Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

3 x Common Market - "My Pathology", "Escaping Arkham" & "Nothing At All" (Track Reviews)

Vi elsker Blue Scholars, jovist gør vi da det, men jeg kom lige til at frygte, at al den snak om Blue Scholars og deres seneste bedrifter ville få folk til at glemme Common Market, og det ville være intet mindre end frygteligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne glæde jeg med en nyhed om nyt fra Common Market, men det er desværre ikke tilfældet. Heldigvis er deres bagkatalog så måbende fantastisk, at vi uden problemer kan hive to diamanter frem fra dette, og stadig nyde dem som var de friske som dug. Og mon ikke der sidder en læser eller to, som ikke har fået stiftet bekendtskab med Common Market endnu? Er dette tilfældet er I heldige, - jeg gad godt nok godt høre Common Market for første gang igen, da det var lidt af en oplevelse!

Common Market består af den umådelig- og usammenligneligt intelligente rapper RA Scion, og produceren Sabzi, der som bekendt normalt slår sine folder i Blue Scholars. Til at begynde med kaldte jeg Common Market for Sabzi's "sideprojekt", men med den kvalitet, der har præget deres to albums og to EP'er vil "sideprojekt" være en noget arrogant beskrivelse. De er helt på højde med Blue Scholars og repræsenterer nogenlunde samme slags "conscious hiphop". RA Scion kan dog noget med ord og tekster, der får Geo fra Blue Scholars til at fremstå forholdsvist "ligetil" i sammenligning. RA har et ordforråd der ikke har sit sidestykke i amerikansk rap, og han lyder som én, der har læst samtlige bøger, der nogensinde er blevet skrevet.
- Dette kan dog have sine ulemper, for som jeg også var inde på i anmeldelsen af gruppens debut, så skal man VIRKELIG være klog - nærmest så klog, at det ikke er sundt for en - for at forstå alt der bliver sagt. At sige, at jeg indtog lyrikken uden problemer ville være en lodret løgn. Han siger det selv meget godt med linjen: "It requires a higher degree of thought to transmit".

Men man behøver ikke altid forstå ting fuldt ud for at falde for dem. Det er måske netop fordi, at der er så meget at gå i gang med i RA's tekster, at de fanger mig i så høj grad. Det kan også være af den mere simple grund, at RA rapper som en drøm over Sabzi's produktioner, der ni ud af ti gange falder under kategorien 'mesterværk'. Eller også er det bare fordi, at det faktisk er rart at blive udsat for svært forståelig lyrik, i en tid hvor rap-tekster helst skal sige så lidt som muligt, med så lidt hjerte som muligt.

Uanset årsagen får I her tre numre, der bare skal nydes. "My Pathology" (fra Common Market, 2005) er tæt på umuligt at forstå (!), "Escaping Arkham" (fra The Winter's End EP, 2009) er svær og "Nothing At All" (fra Tobacco Road, 2008) er nogenlunde, på den kloge måde!



"Ayo below the terra firma's the murmur of many men /
Resonatin' the predication of RA's eponym /
It requires a higher degree of thought to transmit /
Elevate above the base and retrace the semtantics /
Incommensurately we've been held incommunicado /
From commoner to commodore, they breed bravado /
I exercise authority over the lesser ranks /
We rally and tally up at the shores of the West Bank /
The shottie lick the body politic, feel the kickback son /
Pardon the warden to remit that one /
Sinkin' solemny into the vein of my pathology /
I maintain the etymology of "I" defy chronology /
Copy me, cosmically I seek to be laconic and terse /
The meek shall admonish the earth /
While the merits of inheritance are gainfully peeled /
They sombolism of nepotism is painfully real /
The provisioners of policy are plottin' my demise /
In addition, the aristocracy's blockin' the uprise /
The commandant's callin' for change by any means /
I've seen heaven and hell, it feels strange in between /
Never settle, the medal pacifies rebel troops /
But truth is the honor in the eyes of the resolute /
Press on, employ the pen to postulate upon it /
Verily I perform the pass summarily, you wonder why?"

