Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund

Lupe Fiasco - Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1

Lupe Fiasco's to første udgivelser var - og er - klassikere, hans tredje derimod en af de mest skuffende plader i nyere tids hiphop historie. Lupe har lige siden Lupe Fiasco's Food & Liquor været signet til Atlantic, men hvor han havde mere fri hænder på de to første skiver, var der pludselig folk der kunne se kommercielt potentiale i rapperen, så han var underlagt en masse krav og regler da Lasers skulle produceres. - Deraf det afskyelige resultat. Der gik da heller ikke mere end 4-5 efter udgivelsen før Lupe selv trådte frem og indrømmede, at det var noget juks. I forlængelsen af indrømmelsen lovede han, at det var sidste gang, at et pladeselskab fik lov til at diktere hvordan han skulle fremstå på plade, og forsikringerne om at han ville vende stærkt igen var mange.
     Der har været mange grunde til at tro på, at Lupe rent faktisk ville vende stærkt tilbage. Albummets titel alene giver god grund til at tro på store ting. Ikke alene hedder den Food & Liquor II, som i en plade i tradition og kvalitet med forgængeren, men dertil også The Great American Rap Album Pt. 1, som unægteligt lyder noget pompøst (der gemmer sig dog noget snedigt deri, som jeg kommer ind på senere).

På med albummet.......
..........
........................ f**k this s**t!  

Ja, Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1 er nogenlunde lige så ringe som Lasers. Nok en anelse bedre i kvalitet, men det faktum at dét her er resultatet af hvad Lupe havde "lovet os", gør bare hele situationen så meget værre.
Det hele gav dog meget fint mening da jeg for nogle dage siden så et interview hvor han fortæller, at Atlantic Records stadig har kløerne i ham, præcist ligesom de havde med Lasers. Og det har de forresten også ved næste album, - først da er Lupe ude af kontrakten. Det jeg ikke forstår er, hvorfor Lupe så, så insisterende har forsøgt at overbevise os om, at dette album ville blive spektakulært, når han hele tiden har kendt til omstændighederne? Sikkert også et krav fra Atlantic.

Sagen er den, at der ikke er et eneste nummer på F&LII:TGARA1, der for alvor er værd at skrive hjem om.   Meget af det der er godt herpå, er det af "forkerte" årsager. Her mener jeg f.eks. "Battle Scars" og "Cold War", der jo egentlig er udmærkede, men primært på grund af stærke omkvæd og pop-melodiske beats. Bestemt fint i små doser, bare helst ikke fra Lupe Fiasco.
     "Strange Fruition" (som jeg havde store forventninger til, da det er det eneste Soundtrakk producerede nummer), "Around My Way (Freedom Ain't Free)" og "Lamborghini Angels" er alle solide tracks, men efter en håndfuld gennemlytninger er de desværre mere dalende end stigende i interesse. "Bitch Bad" ligeledes, trods strålende lyrik. Pladens efter min mening stærkeste nummer er afslutteren "Hood Now", der er et opløftende nummer om hvordan "the hood" har forvandlet en masse dårligdom til bedre tider. Beatet er skarpt, omkvædet lækkert, og selvom Lupe måske bruger sætningen "It's hood now" lige lovlig mange gange, så er det stadig med til at understrege budskabet, og det er bestemt albummets pragtskæring, hvis man spørger mig.

Desværre har vi også numre som den fuldt ud jammerlige "Audubon Ballroom" (der dog kaster lys over et spændende paradoks), den utilgiveligt elendige "Unforgivable Youth" samt "ITAL (Roses)", "Put Em Up", "Heart Donor", "How Dare You", "Brave Heart" og "Form Follows Function", der er dybt uanseelige og så bemærkelsesværdigt kedelige, at de højst sandsynligt er glemt om en uge.

Det suverænt mest ærgrelige ved det hele er, at Lupe Fiasco er en mageløs lyriker. Det har han altid været, og det er han stadig. Man kunne sagtens gå i dybden med mange af skæringerne på nærværende plade, for der er vitterlig lyrisk guf at finde hele vejen igennem. Problemet er, at der på ingen måde er noget, der inspirerer én til at foretage dette arbejde. Århundredets kløgtigste linje kunne være at finde på et af numre, og jeg ville stadig ikke gide at bruge tid på at hverken finde eller analysere det. Produktionerne er unuancerede, narrativet er sløset, og den røde tråd er byttet ud med, hvad der forekommer som en tilfældig samling numre. Tilsammen resulterer dette i, at den lyst, der i sin tid drev mig til at skrive den kolossalt lange analyse-anmeldelse af Lupe Fiasco's The Cool, ingen steder er at finde. Jeg er ganske sikker på, at Food & Liquor II slet ikke byder på samme dybde, men det er ikke det der er pointen, pointen er, at jeg aldrig ville gide at finde ud af det.  

En ting jeg dog er helt tosset med, er dén kommentar Lupe har "gemt" i selve udgivelsen. Når Lupe kalder sit album The Great American Rap Album, så er det ikke et forsøg på at sige, at han har lavet "det bedste rap album nogensinde". Næ, det refererer til novelle-formen "The Great American Novel", der er kendetegnet i både stil og tema ved at være den mest præcise portrættering og repræsentation af USA's tidsånd, i den tid novellen er skrevet i. Og dér har Lupe jo virkelig fat i den lange ende, for tidsånden i USA nu er vel om noget, at der skal kunne tjenes penge på alt. Atlantic Records ridder med på den kapitalistiske bølge og har frarøvet Lupe hans "ret" til at lave den musik han vil. Det har resulteret i et album, som med garanti vil sælge og som helt sikkert vil kunne ryste en håndful singler af sig, men som Lupe Fiasco ikke kan stå indefor som kunstner. Det er dét han siger ved at kalde sin seneste plade The Great American Rap Album. Man kan derfor kun blive en smule ked af det faktum, at næste udgivelsen i rækken hedder The Great American Rap Album Pt. 2, for så ved vi vist allerede hvordan dét kommer til at lyde.

2.5/6

- Jeppe Barslund

"Hood Now (Outro)"

"Strange Fruition" feat. Casey Benjamin

"Cold War" feat. Jane $$$

"T.R.O.Y." vs "Around My Way"

