Året der gik: 2014

"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"

- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.

     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.

     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.

     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser

01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)

- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser

01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)

Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)

02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)

03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...

... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?

2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 

     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 

     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 

     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 

     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det må næsten blive godt. 

     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle

- Jeppe Barslund

Blueprint - Respect the Architect

"The architect, selecting the blueprints /

To rid the game of nuisance"

- Guru, "Respect the Architect" (Jazzmatazz vol. 2)

Jeg har ikke hørt særlig meget af Blueprint's musik, men det holder ham ikke fra at være en af mine favorit personligheder i hiphop. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for to år siden, og han er et gennem-sympatisk og ovenud rart menneske, der er interesseret og engageret i andre, og som gør en dyd ud af at fortælle historier. Og så er han hamrende medrivende af natur; en sand storyteller, der mestrer kunsten af formidle og bjergtage.
     Men ikke bare er han sympatisk og godt selskab, Blueprint er blandt eliten af garvede rappere. I halvandet årti har han udgivet respektindgydende hiphop, bl.a. med RJD2 som Soul Position og med Illogic som The Greenhouse Effect. Hans sidste soloudspil, der samtidig var hans sidste Rhymesayers udgivelse, Adventures in Counter-Culture, lå i den mere eksperimenterende ende. Her søgte Blueprint bevidst at lave en ikke-rapplade, men i stedet en mangefacetteret musikalsk oplevelse, der brød med de forventninger, han synes han var begyndt at sidde fast i. Om end befriende for ham selv, blev Adventures In Counter-Culture aldrig en favorit, og med Respect the Architect vender han tilbage til udgangspunktet. Ikke sit eget musikalske udgangspunkt, men selve hiphop-genrens.

"You know the true architect when you hear the song /
The foundation for the underground you're standing on"

På sin nyeste plade har Blueprint skrællet alt det overflødige fra og skærer helt ind til benet, ind til de bærene søjler, så den nøgne, grundlæggende arkitektur står til skue. Han har selv produceret hele pladen (med ét nummer som undtagelse), og musikken er uden tvivl det mest skrabede og nedbarberede siden Kanye West's "Bound 2". - Der er stort set ikke andet i spil end kreativt bearbejdede samples og klassiske break-beats, og det lyder fuldstændig forrygende. Flere producere burde give sig selv benspænd á lá dette når de laver beats, for der kan tydeligvis opstå nogle spændende ting ud af at tvinge sig selv til at tænke i alternative baner. Blueprint's sample-arbejde er næsten banebrydende i al sin enkelthed, og nummer efter nummer minder han en om, at godt musikalsk håndarbejde ikke (nødvendigvis) kommer af det nyeste nye udstyr eller dyre studiemusikere, men af perfekt eksekverede ideer. Idealet har været den lyd som pionerende præsenterede, dengang et velvalgt og veladapteret sample-brudstykke fra en plade var nok til at skabe et ypperligt beat. Og ypperlige beats er lige hvad Blueprint leverer. Tag fx bare den ind-til-benet simple "Oh Word?", hvor tampende trommer, et flabet flippet vokalsample og et en-tangents spil udgør det opløftende beat. Eller "Once Again", hvor Blueprint skaber et mellow og melodisk beat med et sparsomt instrument-arsenal.
     På "True Vision" har han forvandlet Betty Wright's "Girls Can't Do What the Guys Do" til et lodret mesterværk. Swizz Beatz samplede samme sang til Beyoncé's "Upgrade U", og gjorde det oplagte og åbenlyse: tog hornene, der dominerer originalens instrumental. Blueprint har ledt efter nogle helt andre ting at sample fra nummeret, og har tydeligvis været noget mere legesyg i sin tilgang til beatet. Dette fortæller en del om, hvordan Blueprint manipulerer sig frem til mere kreative resultater, fremfor at ty til det oplagte. En tendens, der heldigvis præger hele Respect the Architect.