They say that he was born that way
They can't imagine havin' to go on that way
Maybe if you pray for him he'll be drawn from the fray
Or maybe what, maybe he's okay...
x2

"Sharin' hymns with the seraphims, praise in polyphonic fashion /
The action reanimates the catatonic /
Aid the abject and abjure the apathetic /
Positive polarity and the draw is magnetic /
They lurch and reel, trynna reverse the field but can't manage /
The pull of my sign aligns planets /
Secrets comin' out in the wash of the ebb tide /
Those who sought found, those who fled died /
To the sight deprived sound might provide solace /
The scholars of applied sciences supply the knowledge /
Upon the foundation we erect the edifice, make it known /
We dedicate the corner stone to Aeschylus /
Fortified with more than 45's, master the art of war /
You blast trouble, but the struggle endures /
Emaciated, the contemplative will kill for a drink /
If not methodically restrained by the chain link /
From my solid form I liquefy to be absorbed by the river /
Stand re-delivered to mi amour /
Chant "freedom" in their face and abase my captors /
With grace I placate and await the rapture /
In this colony I've seen atrocities personified /
Still unable to affect the sovereignty of the allied /
It's the balance, they're challengin' your will to archieve /
Imprison my coalition but the vision's still free (free)"

He had to have been born that way
A great many show envy towards the Lord's protégé
Maybe if you pay for it he'll perform a display
Or maybe what, maybe he's okay...
x2
Stop sleepin'



"Any place for a man of faith's appropriate /
When, knowing no comfort wanna want for the opiate /
Hundred percent, not cents /
Hundreds spent, poor things /
Storied hunter falling to predatory lending /
Creditors unforgiving of trespassers /
Will they still be if ever forced to walk the path of Cassius /
River City made me /
Incidentally, maybe I'll be champion type two, pray for me /
'Cause where I'm currently at's against the rope /
And our odds amidst the vermin and rats then smoke on the water /
If I bury this axe, friend or foe where you fall /
Workin' to cash it back in, then went and stole it all /
And I'll recoup but I ain't ready yet /
Besides all they've taken is a lie /
This is petty theft /
Left with the better me /
That flesh and treasury was too heavy to carry anyhow /
Heaven so many miles (miles, miles)"

Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun

"Dig it /
I'm already missing you /
Whisper miserable, my memory visceral /
Yell as I'm held, suspended animation /
Float over time and space /
And the scent of sanitation /
Over the smoke and smoldering waste /
My holding pattern scattered for miles above annihilation /
Spin off as I fend off the provocation /
Wishin' I had a minute more to pin the observation /
What I could leave to be the legacy /
Never presented itself 'till I was sick of myself /
Handful of my face, plagued with a case of leprosy /
Moment of consolation came in this levitation /
But I ain't one to speak of regrets /
I make commitments I unyieldingly kept /
F-U see the rest K, Imma sleep in a second /
'Cause when I make the introduction /
You ain't never late for meetings with death (death, uh)

Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, it may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun
x2



It sound good to me

You want me to be that type of dude
And I want to be who you like me to
But we both know
I can't do nothing at all
You say there's no use in walking out
And I say "that's just what I'm talkin' 'bout"
'Cause we both know
I can't do nothing at all

*we, we-we, we do our thing son*
Someone spend a lifetime tryna find a reason, but uh-uh
*we, we do our thing son*
War takes prisoners and I ain't trynna be one
*d-do our thing, we, we, we do I thing son*
No apologies no complaints and no refunds
There's mad work to be done
*we do our thing son*

They may say I'm just a dreamer
Well at least I'm thinking while I'm sleeping
'Cause the last thing I can do is nothing at all
(follow me now, follow me now)
They may say we'll never win against 'em
I say fuuuck you and your cynicism
As for me I can't do nothing at all

"My past plagued by a plethora of regrets /
In my agonist age I'm a questioner of precepts /
If we left the staff in place to blaze the path then, uh /
The shackles stay and bind the sequitur to each step /
The chain, boss, be an irritant to contact /
I'm trained not to be a militant in combat /
Upon that, frame the shot - pop and aim /
Sayin' the game's soft be the will of him who want that /
"YO" said to be the idiom of paltry /
Yeah, the broke fed upon the brilliance of bawdry /
Lauded be, see folks spread ahead go now /
The quote read by the billions, so pardon me /
The tag sham is but a negligent critique /
While som had a chance others fester in the disease /
The kids needs to pack the jam, man I get at y'all /
Goddamn he's pressin' it, best believe"

You can't call me anything you like
And I will call you when it's time to strike
'Cause we both know I can't do nothing at all
We may not be in agreement now
But we have got to try an' work it out
'Cause we both know we can't do nothing at all

*we, we-we, we do out thing son*
Long as you do yours, land here become fecund
*we, we do out thing son*
Through the act we attract two, hope to reach one
*We, we-we, we do out thing, we do our thing son*
Some'll paint a piece, some'll spray with a machine gun
It's mad work to be done
*we, we do our thing son*

Jep, vi elsker også Common Market.