Det er i sandhed ikke nemt at være Lupe Fiasco! Hans sidste udgivelse, Lasers, var nok en kommerciel succes, men en skandale i Lupe's trofaste fans øjne, og nok egentlig også i hans egne. Meget tyder på at han udmærket var klar over, at han skulle have fat i den gamle Lupe efter hans radiovenlige og ærgeligt dumped down tredje udspil. - Men hvad gør man så for at overbevise sine gamle fans om, at man er kommet tilbage på rette hiphop-spor? Men tyer til en af alle tiders mest ikoniserede hiphop-numre; Pete Rock & CL Smooth's "They Reminisce Over You (T.R.O.Y.)", og låner det klassiske beat for at vise, at han igen er hiphop og at han igen holder det ægte. Og hvad er så resultatet? Et oprigtigt surt twitter tweet fra Pete Rock selv, der hvæsede:"TROY should be left alone. Feel so violated, the beat is next to my heart and was made outta anguish and pain. When it's like that it should not be touched by no one". Men der er noget her, der lugter sjovt.
- Først og fremmest burde man måske lige minde Pete Rock om, at han selv lånte beatet i tidernes morgen. Han samplede saxofon og basgang fra et Jefferson Airplane cover af Tom Scott. Mon Jefferson Airplane følte sig "violated" da Tom Scott indspillede et cover af deres "Today"? Garanteret ikke. Mon Tom Scott følte sig "violated" da Pete Rock samplede hans saxophon? Sikkert ikke. Men jeg skal da lige love for, at Pete Rock følte sig "violated" over B-Sides & Simonsayz remake af "T.R.O.Y." på Lupe Fiasco's nye "Around My Way (Freedom Ain't Free)" fra hans kommende Food & Liquor II: The Great American Rap Album.
- "I'm not flattered @ all. Dat shit is wack, and the producer should be ashamed of his fucking self" fortsatte Pete Rock på twitter. Det jeg ikke helt forstår er, hvorfor Pete Rock overhovedet føler sig berettiget - som tredje "led" i beatets oprinden - til at fare i flint over "lånet" af saxofon-samplet, som i øvrigt ikke er direkte samplet på "Around My Way" men genindspillet af studiemusikere. Hans argument for at ingen andre burde røre dét sample er, at beatet står ham så nær og at der er så mange følelser involveret. Men hvor har han så været alle de andre gange der er lavet remakes? Hvor var han da Mann udgav det straight-up-and-down-wack-ass'e "Reminisce"? Hvor var han da Madlib samplede introen til Percee P's "Last of the Greats"? Selv Lupe Fiasco har rappet over et "T.R.O.Y."-remake før, da DJ Greg Street udgav "Dope Boyz Remixet", men dengang følte Pete Rock sjovt nok ikke behov for at blande sig. Lupe Fiasco er i det mindste en fantastisk kunstner og uden tvivl en af de mest begavede lyrikere på denne side af årtusindeskiftet. Måske er det bare nemt at score lidt opmærksomhed ved at ride med på "kom, lad os hade Lupe Fiasco, det er sjovt" -bølgen?

Endvidere. - Hvis lyrikken (som handler om tabet af Heavy D & The Boyz's Troy "Trouble T" Dixon) er så dyb, personlig og emotionel, hvorfor har CL Smooth så ikke reageret de utallige gange der er lånt fra- eller refereret til sangen, af bl.a. Gang Starr, Kanye West, Mos Def, Common, De La Soul og Nas? To ord: "homage" og "respekt". - Hvad er der overhovedet at blive sur over? Ens kronværk bliver hyldet gang på gang af dem, der skal føre arven videre. Man burde være stolt over at se ens musik påvirke generation efter generation. Dét synes jeg måske at den gode Pete Rock burde tage til overvejelse. Hvilket han måske allerede har gjort. Han udsendte for nyligt en pressemeddelelse hvor han afsluttende skriver: "I had no intentions of hurting Lupe's career. That's not me. I'm known for building up not breaking down careers". - Siger manden der lige har kaldt "dat shit wack" og sagt, at producerne skulle "fucking skamme sig". En kiks og et glas mælk kan gøre underværker.
Som sidebemærkning vil jeg da lige sige, at synes jeg at Lupe's remake holder. Beatet er stadig stramt med saxofonen i fokus og så viser Lupe igen-igen hvor forunderligt dygtig en rapper han kan være. Det er unægteligt rimelig vanvittigt så meget han får sagt imellem linjerne. Han kan som ingen anden få ti ord til at fremstå som tusinde.

Men hvad synes I om det hele? Er "Around My Way" respektløs for at sample "T.R.O.Y." eller overdriver Pete Rock? Skal man lade de gamle klassikere være i respekt? Jeg gad godt at høre hvad I synes om det hele.

Jefferson Airplane - "Today" (1967)

Tom Scott - "Today" cover (1967)

sample @ 01:38

Pete Rock & CL Smooth - "They Reminisce Over You (T.R.O.Y.)" (1992)

Lupe Fiasco - "Around My Way (Freedom Ain't Free)" (2012) 

"First off say peace to Pine Ridge /
Shame at all the damage that the white man wine did /
Ghost Dance, Trail of Tears, 5 million beer a year /
And all that other crime did /
More peace to the teachers of blind kids /
To rebels in small cells keeping their mind big /
Say everything's hostile /
Suicide bombers and prosperity gospels, emaciated models /
With cocaine and blood pouring out their nostrils, they got to /
Just to stay awake on the catwalk of life where everybody watch you /
Straight hair, high heels and a handbag /
Crucifixes, racism and a land grab /
Katrina, FEMA trailers, human body sandbags /
A peace sign and a pants sag /
A money toss cause a 9 stripper mad dash /
A Friend request following a hash tag /
Now everybody want it like a last laugh /
A Michael Jackson jacket or a Daft mask /
Purple Jordans or the mixed girl in your math class /
Stable is when the Ba'ath had Baghdad /
But corporate jets really had to have that gas bad /
War and they hope they all fall from the ratatat /
'Cause that's just more dinosaur for the Cadillac"

Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way

"And we marvel at the state of Ottoman /
Then turn around and treat Ghana like a garbage can /
America's a big motherfucking garbageman /
If you ain't know, you're part and parcel of the problem /
You say no you ain't and I say yes you is /
Soon as you find out what planned obsolescence is /
You say no you didn't and I say yes they did /
The definition of unneceessary-ness /
Manifested /
Say that we should protest just to get arrested /
That goes against all my hustling ethics /
A bunch of jail niggas say it's highly ineffective /
Depart from Martin, connect on Malcolm X tip /
Insert Baldwin to similar the seperate /
To me, the truth is more fulfilling than a meth hit /
Or finding really fast internet to have some sex with /
It's all one song short of a set list /
Couple croissants shy of a continental breakfast /
Or blowing out your birthday candles just to make a death wish /
So absurd, word to Chief Bone Necklace /
Down at the Lakota Sioux Casino /
A whole culture boiled down to giving you pokeno /
I go as left as a heart in the chest /
Cause the Horn of Africa is now starving to death"

Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way

"An all white Los Angeles, the dream of Mr. Chandler /
Hope and pray they take Columbus day up off the calendar /
South Central an example of God's gifts /
So shout to all the mothers raising babies in SPA 6 /
The projects of Oakland city, Detroit ghost towns /
Monopolies on poverty where D-boy coke bound /
It's parts of Manila like the video for "Thriller" /
But the US embassy is reminiscent of a villa /
If poverty is chocolate and privilege vanilla /
Then what's the flavor of the Sunday preacher's pedophilia? /
Cash rules everything around these niggas /
As classrooms everywhere around me wither /
Hither you can be Mr. Burns or Mr. Smithers /
The tyrant or the slave but nowhere in the middle  /
Of the extremes of America's dream /
Freud fighting Neo, Freddy Krueger refereeing, now..."

Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way

- Jeppe Barslund

Lupe Fiasco - Friend of the People (Mixtape)

"Watch the throne as I dance in the chair /
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"

Efter to prangende mesterværker og lyriske milepæle, samt én semi-sørgelig, major label -undskyldning af et fesent pop-album, erklærer Chicago rapperen Lupe Fiasco sig atter ven af folket, ved at udgive et gratis mixtape. Et mixtape som jeg var en smule bange for at downloade, af frygt for at skuffelsen fra Lasers ville tage til. Men efter som Lupe er og bliver en dygtig kunstner skulle mixtapet naturligvis høres, og downloaded blev det. Helt præcis hvornår sangene på dette mixtape er fra er umiddelbart svært at sige, for flere gange får han sagt "Lasers coming soon", så spritnye numre er det ikke udelukkende.

Lyrik:

Lupe Fiasco er et fucking geni!

