilsen ved indgangen til en gangsta-, crunk og blærfri zone, der lægger op til bare at chille og nyde lækker hip hop i en af sine reneste former, et pusterum uden for tid og sted og som for et øjeblik hiver tankerne væk fra storbyens hektiske stress og tillader musikken at blive nydt som musikken bør!

5/6

Seeed - Next!


Nu hvor jeg er elev på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor mere end 15 nationaliteter er repræsenteret, så ville det være dumt ikke at udførske hiphop fra andre lande. Jeg har forsøgt mig omkring, og der er faldet noget rigtig godt af indtil videre.
Det første jeg faldt for var en tysk reggae/hiphop/dancehall-gruppe som jeg tilfældigt hørte da en tysk elev satte sin iPod til at spille på en Hi-Fi der stod i et lokale. Det viste sig at denne tyske gruppe var Seeed, som er det tyske svar på Bikstok Røgsystem. Et godt blendt imellem de førnævnte genrer, med en god portion humor og nogle sprøde beats. Seeed er åbenbart et megahit i Tyskland, og deres seneste album "Next!" har også gjort gruppen stor uden for landets grænser. Hører man albummets megahit "Aufstehen", som var det nummer jeg forelskede mig i, så forstår man det (sandsynligvis) straks. Det har i øvrigt lidt af en fornem gæsteoptræden på, se selv: (Lyden skal være så høj som overhovedet muligt! Hvis du af en-eller-anden-grund ikke kan spille nummeret med fuld volumen, så VENT til du kan, for det SKAL høres med suveræn lyd!!)



Det sjove her er, at "Next!" primært består af engelsk sprogede sange, men lige præcis hittet som har en verdensstjerne som gæst, vælger de at udføre på tysk! De har senere lavet et remake af nummeret hvor hele sangen er engelsk, "Rise and Shine", men jeg synes faktisk at den tyske version er flere længder bedre.
Er man til muntert fest musik á la førnævnte Bikstok røgsystem, så vil jeg stærkt anbefale at man checker Seeed ud. Numre som "Stand Up", som sjovt nok lyder uhyggeligt meget som "Cigar", vil uden tvivl ikke skuffe.
På enkelte skæringer leverer gruppen dog også mere "rent" reggae, mere i stil med laid-back Bob Marley, på fx den uktra lækre "She Got Me Twisted". Så man kan roligt sige at de dækker stort set alle aspekter i reggae-universet, hvilket giver lytteren en behageligt nuanceret musik-oplevelse, der er både til hofter og hængekøje, med andre ord; en ultimativ sommerplade. Og selvom vi bevæger os væk fra varmegraderne vil jeg stærkt anbefale at checke "Next!" ud, den kan snildt forlænge sommeren med lidt tid!

4/6

søndag den 5. oktober 2008

Atmosphere - Strictly Leakage


Nu vi er ved Atmosphere, hvorfor så ikke lige 'ordne' endnu en udgivelse fra myren og sneglen. Som jeg nævnte i den forrige anmeldelse udgav de dette album, "Strictly Leakage" som en del af deres pr-kampagne, som blev lagt ud på nettet til gratis download.


Normalt har jeg et lidt svært forhold til gratis-download albums. Det er uden tvivl meget venligt af kunstnerne at dele deres musik med os lyttere uden det koster os en rød reje, men i mange tilfælde er disse albums aldrig rigtig så gode som de kunne have været. De gemmer det gode materiale til et efterfølgende IKKE-gratis album, så alt det der 'free-download' er stort set altid en del af en markedtings kampagne. Jeg downloadede fx "Sweet Lord" albummet fra 9th Wonder og Murs, som de ligeledes havde lagt ud til gratis download, og på nær åbningsnummeret var pladen en ren skuffelse, primært bestående af uinspirerende ligegyldigheder. Og på samme måde er NYOils nye "9 Wonders" decideret dårlig.
Dette gør sig til gengæld ikke gældende i Atmospheres tilfælde. Det virker som om, at de har lavet 100 fænomenalt gode numre, som de så her fordelt ud på de mange udgivelser de har smidt ud i løbet af de sidste to år. Fire fremragende EP'er, et mesterværk af et album (When Life Gives You Lemons...) og så et gratis download album for lige at sætte prikken over i'et. Og også her er musikken fantastisk. Jeg vil faktisk ikke begynde at beskrive det, for jeg ville bare skrive det samme som ved "Sad Clown Bad Spring #12" og "When Life Gives You Lemons....". Det er muligt at der ikke er helt ligeså mange numre der får en til at sige "HOLD DA KÆFT", men der er enkelte numre der med garanti vil gøre lyttere mundlamme. Personligt står nummeret "The Things That Hate Us" for mig som et af de bedste Atmosphere numre der er lavet. Beatet er legende-groovy't med et fantastisk sample, og Slugs lyrik er skarp som et samuraisværd:

"We love the things that hate us /
push snooze again girl i don't wanna wake up.
Amerika the beautiful, that's how she played us /
wasn't that cute, must've been her makeup.
Trying to grab everything that she gave us /
just take it back in the math on that pay stub.
Lookin' at the neighboors like "wait up!" /
we love the things that hate us."