Produktions-delen er så rigelig fabelagtig, men Gud hjælpe mig om ikke lyrikken er på samme niveau! På "The Climb" rapper 'Print:

"I never write rhymes just because the beat bang /
I write rhymes 'cause I got things I need to say"

Blueprint er en storyteller. Han spilder ikke ét eneste ord i én eneste bar i ét eneste vers med fyld eller nonsens. - Lyrikken er mesterligt forfattet, kompakt skrevet og leveret med en uhyggelig sikkerhed. Det er sjældent at man oplever en MC være så komfortabel som Blueprint er på hele Respect the Architect. Han rapper fx:

"Everybody raps so I lie when I’m asked /
I say I either work behind the desk or a chef /
'Cause if I tell the truth, they gonna ask if they can spit /
And I don’t want to tell them that they sound like shit /
See back in the day I probably would have told them the truth /
'Cause hurting people’s feelings used to make me feel cool /
But now I got a lot less to prove /
I learned it’s best to let people do what they do….”

Her når han at være både jovial og skræmmende ærlig inden for de samme få linjer.
    "Perspective" er stor fortællekunst, på trods af, at temaet nærmer sig det banale. Det handler i bund og grund om, at man skal prøve at se ud over sin egen næse, se ting i et større perspektiv og ikke tage sin lykke for givet. I tredje vers rapper han:

"A man with no shoes stands on a corner
Sad about his circumstance of being on the street
Then realize it weren't that bad
When he was joined by another man that had no feet
A woman makes a post on facebook
About how she and her brother got beef
Unaware it was read by a friend of hers
Who's own brother passed away just last week"

Sangens pointe er, som han rapper i første vers: "I don't care if you living in a high-rise / You're no different from a man in a hut" og at "...everybody's pain is the same". Dette kommer perfekt til udtryk i de fremhævede linjer. Folk i tredje verdens lande har problemer og folk i første verdens lande har problemer. De sidstnævnte bliver ofte latterliggjort som "first world problems", men selvom vi vesterlændinge nyder godt af den luksus det er at have fødder, kan vores problemer stadig være yderst reelle. Moralen er blot, at man ind imellem skal indtage "bird's eye view" og lige tænke sig om engang. 

     "Perspective" er i øvrigt pladens eneste nummer, der ikke er produceret af Blueprint selv. IMAKEMADBEATS (!) producerer den vokalt harmoniske perle, der tager afsæt i Aretha Franklin's "(To Be) Young, Gifted and Black" - og hvilket sublimt beat det dog er!

Respect the Architect er en uhyre velformet plade, der, helt uden store armbevægelser og brovtende albuestød, bevæger sig helt op i toppen blandt årets bedste plader. Nu skrev jeg så sent som i sidste anmeldelse af Intuition og Equalibrum, at deres plade snildt kunne være årets vigtigste, og det kunne den, den er suveræn, men hvad angår vigtighed, indtager Blueprint i min optik førstepladsen. Med absolut skrabede beats, der tager udgangspunkt i genrens kerne: samples, samt overordenlig skarpskåret rap, viser 'Print, at traditionerne fra fordums storhed sagtens kan konverteres til fuldmægtig hiphop i 2014. Det eneste egentlige minus ved Respect the Architect er, at det er en kort affære. Med ti skæringer, hvoraf to har en spillelængde på under to minutter, og det en kortvarig fornøjelse - dog en fornøjelse af de helt store, så længe den varer. 

5/6

- Jeppe Barslund

Interview: Blueprint

Sidst på interview-listen var Blueprint. På dette tidspunkt var dørene til Vega åbnet og folk var begyndt at fylde i gange, barer og ved scenen. Dette resulterede i et pre-showstart stress, der fik de mange teknikere til at løbe forvildet rundt. For at "fylde så lidt som muligt" blev vi vist over i et lille-bitte lokale for at lave interviewet. Én stol og ca. tre kvadratmeters gulvplads gjorde, at de første to minutter gik med at finde ud af, hvordan vi alle fem skulle være i lokalet. Blueprint foreslog at vi gjorde det "indian style" og satte os i rundkreds på gulvet - så det gjorde vi naturligvis, hvilket skulle vise sig at være en utrolig hyggelig måde at føre en samtale på. Vi indledte interviewet med det obligatoriske "hvordan har det været at tournere Europa" -spørgsmål:

"Smukt! Vores største og mest succesfulde tour hidtil. Jeg elsker at være her ovre. Der er så meget ved Europa der er meget mere mig end hjemme i USA. Det er hjemturen der er det svære. Tag f.eks. arkitekturen. Amerikansk arkitektur er bare grimt og kedeligt, med en McDonalds var tiende meter. Her over er alt bare smukt og imponerende. I har jo mange bygninger her i København der er meget ældre end hele mit lands historie. Europæisk kultur facinerer mig meget."