- Men det vidste vi jo godt. Med sine to første plader åbnede han alles øjne og ører for, hvor kløgtig, intelligent og dybt man kan skrive tekster. På Lasers havde han dumpet sin skriverier en smule down, men rappede stadig med mere velskrevne tekster end de fleste andre. På Friend of the People ser det ud til, at han er tilbage i top-form, og så er der altså ikke et øje tørt.
De skarpe observationer, sylespidse wordplay og underfundigt brillante brug af metaforer og dobbeltbetydende ord og sætninger, er at finde overalt. På "Lupe Back" rapper han om kommercial-musikkens effekt på kunstnere og hvordan de effektivt bryder ellers selvstændige og ambitiøse kunstnere ned til ens-tænkende amøber:

"Shock-a-zulu, call me Wasalu II /
Oh shit, man these record labels prostitute you /
Strap them to sushi bars, and feed em lots of fugu /
Catch a bad piece /
You can stick that 360 between your asscheeks /
Artists let’s mobilize and unionize like the athletes /
Radio is making our craft weak /
Forced to repeat the same dumb shit that work /
Only as hot as your last beat /
And rappers, they relating to that last piece"

Han funderer endda over, om pladeselskaberne havde en finger med i spillet i Kurt Cobains død. På titelnummeret "Friend of the People" lægger han ud med samme sublime flow og snørklede leg med ord, der gjorde, at jeg i sin tid blev forelsket i Lupes rap:

"Lu, cool, no, more doors /
Porsche or, no, more doors /
Sedan, hmmm, four more, no more doors /
More doors (/Mordor) than that Lord of the Rings that Frodo went to war for /
You'll se more war than World War Four or Lord of War /
Where Nicholas lost his brothor"

Jeebuz!
Og på "Joaquin Phoenix" er han ude i så mange snedige referencer og indforståede metaforer, at det ganske simpelt er urealistisk at få det hele med. Tag fx et kig på følgende passage:

"Man I'm so apalled /
I can keep them all safe /
I can really ball and put titties all in y'all face /
That was Robert Paulson and that deserves a pausin' /
So that's Blart, Pierce, and all that's missing is a bearer /
For the coffin that is needed for this beat when I'm done talkin'"

- Måske ikke noget, der springer én i øjnene ved første lyt, men det hele er én stor Paul-reference/metafor (!). De første to linjer kunne lige så vel læses: "I'm so a Paul / I can keep the mall safe", og så ville den referere til filmen Mall Cop hvor Kevin James spiller politimanden Paul Blart. Dem, der har set kult-mesterværket Fight Club, vil nok kunne huske Robert Paulson som ex-bodybuilderen, der grundet et absurd overforbrug af steroider har udviklet enorme bryster, som Edward Norton på et tidspunkt får i ansigtet, da han giver ham et kram. Navnet 'Peirce' går på basketball-spilleren Paul Pierce, der, som Lupe rapper, "really can ball". Og for at kæde alle Paul-referencerne sammen, slutter Lupe af med den manglende kiste-bærer, for hvad hedder de, der hjælper til med at bære kisten til begravelser (på engelsk)? - A Pall-bearer, eller her, a Paul-bearer.
Jeg ved ikke med jer, men i min bog er dét genialt. Og senere i samme sang glider han over i en længere passage med Michael-referencer, den må i selv hygge her med!

Alt i alt er der ikke meget andet end lyrisk guf på dette mixtape. Desværre er der passager med auto-tune og computer-effekts-befænget vokal, som ikke helt passer ind i det ellers funklende glansbillede, men der er virkelig god grund til at tro og håbe på en Lupe i hopla på næste udgivelse.

Musik:

Hmmm.....

Lydsiden på Friends of the People er ikke til at blive helt lige så begejstret af. Det meste er lånte instrumentaler, men kun sjældent hiphop, og det meste fungerer ikke helt så godt som man kunne have håbet. På "WWJD He'd Prolly LOL Like WTF!!!" (ja, det hedder den) rapper Lu over Justice's "On'N'On", som unægtelig svinger ganske herligt. På "Lightwork" rapper Lu over Bas Nectar's remix af Ellie Goulding's "Lights", og det lyder faktisk heller ikke helt tosset. Jeg indrømmer også gerne, at Ellie Goulding's stemme kan gøre mig blød i knæene, men electro-trance-beatet kunne jeg godt have været foruden. En udsøgt fornøjelse er det derimod at opleve Lupe over John Coltrane's jazz-perle "Love Supreme", med sine sparsomme trommer og rumlende basgang. Lupe's stjerne-producer Soundtrakk, som ikke fik lov til at lege med på Lasers, er tilbage her med to beats. Det ene, "Joaquin Phoenix", ikke synderlig imponerende, det andet, "SLR" (Super Lupe Rap), gennemført episk! Det tog mig lige et lyt eller fire at vende mig til det, men når først de vokal-samples kryber ind under huden på ind, så bliver de der!

Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:

På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.

3/6

- Jeppe Barslund

Lupe Fiasco - "Shining Down" (Track Review)

En god grund til at anskaffe sig bonusversionen af Lupe Fiasco's seneste album Lasers, er nummeret "Shining Down". Nummeret så dagens lys tilbage i 2009 og er derfor en smule halvgammelt, men i og med, at det er lavet i kølvandet på Lupe Fiasco's The Cool skiller det sig markant ud fra den mainstream-tankegang, der har gennemsyret arbejdsprocessen på Lasers.

Beatsmeden Soundtrakk, der står bag nogle af de mest fantastiske produktioner i Lupe's katalog, har produceret nummeret. Beatet er lavet af det samme stof der udgjorde de sublime beats på The Cool (den minder på mange måder om "Superstar"); Organiske trommer blandet med soniske guitarriffs, atmosfæriske keys og strygere, der falder ind i tredje vers, og så synger Matthew Santos omkvædet. Altså en sikker vinder af en cocktail.

Men det stopper ikke her! - Lupe rapper som en drøm! Flowet er forholdsvist simpelt, men teksterne er næsten sygeligt geniale. Han boltrer sig i metaforer, sammenligninger, snedig ordleg og ubetalelig opfindsomhed. Han disser endda hans eget pladeselskab Atlantic Records, men på så snedig vis at de sikkert aldrig har fattet det. Spil sangen og læs teksten, så ses vi længere nede.

Look up in the sky
Look up in the sky

Look up in the sky

You thought I was down

You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

"Well, well /

Is it out little author? /

Coming back, hummin his hymns a little altered /

Your attention put back on the flow like the department of water /

Taking off with the dough like Little Walter /

Chess? Yes, baby I'm Jerry Lawler /

Rebel with a cause, outlaw with a lawyer /

Judge, jury, like a loo /

Rap name Lupe but my daddy named me Warrior /

This is his memorial"

You thought I was down

You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

"No, I ain't that nigga tryin to get a liquor line /

When I be scripting lines, want this petition signed /

It says I'm sick of dying , sick of this prison time /

I really love my people, I'm sick of pimping mine /

Now if we autotune that shit /

We can hear the songs from that opera groomed fat bitch /

Telling us not to pursue it, just to shoe it like a blacksmith /
We're trapped, and movin' round in circles like it's chapstick /

And that's the same encircled way of thinking that we chat with /

We'll wrap this /

Around your head, like the bandanas Fabolous used to wrap his hats with /

Rather be in F.E.D.S. than in National Geographics / Well I'm not havin' it"

You thought I was down

You thought I was gone

Though I wasn't around That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere Shining down on you

"So, I say hello and this is for the third time /

To everybody out there who ain't never heard mine /

And if you have, then you know you ain't never heard lying /

(1) Lu don't move no cowards, you only heard lines

(2) Lu don't moo no cow words, you only heard lions /

Not a facade charisher, I'd rather have the scars /
I don't idolize America, I'm dancing with the stars /

Uh huh, all of them? Yeah, they are too /

You look up and you see us shining down on you"

You thought I was down
You thought I was gone

Thought I wasn't around

That I left you alone

But look up in the sky

Just look up in the sky

See that I'm everywhere

Everywhere

Shining down on you

Shining down on you

Shining down on you

Shining down on you

Jeg er simpelthen vild med den måde, han i næsten hver linje har underlæggende budskaber. Fra bekendelse ved kirkealteret (hummin' his hymns a little altered), sammenligningerne med blues legenden Little Walter og bokseren Jerry "the King" Lawler, til autotune delen, som paradoxalt nok bruges til at understrege hvor nederen autotune er (syndt at der så er så meget autotune på Lasers) og et par hug til American Idol og Dancing with the Stars. Og tusinde andre ting, som ikke engang jeg har opdaget. Især linjen med 'Cowards/cow words' er fantastisk, og der er endnu flere versioner af den ene linje at finde på nettet.

