mandag den 30. november 2009

Dãm-Funk - Toeachizown Vol. 5: Sky


Den bredt anerkendte og internationalt læste hiphop site www.potholesinmyblog.com holdt for nyligt auditions til deres åbne anmelder-stilling. Ja, siden er tilsyneladende så stor, at hele auditions er krævet for at finde de "helt rigtige" skribenter. Anyways, jeg synes det kunne være sjovt at prøve, så jeg tilmeldte mig. Jeg endte, efter at have udfyldt diverse spørge, og ansøgnings -skemaer, i "slutrunden" blandt ca. 30 andre håbefulde skribenter. Hver skulle vi anmelde en plade, og det var denne anmeldelse, der afgjorde om man fik "stillingen". De skulle skrives på engelsk, og alle andre end mig var vist fra The States, så jeg var lidt Sorteper-agtig! Det skal da også siges, at anmeldelsen ikke blev specielt god - Haha!! Jeg vil jo gerne tro på, at det var fordi jeg kun havde én weekend til at skrive den, og jeg skulle først skrive 5 anmeldelser for DUBCNN, så det var ikke meget tid jeg havde tilbage til potholes-anmeldelsen. "Enough excuses already!" - I skal da ikke snydes for min debut som 'reviewer', så her er slutrunde-anmeldelsen af Dãm-Funks Toeachizown Vol. 5: Sky

--------------------------------------------------------------


To the average hiphop listener, the name "Dãm-Funk" probably won't ring a bell - for obvious reasons. Dãm only operates in hiphop label-wise- Peanut Butter Wolf, the somewhat spaced-out founder of Stones Throw Records, got the "Ambassador og Boogie Funk" onboard, for the sole reason to "glide into the future" with him and his unique vibes.

And Dãm-Funk isn't all that unknown actually. - If you have the tiniest bit of interest in today's modern funk scene, there's a great chance that his name has met your eyes, more than once that is. He represents the citizens of Funkmosphere; LA's freshest Monday night party, from where he pumps out his catalogue of modern soul and electro-funk to the party people.

A real crate-digger, that's what Dãm is. - He finds the rarest and dustiest of the old boogie and funk vinyls - most of them so unknown, that he loses even the most hardcore funk-heads on the way. Mixed with his own arsenal of vintage synths, drums and sounds, he produces a fresh new-age sounding boogie-funk. The attention is never taken away from the old original sound though; Dãm respects the genre too much to steal the spotlight, and the scent of Fred Weasley, Maceo Parker, George Clinton and Prince is never from away.

Sky is the fifth constellation in the Toeachizown -series, and it's the straight forward positive and uplifting piece. During the listen, my thoughts travelled to the likes of Daft Punk's Discovery, Jamiroquai's A Funk Odessey and even PlantLife's The Return of Jack Splash. But being heavily into hiphop, and not so much new-wave boogie-funk, it becomes clear that the nearly 2½ hour long album is created for clubs and lounge-like parties. As a listening experience, Sky quickly becomes flat and repetetive, and it lacks diversity and versatility, even as a genre-piece. The production is well executed, no discussion, but simply not solid enough the keep the interest alive.

The only question that needs answering is, if it's fair for a boogie-funk record to be reviewed by a hiphop-reviewing blog? Signed to Stones Throw Records sure, but Dãm-Funk's Toeachizown Vol. 5: Sky doesn't contain a single gram of hiphop, and therefore one might think that the words from a hiphop enthusiast are worthless. Never the less:



-----------------------------------------------------------

- potholesinmyblog karakterskalaen går kun til 5, så var pladen blevet anmeldt her på siden under normale omstændigheder, ville karakteren være

2.5/6

Abstract Rude - Rejuvenation


Rejuvenation, der er Los Angeles rapperen Abstract Rudes debutalbum for Rhymesayers, fik en noget lunken modtagelse i USA. Produktionen fik kritik for at være for slap og ensformig, lyrikken fik kritik for at være uinspirerende, og hele pladen fik kold og kynisk kritik for ikke at være ungdommelig nok.
- Jeg synes Vitamin D's produktioner er top notch. Der er en tydelig rød tråd af groovy guitar riffs, gyngende basgange, organisk-inspirerede trommer og et hengemt snert af atmosfæriske lydtæpper. Nej, det nyeste nye super-beat bliver ikke fremstillet, men en god håndfuld produktioner kan fremhæves som herligt nakkeruskende og melodiske, på grænsen mellem det rå og det mainstream. "The Conch" ligger en god musikalsk baggrund for Abbeys brillante levering, der viser, at hvis han gider, kan han være et bæst på mic'en. Jeg må muligvis se mig nødsaget til at give de Amerikanske anmeldere ret i, at han for sjældent lukker dette bæst ud, men selv hans ringeste præstationer fremstår i mine ører interessante. Og Rejuvenation er da langt fra blottet for top præstationer, - "Is What It Is" skal nok tilfredsstille selv de allermest kræsne. Min personlige favorit "TV Show" har ligeledes være i seriøs rotation på pod'en her på det sidste, og vil være det en god rum tid endnu.

I mine øjne er pladens store force "one-mc-one-dj" -følelsen. Vitamin D's stil er som sagt let genkendelig, og selvom der umiddelbart ikke er den store variation, er der talrige detaljer, der i sidste ende giver de forskellige tracks tilstrækkelig personlighed. Og Abbey holder altså! Den dybe tallerken bliver ikke (gen)opfundet på Rejuvenation, men han flower fornemt, og hans rap-røst er svær at blive træt af. Eneste gæster på pladen er Aceyalone og Myka 9, der sammen med Abstract gendanner Haiku D'Etat for en kort stund, på et af pladens absolutte perler, "Thynk Eye Can".



Rejuvenation er ikke sønderligt ambitiøs, men som man siger nogengange, less is more, og for mig er dette album ganske simpelt bare sprød hiphop bagt fra en simpel opskrift.

4/6