- spydige kommentarer til Amerika er der rigeligt af, og Slug deler gladeligt ud af dem, idet han fortsætter:

"When death calls best believe it's gonna get all emotional /
because I ain't going to hell without my menthols.
Damn caple TV got me trapped in /
girls actin' dumb and cops beatin' black men"


-Og som en lille cool detalje, har de inviteret en håndfuld gæsteoptrædener med på albummet, og selvom det er et free-download album, så er prominente folk som fx Brother Ali at finde på "Stricly Leakage". Bestemt det bedste gratis album jeg har lagt øre til. til dato.

4/6

onsdag den 1. oktober 2008

Atmosphere - Sad Clown Bad Spring # 12



Slug og Ant, de to herre bag den ultra produktive hiphop gruppe Atmosphere, lader til at være havnet i en strøm af uendelig kreativitet. 2008 er uden tvivl Å-R-E-T for gruppen. Sidste år "udgav" de albummet "Strictly Leakage" som lå til gratis download, et brag af et album. I år har de formået at udsende fire 5-track EP's som en del af hiphop undergrunds-historiens bedste marketing til dato. Og deres nyeste "When Life Gives You Lemons.... You Paint That Shit Gold" blev så godt modtaget, at gruppen ikke kan kategoriseres som 'underground' længere, for slagstallene fra albummet fik dem helt op i den tunge billboard liga. Top 5 for at være mere præcis, helt deroppe sammen med Mariah Carey og Ashlee Simpson. Jeg havde da heller ikke andet end prisende ord for "Lemon"-albummet da jeg anmeldte det.
Nu faldt jeg så over denne EP som er den fjerde og sidste i "den sørgelige klovn og årstiderne"- EP-serien, og velsagtens den bedste.

Det er kort og godt. 5 knivskarpe skæringer der på fornemmeste vis fremstiller Slug som den mester-lyriker han nu engang er. Og ligeledes disker Ant op med nogle fænomenalt flotte produktioner, som tager lidt af hvert for alt det bedste de har udgivet. Personskildringerne, som nok er det som Slug er bedst til, blandet med Ants instrumentale talenter og hans banging beats. På det halvskævt jazzede åbningsnummer "Less One" følger vi en politibetjent der synes at have det svært med hans arbejde. Det er numre som dette der forbløffer mig, for Slug når at beskrive nogle utroligt detaljerede personligheder på stort set ingen tod. Det samme gør sig (i endnu højere grad faktisk) også gældende på det bragende "Not Another Day", som er EP'ens perle. På "Happymess" beretter han:

"I've been through the rain but i put other people through a hurricane /
just to work the gain.
Sometimes I swim through so much shame /
I think my little man's blessed that he didn't get my last name"

Ant brillerer også i stor stil. På "Carry Me Home" sampler han Gil-Scott Heron's "Rivers of My Fathers", som Kanye West også brugte til "My Way Home" fra Late Registration. Ant slipper dog en del bedre fra det, med et fremragende og dybt sjælfuldt nummer. Det der i første omgang fangede min opmærksomhed på "When Life Gives You Lemons..." var lydsiden, som jeg vist beskrev som værende "en ny stil indenfor musikken", og denne stil gør sig også gældende på "Sad Clown Bad Spring #12". Så man kan meget enkelt sige, at EP'en her er yderst fremragende. Synes man ligesom mig, at "When Life Gives You Lemons..." var et forrygende album, og man godt kunne tænke sig lidt mere af den skuffe, så vil det være decideret dumt ikke at investerer i denne EP.