Optimalt set burde "Shining Down" nok have afsluttet The Cool istedet for "Go Baby" (der faktisk havde fundet sig bedre til rette på Lasers), for nummeret er mildest talt malplaceret på Lasers, som ikke indeholder et eneste nummer, der kan hamle op med "Shining Down", både hvad angår lyrik og produktion.

Lad os håbe på, at Lupe bruger de mange penge han tjener på Lasers på at fokusere 100% på hans eget First and Fifteenth selskab, så han kan lave noget ordenlig musik.

- Jeppe Barslund

Lupe Fiasco - Lasers

Undskyld kære læserer, at jeg er så sent ude med denne anmeldelse. Det kolossale chok jeg fik af at høre Lasers første gang, og erfare, at Lupe Fiasco havde vraget sine egne ambitioner til fordel for nogle tophoveder hos Atlantic, ramte mig hårdt, - så hårdt, at jeg først nu er tilstrækkeligt ovenpå til at nedskrive mine frustrationer.

Jeg holder ufatteligt meget af Lupe Fiasco. I min bog er både Food & Liquor og The Cool klassikere, og de fik begge den perfekte 6/6-rating her på bloggen. Suveræne tekster leveret med et fænomenalt flow over fremragende beats, og så med et knivskarpt, konceptuelt narrativ til at binde det hele sammen; den dragende historie om Michael Young og hans Tony Montana inspirerede tur fra bunden til toppen til kisten. Simpelthen guld.

På Lasers har Lupe Fiasco lukket den bog hvori de to første plader var nedskrevet, og åbnet en ny. Heri er historierne og ikke mindst formlen noget anderledes. Lupe's mageløse lyriske og tekniske evner er stadig intakte, og hans personlighed, kløgt og storslåede intellekt er heldigvis bevaret til en grad, hvor man til tider føler, at han nærmest aldrig har været skarpere. Men hold the phone, - produktionerne er fra en helt anden verden end man er vandt til fra Lupe, og her er tale om en verden, hvor man absolut ikke har lyst til at være!
Skimter man listen over albummets producere bør den første undren indfinde sig. Hvor er Lupe's to beatgenier Soundtrakk og Prolific henne? I stedet er det et helt nyt hold af mindre kendte (med god grund) producere der er blevet sat på lønningslisten. Det er tydeligvis her hvor Atlantic Records er gået ind og håndplukket nogle specifikke producere, som nok ikke leverer det fedeste hiphop, men som med garanti kan sikre et solidt pladesalg med deres über mainstream og alt for bredt appellerende beats. Numre som "State Run Radio" og "Break the Chain" lyder som om at den tiltænkte aldersgruppe har været de 8-14 årige. Flere numre indeholder ligeledes nogle katastrofalt kiksede og useriøse sing-along agtige pop-omkvæd, i flere tilfælde har de endda været igennem auto-tuneren. Værst bliver det på åbneren "Letting Go", hvor "Oou-Ouu-O-O, Oou-Ouu-O-O, Oou-Oou-O-O" -omkvædet gør sangen nogenlunde umulig at lytte til.
At størstedelen af produktionerne er skabt ud fra nutidens hiphop/pop kriterier gør det ikke ligefrem bedre. Med et overvældende brug af synth, electronic og tydeligt computerprogrammede trommer, der slår nogenlunde lige så hårdt som en toårig, er produktionerne lige så flade og ineffektive som de er uinspirerende. Jeg synes at kunne huske, at Lupe afsluttede "Dumb It Down" med linjerne,

"Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing"

- Håber Lupe Fiasco blankt på, at der ikke er nogen der kan huske det nummer? Alt hvad det nummer stod for er ignoreret og forbigået, og det er nærmest som om, at formålet med Lasers har været, at Lupe kan komme ud og "pour champaigne on a bitch" og "make it rain for the chicks" - præcis som Gemstones fortalte ham at han ikke skulle. På "I Don't Care Right Now" rapper han endda, at han har en "big ass tour bus that's jammed full of girls".

"One in the ait for the people that ain't here /
Two in the air for the father that's there /
Three in the air for the kids in the ghetto /
Four for the kids who don't wanna be there /
None for the niggas trying to hold them back /
Five in the air for the teachers not scared to tell those kids that's livin' in the ghetto, that the niggaz holdin' back, that the world is theirs"

Som det tydeligt fremgår af ovenstående linjer fra "The Show Goes On" - en af pladens absolutte perler - besidder Lupe stadig magien. Han er stadig ikke bleg for at kommentere på samfundsproblemer, politikere og Amerikanske fadæser, og så får mangt og mange en spydig kommentar med på vejen, fra Barrack Obama, der i hvert fald ikke har fortjent Lupes vote, 50 Cent, der bliver kaldt en hvid rapper. til radio/tv værterne Rush Hudson Limbaugh og Glen Beck, der begge bliver kaldt racister.
Der er også gode mængder opløftende tekster på Lasers om sammenhold, fællesskab og kampen for en bedre fremtid. Universelle og vigtige emner, som dog synes en smule under standart når de kommer fra Lupe's mund. Mere interessant bliver det når han ser på sig selv og rapper om hans egen sindstilstand;

"My self-portrait /
Shows a man that the wealth tortured /
Self absorbed with his own self /
Forfeit a shelf full of awards /
Worshipping the war ships that set sail on my sea of life /
The way I see my own self and wonder if we still see a light"

Det gennemgående problem - for mig - er, at selv om der er mange gode passager, så er det, sammenlignet med hans tidligere plader, bare ikke særlig imponerende. Var det rappet af fx T.I., B.o.B. eller "nogle af de drenge", så ville jeg måske være mere imponeret, men Lupe bliver nødt til at finde sig i, at hans tilhængere har høje forventninger til ham, og når man med sine to første udgivelser har opbygget en fanbase af - tør jeg vist godt sige - intelligente lyttere, der netop kræver mere end hvad T.I. og B.o.B. kan præstere, så er det er lige før at det virker respektløst overfor den tænkende lytter. De bedste øjeblikke på Lasers, der i min bog tæller "Words I Never Said", "I Don't Wanna Care Right Now", "The Show Goes On" og "Beautiful Lasers", er omtrent på højde med de svageste øjeblikke fra de to forgange plader, så alt i alt er Lasers ikke en synderligt tilfredsstillende omgang.

Personligt er jeg hamrende ærgerlig over dette album. Alene med Food & Liquor og The Food havde Lupe statueret sig selv som en gudsbenådet rapper og historiefortæller, og han virkede virkelig som en gut med hjertet på det rette sted og egne ambitioner prioriteret først, men dette smukke billede brast for mig med udgivelsen af Lasers. Jeg har naturligvis ikke mistet modet, og jeg vil fortsæt følge ham, med med større skeptisk fremover.