- Jeppe Barslund

Common Market - The Winter's End EP

Det var alligevel satans!! Uden nogen form for heads-up smider Common Market endnu en EP på gaden - fantastisk. Og ikke nok med at de lige, i skjul, ryster den ud af ærmet; banebrydende er den selvfølgelig også!

The Winter's End EP'en fungerer som begyndelsen til et nyt kapitel for Common Market (heraf åbningsnummerets titel "Nouveau Depart"), for selvom den på mange måder (kun umiddelbart) minder om en forlængelse af "Tobacco Road", så byder den på en lang vifte af nye udtryk, temabehandlinger og musikalske udfordringer.

Døden er hovedpersonen på EP'en - og selvom de musikalske vibes ikke just leder ens tanker dér hen, så er død og tab fællesnævnerne. På den suveræne førstesingel "Escaping Arkham" reflekterer RA Scion over de tanker der går igennem hovedet på en person med selvmordstanker. Jeg tror at 'Arkham' er en reference til det sindsyge hospital der optræder i DC Comics tegneserierne, så det er en metafor for at flygte fra sindsyge (I could be wrong..). I den tilhørende, meget smukt filmede musikvideo, finder vi duoen på, blandt andre steder, en kirkegård i New York, så også den visuelle stil er med til at skabe et stemningsfuldt helhedsbillede.
På EP'ens stærkeste nummer "Slow Sown Moses" inviterer RA Scion os ind i en intim samtale med en psykolig, som han er blevet henvist til for at snakke om hans fars død. RA er her mere cool og overlegent afdæmpet end før, og han udfordrer psykologen med snedige rim:

"It's possible there's not a proper answer to 'what's wrong' /
so what's wrong with me wanting to cut through the customs?"

RA Scion er generel i højeste gear på "Winter's End", og udover lidt mere soul'ed sang, som han faktisk gør ganske fortrinligt, er der ikke de store overraskelser i rap-delen, hvilket skal forstås fuldt ud positivt, for han er uden diskussion en af de bedste der er pt. Det samme kan siges om DJ Sabzi; han sammensætter igen nogle helt fantastiske produktioner. Forskellen fra tidlige udgivelser er dog denne gang, at det er komplet frit fra samples - det er altså Sabzi helt eget personlige udtryk, og der er tilmed (endelig!!) et instrumental nummer. Det har jeg virkelig ventet på, for Sabzis produktioner er så nuancerede at de sagtens kan klare sig på egen fod, og "The Picture of My DeLorean Grey" er intet mindre end mesterligt skruet sammen, med dens storladne trommeprogrammering og det skotsk-krigerriske harmonika spil. Lyder mærkeligt, ER fantastisk!

Selvom "Winter's End EP'en" er den korteste udgivelse fra Massline, med kun 5 numre (under et kvarters spilletid) så vil jeg stadig udnævne den som værende den mest vellykkede. For selvom døden som tidligere skrevet er hovedtemaet, så er lyset for enden af tunnellen mindst ligeså vigtig - deraf EP'ens titel. De lange og mørke vintre der hærger Seattle området, og de nordlige parter generelt, medfører enorme depressioner, der ofte har det med netop at resulterer i død. Men selv den lange vinter har en ende, og triumf venter på den anden side. Og det er denne metafor Common Market bygger på, at der altid vil være håb, selv i de sværeste tider.




"Winter's End" er endnu er triumf fra Massline, fra Seattle og fra Common Market/Blue Scholars bevægelsen. Fremragende EP

5/6

Common Market - Tobacco Road

Som en forlængelse af deres uforskammet flotte EP "Black Patch War", kommer nu Seattle duoens anden udgivelse, "Tobacco Road". Albummet fortsætter tematisk set der hvor "Black Patch War" EP'en slap (læs her), og tilmed sætter nye højder for moderne socialbevidst hiphop. Poet-geniet RA Scion har flettet en håndfuld tekster sammen, som virkelig får kæben til at falde til jorden. Hvor jeg på debut albummet kritiserede ham for at være fór klog med alle hans yderst fornemme og komplet uforståelige ord og sætninger, har RA nu skruet ned for over-visheden, og flyder nu rundt på et mindst lige så intellektuelt niveau, men denne gang med lyrik der når helt igennem uden at være for kringlet. Til tider formår han endda at skrue nogle direkte poetiske tekster sammen, med de mest simple leveringer. Fx på nummeret "Nothing At All", som muligvis er mit nye favorit Common Market nummer, får han nogle suverænt dybe og meningsfulde tekster ud på letteste vis:

"They may say, I'm just a dreamer /
well at least I'm thinking while I'm sleeping
cause the last thing I can do is nothing at all.
They may say, We'll never win against them /
I say 'fuck you and your cinicism'
as for me, I can't do nothing at all"