"Du har jo næsten lige udgivet dit nye album (Adventures In Counter-Culture). Hvilke tanker lå bag denne plade?"

"Ideen var at inkorporere alt det jeg har lært om musik i løbet af mit liv, i ét projekt. Jeg bliver ofte kaldt f.eks. "hiphop-kunstner", "rapper" eller "Dj", men sandheden er, at jeg er inspireret af meget mere end "bare" det, og det ville jeg lade komme til udtryk. Jeg har blandt andet været korsanger i kirken, jeg lærte at spille trambone i en tidlig alder og jeg har været med i flere R&B-grupper. Jeg har lavet meget andet musik end det jeg primært er kendt for idag. Plus, hele min familie er meget musikalsk. Vi havde en samling på omkring 70.000 vinyler, så min musiksmag har altid været meget eklektisk. Indtil nu har jeg kun lavet undergrunds-hiphop, men der er så meget andet musik der har haft indflydelse på mig som kunstner og menneske, så dét ville jeg vise med Adventures In Counter-Culture."

"Det er jo nogle år siden du sidst har været pladeaktuel. Hvad har du lavet siden sidste projekt med RJD2?"

"Lært om musik. Adventures In Counter-Culture skulle oprindeligt have været ude i 2008, men jeg fandt ud af, at man ikke bare kan sætte en deadline på kunst. Man kan ikke bare sige "nu vil jeg lære at spille klaver på ét år". Hvad hvis det tager to? Eller "jeg vil være verdens bedste rapper om tre år". Hvad hvis det tager fem? Hvis du sætter en tidsramme om et projekt limiterer du din vækst som kunstner, og det ville jeg ikke risikere. Det stod klart for mig, at hvis AICC skulle blive til det ambitiøse projekt jeg ønskede, så krævede det meget mere tid. Jeg ville for alt i verden undgå at leve endnu et rap-album, for dem har jeg lavet så mange af. Det her projekt skulle være gennemsyret af alt det jeg har lært om musik. Før i tiden havde jeg fx bare samplet en guitar, men alt hvad du hører på AICC er musik jeg har skrevet. Det hele er mig. Jeg skrev f.eks. nogle noder og sendte dem til en guitarist, som lærte at spille melodien, sendte stykket til mig, og så samplede jeg det. Jeg samplede altså en melodi jeg selv havde skrevet. Og sådan er det hele vejen igennem."

"Du siger, at du ikke laver musik for masserne, og at du helt bevidst ikke laver musik til radioen. Hvad ville et kommercielt gennembrud betyde for dig?"

"Ha ha! Det kommer højst sandsynligt ikke til at ske, men hvis radion begyndte at spille noget af min musik, som jeg har lagt sjæl i, så ville jeg da blive glad. Du ved, radioen spiller så meget shitty musik med en masse shitty kunstnere, så Blueprint ville da ikke være det værste de kunne spille, ha ha ha!"

 "Det ligger måske lidt i titlen til din nye plade. Kan du forklare meningen bag titlen?"

"Titlen har jeg lånt fra Steven Hager's bog af samme navn. Han var skribent hos High Time magazine og udgav den her bog, hvori han havde skrevet en række essays om "counter culture" -aktiviteter. Jeg læste bogen og blev utroligt inspireret, og besluttede mig for at tage hans koncept og overføre det til min musik. Samtidig passede titlen jo perfekt med min ambition om at prøve noget med musikken, som jeg aldrig havde prøvet før.
I forhold til den kultur jeg begår mig i, altså undergrundshiphoppen, så er min plade jo meget "counter-cultural", i og med at den går imod alt det man plejer at høre."

"Så du ville bevidst lave en plade, der udfordrede den nuværende hiphop-scene?"