Hvad synes i om Lasers? Elsker i det? Hader i det? Let me know.

2.5/6

- Jeppe Barslund

Lupe Fiasco - The Cool

!!!Advarsel!!!
Usædvanlig lang og uvant analyserende anmeldelse venter forude!
Forvent ca. 10-11 siders intensivt læsning.
Go' fornøjelse
- JeppE

Endelig fik jeg samlet nok mod til at gå i gang med "The Cool". Planen var at jeg skulle anmelde albummet få dage efter udgivelsesdatoen, men jeg måtte meget hurtigt erfare, at "The Cool" ikke bare er et album man sætter sig ned og anmelder, sådan uden lige. Det er en tung sag, og selvom det nu er 2½ - 3 måneder siden det udkom, har jeg stadig ikke fået fat i alle de gemte budskaber og alle de snedige hints og tricks som Lupe Fiasco har begravet på stort set alle numre.
Da "Lupe Fiascos Food & Liquor" kom ud, rangerede jeg meget hurtigt Lupe blandt de ypperste tekstskrivere, men efter at have hørt "The Cool" kan jeg ikke andet end at tildele ham den ultimative førsteplads. Hvad end vi snakker NaS, Talib Kweli, Common, Geologic eller Blu, så er det et faktum, at Lupe er DEN smarteste og mest intelligente rapper vi har i dag. Period!
Faktisk er Lupe så dygtig, at hans tekster muligvis er hans lænke om benet. Folk kan simpelthen ikke følge med. Der er så meget tvetydighed i hans rim, og mange af linjerne skal analyseres frem og tilbage for de giver den rette betydning, så mange giver op. Hans fanbase er af den grund ikke stor. Koncentreret, men ikke stor. Dette er en utrolig skam, for Lupe er manden der er brug for i dag, Lupe er manden der om nogen kan redde hip hoppen for den så omtalte kommercialisering, der har ramt vores elskede kultur. He's Our Savior.

- Konceptet -

"The Cool" er anden del af koncept-trilogien, som eftersigende bliver afsluttet med albummet "LUPEnd". Det har helt fra start af, før "Lupe Fiascos Food & Liquor", været meningen at han vil udgive 3 albums, og derefter stoppe rapkarrieren. En rød tråd skulle så gå igennem alle tre albums, og tilsammen skulle de skabe en historie. Konceptalbums er meget sjældne indenfor hip hop kulturen, og i skrivende stund kan jeg kun komme i tanke om et enkelt eller to udover dette projekt.
Det er til gengæld yderst vigtigt at pointerer, at det ikke er alle numre på hans albums der spiller en rolle i hans koncept. Det er muligvis det, der gør det hele lidt tricky, for når man ved at det er et koncept album, kan man godt fange sig selv i at søge efter ledetråde i numre, som faktisk ikke har noget med historien at gøre. Om det er op til lytteren at finde ud af hvilke numre der så er en del af historien ved jeg ikke? Måske tredje album giver de sidste svar på de mange spørgsmål man sidder med, eller som jeg i hvert fald sidder med.

Der er et par numre på "Lupe Fiascos Food & Liqour", der faktisk først giver rigtig mening efter at have hørt "The Cool". Nummeret "He Say She Say" var oprindeligt "bare" et fedt nummer med en utrolig tekst og et sprødt beat, men det viser sig, at nummeret faktisk er det, som starter det hele, for det er her vi bliver introduceret for vores hovedperson Michael Young, som er en ung faderløs knægt der går i skole. Den manglende fader er et stort problem for Michael, og han klarer sig mildest talt rigtig dårligt i skolen, og det ender med at han dropper ud. Han vælger derefter gadelivet som levevej. Med "gadeliv" menes der ikke, at han sover på bænke og tigger småmønter. Det vi har med at gøre er selvfølgelig den klassiske historie om den unge knægt, der har verden foran fødderne, og hans mål er at nå til tops via respekt, og via et rygte som hans eventuelle konkurrenter vil frygte ham for.
På nummeret "He Say She Say" siger moderen til den svigtende fader:

"He's your little boy and you don't even bother
Like "brother" without the "R" and he's starting to harbor,
Cool and food for thought
but for you he's a starver"

Så allerede her ser det ud til, at Michael Young er ude på et sidespor. Idet han, som hun siger "harbor cool", gør han som omkvædet i nummeret "The Cool" hentyder til, nemlig at befinde sig på den forkerte side af loven, for at sige det mildt.

"If life goes passing you by
Don't cry
If your breaking the rules
making your moves
paying your dues.....
chasing the cool"

At jagte "the cool" er altså hvad Michael Young vælger, og det er her hans liv som streethustler begynder. Der er hertil to personer som er ekstremt vigtige at nævne. To personer der, selvom de er en del af Michael Youngs mentalitet, bliver personificeret i op til flere sange, og de to personer udgør 2/3 af hele konceptet. Den ene er "The streets" og den anden "The Game". Som personer kan man referere til dem som "dem der opdrager Michael Young", i stedet for den manglende far og moderen, der aldrig kunne nå sin søn.
"The streets" repræsenterer, som det åbenlyse navn hentyder til, gadelivet. Alt hvad der hører dertil, alt det tiltrækkende og alt det farlige.
"The Game" repræsenterer på samme måde "spillet". Hustlerens spil, alfonsens spil, stofferne, våbnene og alt hvad der hører dertil. Idet Michael Young bruger "The Streets" og "The Game" til at opnå "the cool", går han også under navnet "The Coolest". Alle tre personer er karakteriseret med markante objekter. Som man kan se på billedet nedfor, taget fra bookletten



Her kan man se de tre hovedpersoner i person-skikkelse. Til venstre har vi "The Game", med sit lidt kranie-agtige hoved, terningerne i øjnene, og crack-røg kommende ud af munden. I midten har vi Michael Young aka "The Coolest". Han har to kendetegn. For det første hans højre hånd som er rådnet så meget væk, at der kun er en knoglehånd tilbage. Dette er et symbol på, at hans rigtighed og godhed er rådnet bort. Miljøet og det hårde liv har altså gjort ham korrupt, og der er ikke meget Michael Young tilbage i ham.
Man kan ikke se det på dette billede, men andre billeder viser meget tydeligt, at han også holder en nøgle i hånden. En nøgle der er ild i. Denne nøgle passer til halskæden som den kvindelige personificering af "The Streets" har om halsen. Som en anden Tony Montana eller Al Capone, har "The Coolest" og "The Streets" indledt et kærlighedsforhold. Dette betyder selvfølgelig at Michael Young er blevet forelsket og afhængig af gadelivet. For at vise sin gensidighed giver "The Streets" så nøglen til "The Coolest", for at vise, at gaderne nu er hans, og han kan komme hele vejen til toppen. Den "tiltrækkende" og yderst lokkende "The Streets" har $-tegn som øjne, for at vise den vigtigste faktor hvis man skal vinde gaderne.
Sådan hænger det altså sammen. Måske symbolerne på forsidecoveret giver mere mening nu?