Forrygende lækkert leveret, og ordene giver en bismag i munden der, i mit tilfælde i hvert fald, har sat sig fast i rigtig lang tid.
På "My Pathology" fra debutalbummet, har RA Scion en gylden linje, hvor han rapper "To the sight deprived sound might provide solace / the scholars of applied science supply the knowledge". Denne linje bygger han videre på ved at inviterer selv samme "scholar" Geologic på besøg til at lægge ord til sangen "Crucible", som på mange måder er en mærkværdig oplevelse. Beatet er meget opløftende, men lyrikken er groteskt overpyntet til temaet. En sang om, at det er Common Market, Blue Scholars og hele Massline bølgen, der er kommet for at tage over, pakket ind i lyrik der har fået fans rundt omkring til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, >hvad fanden er det de snakker om!?<. Jeg ser det lidt som en joke, for noget tyder på, at jeg ikke er den eneste der har påpeget et problem ved de lidt for højtragende poesi-floskler, for der er ingen tvivl om, at RA Scion har skruet ned for fjerpendens kunnen, men ved at skrive albummets "sværeste" tekst til albummets simpleste tema, ser jeg det lidt som en joke. "The Crucible" handler i bund og grund om, som sagt, at north-west hiphoppen er i færd med at tage gamet over, og det er præcis hvad han siger med linjerne:

"Fire in the crucible, crown melting down, now who's turn is it to bow?"

- Man kan roligt sige at der er sket meget i Common Market lejren. RA Scion har skiftet stil og har nu nemmere ved at nå lytterene, men DJ Sabzi har også skiftet stil. Han har hverken taget et skridt bag- eller forud, men snarere til siden. Produktionerne er som på en hver anden Common Market/Blue Scholars-skive super flot sat sammen. Men modet til 'at prøve' syntes at have forladt Sabzi. Der er for lidt eksperimenterende musik. Ser man fx tilbage på "Bayani" albummet, var der ikke to numre der lød ens. Der var ekstremt mange forskellige farver på hans pallet, men nu er det som om, at han bliver ved det sikre, hvilket selvfølgelig resulterer i solide produktioner, men som hardcore fan savner man 'kanten'. Variationen i instrumentvalg er ikke så tydelig længere, hvilket gør det svært for numrene at udmærke sig sim standout-tracks. Hvis man fx lytter til "Slow Cure", "Weather Vane" og "Swell" vil man høre, at det næsten er et komplet ens xyllofon-loop der går igen. Og hvor de to førstnævnte er sublime tracks, dør "Swell" hen i skyggen af de andre, fordi at det ikke har noget ekstra at byde på. Det samme gør sig gældende med numrene "Back Home (The Return)", "Winter Takes All" og "Tobacco Road". Stort set samme klaver-loop i hver sang, og da "Back Home (The Return)" er så meget bedre end de to andre som den nu er, virker de andre mere eller mindre som overflødige tracks.
Når Sabzi til gengæld en sjælden gang på "Tobacco Road" tør at vise hans sande kreative 'jeg' frem, så slår det til gengæld gnister. "Nina Sing", "Certitude", "40 Thieves" og den ekstremt hårdtslående "Gol'Dust" er ren magi af ypperste skuffe, og tilsammen med de allerede nævnte "Slow Cure", "Back Home (The Return)", "Weather Vane", "Crucible" og ikke mindst "Nothing At All" sidder vi alligevel tilbage med en solid håndfuld forrygende numre. Slet ikke at forglemme "Trouble Is" som alle burde kende på nuværende tidspunkt. Det nummer har formået at vokse på mig lige siden jeg hørte det første gang, og det står uden tvivl som et af de stærkeste numre på skiven. Om det er meningen eller ufrivilligt, så er videoen ganske sjov:



Alt i alt er det, trods nogle af de negative kommentarer, et solidt album. Der er en god håndfuld potentiale mirakler, men jeg står stadig ved, at der sammenlignet med forrige udgivelser meget gerne må eksperimenteres lidt mere på lydsiden, for der er et par ligegyldigheder for meget, og det alene gør albummet et lille tand svagere end tidligere udgivelser. Men det hele skal tages med et gran salt, for selvom standarten er en smule lav, så er det i Massline sammenhæng. Skal man sammenligne "Tobacco Road" med enhver anden kunstner eller gruppe, så snakker vi stjernemateriale.

