The Snowgoons - The Trojan Horse

Er man til mastodontisk og storladen undergrunds-hiphop, har Snowgoons alle dage været den producer-trio man kunne gå til, hvis man skulle have sig et fix. Med Jedi Mind Tricks' Stoupe som deres mentor, begår det tyske producerhold sig i produktioner med enorme kor, storslåede violin arrangementer og en generel følelse af noget kraftfulgt, mægtigt og ondskabsfuldt.
De har et større katalog på samvittigheden, men det var med sidste års Black Snow, at de for alvor tog verden med storm. Nu er de allerede tilbage, klar til at sende en gigantisk knytnæve afsted imod alt og alle der lurer rundt i mainstream hiphoppen. Soft rappers beware!

Listen af gæsterappede er som sædvanlig fyldt til langt over bristepunktet. Omkring 40 forskellige rappere kunne jeg tælle til, fordelt på 19 numre, og nogle af dem optræder endda flere gange. Med Snowgoons har kvantitet altid været prioriteret højere end kvalitet. Rappere som Reef the Lost Cauze, Buckshot, Reks, Termanology, Sabac Red, Virtuoso og El Da Sensei gør det alle godt, men så er der stadig 30 rappere der leverer middelmåde indslag. Men jeg vil faktisk mene, at det på en Snowgoons plade er i orden. Når jeg smækker en Snowgoons plade på anlægget, er det primært på grund af produktionerne, da man på forhånd ved, at den lyriske spændvidde er forholdsvist begrænset. - 40 forskellige rappere kan jo ikke alle levere unikke og uforglemmelig vers, de ved vi - så det gælder enten om at have tilstrækkelig personlighed, som fx Sabac eller Reef, eller "bare" et enestående flow som Virtuoso (hans vers på "Scar Sculpture" er simpelthen komplet gak-gak forrygende!). Men fred være med det, det er som sagt produktionerne jeg er mest interesseret i, og her skuffer Snowgoons bestemt ikke.

The Trojan Horse indeholder alt hvad man kunne have håbet på. "Full Force" er bygget op af klassiske musik-elementer, med op til flere kvindekor, det er ufatteligt flot! Og der bliver naturligvis heller ikke sparret på de råbende dumheder på omkvæddet, gotta love it!
"Goons Stampede" byder med sin meget sigende titel ligeledes på råbende arrigskab over en dundrende krigs-soundtracks-værdig produktion. Det er endda vores egen Sicknature der får fornøjelsen af at skælde ud med linjer som "Shiiit, it's a Snowgoons stampede, WHAT UP! WHAT UP! It's a Snowgoons stampede!!". Dumt ja, men igen, ya have to love it!
Sitrende hård undergrunds hiphop kan dog også skabes på anden facon en med violiner og store kor. Pladens måske bedste skæring - både lyrisk og produktionsmæssigt - "Make Way", viser Chief Kamachi, Buckshot og Reef the Lost Cauze i storform over et gungrende dybt beat, drevet af enkelte toner fra en ualmindeligt tung guitar.
Termanlogy viser ligeledes hans sublime flow-kunskab over et alternativt hårdt beat, den salsa-inspireret "The Ill Bunch", der desværre falder en smule til jorden, på grund af Tribeca og Nut-Rageous, hvis vers absolut ingen steder fører hen.
"Valley of Death" er pladens dybeste og nok flottest producerede nummer. Det er en smule ærgerligt, at åbningsstykket ikke spiller en større rolle - vi snakker total gåsehudsfremkaldende, men Block McCloud tager over, og han når ikke sigøjnerens hjertekrængede sang til sokkeholderne. Stadig et flot nummer.

Full Force:
(Er det nødvendigt at sige, at der skal skrues HELT op?!)

Der er masser af numre man kunne fremhæve, men den 19-numres lange plade er, ja, for lang. De svulstige og hårdtslående numre er super fede, men der er en overhængende fare for, at det storladne bliver trættende. Der mangler et par numre á lá "Starlight" fra forgængeren som variation, for The Trojan Horse grænser sig op af det lidt for pompøse, og kan derfor kun indtages i mindre doser af gangen. I små doser er det tilgengæld også stærkt, og selvom jeg startede med at kalde Stoupe for deres mentor, så har Snowgoons' sidste par plader været flere gange bedre end JMT's sidste udgivelser - Brace yourselves!

4/6