Disse tre personer skal man have i baghovedet i mange af numrene. Det er også først efter at have analyseret personerne frem og tilbage, at jeg rigtig forstår nummeret "The Cool" fra "Food & Liquor" cd'en. Jeg har læst flere stedet at man bliver introduceret for "The Streets" og "The Game" allerede i dette nummer. Det er også rigtigt, men jeg nægter at tro på, at anmelderne faktisk kan finde de to personer i nummeret, for det er ikke bare sådan ligetil. De har sikkert læst det et andet sted, og så har de bare skrevet det samme for at lyde klogere. For lytter man nummeret igennem, er de hverken nævnt som en mentalitet eller som personer. Man skal grave lidt længere for at finde dem. Det er i denne sang at vi første gang hører om den udslettede godhed, idet han ligger i sin kiste og kigger på sin hånd ; "...With a right hand that was all bones....". Tidligt i sangen rapper Lupe:

"Yes... he was still fresh to death
bling, two ear-rings, a chain laying on his chest
He still had it 'cause thay couldn't find it
And the bullet from his enemies sat like two inches behind it"

Hvad er det for en halskæde han har på brystet som de ikke kan se? Det er halskæden som sad om halsen på "The Streets", som han åbnede med nøglen. Det hentyder til, at "the streets" er en del af ham, en del af hans hjerte, ergo der hvor patronerne ramte og dræbte ham.
Vi hører også i sangen, at "...right next to it one of his man's stuck a swisher...". En "swisher" er en form for pisk, hvilket er et symbol for magt, et sumbol for Michael Youngs magt og styre i gaderne.
Dette stemmer perfekt overens med linjen "Streets got my heart, game got my soul" fra sangen "The Coolest", men det kigger vi nærmere på senere.
Jeg må hellere indskyde her, at det her er min teori. Det her er min analyse af "The Cool", det har jeg ikke læst mig til. Det med symbolerne på de tre karakterer har jeg delvist læst mig til, men det her er 100% min teori, så hvis i er uenige eller har andre teorier, så tøv endelig ikke med at præsentere dem. Den usandsynligt skarpe (og måske halv-nørdede) lytter, ville faktisk uden billederne kunne identificerer de forskellige karakterer med deres symboler, for hvis man spidser øre, så får man det hele foræret undervejs.

Der er især tre numre på "The Cool" der betyder en vigtig del for historien. Der er andre numre der har små henvisninger til historien og karaktererne, men ikke som sangenes primære tema. De tre vigtige sange er åbenlyst "The Coolest", "Put You on Game" og nummeret "The Die". Det er i disse tre numre historien udspiller sig. Hvilket nummer der er mest interessant kan jeg umiddelbart ikke sige, for de dækker hver deres aspekt af Michael Youngs' tilstand. "The Die" er interessant idet man her hører hvordan og hvorfor Michael Young dør.

".....pretty green eyed lady
been on the sideline poppin' while your prime time,
poppin' on your niggaz, wanna piece of your pastry
I suggest you protect your bakery
'cause they're commin' for your head
and there's a bounty on the chain that's hangin' from your neck"

Det disse linjer fortæller og jo, at det selvfølgelig ikke kun er Michael Young der jagter "the cool", det er ikke kun ham der vil vinde gaderne. Der vil jo selvfølgelig altid være andre der også vil til tops. At hans green-eyed lady har haft en affære betyder selvfølgelig, at hun også arbejder på at få andre up-comming gangsters til tops i fødekæden.
At nummeret er fortalt af en jeg-fortæller, som taler TIL Michael Young og omtaler "The Streets" må betyde, at det er "The Game" der taler til Michael Young. Hans "spiller-mentalitet" prøver at advarer ham imod de usete farer han muligvis ikke regner med at møde. Han siger faktisk direkte til Michael Young, at der er en dusør på hans "halskøde", og at hans egne "venner" måske endda vil prøve at få fingrene i den. Desværre er Michael Young ikke god til at spille spillet. Han har jo erklæret sin kærlighed til "The Streets" og ikke "The Game". Derfor lytter han mere til sit hjerte end til sin sjæl, som han sælger for penge og materielle goder. Dette er igen min egen teori, men efter at have set grundigt på billederne i bookletten passer det faktisk perfekt. Der er solo-billeder af både "The Coolest" og "The Streets" men ikke af "The Game". Der er to fællesbilleder hvor alle tre er på, og det bemærkelsesværdige er, at "The Game" er i baggrunden på begge billeder, som om han er blevet vraget væk. På det ene billede ser det endda ud til, at "The Streets" hvisker/kysser "The Coolest" i øret (Jeez', hvis bare jeg havde været så grundig i mine dansk stile i gymnasiet, så havde jeg garanteret fået et bedre snit!).
- Og rigtigt nok, nummeret "The Die" ender, som titlen hentyder til, med at man hører hvordan Michael Young dør. Han sidder i sin super lækre bil med hans homies. Coke bliver sniffet, crack bliver røget, og nummeret "The Cool" bliver endda spillet i bilradioen. Da en af hans "niggaz" skal ud for at lade vandet, kommer en fjerde person op til bilen og fylder Michael med bly. Og dette er så "Michael Young History", eller som ordspillet leger med, "My Cool Young History". Men dette skal vise sig, kun at være starten på hans legende.

"Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den."
(Matt 28,2)

Så storladent indledes nummeret "The Coolest". Som en ny Jesus bliver Michael Young genoplivet. Lyden af den væltene sten som spærrerJesu grav er det første man hører i nummeret, og på denne måde gør Lupe vores hovedperson til en mindre helgen. Men selvom det måske lyder flot og smukt, så ser jeg "The Coolest" som nummeret, der for alvor viser Michael Youngs' korruption og personlige forrådnelse.

"Her eyes glow green with the logo of our dreams. The purpose of our scene, An obscene obsession with the bling. She would be my queen, I could be her king. Together She would make me cool, And we would both rule, Forever. And I would never feel pain, And never be without pleasure, Ever Again"

- Michael Young er blændet af hans succes som "The Streets" har tildelt ham. Han er klar til at erobre verden i en rus, som mest af alt minder om Tony Montanas'. Han føler sig som en konge med alt hans rigdom, hans magt og hans næsten perverse følelse af uovervindelighed. Intet kan stoppe ham, og hans forfaldne forståelse af omverdenen og hans omgivelser, vil i sidste ende koste ham livet, som den før har kostet andre mænd livet. Andre mænd der ligesom Michael Young troede at lykken fandtes i gadelivets herredømme. Det er ikke nemt at se, men kigger man på "The Streets's" bryst under halskæden (billedet ovenfor), kan man se en masse navne. Historien går på, at disse navne tilhører de folk som hun før i tiden har ført i døden med hendes lokkende forhåbninger. Jeg kender kun navnene på meget få af personerne. Deriblandt Al Capone, Michael Young og "Chilly".
Budskabet er selvfølgelig at "gadelivet" er et farligt og komplet utilregneligt sted, der som den eneste garanti vil føre alle i forfald. Dette opsummeres i de sluttende linjer:

" Come, these are the tales of The Cool
Guaranteed to make you go and fail from your school
And seek unholy grails like a fool
And hang with the players of the pool
Fast talkin of the hustle
No Heaven up above you
No Hell underneath yee
And no one will recieve thee"

Tredje og sidste nummer, der direkte kommenterer historien, og "The Games'" solonummer. Lupe rapper som var han "The Game", og her fortæller han, på en ekstremt ophøjet og nærmest majestætisk måde, hvordan han egenhændigt har startet det hele, og hvordan han er skyld i alt det negative der har med stort set alle samfund at gøre. Han er det onde i folk, det der går gadelivet interessant, og det der med tiden vil føre til ens fald. Jeg vil ikke gå meget dybere ned i dette nummer, for nummeret er et lyrisk mesterværk, og de afsluttende linjer siger stprt set det hele:

"I am the safe haven for the rebel runaway and the resistor
The trusted misleader,
The number one defender,
And from a throne of their bones I rule,
These fools are my fuel
So I make them cool
Baptize them in the water out of Scarface pool,
And feed 'em from the table that held Corleone's food,
If you die, tell them that you played my game
I hope your bullet holes become mouths that say my name,
'Cause I'm the... (pistolskud afbryder..)"