"Ikke nødvendigvis udfordre, men helt sikkert vise at undergrundshiphoppen ikke behøver at være så ensidig. Bare fordi folk der hører Big Daddy Kane og Gang Starr ikke kan lide min musik, betyder det jo ikke, at jeg er mindre hiphop. Hvis folk der lytter til Bon Iver kan lide min musik gør det mig heller ikke mindre hiphop. Afrika Bambaataa vendte både elektroniske, rock'ede og country-plader, og han var æddermanme hiphop. Måske vil jeg bare minde folk om, hvad hiphoppen også kan. Et ord der blev brugt meget om AICC da den udkom var "eksperimenterende", og ja, det er den da nok i forhold til andre udgivelser i dag, man hiphop handler om at være eksperimenterende og skabe noget nyt. Mange rappere er blevet bange for at søge nye græsgange, så de gentager sig selv gang på gang, hvilket er fint nok, men jo ikke særlig hiphoppet i forhold til, at hiphoppen startede ud som værende et musikalsk eksperiment i sig selv.
     Når jeg har udgivet Soul Position udgivelser med RJD2 har folk sagt: "han er en dygtig rapper ham der", men med den her har folk sagt "han er en dygtig kunstner", og dét betyder mere for mig. Så kan det godt være, at der er nogen der har rystet på hovedet over min nye plade, men nogen gange skal folk altså ruskes lidt rundt."

"Du har et nummer på pladen der hedder "Radio InActive", og det er noget med, at der ligger en interessant historie bag det nummer. Kan du fortælle lidt om hvad der skete?"

"Jeg var blevet inviteret op til den største radiostation i Columbus, Ohio. En virkelig populær radio-station, der havde hørt lidt om mig. De havde ikke hørt min musik, men de havde hørt nogle historier og set mig på forsiden af nogle magasiner, så de tænkte at jeg da måtte være populær, så de inviterede mig ind i studiet. De var sikre på at jeg var en kommerciel rapper, der var på vej til at bryde igennem, så jeg kom op til dem lørdag aften i bedste sendetid, hvor der er flest lyttere, for at blive interviewt. På det her tidspunkt havde de stadigvæk ikke hørt min musik, så da de endelig satte et nummer på, live, og fandt ud af hvilken musik jeg laver, kunne man bare se på ham at han tænkte "hva' fanden er det jeg har gjort?!". Vi synes det var fantastisk morsomt, og det sjove var, at de efterfølgende blev kimet ned af lyttere, der ville vide hvem jeg var. Så den her radiovært, der skulle forestille at være en kulturpersonlighed med styr på musikken, troede at han havde begået sit livs fejltagelse ved at invitere mig ind i studiet, men i virkeligheden elskede hans lytter min musik. Den aften fik jeg bevist for ham, at der altså er andet - og bedre - hiphop derude end den kommcercielle.
Det viser bare, at det handler alt for meget om "format" og regler. Fuck formater! Outkast passer ikke ind i nogen format, de skaber den. Jeg vil også hellere være med til at ændre formaten end at tilpasse mig den. Men det er ikke helt nemt. Du er nødt til at lære reglerne før du kan bryde dem. Det er lige som den scene i The Matrix hvor Neo spørger drengen hvordan han bøjer skeen og han svarer "der er ikke nogen ske!". Neo kender slet ikke reglerne - reglen er, at der ikke er nogen ske og derfor kan han ikke bøje den. Hvis du ikke kender reglerne sidder du fast i The Matrix med alle de andre, der bare kigger på skeen.

"Once you know the rule you can bend the motherfucker.  Dét er min tilgang til musik."

. . . . . . . . . .

- Og med de ord var vores tid med Blueprint løbet op. Store Vega var ved at være fyldt op, og alle optrædende blev kaldt til "samling" inden show start. Resten af aftenen er historie.   

Foto: Andreas Stenager Pederson

Læs Majas anmeldelse af Adventures In Counter-Culture her

Maja, Blueprint og Jeppe

- Jeppe Barslund

LEFTOVERS2011

HipHopAnmeldelser & Ocean Prawns a/s præsenterer

LEFTOVERS2011

Nøøj hvor har jeg glædet mig til at kunne præsentere den her for jer! 