5/6

Common Market - Black Patch War EP

Som optakt til deres andet album "Tobacco Road", udgiver Common Market (DJ Sabzi (Blue Scholars) og RA Scion) denne EP. En 7-numres skive, der har til formål at forøge den appetit som de mange utålmodige lyttere, deriblandt mig selv, allerede er ved at gå til af.
Ligesom "Blue Scholars" EP'en, virker "Black Patch War" EP'en lidt som en intro, eller måske snarere en tidlig forlængelse af det kommende album.
Titel-mæssigt hænger denne EP og det kommende album også fint sammen. "Tobacco Road" hedder album nummer to. For kort at forklare hvad denne Black Patch War gik ud på, handlede det om, at amerikanske bønder, primært i Kentucky og Tennessee, så sig nødsaget til at danne en "modstandsbevægelse" mod The American Tobacco Compagny i starten af det tyvende århundrede. Det amerikanske tobaks kompagni havde skaffet sig eneret til køb af bøndernes tobak, og bønderne kunne dårligt nok tjene penge på deres tobakshandel længere. Modstandbevægelsen som bønderne havde dannet fik navnet The Silent Brigade. Efter megen kamp frem og tilbage, udviklede The Silent Brigade sig til en gruppe der udførte vold som forhandlingsmetode, de fik derfor det nye navn "The Night Riders". Selvom deres metode var af den voldelige slags, så man "The Night Riders" som helte, fordi de kæmpede for deres oprindelige rettigheder. Det hele endte med at bønderne fik bukket det amerikanske tobaksfirma under, og efterfølgende fik de fuld profit for deres høst.

Det blev vist lidt historietime agtigt, men det vigtige i denne historie er, tror jeg, at de kæmpede en hård og brav kamp for deres sag. Man prøvede at udnytte dem, men de stod sammen og sejrede. Det er vist den ideologi der er vigtig.
Det er meget tydeligt, at RA Scion ser tilbage på sydstatsbønderne med stor respekt. På åbnings- og titel nummeret, maler han et yderst voldeligt billede af bøndernes kamp. På det efterfølgende "Oldham Era" har RA Scion skruet tiden ca hundrede år frem til idag, hvor han sammenligner hans egen kamp med en magt, der minder om den selv samme som bønderne måtte stå sammen imod.
Som hovedsingle finder vi "Touble Is", som er et uptempo og dybt nummer, der bygger omkring den gamle tale "The harvest is plentiful, but the laborers are few", et tema der vil fungerer som hovedingrediens i "Tobacco Road"'s tesktside.

"Black Patch War" EP'en er et seriøst stykke musik at lægge øre til. Som på debutalbummet diskes der op med substanstung lyrik og musikalsk hiphop i verdensklasse. RA Scion er en fremragende rapper og lyriker, det kan man ikke komme udenom, og heldigvis for os har han tonet ned på de uforståelige ord og de kringlede rim. Det er denne gang en del lettere at følge med i hans tekstunivers, og da han i høj grad IKKE har tonet ned på hans storladene mc evner, og det en sand befrielse ikke at skulle koncentrere sig så man får ondt i hovedet over hvad det er han synger om. Af denne grund, er RA Scion lige rykket op i topeliten af vor tids rappere. Der er virkelig meget sjæl i hans beretninger, og pålideligheden er altid at finde, i hver enkelt linje. Det er mere eller mindre umuligt at forblive upåvirket af den byge af musikalske knynæveslag, som seattle rapperen sender ud igennem højtalerne og videre ud i synet på lytteren.
Dertil kommer produktionerne og arrangementerne, som er så uforskammet spækket med samme overskud, naturlig råhed og detaljerigdom. DJ Sabzi formår, som altid, at fremvise instrumentaler, der blæser lytteren totalt væk. Om det så er det dødsensfarlige orgelriff i "Trouble Is", den abnormt funky kombination af trommeprogrammering og bassgang i "Oldham Era", eller om det er det stille og rolige beat i "Bonanza", der bare skal have tid til at fremhæve sine skjulte detaljer. Sabzi sejrer HVER gang.
Samspillet mellem RA Scion og Sabzi er utroligt, og de 7 optændte variationer over samme drøm om storhed og skønhed får i de fineste stunder den musikalske horisont til at udvide sig.

Så med en lydside helt i top, og en tekstskriver der tilsyneladende ikke kan løbe tør for brillante ideer og metoder, ser det ud til, at Seattle duoen har seriøse planer om permanent at indtage hiphop scenen i den nære fremtid.
Gennemgående er der en nerve i Common Markets EP, som uden tvivl vil få mere erfarne kolleger til at spidse øren.
Ventetiden til "Tobacco Road" er netop blevet uudholdelig....

4.5/6