4/6

tirsdag den 30. september 2008

Shad - The Old Prince


Canada er et af de lande der pt. spytter flest habile musikere ud. Det kolde land nordpå er en sand legeplads for musikerene, der finder Montreals gadeplan tilpads inspirerende til at udgive noget af det vigtigste og bedste musik der spilles i radioerne verden over i disse dage. Ser vi et kort øjeblik bort fra hiphop verdenen, er det navne som Arcade Fire, Wolf Parade, Feist og ikke mindst de nye vidunderdrenge Fleetfoxes, der regerer lige i øjeblikket. Exporten af hiphop fra Canada har ikke været så stor, og foruden Kardinall Offishal er der ikke mange der er kommet ud for landets grænser. Det er her det er godt at være anmelder, så man kan bruge lidt research-tid på at finde frem til disse "ukendte" kunstnere. Inde for landets grænser er det gruppen Sweatshop Union der har det bedst, for med deres samfundsrelevente men samtid pop-catchy numre, har de forlængst vundet canadiernes kærlighed. Den kunstner der har vundet min kærlighed er dog en kunstner af en lidt anden kaliber. Shadrach kabango hedder han, nok bedre kendt som Shad. Han er ikke bare Canadas ellers vestens nye håb, han er hiphopverdenens håb. Han udfylder alle kriterier for en ægte hiphopper, med backpacken spændt godt fast på ryggen. Han har allieret sig med nogle producerer der tydeligvis har et hedt forhold til halvfemsernes klassiske hip hop, og med et af de sprødeste flows jeg har hørt i længere tider, burde han være langt nok fremme til at blive modtaget af verden. Af en eller anden uforklarlig grund, er dette dog ikke sket. "The Old Prince" som her er under behandling er ikke Shads første udgivelse. Han har nogle år på bagen, men som så mange andre hip hop kunstnere før ham, har han måttet bide i det sure æble og erkende, at det at være en dygtig hip hop kunstner bare ikke er nok i disse dage. Måske deraf navnet "The Old Prince", for som vi hører på nummeret "Quest For Glory":
"once upon a time, there was an old prince. This old prince had a problem, and his problem was that, well, he was an old prince. Princes aren't supposed to be old, princes are supposed to grow up and become kings..."
- måske deri forklaringen ligger. At han har kunnet og villet bære kronen, men har bare ikke fået mulighed for det, pga vor verdens tilgang til hiphop musik. I ved, den snak vi har haft så utroligt mange gange med, at biler og bitches sælger, og real-ness ingen steder tager dig. For det er i hvert fald en passende beskrivelse til Shad. Han ER real-ness, og hans karriere har været stillestående lige siden han startede. Alene dette faktum burde være nok til at få den rigtige hiphopper til at købe hans albums.
Lad os prøve at skrue tiden tilbage til da jeg hørte om ham.
Det var mere eller mindre tilfældigt, jeg så at Shad og nummeret "The Old Prince Still Lives At Home" stod på en liste over 2007 bedste hiphop tracks, og som den anmelder jeg nu engang giver mig ud for at være, checkede jeg det selvfølgelig straks ud.



Ingen tvivl om at dette nummer strøg direkte ind på min "best hip hop of 2007"-liste efter at have hørt nummeret. jeg mener, hvor genialt er det ikke, at han er nødt til at fortsætte acapella fordi han ikke havde råd til hele beatet. Det i sig selv er så street som det overhovedet kan blive. Og hvor tit er det lige at man kan sidde og grine over produktionen? Jeg finder beatet direkte sjovt, den måde det er bygget op på, med legende samples der bliver klippet og klistret sammen på en måde, som kun verdenselite hiphop-smede kunne finde på.
- Dette nummer alene var nok til at få mig til at købe albummet, og faktisk tror jeg, at jeg vil lade anmeldelsen slutte her, bare for at checke om i er lige så overbeviste....

4.5/6

Common Market - Tobacco Road


Som en forlængelse af deres uforskammet flotte EP "Black Patch War", kommer nu Seattle duoens anden udgivelse, "Tobacco Road". Albummet fortsætter tematisk set der hvor "Black Patch War" EP'en slap (læs her), og tilmed sætter nye højder for moderne socialbevidst hiphop. Poet-geniet RA Scion har flettet en håndfuld tekster sammen, som virkelig får kæben til at falde til jorden. Hvor jeg på debut albummet kritiserede ham for at være fór klog med alle hans yderst fornemme og komplet uforståelige ord og sætninger, har RA nu skruet ned for over-visheden, og flyder nu rundt på et mindst lige så intellektuelt niveau, men denne gang med lyrik der når helt igennem uden at være for kringlet. Til tider formår han endda at skrue nogle direkte poetiske tekster sammen, med de mest simple leveringer. Fx på nummeret "Nothing At All", som muligvis er mit nye favorit Common Market nummer, får han nogle suverænt dybe og meningsfulde tekster ud på letteste vis:

"They may say, I'm just a dreamer /
well at least I'm thinking while I'm sleeping
cause the last thing I can do is nothing at all.
They may say, We'll never win against them /
I say 'fuck you and your cinicism'
as for me, I can't do nothing at all"

Forrygende lækkert leveret, og ordene giver en bismag i munden der, i mit tilfælde i hvert fald, har sat sig fast i rigtig lang tid.
"My Pathology" fra debutalbummet, har RA Scion en gylden linje, hvor han rapper "To the sight deprived sound might provide solace / the scholars of applied science supply the knowledge". Denne linje bygger han videre på ved at inviterer selv samme "scholar" Geologic på besøg til at lægge ord til sangen "Crucible", som på mange måder er en mærkværdig oplevelse. Beatet er meget opløftende, men lyrikken er groteskt overpyntet til temaet. En sang om, at det er Common Market, Blue Scholars og hele Massline bølgen, der er kommet for at tage over, pakket ind i lyrik der har fået fans rundt omkring til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, >hvad fanden er det de snakker om!?<. Jeg ser det lidt som en joke, for noget tyder på, at jeg ikke er den eneste der har påpeget et problem ved de lidt for højtragende poesi-floskler, for der er ingen tvivl om, at RA Scion har skruet ned for fjerpendens kunnen, men ved at skrive albummets "sværeste" tekst til albummets simpleste tema, ser jeg det lidt som en joke. "The Crucible" handler i bund og grund om, som sagt, at north-west hiphoppen er i færd med at tage gamet over, og det er præcis hvad han siger med linjerne:
"Fire in the crucible, crown melting down, now who's turn is it to bow?"
- Man kan roligt sige at der er sket meget i Common Market lejren. RA Scion har skiftet stil og har nu nemmere ved at nå lytterene, men DJ Sabzi har også skiftet stil. Han har hverken taget et skridt bag- eller forud, men snarere til siden. Produktionerne er som på en hver anden Common Market/Blue Scholars-skive super flot sat sammen. Men modet til 'at prøve' syntes at have forladt Sabzi. Der er for lidt eksperimenterende musik. Ser man fx tilbage på "Bayani" albummet, var der ikke to numre der lød ens. Der var ekstremt mange forskellige farver på hans pallet, men nu er det som om, at han bliver ved det sikre, hvilket selvfølgelig resulterer i solide produktioner, men som hardcore fan savner man 'kanten'. Variationen i instrumentvalg er ikke så tydelig længere, hvilket gør det svært for numrene at udmærke sig sim standout-tracks. Hvis man fx lytter til "Slow Cure", "Weather Vane" og "Swell" vil man høre, at det næsten er et komplet ens xyllofon-loop der går igen. Og hvor de to førstnævnte er sublime tracks, dør "Swell" hen i skyggen af de andre, fordi at det ikke har noget ekstra at byde på. Det samme gør sig gældende med numrene "Back Home (The Return)", "Winter Takes All" og "Tobacco Road". Stort set samme klaver-loop i hver sang, og da "Back Home (The Return)" er så meget bedre end de to andre som den nu er, virker de andre mere eller mindre som overflødige tracks.
Når Sabzi til gengæld en sjælden gang på "Tobacco Road" tør at vise hans sande kreative 'jeg' frem, så slår det til gengæld gnister. "Nina Sing", "Certitude", "40 Thieves" og den ekstremt hårdtslående "Gol'Dust" er ren magi af ypperste skuffe, og tilsammen med de allerede nævnte "Slow Cure", "Back Home (The Return)", "Weather Vane", "Crucible" og ikke mindst "Nothing At All" sidder vi alligevel tilbage med en solid håndfuld forrygende numre. Slet ikke at forglemme "Trouble Is" som alle burde kende på nuværende tidspunkt. Det nummer har formået at vokse på mig lige siden jeg hørte det første gang, og det står uden tvivl som et af de stærkeste numre på skiven. Om det er meningen eller ufrivilligt, så er videoen ganske sjov:



Alt i alt er det, trods nogle af de negative kommentarer, et solidt album. Der er en god håndfuld potentiale mirakler, men jeg står stadig ved, at der sammenlignet med forrige udgivelser meget gerne må eksperimenteres lidt mere på lydsiden, for der er et par ligegyldigheder for meget, og det alene gør albummet et lille tand svagere end tidligere udgivelser. Men det hele skal tages med et gran salt, for selvom standarten er en smule lav, så er det i Massline sammenhæng. Skal man sammenligne "Tobacco Road" med enhver anden kunstner eller gruppe, så snakker vi stjernemateriale.

5/6