Kid Cudi - Man On The Moon: The End Of Day

Not many people stood up against the system we all call life, but towards the end of our first ten years into the millenium we heard a voice. A voice who was speaking to us from the underground for some time. A voice who spoke of vulnerabilities and other human emotions and issues never before heard so vividly and honest. This is the story of a young man who not only believed in himself but his dreams too. This is the story of the man on the moon.

2009 har stået i Kid Cudis tegn. Efter udgivelsen af mixtapet 'A Kid Named Cudi' i 2008, fik Kanye West hurtigt øre for den unge Scott Mescudi, og fik ham til at gæste-synge på åbningsnummeret til det hæftigt debaterede '808s & Heartbreak'. Og så gik det ellers hurtigt! Singlen "Day N Nite" havde allerede gjort Cudi til at stort navn, og med Kanyes øjne rettet imod sig, fulgte det meste af hiphop og electronic scenen Cudi, som meget hurtigt blev manden alle snakkede om. Alle de største navne ville have ham med på deres næste single, og folk som Alchemist, Jay-Z, David Guetta, 88-Keys, Kevin Rudolf og Sharam er allerede blevet velsignet med Cudi's hjælp. Hør sidstnævntes mesterlige nummer "She Came Along" med Cudi og den afdøde country legende Patsy Cline her - det er mageløst!

Efter tonsvis af omtale og gæsteoptrædener her og der, er turen endelig kommet til Kid Cudi selv, og debutalbummet, der uden sidestykke er det debutalbum i år, der er tilknyttet de højeste forventninger, vil være det endegyldige bevis på, om Cudi er endnu en overhypet døgnflue, eller en kunstner med flere evner end først antaget. Vil det briste eller bære?

"In my dreams /
I can have anything and everything I ever wanted /
I can think of anything and everything I ever needed /
Right here in my dreams everything is A okay /
I don't worry about anything"

Cudi starter hans kryptiske rejse igennem hans underbevidsthed, ved at danne en imaginær skal af længselsfuld utopi, for hvor han gerne ville berette om et liv uden problemer, finder man hurtigt ud af, at hans liv ikke har været en dans på roser, og man skal ikke mange minutter ind på den 5-akts-opdelte plade, før en overvældende følelse af melankoli rammer en. Det glansbillede af "superstar Kid Cudi" som MTV har tegner, er helt galt. I virkeligheden er Scott Mescudi en neurotisk, paranoid og generelt skræmt ung mand, der sort på hvidt ikke har det særlig godt. Farens død var snebolden, som startede lavinen, og Cudi har i det meste af hans liv gået små- forhutlet rundt og haft svært ved at kontrollere og sætte ord på hans følelser. De to ekstremt let-fordøjelige numre "Enter Galactic (Love Connection Pt. 1)" og "Make Her Say" er udelukkende til for at rede pladen fra at blive et slit-your-wrists album, som Cudi selv udtrykker det. Og "Enter Galactic" handler i bund og grund om et kodylt svampetrip, som han lokkede en pige med ud i, for selv at kunne slippe væk fra hans depression. Stakkels knægt.

Heldigvis har Cudi formået at skabe et fremragende produkt ud fra de usædvanlige præmisser, for manden kan heldigvis både rappe, synge og skrive, og selvom han ikke er den største poet, så besidder hans tekster en trøstesløs ærlighed som man ikke kan tage fra dem. Tag fx en sang som "Soundtrack 2 My Life", hvor han synger:

"Once upon a time nobody gave a fuck /
It's all said and done and my cocks been sucked /
So now I'm in the cut, alcohol inthe wound /
My hearts an open sore that I hope heals soon /
I live in a cocoon opposite of Cancun /
Where it's never sunny, the dark side of the moon /
So it's more than right I try to shed some light on a man /
Not many people of this planet understand"

Hjertet krænges ud, og der udøves selvransagelse så det gør ondt. Man skal faktisk helt hen til albummets femte og sidste akt, før det begynder at se lyst ud, med nummeret "Up, Up, And Away", hvor der endelig er lys i tunnelen. Havde det ikke været for den sublimt melodiske røde tråd, havde albummet nok været en tand for tungt, men de mange alternative musikere, der alle bidrager med dybt originale, nytænkende og genre-bøjende indslag, sikrer en fænomenal lydside, der gør Cudi's kvaler en smule lettere at fordøje. Eletronic/rock duoen Ratatat leverer fx nummeret "Pusuit of Happiness", der har et mastrodontisk stadium-feel over sig, i undergrunds format. Ryan "Plain Pat" Reynolds står for den minimale og kuldegysnings-fremkaldende "My World", der med sin snigende alvor kryber sig ind under lytterens hud. Emile Haynie står for, i min optik, albummets absolutte højdepunkt "CuDi Zone", der med en out-of-this-world flot produktion og et ubeskriveligt fængende omkvæd går rent ind. Pladens indhold er hele vejen igennem af utrolig høj kvalitet, og hvad der gør det hele yderligere fantastisk er, at 'Man On The Moon' har en unik helheds-følelse; ingen tvivl om, at pladen er skabt som værende en samlet oplevelse. Common agerer fortæller, og gør også sit for at få det hele til at minde om en historie, og ikke bare en samling numre der er kastet tilfældigt ind på en skive.

I mine øjne er 'Man On The Moon: The End Of Day' lidt af et genialt debutalbum. Det er et modigt stykke arbejde Kid Cudi har gjort her. Det er ikke mange som tør stå frem med sådan et album, der byder på så mange livsafkræftende og tunge tekster. Men som sagt ender det hele jo trods alt godt for den gode Mescudi, for i femte og sidste akt, der har det lovende navn "A New Beginning", slutter han med ordene:

"...See myself in the mirror I guess I'm cool /
And those happy thoughts in my head /
I feel like I'm Peter Pan minus the tights and the fairies /
Happy to see how far I've come /
To the same place it began; my dreams imagination /
Perfectly at peace, so I move along a bit higher"

Det som Kid Cudi har begået her, er et overordenligt godt bud på, hvordan hiphop'en kunne se ud i fremtiden. Det lyder på ingen måde som noget man har hørt før, men personligt ville jeg ikke have noget imod, hvis dette album blev skabelonen for en masse nyt hiphop to come.

"...This is the journey of the man on the moon..."

5/6