Og sådan lyder slutningen på historien, indtil videre. Jeg er ganske sikker på, at "LUPEnd" nok skal følge op på historien med et nyt twist. En ting der i hvertfald er sikkert er, at vi ikke har hørt det sidste til "Michael Young History".

- Resten af Albummet ! -

Så kom vi igennem den tunge del. Eller den tungeste del må jeg hellere sige, for resten af albummet er langtfra let stof. Det er på et andet niveau, men det gør det ikke mindre udfordrene at lytte til.
Da Lupe var i gang med at indspille "The Cool" skete der et par ting i hans liv, som skinner igennem på albummet. Hans far døde, han mistede nogle venner, og hans arbejdspartner og ven igennem mange år, Charles "Chilly Chill" Patton blev idømt 44 års fængsel. Så man må sige, at det har været en mørk periode, og selvom der er en del lette og opløftende numre, så er der flere dunkle og tunge numre på pladen. "Chilly Chill" har "fået" et nummer, idet Sarah Green og Gemstones tildeler ham "Free Chilly", som er et kort og dog lækkert nummer, om hvor meget de savner deres ven. Det "sjove" er, at "Chilly" er et af de navne der står på "The Streets's" bryst, blandt de navne der er faldet under hende. Fed detalje, for "døden" er jo ikke nødvendigvis det udfald som konsekvensen for at være hustler behøver at tage.
"Go Go Gadget Flow" byder på Lupes til dato hurtigste rap. Det er ganske imponerende, og man skal virkelig holde ørene åbne for at få det hele med. Nummeret er muligvis plades mest ligetil nummer, og for mit vedkommende, et af pladens mindre gode.

Det første store radiohit fra cd'en "Superstar", er et virkelig fantastisk nummer. Det har så utroligt mange sider til sig. Det er for det første et super lækkert hit der går rent ind hos de fleste lyttere. Beatet er storladent på den minimale måde, og Matthew Santos er som altid genial. Men til dem der kan lide dyb lyrik er også dette nummer på den analyserende side. Tekstmæssigt er nummeret nemlig på ingen måde radio-venligt. Ja, nummeret handler om at være superstar, et emne der ofte bliver behandlet, men aldrig før så exceptionelt som her. For selvom nummeret rigtignok handler om at være en stjerne, så foregår der en del mere imellem linjerne, mere end P3- og Voicelyttere fatter. Brugen af metaforer er ufattelig, og Lupe udviser legende-status her. Og mon "The Coolest" lige giver en kommentar med i købet (?) :

"And then it hit me
Standing outside of heaven waiting for God to come and get me
I'm too uncouth
Unschooled to the rules
And too gum shoe
Too much of a newcomer
And too uncool"

Oldschool flow får en fornyet betydning på nummeret "Paris, Tokyo", hvor Lupe beretter om at skulle rejse frem og tilbage i verden og efterlade sin elskede back home imens. Dette er vist også et dejligt ligetil nummer, som bare stråler af top notch flow og historiefortælling. Man kunne indskyde et "jeg tror nok at..." ved stort set alle numre, for man kan godt sidde og lede efter spor af "The Streets" og "The Game" i numre, som faktisk er komplet selvstændige.
"Hi-Definition" er uden tvivl et af de selvstændige numre, og det er et pulserende og ganske enestående nummer, hvor Snoop Dogg endda formår at leverer sprøde rim. Beatet er produceret efter den nye synth-opskrift, og den ukendte producer Alshux leverer lidt af et mesterværk. Ikke fordi det er specielt nyskabene som mange andre af numrene, men måske netop fordi det er Lupe når han er ligetil, hvilket uden tvivl er blændende udover alle grænser.

Umiddelbart synes man måske at "Goldwatch" er et lidt for enerverende og gentagende nummer, men efter at have hørt det nok gange er jeg faktisk blevet rigtig vild med det. Det minder meget om en midt 90'er produktion, boom-bap med et kort og yderst markant sample, der blevet kørt igennem igen og igen. Faktisk et fedt nummer, men stadig ikke et af pladens stærkeste.
De to svageste numre kommer for mit vedkommende i "Hip Hop Saved My Life" og "Intruder Alert". Ikke nok med at Soundtrakk, som ellers ALDRIG skuffer, benytter sig af det næsten fuldstændig samme klaver-loop, så er numrene hele vejen igennem af samme opbygning. Lyrisk er det tilfældigvis også de numre der siger mig mindst, og jeg må indrømme, at jeg hellere havde set de numre sorteret fra.

Heldigvis bliver man kort efter bombarderet af et nummer der emmer af "straight-classic" kvalitet. "Streets On Fire" er et af albummets stærkeste numre, på samtlige fronter. Produktionen er sjælfuld, selvom der er ild i trommerne, hvilket vil sige, at det går forholdsvist stærkt!
En sanger der lyder som Matthew Santos starter med at nævne en masse universelle tragedier, og idet han synger "...She's out there smiling...", så er det selvfølgelig vores allesammen "The Streets" sangen omhandler, endnu engang. Lupes rap er intet mindre end fascinerende. Men, jeg må nok hejse det hvide flag her og indrømme, at "Streets on Fire" er et af de numre jeg ikke helt har undersøgt til fulde, så jeg er ikke helt bevist om, hvad der helt præcist bliver sunget om. Men, med linjerne ...

"My femme fatale, my darling falling angel //
Once caught her changing her batteries in her halo.
Receipt for her wings and everything that she paid for //
And the address to the factory where they made those"

... har jeg en ide om, at det på en eller anden måde er "gadernes sygdom". Lupe rapper om den her uhelbredelige sygdom som ingen ved noget om, og alle beskylder alle, men hvor den kommer fra er komplet ukendt. Så hvis vi igen skal personificerer vores grøn-øjede kvinde, så kan man lidt groft men meget præcist sige følgenede (Jeg har fået det fra en engelsk side, og jeg kan ikke oversætte det så det lyder ordenligt) :
"If that whore didn't sleep with everybody, she woulda never gotten AIDS. Lupe's friendly reminder to call the Trojan man.....You don't want this type of fire".
JEG kan ikke retfærdiggøre dette nummer endnu. It's too damn bright!

Næste mesterværk i rækken får vi i form af "Little Weapon". Man kunne frygte at Fall Out Boys' Patrick Stump kunne have leveret en semi-emo beat, men denne produktion vil med garanti smadre enhver lytters fordomme. Det halv-rockede og usædvanligt hårdtslående beat fungerer optimalt til emnet om børnesoldater rundt omkring i verden. Lupe kommer med nogle ustyrlige og eftertænksomme linjer, og Bishop G giver hele nummeret et fedt twist ved at sammenligne de rigtige børnesoldater med de børn, der sidder og spiller krigsspil på deres pc. Hvem er bedst? Ham der dræber i virkeligheden, eller ham der dræber digitalt? En virkelig interessant sang med nogle fede rim hele vejen igennem og et fantastisk omkvæd. Klasse!