Det var virkelig "stort" for mig at udgive 2010'eren sidste år, men selvom 1'eren altid vil være ens "baby", så vil jeg med ærlighed i stemmen sige, at LEFTOVERS2011 er bedre og mere ambitiøs på alle leder og kanter.

Jeg har arbejdet på projektet i et halvt år, og næsten hele vejen igennem har jeg følt mig "My Super Sweet 16" -forkælet, for jeg har fået alt hvad jeg har peget på, med meget få undtagelser. Også numre, som jeg aldrig havde forestillet mig var mulige at få lov til at bruge. Det er fantastisk så langt man kommer ved at spørge pænt. 

LEFTOVERS2011 indeholder således både nogle af sidste års mere kendte undergrunds-hits som Evidences' DJ Premier banger "You" og Apathy's støvede hometown-anthem "Peace Connecticut", men i særdeleshed også nogle af 2011's forbigåede og oversete kunstnere som Sims, Otayo Dubb og Malcolm & Martin, der om nogen har gjort 2011 til et fantastisk hiphop år.

     Du kan altså få fem kvarters sublim hiphop fordelt på 19 unikke tracks, og det skal ikke koste dig en krone. Hvis du skaffer +1 ny fast læser til bloggen og like'r facebook-siden (begge gøres lige ude til højre), så er jeg mere end tilfreds. Når du har gjort det, sender du bare en mail til mig med navn og adresse, så sender jeg et fysisk eksemplar til dig. Kan det blive lettere?

Skriv til : 

jeppe_barslund@hotmail.com eller 

jeppebars@gmail.com

- Og jeg vil meget gerne høre hvad du synes om skiven, så når du har fået hørt den ordenligt igennem, skal du være mere end velkommen til at skrive en kommentar til indlægget og give din mening om mixtapet og projektet til kende. Jeg glæder mig til at høre hvad I synes om det.

LEFTOVERS2011 Traclist:

01. Zion I & The Grouch - Victorious People feat. Freeway & The R.O.D. Project

02. Toby - Sunshine Blues feat. Deacon the Villain

03. Reks - The Underdog

04. Sims - Sink & Syncopate

05. Theory Hazit - One For Jerome (Imperial Remix)

06. Otayo Dubb - Show You the Door feat. Sakima

07. Apathy - Peace Connecticut

08. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Volume

09. Evidence - You

10. The Funk League - On & On feat. Sadat X

11. Malcolm & Martin - Ain't Seen Nothing Yet

12. Grieves - Falling From You

13. Marq Spekt & Kno - All Smiles (Plastic Mask)

14. Braille - DeepRest

15. Eligh & Amp Live - Ms. Meteor feat. Steve Knight

16. Theory Hazit & Toni Shift - Modern Marvels feat. Wildchild, Lightheaded & DJ Idull

17. Phonte - Who Loves You More feat. Eric Roberson

18. Doomtree - Team the Best Team

19. Blueprint - Welcome Home

Læs Undertoners anmeldelse af LEFTOVERS2011

Credits.