Pladens ultimativt mest perfekte nummer er efter min mening "Gotta Eat". En i virkeligheden hylende morsom sang. Umiddelbart tror man at sangen handler om en hustler, som sørger for sine medmennesker, højst sandsynlig vores ven Michael Young. Ta' fx linjerne

" Hey, he had a whole lotta cheese
Plus he was a mac had a whole lotta steeds
Made a lot of niggaz fat
Gave a whole lotta g's
Grams, man he had a whole lotta these"

Forholdsvist normale linjer om en gangster-konge, der tager godt af sine venner og nære kompagoner. MEN! Så simpelt skal det ikke være! Den der i virkeligheden bliver snakket om er ingen ringere end en cheeseburger. Læs de samme linjer igen og tænkt på at der snakkes om en burger, så giver det mindst ligeså meget mening som før, og hører man hele sangen igennem igen, finder man ud af at der hele sangen igennem bliver rappet om en cheeseburger, og IKKE en hustler. Det er her at geni-vanviddet kolliderer fuldkommen. På dette tidspunkt har Lupe nået en kvalitets-højde, som for mig ikke kan blive bedre. At man kan skrue en så genial sang sammen er langt over min forstand, men ikke desto mindre beretter Lupe altså om en sand Coleone-burger, der vil dræbe hele verdenen! Det er selvfølgelig en kommentar til, primært amerikanernes, helbred, når det kommer til fødevarer. Der er mange som før i tiden har kommenteret spisevaner og de problmer vi har med usund mad, men faktum er, at der aldrig rigtig har været noget der har kunne gøre det, så det har lydt interessant eller måske endda "sejt". Lupes mission var at bringe et vigtigt budskab ud, som folk rent faktisk ville høre på, fordi de synes det kom ud på en "cool" måde. Mission complete! Og som om den ufattelige lyriske opfindsomhed ikke var nok, bliver det rappet over Soundtrakk's flotteste produktion til dato. Det minder mest om alt, som soundtracket til en nutidig Sergio Leone western, svøbet ind i et dyne-tungt synth-stryger ensamblement. Uovertruffent mesterværk.

Det officielt mest brillante lyriske nummer er "Dumb It Down", en fantastisk lige på og korrekt kommentar til den kommercielle og materielle drejning som hip hop industrien har taget. Igen et emne som er blevet behandlet mange gange før, og igen gør Lupe det bedre end nogen anden før har været i stand til. Igen er teskten på så højt et plan at jeg ikke tør at udtale mig om, hvad der helt præcist bliver sagt i versene. Stort set hver linje har dobbelt-mening, og super-intelligent undertekst ulmer hvert sekunt, HELE sangen igennem. Det fede er, at Lupe faktisk er dead-serious uden at lyde sådan, men omkvædet, dels synget af Gemstones, dels af Graham Burris (who he?), er så komisk udført, at det letter hele sangen:

"You Ain't winning no awards nigga! Robots and Skateboards nigga??! (...)
We don't care about the weather nigga, You'll sell more records if you *dumb it down*" (...)

" >>Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing<<"

Og rigtigere kan det ikke siges. Lupe gør som ingen andre; går nærmest direkte imod strømmen. Jeg tror slet ikke han ved hvad "stereotyp" betyder. Han sælger i hvertfald aldrig sin sjæl til hip hoppens nutidige grådighed. Det er også derfor han holder fast ved, at han udgiver tre albums og ikke mere. Det han har at sige, kan og vil han sige med tre albums, alt derefter vil være for pengenes skyld, og det har han fra starten af ikke været interesseret i. Forbilledligt.

"Hello/Goodbye (Uncool)" er næste nummer i rækken, og Lupes egen første produktion. Det er et meget rocket nummer, og antallet af gæstemusikere er imponerende. Mest iøjefaldende er, at han har fået Queens of the Stone Age's frontmand Josh Homme med, for hans legendariske distortion-guitarspil er aldrig til at tage fejl af, og det giver et betydeligt twist til nummeret. Fra et synes at det "bare" er et rocket hiphop nummer, synes jeg faktisk nu, at det er et af pladens flotteste numre. Det er på sin helt egen specielle måde ganske smukt skåret. Og Lupes blændende maskinpistol rap lyder fantastisk over den tunge produktion, og som den rockfan Lupe nu er, lader han nummeret flyde over i et rent rockinferno i slutningen, og det er intet mindre end storladent flot.

"Fighters" er endnu en af pladens helt store stjerner. En mere stille produktion finder man ikke, og det "manglende" hiphop-touch i musikken giver Lupe frit udspil til hans eftertænksomme og forførende lyrik, om livet, døden og alt imellem. Igen er den eminente Matthew Santos med på omkvædet, og dette må være hans allerbedste til dato. De to sammen er en farligt god duo, og Le Messie, hvem han/hun end er, har i sandhed velsignet albummet med et sandt musikalsk mesterværk, på trods af at det består af max to instrumenter! Der er en del forskellige bud på hvad der bliver sunget i omkvædet, og hvis det stod til mig er der ikke nogen sider på nettet der har det rette svar. Det er noget med at lukke øjnene og høre efter hvad han synger, jeg får det til

"When the fighters are all around
All the lovers are on the ground
No one will save you, anymore
So what's happenin'
What'chu rappin' about little boy
Is it cars?
Is it girls?
Is it my life, the world?"

- Om det er det rigtige ved jeg ikke, men det giver mening for mig.

Sidste nummer er muligvis et nummer, der også skulle have været sorteret fra. Ikke fordi det er dårligt, men fordi "Fighters" er det ultimative nummer til at afslutte albummet. "Go Baby" er et overflødighedsnummer, der er dedikeret til "the ladies". jeg synes netop GemStones sagde til Lupe på "Dump It Down", at han skulle "make a song for the bitches nigga", forstået på den måde, at det skulle han IKKE. Og så kommer det alligevel til sidst. Virkelig en skam, for det er på ingen måde nødvendigt at have denne nummer med...

- Alt i alt -

Men det ene nummer kan selvfølgelig ikke ødelægge det overordnede indtryk. For den følelse man sidder tilbage med efter at have hørt albummet, ja, den kan ikke helt beskrives. "Er det overhovedet muligt at skrive så elegante tekster, på SÅ mange numre?". "Hvordan kan han med så få kendte producere skabe et så imponerende lydbillede?". "Hvordan kan man på så fornem vis kæde så mange numre sammen?". - Det var nogle af de spørgsmål jeg sad tilbage med, for efter jeg havde gået teksterne igennem og fundet frem til alt det der ligger gemt i teksterne, så havde jeg sgu svært ved at tro, at det var muligt for at rapper at være SÅ meget bedre end ALLE andre.Lupe har sagt, at hans mission er at bringe intelligent hip hop ud til så mange lyttere som muligt. Så ved at benytte mainstream produktioner, bliver hans numre radiohits, selvom det er de færreste der forstår hans tekster. Men selvom hans lyrik ikke ligefrem er for alle og enhver, er det umådelig vigtigt at han får sit materiale ud, for det er der brug for i disse dage, hvor 50 cent og andre af den kaliber forurener en ellers stolt kultur. Så big up til Lupe for at gennemfører hans mission.
Jeg var sikker på at det var en umulighed at lave en opfølger til "Food & Liquor", men "The Cool" er på eksakt samme højde, og det er igen helt uforståeligt, hvordan man for anden gang i træk kan fylde ens lyttere med så mange flotte numre, med så meget stof til eftertanke, at "LUPEnd" med sikkerhed er udkommet inden man når til bunds i det hele.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg er blevet blæst helt tilbage til stenalderen efter at have hørt "The Cool", og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg ser frem til det tredje og afsluttende album. Formår Lupe at udsende hip hop historiens vigtigste, flotteste og mest intelligente trilogi til dato? Jeg tør næsten garanterer det.
Det jeg nu glæder mig til at høre er, om Lupe tilfører endnu et twist til hans koncept historie. Manden er jo klog nok til at tage røven komplet på folk, og det skulle ikke undre mig, om han får vendt hele skidtet 180 grader. Spændingen hos mig stiger i hvertfald næsten dagligt!
Tak fordi i læste med

"Check your ingridients, before you overdose
on the cool"

6/6