01. (A. Anderson, S. Gaines, C. Scoffern, L. Pridgen) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Heroes in the Healing of a Nation" (Hard Boiled/ZandG Music 2011). 02. (T. Ganger, W. Polk II, A. Berg, J. Van Dijk) Produceret af Manifest Music. Taget fra EP'en "Evolutionary" (udgivet uden selskab, 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 03. (C.I. Christie) Produceret af Blaze P. Taget fra albummet "R.E.K.S. (Rhythmatic Eternal King Supreme)" (Brick Records 2011). 04. (A. Sims, A. Bader) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "Bad Time Zoo" (Doomtree Records 2011). 05. (T. Washington, D. Walker) Produceret af Imperial. Eksklusivt Illect Recordings remix (Illect Recordings 2011). 06. (T. Muller, S. Williams, J. Boschetti, E. Strand) Produceret af CAV3. Taget fra albummet "Cold Piece of Work" (Beat Rock Music 2011). 07. (C. Bromley, E. Dewgarde, W. Dewgarde) Produceret af Da Beatminerz. Taget fra albummet "Honkey Kong" (Dirty Version Records 2011). 08. (H. Mackey, A. Brown) Produceret af Apollo Brown. Taget fra albummet "Daily Bread" (Mello Music Group 2011). 09. (M. Perretta, C. Martin) Produceret af DJ Premier. Taget fra albummet "Cats And Dogs" (Rhymesayers Entertainment 2011). 10. (Hugo, Soulbrother Suspect, D. Murphy) Produceret af The Funk League. Taget fra albummet "Funky As Usual" (Favorite Records 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 11. (D. Jones, K. Lane, K. Hoffman) Produceret af DJ Revolution. Taget fra albummet "Life Doesn't Frighten Me" (Soul Spazm Records 2011). 12. (B. Laub, J. Karp) Produceret af Budo & Grieves. Taget fra albummet "Together/Apart" (Rhymesayers Entertainment 2011). 13. (M. Spekt, R. Wisler) Produceret af Kno. Taget fra albummet "Machete Vision" (QN5 Music 2011). 14. (B. Winchester, L.D. Griffin Jr.) Produceret af Symbolic "S1" One. Taget fra albummet "Native Lungs" (Humble Beast Records 2011). 15. (E. Nachowitz, A. Anderson, S. Knight) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Therapy At 3" (Legendary Music/Live Up 2011). 16. (T. Washington, T. Shift, J. Brown, S. Herman, B. Winchester, M. Campbell, T. Pumphrey) Produceret af Toni Shift. Taget fra albummet "Modern Marvels" (Illect Recordings 2010 (nummeret udgivet som single i 2011)). 17. (P. Coleman, E. Roberson, E. Jones) Produceret af E. Jones. Taget fra albummet "Charity Starts At Home" (Foreign Exchange Music 2011). 18. (A. Sims, A. Bader, K. Smith, S. Alexander, M. Marquez, J. Samels, M. Wander) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "No Kings" (Doomtree Records 2011). 19. (A. Shepard) Produceret af Blueprint. Taget fra albummet "Adventures In Counter-Culture" (Rhymesayers Entertainment 2011)  

Blueprint - Adventures In Counter Culture

Skrevet af Maja Lau

Selvom Rhymesayers Entertainment's Blueprint er et velkendt navn, så har han - ud over Adventures In Counter Culture - kun ét enkelt soloalbum i kataloget. Et katalog, der ellers er præget af glimrende Soul Position -udgivelser i selskab med RJD2. Senest udgav de Things Go Better With Al And RJ i 2006, så det er 5-6 år siden, at man har hørt noget til Blueprint. Siden har han efter sigende lagt alt arbejde i Adventures In Counter Culture, der bestemt også er en bemærkelsesværdig hiphopudgivelse.

Blueprint har taget faklen i hånden og forsøgt at føre den videre i en ny musikalsk retning. Han har selv stået for hele produktionssiden, der mildest talt er meget eksperimenterende. Der er skruet helt op for computerelementerne, men alligevel fremstår lydsiden ret minimalistisk. Blueprint har gået efter den famøse less is more frase - og det fungerer fortrinligt med hans rap, der altid er præget af et ret ligetil flow og enkle sætningskompositioner. Fordelen er, at Blueprint ikke taber lytteren undervejs. Man har intet problem med at følge med, men selvfølgelig er der så den overhængende fare for, at det bliver for kedeligt. Heldigvis er Blueprint en mand med utrolig meget at sige og lyrikken i sig selv er ofte fængslende nok. Derudover besidder Blueprint en indlevelsesevne, der sjældent er set bedre. Det opleves i stor stil på "Radio-Inactive", der ikke kun er et modsvar til kunstnere, der jagter radioens format, men egentlig mere omhandler Blueprints motiver til hans musikalske udtryk. Nummeret starter med et klaverspil, og ligesom man troede, at man vidste hvad man kunne forvente, så starter et bombastisk beat med en usædvanlig skæv guitar ind over. Blueprint spytter en vanvittig tour-de-force af skarpskårne linjer, som f.eks.:

"I made this in my basement when you wasn't even there /
To express my feelings, not to be played on the air /
So am I wrong or secure if I really don't care /
If this turns into something that anybody hears? /
Man I'm an artist, these other dudes is shook /
I write my albums on my sidekick /
No rapper, no Notebooks, then rhyme for five minutes straight /
No breaks, no hooks, no punchlines, no similies, so I'm easy to overlook"

Det er ikke kun ovenstående uddrag, der lugter lidt af battlerim; flere numre byder på aggressive passager, der bevidner Blueprints live de sidste fem år. En masse tonstunge lussinger til en kultur, hvor alle, ifølge Blueprint, efterligner hinanden på godt og ondt. Der har tilsyneladende også været en del turbulens på det personlige plan og det kommer til udtryk. Både et opgør mod hovedpersonens alkoholforbrug på "Keep Bouncing", og hvad jeg kun kan tolke som en afdød storesøster i den meget rørende, delvist sungne "The Other Side". Nok har Print ikke den mest banebrydende sangstemme, men med linjer som "I can still see the smile in your eyes / Gave us oh so much to be proud of, so wise / And today we celebrate your life / I can't wait 'till I see you, on the other side" - kan man jo slippe af sted med det meste. Igen; flere lags lyrisk dybde og fjollet overflødigt metaforik skal man virkelig lede længe efter på denne plade. Blueprint har sandelig mange ting at sige, men det er uden så meget pjat. En dejlig, forfriskende umiddelbarhed, der bekræftes af Blueprint selv på den gnistrende, synth-drevne "Automatic", hvor der rappes:

"You want a deeper meaning inside of the sentences? /
Then play the record backwards for subliminal messages"

At selve lyden på Adventures In Counter Culture er fuldstændig ny for både Blueprint og hovedparten af dagens rapscene, er noget, der præger rigtig meget af pladen. I ovenstående nummer rapper han meget sigende, at han er "... trying to make a soft-synth sound like a sample / 'Cause everybody want your progress to sound more gradual...". - Sådan fodrer Blueprint sit eget nye univers mange steder på pladen, men det er sådan set ikke nødvendigt. Lyden er gennemarbejdet med masser af power, der understøtter Blueprints sult. Kun få steder går det hen og bliver en smule fladt, og det er f.eks. på "Keep Bouncing", hvor beatet ganske simpelt ikke er særlig godt. Eller på "Wanna Be Like You", hvor der går lidt for meget club-hit i den. Til gengæld er et nummer som "My Culture", der fortæller hiphopkulturens lidt mere obskure skyggesider i forhold til verden omkring, utrolig velbalanceret med iscenesættende stemningsfyldte momenter hele turen igennem. Ligeledes er "Mind, Body & Soul" et nummer, der viser Blueprints sande evner bag instrumentbrættet. Lige inden første vers begynder, sidder man virkelig med nakken godt kørende og så er det jo en fest, at Blueprint rapper om, hvad musik og medie gør for ham og eventuelle lyttere. Og jo, de stærke sange er voldsomt overtal. "So Alive", der vel indeholder i omegnen af 50 ord alt i alt, er ret så medrivende. Så få ord, så meget handling og så stort budskab, er sjældent praktiseret bedre.

Der er kort sagt så mange højdepunkter på Adventures In Counter Culture, at man bliver helt forpustet ved tanken. Bestemt et album der går ind og leget med alt hvad der hedder genrekonventioner - men også et album der giver en overset undergrundsartist, uden den mindste smule hype, et sandt modstykke til den undergrund mange er vandt til, hvor man er i fare for at sælge ud, hvis ikke ens beat er dækket af et betragteligt lag støv.
Jeg mener sagtens, at albummet kunne have været velmodtaget hos fans, hvis Blueprint havde kørt hans egen stil med produktionerne og samtidig undladt de mange linjer om hvor "real" han er som kunstner. Det fungerer på "Radio-Inactive", men jeg føler, at det flere steder bider ham lidt i halen. Som om, at han har forsøgt at ville forsvare sit projekt ved hele tiden at fastholde, at han er en undergrundsrapper, der ikke er som de andre undergrundsrappere. Det kører man efterhånden død i og det afholder mig fra de helt store karakterer, når albummet skal bedømmes som helhed.

4.5/6

- Maja Lau